og hvad er det ikke? - Standart

More documents

Recommendations

Info

(kritik) Birthe Hoffmann og Lilian Munk Rösing (red.) Det onde i litteraturen 296 sider, 268 kr. Akademisk Forlag Anmeldt af Jacob Bøggild Det ondes realitet har altid været et centralt problem i tænkningens historie, både når det gælder teologien og filosofien. Inden for den kristne teologis felt er modsætningen imellem det gode og det onde traditionelt absolut, sådan som det fremgår af det antagonistiske forhold mellem Gud og Satan. I hedenskaben og i visse senere epoker, for eksempel i romantikken, finder man imidlertid andre og mere relativistiske opfattelser. Er den Onde måske i virkeligheden en Prometheus, en menneskehedens velgører, der hjælper mennesket til at blive myndigt ved at gøre det muligt for det at løsrive sig fra guderne/naturmagterne? Eller er det onde og dæmoniske forbundet med eller udtryk for en nødvendig negativitet, en destruktion som skal til for, at noget nyt kan opstå og udviklingen eller fremskridtet fortsætte? Så et påtrængende, men måske ubesvarligt spørgsmål er, hvad forholdet, historisk såvel som transhistorisk, er imellem det relative og det radi- 70 Ondskabens litteraturhistorie Festskrift afsøger gestaltningen og tematiseringen af ondskab og dæmoni i litteraturen NR. 4 DECEMBER 2003 kale eller absolutte onde? Antologien »Det onde i litteraturen« rummer 23 bidrag fra ansatte ved germansk og litteraturvidenskab ved Københavns Universitet, der alle beskæftiger sig med litterære gestaltninger og tematiseringer af ondskab og dæmoni. Tilsammen besvarer de ikke det spørgsmål, jeg netop stillede. Det ville som antydet også være et urimeligt forlangende! Men de giver så tilpas mange udpluk og øjebliksbilleder af ’det ondes litteraturhistorie’, at der rent faktisk aftegner sig en historie med både teologiske og filosofiske implikationer. Som festskrift betragtet — der er tale om et festskrift til litteraten Uffe Hansen — er »Det onde i litteraturen« således velgørende fokuseret. I hedenskaben var forholdet mellem det gode og det onde som sagt ikke absolut. Skylden er i den klassiske tragedie et tvetydigt fænomen, da den til dels har noget skæbnebestemt over sig. Herom skriver Henrik Stampe Lund. Og han relaterer problemet til dannelsen af bystaten med dertil hørende retspraksis, hvor det gjaldt om at mediere mellem hensynet til offentligheden og almenvellet og hensynet til de familiære traditioners skik og brug. I Shakespeares tragedier bliver det onde mere sindelagsorienteret, noterer Lund sig, og Hamlet forsøger at bortforklare sin skyld, sit drab på Polonius, ved at erklære, at han ikke var sig selv i gerningsøjeblikket. Maiken Tandgaard Derno skriver ligeledes om det onde i Shakespeares tragedier. Ifølge hende er det ikke bare relativeret hos Shakespeare, det er en konsekvens af den relativitet, der opstår, når tegnet erfares at have løsrevet sig fra, hvad det betegner. Sådan som Benjamins barokke allegoriker, som Derno dog ikke kommer ind på, også erfarer, det forholder sig, om end det onde hos denne allegoriker har en langt mere absolut karakter. Denne absolutisme i den kristne barok, finder man ikke hos den ikke-kristne Goethe, konstaterer Børge Kristiansen i sit bidrag, specielt ikke når det gælder digterens yngre udgave. Her er det dæmoniske forbundet med en selvudfoldelsesdrift og vilje til magt, der godt nok ultimativt fører til undergang, men alligevel kan opfattes positivt, jvf. Goethes beundring for Napoleon. Den ældre Goethe fandt det imidlertid nødvendigt at søge at underordne selvudfoldelsen hensynet til det omgivende menneskelige samfund, et forsøg Kristiansen finder ikke er vellykket. Hos de senere romantikere forbinder det onde sig ofte med den negative side af begæret efter at opnå indsigt i altings dybere sammenhæng. Bente Larsens artikel om E. T. A. Hoffmann strejfer blandt andet dette. Det romantiske onde kan også knytte sig til det forhold, at man kan blive forledt af fantasien og fortabe sig i fantasteriet og ultimativt vanviddet. Marie-Louise Svane diskuterer Oehlenschlägers og Sibberns omgang med og tænken over denne risiko. I det tyvende århundrede, som ellers i overvejende grad var ateistisk og relativistisk, trådte det absolutte og radikale onde frem i skikkelse af Holocaust. Per Øhrgaard skriver med megen eftertanke om, hvilke spørgsmål Holocaust rejser for eftertiden — herunder eftertidens litteratur. Lilian Munk Rösings bidrag om »Kertez og KZ« handler om, hvilke implikationer det har, at det med nazismen er loven og systemet, som burde beskytte individet, der træder i karakter som inkarneret ondskab. Også hos Franz Kafka lader den skildrede verden ofte til at være aldeles i det ondes vold (i hvert fald hvis man ignorerer Kafkas humor...). Isak Winkel Holm peger på, at det centrale spørgsmål i den forbindelse er, hvorvidt ondskaben beror på skjulte, konspiratoriske kræfter, eller om den blot er en konsekvens af kontingens, tilfældets hærgen. Hans afsæt er en tilsyneladende ubetydelig detalje fra »Slottet«, nemlig at embedsmanden Sortinis rynker siges at være vifteagtige. Hvorfor rynkerne beskrives således, skal vi nedstige til Helvede sammen med Dante og Winkel Holm for at finde ud af. Alle de omtalte bidrag — og flere kunne fortjene omtale, hvis jeg havde pladsen dertil, beklager — har rettet sig mod gestaltningen og tematiseringen af det onde i litteraturen. Men sæt nu det er litteraturen, som er ond, sådan som romantikernes omtalte ambivalens over for indbildningskraften godt kunne lægge op til. Litteraturen vil jo have os til at identificere os med sine fiktive frembringelser og i den forstand få os til at dele deres spøgelsesagtige (ikke-)eksistens. Herom handler Nikolaj Lübeckers »Opslugt! — når litteraturen er ond«. Og han når frem til følgende påstand, som nok må siges at være radikal: »Ethvert værk stræber efter at hive sin læser ud af virkeligheden; enhver bog vil slå sin læser ihjel«. God fornøjelse med »Det onde i litteraturen«.
En ægte Svend Åge Madsen og Olafur Eliasson The Blind Pavilion 192 sider, 375 kr. Bindslev Anmeldt af Ejnar Nørager Pedersen Madsen? På kunstudstilling i Venedig med Svend Åge Madsen Hvad er dette, og hvordan hænger det sammen? — er nok de første spørgsmål, der falder én ind, når man får denne store labyrintiske publikation i hånden. Den fremstår flot med delvist udfoldelige, rigt illustrerede sider, hvor også teksten danner specielle mønstre, det hele holdt sammen af en spiralryg og som sådan uden egentlig begyndelse og slutning. Først langt inde i værket gives noget af svaret: det er et katalog, der ikke er noget katalog. ’Kataloget’ blev udgivet i forbindelse med kunstbiennalen i Venedig 2003, og det fungerer selvstændigt som et parallelt kunstprojekt, et sidestykke til kunstneren Olafur Eliassons udstillingsinstallation »The Blind Pavilion« på Biennalen — illustreret med især Eliassons kunst, fotos og tegninger, og med hovedtekst af Svend Åge Madsen, foruden artikler og noveller af andre. En gennemgående Svend Åge Madsen-tekst fremtræder som et énlinjet bånd, der fortsætter fra side til side hen over sidernes kanter og med udposninger, der udgøres af andre tekster. En Borgesagtig labyrint, som det kan være svært at finde ud af! Strukturen i værket udgøres af Smuthuller Righoldig antologi af den københavnske Bakhtinkreds Nina Møller Andersen og Jan Lundquist (red.) Smuthuller — Perspektiver i dansk Bachtin-forskning 258 sider, 250 kr. Politisk revy Anmeldt af Rigmor Kappel Schmidt Efter den inciterende artikelsamling »The Novelness of Bakhtin« er den københavnske Bachtinkreds igen på banen med en diger samling nye artikler, hvor forfat- terne måske nok er akademisk monologiske (sic!), som redaktørerne skriver, men alligevel søger smuthuller ind og ud ad Bakhtins vidtfavnende tænkning. Redaktørerne deler fornuftigvis bidragene op i litteratur, sprogteori, filosofi og kultur. Alligevel tegner der sig interessant nok en gennemgående interesse for genrediskussioner i mange af artiklerne. Det udfordrer selvfølgelig de mange deltagende litterater, at Bakhtin er kommet for skade at udnævne alle andre genrer end romanen til at være monologiske. en slags ’globusroman’ med cirkulær læsning, sådan som Svend Åge Madsens roman »Syv aldres galskab« (1994) beskriver, og det er ligesom hans måske lidt oversete mesterværk »Maskeballet« (1970) en tekstsamling i ramme — og hvilken ramme! Man kan bestandig gå på opdagelse i den fantasifulde verden af tekst og billeder — uoverskuelig som et livsforløb med ophold (historier) undervejs, ligesom for manden i tekstbåndet. En pragtbog folder sig rent bogstaveligt ud. Formmæssigt noget af det mest spændende Svend Åge Madsen har medvirket til siden 60’erne, og formen er jo som bekendt en del af indholdet. Flere af teksterne har da også mindelser om perioden i 60’erne og 70’erne. Og som al litteratur har også dette værk slægtninge, f.eks. Per Højholts »Volumen« (1974) med tekst-/billedforbindelse, eller sammes »Punkter« (1971) med ringe i ryggen. Båndsløjfen binder tekster af Svend Åge Madsen og andre sammen, f.eks. en i øvrigt helt madsensk novelle af Israel Rosenfield om en tavshedsperiode i verdenshistorien uden skrift. Også Eliasson og redaktøren Gitte Ørskou, der spiller en stor rolle i virkeliggørelsen af det vellykkede værk, fortæller om projektets udgangspunkt. I alt er der ca. en snes tekstdele, hvoraf Svend Åge Madsen står for mere end halvdelen. Bakhtins opfattelse af dramaet som monologisk får Solveig Gade let demonteret ved at hente eksempler på dramatiske genrer frem, som Bakhtin selv præsenterer som dialogiske. Det peger på, at selv om Bakhtin i sine mest kategoriske passager kan ytre sig vældig monologisk, er han lykkeligvis fuld af modsigelser, så Solveig Gade kan nå frem til, at man også hos Bakhtin kan spore teaterforskningens skelnen mellem åben og lukket dramaturgi, men således, at ethvert drama altid vil rumme det åbne og det lukkede i et vist blandingsforhold, hvorefter hun lokaliserer det i en spændende læsning af stilbrud og stilsammenblanding i Holbergs »Ulysses von Ithacia«. Også Line Henriksen interesserer sig for den genrediskussion, som Bakhtin uvilkårligt giver anledning til. Med hjælp fra Genette og andre teksteoretikere problematiserer hun opdelingen i poesi og prosa eller det poetiske og det pro- (kritik) Af ham findes f.eks. en borgesk tekst om et nomadefolks tilsyneladende meningsløse ritual, en konkretistisk digttekst omkring et nu (Ord-ur), en tekstramme omkring tavshed (opus 5?), »Den fraværende« (E 1996 i SÅM-bibliografien) om manden, der ikke eksisterede, og en stor opdelt fortælling om døden i Venedig med forfatteren Henry James i en hovedrolle. Sidstnævnte, der i sin tid befandt sig på den første Biennaleudstilling, vandrer ligeledes rundt på udstillingen i tekstbåndets gennem-gående rammehistorie med bl.a. en bog, der nok er dén, læseren sidder med. Tilsvarende er tekstbåndet måske et kassettebånd i historien. Synsvinklerne skifter (jf. Henry James’ point-of-viewteknik). Skæve vinkler, flersporethed, flertydighed, beskriver overfor deltager, tekst i/på tekst, humor (f.eks. tekst som vasketøj på en snor) osv. — flere karakteristiske temaer fra Svend Åge Madsens øvrige forfatterskab er sandelig til stede her. Med sin sammensatte og ikkefaste karakter er dette ’ikke-katalog’ meget åbent for indfaldsvinkler og fortolkningsmuligheder, og det lægger således op til en vis læserindsats, et valg af læsemåde. Og den lønner sig i dette værk, der er fuld af oplevelser. Joh, det er bestemt en ægte Svend Åge Madsen — også. saiske. Herunder definerer hun med Roman Jakobson den poetiske funktion til at være domineret af den metaforiske akse. Således er prosaen metonymisk og poesien ikke, hvilket fører videre til Bakhtin. Hvordan det fungerer sammen med Bakhtin, er jeg ikke den rette til at vurdere, for jeg ville selv lade prosaen bygge på en automatiseret metonymi, mens den poetiske funktion deautomatiserer og aktiverer den metonymiske sammenkædning. Forfatteren taler i stil og ikke i sprog, understreger Jørgen Bruhn, idet han rejser spørgsmålet om stil i sin fine artikel om Bakhtins genrebegreb. Indledningsvis skelner han med bl.a. Voßler, Kayser og Wölfflin mellem lingvistisk, personal og epokalstil. Jørgen Bruhn tager afsæt i Bakhtins usikre anvendelse af stilbegrebet og så er det, hans artikel bliver flot, idet han gør sig klart, at han selv må fortsættes på næste side NR. 4 DECEMBER 2003 71
Page 1 and 2:
4 Anmeldelser af ny litteratur 17.
Page 3 and 4:
Klaus Rifbjerg Alea En tilfældighe
Page 5 and 6:
noget andet end litteraturen i dere
Page 7 and 8:
alkoholen. Men Venja forstår at ko
Page 9 and 10:
ser Rabelais og karnevalisme, et vo
Page 11 and 12:
med at læse hver enkelt roman. Man
Page 13 and 14:
Lars Bo Rasmussen Jeg havde en drø
Page 15 and 16:
Ørkenvandring Fastrups roman kende
Page 17 and 18:
forhåbningers og modernitetens fal
Page 19 and 20: er stærkt dalende og krimierne for
Page 21 and 22: fortsætter uændret. I begyndelsen
Page 23 and 24: Kvindebyen Ida Jessen Foxy Lady I-V
Page 25 and 26: Kan man skabe mening af en meningsl
Page 27 and 28: anden sag med et godt ord, som ogs
Page 29 and 30: Se, mor, uden hænder! Jonathan Saf
Page 31 and 32: Hvad er queer teori — og hvad er
Page 33 and 34: den ikke kan dét. Når et sådant
Page 35 and 36: Seksualiseringen af litteraturhisto
Page 37 and 38: let«, som skriftet hedder i den da
Page 39 and 40: alment accepteret begreb). Krafft-
Page 41 and 42: som direkte eller indirekte udgør
Page 43 and 44: Først i 1960`erne, hvor alt mere e
Page 45 and 46: om, at beskæringen giver os fornem
Page 47 and 48: Hvad er kernen i Transgender Theory
Page 49 and 50: Diversitet Lovende smagsprøver fra
Page 51 and 52: Efterskrift, tekstkritik og noter.
Page 53 and 54: Dan Turèll Udvalgte Digte 1969-197
Page 55 and 56: Ursula Andkjær Olsen Atlas over hu
Page 57 and 58: Jeg syr verden sammen med nåle af
Page 59 and 60: Hvid stak ild i hvad/ hvad stak ild
Page 61 and 62: ne verden i mønstre — dette komm
Page 63 and 64: ’post-mediale’ — og den derme
Page 65 and 66: Torben Brostrøm Uden titel Læseov
Page 67 and 68: Enough Said? Af Prem Poddar Edward
Page 69: Forum er vel en messe værd Af Mari
Page 73 and 74: Kritik 164 Frederik Stjernfelt og I
Page 75 and 76: Hip som hap som rablen som pap Øve
show all

og hvad er det ikke? - Standart

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?