Jubilæumsnummer - Forside

ner til at vise dem frem. På den første dags lange rejse mod
Akureyri var der indlagt to stop til at bedømme 6 hunde. Til
skolen i Laugarbakki kom to gode tæver og en meget velbygget
hanhvalp med højt båret, velformet hoved, stram,
fin overlinie og god pelskvalitet. En dårligt bygget og typemæssigt
svag tæve fik en 3.præmie.
Hos dyrlægen i Varmalid bedømte vi en meget kønspræget
og velproportioneret tæve med smukt hoved og udtryk,
samt en hanhund af god kvalitet.
På andendagen havde vi gennem HRFÍ’s lokalafdeling i Akureyri,
fået adgang til lokaler på Dyrehospitalet. Her mødte vi
en meget varieret samling på 16 hunde. Der var alt fra meget
lavtstillede, næsten kortbenede hunde med kort overarm,
næsten rund brystkasse og ekstremt bred front med
overbygget bagparti til ekstremt korte, tynde og højtstillede
individer med kort flad brystkasse og næsten ingen vinkler,
hverken for eller bag.
For første gang på Island fik jeg set en hund som var ægte
grå. Desværre havde den hængeører og var så tyk, at den var
meget svær at bedømme. En hanhund havde fået sine hjørnetænder
klippet af sin fåre-ejende herre. Han sagde, det var
blevet gjort for at hunden ikke skulle skade fårene. Da jeg
løsnede dens meget stramme halsbånd, påstod han at “den
helvedes hund” var meget rarere når båndet var stramt. På
det punkt var vi uenige.
Nogle gode hunde resulterede i 6 førstepræmier. Resten fordelte
sig på 2., 3. og 0’er. Dagens bedømmelser sammenfattedes
af dommerne som lidt vel ”venlig”. Mine tanker gik til
en venlig, tålmodig mand som havde rejst meget lang for at
komme til bedømmelse med en krytorchid hund, uden at
være klar over det. Man må minde sig selv om formålet med
eksteriørbedømmelsen, når det føles trist at måtte give et 0
og en besked om, at hunden ikke må anvendes i avl.
I forbindelse med en sommerlig hundeudstilling og ved
et anatomikursus som jeg holdt i en iskold uge i oktober,
bedømte vi yderligere 7 hunde i opsporings øjemed. Det
indebar at næsten 30 hunde blev vurderet det første år. I de
følgende år er flere kommet til og jeg anslår at ca. 50 hunde
SVEND BRANDT JENSEN
OPSPORING AF ISLANDSKE FÅREHUNDE
Om ikke diamanter
så i hvertfald perler i
den islandske natur.
har passeret vores øjne og hænder. De af dem, som har tilstrækkelig
kvalitet, er efter afstamningsundersøgelser blevet
registreret i HRFÍ’s register for hunde som under specielle
forudsætninger kan anvendes i avl.
I 1997 og 1998 har der været hundesamlinger ved HRFÍ’s
klubhus i Sólheimakot udenfor Reykjavik. En hundesamling
på Øst-Island i 1997 måtte opgives, da der var alt for få tilmeldte.
Stambogen er stadig åben og her i maj ‘99 skal vi
atter bedømme nogle hunde, når jeg alligevel er på Island
for at afholde et kursus. Hvem ved, hvad vi får at se? Hvordan
det videre kommer til at gå med opsporingsarbejdet i de
islandske landsbyer ved jeg ikke.
Det har været en fascinerende opgave, sammen med Gudrun
og Sigridur at bedømme “mulige Islandske Fårehunde”,
og det er fantastisk så enige vi har været i vores kvalitetsbedømmelser.
Kun en enkelt gang har vi behøvet at diskutere
visse detaljer for at nå til en fælles afgørelse. Og da vejede de
islandske dommeres erfaring naturligvis tungest.
Hvordan gik det med drømmen om den uslebne diamant?
Efter de første 22 bedømmelser stod et par særligt gode
individer klart i erindringen. Ædle stene, men ikke helt diamanter.
Håbet om at finde den uslebne diamant blandt de
uregistrerede hunde svandt i takt med at bedømmelserne
skred frem. Men da jeg mindst ventede det gnistrede en diamant
af den klareste slags for mine øjne. Pludseligt stod han
der og lyste, i særskilt klasse (specialregister) da jeg dømte
på DÍF’s klubudstilling nogle år efter. Du kan se ham på forsiden
af den årskalender med Islandske Fårehunde, som blev
udgivet på Island for året 1999, (gengivet på bagsiden af Islandshunden
nr. 1/99). Der sidder han med de snedækkede
Islandske bjergtinder bag sig og Rebbi er hans navn i HRFÍ’s
register over Islandske Fårehunde.
Det viste sig, at vi i dommergruppen, nogle år tidligere i
forbindelse med opsporingen, havde bedømt ham som
værende en særdeles lovende hanhvalp. At kalde ham lovende
viste sig ikke bare at være sandt på det tidspunkt. Han
levede op til at blive den uslebne diamant som jeg drømte
om på min første rejse til Island for mange år siden.
Jubilæumsnummer august 2007 |