og hvad er det ikke? - Standart

More documents

Recommendations

Info

(kritik) fortsat fra forrige side krøllen og diskursens rekurs. Den frihed, der hviler og venter i rationalitetens sprækker (og dét, at man kan opdage dem, hvor fedt!), kan løftes over i tilstedeværelsens princip, altså beviset for overhovedet at ville være privat og gribe fat i halen på dens kometslør. Det er kontingensens frihed og spekulationens immanens, som slår tangenter på hinanden. Det er dette, at friheden også har skabt de betingelser, hvorpå den træder frem, som med et trylleslag kan overføres på »Privacy«, og som gør bogen egnet til at tænke med (og så kan man kalde den irriterende, lang, begivenhedsrig, empatisk, præcis etc. efter behov), hvilket vil sige: Det er det ikke-identiske, som motiverer tankens anarkistiske impulser og installerer drivkræfter i indbildningskraftens metaforiske kreativitet, men det er privacy, som perspektiverer det inferiøre og definerer sig selv som andet-end og dermed helt og aldeles identisk med det inferiøre. Læs selv. Og en sidste ting: Tvetydigheden i det privat-filosofiske projekt kommer til udtryk i forfatterens livtag med den heideggerianske værenstænkning. Åbenheden mod selve værensspørgsmålet er nok forudsætningen for forskelsdyrkelsen, som ansporer krølleskrivningens rettethed (det er privacys konstante og kontante anliggende: at ville et andet sted hen, når man holder den fast), men den er også i sin liberaliserede perspektivmangfoldiggørelse en nødvendighed for den — gode — svækkelse af væren selv, hvori vi kan aflæse vores egne moderne identiteter som metastabile. Hvorfor det? Fordi mennesket hele tiden med lige dele streng filosofi og klapjagt på metaforer, som ellers ville afsløre førstnævntes uvederhæftighed, slår sig på frihed og kontingens. Begge er, som forfatteren hævder, ubærlige og nødvendige, tilværelsens uudgrundelige grund. Væren kan ganske vist ikke udsiges, tillægges nogen stemme — og øjeblikket lader ligeledes vente på sig — men det forhindrer ikke, at privat-filosofien kan trænge sig på i de regioner, som bebos af et intet, som desuden garanterer, at kaos er med i det ontologiske spil. Hvordan det? Da ender det i kompleksitet, et sted midt imellem uorden og orden, værensrod og værensstabilitet og med det private som skrøbelig metafor for spekulationens patent. 66 NR. 4 DECEMBER 2003 Dagbog fra landet, der ligger til højre Første bind af Carsten Niebuhrs etnografiske tour de force endelig på dansk Carsten Niebuhr Rejsebeskrivelse fra Arabien og andre omkringliggende lande. Første bind (Reisebeschreibung nach Arabien und andern umliegenden Ländern. Erster Band) Oversat af Hans Christian Fink 528 sider, 398 kr. Vandkunsten Anmeldt af Anders Christian Boe Stor var enigheden, da »Politiken« og »Berlingske Tidende« for små fire år siden overlod det til deres læsere at kåre forrige århundredes bedste danske roman. En sjældent set konsensus mellem de, der pusher deres kulturjunk på Rådhuspladsen, og de, der sværger til Pilestræde-varianten, førte til kåringen af Johannes V. Jensens modernistiske prosadigt »Kongens Fald« (1900-1901). Runner-up blev Thorkild Hansens historisk-dokumentariske mesterværk »Det lykkelige Arabien« (1962), hvis væsentligste (inspirations)kilde og litterære forlæg var den tyske fysiker og matematiker Carsten Niebuhrs (1733-1815) voluminøse og detaljerede log- og rejsedagbog, »Reisebeschreibung nach Arabien und andern umliegenden Ländern I-II« (1774-1778), og det første bind udkommer nu for første gang i dansk oversættelse ved Hans Christian Fink (andet bind udkommer i 2004). Carsten Niebuhr var en af de fem videnskabsmænd (udover Niebuhr selv, der fungerede som landmåler og –korttegner, bestod delegationen af en filolog, en tegner, en læge samt en botaniker), der i følgeskab af en tjener blev udsendt af den danske konge Frederik V i 1761 med henblik på at udforske, hvad der efter antikkens forbillede blev kaldt ’Arabia felix’ eller ’Det lykkelige Arabien’ (det nuværende Yemen). Niebuhrs »Rejsebeskrivelse« er således for- tællingen om ham selv som deltager i en af de første rent videnskabelige ekspeditioner, og den har således en uomtvistelig videnskabshistorisk betydning. Med sig havde ekspeditionen en række instrukser samt en liste med spørgsmål formuleret af intellektuelle fra hele Europa, og en forbavsende stor del af spørgsmålene blev besvaret ved hjemkomsten i 1767. Forbavsende, fordi Niebuhr var den eneste i følget, der overlevede mødet med Morgenlandet, og således måtte påtage sig opgaver inden for felter, som, om end de ikke var ham aldeles fremmede, faldt udenfor hans egentlige professionelle virke. Når man tager dødsfaldene og den sygdom og generelle elendighed, der plagede gruppens medlemmer i betragtning, forblev et særdeles påtrængende spørgsmål dog ubesvaret, selv om det blev noteret i botanikeren Forsskåls dagbog på rejsens allerførste dag: »Hvorfor Det lykkelige Arabien skal kaldes lykkeligt?« Svaret på dette spørgsmål kræver ingen længere rejse, men skal findes i sprogets kringelkroge. På arabisk betyder ’yaman’ oprindeligt ’til højre’, og da man i den muslimske verden orienterer sig med ansigtet mod øst er ’yaman’ endvidere kommet til at betyde ’syd’. Landets navn, al-Yaman, betyder således Syd(arabien), men da den højre side i den arabiske verden, som tilfældet var tidligere i den vestlige verden, betragtes som finere end den venstre side, betegner roden YMN endvidere noget lykkeligt, hvorfor den oprindeligt rent geografiske benævnelse i antikken fejlagtigt oversættes til Eudaimon Arabia eller Arabia Felix, Det lykkelige Arabien. Denne positivistiske af-romantisering af det poetiske kaldenavn ville givet have tiltalt Niebuhr, om hvem sønnen Barthold Georg Niebuhr i sin karakteristik af faderen i levnedsskildringen »Carsten Niebuhr’s Leben« (1816) konstaterer: »Far var helt og alene indstillet paa at betragte og iagttage omverdenen. Abstraktioner og spekulationer var imod selve hans væsen: han maatte udforme alting konkret.« Hvilket er præcis hvad Niebuhr den Ældre gør i sin »Rejsebeskrivelse«. Han opfylder til punkt og prikke pålægget i instruksens ottende paragraf om, at den (videnskabelige) rejsendes optegnelser »skal være fuldstændige og skal ske således at enhver kan forstå dem, også selvom den rejsende måtte afgå ved døden og derved være forhindret i at udlægge sine ord.« Niebuhr maler via sin letflydende, koncise stil et ordbillede, hvis grundfarver er videnskabeligt engagement og genuin nysgerrighed. Hans ydmyghed og åbenhed sætter ham i stand til at leve op til sit selvudslettende ideal; han er fotografen, der tager billeder af steder, han ikke skal gense. Udgivelsen af oversættelsen af dette tungtvejende tekstkorpus er akkompagneret af tegneren Baurenfeinds 73 kobberstik samt af forfatterens egne minutiøst udarbejdede tabeller og landkort, og det er unægtelig en glædelig begivenhed såvel for den videnskabeligt som for den lidenskabeligt interesserede læser. »Rejsebeskrivelse fra Arabien og andre omkringliggende lande« introducerer samtidig en ny bogserie, »Carsten Niebuhr Biblioteket«, der er resultatet af et samarbejde mellem C.L. Davids Fond og Samling og Carsten Niebuhr Instituttet, hvis formål det er »at gøre lødige bøger om islamisk kultur tilgængelige på dansk.« Det er et prisværdigt og overordentlig nødvendigt projekt i en tid, hvor interessen for, og informationsmængden om den arabiske verden og den islamiske kultur vel er større end nogensinde før.
Enough Said? Af Prem Poddar Edward Said døde i september — Prem Poddar ser på hans liv og værk i lyset, eller skyggen af en række helt aktuelle politiske tiltag i USA Jeg kan huske, hvordan jeg i 1993 rejste med et tog fra Brighton til London, der mindede om noget fra Den Tredje Verden, for at opleve Said på »Institute of Contemporary Arts«, hvor han skulle tale med min lærer Homi Bhabha om sin nye bog »Culture and Imperialism«. Jeg var en smule usikker over at skulle præsentere min lettere lurvede og studentikose person for hans umiskendeligt venlige og charmerende fremtræden og skarpe intellekt. Men han fik mig med det samme til at slappe af, og fra det øjeblik begyndte jeg at forstå lidt bedre, hvordan han — uagtet sin tilknytning til den intellektuelle, universitære højborg — alligevel havde så stor succes med at artikulere den smerte og de kvaler, der er fælles vilkår for så mange indvandrere og forarmede landflygtige. Stemplet som ’professor i terror’ af en avis i New York, havde Said vænnet sig til af myndigheder, magthavere og meningsdannere at blive omtalt som — for nu at bruge hans egne ord — »generende, kontrær, selv ubehagelig.« Bhabha taler for mange ved at pege på, hvordan Saids værker »rettede blikket mod behovet for at fremskynde den vestlige histories tusmørke [half-light] med den foruroligende påmindelse om dens koloniale tekster, der vidner om det traume, der ledsager Imperiets triumferende virke«. »Orientalism«, Saids hovedværk fra 1978, afslører, i en brillant og lærd kritik, de ideologiske fordomme bag vestlige forestillin- ger om ’Orienten’. Hvad enten det var som afvisning eller ren og skær eksotisme, tjente kategorien ’Orienten’ som et redskab for europæernes forsøg på at bringe deres indtil da ukendte andet under kontrol — det er per definition en del af europæisk imperialisme. Orienten var en altomfattende kategori, der dækkede asiatiske kulturer uafhængigt af deres indbyrdes forskelligheder. Så på trods af orientalismens tilsyneladende anti-eurocentrisme, så snylter opreklameringen af Orienten i høj grad på netop eurocentrismen, og hele strukturen understreger blot det faktum, at omdrejningspunktet forbliver Europa. I stedet, påpeger Said, skal selve forestillingen om disse kategorier forlades; ved slet og ret at eliminere ’Orienten’ og ’Vesten’, vil vi være nået en lille smule længere i processen med ’af-læringen’ af den vedhængende tendens til overherredømme. Truslen mod den nationale sikkerhed I skrivende stund er Repræsentanternes Hus i færd med at regulere indholdet af de kurser, som amerikanske professorer skal undervise i på universiteter og colleges. Den pågældende lovgivning, H.R. 3077, vil omskrive den ’Title VI’-lovgivning der finansierer de forskellige centre for områdestudier på amerikanske universiteter. Undersøgelser forestået af Dr. Stanley Kurtz (tilgængelige på ) skildrer disse centre som ynglepladser for upatriotisk anti-amerikanisme. Dr. Kurtz koncentrerer sig om postkolonial teori og »Orientalism«, hvor »Said ligestillede undervisere der støtter amerikansk udenrigspolitik med det 19. århundredes europæiske intellektuelle der støttede racistiske koloniale imperier. Kernen i postkolonial teori er, at det er amoralsk for fagkyndige at stille deres viden om fremmedsprog til rådighed for amerikansk magtudøvelse.« Kurtz hævder at den tøjlesløse tilstedeværelse af postkolonial teori i akademiske kredse, med dens fordomme om Amerika og Vesten, har skabt en mængde undervisere der nægter at vejlede og støtte studerende, der måtte være interesserede i at gøre karriere i udenrigs- eller efterretningstjenester. Kurtz udtaler at »vi véd at optagelser af samtaler mellem flykaprerne den 11. september forblev uoversatte pga. mangel på arabisk-talende i vores efterretningsorganer. Af denne grund, sammenholdt med den fortsatte mangel på fremmedsprogkundskab i vores forsvars- og efterretningsorganer, har lederne af Title VI-centrene for afrikanske studier — der umiddelbart efter 11. september enstemmigt bekræftede deres boykot af uddannelsesprogrammet for national sikkerhed (NSEP) — alle medvirket til at underminere USA’s nationale sikkerhed og dets udenrigspolitik. Og dette gælder enhver Title VI-finansieret underviser i latinamerikanske-, afrikanske- og mellemøstlige studier, der har fastholdt den langvarige boykot af det NSEP.« Løsningen, foreslår Kurtz, er oprettelsen af et tilsynsråd, der kan øremærke Title VI-finanserne til studerende, der uddanner sig til karrierer i udenrigstjenesten og nationale sikkerheds-, forsvars- og efterretningsorganer. Komiteen i (artikel) Repræsentanternes Hus ikke alene troede på alle de ting Dr. Kurtz påstod, de gennemførte også størstedelen af hans forslag inklusiv ’tilsynsrådet’. En sand discipel »Man må bære traditionen i sig selv,« skrev Adorno i »Minima Moralia«, »for at kunne hade den behørigt«. Der kunne næppe formuleres en bedre karakteristik af Edward Said, der som forfatter både var dybt præget af europæiske traditioner og på samme tid dybt fremmedgjort fra dem. Den kritiske bevidsthed hos den verdsligsindede intellektuelle Said knyttede ham til den afvisende genstridighed, man finder hos en tænker som Adorno, hvad Said selv betegnede som ’sen stil’. En biografisk læsning af Saids stadigt hyppigere tilflugt til den tyske tænker er nærliggende, også i betragtning af Saids tiltagende kræftsygdom og den stadigt mere dystre situation i Palæstina. Om Adorno har Said skrevet, at han »var indbegrebet af den intellektuelle type, der hader alle systemer med lige stort ubehag«, og Said ser tydeligvis i Adorno en model for den kritiske bevidsthed hos den permanent eksilerede, altid på vagt, og uvillig til at tilpasse sig såvel som til at blive sat i bås af andre. At Adorno var halvt jødisk gør kun Saids pointe stærkere og tillader ham dialektisk at politisere de stive, bureaukratiske intellektuelles verden. Da han for to år siden blev interviewet af det elitære israelske dagblad »Ha`aretz«, beskrev Said sig nok ganske træffende, men også provokerende som »den sidste jødiske intellektuelle…den eneste sande discipel af Adorno«. Det er på mange måder takket være Saids banebrydende værk, at folk med mærkelige accenter fra tredjeverdenslande som jeg selv har fået mulighed for at undervise på europæiske institutter for engelsk litteratur. Han havde halvt sagt ja (halvt fordi kræften var ved at æde ham op) til at skrive forordet til et igangværende projekt om postkolonial historie, som mine kolleger og jeg har under udgivelse. Uden Saids skarpe og præcise prosa, uden hans rammende sentenser og evne til at gøre en gal af raseri, uden hans sindsligevægt og retfærdighedssans er vores verden blevet et fattigere sted. Oversat af Johannes Henriksen NR. 4 DECEMBER 2003 67
Page 1 and 2:
4 Anmeldelser af ny litteratur 17.
Page 3 and 4:
Klaus Rifbjerg Alea En tilfældighe
Page 5 and 6:
noget andet end litteraturen i dere
Page 7 and 8:
alkoholen. Men Venja forstår at ko
Page 9 and 10:
ser Rabelais og karnevalisme, et vo
Page 11 and 12:
med at læse hver enkelt roman. Man
Page 13 and 14:
Lars Bo Rasmussen Jeg havde en drø
Page 15 and 16: Ørkenvandring Fastrups roman kende
Page 17 and 18: forhåbningers og modernitetens fal
Page 19 and 20: er stærkt dalende og krimierne for
Page 21 and 22: fortsætter uændret. I begyndelsen
Page 23 and 24: Kvindebyen Ida Jessen Foxy Lady I-V
Page 25 and 26: Kan man skabe mening af en meningsl
Page 27 and 28: anden sag med et godt ord, som ogs
Page 29 and 30: Se, mor, uden hænder! Jonathan Saf
Page 31 and 32: Hvad er queer teori — og hvad er
Page 33 and 34: den ikke kan dét. Når et sådant
Page 35 and 36: Seksualiseringen af litteraturhisto
Page 37 and 38: let«, som skriftet hedder i den da
Page 39 and 40: alment accepteret begreb). Krafft-
Page 41 and 42: som direkte eller indirekte udgør
Page 43 and 44: Først i 1960`erne, hvor alt mere e
Page 45 and 46: om, at beskæringen giver os fornem
Page 47 and 48: Hvad er kernen i Transgender Theory
Page 49 and 50: Diversitet Lovende smagsprøver fra
Page 51 and 52: Efterskrift, tekstkritik og noter.
Page 53 and 54: Dan Turèll Udvalgte Digte 1969-197
Page 55 and 56: Ursula Andkjær Olsen Atlas over hu
Page 57 and 58: Jeg syr verden sammen med nåle af
Page 59 and 60: Hvid stak ild i hvad/ hvad stak ild
Page 61 and 62: ne verden i mønstre — dette komm
Page 63 and 64: ’post-mediale’ — og den derme
Page 65: Torben Brostrøm Uden titel Læseov
Page 69 and 70: Forum er vel en messe værd Af Mari
Page 71 and 72: En ægte Svend Åge Madsen og Olafu
Page 73 and 74: Kritik 164 Frederik Stjernfelt og I
Page 75 and 76: Hip som hap som rablen som pap Øve
show all

og hvad er det ikke? - Standart

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?