Politi Magasinet 01 - 1. juni 2007 - Politiets

01| Tema: 

Magasinet til og om dansk politi | nr. 01 | 2007 

På grænsen. Sexmisbrug 

i Tønder giver garvet efterforsker 

skrammer på sjælen 

Derfor styrer politikerne din hverdag. 

Interview med justitsminister Lene 

Espersen 

Baggrund: Krudt og kugler i fritiden. 

Vi tager interessen for kriminalitet 

med hjem 

Portræt: »Dusty og jeg er et team.« 

Landbetjenten i Glamsbjerg om 

at dele fritid og arbejdsliv

Indhold 

Ansvarshavende udgiver: 

Rigspolitichef Torsten Hesselbjerg 

Redaktør: 

Janne Aagaard 

Redaktion: 

Niels-Otto Fisker 

Erik Vand 

Gunver Gjetting 

Sofie Yderstræde 

Eksterne bidragydere: 

Kristian Ditlev Jensen 

Knirke Egede 

Christine Kloster 

Fotograf: 

Thomas Tolstrup 

Illustration: 

Camilla Ludvigsen 

Design: 

Trine Gade 

Layout og tryk: 

Datagraf 

Politi udkommer seks gange årligt i 16.000 

eksemplarer til alle ansatte i politiet 

Næste nummer udkommer: 

3. august 2007 

Kontakt: 

Janne Aagaard/Redaktionen 

Rigspolitiet 

Polititorvet 14, 3. sal 

DK-1780 København V 

Telefon: 33 14 88 88 

E-mail: red@rigspoliti.dk 

Magasinet kan læses på 

www.politi.dk/publikationer 

04| 

06| 

07| 

08| 

08| gettyimages.com 

Nyheder: Faget fænger 

– også i fritiden. Vi 

elsker at læse bøger og 

se film om kriminalitet. 

Portræt: »Man skal ikke 

have krudt i røven« 

Landbetjenten kom 

til Glamsbjerg via 

Grønland. 

Portræt: »Mit job er 

midlertidigt.« Reformivrig 

fuldmægtig i Nordsjælland 

Politikreds. 

Tema 1: Reportage: 

Købt eller solgt? Bag 

om kvindehandlen i 

Danmark. Rockerne har 

for alvor fået interesse 

for at tjene penge på 

prostitution. Læs om 

samarbejdet mellem 

Rejseholdet og Nordjyllands 

Politi. 

Tema 1: Koordineret indsats 

mod kvindehandel afslører 

prostitutionens bagmænd. 

De fleste kvinder ved godt 

inden ankomsten til Danmark, 

at de skal arbejde på lagnerne. 

12| 

14| 

16| 

Baggrund: Hvordan 

får vi de udenlandske 

kvinder til at vidne mod 

bagmændene? Rigspolitiets 

antropolog 

hjælper kredsene. 

Interview: Politiker af 

kød og blod. Justitsminister 

Lene Espersen 

fortæller om politikernes 

behov for styring 

af styrken. 

Nyhed: »Giv os portrætter 

af personer, der tør 

gå imod strømmen.« 

5.000 deltog i spørgeskemaundersøgelsen, 

der afslørede et stort 

behov for at dele de 

gode historier. 

/ Dolores Marat

Tema 2: »Seksuelt misbrug af børn: 

Hvor meget kan man tåle at høre... « 

» De træffer så en gammel bekendt til 

ringridning i Sønderborg. Han har tidligere 

været husven og udnyttet konen. 

Nu bliver han så husven på ny – men 

denne gang er det altså med pigen. 

Og det er så ham, der begynder at slæbe 

gud og hvermand med derud. « 

18| 2| 

28| 

0| 

Tema 2: Feature: Den 

ubærlige forbrydelse. 

Ingolf Thomsen fik 

skrammer på sjælen 

af at efterforske 

Tøndersagen. 

Baggrund: »Arbejdet 

rykker ved ens grænser.« 

Støtte og hjælp 

nødvendigt i sager om 

sexmisbrug. 

Nyheder og noter: 

Politiskoler i Skandinavien 

rekrutterer 

forskelligt – hvem er 

bedst til mangfoldighed? 

Ingolf Thomsen, kriminalassistent, Tønder Politi 

4| 

6| 

Kronik: Vagtstuens 

hårde jargon er en 

nødvendig ventil, 

fortæller antropolog 

Louise Mejnertz 

efter fire måneder 

i Gellerupparken. 

Verden Rundt: Smil 

til verden… Politiet i 

Seattle har fundet en 

ny måde at afskrække 

bankrøvere på: Vær 

venlig og imødekommende. 

At kende sin læser er 

et mantra i magasinpressen, 

fortæller 

skribent og magasinudvikler 

Knirke Egede. 

Åbn øjnene! 

Velkommen til Politi, magasinet til og om politiet. 

Vi har glædet os til at møde dig! 

Det danske politi er en multifacetteret og unik 

arbejdsplads, som magasinet her skal belyse og 

oplyse om – både for den store gruppe politiansatte, 

anklagemyndigheden og den ofte oversete administrative 

sektor. 

Redaktionen bag magasinet er optaget af at 

beskrive dansk politi indefra og udefra, at skabe 

identitet og afspejle mangfoldigheden i styrken. 

I stedet for at spise dig af med en flødeskumskage 

til kaffen hveranden måned, får du et af Danmarks 

billigste fagmagasiner. 

Vores håb er, at magasinet kan være med til at 

skabe konstruktive debatter om emner som etik, 

tværfagligt samarbejde og organisationens fortsatte 

fremtid. Som en af knap 5.000 deltagere i vores 

spørgeskemaundersøgelse skrev: 

»Politiet har den uvane, at når nogen tilkendegiver 

deres holdning, er de per definition imod. Man 

glemmer blot, at udviklingen ofte ligger hos netop 

de personer. PH kalder dem for ’øjenåbnere’.« 

Der er flere citater fra undersøgelsen her i magasinet 

på side 17, og de viser et stort behov for mere kommunikation 

og for at løfte blikket fra dagligdagen og 

se arbejdet ovenfra. 

Vi forsøger gennem portrætter at vise »øjenåbnerne« 

i dansk politi, og samtidig kan magasinet forhåbentlig 

også fungere som en »øjenåbner« i sig selv. 

Ved at fokusere på faget og ikke det fagpolitiske 

aspekt – som »Dansk Politi« i øvrigt dækker så glimrende 

– ønsker vi at skabe dialog og debat, mane til 

eftertanke og eftertænksomhed. 

Med en så særlig arbejdsplads og så fascinerende 

fagområder er der plads til to blade med hver 

deres særkende. Kommunikation er kodeordet, og 

magasinet her skal give en platform til en diskussion 

om politifaget i alle dets aspekter. 

Vi håber, at I bliver 

glade for det nye 

magasin og ønsker 

jer god fornøjelse. 

Janne Aagaard 

Redaktør 

Magasin fra Politiet | nr. 01 | 2007 |

NYHED 

4 | Magasin fra Politiet | nr. 01 | 2007 

Faget fænger 

– også i fritiden 

Kriminalitet, kriminalitet og atter kriminalitet. Emnet optager 

de fleste politiansatte, viser læserundersøgelsen af 

vores litteratur- og filmvaner 

> 

Af Janne Aagaard 

Når uniformen er skiftet ud med cowboybuksen, kunne 

man tro, at behovet for at flygte lidt fra hverdagen fik de ansatte 

i dansk politi til at søge romantik og eventyr i bøgernes 

verden. Men kulturinteresserede politiansatte kan ikke 

få nok: De er fanget af faget, også i fritiden. 

Det viser top tilisterne over bogvalget, redaktionen har 

lavet på baggrund af den landsdækkende spørgeskemaundersøgelse. 

Kriminalitet, politik og sport er de altovervejende 

temaer. De mange hundrede bogtitler afslører, at politiansatte 

er fanget af faget. 

Politi(k) 

Øverst på listen med danske biografier er nuværende og 

tidligere kolleger som Hans Jørgen Bonnichsen og Ove 

Dahl, ligesom retsmedicineren Preben Geertinger også er 

hyppigt læst. Sportsinteressen kan også ses på listen med 

Danske/udenlandske kriminalromaner 

1. Tankados kode (Dan Brown) 

2. Madame Terror (Jan Guillou) 

3. Mænd der hader kvinder (Stieg 

Larsson) 

4. Før frosten (Henning Mankell) 

5. Engle og Dæmoner (Dan Brown) 

6. Den Gode Tolk (John Le Carré) 

7. Den Sidste Nævning (John 

Grisham) 

8. Nobels Testamente (Liza Marklund) 

9. Kald mig prinsesse (Sarah Blædel) 

10. Nærmeste pårørende (Elsebeth 

Egholm) 

> 

Danske biografier/selvbiografier 

1. Hånden (Hans Jørgen Bonnicsen) 

2. Drabschefen (Stine Bolther) 

3. Et liv på kanten (B. S. Christiansen) 

4. No Regrets (Stig Tøfting) 

5. Mærsk, manden og magten 

(Peter Suppli Benson m.fl.) 

6. Anders Fogh Rasmussen 

(Thomas Larsen) 

7. Forstå med ret (Jesper Skibby) 

8. Dit eget liv er kort (Uffe Ellemann) 

9. En retsmediciners bekendelser 

(Preben Geertinger) 

10. Khader.dk (Naser Khader) 

Stig Tøfting og Jesper Skibby, hvis bog »Forstå mig ret« 

omhandler mange års dopingmisbrug. Endelig er der tre 

pladser til politikere, nemlig to selvbiografier og en biografi 

af statsminister Anders Fogh Rasmussen. 

Mere politik følger på listen over faglitteratur, hvor ægteparret 

Karen Jespersen og Ralf Pittelkow indtager førstepladsen. 

Faglitteraturen er præget af politifaget, hvor Henrik 

Madsens gennemgang af Station 1sagen »Kriminelle 

betjente«, »Ligemænd – Kvinder i Politiet« af Finn Clausen 

og B.T.journalisten Arne Møllers gennemgang af Ghazalasagen 

trækker. Også Niels Kjøller har fat i læserne med 

»Suspenderet – et liv blandt mordere og røvere«, og Morten 

Beiters portræt af en italiensk mafiaboss er også at finde 

på listen. 

Agent 1448 

Interessen for kriminalitet går endnu længere – for ikke alene 

handler bøgerne om faget – det gør filmene også. Både 

> 

Dansk/udenlandsk faglitteratur 

1. Islamister og naivister (Karen 

Jespersen og Ralf Pittelkow) 

2. Far på færde (Lars Daneskov) 

3. Mænd er fra Mars – Kvinder fra 

Venus (John Gray) 

4. Kriminelle betjente (Henrik Madsen) 

5. Ligemænd – Kvinder i Politiet (Finn 

Clausen) 

6. Suspenderet – et liv blandt 

mordere og røvere (Niels Kjøller) 

7. Jo, du kan (Nicolai Moltke-Leth) 

8. Mand af ære (Morten Beiter) 

9. Stalingrad (Anthony Beevor) 

10. Ghazala – et æresdrab i Danmark 

(Arne Møller)

James Bondfilmene og Godfathertrilogien er på top tre, 

ligesom fangeflugtsgenren er fornemt repræsenteret med 

»En Verden Udenfor«. 

Eneste eskapistiske eventyr på top tilisten er trilogien 

om Ringenes Herre, mens de historiske film dominerer: 

»The Deer Hunter« om Vietnamkrigen og veteranlivet derhjemme, 

»Gladiator« om romerrigets slavekampe, den 

nylige Oscarvinder »De Andres Liv« om DDRregimets 

overvågning af borgerne, »Schindlers Liste« om 2. Verdenskrig 

og endelig »Mississippi Burning« om Ku Klux Klans 

drab på to sorte borgerrettighedsforkæmpere og den efterfølgende 

opklaring. 

Læs mere om undersøgelsen på side 16–17. 

Udenlandske film 

1. James Bondfilmene (diverse 

instruktører) 

2. Ringenes Herretrilogien (Peter 

Jackson) 

3. Godfathertrilogien (Francis Ford 

Coppola) 

4. The Deer Hunter (Michael Cimino) 

5. En Verden Udenfor (Frank Darabont) 

6. Danser med ulve (Kevin Costner) 

7. Gladiator (Ridley Scott) 

8. De andres liv (Florian Henckel von 

Donnersmarck) 

9. Schindlers liste (Steven Spielberg) 

10. Mississippi burning (Alan Parker) 

> 

Danske film 

1. Drømmen (Niels Arden 

Oplev) 

2. Arven (Per Fly) 

3. Den eneste ene (Susanne 

Bier) 

4. Efter brylluppet (Susanne 

Bier) 

5. Olsenbandenfilmene (Erik 

Balling) 

6. Bænken (Per Fly) 

7. Brødre (Susanne Bier) 

8. Festen (Thomas Vinterberg) 

9. Blinkende lygter (Anders 

Thomas Jensen) 

10. Kongekabale (Nikolaj Arcel) 

Det gode plot 

Genkendelsens glæde 

Når Per Claus Larsen, chefpolitiinspektør i Københavns Politi, 

skal slappe af med en kriminalroman, vælger han konsekvent 

det gode og spændende plot: 

»Plottet er det vigtigste for mig. Hvis det fungerer, kan jeg 

godt bære over med, at forfatteren begår faktuelle fejl,« siger 

Per Larsen. 

»Jeg talte en del med forfatteren Sara Blædel, da hun 

researchede til sine kriminalromaner, og jeg kan næsten navngive 

personerne i bøgerne, fordi de eksisterer i virkeligheden. I 

det hele taget synes jeg, at Blædels bøger udmærker sig ved at 

være virkelighedsnære.« 

Med mere end 40 års erfaring inden for politiet er der ingen 

tvivl om, at den 62årige chefpolitiinspektør har et solidt kendskab 

til virkeligheden i etaten. 

»I ’Kun Ét Liv‘ skal en af karaktererne identificere en dræbt 

veninde på retsmedicinsk institut. Som politimand med kendskab 

til stedet kan jeg sige, at det er, som at være der selv. Men 

Blædel gør også noget, som jeg generelt godt kan lide i krimier, 

nemlig at tage aktuelle emner som menneskehandel under 

behandling.« 

Det er ikke kun danske femikrimier, der har Per Larsens 

bevågenhed. Klassiske kriminalromanforfattere som John Le 

Carré og Leif Davidsen er også en fast bestanddel af spændingsbiblioteket. 

»For mig skal det være underholdende og afslappende at 

læse. En god biografi kan også altid fange min opmærksomhed«. 

Nærværende realisme 

Tidligere rejseholdsstrømer og nuværende politiinspektør 

hos Vestegnens Politi Bent IsagerNielsen har især læst de 

gammeldags engelske puslespilsromaner uden dog at blive 

den store fan. Dels fordi de ikke er velresearchede, og dels fordi 

idéen med, at et mord finder sted blandt en afgrænset og lille 

gruppe, der kender hinanden, er for urealistisk: 

»Det er nu engang sjældent, at der sker et mord i en lille, 

lukket kreds af mennesker,« konstaterer Bent IsagerNielsen. 

»De mord, som man oftest præsenteres for i kriminalromaner, 

er mord, hvor offer og morder ikke kender hinanden i forvejen. 

I hvert fald ser det ikke sådan ud, men måske gør det det? 

Og så følger man efterforskningen, og det arbejde interesserer 

mig. Især hvis forfatteren har gjort sit hjemmearbejde og sat sig 

ind i, hvordan politiarbejde fungerer. Jeg kan blive temmelig irritabel, 

hvis en kriminalroman vrimler med faktuelle fejl.« 

Bent IsagerNielsen har en klar definition på, hvad der i hans 

optik er en god krimi, nemlig en nærværende roman med realistiske 

person og miljøskildringer og et spændende plot, der 

tager nogle overraskende drejninger undervejs. 

»Og så holder jeg meget af politikommissær Kurt Wallander, 

skabt af Henning Mankell. Sideløbende med plottet hører vi om 

den fraskilte kone, hans far og så videre. Han er lidt overvægtig, 

temmelig desillusioneret, men også en meget følsom mand. 

Han er meget menneskelig, og det kan jeg godt lide.« 

af Knirke Egede 


ILDSJÆLE 

Fra Grønland 

til Glamsbjerg 

Peter Kristiansen er landbetjent på Fyn, og 

jobbet giver ham tæt kontakt til borgerne 

og samarbejdspartneren Dusty 

Af Sofie Sidelmann Yderstræde 

Landpolitiassistent Peter Kristiansen kender 

folk. Og de kender ham. I tre år har han 

boet i Glamsbjerg på Fyn, hvor han er landbetjent 

for omkring 10.000 borgere i lokalområdet. 

Det trives han rigtig godt med. 

»Jeg har aldrig været storbymenneske. Jeg 

blev uddannet i Lyngby, men storbyen var 

ikke et sted, jeg havde lyst til at blive. Jobbet 

som landbetjent har faktisk været min 

drøm, lige siden jeg begyndte som ung 

betjent. Så da muligheden kom, slog jeg til 

med det samme,« siger den 51årige landbetjent, 

som både har været i kriminalpolitiet, 

civilbetjent, køreprøvesagkyndig i Assens 

og politiassistent i Grønland i tre år. 

»Jeg er glad for selvstændigheden og 

for at være lokalkendt. Jeg kommer meget 

på den lokale folkeskole, og det er en fordel, 

at børnene kender mig og omvendt, 

hvis de nogle år senere ikke helt kan finde 

ud af, hvordan de skal opføre sig,« siger 

han om den præventive effekt af sin tilstedeværelse 

i lokalsamfundet. 

Han bruger meget tid på sagsbehandling 

og sager om indbrud, hærværk, overtrædelse 

af dyreværnsloven og nabostridigheder. 

Specielt i de sager er det godt at have 

lokalkendskab. Fordi Peter Kristiansen bor 

i Glamsbjerg, ved han, hvad der rører sig. 

Ellers finder han som regel hurtigt ud af 

det. 

Dagen før var der hærværk i byen, i formiddags 

fandt han frem til de unge, der 

sandsynligvis står bag, og senere i dag 

skal han afhøre dem. Men selv om han bor 

tæt på sine kunder, skelner han skarpt 

mellem arbejdsliv og privatliv. 


Peter Kristiansen 

havde egentlig droppet 

sin drøm om at blive 

landbetjent, da han 

rejste til Grønland i 

tre år. Men pludselig 

bød muligheden sig, 

og nu sikrer Peter og 

hunden Dusty et roligt 

Glamsbjerg. 

»Jeg kan sagtens holde fri. Men jeg vil altid 

være ’betjenten’. Ser jeg en eller anden 

fræse af sted på fortovet på sin knallert en 

søndag, så sætter jeg ikke efter ham. Men 

det kan da godt være, at jeg lige snakker 

med ham, hvis jeg ser ham oppe på tanken 

dagen efter,« siger Peter Kristiansen, 

der holder meget af kontakten med borgerne. 

Selvom Peter Kristiansen arbejder alene 

det meste af tiden, møder han jævnligt 

kollegerne i Assens. 

»Peter er en rigtig god kollega, som man 

altid kan komme til, hvis man har brug for 

hjælp til et eller andet. Man går aldrig forgæves. 

Hvis han får fat i et eller andet, er 

han meget vedholdende, for han står ved 

sine principper på den gode måde,« fortæller 

landbetjent Henry Pedersen. 

Faktisk har Peter Kristiansen en nuværende 

kollega i sit daglige arbejde. Det er 

hunden Dusty, en et år gammel schæfer. 

Ud over at være samarbejdspartner, beskytter 

og godt selskab fungerer hunden 

også som et bindeled til kollegerne. 

»For tre år siden blev det muligt for landbetjentene 

at få tjenestehunde. Vi kører jo 

alene hele tiden, så meningen er, at den er 

med til at beskytte os. Det er dejligt at 

have Dusty med, og vi er fire på Fyn, der 

har anskaffet hunde. Vi mødes hver mandag 

formiddag og træner dem, så ad den 

vej møder jeg også kolleger,« siger Peter 

Kristiansen, som alt i alt er utrolig glad for 

livet som landbetjent. 

Alligevel opfordrer han folk til at tænke 

sig om, inden de søger jobbet som landbetjent. 

»Jeg vil absolut sige, at det er værd at 

prøve. Men man skal være ’voksen’ og 

have prøvet de ting, man vil prøve rundt 

omkring i politiets forskellige afdelinger. Og 

man skal ikke have for meget krudt i røven, 

for så kommer man til at kede sig i jobbet.«

» Jeg vidste, hvad jeg 

sagde ja til« 

47årige Helle Munch er med til at samle trådene 

i reformprocessen hos Nordsjællands Politi 


Der er nok mange, der ikke helt forstår 

Helle Munch. Kontorfuldmægtigen fra 

Nordsjællands Politi er nemlig ret begejstret 

for politireformen. Og det til trods for, 

at reformen er årsag til, at hendes nuværende 

job i projektsekretariatet sandsynligvis 

forsvinder inden årets udgang. 

»Hun er altid glad, udadvendt og engageret,« 

fortæller politiassistent Jens Martinussen 

om sin kollega Helle Munch, som 

han har arbejdet sammen med i flere år i 

Frederikssund: 

»Hun er typen, der ser muligheder frem 

for begrænsninger og altid tager den positive 

indgangsvinkel.« 

Selv pointerer Helle Munch, at hun er 

glad for reformen – og tilføjer straks: 

»Nu vil jeg ikke lyde som en jubelidiot. 

Men reformen er for mig god. Jeg har i 26 

år arbejdet i Frederikssund Politi, som var 

en lille kreds. Her har vi mange gange bakset 

med ting, der ikke kunne lade sig gøre, 

fordi vi manglede ressourcer. Det må blive 

bedre med reformen,« siger 47årige Helle 

Munch, der er udlært i politiets administrative 

sektor. 

Lige før jul blev hun headhuntet til det seks 

måneder gamle projektsekretariat på Helsingør 

Politigård. 

»Vi vidste, at her var en, som ikke er 

bange for udfordringer i forbindelse med 

reformprocessen. Selv om det er nyt, så 

skulle hun nok gå til den med krum hals,« 

som Jens Martinussen forklarer. 

Helle Munch og fem politifolk arbejder 

under vicepolitikommisær Henrik Rasmussen 

på at få reformens mange nye tiltag til 

at køre så smertefrit som muligt for kred 

sens medarbejdere. Sekretariatet er bindeled 

mellem ledelse og medarbejdere i 

de fem tidligere kredse, der nu skal fungere 

som én stor. Det er her, alle mulige og 

umulige spørgsmål og opgaver ender. 

»Arbejdet er meget praktisk orienteret 

omkring konkrete opgaver, der skal løses. 

Det er dejligt, for så er der plads til vores 

egne forslag og idéer,« siger Helle Munch. 

Hun og kollegerne er i gang med at arrangere 

ønskerunden for de uchargerede 

medarbejdere og det administrative personale. 

Det betyder blandt andet, at Helle 

Munch skal finde en sportshal, som kan 

bruges til at holde en jobbørs for samtlige 

medarbejdere i Nordsjællands Politi. 

Når ønskerunden afsluttes til efteråret, 

og alle har fået deres placering i organisa 

»I starten vidste folk ikke rigtigt, 

hvad vi lavede her. Men jeg tror, 

at medarbejderne efterhånden 

kender os og har haft rigtig 

meget glæde af projektsekretariatet«. 

tionen, vender dagligdagen tilbage til 

Nordsjællands Politi. Så er det ved at være 

tid til at lukke og slukke projektsekretariatet, 

vurderer Helle Munch: 

»At det var midlertidigt, vidste jeg jo 

godt, inden jeg sagde ja til jobbet. Så jeg 

skal også deltage i ønskerunden og overveje, 

hvad jeg kunne tænke mig at lave i 

politiet fremover.« 

Usikkerheden tynger ikke Helle Munch 

selv, men hun har stor forståelse for, at 

reformen kan være svær for andre. 

»Jeg tror, at reformen og sammenlægningen 

af de fem tidligere kredse øger 

mulighederne for alle ansatte. Jeg håber, 

at de fleste om totrefire år siger: »Hvorfor 

gjorde vi ikke det her for mange år siden.« 

Magasin fra Politiet | nr. 01 | 2007 | 7

Tema 1: Kvindehandel 

Tippet fra en anonym 

bordelkunde sidste år blev 

begyndelsen på en omfattende 

efterforskning af bordelmiljøet 

i Aalborg. Prostitutionens 

bagmænd skulle fanges i nettet 

spændt ud mellem Rejsehold, 

Nordjyllands Politi og Skat 

Bordelmutter taget på sengen 



Tirsdag den 13. marts kl. 10.00 slår Irina øjnene op og ser 

kriminalassistent Lotte Bak fra Rejseholdet stående ved 

sengen i lejligheden i det indre Aalborg. Gennem de sidste 

mange måneder har den 34årige Irina fra Letland haft 

politiet med på en lytter, mens Skat har kulegravet hendes 

økonomi, og politiets observationshold overvåget hendes 

færden. 

Den bratte opvågnen er kulminationen på en omfattende 

efterforskning, der afslører Irina som en af prostitutio 

nens mange bagmænd og ejer af tre bordeller. Bagmændene 

tjener stort på kvinderne, som arbejder penge ind på 

lagnerne. 

»Irina lå og sov, så jeg gik ind og anholdt hende. Hun var 

noget forvirret og chokeret, men alt foregik fredeligt og 

roligt,« fortæller kriminalassistent Lotte Bak om den lettiske 

kvinde, som siden anholdelsen har siddet varetægtsfængslet 

i to gange fire uger. 

Samtidig rykker Rejseholdet, Nordjyllands Politi, Midt 

og Vestjyllands Politi og Sydøstjyllands Politi ud til syv 

andre jyske adresser, hvor prostituerede og formodede

agmænd bliver anholdt. Indsatsen er koordineret og 

længe planlagt efter månedlange overvågninger og aflytninger. 

Det er to danske mænd på 42 og 56 år, der sammen 

driver tre bordeller. Ligesom Irina flytter de pigerne rundt 

mellem bordellerne hver uge, så kunderne kan »få lidt 

afveksling«. 

Beviserne samles 

Under ransagningerne samles bevismateriale som lommebøger, 

mobiltelefoner, notater, pengeoverførselsbilag, regnskaber, 

lejekontrakter på de ejendomme, der huser bordel 

lerne og flybilletter til de østeuropæiske piger, som både 

Irina og de to danske mænd bruger i deres bordeller. I et 

pengeskab hos Irina finder politiet også indbetalingsbilag 

fra lettiske banker på 150.000 kr., et tilsvarende beløb i 

kontanter og guldsmykker til en værdi af cirka 50.000 kr. 

»Det er jo mange penge og dyre smykker, når man ikke 

har nogen indkomst,« bemærker Lotte Bak tørt og henviser 

til Skats oplysninger om manglende opgivet indkomst fra 

Irina. 

Det stemmer heller ikke overens med beslaglagte notater 

fra bordellet i Grindsted, som viser, at hver af pigerne 

» 

Magasin fra Politiet | nr. 01 | 2007 | 

gettyimages.com / Dolores Marat

TEMA 1: KVINDEHANDEL 

… taget på sengen 

» 


betaler 500 kroner i husleje – per dag. En af de anholdte 

piger fortæller da også, at halvdelen af hendes indtægt går 

til Irina. 

Da aktionsholdene er færdige på bordellerne, bliver de 

anholdte kørt til Politigården i Aalborg og afhørt. Her venter 

også Hanne Mainz fra det sociale projekt Prostitution & 

Kvindehandel i Århus for at rådgive og støtte de anholdte 

kvinder på anmodning af politiet. 

Set dem komme, set dem gå 

Hanne Mainz har arbejdet med prostituerede i 11 år, så hun 

har efterhånden set og hørt det meste i miljøet. Hun beskriver 

dagen i Aalborg som kaotisk og forvirrende og kvinderne 

som rystede og usikre. Jo yngre kvinderne var, jo mere 

angste og ulykkelige blev de over anholdelsen, vurderer 

Hanne Mainz. 

»Situationen er præget af kaos, når kvinderne kommer 

ind. Når man er i politiets varetægt, bliver man urolig. Det 

vanskeliggør min rolle, fordi jeg skal hoppe ud og ind af 

afhøringer. Hvis politiet samlede kvinderne og koordinerede 

med de sociale organisationer på forhånd, ville det optimere 

forløbet for både kvinderne selv og efterforskningen,« 

siger Hanne Mainz, som gerne ser flere kvindelige politifolk 

deltage i aktionerne: 

»Politimændene er søde og rare. De tager det med ro og 

fortæller, at de gerne vil hjælpe kvinden, og det er også 

godt. Men kvinden kan alligevel være mistroisk, fordi de er 

mænd og dermed potentielle kunder.« 

Hanne Mainz hilser ellers politiets nye strategi og jagt på 

bagmændene velkommen. 

»Det er fantastisk med det øgede fokus på området. Jeg 

kan dog blive bekymret for, om kvindernes historier drukner 

i de politiske mål om at få flere rufferisager. Kvinderne ved 

Sofie Sidelmann Yderstræde 

er 30 år og ansat som journalist 

i Rigspolitiet, hvor hun blandt 

andet er fast leverandør til 

www.politi.dk. 

Hun er uddannet fra Danmarks 

Journalisthøjskole i 2003 og 

har flere års erfaring som 

journalist på De Bergske Blade. 

meget om personer i miljøet, men hvis de umiddelbart ikke 

er interessante for efterforskningen, går oplysningerne tabt. 

Kvinderne bør ikke løslades til gaden uden at få hjælp. Det 

sociale aspekt er en vigtig del af at bekæmpe kriminalitet,« 

siger Hanne Mainz. 

Skat slår til 

Grundlaget for anholdelserne blev til i et samarbejde mellem 

Skat og politiet på baggrund af kontrolaktioner mod 

bordellerne og indberetninger til skattevæsnet. Der var 

også en anden og åbenlys grund til at begynde efterforskningen: 

»Politiet får mange tips og anonyme henvendelser. Nordjyllands 

Politi fik et brev fra en bordelkunde, som skrev, at 

pigerne simpelthen blev behandlet for dårligt,« siger efterforskningsleder 

Jens Damborg fra Rejseholdet, som hjalp 

nordjyderne med sagen. 

De var enige om at starte efterforskningen og køre den 

hen over julen for at se, hvor meget sagen kunne bære. 

»Vi var ikke et sekund i tvivl om, at det var en klar rufferisag 

efter paragraf 228,« fastslår Jens Damborg og bladrer i 

den 14 sider lange operationsplan, som han har fisket op af 

mappen, der er den erfarne rejseholdsmands mobile kontor. 

Planen beskriver sagen og anholdelsesaktionerne minutiøst 

for de cirka 40 medarbejdere, som var med tirsdag 

den 13. marts. Rejseholdet og Nordjyllands Politi har samarbejdet 

om sagen, og netop samarbejdet mellem Rigspoliti 

og kredse er afgørende for, om strategien over for 

prostitutionens bagmænd lykkes. Det er den i dette tilfælde, 

for efterforskningen har standset en årelang bordeldrift. 

»Det her har været et effektivt sagsforløb og noget nær 

en ideel efterforskning, der har varet blot få måneder. Det 

> 

Straffelovens paragraf 228 om rufferi 

»Den, der forleder nogen til at søge fortjeneste ved kønslig 

usædelighed med andre, for vindings skyld forleder nogen 

til kønslig usædelighed med andre eller afholder nogen, 

der driver erhverv ved kønslig usædelighed, fra at opgive 

det, eller holder bordel, straffes for rufferi med fængsel 

indtil 4 år.« 

I 2006 var der 15 sager om rufferi (§ 228) og seks sager 

om kvindehandel (§ 262a). I 1996 var der syv afgjorte 

rufferisager og ingen sager om menneskehandel.

har været et skoleeksempel på godt samarbejde mellem 

Rigspolitiet og de nye politikredse. Det er desuden et godt 

præventivt signal at sende til bordelmiljøet: Vi holder øje 

med jer, der udnytter kvinder, og I bliver stillet til regnskab,« 

siger Jens Henrik Højbjerg, politidirektør i Nordjyllands 

Politi. 

En af dem, der nu skal stå til regnskab, er Irina. I årevis 

har hun skaffet kvinder i Østeuropa til sine tre jyske bordeller. 

Kvinderne har – ifølge politiets opfattelse – været klar 

over, hvilket job der ventede dem i Danmark. 

Offer eller gerningsmand? 

»Vores indtryk er, at kvinderne hører om jobbet via mund 

til mundmetoden. De tror, at der er gode penge at tjene 

heroppe, og så er der ikke tale om kvindehandel, men rufferi. 

Det bygger vi også på de anholdte kvinders alder på 

mellem 35 og 40 år. Der er altså ikke tale om helt unge og 

naive piger,« fortæller Jens Damborg. 

Overvågningerne viser da også, at de prostituerede har 

færdedes frit og ikke har været låst inde, som man typisk 

ser i sager om kvindehandel. De tre anholdte bagmænd har 

foreløbig erkendt at have lejet ejendomme ud til bordeldrift, 

skaffet flybilletter og hentet pigerne i lufthavnen. Irina vedgår, 

at pigerne betaler fast husleje på 400–500 kroner dagligt. 

»Irina ser sig selv som udlejer og ikke som en kriminel. 

Hun har hjulpet pigerne med at indtelefonere annoncer til 

Ekstra Bladet, og hun forstår simpelthen ikke begrebet 

’rufferi’. Eller også vil hun ikke forstå det,« siger kriminalassistent 

Lotte Bak. 

Irina har ligesom en af de mistænkte danske mænd fået 

forlænget varetægtsfængslingen med fire uger. På hans 

beslaglagte computer har NITEC fundet grov børneporno, 

som anklageren nu også skal forholde sig til. 

Rockerne rykker ind 

Som leder af NEC følger Kim Kliver Rejseholdets arbejde i 

det nordjyske med stor interesse. Sagen betegner han som 

en »typisk rufferisag«, og dem har han set en del af efterhånden. 

Det nye er, at rockerne er blevet en synlig del af 

bordelmiljøet: De fungerer både som chauffører for kvinderne, 

som pengeopkrævere og så som egentlige bagmænd. 

»Indsatsen på rufferiområdet er vigtig, fordi kvinderne 

udnyttes groft. Og så fordi indtjeningen på området desværre 

har tiltrukket en række af de organiserede grupperinger, 

vi kender fra andre typer kriminalitet. Så kredsenes 

hjælp er altafgørende – de har de lokale kontakter og 

adgang til mange informationer,« siger Kim Kliver. 

Han klapper på mappen, der ligger på skrivebordet. 

Den indeholder det næste efterforskningsoplæg om 

bordelmiljøet et sted i Danmark, som Rejseholdet skal til 

at kigge på. 

»Irina« er et dæknavn. Redaktionen er bekendt med hendes rigtige identitet. 

gettyimages.com / John Foxx 


TEMA 1: KVINDEHANDEL 

Prostitutionens 

bagmænd jages 

Antropolog Marie Bang Nielsen fra NEC 

bistår politikredsene med at få skræmte 

kvinder i vidneskranken 


Knap halvdelen af landets politikredse har 

brugt Rejseholdet og det Nationale Efterforsknings 

Center (NEC) i kampen mod 

prostitutionens bagmænd. På bare et år har 

politikredsene øget indsatsen markant, og 

inden oktober 2007 skal samtlige kredse 

have lokale strategier for indsatsen. 

Siden Rigspolitiets strategi blev lanceret 

i efteråret, har NEC fået markant flere henvendelser 

fra politikredsene om mistænkelige 

forhold og mulige bagmænd. Foreløbig 

yder NEC og Rejseholdet hjælp til seks 

kredse i konkrete efterforskninger. 

Socialantropolog Marie Bang Nielsen og 

kollegerne i NECafdelingen for prostitution, 


»Bagmændene er grådige, og de under ikke engang 

kvinderne et minimum af komfort,« siger Marie 

Bang Nielsen, socialantropolog i NEC. 

rufferi og kvindehandel har mærket den 

øgede interesse fra kredsene. Den nationale 

handlingsplan blev til på baggrund af et 

stort politisk ønske om ekstra opmærksomhed 

på kvindehandel. 

»Politikredsene viser både velvilje og 

interesse for området, efter den nye strategi 

sidste år blev fremlagt. Vi får dagligt opkald 

og mails om lokale efterforskninger,« siger 

Marie Bang Nielsen, der har været ansat i 

politiet i to et halvt år. 

Diskussioner trives 

»Det tværfaglige samarbejde med politifolkene 

er spændende. Vi kan hver især bidrage 

med forskellige kompetencer og indgangsvinkler. 

Tværfaglig synergi opstår i et 

samarbejde, hvor man er bevidst om sine 

faglige grænser og ikke kloger sig på andres 

kompetenceområder. Jeg blander mig 

aldrig i mine politikollegaers arbejde, men 

vi udfordrer gerne hinandens synspunkter,« 

siger Marie Bang Nielsen. 

Det har skabt heftige, men også konstruktive 

diskussioner, når akademikeren og 

politifolkene skulle mødes på midten. På 

nogle områder er hun blevet mindre idealistisk 

af arbejdet, der inkluderer adskillige 

bordelbesøg i jagten på bagmænd, som tjener 

tykt på kvindernes arbejde på lagnerne. 

Her skal hun berolige skræmte prostituerede, 

ledsage kvinderne til afhøringer, informere 

politikere og medier om politiets syn 

på prostitutionsmiljøet.

Marie Bang Nielsen varetager også kontakten 

til de sociale organisationer og formidler 

viden om de udenlandske kvinder og deres 

kultur til politikredsene. 

»Forestillingen om, at alle mennesker vil 

hinanden det godt, er nok falmet lidt. Det 

værste er lokalerne, som kvinderne både 

bor og arbejder i. Et bordel i Århus lå i en 

cykelkælder uden vinduer, hvor der var fugtigt 

og lavt til loftet. Bagmændene er grådige, 

og de under ikke engang kvinderne et 

minimum af komfort,« siger Marie Bang 

Nielsen. 

Kvinder som objekter 

Grådigheden kommer også til udtryk ved, at 

kvinderne har mange kunder, skal arbejde 

trods sygdom og tvinges til at levere seksuelt 

perverterede ydelser: »Kvinderne bliver 

tingsliggjort,« som antropologen udtrykker 

det. 

Marie Bang Nielsen sørger for, at de anholdte 

kvinder bliver behandlet respektfuldt, 

og at kvinderne forstår politiets arbejdsmetoder. 

Det er nødvendigt, hvis kvinderne skal 

vise politiet tillid og fungere som vidner. 

»Ofte er den prostituerede bange for 

politiet, fordi hun ikke har gode oplevelser 

med politiet i hjemlandet. Men kvinden får 

tillid til mig, og den tillid skal jeg få overført 

til politimanden, der skal afhøre hende. Det 

er godt at se, hvordan kvinden hurtigt føler 

sig tryg og holder op med at føle sig så alene,« 

fortæller Marie Bang Nielsen. 

> 

Handlingsplan mod kvindehandel 

Der er cirka 6000 prostituerede i Danmark 

og 700 organiserede bordeller. Omkring 

2500 af de prostituerede er udenlandske 

kvinder, som primært kommer fra Asien, 

Øst og Centraleuropa, Afrika og Sydamerika. 

De fleste udenlandske kvinder kommer 

hertil med hjælp fra nogen, som arrangerer 

deres rejse, og langt størstedelen ved, at 

de skal arbejde som prostituerede. 

Inden oktober 2007 skal de 12 politikredse 

have lavet en lokal strategi og handlingsplan 

for indsatsen mod prostitutionens 

bagmænd. 

Inden årets udgang skal kredsene aflægge 

et eller flere kontrolbesøg på bordeller i 

lokalområdet og indberette dem kvartalsvis 

til Rigspolitiet. 


INTERVIEW 


Verden ifølge Lene 

Politiet er på vej mod moderne tider som en mere serviceorienteret 

virksomhed med mindre topstyring. Men det tager tid 


En kvinde på 1,68 med et kondital langt under det påkrævede 

til Politiskolens optagelsesprøve er politiets og anklagemyndighedens 

øverste chef. 

Lene Espersen fra de Konservative har siddet sikkert på 

tronen siden regeringsskiftet i 2001. Kritik fra medierne og 

oppositionspolitikere og kommentarer til hendes udseende 

og generelle ageren på den politiske scene har der været 

nok af. Langt mindre fokus har der været på den tørre politik 

og lovarbejdet i et tungt ministerium. 

»Selv seriøse dagblade kan godt lide artikler om politikeres 

privatliv. Det er sundt, at politikere også portrætteres 

som mennesker af kød og blod, men ulempen er, at man 

mister fokus på værdier og politiske holdninger. Jeg beskæftiger 

mig med tør politik og lovgivning, og jeg undgår 

ikke artikler, der fokuserer på min person. Det samme sker 

også for andre kvinder i Folketinget – Helle Thorning 

Schmidts påklædning bliver kommenteret hver eneste 

gang, mens pressen synes ganske ligeglade med Anders 

Foghs jakkesæt. Så der foregår en forskelsbehandling af 

kvinder i medierne,« siger Lene Espersen. 

Magasinet er da heller ikke mødt op for at diskutere ministerens 

påklædning, men snarere det mere vedkommende 

emne, nemlig politireform og den politiske styring. Den 

har allerede ændret hverdagen for mange ansatte i politiet 

og anklagemyndigheden. Men det vil tage flere år, før dansk 

politi får den fulde fornemmelse af reformen. 

»De kommende fire års reformproces vil skabe en gevaldig 

ændring af både ledelse og organisation, samtidig med 

at det faglige miljø styrkes. Jeg kan godt forstå utålmodigheden 

– især på itområdet har der været behov for massive 

investeringer – og de 800 ekstra politimænd vil også 

først materialisere sig, når reformen er fuldt gennemført.« 

Hvorfor ønsker politikerne en øget styring af politiet? 

»Nogle tror, at politikerne vil styre alt – men det ønsker vi 

ikke. Vi vil styrke fagligheden og den operative ledelse, så 

flere kan bruge tiden på politiarbejdet og færre på ledelse. 

Reformen har tværtimod betydet, at Justitsministeriet 

rykker et skridt bagud i forhold til tidligere, hvor vi havde 

direkte beføjelse over for hver enkelt politimester. Nu har 

vi lavet en resultatkontrakt med rigsadvokaten og rigspolitichefen, 

og de laver så kontrakter med politidirektørerne. 

Vi beskriver nogle overordnede områder, som vi ønsker 

øget opmærksomhed på som f.eks. illegal arbejdskraft. Når 

Folketinget har givet politiet monopol på magtanvendelse 

og 7 mia. kr. årligt, må man også acceptere, at politikerne 

har nogle forventninger.« 

Ligger der i reformen et ønske om større ensretning 

af politiets arbejde? 

»Der er forskellige problemer i Vestegnens politi i forhold 

til Vestjylland, så der skal være plads til forskellige prioriteringer 

af lokalpoliti og beredskab. Men alle borgere har krav 

på en effektiv og god politibetjening uanset geografi. Mange 

steder i landet har man skullet vente, ikke bare i timer – 

men i dage – på, at politiet dukker op, når man anmelder et 

indbrud. Kredsene havde tidligere stor forskel i bemanding, 

og nu er der større kredse og ensartethed. Reformen bety »


INTERVIEW, FORTSAT NYHED 

» 

der, at kredsene både får overskud til de store langsigtede 

områder, men også flere betjente at disponere over. Resultatet 

bliver større medbestemmelse og lokalt selvstyre i 

kredsene.« 

En del af de ansatte får længere til arbejdet som følge af 

reformen. Får de kompensation? 

»Der er større mobilitet i samfundet generelt: Alle andre 

arbejdsgrupper er vant til at have lang transport, og der findes 

jo et skattefradrag for kørsel på selvangivelsen. Vi har 

fra politisk side sikret medarbejdernes job og løn, og så får 

en lille gruppe altså længere til arbejde. Men vi ser ingen 

grund til at stille den gruppe medarbejdere bedre end 

resten af de offentligt ansatte ved at give et særligt transporttilskud. 

Det er vigtigt at forstå, at politiet har en ekstra 

velvilje i Folketinget. Når der om nogle år er frigjort 800 

betjente, skærer vi ikke stillinger bort – effektiviseringsgevinsten 

af reformen tilfalder politiet ubeskåret.« 

Reformen skaber for nogle ansatte stor utryghed. Kan du 

forstå nervøsiteten? 

»Jeg kan sagtens forstå, at reformen lige nu skaber utryghed 

og nervøsitet for, hvilken hverdag der venter. Jeg vil 

gerne understrege, at reformen på ingen måde bunder 

i utilfredshed med politiets hidtidige arbejde, og politiet 

fortjener stor ros for den store opbakning til reformen. 

Men Folketinget ønsker mere politi for pengene og større 

orientering over for borgernes behov. Det er afgørende, at 

politiansatte accepterer, at vi skal skabe en anden og mere 

serviceorienteret kultur.« 

Folkevalgte politikere udtaler sig ofte kritisk om politiets og 

anklagemyndighedens arbejde – hvor går grænsen? 

»Vi er jo blevet politikere, fordi vi har nogle holdninger. Vi 

bør ikke begrænse politikernes ytringsfrihed, men man bør 

– mig selv inklusive – som politiker afholde sig fra at kommentere 

konkrete sager. Vi skal ikke etablere en folkedomstol. 

Der er generelt stor interesse for politi og retsarbejde, 

og kritik fra mange andre sider så som Amnesty International, 

senest i forbindelse med rydningen af Ungdomshuset. 

Amnesty burde beskæftige sig mere med Nørrebroborgernes 

retssikkerhed og ret til ikke at få ødelagt deres huse, 

biler og butiksvinduer og mindre med, hvilken mad varetægtsarrestanterne 

i Vestre Fængsel får serveret.« 

> 

Lene Espersen 

Født 26. september 1965 i Hirtshals, datter af reder Ole 

Peter Espersen og bogholder Inger Tanggaard Espersen. 

Uddannet cand.oecon. i 1990 fra Aarhus Universitet. 

Medlem af Folketinget i 1994 for Det Konservative 

Folkeparti, valgt i Sæbykredsen. 

Udnævnt i 2001 til justitsminister i VKregeringen. 

Gift med Danny Feltmann Espersen og mor til to sønner. 


LEDEREN 

Hver tredje deltog 

i undersøgelse 

Knap .000 ansatte gav deres bud på indholdet 

til det nye magasin til styrken – vi vil læse om os 

selv og hinanden og det fag, der optager os alle 


»Jeg har aktiv deltaget i lokal og regional politik 

gennem flere år, og jeg vil gerne læse om koblingen 

mellem politiske beslutninger og resultater i virkeligheden.« 

Citatet er bare et blandt mange hundrede af de 

svar, der strømmede ind i forbindelse med spørgeskemaundersøgelsen 

i februar på Polnet. Undersøgelsen 

blev lavet for at klæde redaktionen godt på 

til udviklingen af det magasin, du sidder med i hånden. 

I alt deltog 4.782 i den frivillige undersøgelse, 

hvoraf 78 pct. var politiansatte, 14 pct. var administrative 

medarbejdere, 5 pct. var civilt ansatte, og 

3 pct. var jurister. Deltagerne havde masser af gode 

ideer. Læs med her, og få resultaterne af undersøgelsen 

i de kommende magasiner: 

»Jeg vil gerne have debatter, som ikke er i overensstemmelse 

med den politisk korrekte holdning. Politiet 

har den uvane, at når nogle tilkendegiver deres 

holdning, er de per definition imod. Man glemmer 

Vi er vel på vej 

Af Torsten Hesselbjerg 

Hvis vi ser tilbage på de 

seneste måneder, er det 

værd at hæfte sig ved, at 

der er indgået et nyt fireårigt 

politiforlig med tilslutning 

fra alle Folketingets 

partier bortset fra 

Enhedslisten. 

Det er godt for 

stabiliteten omkring politiets 

forhold. De budget

lot, at udviklingen ofte ligger hos netop de 

personer. PH kalder dem for ’øjenåbnere’.« 

»Jeg glæder mig til artikler, der viser, at udnævnte 

ledere har held med at styre og 

samtidig forny og inspirere os andre. Lad 

os møde nogle øjenåbnere med tilfredsstillende 

drift.« 

»Giv os portrætter af personer, der tør gå 

imod strømmen.« 

»Giv os nogle ledelsesprofiler, så vi kan lære 

de forskellige chefer at kende. Også artikler 

om udsendte politifolk og en profilering af 

dansk politis missioner derude. Og hvad 

laver Rigspolitiets forskellige afdelinger 

egentlig?« 

»Noget, jeg rigtig godt kunne tænke mig at 

læse om, er fremtidstænkning: Hvordan kan 

vi lette politiets daglige opgaver samtidig 

med en forbedring af kvaliteten både ved 

hjælp af ny teknologi og uden hjælp af teknologi?« 

»Artikler om organiseret kriminalitet og 

grænseoverskridende kriminalitet. Aktuelle 

emner om f.eks. eksplosionen af betlere 

og gademusikanter, som vi kan forvente til 

sommer efter Bulgarien og Rumæniens 

mæssige rammer er dermed tillige på 

plads. 

Det er også godt, men ændrer ikke ved, 

at den økonomiske situation er anstrengt 

senest ved udsigten til budgetmæssige 

begrænsninger på indkøbsområdet og store 

udgifter som følge af urolighederne i København 

i marts måned. Dette kan bevirke, at 

der kan ansættes færre politiskoleelever 

end tidligere planlagt. 

Der er indgået direktørkontrakter med rigsadvokaten 

og mig, og vi har indgået resultatkontrakter 

med politidirektørerne. 

Dermed er det nye kontraktstyringssystem 

sat i kraft. Årsrapporten for 2006 viser, at 

indtræden i EU. Skriv også gerne om kriminologiske 

emner som forebyggelse: Se på 

både kredsenes og Rigspolitiets håndtering 

af forebyggelsen via Det Kriminalpræventive 

Råds Sekretariat og Forebyggelsesenheden.« 

»Jeg vil gerne se artikler, som fokuserer på 

HKansattes arbejdsopgaver og uddannelsesmuligheder, 

da der normalt fokuseres 

udelukkende på de politiansatte.« 

»Jeg savner at læse artikler om den administrative 

sektor. Det er en politisk varm kartoffel, 

for man bør sikre en så truet sektor 

og give dem bedre arbejdsvilkår.« 

»Kontorsektorens arbejdsforhold bliver tit 

overset, og det afspejler spørgeskemaet 

også.« 

»Vi politifolk er meget forskellige, og i fritiden 

har vi vidt forskellige interesser. Det 

kunne være fint med portrætter af politifolk 

med nogle ’anderledes’ fritidsaktiviteter, 

holdninger, bijob eller andet, der skiller 

sig ud!« 

»Skriv artikler, der beskriver 

det psykologiske aspekt 

ved politiarbejde. Det fyl 

politiet har nået de mål, vi skulle i forligsperioden 

2004–06. 

Politireformen skrider også planmæssigt 

frem, og når disse linjer læses, skulle ønskerunden 

være i fuld gang – forhåbentlig 

på en god måde. Hermed kan også det 

seneste års udmeldinger på det personalemæssige 

område sættes i perspektiv. Gik 

det som lovet og forventet? 

Nogle vil prøve at ridse i lakken oven på 

den vellykkede håndtering af urolighederne 

i marts måned. Det må vi forholde os professionelt 

til, selv om det undertiden kræver 

lidt selvbeherskelse. Og så i øvrigt glæde os 

over, hvor langt dansk politi er kommet, 

siden det sidste gang for alvor brændte på. 

der meget i vores arbejde, og politiet er ikke 

uddannet godt nok. Hver anden eller tredje 

person, vi møder gennem arbejdet, er psykisk 

uligevægtig. Det er vi ikke godt nok 

rustet til.« 

»Jeg vil gerne læse artikler, som illustrerer 

forskellene i politikredsene og hvilke 

kredse, der udmærker sig på specifikke 

områder, og hvilke, der falder igennem.« 

»Ofte har vi – eller tager os – ikke tid til 

vores kunder. Brug af mere tid på uventet 

besøg til vores kendte kriminelle. Hvordan 

opfatter kriminelle vores arbejde, og hvordan 

vil de gerne behandles? Det vil jeg 

gerne læse.« 

»Jeg vil gerne have en debat om politiets 

måde at behandle ’kunderne’ på. Tal dog 

pænt til alle, og hids dig kun op, når det er 

absolut nødvendigt. Men gør det ordentligt, 

når du gør det.« 

Vi skal samtidig generelt have ekstra fokus 

på anvendelsen af magtmidler i den kommende 

tid. 

På det teknologiske felt er det godt, at 

den mobile arbejdsplads og GPS i patruljebilerne 

er på vej ud i kredsene. Og at konturerne 

af det nye radiosystem og Polsag begynder 

at tegne sig. Også disse fremskridt 

er glædelige, selv om vi de næste totre år 

fortsat må væbne os med tålmodighed. 

Der sker altså noget i dansk politi i disse 

år. Den nye virkelighed er ved at finde indpas. 

Her og nu står en velfortjent sommerferie 

snart for døren efter en anstrengende 

omstillingsproces. 

Tak for indsatsen og god sommer. 


Tema 2: Hvor meget kan man tåle at høre… 

18 | Magasin fra Politiet | nr. 01 | 2007

Ved grænsen 

På den allerførste dag efter sommerferien lander en henvendelse 

på Ingolf Thomsens skrivebord. Sagen får det neutrale navn 

»Tøndersagen«, og den ændrer kriminalassistentens liv for altid » 


TEMA 2: HVOR MEGET KAN MAN TÅLE AT HØRE… 

Ved grænsen… 

» 

Af Kristian Ditlev Jensen 


Navnet Ingolf Thomsen siger formentlig ikke mange kolleger 

i styrken noget særligt. Men det skyldes alene, at kriminalassistentens 

opklaringsindsats sammen med et helt 

hold af efterforskere fra Rejseholdet foregik bag hermetisk 

lukkede døre. For med én enkelt sætning placerer han sig 

centralt i dansk retshistorie. 

»Tøndersagen er – som man siger – ’min‘ sag,« fortæller 

han ganske udramatisk. 

Den mørkhårede 43årige mand sidder med armene 

over kors foran den brede overkrop. Han virker utilpas ved 

situationen, da han lukker os ind i personaleklubbens klubværelse 

helt oppe under loftet på Tønder Politistation. 

På trods af at Ingolf Thomsen under hele interviewet er 

synligt påvirket af at tale om sagen, så er han åben, nøjagtig 

og intens i sin beskrivelse. Også når han skruer tiden 

tilbage. Langt tilbage. 

Ingolf Thomsen sad med Tøndersagen hver dag i 15 

måneder. Og han er endnu ikke helt færdig med den. 

»Sagen bliver anmeldt til politiet i Sønderborg. Anmelderens 

budskab er: Der er en far, der lejer sin lille pige ud i 

nærheden af Tønder,« begynder Ingolf Thomsen, mens han 

serverer sort kaffe i institutionskopper. 

Vente og se 

»Den normale fremgangsmåde i den type sager er jo, at 

man standser forbrydelsen omgående. Men vi ville godt 

have bund i sagen. Og det kunne ikke nytte noget at afhøre 

pigen, der på det tidspunkt nærmest var på farens side. 

Som noget helt usædvanligt begyndte vi en telefonaflytning. 

Vi lytter i tre uger uden resultat.« 

Først den 24. august 2005 sker der noget. En af de siden 

dømte i sagen har været ude ved ejendommen om 

morgenen. Pigen har ikke været i skole i løbet af dagen. Og 

samtidig ringer faren og pigen til forskellige kontaktlinjer 

som træfpunkt, den der tidligere hed 0059. 

»De høster hele dagen efter mænd, der skal komme ud 

og besøge pigen.« 

En patruljevogn placeres tæt på hjemmet, og aflytningen 

foregår døgnet rundt. 

»Der er en mand på vej derud, kan vi forstå. Men det er 

bare snak og snak. Så beslutter vi os til sidst for at gå ind 

og anholde faren, og børnene kommer så ud til den pleje

familie, hvor de i forvejen er til aflastning indimellem.« 

Faren anholdes og varetægtsfængsles, og straks efter 

gennemgår efterforskerne hjemmet. Samtidig udstedes en 

kendelse, så telefonudskrifter fra årets begyndelse kan udleveres. 

»Vi havde på et tidspunkt 22.000 poster. Vi søgte så på 

alle navne og prøvede at finde ud af, hvem folk er, hvor de 

boede og så videre. Nogle kunne uden videre afvises som 

hans omgangskreds. Søsteren, moren og den slags. Så var 

der elværket, eller når én ringede om, at septiktanken skulle 

tømmes. Men så kom alle de mærkelige personer.« 

Dronningen 

Det viser sig hurtigt, at tingene hænger sammen: de dage, 

hvor pigen ikke er i skole, finder efterforskerne opkald på 

diverse kontaktlinjer. Da det bliver for meget for moren, 

som også udsættes for overgreb, flytter hun væk. Men så 

går faren over til at lade gæster i huset udnytte datteren, 

der overtager morens rolle. Hun bliver, med Ingolf Thomsens 

ord, den »nye dronning i hjemmet«. 

»De træffer så en gammel bekendt til ringridning i Sønderborg. 

Han har tidligere været husven og udnyttet konen. 

» Pigen har allerede 

som lille barn ført en 

dobbelttilværelse 

uden at falde igennem. 

Hvordan har hun 

kunnet klare det? 

Hvordan kunne det 

komme så vidt? « 

Nu bliver han så husven på ny – men denne gang er det 

altså med pigen. Og det er så ham, der begynder at slæbe 

gud og hvermand med derud.« 

Men faren er ikke tilfreds med »udvalget af gæster«. Så 

de prøver til sidst – faren og datteren – at indrykke en kontaktannonce 

i Den Blå Avis. 

»Hun bliver betegnet som en ’18årig Lolitatype’. Og 

manden må ’gerne være steriliseret’ men ’skal være veludrustet’. 

Det var en decideret sexannonce.« 

Pigen i Tøndersagen er central for efterforskerne. Dels er 

hun kronvidne, dels er hun et barn, der har lidt en nærmest 

ubegribelig overlast. Den overlast gør hende samtidig vanskelig 

at håndtere for betjentene. 

»Når vi snakkede med hende, var hun pisseirriterende 

for at sige det ligeud. Men vi vidste jo godt, hvorfor hun var 

på den måde dér. Da hun endelig begynder at snakke, kan 

hun nærmest ikke stoppe igen. Hun vælger den position, at 

hun taler om alle andre end sin far. Det er også fint nok, for 

det hele falder jo tilbage på ham alligevel.« 

Huset 

Medierne omtaler huset massivt, huset hvor pigens mare » 



» 


ridt synes aldrig at ville høre op. Det har næsten fået en 

mytologisk status. Det er et sted, man får lyst til at se med 

egne øjne. I hvert fald kan man ikke lade være med at forestille 

sig, hvordan der ser ud. 

»Lige da faren blev anholdt, gennemgik vi huset. Vi kiggede 

bare, og så hjalp vi pigerne. De skulle have deres tøj 

med. Dagen efter gik teknikerne det hele igennem. Den 

tredje dag gik vi så det hele igennem, breve, papirer, billeder, 

alt. Vi havde ingen indikationer på, at han havde gemt 

noget af vejen. Det var hele tiden med henblik på at finde 

ud af: Hvad er der sket her.« 

Hvordan er der derude ved huset? Ingolf Thomsen undviger 

spørgsmålet og siger blot, at betjentene »gjorde sig 

færdige ude i huset«, hvorefter de »afleverede nøglerne til 

forældrene«. Punktum. 

Vi taler om noget andet. Man kan tydeligt fornemme, at 

der er noget, der brænder helt på, når vi taler om huset. 

Noget, der har brændt sig fast. Noget, der er – måske – er 

brændt helt sammen. 

Nu har jeg spurgt tre gange. Du glider ligesom hele tiden 

af. Men prøv engang at fortælle, hvordan der var inde i 

huset, hvor det hele var foregået. Hvis du nu skulle beskrive 

det hus med dine egne ord? 

Ingolf Thomsen holder en lang pause. Han kigger væk. 

Ned. Op. Til siden. Så kommer det. Med et ret voldsomt følelsesudbrud 

nærmest spytter han ordene ud. Tre isolerede 

ord. Med kraftig, sønderjysk betoning af det sidste. 

»Der var frygteligt!« 

Han siger ikke andet. Stirrer bare. Som om andre så 

bedre kan se, hvad han så. Så går han mere ind i det. 

Denne gang er han fattet. 

»Det var frygteligt at gå derinde. Vi vidste jo, at der bo 

I øjeblikket er 49 uddannede afhørere aktive i jobbet som videoafhørere. 

De har været på et særligt kursus i at interviewe børn, der er mulige 

pædofili eller incestofre. Interviewet optages på videobånd, 

som fremlægges i retten, så børn under 12 år slipper for 

at vidne foran den mistænkte. 

Uddannelsen tilbydes via Politiskolen i Brøndby, og langt de fleste 

afhørere i Danmark er kvinder. Her er det afhøringsrummet 

på stationen i Albertslund. 

» Ikke mange har vidst, at jeg arbejdede med den her sag. 

Men allerede i starten af året sagde min bror pludselig 

til mig: Jeg ved godt, hvad du arbejder med. Han kunne 

mærke det på mig. « 

ede børn, men der var slet ikke ryddeligt... Og der var ikke 

mange stykker legesager på værelserne. Der var ingen 

stemning i det hus. Det var en tom skal, hvor de bare havde 

lavet alt det dér. Der var ingen sjæl i huset.« 

Formildende omstændigheder 

Mødet med Ingolf Thomsen er i sig selv mildt traumatiserende. 

Selv for en garvet og velforberedt journalist, som har 

fulgt også de helt grumme pædofilisager i årevis, er det 

vanskeligt at tale om Tøndersagen på den her måde. Blot 

ét håndtryk væk fra det hele. Man kommer ind i noget, man 

ikke vil ind til. Og det er præcis det, man også mærker, når 

man taler med Ingolf Thomsen. 

Han har været inde i et hus, han ikke ville være i. Han 

har talt med en pige, han helst så skånet. Og han har mødt 

mænd, han næsten ikke kan kapere at have med at gøre. 

For mens alle andre mennesker i kongeriget Danmark har 

rystet på hovedet over de mænd, der har været i stand til at 

begå uhyrlighederne, så har Ingolf Thomsen sammen med 

sine kolleger hevet tilståelserne ud af dem. 

»Jeg havde ikke afhørt faren i mere end ti minutter, så 

havde jeg lyst til at brække næsen på ham,« fortæller han, 

imens den knyttede næve bliver hvid. 

»Faren er så sølle. Han sidder sådan og piber og er hele 

tiden offer. Det er hele tiden alle andres skyld. Vi finder senere 

ud af, at han har været en sand tyran derhjemme. Men 

nu ligger han nederst, og så vender bøtten. Det var så... ynkeligt!« 

Faren lader overgrebene finde sted, fordi han gerne vil 

have besøg. 

»Det var farens forklaring til os. Han sagde, at sex med 

hans datter... det var så prisen. Men samtidig beklagede

han sig over, at flere af dem var udlændinge. Hvorfor? Jo, 

for så kunne han jo ikke sidde og snakke med dem bagefter. 

Bagefter har vi siddet og prøvet at finde en formildende 

omstændighed ved faren. Det kunne vi ikke.« 

Det ydre rum 

Heller ikke rækken af gerningsmænd er som andre forbrydere. 

Der er noget, der er helt, helt anderledes. 

»Jeg har talt med mange kriminelle, og de fleste af dem 

er jo til at snakke med. Uanset hvem vi har at gøre med i 

vores virke, så kan man jo altid finde en platform, hvor man 

kan tale sammen. Men jeg kunne ikke finde et ståsted. Det 

var som at tale med nogle fra det ydre rum. Det var ligesom 

svært at sætte sig i deres sted. Og det gør man jo ellers, 

når man afhører. Også af rent professionelle grunde. Ellers 

kan man simpelthen ikke afhøre. Desuden var flere af afhøringerne 

gennem en tolk. Det gjorde det også vanskeligt. 

Især når man er helt nede på det dér niveau: Hvad mener 

du, når du siger samleje? Prøv at vise det.« 

At afhøre folk fra det ydre rum. At møde mennesker, der 

har så lidt empati, at selv en betjent som Ingolf Thomsen 

– der selv er et familiemenneske – ikke kan åbne dem, er 

grænseoverskridende. Der er ligesom noget, der slet ikke 

fungerer på et menneskeligt plan. En brist. Ingolf Thomsen 

udtrykker den brist med et vantro ansigtsudtryk, som han 

igen og igen viser. 

»Vi har snakket om det en million gange. En ting er, at 

man taler i telefon om sådan noget. Men selv dér lader flere 

af mændene samtalen slutte, fase ud, fordi de kan høre, 

at hun er sgu ikke så gammel, som hun siger. Men når man 

står i hytten, hvorfor fanden vender man sig så ikke bare 

om? De fleste sagde jo, at hun fremstod ældre, end hun 

» 

> 

Tøndersagen 

4. august 200 modtager politiet 

i Sønderborg et anonymt tip, der 

danner baggrunden for en nærmere 

efterforskning. Anmelderen er en 

mand med indvandrerbaggrund. 

24. august 200 anholdes faren 

i hjemmet og varetægtsfængsles. 

Pigerne fjernes af de sociale myndigheder. 

Fra september til december anholdes 

og varetægtsfængsles en række 

mænd bosat i Sønderjylland. 

1 . maj 2006 dømmer retten i 

Tønder tre mænd for »anden seksuel 

omgang end samleje« med pigen. 

To af dem får to år og tre måneders 

fængsel. Den tredje får to års 

fængsel. 

I juli 2006 idømmes en 38årig 

mand fra Sri Lanka tre år og tre måneders 

fængsel for misbrug af pigen. 

Desuden udvises han af Danmark 

for bestandig. 

18. august 2006 bliver to afghanere 

på 23 og 35 år idømt hver to 

års fængsel for samleje med den 

dengang 11årige pige. 

2 . august 2006 udleveres en 

58årig tyrkisk mand med tilnavnet 

»Dromedaren« fra Tyskland til retsforfølgelse 

i Danmark. 

8. september 2006 forlænger retten 

i Tønder varetægtsfængslingen af 

moren, der overflyttes til en psykiatrisk 

afdeling. 

. november 2006 idømmes 

»Dromedaren« tre års ubetinget 

fængsel for to samlejer med pigen 

samt »anden kønslig omgang«. 

11. december 2006 bliver moren 

idømt psykiatrisk behandling for 

medvirken til incest mod begge 

døtre. 

Overgrebene på den ældste pige 

startede, da hun var to år gammel. 

Hendes lillesøster blev udsat for 

seksuelle overgreb fra seksårsalderen. 

17. januar 2007 En 45årig tamil 

idømmes seks års fængsel i Landsretten. 

Han skaffede kunder til pigen fra 

indvandrerkredsene i Sønderjylland, 

ligesom han havde fem samlejer 

med pigen. 

20. februar 2007 idømmes faren ti 

års fængsel ved retten i Tønder. 

Han skal betale sagens omkostninger 

og give sin ældste datter 

200.000 kroner i erstatning. 

Han erkender sig skyldig i alle 19 

anklagepunkter og vælger ikke at 

anke dommen. 



» Når jeg får det dårligt, så må jeg ud og gå. Bare ud og gå. 

Jeg går i skovene ved Løgumkloster. « 

» 


var. Men det gjorde hun ikke. Hun fremstod som en tolvårig. 

Det har retsmedicinerne også udtalt. Og samtidig havde de 

jo alle sammen travlt med at sidde og sige: Vi er ikke pædofile, 

vi er ikke pædofile. Men altså, hvis man...« 

Konfrontationen med det forskruede pædofilunivers var 

ikke noget, Ingolf Thomsen stod med alene. Men han stod 

midt i det. Og i grunden uden de helt store forudsætninger. 

»Vi tager os jo af al kriminalitet her på stationen. Men 

jeg er specielt uddannet i brandårsagsefterforskning og 

økonomisk kriminalitet. Jeg har ikke speciale inden for det 

her område. Det var første dag efter sommerferien. Den 

vanlige efterforsker af den slags sager var der ikke. Vi er 

fem faste efterforskere plus turnusfolk. Jeg sidder så alene 

med sagen i starten sammen med en turnusmand. Han 

lavede et meget stort stykke arbejde. Jeg får dem jo, når 

de er helt grønne. Men ham her, han var god. Efter cirka fire 

måneder kom der så en fra Rejseholdet. Han tilkalder kort 

efter en ældre, meget erfaren kollega.« 

Da sagen er på sit højeste i begyndelsen af 2006 arbejder 

syv mand med den alene, seks fra Rejseholdet og Ingolf 

Thomsen. En af efterforskerne sidder udelukkende og journaliserer, 

så meget materiale er der. I femten måneder beskæftiger 

Ingolf Thomsen sig kun med den ene sag. Tidligere 

har han haft bare en håndfuld incestsager. Det foregår 

for lukkede døre, og pressen får kun adgang til kommentarer 

fra enten politimester eller lederen af efterforskningen. 

»Vi havde belejret biblioteket og fik skiftet låsen ud. Vi 

havde 14 varetægtsfængslede arrestanter, og der var store 

opslagstavler og plancher på alle væggene. Der sidder vi 

så os seks og vi får snakket temmelig meget sammen i 

de 15 måneder. Vi får også talt ud om, hvordan vi reagerer 

– alt efter, hvad vi graver frem.« 

Følelser på højkant 

»Den her sag sætter sindene i kog. Det var pludselig et 

spørgsmål om holdninger. Kan man virkelig gøre det her? 

Pigen er for eksempel blevet videoafhørt otte gange. 

Normalt siger man, at to gange videoafhøring – det er altså 

mange afhøringer at skulle igennem for et barn. Men det er 

vi jo nødt til. Det er næsten forbudt for os overhovedet at 

tale med hende, hvis hun ikke er videoovervåget.« 

Diskussionerne kan for en udenforstående godt ligne en 

mandeting. Man viser følelserne på en udadvendt, maskulin 

måde. 

»Vi har haft højrøstede diskussioner om efterforskningen, 

men vi har haft et skidegodt samarbejde. Folk begynder 

ikke at tude, men man kan jo godt mærke noget på folk 

alligevel. Vi fik et tæt sammenhold i det bibliotek. Vi har 

talt en del om, at vi var påvirkede. Man bliver stridbar. Man 

går sådan lidt op imod strømmen.« 

At skulle arbejde med en så omfattende pædofilisag giver 

på mere end en måde et kolossalt pres på efterforskerne. 

Der er øjne, som hviler på hver en bevægelse i efterforskningen. 

Da de første tre sigtede deltager i et retsmøde 

i november 2005, får offentligheden nys om sagen. Presset 

øges. Ingolf Thomsen trækker i håndbremsen. Han må 

have luft. 

»Jeg tager i alt fem ugers sommerferie, og jeg tager i 

sommerhus med familien på Fyn. Jeg kan huske, at vi havde 

så fint vejr. Jeg er spejderleder i min fritid, og vi er ved at 

bygge ny spejderhytte. Det skal vi også væk fra, for det er 

også en belastning i hverdagen. « 

På vejen igen 

Da Ingolf Thomsen vender retur fra ferien, optager sagsbehandlingen 

hele arbejdstiden. I oktober sygemelder han 

sig. 

»Når jeg mødte på arbejde, vidste jeg ikke, om jeg skulle 

gå til højre eller venstre. Da jeg på et tidspunkt skulle afhøre 

en advokat om noget økonomisk kriminalitet, så tænkte 

jeg kun på: Er han dog ikke snart færdig med at plapre løs? 

Det starter med, at man overhovedet ikke gider gå på arbejde. 

Man er træt hele tiden. Jeg fik også spændinger i 

nakken. Og ved middagstid sagde jeg til mig selv, at jeg 

ikke ville starte på noget nyt – halvdelen af dagen var jo 

allerede gået. Problemet er, at den eneste, der ved noget 

om det fra start til slut – det er mig.« 

Ingolf Thomsen får psykologbistand under sin sygemel 

»

»Glemme Tøndersagen, det gør man ikke. 

Men man kan komme på afstand af den.« 



» 


ding, fem konsultationer er det blevet til foreløbig. Han er 

– som han selv siger – ikke helt færdig endnu. 

»Man snakker jo om, hvordan man har det. Hun kan give 

en forklaring på, hvorfor man har det, som man har det. Det 

hele svinger meget. Det er ikke ligesom et brækket ben, der 

stille og roligt heler. Med det her er det anderledes. Man 

har det fint den ene dag, så får man det dårligt, så fint igen, 

så dårligt.« 

Selve Tøndersagen diskuterer Ingolf Thomsen ikke med 

psykologen. 

»Vi taler om, hvordan jeg skal gribe mit liv an i fremtiden. 

Sagen kan man jo ikke lave om på. Den er, som den er. 

Og den har sat et uudsletteligt spor, det må man nok sige.« 

Årsagen til det kolossale pres, Ingolf Thomsen og de 

andre efterforskere kom under, skyldes ikke mindst interessen 

udefra. 

»Vi var overraskede over den politiske storm. Den konstante 

bevågenhed, den giver også stress. Socialministeren 

og justitsministeren kommenterer pludselig sagen. Det 

var et enormt pres, og mange ting blev også pludselig taget 

ud af hænderne på os. Jeg har haft langt større sager, og 

det var ikke noget problem. Men med medierne og alt det 

oveni... Så snart man åbner en radio, så hører man jo om 

sagen, den er i tvavisen hver aften.« 

Så arbejdet med Tøndersagen fulgte med hjem. 

»Normalt kan man godt have med færdselsdrab eller 

drab at gøre uden at tage det med hjem. Der kan da godt 

lige være en tanke, imens man ser fjernsyn. Den dér, den 

skal du lige huske at få undersøgt i morgen. Men jeg sidder 

jo ikke og efterforsker børneporno til daglig. Med den her 

sag, den lå jeg og tænkte på om aftenen, når jeg skulle 

sove. Jeg vågnede alt for tidligt – og så tænkte jeg med det 

samme på den lortesag igen.« 

Med hjem 

Ingolf Thomsen har en datter på 12 år. »Fars pige«, som 

han selv siger. Lige så gammel som den forurettede pige i 

Tøndersagen, da anmeldelsen blev lagt på Ingolf Thomsens 

bord. 

»Når man kommer hjem og ser sin egen datter, så laver 

man jo også nogle sammenligninger. Og så bliver man 

mere hudløs. Jeg har tidligere talt med forældrene i pædo 

» Når man kommer hjem og ser 

sin egen datter, så laver man jo 

også nogle sammenligninger. 

Og så bliver man mere hudløs.« 

filisager. Jeg sagde: ’hør nu her, det nytter altså ikke at rende 

ud og banke en eller anden’. Det mener jeg stadig. Men 

nu forstår jeg dem nok bedre.« 

Ingolf Thomsen holder en lang pause. Så siger han det. 

Stille og roligt: »Jeg ved sgu ikke, hvad jeg selv ville gøre.« 

Han ligner ikke en afstumpet selvtægtsmand, der tænker 

på kastration eller nakkeskud. Han ligner en mand, der 

helt enkelt ikke har fantasi til at forestille sig den situation, 

han henviser til. 

Det indre rum 

»Jeg trækker en parallel til mit job som spejderleder. De 

unge spejderledere kan ikke forstå, at forældrene pylrer 

sådan. Så fortæller jeg dem, at en af glæderne ved børn er, 

at man får en masse bekymringer. Det er en af de helt store, 

positive ting, de bringer med sig,« siger Ingolf Thomsen 

Kristian Ditlev Jensen er freelancejournalist 

og bosat på Fyn. Han er 36 år gammel og 

forfatter til en række bøger blandt andet den 

anmelderroste debut, erindringsbogen 

»Det bliver sagt« fra 2000. Her beskriver 

forfatteren, hvordan han i årevis som barn 

blev misbrugt af en pædofil mand.

og smiler med sønderjysk lune for første gang under interviewet. 

Et af de helt store problemer for Ingolf Thomsen – som 

også kendes af folk, der arbejder med børneporno – er en 

sær form for ensomhed. Politifolk er vant til tavshedspligt 

og omgang med fortrolige oplysninger. Men her er der samtidig 

noget andet på færde. Efterforskere af pædofilisager 

ender med at skulle rumme alt det ulækre selv. De risikerer 

at blive en mental skraldespand. Som regel fordi de vil 

beskytte deres egne pårørende. 

»Ikke mange har vidst, at jeg arbejdede med den her 

sag. Min allernærmeste vidste det. Men allerede i starten 

af året sagde min bror pludselig til mig: Jeg ved godt, hvad 

du arbejder med. Han kunne mærke det på mig, sagde 

han. Min kone vidste det. Og man skal jo læsse af et sted. 

Men enkelthederne…« 

Ingolf Thomsen holder en kort pause og ser pludselig 

meget trist ud. Så samler han sig hurtigt og fortsætter. 

»Men dem er hun jo heller ikke interesseret i at høre. 

Dem har jeg brugt mine kolleger til. Og det var de gode til at 

håndtere. Normalt kan man jo godt snakke om ting indbyrdes, 

men ikke den her sag. Ens egen blufærdighed bliver 

krænket. Det kan nok give en form for ensomhed. Samtidig 

bliver det dér seksuelle, som vi jo alle har, det bliver på en 

eller anden måde gjort til noget ulækkert.« 

En del efterforskere af børnepornografi ændrer automatisk 

adfærd i hjemmet både i forhold til badning af små 

børn og nogle også over for deres samlever. I Tøndersagen 

har efterforskerne ikke set fotos eller anden billeddokumentation. 

»Jeg sidder jo ikke og efterforsker børneporno hver dag, 

og den her sag har ikke omfattet det visuelle bevismateriale. 

Jo mere konkret det bliver, jo værre er det. Derfor er billeder 

også værre. Jeg kan godt forstå, hvis det kan påvirke 

andre på den måde. Hvis man skulle sidde og se på sådan 

noget, så gider man sgu ikke den slags bagefter, tror jeg.« 

»Det, der har påvirket mig mest, er, at det overhovedet 

har kunnet lade sig gøre. At ingen har lagt mærke til det. 

Jeg bebrejder ingen, for pigen har allerede som lille barn 

kunnet leve en dobbelttilværelse uden at falde igennem. 

Hvordan har hun kunnet klare det? Hvordan kunne det 

komme så vidt?« 

Husker det for evigt 

»Glemme Tøndersagen, det gør man ikke. Men man kan 

komme på afstand af den. Jeg er sådan set glad nok for 

sagen, for man lærer jo noget af sådan en sag. Og det er 

ikke kun fagligt, selv om det jo har været en utrolig spændende 

sag. Men derudover er der ligesom også noget i én 

selv, der falder på plads. Man får ligesom set, hvilken bagside 

af medaljen tilværelsen også kan være. Kedelig og 

normal, det er pludselig blevet meget tiltalende. Den har 

også givet lidt kollegialt sammenhold, der nok varer ved. 

Nu er den kommet på afstand. Når der kommer noget om 

den, så slukker jeg som regel. Jeg gider ikke høre om det.« 

Da Ingolf Thomsen blev sygemeldt, var det på grund af 

stress. Men det værste for ham var ikke, at han havde haft 

for travlt. Det værste var, at han skulle melde ud, at han 

ikke længere kunne noget som helst. 

»Bare at planlægge noget... man får åndenød, spændinger, 

hovedpine. Men det hårdeste er at skulle melde fortabt. 

Jeg ved ikke, hvorfor det var så hårdt at skulle melde 

det ud. Men for mig var det det værste. Jeg skrev en email 

på tre linjer. Jeg tror, det tog mig to en halv time at skrive 

den mail. Det var måske et særligt stort problem for mig, 

fordi jeg er typen, der påtager sig for meget. Jeg er stadig 

ikke oppe på fuld tid.« 

Overstået? 

I maj måned sidste år fik efterforskerne en psykologisk 

debriefing, og der følger sandsynligvis en mere. Ved briefingen 

berørte psykologen de typiske symptomer som søvnproblemer 

og humørsvingninger for at afgøre, om nogen 

havde et behov for yderligere psykologhjælp. 

»Det tog tre en halv time, og bagefter var der fællesspisning. 

Man skal lige løsne tungen, det har vi mænd jo brug 

for, når vi skal tale om følelser. Det er fint at tale om sagen 

nu. Det kan jeg sagtens. Sagen er vi jo kommet over.« 

Bliver det her den værste sag i din karriere? 

»Ja. Det håber jeg da.« 



Over grænsen? 

Ældre og garvede efterforskere udvikler 

et professionelt filter over for børneporno. 

Yngre betjente kan blive voldsomt påvirkede 

af at se på misbrug – især af små børn 

Af Kristian Ditlev Jensen og Janne Aagaard 

»Det er et beskidt arbejde, men nogle skal 

jo gøre det.« 

Den slidte frase får en helt ny betydning, 

når den dukker op i forbindelse med efterforskning 

af børnepornografi og pædofilisager. 

For de sager trækker virkelig tænder ud. 

I en projektrapport fra politiets lederkursus 

i 2005 har Søren Thomassen interviewet 

ti politiansatte om reaktioner og 

følelsesmæssige omkostninger ved at 

efterforske sager om børneporno. 

Rapporten viser med al tydelighed de 

karakteristiske traumatiske træk. De ti adspurgte 

betjente arbejdede dagligt med 

dokumenterede overgreb på børn i form af 

film eller billeder – i daglig tale »lettere børneporno«. 

Stor erfaring mindsker risiko 

»Der er stor forskel på, hvor meget og hvordan 

de ansatte bliver påvirket. Det afhænger 

blandt andet af, hvor lang tid de har 

været i styrken – de to yngste var de mest 

påvirkede af de adspurgte. De havde kun 

arbejdet med området i kort tid og meget 

intensivt med børneporno,« siger forfatteren, 

politikommissær Søren Thomassen. 

Alle var enige om, at film var værre end 


billeder, og at film med lyd – sammen med 

overgreb på spæde børn – påvirkede mest. 

De ti ændrede alle indstilling til arbejdet og 

påtog sig et professionelt filter. 

»Efterforskerne formåede at fokusere 

ikke på selve overgrebet, men på efterforskningsmulighederne. 

På trods af filteret 

blev grænserne for det »ubærlige« langsomt 

rykket. 

Flere fortalte, at de med tiden følte sig 

mindre påvirkede, især når drejede sig om 

overgreb på teenagere. Der skabes en professionel 

distance på godt og ondt,« siger 

Søren Thomassen. 

Nøgenhed tabubelagt 

Halvdelen af de interviewede ændrede 

adfærd i hjemmet som følge af arbejdet: 

Tre begyndte at sove med undertøj på 

grund af bekymring for, hvordan deres egne 

børn ville opfatte nøgenhed. To sikrede sig, 

at de til enhver tid var påklædte derhjemme, 

fordi de ikke ville have, at deres børn 

skulle synes, at de var »mærkelige«. 

En betjent oplevede at miste sexlysten, 

fordi han i sit arbejde så børneporno blandet 

med voksenporno og dermed væmmedes 

og tændtes han på skift. Den blanding 

af lyst og afsky er ødelæggende for den 

naturlige seksuallyst. 

Det skete kun enkelte gange, at politifolkene 

tænkte på filmklippene uden for arbejde. 

Flere af dem havde dog klip eller billeder, 

der havde sat sig fast på nethinden. 

»Ni ud af ti ændrede adfærd i forhold til 

badning af deres egne børn, og de var for 

eksempel påpasselige med ikke at vaske 

kønsdele, fordi de ikke ønskede at give børn 

eller samlever anledning til at tro, at de 

overskred normale grænser,« siger Søren 

Thomassen. 

Flere af de interviewede lod også døren 

stå åben til badeværelset af samme årsag. 

Syv ud af ti fortalte ikke deres samlever om 

arbejdets detaljer med begrundelsen, at de 

ville skåne partneren. 

Ofte bemærkede de interviewede, at

kollegerne virkede nedtrykte, var i dårligt 

humør eller isolerede sig. Fire ønskede sig 

en bedre forberedelse til arbejdsområdet, 

mens var generel opbakning til fast psykologisk 

supervision. 

To ansatte mente, at efterforskningen 

skulle varetages alene af specialister. 

Faste medarbejdere aflastes 

Siden Søren Thomassens rapport er der 

blevet indført supervision med psykologer 

til de otte til ti faste medarbejdere hos det 

Nationale ITEfterforskningscenter (NITEC), 

der beskæftiger sig intenst med efterforskning 

af børnepornografi. 

Foreløbigt er det et forsøg, og det skal 

evalueres til efteråret. Men for kredsene 

og øvrige medarbejdere er der intet krav til 

supervision. 

»Det vil være vanskeligt at indføre obligatorisk 

supervision for kredsene, fordi de 

ansatte kun lejlighedsvist arbejder med 

børnepornografisk materiale,« siger Lars 

Torp, vicepolitikommissær i NITEC. 

På samme måde har de 49 aktive videoafhørere 

fået obligatorisk supervision, mens 

politiets sagsbehandlere ikke har det. 

»Vi forsøger at aflaste sagsbehandlerne 

ved at indføre et program med et søgefilter, 

der kan genkende materiale, man allerede 

har set. Et program undersøger både harddisken, 

dvd‘er og cdrommer for allerede 

læste filer og skulle gerne være med til at aflaste 

de ansatte i kredsene,« siger Lars Torp. 

> 

PAS PÅ DIG SELV 

Red Barnets psykolog Kuno Sørensen 

anbefaler, at man tager følgende 

forholdsregler, når man arbejder med 

seksuelt misbrugte børn: 

Undgå at se på billeder og film med 

børnepornografi en hel arbejdsdag 

Vær opmærksom på, at dine personlige 

grænser kan flytte sig 

Arbejd ikke alene 

Brug både individuel og gruppesupervision 

fire gange årligt 


SKANDINAVIEN RUNDT 

SVERIGE 

n noter 

Svenske patruljevogne 

får hjertestartere 

I foråret udrustede politiet i Stockholm 20 

patruljevogne med defibrillatorer, som kan 

starte et menneskes hjerte med strøm. 

Samtidig blev en række politier uddannet 

i at bruge apparaterne, for tiden er den 

afgørende faktor for overlevelse ved hjertestop. 

Forsøget med hjertestarterne er treårigt, 

og målet er at uddanne 100 politifolk i brugen 

af dem inden sommer. 

Politiet i Karlstad har haft defibrillatorer i 

fire patruljevogne siden 2000. Mindst et liv 

er blevet reddet, fortæller hundefører Magnus 

Jarneman: 

»Politiet skal jo øge trygheden i samfundet, 

og ofte er det politiet, der kommer først 

til en ulykke. Det er en jagt på sekunder.« 

-fie/polisen.se 

Luftpudebåd nyt 

svensk transportmiddel 

Politiet i Västmanland behøver ikke længere 

at holde sig til traditionelle transportmidler 

som biler, motorcykler eller helikoptere. 

Nu kan de svæve hen over Sveriges 

tredjestørste sø, Mälaren, i Søredningskorpsets 

nye luftpudebåd. 

»Luftpudebåden gør, at vi kan tage ud og 

lede både forår og efterår, når isen ellers 

hverken bærer eller brister. Båden er klar til 

indsats i løbet af 15 minutter, efter alarmen 

er gået,« fortæller LarsGöran Johansson, 

chef for politiets hundeenhed i Västmanland. 

At have adgang til en luftpudebåd er 

vigtigt for at øge sikkerheden på Mälaren, 

hvor sejlrender og revner i isen gør det besværligt 

at søge efter forsvundne personer. 

Tidligere har politiet kunnet rekvirere 

helikoptere og fly ved eftersøgninger 

– nu er luftpudebåden i lokalområdet, og 

den kan sættes hurtigt ind og kan søge i 

længere tid. 

Den kan desuden bruges i dårligt vejr, 

når det ikke er muligt at overvåge fra luften. 

-fie/polisen.se 


Sverige er Skandinaviens 

duks i mangfoldig 

rekruttering: 

Hver sjette 

politielev har 

anden etnisk 

baggrund 

Sverige er uofficiel nordisk mester i 

mangfoldig rekruttering. Hver fjerde svenske 

politielev er kvinde, hver sjette har en 

anden etnisk baggrund. 

Både Danmark og Norge har problemer 

med at tiltrække etniske ansøgere til 

både politi og administration, og derfor er 

en fællesnordisk vidensdeling sat i gang. 

En delegation fra Rigspolitiets personaleafdeling 

besøgte Politiskolen i Norge 

i foråret. Politi fra Island, Norge, Sverige, 

Finland og Danmark mødtes for at diskuttere 

rekrutteringsstrategier for at øge 

mangfoldigheden i medarbejderstaben. 

»Vi blev bekræftet i, at vi allerede gør 

det rigtige: nemlig at tage ud og møde 

målgruppen personligt. Den lokale rekruttering 

virker, og det var alle deltagende 

lande enige om,« siger Martin Gravesen, 

vicepolitimester i Rigspolitiets personaleafdeling. 

Unge svenskere vil gerne have en karriere, 

hvor der står »Polis« på arbejdstøjet. 

I hvert fald søger cirka 15.000 personer 

hvert år om optagelse på den svenske 

politiskole, og 1.660 kommer ind på uddannelsen, 

hvor der er studiestart to gange 

årligt. Hver fjerde elev er kvinde, og 

hver sjette har anden etnisk baggrund. 

Danmark har langt endnu: Sidste år 

var 22 procent af eleverne kvinder, mens 

blot fire ud af hundrede havde en anden 

» Dansk politi bør i en vis grad afspejle befolkningen. 

Især har vi brug for at få flere med anden etnisk 

baggrund. En mere ligelig sammensætning af 

politikorpset kan bidrage til en større forståelse for 

og tilslutning til politiets arbejde « 

Lene Espersen, justitsminister (K)

etnisk baggrund. Samme problem 

har Norges politiskole. Her er blot tre 

ud af hundrede med anden etnisk 

baggrund. I alt uddanner Norge årligt 

360 elever på Politihøgskolen. 

Fælles for både den danske og 

norske uddannelse var et fald i antal 

ansøgere i 2006 i forhold til året før, 

mens svenskerne kan glæde sig over 

NORSK POLITIBLAD 

FÅR PRIS 

at have fået flere ansøgninger end 

nogensinde før. 

I Danmark søgte knap 1.400 om 

optagelse, i Sverige 15.000, og i 

Norge var tallet cirka 2.000. 

-fie/jaa 

Vores kolleger i Norge begyndte i slutningen af 

2006 at udgive et personaleblad til alle ansatte i 

norsk politi. Og det har de gjort så godt, at de nu har 

fået en kommunikationspris for magasinet, som slet og 

ret hedder »Norsk Politi« og kan findes på www.politi.no. 

Prisen er givet for det bedste interne blad i 2006, og juryen bestod af folk 

fra forskellige dele af den norske kommunikationsbranche. De lagde vægt på, 

at bladet er et gennemført nyhedsmagasin af høj kvalitet, som skaber identitet 

og stolthed hos politiets medarbejdere. -fie/politi.no 

NORGE 

n noter 

Norsk sygefravær i bund 

Mens ansatte i norske virksomheder havde et generelt 

sygefravær på cirka 6 pct., var ansatte hos 

det norske politi anderledes raske med bare 4,8 

pct. sygefravær. Den gode statistik skyldes fokus 

på arbejdsmiljø og sikkerhed, fortæller sektionschef 

i Politidirektoratet i Oslo, Egil Svartbekk: 

»Vi har arbejdet med sundhed, miljø og sikkerhed 

i distrikterne kontinuerligt i mange år. Men vi 

har ikke nået målet endnu, og vi skal fortsat arbejde 

for at få sygefraværet ned.« 

Flere medarbejderundersøgelser viser, at de 

politiansatte trives på jobbet, og det er grunden til 

det lave sygefravær, mener Egil Svartbekk. 

-fie/politi.no 

Flere klager mod norsk politi 

Politidirektoratet i Oslo har offentliggjort den nationale 

statistik over klager fra befolkningen over 

politiet. I alt klagede 700 nordmænd efter mødet 

med en norsk politiansat sidste år, og det skal ses 

i lyset af cirka 400.000 anmeldelser, 1,8 millioner 

bileftersyn og udstedelse af 600.000 pas. 

I medierne blev klagerne udråbt til en regulær 

»klagestorm«, men de 700 klager svarer til cirka to 

klager per måned for hver af landets 27 politikredse. 

I fire ud af ti klager fandt politiet, at der 

var grundlag for kritikken. 

»Vi skal bruge tallene, så flere bliver glade for 

at møde politiet (..) Politiet ønsker at fremstå som 

en etat, der tager den enkelte borger alvorligt, 

også når det drejer sig om kritiske bemærkninger 

til politiets optræden,« siger vicepolitidirektør i 

Politidirektoratet Vidar Refvik. -jaa/politi.no 

Antallet af anmeldelser falder i Norge 

Også i Norge smiles der ved politichefbordene, 

når anmeldelsesstatistikkerne dumper ind. Ligesom 

her i landet falder antallet af anmeldte lovovertrædelser. 

I 2006 blev der anmeldt 276.651 

lovovertrædelser til det norske politi, og det er en 

nedgang på næsten 20 pct. siden 2002, skriver 

magasinet »Norsk Politi«. 

Hver sjette sag er simpel berigelseskriminalitet, 

nemlig indbrud og tyveri, men siden 2002 er 

antallet af den slags sager faldet med næsten en 

fjerdedel. Her i landet har vi i de senere år set en 

stigning i antal voldsanmeldelser, og nordmændene 

melder om samme tendens. Norges samlede 

opklaringsprocent lå sidste år på 37. 

-fie/politi.no 


FAGLIGT SET 

Respekt i marken 

– fordomme i baglokalet 

Gellerups nærpoliti behandler udlændinge med respekt og omsorg, 

men i baglokalet luftes fordomme og generaliseringer 


Af Louise Mejnertz 

Nærbetjentene Niels og Ulrik bevæger sig 

roligt rundt i den somaliske klub i Gellerupparken 

i det vestlige Århus. De tjekker, om 

der er gemt khat i klubben. De smiler og 

klapper de somaliske mænd på skuldrene. 

»Du klarer det godt, Muhammed,« siger 

Niels til den daglige leder. 

Senere samme aften er vi tilbage på 

stationen: 

»Somalierne er mindst 100 dummeår 

bagefter os. Da de kom her til Danmark, gik 

de ud for at samle brænde, for de kunne 

ikke finde ud af at lave mad på elkomfur,« 

siger Ulrik og griner. 

»Deres kultur ligger jo milevidt fra det 

her. De kommer fra jordhuler, og som Jens 

ynder at sige: Det første, de møder, når de 

bliver født, det er jorden. De bliver dumpet 

ud i halmen ligesom sådan et dyrebarn,« tilføjer 

Niels. 

Antropolog på arbejde 

»Baglokalesnak« foregår inden for alle 

fagområder. På hospitaler bruger sundhedspersonalet 

ofte humor til at træde ud af 

alvoren. De anfægter tabuer og bryder de 

normer, der gælder, når de omgås patienterne. 

I »baglokalet« hånes patienterne, kunderne 

eller cheferne, når de er ude af syne. Det 

skaber en distance til arbejdet, og de ansatte 

tanker op, så der er energi til de mennesker, 

de arbejder med. 

Under mit antropologspeciale fulgte jeg 

nærpolitiet i Gellerup i fire måneder og fik 

indblik i betjentenes brug af baglokalesnak 

som ventil. 

På trods af at nærbetjentene kender 

områdets udlændinge godt og får nedbrudt 

mange fordomme under det lokale arbejde, 

er forskellen på nærbetjentenes sprog i

marken og bag lukkede døre slående. Her 

lufter de generaliseringer omkring udlændinge, 

hvor gængse stereotyper og fordomme 

dominerer. Mødet mellem nærbetjentene 

og byens udlændinge bærer ellers præg 

af engagement, omsorg og respekt. Betjentene 

foretrækker det præventive arbejde, 

og det handler ikke om at stange en masse 

bøder over disken, men om at opbygge et 

godt netværk i området. 

Vi kender dem 

Nærbetjentenes arbejde bygger på personkendskab, 

og det er den mest synlige forskel 

på nærbetjentene og deres kolleger fra 

Århus Politigård. Mens vagtholdsbetjentene 

ofte foretager en hurtig overflyvning, fordyber 

nærbetjentene sig i konkrete sager 

og konkrete ballademagere. 

»Vi kender dem herude og møder derfor 

enkeltindivider. Kollegerne inde fra Gården 

møder en gruppe unge andengenerationsindvandrere,« 

fortæller nærbetjenten Erik: 

»Det er sådan, at en nærbetjent bruger 

den forreste del af sin hjerne på politiarbejde. 

Det er det, vi er her for. Men vi bruger 

også den bagerste del, og den bruger vi 

til at fungere som skolelærer, pedel eller 

socialpædagog.« 

Nærbetjentene involverer sig langt ud 

over stillingsbeskrivelsen. De hjælper unge 

udlændinge med at få job og komme ud af 

kriminalitet, de deltager i fodboldturneringer, 

besøger områdets klubber og finder 

ofte på alternative løsninger, når de unge 

laver ballade. 

Fordomme i baglokalet 

Nærbetjentene tager skarp afstand fra racistisk 

adfærd. Men når de smækker døren til 

bilen eller tager sig en kop kaffe i baglokalet, 

snakker de ofte om gruppen af somaliere, 

arabere eller muslimer. Snakken cirkulerer 

omkring generaliseringer og fordomme, 

som når nærbetjentene fremhæver, at udlændinge 

lever i en forældet tid. Muslimer 

er »primitive« og »middelalderlige«, og 

somaliere er »flere hundrede dummeår 

bagefter«. 

Udlændinge omtales i sarkastiske vendinger 

som perkere eller pindearme, men 

som nærbetjenten Bo en dag sagde til mig: 

»Vi siger nogle ting – også hårdt – men 

det er jo oftest sarkastisk ment. Det er i 

hvert fald ikke racistisk ment.« 

Ventil for arbejdet 

Jargonen i baglokalet er ikke udtryk for, at 

betjentene spiller en rolle, når de er i marken. 

Tværtimod. Hver dag møder nærbetjentene 

triste skæbner og konfronteres 

med samfundets mest socialt belastede 

borgere. 

De bruger tid og energi på at hjælpe 

mennesker og føler en stor forpligtigelse 

over for både udlændinge og danskere. I 

nærområdet kender og genkender alle 

nærbetjenten, og han kan ikke gemme sig 

bag uniformen. Arbejdet som nærbetjent er 

intenst, og når betjentene hver dag tager en 

masse ind, er det vigtigt, at de også tømmer 

ud. 

Gjorde de ikke det, ville de brænde ud i 

løbet af kort tid. Baglokalet er stedet, hvor 

de lukker op for ventilen og får afløb for 

hverdagens alvor. Her letter nærbetjentene 

presset, så de kan klare den til tider hårde 

hverdag, de oplever. 

Vedligeholdelse af det 

kollegiale fællesskab 

Snakken i baglokalet fremmer også fællesskabet 

og kendetegner en særlig kultur, der 

eksisterer inden for dansk politi. Når nærbetjentene 

»slår sig ned« i Gellerup, adskiller 

de sig geografisk og mentalt fra Gårdens 

betjente. 

Gennem baglokalesnakken mindsker 

nærbetjentene afstanden ind til kollegerne 

fra vagthold, som de vender tilbage til efter 

et til to år som nærbetjent. 

De erfarer, at tingene ikke er så sorthvide, 

som de ofte tager sig ud, når de suser 

igennem området i en patruljebil. Gellerup 

er faktisk et godt sted at være. Den erfaring 

deler de dog sjældent med kollegerne fra 

Gården, fordi de ikke vil opfattes som hellige. 

Louise Mejnertz blev i 2006 cand.mag. i etnografi 

og social antropologi. Hun bor i Skanderborg, 

er 29 år og i øjeblikket på barsel. Hun fulgte 

nærpolitiet i Brabrand fra efteråret 2005 og til 

foråret 2006. 

Glæd dig til næste nummer: 

 

 

 

 

 

 

 

 

forside_nr02_160507.indd 1 16/05/07 10:02:14 

Politi 02 udkommer den 

3. august 2007 


VERDEN RUNDT 

USA: 


Smil til bankrøveren 

Af Christine Kloster 

Hvordan får man en bankrøver til at opgive sit forehavende 

og gå tomhændet ud ad døren? FBIagent Larry Carr, der er 

ekspert i bankrøverier, er ikke i tvivl. De ansatte skal smile 

til ham. 

Lyder det underligt? Larry Carr er overbevist om, at det 

er hans system »Safecatch«, der har halveret antallet af 

bankrøverier i Seattle. I de første tre måneder af 2006 var 

der 80 røverier, i samme periode i år: 44. 

FBIagenten anslår, at 90% af bankrøverier i Seattle 

foregår ved, at bankrøveren afleverer en seddel til bankassistenten, 

hvor der står, at dette er et røveri. De vil helst 

aflevere deres seddel uden alt for meget opmærksomhed 

og uden at tale med nogen. 

Sidste år fik First Mutual Bank i Seattle besøg af en 

mand, der var iklædt solbriller, hat og havehandsker. Måske 

»The Garden Glove Bandit«, der hærgede området mellem 

En brud fra Georgia, der forsvandt kort før sit bryllup for 

et par år siden, optræder nu i en hvervekampagne for 

politiet. Jennifer Wilbanks var som sunket i jorden efter 

en løbetur. En uge efter dukkede hun op i en anden stat. 

Forklaring: Hun var blevet kidnappet. 

FBI undrede sig, og hun indrømmede, at hun havde fået 

kolde fødder. Reklamen viser en brud og teksten: 

»Træt af dit gamle liv? Prøv politiet.« 

Associated Press 29. marts 2007 

Colombia: 

En lastvognschauffør fra Bogota ærgrer sig 

nok over, at han ikke sagtnede farten inden 

et sving på motorvejen 200 km nord for 

hovedstaden. Lastvognen skred ud, og heldigvis 

slap chaufføren uskadt fra ulykken. Det 

gjorde lastvognen ikke, og da siderne og taget 

blev flået fra hinanden, røg lasten på næsten 

et ton kokain ud på vejen. Politiet mener, kokainen 

var på vej til havnen for at blive fragtet 

ud af landet med skib. 

Associated Press 20. april 2007 

Sydafrika: 

marts 2004 og november 2006. Bankdirektør Scott Taffera 

besluttede sig for at afprøve venlighedstaktikken. Han 

hilste hjerteligt på ham og spurgte, om han ikke skulle tage 

hans hat og jakke. Derefter ledte han ham over til en anden 

bankassistent, der fortsatte i samme stil. Den potentielle 

bankrøver bad om at få vekslet nogle mønter og forlod banken. 

Det er dog ikke altid, at systemet virker. 

»Hvis bankrøveren bliver truende, så råder jeg altid de 

ansatte til at gøre, hvad de bliver beordret til,« siger FBIagenten 

til Seattle Times. 

Seattle havde tidligere den tvivlsomme ære at være på 

fjerdepladsen i USA, når det gjaldt antallet af bankrøverier. 

The Seattle Times 

11. april 2007 

I landet, hvor en kvinde bliver myrdet hver 6. time, er man 

naturligvis meget opsat på, at resten af verden har tillid til, 

at de kan håndtere sikkerheden som værter for VM i fodbold 

2010. En længere indkøbsliste er ved at blive produceret. 

På den står bl.a. fire fly med videokameraer, der kan sende 

direkte til betjente på jorden. 450 millioner kr. er blevet bevilget 

oven i det normale budget. 

The Independent 29. marts 2007

Indien: 

Italien: 

En farlig blanding af sort magi, heavy 

metal og narko fik for et par år siden en 

gruppe satanister til at gå amok og gennemtæve 

nogle af deres egne og derefter 

begrave dem levende i en skov uden 

for Milano. De er bag lås og slå nu, men 

politiet støder på flere og flere af samme 

slags, så nu vil de oprette en enhed, der 

er specielt rustet til at tackle den slags 

forbrydelser. 

BBC 11. december 2006 

Blomsterduftende, selvlysende uniformer? Lyder det 

som en dårlig vittighed? Det bliver snart virkelighed for 

politiet i den vestlige delstat Gujarat. Selv efter vask vil 

styrken på 300.000 mand dufte godt, for uniformerne er 

blevet imprægneret med sejlivede duftstoffer, der kan 

modstå vand. »Vi ser frem til at fremstå med en behagelig 

aroma,« siger en højtplaceret politimand til Reuters. 

Reuters 13. marts 2007 

Spanien: 

Politiet i Madrid har netop anholdt en mand, der har 

gjort livet ubehageligt for nogle unge kvinder samt 

politistyrken. Korrekt uniformeret som betjent passede 

han kvinder op på gaden og bad dem om at assistere 

i efterforskningen af en sag. Herefter blev de 

kørt til et afsidesliggende lokale og befølt. Kvinderne 

gav et enslydende signalement, og så var det ellers 

bare om at ligge på lur efter den falske betjent. 

El Pais 14. april 2007 

New Zealand: 

Australien: 

Colin Barnett, en 46årig kunstner uden 

succes fra Melbourne, fik den lyse ide at 

stille en pakke med ordet »FREDSBOMBE« 

ved et galleri. Derefter alarmerede han 

politiet. De tog ingen chancer, afspærrede 

området og sendte bombeeksperter ind. 

Fredsbomben viste sig at være en lervase, 

og i stedet for anerkendelse har kunstneren 

netop fået en betinget dom på 15 måneders 

fængsel. 

The Australian 4. april, 2007 

Hvad gør man, når man har fået stjålet noget? Man melder 

det til politiet. Det var åbenbart den rygmarvsreaktion, der 

fik en midaldrende kvinde fra Napier til at gribe telefonen 

og anmelde tyveriet af sine tre marihuanaplanter. Det var 

angiveligt fjerde gang, det skete. »Jeg vil kunne have mine 

ting i fred, selvom de står udenfor,« brokkede hun sig til 

den lettere forundrede betjent. 

The New Zealand Herald 9. marts 2007 


AT FÅ TAGET DEN REDAKTIONELLE MØDOM 

Kend din læser på travet 

Konceptudvikler og journalist Knirke Egede kæmper med at finde sin kernelæser 

af det nye magasin – og med en stor portion præstationsangst 

Mens dette skrives, sidder 

min redaktør et sted og er 

præcis lige så rødglødende, 

som hendes hårfarve berettiger 

hende til. Denne klumme 

skulle være afleveret for 

mindst ti timer siden, men 

præstationsangsten har 

taget sit solide greb i mig. 

Ikke kun skal jeg skrive til 

et blads jomfrunummer. 

Den første gang er altid svær, resultatet bliver ofte lidt 

kejtet. Det ved alle... 

Men dette er ikke et hvilket som helst blad. Det er et 

blad, som mennesker ansat i politiet skal læse. Det er på 

en gang ret cool og temmelig angstprovokerende. 

Når en redaktion bag et magasin mødes, sætter man ord 

på den typiske udgave af læseren også kaldet en kernelæser. 

Denne fiktive læser får sit eget liv med tiden, og 

man refererer ofte til vedkommende i en vennesæl tone 

såsom: 

»Nu skal lille Louise også gide læse det.« Jeg har haft 

kernelæsere som eksempelvis lille Louise fra Bjerringbro 

og Gurli fra Ringsted. Henholdsvis til et musikblad og et 

website. 

Som freelancer er man sjældent med til at skabe en 

kernelæser, og under redaktionsmødet til magasinet 

opstod et sandt idébombardement af nørdet kriminalteknik, 

seriemord og alskens blå blink. For da vi opdagede, 

hvilken festbuffet af artikelemner det drejede 

sig om, blev vi forvandlet til en børneflok på fri fod i 

vej selvslikbutikken. 

Fantastiske forslag og inspirerende idéer føg gennem 

luften. Og redaktøren så mere og mere træt ud. 

»Men gider en jysk betjent læse om det – eller hende, 

der sidder på motorkontoret?,« spurgte hun igen og igen, 

mens vi andre lod begejstringen bisse gennem redaktionslokalet. 

Da mødet var slut, havde vi mange idéer at gå i gang 

med. Men jeg manglede stadig at få skabt et indtryk af 

kernelæseren. Ham eller hende, som jeg i mit eget hoved 

skriver til. Så jeg gennemgik mine egne politibekendtskaber. 

Den første politiperson er min søsters venindes mand. 

En meget, meget alvorlig og lidt selvhøjtidelig mand med 

det klassiske overskæg, som det påstås, at især den 

jyske del af styrken er glade for. Hvis jeg skal skrive til 

ham, kan jeg lige så godt opgive. Uanset hvad vil han 

synes, at jeg er alt for pjattet og useriøs. 

Der er også ham, som frekventerer min kærestes 

stamsted, og som indtager ufattelige mængder af fadøl 

og ofte bemægtiger sig jukeboksen med et »uden 

rock‘n‘roll går det ikke«. Han ville kunne lide korte artikler, 

gode interviews og en masse mindre nyheder. Han ville 

helt sikkert også være meget fokuseret på billederne. 

Men... der er faktisk lidt for meget gang i ham. Måske er 

min kernelæser mere alvorlig og eftertænksom, ligesom 

ham jeg sad ved siden af til et middagsselskab. 

Han var faktisk så alvorlig og eftertænksom, at han 

ikke sagde noget hele aftenen. Igen gik jeg i stå der midt i 

ideudviklingen. Indtil jeg så listen over, hvilke bøger og 

film vores potentielle læsere synes om. 

Så hvis jeg bare er samfundskritisk som Jan Gillou, 

underholdende som Dan Brown, velformuleret som Stieg 

Larsson, virkelighedstro som Sara Blædel og har lige så 

begavede pointer som John Le Carré, så vil jeg slet ikke 

have problemer med at fange og fastholde mine læsere. 

For første gang skal jeg skrive til nogle, der interesserer 

sig for akkurat det samme som jeg. Det glæder jeg mig 

meget til. Og min kernelæser? Tja, jeg forestiller mig 

egentlig bare mig selv – bare ansat i politiet.

Politi Magasinet 01 - 1. juni 2007 - Politiets

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?