download catalogue high resolution pdf (22.3 mb) - Jens Haaning

LBLG
P.194
— udgrænset og indtrængende, ikke bare på en arbejdsplads, men oven i købet et
sted hvor fremmede arbejder - blev objekt for sit eget kortsluttede blik. Kulturel
synlighed bliver til ufrivillig selvspejling for dernæst — måske — helt at blive
ophævet. Man så sig selv kløjs i sin forventning om den visuelle og rumlige kontrol
omkring hvilken kunstoplevelsen som regel er organiseret. Der var dårligt nok
plads til én selv, som man blev kanaliseret ind i kunsthallen/tekstilfabrikken gennem
en snæver passage mellem kontoret og kantinen, og fandt sig selv blandt stakke af
viskestykker og en gruppe mandlige syersker.
Der var tale om en gestusens æstetik, hvilken i det 20. århundredes kunsthistorie
består i at spørge om reel aktivitet i kunstrummet altid er lig med repræsenteret
aktivitet. Brian O'Doherty har skrevet at gestusen måske ikke er kunst, men
kunst-agtig, og derfor har et meta-liv om og omkring kunst. Det var en gestus par
excellence da den danske kunstner Palle Nielsen i oktober 1968 sammen med en
gruppe aktivister forvandlede Moderna Museet i Stockholm til en byggelegeplads
for børn, under titlen Model for et kvalitativt samfund. Sammen med readymadegrebet
(eller appropriationen af en hel fabrik) er gestusen også en udpegning af
hvilken del af traditionen Haaning ønsker at tilhøre — og en bevidst brug af dem
som en anerkendelse af spillets regler i kunstverdenen. Gestusen forbinder
ideologier, lovgivning, og de formelle regler der koder et fagligt felt som
kunstverdenen. Man kan kun ytre sig om strukturers kunstighed indefra for et givet
symbolsk system, og Haanings praksis er netop afhængig af kunstinstitutionens
fremtrædelsesformer; det er ikke en aktivisme. Værkernes dobbelte bevægelse
er at de gør dette lovkompleks synligt ved at udpege det som deres mulighedsbetingelse
og gøre brug af det som selve deres kunstneriske DNA, for dernæst at
opløse det som en fiktiv, dybest set arbitrær (måske endda illusorisk, i buddhistisk
forstand?) social konvention.
Ligesom metafysikker er ideologier ikke bemærkelsesværdige så meget som
systemer af ideer, men i højere grad som den magt hvormed noget bliver realiseret.
Det er på dette terræn 'det religiøse' og 'det politiske' mødes. Hvor politik er et
middel til at fremme en bestemt gruppes interesser og beslutningsdygtighed i en
afgrænset forhandling, afprøver 'det religiøse' i Jens Haanings produktion grænserne
for dagliglivets erkendelse, ikke som et regulativt ideal, men som historisk betinget
tydning af verden og udviklingsperspektiver for hvordan vi kan orientere os i forhold
til det materielle dagligliv. Haanings værker bruger kunstverdenen i dens egenskab
af internationalt, ikke-ideologisk rum til at udkaste nye forestillinger på grænserne
af materielt dagligliv, lovgivning, marked, og kapitalistisk økonomi; forestillinger
der iværksætter en progressiv politisering samtidig med at de løser op for de