Janus' syner - et essay om Weyses selvbiografi (1820) - dansk ...

den side vil en rigdom på detaljer i de beskrevne episoder uundgåeligt
efterlade indtryk af den skrivendes intense oplevelse af de begivenheder,
han har udvalgt til sin tekst. I sådanne (sjældne) sammenhænge
afslører Weyse noget af styrken og dybden i sine emotionelle reaktioner.
Det gælder f. eks. hans omtale af sin barnlige religiøsitet
(11 *fI20f). 1 Og det gælder skildringen af rejsen fra Altona til København,
da han som nykonfirmeret for første gang skulle forlade sin fødeby
og familien - som det skulle vise sig: for altid. Her er forventninger
til fremtiden og frygt for det uvisse samlet i et. Skarpt tegner sig
f. eks. bemærkningen om osten, han mistede, allerede før han var nået
halvvejs til Kiel: "ein um so empfindlicheren l;Brlust, als ich ein grosser Liebhaber
von Kiise war, und in meiner Eltern Hause nur selten welchen bekommen
hatte" (14*/26).
Naturligvis er der også meget, som Weyse som voksen ønsker at
lægge afstand til. Der ligger f. eks. en tydelig kritik i udtrykket "mode
komponister" (2*/5 og 4*/7), hvor han beskriver det repertoire, han
dyrkede som barn ved sin moders klaver. Det er han vokset fra, og
han gør ingen hemmelighed af det; men finder det trods alt nødvendigt
at distancere sig fra det. Sandheden er vel, at ingen musik på det
tidspunkt ville have gjort så stort et indtryk på ham som det bifald,
moderen og morfaderen modtog for deres spil. Og der er tydelig
selvironi bag beretningen om det forfængelige unge menneskes allerførste
møde med Schulz, som slet ikke svarede til hans forventninger.
Det er desuden bemærkelsesværdigt, hvad han skriver om sin tidlige
uddannelse. Han har, allerede da han var 6 år, fået undervisning i
læsning og skrivning - og i fransk! Senere nævner han, hvordan han i
skolen foruden religion og geografi har lært latin - og stadig fransk.
Det tyder på en usædvanlig omsorg for hans udvikling (ikke blot den
musikalske), som den kun fandtes i overklassen og det højere borgerskab.
Om man skal se det som tilfældighed eller udslag af bevidst diskretion,
hvad han helt har udeladt, f. eks. forholdet til Friedrich Kuhlau eller
hans stilling til den litterære fejde mellem Oehlenschliiger og Baggesen,
skal overlades til læserens vurdering. Men beretningen, som den
nu foreligger, rummer ikke blot mange oplysninger om det, Weyse kan
se tilbage på, men også om den Weyse, der skriver, og det billede han
vælger at give af sig selv.
42