Samfundsfagsnyt 160 - FALS

ARTIKEL - Den politiske kommunikation i forandring
Den politiske kommunikation
i forandring
Den hjemlige politiske kommunikation er i
disse år igennem nogle kraftige forandringsprocesser,
hvilket både kan ses i, at der bliver
brugt langt flere økonomiske ressourcer på
kommunikationen end tidligere, og ved at
partierne tager nye kommunikationsmetoder
og redskaber i brug. I denne artikel bliver der
stillet skarpt på professionaliseringen af den
politiske kommunikation, for at give et indblik
i de nye tendenser, og for at tegne et aktuelt
billede af hvor de forskellige partier står
i forandringsprocessen.
Da de tre garvede partiledere Mogens Lykketoft,
Holger K. Nielsen og Mimi Jacobsen kort efter
valget trådte tilbage, kom de alle i deres afslutningstaler
ind på, at de så en demokratisk trussel
i den oprustning, som nogle af partierne har gjort
på kommunikationsfronten. Og på den måde leverede
de afgående partiledere endnu engang
skyts til den debat, der de senere år med jævne
mellemrum er poppet op om brugen af spindoktorer,
fokusgrupper, papegøjemetoder, mm. i
dansk politik. Desværre former debatten om de
nye tendenser i den politiske kommunikation sig
som regel som en gang politisk mudderkastning
mellem dem, der råber op om spin og designerpolitik,
og dem der siger, at alting er som det plejer
i dansk politik.
En sådan gang mudderkastning giver på ingen måde
noget godt afsæt for en dybere debat om de
forandringer, der sker i disse år i den politiske
kommunikation. Og det er nogle væsentlige forandringer,
der kan spores i disse år, lektor Orla
Vigsø ved Uppsala Universitet opstiller i sin afhandling
”Valretorik i text og bild” (2004) følgende
tre udviklingsfaser, som den politiske kommunikation
har været igennem:
Af Rasmus Jønsson
17
• Den præmoderne
• Den moderne
• Den postmoderne
Den præmoderne fase
Den præmoderne fase, som løber op til slutningen
af 1950’erne, er kendetegnet ved dels en
propagandalignende massekommunikation, der
hovedsagligt blev formidlet af partipressen, og
dels en personlig politisk dialog mellem politikere
og borgere i det lokale. Den politiske kommunikation
var på denne tid især kendetegnet ved at
kommunikationen var rettet mod ens egne vælgere,
dvs. de samfundsklasser, som man som parti
havde som kernevælgere. På den måde havde
man ikke de store ambitioner om at vinde nye
vælgere; det det gjaldt om var at fastholde dem,
man nu engang havde, hvilket hænger sammen
med, at de fleste vælgere på dette tidspunkt var
kernevælgere.
I den præmoderne fase foregik selve tilrettelæggelsen
af den politiske kommunikation ud fra en
top-down tilgang, hvor politikere sad i toppen og
uden nogen form for konsulenter og spindoktorer
planlagde kommunikationsindsatsten. Det betød,
at tilrettelæggelsen af de politiske kampagner
skete uden den store viden om de medier, der
skulle kommunikeres igennem og de forskellige
vælgergrupper, der skulle kommunikeres til. Den
præmoderne fase var også kendetegnet ved et
ret kort sigte i kommunikationsindsatsen; eksempelvis
foregik planlægningen af valgkampen som
regel først, når valget var udskrevet.
Generelt var der på denne tid meget lidt central
styring af de politiske kampagner. Derimod var
der lagt meget ud til de lokale og frivillige politiske
aktører, som kørte deres egne selvstændige
kampagner. Et særligt kendetegn ved denne fase