download catalogue high resolution pdf (22.3 mb) - Jens Haaning

indinger der holder sammen på ideologiske bygningsværker. Der er ikke tale om
idealisme, idet forståelsen af lovkompleksernes fiktionalitet ikke som sådan
udelukker deres mulige sammenfald med autentiske, konkrete subjektiveringsprocesser.
Haanings grænsegængeri er snarere at overveje hvilke muligheder man
kan ekstrapolere fra strukturers iboende logik og fra socialitetens antagonistiske
karakter.
Slavoj Zizek mener at den fornyede venstrefløj bør tilslutte sig Kierkegaards
paradoksale påstand om at kristendommen er på modernitetens side med hensyn
til spændingen mellem tradition og modernitet. Det centrale element i
Kierkegaards militante fortale for den indre, religiøse følelse var at den autentiske
tro kun kan opstå når den forlader den humanistiske kristendom der findes i menighedens
kovarme. Troen er et rent indre anliggende som den troende er ude af stand
til at dele med andre. Samtidigt med at troen således ikke kan medieres i det sociale
liv, kommer det religiøse kald i radikal forstand udefra, som Guds ubønhørlige krav.
Abraham er ude af stand til at dele Guds forfærdelige krav til ham om at ofre Isak
fordi dette på ingen udtrykker Abrahams 'indre natur' men som er en traumatisk
indtrængen som angriber den troende udefra og som han ikke er i stand til at
internalisere, identificere sig eller finde mening med. Zizek skriver at Kierkegaard
overkommer den 'moderne' opposition mellem ydre, livløst ritual og den rene, indre,
følelsesmæssige overbevisning ved at anerkende den autentiske tros paradoks i
hvilken en radikal yderlighed falder sammen med ren inderlighed. 6
Kierkegaard kalder dette paradoks for troens teleologiske suspension. Zizek
mener at venstrefløjen må foretage et lignende trosspring for at komme ud af sin
stampe, nemlig den politiske suspension af det etiske. Den politiske suspension
kan man groft sagt kalde for det nødvendige offers strategi. Her kommer skylden
som solidarisk forpligtelse igen ind i billedet. Zizeks eksempel er krigen i Bosnien,
hvor det var umuligt ikke at være partisk, idet pacifistisk neutralitet effektivt
indebar en godkendelse af humanitære overgreb. Der findes ingen neutralitet, og
antagonisme bor i selve universaliteten:
“…the Left legitimizes its suspension of the Ethical precisely by means of a reference to
the true Universality to come. Or — to put it another way — the Left simultaneously
accepts the antagonistic character of society (there is no neutral position, struggle
is constitutive) and remains universalist (speaking on behalf of universal
emancipation): in the leftist perspective, accepting the radically antagonistic —
that is, political — character of social life, accepting the necessity of 'taking sides',
is the only way to be effectively universal.” 7
LBLG
P.195