Janus' syner - et essay om Weyses selvbiografi (1820) - dansk ...

Årsagen
Weyse var blevet provokeret til at nedskrive sine erindringer. Gennem
flere udgivelser var hans navn nået ud i Europa, og en dansk kronikør i
Wien, Nikolai Furst, havde i 1819 fundet tidspunktet inde til at fortælle
sine læsere lidt mere om komponisten, end hvad der kunne læses i litteraturen
for de professionelle, f. eks. E.L. Gerbers Tonkiinstlerlexikon.2
Til tidsskriftet Janus, som blev udsendt to gange om ugen, skrev Furst
derfor en temmelig udførlig artikel om Weyse.3 Den var skrevet i den
begejstrede og forherligende stil, som man også kan finde f. eks. i Rochlitz'
berømte (eller snarere berygtede) anekdoter om Mozart i Allgemeine
musikalische Zeitung, og den udkom onsdag d. 7. april 1819. Heldigvis
for os, må man sige, fik Weyse den at se, og han blev efter sit eget udsagn
så irriteret over den, at han satte sig for ikke blot at berigtige dens
fejl, men at give en hel og sammenhængende beskrivelse af sit levnedsløb.
Nikolai Furst havde åbenbart ikke sørget for en ordentlig research.
Han var ikke så samvittighedsfuld en skribent, at han havde søgt direkte
kontakt med Weyse, før han sendte artiklen i trykken. Weyse kan derfor
hurtigt placere ham ved at kalde ham "ein gewisser Hr. Fiirst", som
han kun kender af navn, og som "bemiiht gewesen is t, mit eilfertiger wenn
auch wohlgemeinter Geschaftigkeit, [ ... ] mir ein biographisches Ehrendenkmal
zu setzen" (l */3). Men man skal lægge mærke til, atWeyse ikke skriver,
at han ikke havde hørt Fursts navn nævne, før han så det i Janus.
Fejlene, som oprørte Weyse
Hvad var det, der irriterede Weyse i en sådan grad, at han greb til pennen
for at korrigere artiklen? Den rummede jo nok en række indlysende
og ærgerlige fejl, men der kunne ikke rejses tvivl om dens smukke
hensigt, som var at fremhæve Weyse som en betydelig komponist. Når
det kom til stykket var det egentlig kun petitesser, Weyse korrigerede,
og han kunne have gjort det mindre omstændeligt. Der er flere mulighed
for et svar på spørgsmålet. Men før forsøget gøres er det rimeligt at
tage Weyse på ordet og undersøge (og vurdere), hvilke fejl han fandt i
Fursts artikel.
Ubehaget ved at se sit navn forvansket kendes af enhver. Og Furst
kan ikke helt undgå en anklage for sjuskeri. Weyse underskrev sig
"C.E.F. Weyse", og alle, selv hans gode venner til- og omtalte ham efter
tidens sædvane med efternavnet "Weyse". På den anden side kan det
43