download catalogue high resolution pdf (22.3 mb) - Jens Haaning

pensionister, men var med sin nomadiske historie også et symptom på at vores
individuelle skæbner er afhængige af verdensmarkedets fluktuationer. Projektets
rumlige logik var en synlig og gradvis reduktion, idet de solgte varer ikke blev
erstattet af nye produkter på hylderne. Ved udstillingens lukning stod de uønskede
varer tilbage i isolerede søjler, mens spredte prislapper i neonfarver flød rundt på
trægulvet og fortalte om fraværet af de mere attraktive forbrugsgoder — eller om
det gallerirummets ideologiske fylde.
Men på trods af disse projekters rødder i materielle økonomier, har de også, eller
især, et moment af stilhed, en overskridelsesdimension. Jeg bad engang Haaning
om at formulere en politik for sin kunst. Han svarede, måske oprigtigt, måske for at
drille: 'Det er jo egentlig et religiøst projekt.' Det kom som en overraskelse, ikke
mindst fordi han tidligere især havde kommenteret fremmedgørelsen, afmagten og
aggressionen. Realisten (og anarkisten) Courbet plejede at signere sine malerier
sans réligion et sans idéal; man kan dårligt læse Haanings værker anderledes, og
dog hævdede han at de er et religiøst projekt. Det følgende er en tankerække som
Haanings bemærkning satte i gang, om 'det religiøse' i hans produktion som en
dimension uden guddommelig forankring, og som således kan oversættes med forskellige
betydninger og perspektiver afledt heraf. Det drejer sig primært om utopisme
og dynamikken mellem det partikulære og det universelle; metafysiske overvejelser,
for så vidt disse forhold ligger på grænsen af mulige, konkrete erfaringer.
At få det religiøse trukket op af hatten møder os uforberedte, men altså også
lydhøre. Den mest interessante grund til det er nok at vi er nået til et punkt i vores
bearbejdning af postmodernismens indsigter, hvor vi kan se at det partikulære ikke
kan klare sig uden en form for universalitet, og vice versa:
“Does this mean that this death of the universal, with the impossibility of emancipation
as its necessary corollary, leaves us in a purely particularistic world in which social
actors pursue only limited objectives? One moment of reflection is enough to show
us that this is not an adequate conclusion. 'Particularism' is an essentially relational
concept: something is particular in relation to other particularities and the
ensemble of them presupposes a social totality within which they are constituted.
So, if it is the very notion of a social totality that is in question, the notion of 'particular'
identities is equally threatened. The category of totality continues haunting us
through the effects that derive from its very absence.“ 1
Vi skal huske på at det var det politiske der i første omgang fik Haaning til at
nævne det religiøse. Så selvom han med sin påstand ganske givet står i et
LBLG
P.189