Jubilæumsnummer - Forside

I FAMILIE MED DEN ALLERFØRSTE
| Islandshunden
af Jørgen Metzdorff
Som det kan læses i dette nummer af Islandshunden
– såvel i mange af de foregående 53 numre – har den
Islandske Fårehund levet en omtumlet tilværelse og
det er først i 1973, at den som race bliver registreret for
første gang i Danmark.
Denne artikel, der baserer sig på research og information
foretager af bl.a. Susanne Frohn Nielsen, Leif Lehmann Jørgensen,
Karen Tøttrup Jensen og Else Westermann, fortæller
mere om den Islandske Fårehunds indtræden på den danske
hundescene.
Tilbage i år 1900 skriver lægen Chr. Schierbeck, i tidsskriftet
’VORE HUNDE’, at: ”den Islandske Spids forekommer mig at
være en del af det trekløver, man herhjemme burde opelske”.
Dette er skrevet efter at han, der praktiserede både i
Reykjavik og København, havde hjembragt en Islandsk Fårehund
til Danmark.
Chr. Schierbeck fortsætter: ”Grunden til at den Islandske
Spids er så overordentlig sjælden her, ligger først og fremmest
i det sørgelige faktum, at den, trods alt hvad der siges i
modsat retning, også er sjælden på selve Island. Man finder
den kun på de bøndergårde, der ligger ved øde fjord, hvor
der kun er yderst ringe skibsfart, og indtil for nylig slet ikke
har været. På alle de bekendte fjorde og i selve Reykjavik er
racen kun blandet med de talrige franske og engelske køtere,
der færdes der”.
Som det kan læses i andre artikler i dette nummer af Islandshunden
ligger opfattelsen om, at hunden er sjælden, tæt op
af, hvad både Mark Watson, Hans-Åke Sperne og Gudrun
Ragnars Gudjohnsen også har konstateret.
I beskrivelsen af racen skriver Chr. Schierbeck videre: ”Dets
pels er tæt stoppet med uld, der kan kæmmes af den i totter
FAMILIE
Fra den samme FAMILIE
når den fælder. Det er altså en virkelig pels; den har blanke,
bløde, lange hår og den ligner lidt bjørnens. Farven er hyppigst
hvid, guldhvid, plettet brun, sjældnere sort”.
Et andet af racens særlige kendetegn, ørerne, får denne beskrivelse
af Chr. Schierbeck: ”Ørene skal kunne rejses fuldstændigt,
end ikke en eneste millimeter af det spidse øres
yderste flig må hænge når dyret lytter; og det gør det næsten
stadigt, fine lodne øren, ret op og ned som hesteøren”.
Chr. Schierbeck fortæller også i sin beskrivelse, at racen er
overordentlig lærevillig, har en udpræget stedsans og stort
set aldrig behøver at blive skældt ud.
Chr. Schierbecks artikel i VORE HUNDE afsluttes med: ”efter
over 2 års ophold på dette vort biland [Island - blev selvstændig
republik i 1944], kender jeg knap en snes ægte
hunde foruden min”.
I dag kender vi heldigvis langt flere hunde end det antal der
nævnes ovenfor. På verdensplan er der tale om ca. 5.000
individer og racen er som sådan ikke længere truet af udryddelse.
Når det er sagt, skal det siges, at racen genetisk
er meget smal og at en stor del af de danske familier er i
familie med hinanden – for manges vedkommende skyldes
det den første officielt registrerede Islandske Fårehunde i
Danmark – Katla Fra Keldum – der blev registreret i 1973.
Katla Fra Keldum er født d. 11. marts 1973 på Island og udstilles
første gang på Dansk Kennel Klubs internationale udstilling
i Ålborg d. 18. maj 1974, hvor den blev bedst i racen
(BIR). Succesen fortsatte med BIR på udstilling i Horsens d. 4.
august 1974 og hun fik det tredje og certifikat allerede på
udstillingen i Odense d. 24. august 1974.
JØRGEN METZDORFF