F O R FA TTER EN - Dansk Forfatterforening

interview
5skarpe 2 x
til to mennesker,
der giver litteraturen tag over hovedet
Lene Henningsen er lyriker og primus motor
bag Poesiens hus i Gothersgade – en café,
boghandel og mødested med ”pejs, grønne
udsigter og wifi”, som der står på skiltet
udenfor. Lene henningsen debuterede i 1991
med digtsamlingen ’Jeg siger dig’ på Borgens
Forlag.
4 FORFATTEREN·6·2011
FOtO susanne mertz
Lene Henningsen, POesiens HUs
Hvorfor skabe et hus til poesi?
Poesi skal have et udstillingslokale, for poesien er også konkret. Der er
masser af oplæsninger for tiden, for det er det, der gives støtte til. Men
oplæsninger er flygtige, og en del vil forsvinde, hvis honorarerne forsvinder.
Jeg tror, at poesi er fysisk. Det skal ikke kun findes digitalt, på nettet
eller som sms. Derfor skal der findes fysiske udgivelser i vores boghandel
og vores bibliotek. For lyrikere mister forlag, udgivelser og plads på
bibliotekshylderne. Og så er der alle de kunstarter, der er forbundet med
poesien: musik, billedkunst, film, teater ... det kan vi også være en slags galleri
for. Det er alt det poetiske, jeg vil lave et sted for.
Så huset opstod ud af mit personlige engagement i digtningen, som jeg
har haft, siden jeg var helt ung. Jeg har besøgt Poesiens Huse i udlandet, og
jeg er blevet optaget af ideen om at præsentere og bevare digtningen. Specielt
nu, hvor det at være smal forfatter er blevet sværere. Vores kulturlandskab
ville være fattigt, hvis vi ikke havde de smalle stemmer. Så ideen opstod
ud af en blanding af noget personligt, kollektivt og eksistentielt
Hvordan var opstarten?
Det var en lang proces på tre år, men jeg havde bidt mig meget fast i ideen.
Udgangspunktet var meget ambitiøst, og der blev søgt støtte hos kommunen,
Kulturministeriet og hos Kunststyrelsen, som sagde nej med henvisning til, at de
ikke støtter drift. Så måtte jeg starte projektet privat og var ude at låne pengene.
Jeg tænkte, at jeg selv måtte bygge en økonomi op, og at støtten nok skulle
komme. I dag får huset støtte til særarrangementer fra Kunststyrelsen, men ikke til
drift. Det er ikke nogen hemmelighed, at LiteraturHaus, Underwood Ink. og Poesiens
Hus sammen har skrevet til Kunststyrelsen om muligheden for støtte til andet
end arrangementer. Alligevel har der været meget støtte omkring huset, og der er
kommet mere liv i huset i løbet af det første leveår.
Økonomien er den største udfordring. Det er svært at sige, hvordan den ser ud.
Jeg er meget spændt på efterårets omsætning. Men lige i øjeblikket er huset amputeret
af vandskade efter oversvømmelser.
Hvor meget har oversvømmelserne ødelagt?
Mange af møblerne, hele boglageret fra boghandlen og varelageret til cafeen er ødelagt.
Så har der været skimmelsvamp, og der voksede paddehatte op ad væggene.
Det bremser også vores cafémuligheder, fordi det store køkken i nederste etage er
ødelagt. Det kommer til at tage fire-fem måneder i alt, inden håndværkerne er færdige.
Hvem bruger huset?
Mange forskellige bruger huset, fordi vi er boghandel, bibliotek, café og arrangementssted.
Forskellige litterære selskaber holder møder her, og vi holder private selskaber,
men der skal være poesi indblandet i arrangementet, ellers bliver vi bare selskabslokaler.
Mange kommer ind, fordi de kommer forbi og bliver nysgerrige. Og det er en del af hele
ideen: At gøre folk nysgerrige om poesien. Det ville være dejligt, hvis digtere brugte huset
mere i hverdagene. Men måske er det lettere at skrive mere anonyme steder?
Hvad er du mest stolt af?
Den dag, huset kører økonomisk og udfylder sin funktion, så vil jeg være stolt. Hvis det ikke
lykkes, så vil jeg tænke, at der var mig, der ikke var smart nok. At der var et kneb, som man
skal være cand.merc. for at kende. Men lige nu, i det daglige, er jeg rigtig glad for mange af
arrangementerne.
Se mere på www.poesienshus.dk
af anna Bridgwater
PeTeR Q. RAnnes, HALD HOVeDgAARD
Hvad er du mest stolt af?
At det er gået godt. Grundlæggende. Før jeg kom, var Hald
et noget nedslidt kultur- og kursuscenter, og den på det
tidspunkt 25 år gamle kulturinstitution skulle opdateres. Jeg
blev hyret til at lave stedet om til et center for forfattere og
oversættere.
Jeg synes, det er ret fedt, at vi gik i gang, inden vi havde
pengene, og at vi gik i gang, før vi egentlig var klar. Vi annoncerede
i Forfatteren, at forfattere og oversættere kunne komme
til Hald, og så kom de. På den måde er stedet blevet til lidt hen
ad vejen, i stedet for at det er blevet udtænkt bag et skrivebord.
Ting er opstået ud fra behov, vi ikke på forhånd vidste, der
fandtes. Jeg er også stolt af, at stedet har fået en fast plads på
finansloven og en ok økonomi. Og så er jeg stolt, hver gang der
udkommer en bog, der er blevet til her. Og jeg er stolt af, at stedet
på mange måder er forfatternes eget, og at forfatterne ofte skriver
til mig, at det er det bedste sted at skrive.
Hvilke ærgrelser har du?
Der er ikke ret meget, jeg ærgrer mig over. Men lige nu ærgrer det
mig, at vi ikke har fået skaffet penge til vores planlagte tårnbibliotek.
De fonde, vi har søgt, kan ikke se ideen med det. Men det ender nok
med, at vi bare går i gang.
Hvordan er det at bo op og ned ad gæsterne i alle de år?
Der er med tiden blevet mindre behov for os i stuerne i hovedgaarden,
så det er godt. Gæsterne er ret selvkørende, og de kommer sjældnere
og sjældnere over vejen og forstyrrer. Sammenlignet med et forstanderpar
på en højskole, så er vi meget uforstyrrede.
Hvad er Hald Hovedgaards vigtigste funktion?
Det er den gamle optik: At folk skal komme og skrive og få arbejdsro.
Men Hald er også gået hen og har fået en fundamental identitetsskabende
funktion. Det skriver flere til os: At de først er forfattere, når de har været
her. Man er kun sammen med forfattere – eller oversættere – i den uge eller
to, man er her. Forfatterne får lov til at møde hinanden i den mest intime
situation og i de mest skrøbelige øjeblikke. Det er det, Hald kan. Det havde
vi ikke regnet ud på forhånd.
Har gæsterne forandret sig gennem tiden?
Ja, men jeg er i tvivl om hvordan. I starten vidste forfatterne ikke, hvad de
kunne få ud af at være her, men det ved de nu. Hald er blevet en slags tilstand.
I starten var Hald noget ydre. Peter Seebergs portræt i mellemgangen kiggede
ned på dem, og de vidste, at Per Højholt havde siddet og skrevet nogle digte i
tårnet. Siden er det blevet noget indre. Man kan se på sine forfatterkollegaer, at
Hald har gjort noget ved dem, og det vil man også opleve.
Der er 170 individuelle besøg hvert år, og så er der en del gengangere. Så vi
mangler ikke gæster, men vi vil altid gerne have nye. Det er en tilbagevendende
misforståelse, at Forfatterforeningen ejer Hald. Det gør foreningen ikke, og man
kan bruge Hald, uanset om man er medlem af forfatterforeningen eller ej. Men
det vil ikke være forkert at sige, at Hald er forfatternes Hald.
Udover de mange forfatter- og oversætterophold huser Hald Hovedgaard også
kurser og diverse arrangementer. Se mere på www.haldhovedgaard.dk
interview
5
Peter Q. Rannes er cand.mag. i litteraturhistorie og arabisk og har i 13 år været
centerleder med bolig på det danske Forfatter- og Oversættercenter på hald
hovedgaard.
FORFATTEREN·6·2011 5