Jubilæumsnummer - Forside

UHM - ET VIGTIGT REDSKAB
| Islandshunden
af Ulla Sonne
Allerede fra morgenstunden var jeg anspændt. Islandsk
Fårehundeklub skulle afholde sin første mentalbeskrivelse
i Ringe. Og det var ikke en premiere i
stilhed; det foregik i forbindelse med at klubben afholdt
det internationale møde for ISIC – den Internationale Komité
for Islandsk Fårehund
Vi havde netop fået drøftet os frem til en ønskeprofil på racen
i samarbejde med Dansk Kennel Klub og dermed fået
grønt lys til at afholde UMH-beskrivelser. (Vi var i den sammenhæng
Jette Gram, som også påbegyndte beskriveruddannelsen
men desværre måtte melde fra undervejs, klubbens
bestyrelse samt undertegnede).
Som den første i klubben var jeg blevet uddannet mentalbeskriver
og nu skulle vi vise både klubben og alle gæsterne
fra Island, Finland, Holland, Sverige, Norge og Tyskland hvilket
nyt redskab vi skulle tage i brug.
Jeg følte mig dybt ansvarlig, dels for om alt var på plads og
ville fungere og dels om vores unghunde kunne klare alle
det momenter de skulle igennem. Jeg var især spændt på
hvordan hundene ville reagere på skud og momentet med
spøgelserne, og hvordan kunne en så broget og stor flok af
tilskuere se og forstå hvad der foregik? Selvfølgelig gik det
godt. Jeg tror at alle deltagere og ikke mindst hundeførerne
fik en stor og tankevækkende oplevelse.
Unghundene klarede det meget bedre end jeg havde frygtet.
Kun én blev standset under skud, da den flygtede væk
fra banen. Jeg var lettet og følte at vi var sande pionerer.
Det var i 1999 og de beskrevne hunde dannede dermed den
grundstamme af beskrevne hunde som vi nu har på 3. - 4.
generation, her 8 år efter.
Ikke alle 11 unghunde har været brugt i avl, og igen er det
langt fra alle afkom der er blevet beskrevet og deres afkom
igen o.s.v...
Det som har standset kæden af beskrevne kuld er oftest HD.
En af mine egne tæver, der blev beskrevet blandt de første
11, fik godt nok flere kuld som også blev beskrevet da de
var gamle nok, men ingen af dem er kommet i avl bl.a. på
grund af HD. Derfor slutter kæder for den ”stamhund” efter
2. generation. Nogle opdrættere fandt det ikke vigtigt at
fortsætte med at få ”stamhundens” hvalpe beskrevet da de
blev unghunde.
Det har taget tid at ændre opdrætternes holdning til det
mentale indhold, eksteriøret har for mange været det vigtigste.
Det har også brudt kæden i generationerne efter.
Men langsomt har vi alligevel fået ændret holdningen gen-
UHM
. generations UHM hunde
nem årene. Flere medlemmer af Islandsk Fårehundeklub har
taget mentalbeskriver uddannelsen, først Else Westermann
og Anette Ingemann og i år Marianne Bratlann og Bettine
Nordsejl. Sammen er vi i stand til at afholde flere UHM-dage
og virke som ambassadører for den mentale kortlægning af
racen.
Meget er blevet nemmere når vi taler om at få opdrættere
til at indse vigtigheden af at kende avlsdyrenes og deres
afkoms mentale indhold. I de første år blev UHM-dage arrangeret
ved at jeg bogstavelig talt ringede rundt til hundeejere
jeg kendte i klubben og overtalte dem til at deltage, så
vi kunne få fyldt holdene op.
I dag er det helt anderledes; det er heldigvis blevet et ønske
blandt mange medlemmer at få beskrevet deres unghund.
Det skylder især opbakning fra kennelerne. Flere af dem får
arrangeret at hele kuld møder op, og får dermed set hinandens
hundes beskrivelse, det er en meget spændende oplevelse
ikke mindst for opdrætteren.
Desværre er det kun en del at de kommende avlsdyr der får
en mentalbeskrivelse, det gør det til en” hullet” og upræcis
vurdering at arveligheden på de mentale profiler vi vil tegne
et diagram over. En beskrevet hund kombineret med en
ubeskrevet giver ikke så godt et materiale til analyse.
Vi har i dag kun få hunde der er blevet beskrevet som 3. eller
4. generation efter de første pionerer. Det er her vi kan
se de mest interessante resultater. Rædsel , nysgerrighed,
flugttendenser, aggressioner, skudrædsel eller skudfasthed
og kontaktvillighed overfor fremmede, flere af de ”væsentlige”
reaktioner der tegner en hund på godt og ondt, kan vi
se gennemslagskraften på, hvis vi kender begge forældres
resultater.
Det kræver desuden at opdrætteren er villig til at tage oplysningerne
til efterretning på begge avlsdyr, ellers er man
lige vidt.
Jeg har selv som opdrætter stået i en situation hvor min avl
afhang af en enkelt tæve. Uden hende havde jeg ingen avl,
men beskrivelsen var ikke tilfredsstillende, så mit hensyn til
tæven og hendes afkom gik forud for mit ønske om at opdrætte
hvalpe. Det er ikke let. Jeg er pt. ude af avl, men er
startet forfra med en lovende ny tæve som er 9 mdr. nu. Hun
bliver kun brugt i avl hvis helse, mentalitet og udseende er
ok. I den rækkefølge.
Vi kan desværre ikke forvente at alle er lige kritiske, men
tænk visionært; det bør man være hvis man ønsker at bevare
en sund og stærk race.
Jeg har en bøn til alle som ønsker at lade deres unghund