Derfor er vi i Afghanistan! - Dansk Folkeparti

More documents

Recommendations

Info

En besserwisser på frelsermission Danske Banks udviklingsgeni Morten Albæk er blevet trist, rigtig trist, over Ny Alliances fiasko og DFs succes. Det hele er den dumme og indskrænkede danske befolknings skyld, fremgår det af hans bedrevidende nye bog, hvor selv banale sætninger fremføres på tysk…. Af Karsten Holt Idéudviklingschef i Danske Bank, filosof og forfatter, Morten Albæk (32) har fået caffe latten galt i halsen og skrevet en lille bitter bog, en slags udvidet Politiken-kronik, der skal afsløre, hvor hul og tom og kedelig verden er gået hen og blevet. Vi siger hele tiden ét, men gør noget helt andet. Vi lever i en glansbilledverden, som kun skal dække over et liv fyldt med sorg, depression, frustrationer og stress. Vi taler ikke nok med vore børn eller ægtefælle, vi orker ikke at engagere os i foreningslivet eller udtrykke taknemmelighed over det store arbejde, der udføres på vore skoler og i foreningslivet. Kort sagt: Gennemsnitsdanskeren eller ”middelklassen” er lige til at smide i affaldsspanden. I hvert fald i bogen ”Nedslag – mellem det vi siger, og det vi gør”. En bitter, bitter mand Men har Morten Albæk ret? Og hvor kommer dog al denne indestængte bitterhed fra – og hvilke løsningsmuligheder præsenteres den arme skyldbelæssede læser for? Under læsningen får man en nagende mistanke om, at Albæk ikke skriver til gennemsnitsdanskeren, men derimod storbyernes caffe latte-miljø. Det er specielt denne befolkningsgruppe, der indespærret i selvpromoveringens spændetrøje har travlt med at vise omgivelserne en skinnende glansbilledfacade, som i mange tilfælde kun er en kalket grav. Morten Albæk Nedslag Gyldendal 120 sider 149 kroner 30 Alligevel skal det ikke benægtes, at forfatteren giver en fin beskrivelse af menneskets – i øvrigt evige – dilemma: Skismaet mellem ideal og virkelighed, mellem tanke og handling. Det gode, som vi vil, det gør vi ikke - og det onde, som vi ikke vil, det gør vi. Ak ja, Albæk har såmænd ret, det er jo slet ikke det. Problemet er bare, at det har alle filosoffer og forfattere, der har beskæftiget sig med menneskets dualisme, haft siden antikken! Platon og Sokrates var der før Albæk, Jesus var der før Albæk, Paulus og Martin Luther var der før Albæk. De var der alle før Albæk. …i midtvejskrise Derfor er det heller ikke de meget banale betragtninger om besværlighederne ved at håndtere livet som helstøbt menneske, der er interessant ved bogen, men derimod på det psykologiske plan den konkrete årsag til Albæks store frustrationer og midtvejskrise: Det er vore politikeres skyld. Albæk udstiller et sjældent eksempel på (endnu en ældgammel foreteelse) politikerlede, hvis årsag skal hentes i det faktum, at partierne under de sidste to valgkampe ifølge forfatteren har skiftet meninger, som andre skifter underbukser. Det er uhæderlighed, og på den baggrund er det ikke underligt, at befolkningen er moralsk korrumperet, mener Albæk. Partiernes principløshed, det smarte spin og afstanden mellem form og indhold, får derfor Albæk til beundrende at tage hatten af for politikere, som ”vover” at bryde med partidisciplinen. I rosende vendinger omtales politikere som Birthe Rønn Hornbech, en gruppe unge liberale venstreløver og andre, som har hævdet deres egen mening på bekostning af fællesskabet. De bruger jo bare deres grundlovssikrede rettighed til kun at være bundet af deres personlige overbevisning. Det falder ikke et øjeblik Albæk ind, at et parti aldrig ville kunne fungere, hvis der – som han skriver andetsteds – i en folketingsgruppe sad 25 ”MIG A/S´er”, 25 solister. Det anfægter heller ikke Albæk, at vælgerne ikke kun stemmer på kandidaten, men i høj grad også på partiet. Caffe-latte profeten Morten Albæk, født 1975, byder i ”Nedslag” sine læsere på et tyndt opkog af dansktop-filosofi. Intet nyt under solen. . Og dybt bedrøvet Den vigtigste årsag til Morten Albæks dybe ”weltschmerz” er imidlertid en stor bedrøvelse over, at det ikke lykkedes for Ny Alliance at sætte en ny dagsorden i dansk politik. De havde jo den helt rigtige politik. Økonomisk var de ultraliberale og værdipolitisk var de venstreorienterede – præcis sådan som Morten Albæk og hans ligesindede elsker det. Ny Alliances ynkelige fald er den virkelige og hemmelige årsag til, at Albæk føler trang til at revse de dumme danskere, som slet ikke fattede Naser Khaders storhed, bare fordi en ” bestilt DF-vælger” fra Kalundborg formåede at ødelægge alt ved at stille et flabet spørgsmål om Ny Alliances skattepolitik. Anmelderen, der selv var til stede ved det pågældende arrangement, kan i øvrigt oplyse, at Albæks påstand intet har på sig. I bogen indrømmes det lidt nødtvungent, at Ny Alliances strategi slog fejl, men politikken var derimod den helt rigtige. Samtidig indrømmer Albæk, at DF var det eneste parti, der ikke ændrede holdninger under valgkampen, men hvad nytter det, når DF-vælgere skildres som ”fundamentalister” og ”sorte tempelherrer”? Hvad skal vi arme stakler nu stille op med vores elendige liv? Jo, udover at stemme på politikere, som holder, hvad de lover, og lever op til deres ”principper” (Ny Alliance?) skal vi til at være mere gode og rare ved hinanden. Vi skal lade være med at lyve om vores liv og udtrykke taknemmelighed, samtidig med at vi er åbne over for det ”globale”. Vi skal lade være med at være hyklere. Morten Albæks anvisninger på et bedre liv er desværre bare et opkog af banalfilosofien i de gamle dansktop-sange á la ”Rigtige venner kan ej købes for penge”. Til sidst skal vi tvinge os selv at ”tvivle” på det, vore politikere siger, når de f.eks. fører kamp mod muslimske fundamentalister. Men ærlig talt: Tvivl som grundlag for al politisk handling? Det fører til handlingslammelse. ”Eders tale skal være ja ja og nej nej”, som skrevet står… Foto: Scanpix
Israel 0 år - en personlig fødselsdags- Af Søren Espersen, MF Sig ordet ”Israel” til hvem som helst - og straks vælder der følelser frem. Og følelserne er mangeartede - afhængig af adressat. Det kan være hadefulde følelser eller kærlige, det kan være indignerede følelser, det kan være sørgmodige, religiøse eller bitre følelser, det kan være frustrerede, varme eller beundrende følelser. Men ved den blotte udtale af ordet Israel varmes altid op under kedelen. Det eneste, ordet Israel med garanti aldrig medfører, er ligegyldighed. I anledning af Israels fødselsdag har redaktøren bedt mig skrive min personlige fødselsdagshilsen til den 60-årige. Det gør jeg jo med glæde, for jeg elsker Israel. Det siger jeg, så der lige fra starten af denne fødselsdagshilsen ikke skal herske den ringeste tvivl om, hvor jeg står: Man vil altid finde mig på Israels side! Så er dét sagt, og dermed et hjerteligt tillykke til fødselaren; og herefter vil jeg så bruge min plads til en kort gennemgang af, hvad det moderne Israel er for en størrelse, og hvordan Danmark ser på landet. En dansk højskoleforstander, Anders Dolleris, rejste ved år 1900 rundt i Det Hellige Land og kunne i sin bog om turen berette, at Jerusalem med forstæder havde 70.000 indbyggere - heraf mere end halvdelen jøder, 15.000 kristne og kun 8.000 muslimer. Den lille detalje fortæller jeg tit, når jeg er ude på gymnasier og talen falder på Israel, for også på gymnasierne er interessen for konflikten glødende; og alle har en holdning til forholdet mellem israelere og arabere, mellem jøder og muslimer. Det vækker mistro, når jeg fortæller, hvad den gamle højskolemand skrev - og det slår mig altid, at selv i en situation, hvor interessen for Israel er enorm - så aner man ikke - og det gælder både lærere og elever - i virkeligheden ikke noget om den historiske baggrund. Det begynder at blive trivielt og lidt foruro- ligende, når jeg for 17. gang på 17 forskellige gymnasier af godt begavede og tydeligvis velformulerende gymnasieelever er blevet belært om at: ”...Efter at jøderne havde været igennem Holocaust, så var alle de vestlige lande, specielt England og USA så flove over det, der var sket, at de - af medlidenhed - sørgede for fra forskellige destinationer at etablere en luftbro til Palæstina. Her fløj så en hel masse amerikanske og engelske og tyske og polske jøder af sted. Og da de kom derned, jagede de med krudt og kanoner, godt hjulpet af englænderne og amerikanerne, alle palæstinenserne ud af deres huse - og sendte dem i flygtningelejre, hvor de så har siddet siden.” Og så tilføjer gymnasiasten bebrejdende: ”Hvordan kan du forsvare det land?” ”Næh”, siger jeg og indrømmer, at, hvis det forholder sig, som de siger, kan det ikke forsvares, men hvad nu hvis denne almindelige myte om Israel ikke holder? Og så fortæller jeg dem om højskoleforstanderen, og jeg forklarer dem, at der til alle tider har boet jøder i Hebron, Safad og Jerusalem. Jeg forklarer dem, at Sir Moses Montefiore byggede nye jødiske kvarterer udenfor Jerusalem allerede i 1840erne. At det første jødiske kollektiv, Petah Tikva, allerede blomstrede i 1880. At det jødiske samfund i Palæstina i 1870 var så stort som 30.000, hvoraf en tredjedel boede i Jaffa, Safed, Hebron og Tiberias - mens to tredjedele boede i Jerusalem. Og jeg fortæller dem, at Naser Khaders forfædre kom til Palæstina i 1940erne, mens Israels fhv. ambassadør, Carmi Gillons forfædre kom til Palæstina i 1840erne. At FN allerede i 1947 tilbød de palæstinensiske arabere deres egen stat på Vestbredden og i Gaza, men at de dengang sagde nej. hilsen ”Artiklens forfatter ses her stående på Masada-klippen med Det Døde Hav i baggrunden” Oplysningerne bliver mødt med mistro, og det forstår jeg godt, for det er jo så helt anderledes end det, man har fået at vide om Israel. Hvis jeg har tid, sørger jeg også for at fortælle, at Israel ikke bare er krudt og kugler. At Israel, på trods af 60 års konstant krise og krig, stadig har formået at forblive et demokratisk land. At Israel er førende i verden på en række videnskabelige områder, på kulturområdet og på undervisningsområdet, at mænd og kvinder er aldeles ligestillede, at man engagerer sig levende i dyrebeskyttelse, økologi og miljø. At der er fuld ytringsfrihed. At frihedsrettighederne for den enkelte i det hele taget er sikret. Hver og en af det nævnte i skærende modsætning til de omkringliggende arabiske stater, hvor den middelalderlige feudalisme hersker. Det har været 60 svære år for Israel. Og trist for israelerne at måtte leve med, at landet fra slutningen af 1960erne blev international prügelknabe nr. 1. Noget tyder dog på, at vinden igen er ved at vende, således at Israel igen kan indtage sin plads i hjertet af den frie verden. Stormagter som Tyskland og Frankrig har eksempelvis på det seneste tydeligvis begrebet, at Israel er en oase i en ørken af formørket feudalisme, og at den frie verden bør satse på Israel. Det skulle ikke undre mig, om Israel inden for en kortere årrække knyttes til NATO, som jo mere og mere fremstår som frihedens alliance imod fundamentalismen. Og EU...? Tjah, hvorfor ikke? Når Tyrkiet, som også ligger i Asien, er blevet kandidatland - så bør Israel vel også kunne optages. Når det gælder Israel behøves i øvrigt ingen ”overgangsperiode”. Israel er på så højt et niveau - og lever på alle områder op til EUs krav, at landet ville kunne indtræde som fuldt medlem inden for et år. For os, som har valgt frihed frem for ufrihed, er det nu tiden at støtte og hjælpe Israel alt, hvad vi kan. Tillykke, Israel, med de 60 år. 31 Foto: Yvette Espersen
Page 1 and 2: Nr. 2 • april 2008 • 12. årgan
Page 3 and 4: nyhedsbrev Et folketingsår lakker
Page 5 and 6: I den forbindelse er det værd at n
Page 7 and 8: en del penge, men Dansk Folkeparti
Page 9 and 10: Chopper - en af Hjemløsehusets man
Page 11 and 12: Afghanistan sætter livet på spil?
Page 13 and 14: Foto: Karsten Holt Hjemvendt fra kr
Page 15 and 16: ”Undulaterne findes i alle regnbu
Page 17 and 18: Foto: Scanpix mand, der er på kant
Page 19 and 20: DF-Stevns. Generalforsamling. Keld
Page 21 and 22: Spændende tur til Bruxelles for vo
Page 23 and 24: L 49. Forslag til lov om ændring a
Page 25 and 26: ndse Lissabon-traktaten En forfatni
Page 27 and 28: klub kunne komme uanset køn eller
Page 29: aggrund af en spirende religiøs v

Derfor er vi i Afghanistan! - Dansk Folkeparti

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?