F O R FA TTER EN - Dansk Forfatterforening

Artikel
betyder, at man får royalties af den
pris, forlaget har aftalt med boghandleren
– ikke nødvendigvis udsalgsprisen.
Hvis bogen fx sælges for det halve af
den oprindelige udsalgspris, bør man
forhandle sine royalties op, lyder Jeppe
Markers råd.
Tyveri ved højlys dag
Derudover er der to ting, forfattere bør
være opmærksomme på, mener Jeppe
Markers:
”Royalties på en billigudgave ligger
typisk på syv og en halv procent. Den
procentsats kan man godt forhandle op.
Det er ikke på førsteudgaven, forlaget
tjener penge, men typisk når bogen
kommer i flere oplag,” siger Jeppe Markers,
der har set 20 procent som den
højeste procentsats på billigbøger.
Et andet punkt er de digitale rettigheder.
”Det er helt afgørende, at man får en
ordentlig aftale, hvis bogen skal ud som
e-bog, og det gælder både eksisterende
og nye titler. Som det er nu mange
steder, får forfatteren en fjerdedel og
forlaget tre fjerdedele af nettoprisen,
dvs. af den pris, som forhandleren betaler
for e-bogen. Det er efter min bedste
overbevisning fuldstændig urimeligt, for
der er næsten ingen udgifter forbundet
med at videreudgive en bog som e-bog. I
de tilfælde, hvor honoraret er så beskedent,
vil mit råd være, at man slet ikke
overdrager sine digitale rettigheder i
den første kontrakt. Dem kan man altid
forhandle med forlaget om, hvis det
skulle blive aktuelt. Om fem år er det
måske dér, det største salg ligger. Der er
jo ingen grund til at forære noget væk,”
lyder det fra Jeppe Markers.
Og så bør forfattere bør ifølge Jeppe
Markers også få slettet det såkaldte
bindfradrag, der kan være sneget ind i en
kalkule. Det er en post på budgettet, der
ikke har noget hold i virkeligheden, men
som æder af forfatterens del af kagen.
10 FORFATTEREN·6·2011
“
For 20 år siden levede forlagene fedt, det gør de ikke længere, og
forlagene har kun én tilbage at presse: forfatteren. Og så må forfatteren
naturligt nok spørge sig selv: Er det mig, der skal overleve, eller er det
forlaget?
Jeppe Markers, tidligere redaktionschef på Lindhardt og Ringhof, i dag strategisk forfatterrådgiver
”En indbunden bog er ikke dyrere
at fremstille end en hæftet bog med
blødt omslag. Det er et levn fra dengang,
bøger blev bundet manuelt, og de
indbundne bøger var finere og dyrere at
lave end de hæftede bøger. Så hvis jeg
som forfatter blev præsenteret for det i
kontrakten, ville jeg sige, at jeg ikke finder
mig i det. I branchen hvisker man
højt til hinanden om tyveri ved højlys
dag,” siger Jeppe Markers.
Forlag i krise
Det kan dog godt være, det for fremtiden
vil blive endnu sværere for forfattere
at forhandle gode kontrakter igennem.
Og når Lars Vestergaard forhandler
kontrakter, mærker han tydeligt, at
forlagene nu er pressede.
”De tjener slet ikke de samme penge
som tidligere,” siger han.
Jacob Søndergaard stemmer i:
”Vores indtjeningsgrundlag er også
presset for tiden. Rabatterne til boghandlerne
og supermarkedskæderne er
steget voldsomt, så vi er meget bevidste
om det aftalegrundlag, vi forhandler ud
fra,” siger han.
Det samme siger Jeppe Markers, der
mener, at forfattere og forlag snart vil
stå ved en skillevej.
”De sidste fem år er forlagene blevet
så klemte økonomisk, at de har givet
lods på alle fine fornemmelser og stort
set kun satset på én litterær genre:
Krimier. Dem har der været sikkerhed
for at få antaget, men det har givet en
kreativ tørke, hvor den litterære mangfoldighed
er blevet taberen. Jeg kan
huske et eksempel på, at man har sagt
nej til en glimrende bog fra en 70-årig,
mandlig forfatter, fordi han ikke kunne
markedsføres så godt og måske ikke
havde så mange flere bøger i sig. Der er
snart ingen på de store forlag, der tør
tage chancer mere. Så jeg tror, vi står
over for et tipping point, hvor det godt
kan vise sig, at vejene for forfattere og
forlag skilles. For 20 år siden levede forlagene
fedt, det gør de ikke længere, og
forlagene har kun én tilbage at presse:
forfatteren. Og så må forfatteren naturligt
nok spørge sig selv: Er det mig, der
skal overleve, eller er det forlaget?” siger
Jeppe Markers.
Så drivkraften til at skrive bøger
skal nok komme fra et andet sted. Det
er ikke sikkert, den næste bog udløser
den store gevinst. Måske skal det være,
som Lars Vestergaards redaktør engang
sagde til ham:
”Når du sætter dig til at skrive denne
bog, skal du tænke, at dette bliver den
bedste bog i verden. Så skriver du den
og tænker så: Nå, det blev måske ikke
den bedste bog i verden, men så den
næstbedste. Så går der lidt tid, og du
sætter dig til at skrive den næste bog og
tænker: Dét her bliver den bedste…” ·
BonUS: Hvis du ikke helt kan huske,
hvad en bogs nettopris er, kan du læse
en forklaring i juristens spalte Regelrytteren
i dette nummer på side 13.
Lars Vestergaard fik
125.000 kroner i fast
honorar for ’B.S. – Et
liv på kanten’. Bibliotekspenge
tilfalder
B. S. Christiansen.
Hvis Lars Vestergaard
i stedet havde
fået en royalty på
7,5 procent, ville
han i dag have tjent
omkring 5 millioner
kroner på bogen, som er solgt i flere end
300.000 eksemplarer.
Kilde: Fagbladet Journalisten
Laura Engstrøm er journalist og skriver om kultur og
design for bl.a. Weekendavisen og Børsen.
Litteraturstøtten
er ren del og hersk
Angela Brink (s,
Kvindegruppen)
er født i 1972.
hun er journalist,
forfatter og bachelor i religionsvidenskab.
hun debuterede i 2002 med
den roste roman ’tæsk’ og lover, at
der er flere bøger på vej – en dag.
Kan det tænkes, at forfatterne
er de facto ofre for
et del og hersk-princip,
hvad angår litteraturstøtten?
Det er jo den sikre vej
til ævl, kævl og konflikt, at
varierende forfattere skal
uddele penge til forfattere.
Og ville det ikke være
ønskværdigt – for både
litteraturen, forfattere og
udvalgsmedlemmer – at
kunne tildele og tage imod
støttekronerne med ryggen
fri?
Den position, eller i mine
øjne mangel på samme,
som Dansk Forfatterforening
synes at have indtaget
i de forskellige debatter
om litteraturstøtte, bekymrer
mig. Konkret forstod jeg
ikke Lotte Garbers’ leder i
sidste nummer af Forfatteren:
Nej, selvfølgelig skal
alle ikke have litteraturstøtte.
Det er ikke en position,
det er en banalitet, som
jeg ikke mener nogen, der
ønsker litteraturstøttesystemets
fortsatte eksistens,
bør tillade sig. Hvis støtten
er vigtig for litteraturen og
forfatterne, må det påhvile
forfatternes forening at
gøre det, der skal til, for
at litteraturstøtten ikke
minimeres.
Det betyder, at Dansk
Forfatterforening bør forsøge
at imødegå kritikken
af litteraturstøttesystemet
seriøst og på et mere
fundamentalt plan – også
selvom dette system ikke
er DFF’s opfindelse eller
ansvar og det ikke er DFF,
der sidder på litteraturstøttepengekassen.
For den
bevillingsmæssige legitimitet
risikerer at svinde ind,
hvis kritikken er så konstant
og omfangsrig, at den i sig
selv bliver et argument for
at afsætte færre penge til
litteraturstøtte. Eller helt
at fjerne den, som nogle
politiske kræfter ønsker.
Kunne det måske være
en idé, hvis DFF gik ind for,
at det bør være nogle andre,
eller i hvert fald nogle
flere, end forfattere, der
fordeler litteraturstøttekronerne?
Hvad ville forfatterne
miste? For sandheden
er, at det alligevel er
en illusion, at vi bestemmer
over litteraturstøtten al
den stund, forfatterne ikke
bestemmer bevillingernes
størrelse – det gør nogle
politikere.
Måske det også kunne
være godt for litteraturen,
hvis det var fx treårige
litteraturstøtteudvalg med
medlemmer fra både
forlagsverdenen, læserskarerne,
universiteterne,
medierne og – vorherre
bevares – forfatterverdenen,
som uddelte penge.
Man kunne desuden lave
forskellige puljer, en til
poesi, en til prosa, en til
krimier osv. for at tilsikre
en genremæssig spredning
af støttekronerne. Det ville
gøre tildelingerne af litteraturstøtte
mere uangribelige
og få fokus tilbage på
litteraturen.
Hvis ikke DFF arbejder
progressivt og målrettet på
at fjerne angribeligheden
i litteraturstøttesystemet,
vil litteraturstøtten være
i alvorlig fare, og debatten
derom skadelig for
chancen for fortsatte bevillinger.·
Mening & debAt
Er CC en patentløsning?
Bestyrelsesmedlem i Dansk Forfatterforening
Morten Visby (DOF) tager til genmæle på baggrund
af sidste nummer af Forfatteren, hvor Martin von
Haller Grønbæk priste Creative Commons som en
løsning på kunstneres trængsler med at digitalisere
deres værker.
Der er ingen
tvivl om, at
Creative Commons
(CC) kan
være et godt
værktøj for visse
autorer i visse situationer. Selvudgiveren,
der vil offentliggøre
et gratis appetizer-kapitel, så folk
får lyst til at købe et download
af hele bogen. Eller hvis man vil
lægge et værk ud til fri afbenyttelse
for hurtigt at få en stor
læserskare og så til gengæld leve
af klummer, interviews og foredrag
på basis af det navn, man
har fået. Forfatterkollektivet, der
afvikler litterære eksperimenter
på nettet og gerne vil have aktiv
læserinddragelse, men ønsker
at beholde en vis kontrol med
værkets videre skæbne. Det er
bestemt ikke de eneste eksempler,
man kunne nævne. Men der
ikke så forfærdelig mange andre.
CC er nemlig ikke skabt til
forfattere. CC er skabt for at
facilitere en maksimal liberalisering
af markedet for immaterielle
produkter. Det er derfor
ikke noget tilfælde, at den mest
vandtætte argumentation og de
mest overbevisende eksempler
i Grønbæks indlæg er at finde
i de passager, der beskriver,
hvorfor CC er fordelagtigt og
praktisk for, ikke forfatterne,
men ’brugerne’ og – i forlængelse
heraf – de aktører, der høster
sekundær gevinst af den øgede
’trafik’ på diverse portaler. For
eksempel internetboghandlen
Saxo.com, som Grønbæk sjovt
nok er bestyrelsesformand for.
CC er måske nok en nonprofitorganisation,
men det betyder
ikke, at foretagendet er hævet
over kommercielle interesser –
tværtimod.
Den kommercielle baggrund
betyder ganske vist ikke, at
CC er fandens værk. Men den
betyder, at man som autor er
nødt til at skrælle de værdifulde,
konkrete licensværktøjer ud af
konceptet uden at abonnere
på CC som et generelt bud på
håndteringen af offentliggørelse
af ophavsretsligt beskyttet materiale
og handel med immaterielle
goder. Og det kan man heldigvis
godt. For det er jo med
Creative Commons, som det er
med det frie marked i det hele
taget: Det fungerer rigtig godt,
når man bare man ikke ophøjer
det til en pointe i sig selv.
Den umærkelige sammenblanding
af slutbrugerens og
den primære rettighedshavers
interesser er ét af flere behændighedstrick
i Grønbæks indlæg.
Et andet problem er, at den
implicitte forretningsmodel i
CC er baseret på et forholdsvis
entydigt skel mellem privat og
kommerciel brug – som ikke er
særlig dækkende for litteraturområdet.
Man kan fint lægge
et foto ud på nettet med en
CC-licens, som tillader en privatperson
at downloade det gratis
og bruge det i en konfirmationssang,
men derimod kræver
betaling, hvis fotoet bliver brugt
af et reklamebureau. Det er ikke
lige så indlysende en god idé,
når det gælder litteratur. For en
stor del af litteraturens vedkommende
vil det være den private
brug, der er det kommercielle
marked. På dette væsentlige
punkt kan CC vitterlig kun
tilbyde et licensværktøj, der vil
være praktisk anvendeligt i visse
situationer, men ikke nogen
egentlig patentløsning.·
FORFATTEREN·6·2011 11