F O R FA TTER EN - Dansk Forfatterforening

Artikel
Ønskeseddel til litteratur støtten
Hvis der var frit valg på alle hylder, ville det danske kunststøttesystem
“
se ganske anderledes ud, i hvert fald hvis man spørger en række medlemmer af
Dansk Forfatterforenings skønlitterære gruppe. De har grublet over fremtidens kunststøttesystem,
og S-gruppens formand Jakob Vedelsby sammenfatter her deres tanker.
Elite eller bredde?
Ingen stiller spørgsmålstegn
ved, at den
danske stat støtter litteraturen.
Og der er enighed
blandt de skønlitterære forfattere i DFF
om, at spørgsmålet om, hvem der deler
pengene ud, er et sprængfarligt emne.
Sammensætningen af litteraturudvalgene
i henholdsvis Statens Kunstfond
og Statens Kunstråd er noget, der
kan bringe blodet i kog, fordi uddelingerne
afspejler de medlemmer, som
uddeler pengene.
Men når optællingerne viser, at det
er de samme, der har fået støtten igen
og igen, er det ikke bevis for nepotisme
i udvalgene, fremhæver en S-forfatter.
Det er nemlig meningen, at det skal
være de samme. Det er en borgerlig
kulturpolitik, der blev indført i 2003,
da Claes Kastholm blev formand for
Kunstrådets Litteraturudvalg. Ved sin
tiltrædelse meldte Kastholm ud, at han
ville professionalisere forfattererhvervet.
Fra nu af skulle færre forfattere
have legater, og legaterne skulle til
gengæld være så store, at disse forfattere
kunne leve som fuldtidsforfattere
år efter år.
For meget smal litteratur
Omlægningen var en del af hele ’elite vs.
bredde’-spørgsmålet, skriver forfatteren,
der støtter et fokus på eliten og professionalisering
af forfattererhvervet – og
6 FORFATTEREN·6·2011
“
at man derfor giver legater til relativt
få mennesker, som kan leve af støtten i
årevis og måske præstere det ypperlige.
Trods tilfredsheden med tankerne
bag Litteraturudvalget, fremhæver den
samme forfatter alligevel, at de smalle,
sprogeksperimenterende forfattere i dag
får en for stor en del af kagen. Og bliver
bakket op fra flere sider.
Én skriver fx, at hvis kvalitet og
”det litterært interessante” virkelig er
støttekriteriet, er der en hel del pengemodtagere,
man må tage sig til hovedet
over. Forfatteren har dog ”ikke belæg
for at tro, at udvalgsmedlemmerne giver
støtte til deres venner i stedet for til de
projekter, de oprigtigt holder mest af” –
og fortsætter:
”Ikke desto mindre har dansk litteratur
bevæget sig mod det æstetikdyrkende,
selvsmagende og publikumsfjendske.
Ikke på grund af nogens onde
vilje, kun på grund af elitens oprigtige
kærlighed til deres faglige ekspertiseområde:
sproget. Kuren mod skævvridningen
af statens litteraturstøtte er ikke
endnu flere litterater i udvalgene, men
at flere udvalgsmedlemmer kommer
fra andre fagområder. At der det ene
år sidder fx en sociolog og en kemiker,
og det næste år en geograf og en læge.
Det er alt, hvad der skal til, så vil vi se
en bredere kreds af forfattere modtage
legater, og det vil med tiden føre til, at
flere ikke-litteraturuddannede forfattere
kan leve af at skrive. De vil så igen
påvirke hele vores idé om, hvad litterær
kvalitet er.”
Projekt eller person
Et andet aspekt af diskussionen handler
om, hvorvidt støtten skal gives til et
kommende projekt eller på baggrund af,
hvad man allerede har skrevet. Som det
er i dag giver Statens Kunstråd støtte
udelukkende ud fra, om ansøgerens
kommende projekt ser interessant ud
i projektbeskrivelsen, mens Statens
Kunstfond giver støtte udelukkende
ud fra ansøgerens CV. Det betyder i
praksis, at man, hvis man er Suzanne
Brøgger, kan sende en fjoget 10-linjers
ansøgning ind til Kunstfonden, hvorefter
fonden ifølge retningslinjerne er
forpligtet til at uddele støtte.
genrer eller ej?
”Jeg kunne godt tænke mig, at man
hvert år meldte ud, at i den kommende
periode vil denne eller hin genre
fortrinsvis blive tilgodeset,” skriver en
S-forfatter og fortsætter: ”Krimi, forfatterskolelitteratur,
lyrik, rejselitteratur,
historiske romaner, nonsensdigtning,
digtere, Lars Bukdahl kan lide, gysere,
romaner, der foregår i København /
Helsinge / Aalborg / Gudhjem, børnelitteratur,
tegneserier, kvindelitteratur,
seniorlitteratur, bøger skrevet af
forfattere, der er venner med bestemte,
navngivne kulturjournalister, erotisk
litteratur, litteratur på dialekt, haiku etc.
etc. Så vi på den måde får skabt større
bredde i tildelingerne.”
Forfatteren bliver modsagt af et
andet S-medlem, som mener, at en
kvoteløsning for forskellige genrer er
dødfødt, for:
”... er det virkelig løsningen, at mennesker,
der hader krimier og aldrig
læser dem, skal sidde og vælge hvilke 30
krimiprojekter, der skal støttes? Nej, det
er sammensætningen af udvalgene, vi
skal lave om på.”
Færre penge til de rige
S-forfatterne er uenige om, hvorvidt
man bør indkomstgraduere litteraturstøtten.
Nogle er for, andre imod. Én
mener slet ikke, man skal kalde legaterne
for ”støtte” – de skal i stedet benævnes
”honorarer”. Det er ikke en støtte til
fattige forfattere, der ikke kan klare sig
på andre måder. Det er en betaling for
et arbejde, der skal udføres. På samme
måde som en skolelærer får løn for sit
arbejde. Lønnen er ikke en almisse eller
nådegave, og derfor skal honorarerne
heller ikke være indkomstafhængige.
”Vi forfattere har ladet os indvæve
i andre menneskers billede af os som
fattige og tiggende. Det billede skal vi
ud af. Det er okay for en landmand eller
filmproducent, som modtager støtte
eller honorarer fra det offentlige, at
køre Mercedes og bo i et hus med pool.
De hører aldrig, at deres løn/honorar
kunne være brugt til hospitalssenge.
“
Hvis kvalitet og ”det litterært interessante” virkelig er støttekriteriet,
er der en hel del pengemodtagere, man må tage sig til hovedet over.
Kuren mod skævvridningen af statens litteraturstøtte er ikke endnu flere litterater
i udvalgene, men at flere udvalgsmedlemmer kommer fra andre fagområder.
Og det skal de heller ikke høre. De skal
kunne have høj haleføring, og det skal vi
forfattere også.”
inspiration fra filmverdenen
En forfatter har følgende forslag inspireret
af filmbranchen:
”Man kunne forestille sig et litteraturstøttesystem
som i filmverdenen:
Forlagene kunne i samarbejde med
forfatterne søge om støtte til forfatterens
honorar ved udgivelsen. Man kunne så
sætte royaltysatsen op til fx 40 % og få
den dækket ind fra det offentlige, hvis
bogen bliver godkendt som en væsentlig
bog af ”Statens Litteraturkonsulent”.
Derudover kunne der være en fifty-fifty
ordning – igen som i filmverdenen –
hvor forlagene var garanteret en vis minimums
royaltystøtte. Måske er en sådan
ordning den eneste mulige løsning,
hvis vi vil have lige så stor opbakning til
litteraturstøtten som sportsfolk og filmfolk
får. Det kan være værd at spendere
lidt administrationsudgifter for i højere
grad at få en folkelig respekt for forfatterne
og deres indtægtsforhold.”
nye øjne på bibliotekspengene
Flere af de forfattere, der har budt ind
med holdninger til litteraturstøtten,
kommer også ind på behovet for at
revidere bibliotekspengesystemet. Et
konkret forslag går på, at man stiller
skarpt på de 200 personer, som får flest
bibliotekspenge, og laver en opgørelse
Vi forfattere har ladet os indvæve i andre menneskers billede
af os som fattige og tiggende. Det billede skal vi ud af.
Artikel
over, hvordan de forskellige faggrupper
er vægtet i forhold til hinanden – og om
vægtningen har det niveau, vi ønsker at
have.
”Tallene siger noget om, hvor mange
sider det er muligt for en oversætter, en
skønlitterær forfatter, en fagbogsforfatter
osv. at producere i løbet af et år og er
den eneste konstruktive måde at tage
emnet op på,” skriver en forfatter og
fortsætter:
”En undersøgelse af, hvem der
rent faktisk får pengene i dag, viser,
at oversættere og børnebogsforfattere
modtager en ekstrem stor del af kagen.
Dette finder jeg personligt uacceptabelt.
Ikke fordi deres arbejde er mindre værd
end andres – det er det ikke. Men fordi
det ikke kan være rimeligt, at toppen af
oversætterne skal have meget mere end
toppen af forfatterne.”
Tankerne om fremtidens litteraturstøtte
er formuleret inden Folketingsvalget
og udgivelsen af Liebst-rapportens
forslag til fornyelse af kunststøttesystemet.
·
Jakob Vedelsby, født 1965,
formand for den skønlitterære
Gruppe i dFF. hans seneste roman
’menneskeloven’ udkom september
2011.
FORFATTEREN·6·2011 7