Jubilæumsnummer - Forside

BERETNING FRA AVLSUDVALGET
| Islandshunden
Langt oppe i det nordlige
af Else Westermann
Det er en ø med voldsom natur. Storm og regn, sol og
stille vejr skifter hele tiden, men de klare elve er fulde
af fisk, og i de grønne dale græsser fårene, og over alt
er der heste. På en gård i Skagafjord bor Helgi med sine
forældre og 2 små søstre. De har langt til naboer, men der
er 3 hunde og fem heste og mange hundrede får.
Sådan starter en børnebog fra Island ”Helgis store dag” af
Svend Otto S. Den beskriver på udmærket vis den betydning
den islandske fårehund har haft for den islandske bondefamilie
gennem mange hundrede år.
Den islandske fårehund er meget kort beskrevet en gårdhyrde-vogter-rednings-familiehund,
der gerne følger sin familie
i tykt og tyndt. Disse forhold har skabt en meget robust
og sund hund, der er utrolig god til at tilpasse sig, og har
et væld af evner, der bare venter på at blive stimuleret og
brugt.
ISLAND
Atlanterhav ligger ISLAND
”En islandsk fårehund er god at have – to er bedre, men tre er
ikke én for meget – for det er de dejligste hunde, der findes.”
(citat fra bogen: ”Islandsk fårehund” udgivet af Dansk Kennel Klub)
”Nu kan han (Helgi) ride alene på fisketur, men en af hundene
følger ham altid. Den har hvide poter, og derfor hedder den
Lappi. Lappi og Helgi er altid sammen.”
Det er alle disse gode egenskaber, sundhed og robusthed,
der er fremelsket gennem 1000 år, vi skal forsøge at bevare,
og det var den fælles kærlighed til denne dejlige og alsidige
familiehund, der for 10 år siden fik en gruppe mennesker til
at gå sammen og danne Islandsk Fårehundeklub.
”Som alle islandske drenge ønsker han at være med til den store
fåresamling oppe på fjeldet. Hestene er ivrige, hundene gør, og
Helgi er den gladeste dreng på Island. Helgi kender stedet, og
han ved, at Lappi kan finde vej, hvis han selv farer vild.”
De forhold, den har levet under i så lang tid på Island kan
vi ikke byde den i dagens Danmark, og for den sags skyld,
er det også meget få steder på Island, den bliver brugt som
tidligere. I dag lever den mest som familiehund. Et af den nystartede
klubs formål var at bevare den Islandske Fårehunds
alsidige egenskaber, sundhed og robusthed samt bevare
det racetypiske udseende med alle dens forskellige farvevariationer
og pelstyper.
Det bliver snestorm og Helgi farer vild. Han falder ned i en
kløft på en afsats, hvor der ligger et får, der er faldet ned.
”Helgi måtte have hjælp. Lappi stod og kiggede ned på ham.
”Lappi! Find far! Find far!” råbte Helgi. Hunden peb, men blev
stående. ”Hvor er far? Find far!” råbte han igen, og pludselig drejede
Lappi rundt og forsvandt. Timerne gik. Helgi frøs, sov lidt
og ventede.”
For 10 år siden snakkede man meget om, hvilken betydning
HD (hofteledsdysplasi) havde for den islandske fårehund. På
Island havde man jo tidligere af gode grunde ikke HD fotograferet
hundene og var derfor ikke klar over deres hundes
HD status. En ting var dog sikkert, hvis en hund ikke kunne
bevæge sig godt nok til at kunne opfylde sine arbejdsforpligtigelser,
fik den ikke lov at leve længe og fik heller ikke
afkom.
Da man så i nyere tid begyndte at HD fotografere dem på
Island, men også herhjemme, viste det sig, at en del havde
HD i mere eller mindre grad uden at det kunne ses på deres
bevægelser. Kun ganske få måtte aflives som unge på grund
af smerter. Diskussionen gik bl.a. på, om det var en fordel at
have en smule HD for at være smidig nok til at kunne klatre
i bjerge som den Norske Lundehund. I alle tilfælde hed restriktionen
fra Dansk Kennel Klub, at HD status skulle være
kendt, men uanset status kunne man avle på hunden, hvad
der da også var opdrættere, der gjorde.