og hvad er det ikke? - Standart

’post-mediale’ — og den dermed
forbundne redning af modstandslommerne,
de skæve mangfoldigheds-forbindelser,
de kulturelle og
personlige erindrings-lommer,
sprog- og skriftopgør, drømmerier,
sarkasmer, romantisk verve, det
sande i det gale, de levende billeder
(Carl Th. Dreyer, sort-hvide
filmklip med børn ved badebroer)
hamrede ind mod publikum i den
i enhver henseende billed-, tingog
sprogfræsende (anti)-forestilling
»Artur på genfærd«, som Teatret
Estrade havde på Entré Scenen
under Århus Festuge i september
2003. Laugesens ordrige, sine steder
rablende og komplekse klodetekster
fra 1988 formidlet af det
søgende, spørgende, anråbende,
gestikulerende og skræmte genfærd
Artur (alias skuespilleren
Ole Westh-Madsen) og med tumultuariske
hilsener både scenografisk
og musikalsk til mere eller
mindre velkendte europæiske og
amerikanske avantgarder (musikalsk
f.eks. Gavin Bryars’ loop
»Jesus’ blood never failed me«,
cd-udgave 1993) lader sig uden
videre dikkedarer forstå og sanse
som et veritabelt poetisk-scenografisk
tæppebombardement med
ord, billeder, ting, gebærder og
lyde af skuespilsamfundet anno
1988/2003. Begivenheden var
langt mere end en genkommende
tresser-avantgardistisk repetition à
la mode til benefice for dagens
avantgarde-celebrerende kulturelle,
trendy, cyperspacede og akademiske
establishment, det var den
ægte vare, en kompromisløs og rå,
poetisk og anarko-avantgardistisk,
anti-æsteticistisk og sanselig talking
no shit event, the real thing,
take it or leave it, for fanden!
Skuespil som mentalt brød for folket
hinsides masserne.
Laugesens hyppige henvisninger
til San Francisco-digterne
Kerouac og Ginsberg og dertil
hørende hot and cool jazz, til outsiderne
Novalis og Rimbaud, til
pop i sporet efter Kerouacs pophaikus,
til Céline, til sin hund og
havens solsorte, til Flauberts
bemærkning til Turgenjev om en
stormflod af lort, der hamrer mod
murene, så de smuldrer (motto til
»Trashpilot«, 2000), til trash og
junk de luxe, til supermarkedet og
en pilespids i gruset på en parkeringsplads
(»Deadlines«, 1994), til
anti-racistiske haiku — sådan
noget trækker anarko-avantgardistiske
og intakte spor fra f.eks.
»Guds ord fra landet«, 1974
(»Drømmen om total kommunikation
uden total mangel på kommu-
nikation, om han uden hun, hun
uden han, jeg uden du, du uden
jeg, skizofreniens motor og den
mystiske materialismes motor…«)
eller »Anarkotika«, 1975 (»Det er
nogen digte fra en verden her hvor
vanviddet er det indlysende og i
den verden er jeg etableret, der
eksisterer jeg, som et navn, der
hedder Peter Laugesen, men kan
ikke sige, at det navn på nogen
måde længere er mig, selv om jeg
osse er det, der sætter det på digte,
som her er der«) til den allerseneste
»Forstad til alt« fra i år. Her
prydes bagsiden af et digt betitlet
»Til Jack Micheline værelse hvad
som helst hotel Skid Row«. Micheline,
gadedigteren, a street
poet, a true american outlaw poet,
med bøger og ’chapbooks’ (simple
lejlighedstryk) f.eks. »River of Red
Wine« og »Street of Lost Fools«,
er ikonet par excellence på den
ikke-etablerede og vitalistiske
oprørsdigter, gadens og de kuldsejledes
poetisk-trashede græs-digter
midt på autostradaens asfalt.
For Laugesen er det derfor,
skulle jeg mene, ikke den zenbuddhistiske,
men vejenes og den
spontane prosas Kerouac, ikke den
Hare Krishna- og O-o-m-messende,
men den hylende Ginsberg, der
vedholdende medtænkes. Det er
Michelines Kerouac og Ginsberg.
Alt dette på godt og ondt, men
først og sidst: kompromisløst, antiinstitutionelt,
en hundepissende
skrift. Denne altid blottede anti-
institutionelle nerve findes også i
det, der efterhånden er blevet celebreret
til hudløshed: Laugesen &
Mindspray. Først var der lokale
underground performances i mindre
klubber, på højskoler, siden på
større festivaler i provinsen,
så på Glyptoteket, så
skulle det ud på cd. Som
Laugesen selv bemærker et
sted, er der forskel på en
gennemproduceret studiecd
og en live optræden.
Cd’en »Howl on!« fra 2001
bliver da også ved nogle
gennemlytninger, alle dens
evidente fortjenester ufortalt,
en lidt for pæn og tam
affære i forhold til det,
man kender fra Laugesen
& Mindsprays intense liveoptræden.
Med cd’en blev
det hele til institution. Der
måtte findes andre veje.
De har så ledt til Laugesens
samarbejde med en
eksperimenterende og
usædvanlig rockgruppe,
»Singvogel« kalder de sig.
Også her er live shows,
som i Musikcaféen i Århus
sidste år, levende og kompromisløs
rock against
passivity. Også dette er nu
institutionaliseret på cd’en
»Hotellet brænder« fra i
år. Oplæsningen er her heldigvis
ikke så pænt lagt oven på eminent,
sine steder også eminent pæn,
jazz-musik som på »Howl on!«.
Her clasher Laugesens let monotone
let jambiske brabrand-dræven
ganske godt mod de gennemarbejdede
og lyd-fræsende rockkompositioner.
Det er godt at få ørerne
revet i stykker — cd’en spilles
bedst med knappen på højeste
volumen — efter indtagelse af lidt
for megen pæn dansk high brow
jazz anno 2001. Men som tilfældet
er med Mindspray-cd’en, står heller
ikke den ellers ret så lytteværdige
cd »Hotellet brænder« mål
med »Singvogel« live. Så når
hørelsen får institutionel tinnitus,
må man (jeg) håbe, at Laugesens
anti-institutionelle drive fører
hans tekster sammen med en slags
stilhedens musik, en Cage i laptop-electronica
anno 2004, en indvævet
stemme måske, der ikke
monotont oplæsende er lagt oven
på?
Meditativ tomhed
I forordet til sit udvalg af Dan
Turèll-digte »Udvalgte digte I
1969-1974« (se anmeldelsen
andetsteds her i bladet) bemærker
Laugesen fyndigt:
(artikel)
Ikke noget med avantgarde hos
D.T., hvad jeg dengang syntes var
en fejl, men nu indser ikke kunne
være anderledes, hvis han skulle
blive, som han blev, den han var,
når det passede sammen. Den
fortvivlede retorik i det rablende
dobbeltsprogede mantra, der
udgør næsten hele skriftfladen i
de to første Arena-bøger, som en
slags automatskrift, der mere og
mere er det eneste, der holder en
krop og et jeg fast i forsvinden, og
dog med skriften i eller på jorden
som et fræsende postulat …
Betegnelsen ’mantra’ er ikke tilfældig.
Gennem store dele af Turèlls
forfatterskab spiller forskellige former
for buddhisme en vigtig rolle
for hans måde at tænke såvel eksistens
som dette at skrive på. Når
han f.eks. skriver på jazz —
jazzrytmer og jazzimprovisationer
på skrift som i Kerouacs »Mexico
City Blues« — er det for at tilnærme
sig en zenbuddhistisk ’tomhed’,
hvor enhver form for sproglig,
mental og eksistentiel determinisme
er renset ud af sind og skriveakt.
Derved ligger han ganske
tæt på den del af Beat-generationen,
især Jack Kerouac, der helt og
aldeles overgav sig til diverse former
for zenbuddhisme hinsides
enhver form for avantgarde-forestilling.
Turèlls omfattende indsigt
i og selvstændige anvendelser af
diverse former for buddhisme og
den deraf afledte ’zen-skrift’ overskrider
på mange måde den amerikanske
Beat-generations ditto,
hvilket for første gang er blevet
undersøgt til bunds i Michael
Nonboes litteraturhistoriske speciale
fra i år (publ. på Litteratur-
Historisk NetForlag, se bibliografi).
Heri vises hvor stor betydning,
hvor forskelligt og hvor vidt facetteret
Turèlls poetiske buddhisme
egentlig er.
I den tidlige fase frem til »Karma
Cowboy« — dvs. størstedelen
af Laugesens udvalg — fungerer
skriften, forklarer Nonboe, som et
sted for oprør og meditation kombineret
med euforiserende stoffer
og moderne jazz. Især søges der
opnåelse af ’tomhed’, dvs. at
tømme bevidstheden for uvedkommende
støj og blokeringer til
fordel for en frit strømmende
skrift/skriven i henhold til dels
Kerouacs »spontan prosa/skriven«,
dels den buddhistiske mayalæres
forestilling om den ubestandige
karakter af de former tanken
søger at fange virkeligheden med.
fortsættes næste side
NR. 4 DECEMBER 2003 63