og hvad er det ikke? - Standart

More documents

Recommendations

Info

(roman) Ugo DiFonte Mundskænken (The Foodtaster) Oversat af Bente Kastberg 300 sider, 278 kr. Gyldendal Anmeldt af Brian Andreasen Som Eders litterære mundskænk kan jeg byde på en menu bestående af en læskende og letfordøjelig roman — velegnet til den ikke alt 8 Litterær trepanering Mick Jackson Tunnelmageren Mick Jackson borer hul i Tunnelmagerens tykke skal i debutromanen om den femte hertug af Portland (The Underground Man) Oversat af Bitten Posselt Langhede 283 sider, 298 kr. Rosenkilde Anmeldt af Jakob Stougaard-Nielsen Der er ikke noget bedre end kugleskøre excentrikere fra victoriatidens England. Mick Jackson har givet liv til en af de mest farverige af slagsen i sin debutroman fra 1997, »The Underground Man«, for nyligt udkommet på dansk som »Tunnelmageren«. Det historiske materiale i sig selv, tilsat spredte rygter og lokale myter, ville være nok til en underholdende historisk roman, men Mick Jacksons roman vil mere og andet end det. Tunnelmageren er den excentriske femte hertug af Portland, William John Cavendish-Bentinck- Scott, der levede fra 1800 til 1879 på sit sagnomspundne gods i Nottinghamshire. Hertug William Velbekomme! Let frokost: Metafiktion og mundskænkeskærmydsler i renæssancens Italien NR. 4 DECEMBER 2003 af Portland levede og døde som excentrisk eneboer på sit familiegods i det nordlige og altid tågede England, og han er mest kendt for at have bygget et omfattende system af brede tunneler under sit gods. Visse steder var tunnelerne så enorme, at to hestevogne med lethed kunne passere hinanden på vej fra godsets kældre til de omkringliggende landsbyer. Man skulle tro, at romanen vil forsøge at forklare, hvorfor hertugen lod disse tunneler opføre — eller i det mindste udmale detaljer af hertugens omfattende og mildest talt ualmindelige byggeprojekter. Men Jackson dvæler ikke ved myterne for det bizarres skyld. Over en vinter følger vi derimod hertugens slentrende og springende tanker nedfældet i en fiktiv dagbog, kun afbrudt af korte kommentarer fra den lokale befolkning eller hertugens eget personale. Vi møder en aldrende mand, hvis krop er i tiltagende forfald. Hårene vokser ud af ørerne, og hypokondrien tager til, i takt med at afskyelige husgeråd og benbrækkende mirakelkure afprøves. En af roma- for kræsne læser med smag for det hurtigt konsumerede. Som bogstavelig hors d’œuvre har romanen en fortale med forklaring på sin egen oprindelse forestået af dens såkaldte oversætter og udgiver, Peter Elbling. Han hævder at være kommet i besiddelse af dette enestående renæssancemanuskript efter et kort møde med en storpralende bulgarsk linedanser af sigøjnerfamilie. Manuskriptet er på grundlag af efterfølgende professionel bedømmelse blevet vur- nens genialiteter er, at netop som disse komiske, kropslige optrin er ved at trætte læseren (og hertugen selv), da tager et velkendt, men alligevel overraskende, psykologisk mønster form. Hertugen lider af en ubændig længsel, som først har distancerede forældre og siden en ugengældt forelskelse til genstand. Hertugen er ubehjælpeligt Omslag ved Jerry Bauer deret ægte, og hr. Elbling har så gennem fire år forberedt og redigeret den oversættelse, som nu foreligger. Om den egentlige forfatter — Ugo DiFonte (meget symbolsk ‘fra kilden’) — og hans hjemby Corsoli, som desværre gik under i et jordskælv i slutningen af det 17. århundrede, findes ingen andre vidnesbyrd end netop dette bemærkelsesværdige manuskript. Denne lille forret er et sandt væld af tekstlige relativeringer, hvis mål synes at være at temati- ensom på trods af de utallige, hengivne opvartere og undersåtter (den historiske hertug var en meget elsket mand af folket). Ensomheden og længslen, der driver hertugens hypokondri og sikkert også tunnelbygningsmanien, får en sidste gestaltning i en spøgelsesagtig drengefigur, der følger hertugen på en rejse til Edinburgh, hvor han lærer om trepanering. Denne forældede kirurgi forløser den gale hertug fra indespærringen i det ensomme skelet — den »slipper en smule af mig selv ud i verden«, som hertugen konkluderer. Forløsningens tilsynekomst, sammenbindingen af de mange tråde, figurer og tanker i bogens sidste tredjedel, giver en af de helt store læseoplevelser. Hertugens eksperimenter med trepanering bliver mod romanens afslutning et billede på romanens styrke. Det er netop ind i hovedet på hertugen, vi kommer som læsere. Så tæt, så poetisk og loyalt er man sjældent kommet på excentrikerens, det længselsfulde menneskes, egen selvopdagelse og forløsning. Mick Jackson er endnu et produkt af Malcolm Bradburys skole i kreativ skrivning ved University of East Anglia, men debuterede først som romanforfatter efter i flere år at have været en af hovedkræfterne som sangskriver og sanger i alternative bands som »The Screaming Abdabs« og »The Dinner Ladies«. Sidste år udkom Mick Jacksons anden roman, »Five Boys«, der dog endnu ikke er kommet på dansk. sere ægthed og historisk realisme. Den er i sig selv en spændende optakt, hvis metafiktive iscenesættelse lover godt, og som læser venter man spændt på, med hvilke spidsfindigheder konstruktionen skal fortsættes — for efterhånden kræver metafiktiv litteratur en stadigt stigende spidsfindighed for vedblivende at være interessant. Men det ender her, hvor det knapt er begyndt. Menuen viser sig desværre kun at være en toretters, forog hovedret, hvor den påfaldende mangel på en afrundende ganekilder som prikken over i’et er markant, fordi der med metafiktionen er lagt i ovnen til noget mere, der desværre udebliver. Den stilistiske opskrift lyder på én del dagbogsroman, én del memoires, én del pikaresk roman alt sammen pisket let og luftigt under tilsætning af flere knivspid-
ser Rabelais og karnevalisme, et voilà: en velsmagende, om end ikke englesyngende delikat pistacie … undskyld, pastiche. Selve historien om Ugo, der fra forfærdelige kår ved held, snilde og menneskelig fornuft ikke blot sikrer sig en stilling som mundskænk for den lokale tyran af en hertug, men tillige ender som hans højre hånd og rådgiver, er velfortalt og spændende — hovedsageligt fordi den er mættet med action. På vejen frem mod det bærende klimaks — hvordan Ugo skal bære sig ad med at afværge den gamle, liderlige hertugs gifteplaner med Ugos egen datter, Miranda, uden selv at blive henrettet for loyalitetsbrud — opbydes en række fine tidsbilleder. De veksler mellem de meget kendte vinkler — pesten og inkvisitionen — og de mere eksotiske såsom den civilisationshistoriske nicheberetning om gaflens indtog hos den særdeles etiketteudfordrede hertug. Under pasticher, tidsbilleder og action ligger en lidt triviel beretning om social elendighed og survival of the fittest anno 1534, hvis til tider ret så patetiske kærlighedsskildringer udpræget mangler nerve — og desværre heller ikke vinder som tilstræbt skildring af en italiensk mundskænks forsøg udi det poetiske. Hvad der derimod giver en grundlæggende og dybsindig spænding igennem hele romanen, er det paradoks, at en udhungret, altid sultende fattigprås får hyre som mundskænk hos en storfråsende hertug, der på den ene og heldige side har en udtalt faible for kulinarisk overdådighed, men desværre på den anden side i kraft af sin frastødende personlighed og opførsel vedvarende er lagt for had af adskillige fjender — og dét i en tid, hvor giftblandingens kunst var ædel og udbredt. Den stakkels Ugo ser derfor konstant sig selv præsenteret for det ene mere vidunderlige måltid efter det andet, men kan kun med livet som indsats komme tæt på dette jordiske himmerige. Dette poetiske paradoks af nydelsesfuld livsudfoldelse i mødet med det mulige tab af selv samme liv, danner en filosofisk kerne, hvis iklædning er ny og veltillavet. Denne mundskænk kan alt i alt godt anbefale fortællingen om Ugo. Den er et stykke kvalitetsfastfood, der kan serveres som en let frokost, der med garanti ikke giver mavekneb, men som til gengæld nok kræver et noget mere substantielt aftenmåltid. Bon appétit! Af Kirsten Holst Petersen Ingen synes at være i tvivl om, at J.M. Coetzee var et oplagt valg, ja, næsten en selvskrevet vinder af Nobelprisen i litteratur. Ros hagler ned fra kritikere, kolleger og anmeldere, selv fra hans hjemland, Sydafrika, hvor der ellers har været både sur kritik og politisk rumlen omkring udgivelsen af romanen »Disgrace«, som han modtog sin anden Booker-pris for i 1999. Romanen er bl.a. er et kritisk blik på post-apartheid Sydafrika. Præsident Mbeki besluttede at tage æren til indtægt for hele Afrika og fandt den store retorik frem: »På den sydafrikanske nations vegne, ja, på hele Afrikas vegne hilser vi vores nyeste Nobelprismodtager og soler os med ham i den glans, der udstråler fra denne hædersbevisning.« Han fik her flettet ind, at Sydafrika har endnu en Nobelprismodtager (Nadine Gordimer i 1991), men retorikken klinger lidt hult, især i betragtning af, at Coetzee er flyttet i et frivilligt eksil i Australien. ANC’s talsmand, Smuts Ngonyama, kommer nærmere sydafrikanske følelser i sin udtalelse. Efter at have sagt at han håber, at prisen vil virke som inspiration for landets — og Afrikas — unge forfattere, siger han: »vi håber også, at det vil anspore forlag og læsere til at opdage kontinentets enorme oversete litterære potentiale.« Der har i Sydafrika , både før og efter Apartheid, eksisteret en utilfredshed med, at kun de hvide blandt landets forfattere er blevet bemærket i den vestlige verden. Coetzees forfatterskab er opstået af — og lever i — de brudflader, som er hans og mange af hans generations sociale, nationale og kulturelle arv: Hvid, engelsktalende sydafrikaner, der trods en Boer baggrund var i opposition til Apartheidregimet, omgivet af de undertrykte afrikanske kulturer, som ikke var hans, og som han uundgåeligt blev medundertrykker af, og med et kulturelt ståsted, der lå i den intellektuelle europæiske tradition, som den udspiller sig ved universiteter i England og Amerika, og som var undertrykt eller direkte bortcensureret i Sydafrika. Denne liberale, engelsktalende, hvide tradition, som under Apartheid ikke havde magt nok til at spille nogen afgørende rolle i det nationale drama, er blevet beskrevet som »en blindgyde i historien«. En magtesløs, historisk blindgyde i et ekstremt voldeligt samfund er en tung arv! Den kan selvfølgelig håndteres på flere forskellige måder. Gordimer kastede sig ud i en mere og mere kritisk social og psykologisk analyse af den historiske situation, som den skred frem, mens Coetzee skriver allegorier om undertrykkelse, der nok har rod i Apartheid situationen, men som udvider diskussionen om magt og afmagt til koloniale, psykologiske eller seksuelle magtmisbrug. Hans univers er gennemsyret af følelsen af at være indespærret i et uafvendeligt fængsel af magtmisbrug mellem mennesker og stater, og hans personer kæmper hele tiden mod magtmisbruget, for at forstå det eller for at undgå det. Til trods for den allegoriske form (artikel) En nådesløs forfatter og en skyldbetynget læserskare J.M. Coetzee fik Nobelprisen i litteratur er det et ekstremt komplekst univers Coetzee skriver frem. I situationer, hvor ondskab og overgreb florerer, er der ingen helte og få deciderede skurke. Tid og sted er ofte flydende og genkendelige diskurser (feminisme, liberalisme, racisme), der bevæger sig ind og ud af fortælleuniverset; bedst som man tror, at man har fået fod på stoffet (en feministisk analyse eller en kritik af imperialismen), sætter en moddiskurs ind, som umuliggør den tolkningsmodel, der ruller ind på lystavlen. Identifikationen med persongalleriet bliver på samme måde hele tiden forpurret af modsætninger eller af personernes ugennemtrængelighed. De skjuler sig, kan ikke eller nægter at tale. Tilbage står en række individuelle forsøg på væren over for magten, eller magtmisbruget. Sproget er kafkask, minimalistisk og præcist, og sammen med den allegoriserende form skaber det et moralsk univers, som hos andre forfattere ville blive betegnet som tidløst eller eviggyldigt, men som her også undslipper den betegnelse, idet der hele tiden optræder skygger af historisk genkendelighed. Historien, set som den skygge fortiden kaster over nutiden, er et vigtigt tema. Det Svenske Akademi hæfter sig i sin prisbegrundelse ved, at Coetzee er »skånselsløs i sin kritik af den vestlige civilisations grusomme rationalisme og kosmetiske moral.« Vi er dybt fascinerede af at blive tugtet på en så nådesløs og samtidigt gennemtrængende intelligent måde. Måske er vi endda lidt beærede. NR. 4 DECEMBER 2003 9
Page 1 and 2: 4 Anmeldelser af ny litteratur 17.
Page 3 and 4: Klaus Rifbjerg Alea En tilfældighe
Page 5 and 6: noget andet end litteraturen i dere
Page 7: alkoholen. Men Venja forstår at ko
Page 11 and 12: med at læse hver enkelt roman. Man
Page 13 and 14: Lars Bo Rasmussen Jeg havde en drø
Page 15 and 16: Ørkenvandring Fastrups roman kende
Page 17 and 18: forhåbningers og modernitetens fal
Page 19 and 20: er stærkt dalende og krimierne for
Page 21 and 22: fortsætter uændret. I begyndelsen
Page 23 and 24: Kvindebyen Ida Jessen Foxy Lady I-V
Page 25 and 26: Kan man skabe mening af en meningsl
Page 27 and 28: anden sag med et godt ord, som ogs
Page 29 and 30: Se, mor, uden hænder! Jonathan Saf
Page 31 and 32: Hvad er queer teori — og hvad er
Page 33 and 34: den ikke kan dét. Når et sådant
Page 35 and 36: Seksualiseringen af litteraturhisto
Page 37 and 38: let«, som skriftet hedder i den da
Page 39 and 40: alment accepteret begreb). Krafft-
Page 41 and 42: som direkte eller indirekte udgør
Page 43 and 44: Først i 1960`erne, hvor alt mere e
Page 45 and 46: om, at beskæringen giver os fornem
Page 47 and 48: Hvad er kernen i Transgender Theory
Page 49 and 50: Diversitet Lovende smagsprøver fra
Page 51 and 52: Efterskrift, tekstkritik og noter.
Page 53 and 54: Dan Turèll Udvalgte Digte 1969-197
Page 55 and 56: Ursula Andkjær Olsen Atlas over hu
Page 57 and 58: Jeg syr verden sammen med nåle af
Page 59 and 60:
Hvid stak ild i hvad/ hvad stak ild
Page 61 and 62:
ne verden i mønstre — dette komm
Page 63 and 64:
’post-mediale’ — og den derme
Page 65 and 66:
Torben Brostrøm Uden titel Læseov
Page 67 and 68:
Enough Said? Af Prem Poddar Edward
Page 69 and 70:
Forum er vel en messe værd Af Mari
Page 71 and 72:
En ægte Svend Åge Madsen og Olafu
Page 73 and 74:
Kritik 164 Frederik Stjernfelt og I
Page 75 and 76:
Hip som hap som rablen som pap Øve
show all

og hvad er det ikke? - Standart

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?