og hvad er det ikke? - Standart

More documents

Recommendations

Info

(roman) Venedikt Jerofejev Moskva–Petusjki Oversat af René Wad Andersen 192 sider, 268 kr. Rævens Sorte Bibliotek Anmeldt af Ole Nyegaard Man kan godt have sine bange anelser med en bog som denne. På bagflappen ses et billede af forfatteren. I fuld overensstemmelse med myten omkring dette værk og 6 Absolut Molière Molières »Don Juan« udspilles mellem absolut urimelighed og æresbevidsthed Molière Don Juan eller Stengæsten (Don Juan ou le festin de pierre) Oversat af Per Aage Brandt 98 sider, 100 kr. Basilisk Anmeldt af Svend Erik Larsen Sig navnet Don Juan, og så ved vi det er om forførelse. Der er også forførelse på færde i Molières komedie fra 1665, nu nyoversat af Per Aage Brandt til afløsning for Christian Ludvigsens oversættelse fra 1962. Men forførelse er næppe hovedsagen, selv om Don Juan er såre aktiv. Og egentlig forførende er komedien i sig selv heller ikke. Den gik heller ikke særlig godt for Molière, heller ikke da Thomas Corneille prøvede med en version i bunden form, på vers. Om det nu er hastværk der gjorde at Molière ikke fik den formet på vers, for dét kunne han jo nok i »Tartuffe« og »Misantropen« hvor versene kan være helt hypnotiske, ved vi ikke. Eller om han Derangeret Med Jerofejevs fordrukne helt ’on the road’ — eller rettere ’off the rails’ NR. 4 DECEMBER 2003 bare syntes at komedien skulle ud i prosaens fri bastardform, med dens mange sammenstød mellem betydningsniveauer. Men på prosa er den, og heterogen er den også, brudfyldt og med ender der stritter. En prosaisk og derfor moderne komedie. Ligesom forførelsen bliver et uudtømmeligt hovedtema når Don Juan bliver til en moderne heltetype godt og vel 100 år efter Molière, så er det også denne ujævne sammensathed der gør komedien god at slås med for moderne læsere og iscenesættere. Forførelsen er hverken raffineret eller honningsød. Den er rå, direkte og åbenlys. Den er en del af Don Juans offentlige karakter. Derfor kan den uden videre forbindes med Don Juans æresbegreber. Han står skam ved sine eskapader og vil slås, hvis nogen krænker den ære han sætter i med god ret at gøre som han vil. Så trækker han blank med dødsforagt. Som en moderne egocentriker med kort lunte. Det er hér hans farlighed ligger for alle: sammenstødet mellem dets ophavsmand har han halvlangt fedtet hår, redt i en hentehårsfrisure, en cigaret i den ene hånd og et glas i den anden, og læberne snerpet syrligt sammen. Det virker, som har han lige taget en tår af glasset — måske indeholdende en af de drikke, hvis opskrift findes i bogen (Kanaanæisk balsam: Denatureret sprit 100 ml, Bárkhat-øl 200 ml, Filtreret møbelpolitur 100 ml)? Personligt har jeg ikke meget fidus til forfattere, hvis ry hviler på deres forkærlighed til absolut urimelighed og absolut æresbevidsthed. Ikke hans forførelseskunster, der jo kun omfatter nogle af personerne — kvinderne. Forførelsen er nærmest kun et element der driver handlingen. Den får Don Juan til at leve i nu’et, i ustandseligt skiftende situationer, som han både selv former og griber når de er der. Derfor dukker personer og begivenheder op noget tilfældigt uden større overordnet sammenhæng eller begrun- alkohol, opium, små drenge eller lignende laster. Hvis de da ikke også kan skrive. Venedikt Jerofejevs »Moskva- Petusjki« fra 1970 cirkulerede i Sovjettiden i de uofficielle samisdat udgivelser, bogen havde kultstatus inden tiderne skiftede og blev officielt acceptabel i 1989. I dag er det en klassiker. Jeg har ikke haft lejlighed til at sammenligne den danske udgave med originalen, men oversættelsen forekommer flydende. Oversætteren René Wad Andersen har forsynet bogen med et noteapparat, der forklarer de mange allusioner ikke bare til Biblen, men også til en lang række litterære forgængere, nøgterne såvel som alkoholiserede. »Moskva-Petusjki« omhandler en togrejse foretaget af Venja, den alkoholiserede fortæller. Med dette togturskoncept in mente delse. Molière slipper for at skulle gøre sig umage. Der er ikke meget bunden form over handlingen. Nej, farlig er Don Juan fordi han urokkeligt skiller sig ud fra ethvert normativt fællesskab — gud, faderens autoritet, troskab, aftaler, familie, you name it. På dét punkt er han altid den samme: »jeg har ikke forandret mig,« siger han, men han forandrer de andres verden uden deres vilje og medvirken, bare ved at være den han er. Det er muligt at leve, have det godt endda, være æresbevidst, være tapper. Men uden sociale og guddommelige bindinger. Den afgørende sætning hen mod slutningen er at ingen skal kunne sige at »jeg er i stand til at angre« (hvilket hos Ludvigsen oversættes ukorrekt til det blot faktiske »at jeg angrede«). Dét er Don Juans farlighed, og det er dér han er fanget til sidst. Han ikke bare lade være at angre, han kan ikke, for så vil han ophøre med at have identitet i forhold til sig selv og andre, ikke eksistere længere. Så da stengæsten inviterer ham må han følge ham, kan ikke vælge at sige nej, velvidende at også dét fører døden med sig. Hæng dig eller hæng dig ikke, du vil fortryde begge dele, som en senere Don Juan-kender, Kierkegaard, sagde. Med den forskel at Don Juan gør begge dele uden at fortryde. Den slags ting er svære at sætte på glidende vers, men godt til prosaens brud, spring, ironiske vendinger og direkte tale. Absolut urimeligt, absolut godt, absolut Molière. kunne man så rubricere bogen som et stykke rejselitteratur. Ikke helt ulig Laurence Sternes følsomme rejse åbner bogen med en bemærkning om, at fortælleren aldrig har set Kreml. For når han leder efter Kreml, ender han uvægerligt på Kursk-banegården. Jerofejev lader, i lighed med Sterne, digressionen styre fortællingens logik, hvad enten det er rejsens retning eller fortællerens ordstrøm. Som Tristram Shandy bemærker, kan man ikke tage hans digressioner væk uden at fjerne selve hans beretnings solskin. Rejsen fra Moskva til Petusjki foretages i alkoholens tegn: Togets overkontrollør, Semjónytj, interesserer sig ikke for billetter eller betaling, men afkræver de rejsende en milliliter vodka pr. kilometer; og mange af bogens samtaler kredser om eller igangsættes af
alkoholen. Men Venja forstår at komme omkring i litteraturens og verdenshistoriens kringelkroge, lige som han undervejs konverserer med herrens engle (der nærmest fungerer som buttede ornamentale barokengle på det spinkle plot). »Moskva-Petusjki« kaldes som Gogols »Døde Sjæle« et poem. Og på samme vis som Gogols mesterværk er blevet det, kan man læse Jerofejevs poem som en kommentar om en trøstesløs samtid, om undertrykkelse af åndelighed, følsomhed og kultur i en verden, hvor vodka koster mindre end litteratur, og hvor alkoholen udgør et eksil. Eller man kan se det som et tidløst lyrisk værk, der på udmærket vis forener uforenelige modsætninger, beruselsens tåger med tankens skarphed, åndelig afstumpethed og grimhed med ømhed og skønhed — og så videre ad infinitum. Frem for alt fanger »Moskva- Petusjki« dog, fordi den er ualmindelig morsom. Odysséen fanger ikke læseren som en historie om en mand, der rejser hjem, men som fortællingen om hans vildveje og forhindringer. Og den store læseoplevelse som Jerofejev afstedkommer, består ikke så meget i rejsefortællingen, men i Venjas fabulerende omveje og afvigelser fra et elementært hjemrejseplot. Som en anden rejsehelt, Leopold Bloom, kan virke som en fyr, det kunne være hyggeligt at dele et glas eller to med nede på den lokale pub, får man også indtryk af Venja som en gemytlig drikkebroder — bare han ikke skal mikse cocktails! Forrige nummer af tidsskriftet »Passage« (nr. 46) tematiserede den berusede tekst, og her henledte Jørn Erslev Andersen opmærksomheden på det paradoks, at mange ’berusede’ tekster ved nærmere eftersyn viser sig at være »gennemsyret af komposition og stilistisk tilrettelæggelse, teksten benytter blot perceptions-strategisk ’beruselse’ som en slags fuldt kontrolleret ethos«. »Moskva- Petusjki« står som et fuldgyldigt eksempel herfor. I forlagets pressemeddelelse anbefales det, at man læser Jerofejevs bog ledsaget af et glas vodka eller to. Det lyder som en god idé, at læse mens man luner sig ved et glas. Men jeg tror ikke, det vil fremme forståelsen, dertil er »Moskva- Petusjki« for nøgtern og knudret, og man vil næppe erfare noget dybere ved at læse Jerofejevs mesterlige poem gennem sprittåger. Anbefalelsesværdig roman-roman Antonio Muñoz Molina Sefarad Oversat af Iben Hasselbalch 400 sider, 348 kr. Gyldendal Anmeldt af Hans Lauge Hansen I oktober modtog den spanske forfatter Antonio Muñoz Molina (1956) den nyindstiftede litteraturpris Dinamarca for bogen »Sefarad« . Prisen vil hvert andet år blive tildelt forfatteren af et oprindeligt spansksproget litterært værk udgivet i dansk oversættelse. Det er den spanske ambassade som i samarbejde med en række latinamerikanske landes ambassader har sponsoreret prisen, med det formål »at styrke en gensidig forståelse mellem den danske og den spansktalende befolkning«. Ordet »Sefarad« er den hebraiske betegnelse, som den jødiske befolkning på den iberiske halvø brugte om deres land, inden de blev landsforvist af det katolske regentpar Isabel af Kastillien og Fernando af Aragon i 1492, og som titlen antyder, tager bogen afsæt i eksileringsproblematikken som det gennemgående tema for bogens sytten kapitler. Hvert kapitel fortæller sin egen historie, men historierne er alligevel snævert sammenhængende, ikke bare tematisk, men også gennem et netværk af genkommende personer og referencer, som inviterer læseren til selv at etablere de ofte kun antydede sammenhænge. Fortællingerne blander fiktive og historiske personer (bl.a. Primo Levi, Willi Münzenberg, Jean Améry, Franz Kafka og Victor Klemperer) i en kollage der placerer sig mellem romanskrivning og historiefortælling, med en eksplicit fortæller der hele tiden skifter identitet og leger kispus med læseren gennem skiftende udsigelsespositioner og en labyrint af intertekstutelle referencer. I undertitlen betegner Muñoz Molina selv værket som »una novela de novelas« (oversat til en »roman-roman«), hvormed han henviser til såvel bogens tilblivelse som til dens struktur. I en afsluttende note erklærer forfatteren at han selv har digtet meget lidt i de historier han fortæller, og at de stemmer han lader tale, er stemmer han enten selv har hørt og gemt i sin erindring, eller nogle han har fundet i andre bøger — fortrinsvis i en række biografiske fremstillinger af de i »Sefarad« optrædende historiske personer. Det konkrete udgangspunkt for mange af historierne udgøres af jødernes diaspora i det 20. århundredes Centraleuropa hærget af totalitære regimer, hvor Muñoz Molina spørger til hvad det var der gjorde, at ingen gjorde noget. Ikke engang ofrene selv, som ofte forholdt sig passivt afventende og accepterede deres skæbne, ligesom Kafkas K i »Processen« — paralyserede af deres pludselige identitet som paria. Men vi finder også fortællinger der tager deres udgangspunkt i Spaniens traditionalistiske regime i 50’erne eller i forfatterens eget privilegerede forfattermiljø i 1990’ernes Europa — sågar København lægger navn til et af kapitlerne. Men den tilsyneladen- (roman) Centrale spørgsmål behandles i Muñoz Molinas prisvindende roman Antonio Muñoz Molina (Foto: Hans Lauge Hansen) de diametrale modsætning mellem de totalitære regimers åbenlyse foragt for mennesket og mangel på respekt for det enkelte individ dekonstrueres gennem glimtvise paralleller til det senmoderne og europæiske Spanien, hvor ligene af illegale afrikanske emigranter flyder i land på de andalusiske kyster. Vi kan få øje på barbariet i den nazistiske holocaust, men kan vi sige os fri for ikke også selv at reproducere den sociale marginalisering som udgangspunkt for opretholdelsen af den skrøbelige ’normalitet’, synes bogen at spørge? Vi kan tage afstand fra historiens Hitler, men hvor snævert er egentlig forholdet mellem modernitet og totalitarisme? Spanien har i mange år, både under Francos diktatur og i perioden frem til optagelsen i det europæiske fællesskab, kigget langt efter det demokratiske Europa, men hvori adskiller det 20. århundredes europæiske regimer sig egentligt fra 1500-tallets religiøse intolerance, der mundede ud i Spaniens uddrivelse af både jøder og maurere? Sådanne spørgsmål ligger under fortællingernes overflade og vidner om forfatterens udviklede bevidsthed om litteraturens etiske ansvar. Muñoz Molina er herhjemme er kendt for romaner såsom »Vinteren i Lissabon« (1992), »Den polske rytter« (1996), og »Fuldmåne« (2000), og vi genfinder nogle af forfatterskabets store temaer i »Sefarad«, om end i en anden iklædning: forholdet mellem erindring og fantasi, mellem fiktion og historie samt mellem fortælling og konstruktion af kulturel identitet. Muñoz Molina har med »Sefarad« skabt sit til dato mest polyfone og komplekse værk, der i Iben Hasselbalchs glimrende oversættelse fremstår som det perfekte valg for den første tildeling af denne nye pris. Bogen skal have min varmeste anbefaling med på vejen. NR. 4 DECEMBER 2003 7
Page 1 and 2: 4 Anmeldelser af ny litteratur 17.
Page 3 and 4: Klaus Rifbjerg Alea En tilfældighe
Page 5: noget andet end litteraturen i dere
Page 9 and 10: ser Rabelais og karnevalisme, et vo
Page 11 and 12: med at læse hver enkelt roman. Man
Page 13 and 14: Lars Bo Rasmussen Jeg havde en drø
Page 15 and 16: Ørkenvandring Fastrups roman kende
Page 17 and 18: forhåbningers og modernitetens fal
Page 19 and 20: er stærkt dalende og krimierne for
Page 21 and 22: fortsætter uændret. I begyndelsen
Page 23 and 24: Kvindebyen Ida Jessen Foxy Lady I-V
Page 25 and 26: Kan man skabe mening af en meningsl
Page 27 and 28: anden sag med et godt ord, som ogs
Page 29 and 30: Se, mor, uden hænder! Jonathan Saf
Page 31 and 32: Hvad er queer teori — og hvad er
Page 33 and 34: den ikke kan dét. Når et sådant
Page 35 and 36: Seksualiseringen af litteraturhisto
Page 37 and 38: let«, som skriftet hedder i den da
Page 39 and 40: alment accepteret begreb). Krafft-
Page 41 and 42: som direkte eller indirekte udgør
Page 43 and 44: Først i 1960`erne, hvor alt mere e
Page 45 and 46: om, at beskæringen giver os fornem
Page 47 and 48: Hvad er kernen i Transgender Theory
Page 49 and 50: Diversitet Lovende smagsprøver fra
Page 51 and 52: Efterskrift, tekstkritik og noter.
Page 53 and 54: Dan Turèll Udvalgte Digte 1969-197
Page 55 and 56: Ursula Andkjær Olsen Atlas over hu
Page 57 and 58:
Jeg syr verden sammen med nåle af
Page 59 and 60:
Hvid stak ild i hvad/ hvad stak ild
Page 61 and 62:
ne verden i mønstre — dette komm
Page 63 and 64:
’post-mediale’ — og den derme
Page 65 and 66:
Torben Brostrøm Uden titel Læseov
Page 67 and 68:
Enough Said? Af Prem Poddar Edward
Page 69 and 70:
Forum er vel en messe værd Af Mari
Page 71 and 72:
En ægte Svend Åge Madsen og Olafu
Page 73 and 74:
Kritik 164 Frederik Stjernfelt og I
Page 75 and 76:
Hip som hap som rablen som pap Øve
show all

og hvad er det ikke? - Standart

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?