P. Baunsgaard

KREDITKASSEN FOR HUSEJERNE I KJØBENHAVN
Stiftet ifølge „Fundats og Convention", approberet
1. marts 1797 for „med Pengelaan at
hielpe Huuseierne i Kiøbenhavn, og fornemmelig
saadanne, som uagtet en ellers tilstrækkelig
Formue, af Forlegenhed for rede Penge
hindres fra, efter Ildebranden den 5te til 7ende
Junii 1795 igien at opbygge eller fordelagtigen
at indrette deres Huuse eller og ved Opsigelse
af Prioritet kunde vorde nødte til at sælge
deres Ejendomme under den reelle Vaerdie".
Dette er fundamentet for kreditkassen, nedlagt
i ovenciterede fundats og konvention angående
en Credit-Casse for Huuseiere i Kiøbenhavn.
På denne grund rejste bygningen sig
langsomt, nær forbundet med landets historie
i sin udvikling som i sit udspring. Københavnsbombardement
i
1807 ødelagdeejendomme,
hvori
kreditkassen
havde pant,
for 106.662%
rdl., og kun
den omstændighed,
at statenudbetalte
de brandlidte
fuld
krigsskadeserstatning
reddede kassen
for tab.
Værre gik det
kassen ved
statsbankerotten.
Ved
frd. B/J 1813
blev kassens
kasseobliga­
tioner, da de
var forsynet
med kgl. garanti,omskrevet
fra courantdaler til rigsbankdaler med
uforandret pålydende. Panteobligationerne til
kreditkassen blev derimod omskrevet fra courant-
til rigsbankdaler med et lavere pålydende,
bestemt efter „den forstrakte Sums virkelige
Værdie" under hensyn til de modtagne
pengerepræsentativers nedsatte værdi (A. S.
Ørsteds Haandbog I, 265). Pantegældens nedskrivning
var der vel næppe noget at sige til,
for som Ørsted V 239 siger „det er kun i en vis
Forstand, at denne Forordning har nedsat den
Sum, Debitor havde at betale, ti den indførte
et nyt Betalingsmiddel, der vel var af ringere
Værdi end den forrige Courant oprindeligvis
havde, men dog var af større Værd end samme
havde paa den Tid, Forordningen udkom".
Det katastrofale for kreditkassen var, at den,
skønt den kun skulle være mellem mand for
det samme beløb, således at debitor- og creditorsiden
opvejede hinanden, nu pludselig fandt
sig som debitor for kasseobligationer til beløb
2.926.300 rdl., men kun som kreditor efter pan­
teobligationer til beløb 1.790.381 2/3 rdl. Herved
kom kassen i høj grad i strid med en sætning,
der følger af forholdets natur, nemlig at
kasseobligationsmassen ikke må overstige panteobligationsmassen,
en grundsætning der for
kreditkassens vedkommende var nedlagt allerede
i den oprindelige fundats og som et halvt
århundrede senere blev fastlagt i „kreditforeningernes
grundlov", loven af 2( V