Kapitel 7 Pædagogiske tænkere - Gyldendal

* Den voksne skal kunne se barnet som (med)erobrer af sin egen
udvikling, som kompetent på sit niveau. Det er forudsætningen for
at kunne tage imod fra barnet og give til barnet.
* Mange voksne evner ikke at involvere sig ægte og direkte i et samvær,
men forholder sig snarere “teknisk”, dvs. ser egentlig ikke barnet.
* Det kan igen hænge sammen med den voksnes egen socialiseringsproces,
hvor indfølingsevnen er beskadiget på grund af
angst og frustration i ens egen opvækst, på grund af moraliserende
opdragelseskrav om god opførsel. Eller fordi man så ofte påtvinger
børnene de samme stive regler for adfærd, man selv er underlagt.
Tilrettelæggelse
* Ofte forveksles grænsesætning med tryghed. Vi ved, at barnet har
brug for tryghed, men det er netop indfølingen, der skaber trygheden
- ikke generelle grænser. Det er fx. den voksne, der skal forstå,
hvornår det enkelte barn er så træt, at det bør sove - ikke en regel
om fast sovetid. Vore tids-strukturer og rutiner, fx. spisetid, sovetid,
frugttid, aktivitetstid osv., “binder os fast” og forhindrer fleksibilitet
- ofte endog værre, end vi tror. Rutinerne forhindrer os desuden i at
behandle børn individuelt, men får os til at handle “standardiseret”
og homogeniseret”, fx. tvinger vi børn til at gå, når de går tur, hvor
det er mere naturligt for mindre børn at løbe osv.
Metode
* Det ægte, direkte og fungerende demokrati er såvel middel som
mål.
* Måske skal vi lade være med at spørge, hvordan barnet udvikler sig
nu mod det eller det mål, og i stedet spørge: hvordan kan vi voksne
og børn leve sammen i dagligdagen således, at alle parter beriges
og udvikles?
* Vi må genskabe nogle fællesskaber, dvs. nogle handlemuligheder
hvor børn og voksne sammen laver noget meningsfuldt, hvilket igen
betyder fælles følelser for hinanden og fælles normer, der bære en
kontinuitet, som man kan regne med som målestok for et samvær.
* Individet gives mulighed for:
7