download catalogue high resolution pdf (22.3 mb) - Jens Haaning

LBLG
P.196
Middelburg Summer 1996 var en episodisk mobilisering af den kulturelle Anden
der havde retning mod en afvikling af repræsenteret identitet for i stedet at gå over
til direkte forhandling. De 'udstillede' personer i Middelburg-værket var for de
besøgende ikke længere bare repræsentanter for 'det multikulturelle samfund'. De
var tilstedeværende personer man ikke ville kunne benægte som subjekter. Det stod
betragteren frit for at interagere med dem, ligesom Haaning under forberedelsen af
projektet havde personlig kontakt med virksomhedens femten ansatte.
Er Middelburg Summer 1996 'kritisk kunst'? Igen er der to modsatrettede bevægelser
på spil hos Haaning, en byggen op og en afvikling af 'det kritiske'. I forhold til den
dialektiske logik der ofte organiserer kritisk kunst, går Middelburg Summer 1996
videre end de modernistiske klichéer der har sneget sig ind med 1990ernes
gen-politisering af kunsten og feticheringen af service. Der refereres ofte til værket
som 'the sweatshop piece', men Maras Confectie var, ifølge Haanings research, en
virksomhed der trivedes og som kunne tilbyde sine ansatte gode forhold og en
månedsløn over mindstelønnen. Nok var værket bygget op omkring en industriel
produktionsform som man forbinder med Asien mere end Vesteuropa, men
økonomisk set var der altså tale om en levedygtig hollandsk virksomhed — om end
med 'fremmed' arbejdskraft og ledelse. Sådan set var Middelburg Summer 1996 et
gøglebillede, og havde intet som helst med (re)præsentation af fremmedgjort
arbejde eller 'multikulturalisme' at gøre. Ja, det var en mobilisering af en gruppe
arbejdere i formel og politisk overensstemmelse med marginal og revolutionær
politik på fabrikker og universiteter, men det var ikke en iscenesættelse eller
repræsentation af 'spontant oprør' af etnisk eller proletarisk tilsnit.
Marx skrev, “As the chosen people bore in their features the sign that they were the
property of Jehovah, so the division of labour brands the manufacturing worker as
the property of capital.” 8 I Middelburg Summer 1996 bar ingen noget mærke, hverken
som frelst eller forbandet; et enormt fodboldbanner var den eneste utvetydige
tilkendegivelse af status og identitet. Sandt nok, værkets bevægelse bliver startet
af en reference til idéen om en kulturelt underpriviligeret gruppe, de 'fremmede':
især tyrkerne, en gruppe der i modernismen legemliggør konflikten mellem
europæisk og arabisk kultur, og som er blevet marginaliseret i Vesteuropa som et
uønsket befolkningsoverskud efter at de blev rekrutteret som arbejdskraft i
1970erne. Men værkets subjektiviserede repræsentationsfelt var intet andet end en
gruppe mennesker, der arbejdede i en kunsthal. Værket suspenderer det partikulære
indhold 'fremmedarbejderen med det arbejde ingen andre vil have' — og hvilket
som helst andet partikulært indhold man vil investere det med. Dets kritiske 'indhold'
passer i sidste ende ikke ind i noget transcendentalt skema og netop deri består