Janus' syner - et essay om Weyses selvbiografi (1820) - dansk ...

af de velmotiverede råd om at foretage en dannelsesrejse, Weyse allerede
som ung mand fik fra Schulz7 og Vogler, virker det for nemt at se det
som et udslag af magelighed, når han - bortset fra turene til Roskilde -
siden foretrak hjemmelivet i Kronprinsessegade. Det har snarere været
et ømt punkt.
Selv om man hos Weyse kan se en antydning af Schulz' lidt hastige
kritik af hans kompositioner (20*/37), er beskrivelsen i Janus-artiklen
af læreren alligevel forekommet ham for hård. Når den sammenholdes
med den elskværdige, ja, kærlige tone i Schulz' brev til ham,8 virker den
også overdrevet. Og man skal notere sig, at Weyse blot bruger sin beskrivelse
af episoden til at introducere Gronland. Igen kan det dog ikke
udelukkes, at Weyse tidligere, da hans studietid var på nærmere hold, og
Schulz stadig levede (dvs. før 1800), kan have udtalt sig med større
skarphed end her.
Weyse må naturligvis også have ærgret sig over forbigåelsen af Peter
Gronland, selv om han har gættet, at hans navn lå gemt i det forvanskede
navn "Gruner" . Da han var i gang, kunne han med det samme
korrigere oplysningen om, at han i sin elevtid skulle have haft med Trinitatis-organisten
at gøre. Gronland var ikke organist, hverken der eller
i nogen anden kirke.9 Det er pudsigt at se, at Fiirst i denne sammenhæng
hele to gange gør opmærksom på, at Weyse selv har meddelt de
oplysninger, den biografiske skitse hviler på. Ikke blot slutter han sætningen
med "wie er selbst gesteht", men det hedder også, at han "noch
jetzt" nævner sin lærer med taknemlighed. Hvis vi ikke skal mistænke
Fiirst for med vilje at udstyre artiklens tekst med falsk autoritet, må han
have fået sin baggrundsviden fra en person, der havde et forholdsvis
friskt indtryk afWeyse.
Fiirst har åbenbart ikke fået at vide, at Weyse først var organist ved
den reformerte kirke. Hans meddeler har vel glemt det. Men i betragtning
af, at han selv havde boet i byen til 1814, er det forbløffende lidt,
han husker om de kirkelige forhold i København. Vel var Frue kirke
endnu ikke domkirke, men gjaldt dog for at være "Landets Hovedkirke"
og normgivende for liturgien i den danske kirke. IO Kan Fiirst virkelig
have troet noget så usandsynligt, som at et ungt menneske på blot en
snes år skulle være blevet ansat der? Det er nok gået stærkt med at få
skrevet den artikel.
En fejl i Janus-artiklen, som Weyse ikke retter, er stedet for opførelsen
af Høegh-Guldbergs reformationskantate. Frue kirke var som bekendt
45