Jubilæumsnummer - Forside

D
og hengiven, og er et ideelt husdyr. Islandshunden blev
første gang udstillet i London i 1880, men racen blev først
anerkendt af The English Kennel Club i 1905.
I slutningen af 1800-tallet blev nogle eksemplarer taget til
Danmark, og racen anerkendtes af Dansk kennelklub i 1900.
Der findes kun få Islandshunde i USA og Canada, og de er
ikke anerkendt af de respektive landes kennelklubber.
De fleste gårde på Island har en eller flere hunde, men den
ægte Islandshund er blevet en sjældenhed og er kun blevet
fundet på gårde i de mest afsidesliggende dale og fjorde.
Trods et forbud mod indførsel af fremmede hunde, som har
eksisteret siden 1904, forekom der inden da med sikkerhed
opblanding af blod, og gennem de sidste 40 år er et antal
lovligt indførte Collier blevet blandet med den oprindelige
hund.
De Islandshunde som indførtes i England fra Island i
1950’erne. Blev valgt nøje ud, og afkommet er blevet af rette
type. Siden 1958 har mange Islandhunde deltaget med held
på hundeudstillinger i England under Kennelklubbens beskyttelse.
Der findes nu 50-60 Islandshunde i Storbritannien.
En han og en tæve er for nyligt blevet importeret fra Island
med henblik på at tilføre friskt blod til de engelske Islandhunde
som begynder at blive indavlede. Man regner med
at racen bliver meget populær i England.
Tidligere har menigmand i Island ikke været tilstrækkeligt interesserede
i Islandshunden til at begynde selektivavl, hvilket
er årsagen til at ægte hunde sjældent ses. Dog findes der
en kvinde i det sydlige Island som avler rene dyr. For flere år
siden anskaffede hun sig en ægte Islandshund og satte sig
for at redde racen fra at uddø. I løbet af nogle år var hun ble-
RACENS REDNINGSMAND
vet ejer af 5 hunde af ren race i forskellige aldre og har siden
haft mange kuld som er af god type. Hun har eksporteret
hunde til USA, Canada og flere europæiske lande.
I 1969 grundlagde en lille gruppe hundevenner den Islandske
Kennelklub (Hundaræktarfélag Íslands), med samme
målsætning som kennelklubber i andre dele af verden.
Islandshundens berømmelse er stadig stigende og forespørgsler
om den modtages fra mange lande.
Så vidt vides er den umiddelbare fare for at racen skal dø
ud, drevet over, og man må håbe, den ikke dukker op igen,
eftersom Islandshunden har været en god og anvendelig
kammerat for den islandske nation i såvel gode som onde
tider siden de første bosættelser. Man regner med at en
hundeudstilling skal holdes på Island under beskyttelse af
den nyligt dannede Islandske Kennelklub.
I sin bog ”The Iceland Dog”, påpeger Watson, at han hos to
kilder (Eggert Olafsen, 1744 og Joseph Banks, 1772) har fundet
beskrivelser af tre typer Islandshunde: ”Hunting Dogs”, ”Dwarf
Dogs” og ”Sheepdogs”. Af disse er det tænkeligt, at de selskabshunde,
der omtales som populære hos engelske ladies, er de
omtalte dværghunde.
Historisk set kan man derfor ikke sætte lighedstegn mellem
betegnelsen Islandshund og det som kender som Islandsk Fårehund.
Watson fremfører en teori, at jagt- og dværghundene uddøde
i slutningen af 1700-tallet da Island hjemsøgtes af katastrofer
i form af vulkanudbud, jordskælv, epidemier og hungersnød.
Han mener at kun fårehundene (Fjárhundur) var de hunde som
overlevede denne svære tid i Islands historie.
Jubilæumsnummer august 2007 |