og hvad er det ikke? - Standart

More documents

Recommendations

Info

(artikel) Af Jørn Erslev Andersen Anarko-avantgardisme I samfund, hvor de moderne produktionsbetingelser hersker, fremstår rigdommen som en uhyre vareophobning, og den enkelte vare som en elementarform. Vores undersøgelse begynder derfor med en analyse af varen. Sådan lyder Karl Marx’ herostratisk berømte åbning af første bind af »Das Kapital« fra 1867. Nøjagtig 100 år senere gør den franske situationist Guy Debord gestus til denne sætning ved at bedyre, at i de samfund, »hvor de moderne produktionsbetingelser hersker, viser hele livet sig som en uhyre ophobning af skuespil. Al direkte oplevelse har fortonet sig i en forestilling.« Dette er tese 1 af de i alt 221 teser, der på mangfoldige måder repeterer denne første tese i Debords »La Société du Spectacle« — »Skuespilsamfundet« — fra 1967, den situationistiske teori par excellence om samfundet. På verdensscenen udfoldes et varernes skuespil som stedfortrædende for mennesket. Verden og samfundet opleves som skuespil, fuldkommen domineret af pengene, af kapitalen. Mennesket er totalt fremmedgjort, helt og aldeles opslugt 1:1 af dette stedfortrædende vare-skuespils altomsluttende blændværk. Ingen samlende programideologi kan sætte sig herudover, også en sådan, den være sig nok så radikal, underlægges nemlig skuespillets tvingende love og logikker. I dette totale skuespil kan modstand kun ytre sig som momentane, mangfoldige, situationelle og ’handlende’ aktioner, som alternative forestillinger om plurale netværk, som kunstneriske happenings, som en insisteren på et andet sprog hinsides normalsprogets sanseløse tagen del i skuespillets varefetichistiske falskhed. 62 Afmestrende, afstående — antiforestillingens poesi Andre verdeners fortløbende forseglinger her og nu i synkoperet skrift, meditation og bold hos Peter Laugesen (anarko-avantgardisme), Dan Turèll (meditativ tomhed) og Torben Ulrich (de-værkelig hvished) NR. 4 DECEMBER 2003 Sådan transformeres Marx’ stringente, cool og mesterligt fremstillede vareanalyse, dvs. videreførelsen af en filosofisk set skelsættende og utopisk-konkret venden læremesteren Hegels historiefilosofi på hovedet, begge være sig nok så ’drømmende’, sådan som også dikotomien mellem enhed og mangfoldighed er det i Hardt og Negris aktuelle »Imperiet«, til et altomfattende manifest for Situationistisk Internationale. Ikke blot deltog Asger Jorn og Jørgen Nash i bevægelsen i dens tidlige faser, aspekter af den gik også senere hen Peter Laugesen i blodet. At digte bliver til en revolte mod skuespilsamfundet, de forlorne billeder, de forkromede varer, det bevidstløse konsum af penge, ting og medier. En poetisk og postdebordsk anarko-avantgardistisk revolte også mod digtningens og kunstens forlorne tilpassethed til skuespilsamfundet og magtens makro-diskurser på mikro-niveau. SKUESPILLERSAMFUNDET Før eller senere møder du ham. Det er premiere. Nu begynder noget andet. Det er ham. Din døde far. Han giver dig jobbet. Du spiller Hamlet. Du spiller Lear. Du spiller Richard III. Nu er du graveren. Du graver selv hullet. Du ligger i koldsved og skriger på hesten. Du falder ned fra et træ som Ofelia. Du er Polonius. Du står bag et forhæng og dør. Du er Fortinbras. Du skal overtage alting efter de døde. Han skriver dig. Du er jobbet. Han kommer en dag. Du ved ingenting. Le bare skriver han. Spil. De ser dig fra oven. De ser dig fra neden. Du gør det bare. Du er en maskine. (Peter Laugesen, »Trashpilot«, 2000) Den antiautoritære og a-ideologiske revolte-tænkning overses gerne i dag, når Laugesen celebreres eller det modsatte som jazz&poetry digter, som vor tids City Lights Books relikt eller som en endnu levende tresser-avantgardist. Man kan for så vidt vende det hele om og påstå, at Laugesen i dag er den eneste anarko-politiske digter, der, sammen med Ursula Andkjær Olsen måske, er på højde med drømmere som Hardt og Negri og deres ’politise- ring’ af kampen mellem ’imperiet’ og ’mængden’ i perspektiv af bl.a. flugtliniernes deleuzianisme. Opgøret med ’skuespilsamfundet’ — eller hvad det nu end hedder i moderne forklædning: det gennemforvaltede samfund (Adorno), det gennemsemiotiserede samfund (Barthes), det systemiske samfund (Luhmann), det gennemmedialiserede samfund (McLuhan) i kamp med det ’ikkeidentiske’, det mod-semiotiserende, det ’lokal-systemiske’, det Torben Ulrich. Illustration fra »Jazz, bold og buddhisme« (Foto: Steen Møller Rasmussen.)
’post-mediale’ — og den dermed forbundne redning af modstandslommerne, de skæve mangfoldigheds-forbindelser, de kulturelle og personlige erindrings-lommer, sprog- og skriftopgør, drømmerier, sarkasmer, romantisk verve, det sande i det gale, de levende billeder (Carl Th. Dreyer, sort-hvide filmklip med børn ved badebroer) hamrede ind mod publikum i den i enhver henseende billed-, tingog sprogfræsende (anti)-forestilling »Artur på genfærd«, som Teatret Estrade havde på Entré Scenen under Århus Festuge i september 2003. Laugesens ordrige, sine steder rablende og komplekse klodetekster fra 1988 formidlet af det søgende, spørgende, anråbende, gestikulerende og skræmte genfærd Artur (alias skuespilleren Ole Westh-Madsen) og med tumultuariske hilsener både scenografisk og musikalsk til mere eller mindre velkendte europæiske og amerikanske avantgarder (musikalsk f.eks. Gavin Bryars’ loop »Jesus’ blood never failed me«, cd-udgave 1993) lader sig uden videre dikkedarer forstå og sanse som et veritabelt poetisk-scenografisk tæppebombardement med ord, billeder, ting, gebærder og lyde af skuespilsamfundet anno 1988/2003. Begivenheden var langt mere end en genkommende tresser-avantgardistisk repetition à la mode til benefice for dagens avantgarde-celebrerende kulturelle, trendy, cyperspacede og akademiske establishment, det var den ægte vare, en kompromisløs og rå, poetisk og anarko-avantgardistisk, anti-æsteticistisk og sanselig talking no shit event, the real thing, take it or leave it, for fanden! Skuespil som mentalt brød for folket hinsides masserne. Laugesens hyppige henvisninger til San Francisco-digterne Kerouac og Ginsberg og dertil hørende hot and cool jazz, til outsiderne Novalis og Rimbaud, til pop i sporet efter Kerouacs pophaikus, til Céline, til sin hund og havens solsorte, til Flauberts bemærkning til Turgenjev om en stormflod af lort, der hamrer mod murene, så de smuldrer (motto til »Trashpilot«, 2000), til trash og junk de luxe, til supermarkedet og en pilespids i gruset på en parkeringsplads (»Deadlines«, 1994), til anti-racistiske haiku — sådan noget trækker anarko-avantgardistiske og intakte spor fra f.eks. »Guds ord fra landet«, 1974 (»Drømmen om total kommunikation uden total mangel på kommunikation, om han uden hun, hun uden han, jeg uden du, du uden jeg, skizofreniens motor og den mystiske materialismes motor…«) eller »Anarkotika«, 1975 (»Det er nogen digte fra en verden her hvor vanviddet er det indlysende og i den verden er jeg etableret, der eksisterer jeg, som et navn, der hedder Peter Laugesen, men kan ikke sige, at det navn på nogen måde længere er mig, selv om jeg osse er det, der sætter det på digte, som her er der«) til den allerseneste »Forstad til alt« fra i år. Her prydes bagsiden af et digt betitlet »Til Jack Micheline værelse hvad som helst hotel Skid Row«. Micheline, gadedigteren, a street poet, a true american outlaw poet, med bøger og ’chapbooks’ (simple lejlighedstryk) f.eks. »River of Red Wine« og »Street of Lost Fools«, er ikonet par excellence på den ikke-etablerede og vitalistiske oprørsdigter, gadens og de kuldsejledes poetisk-trashede græs-digter midt på autostradaens asfalt. For Laugesen er det derfor, skulle jeg mene, ikke den zenbuddhistiske, men vejenes og den spontane prosas Kerouac, ikke den Hare Krishna- og O-o-m-messende, men den hylende Ginsberg, der vedholdende medtænkes. Det er Michelines Kerouac og Ginsberg. Alt dette på godt og ondt, men først og sidst: kompromisløst, antiinstitutionelt, en hundepissende skrift. Denne altid blottede anti- institutionelle nerve findes også i det, der efterhånden er blevet celebreret til hudløshed: Laugesen & Mindspray. Først var der lokale underground performances i mindre klubber, på højskoler, siden på større festivaler i provinsen, så på Glyptoteket, så skulle det ud på cd. Som Laugesen selv bemærker et sted, er der forskel på en gennemproduceret studiecd og en live optræden. Cd’en »Howl on!« fra 2001 bliver da også ved nogle gennemlytninger, alle dens evidente fortjenester ufortalt, en lidt for pæn og tam affære i forhold til det, man kender fra Laugesen & Mindsprays intense liveoptræden. Med cd’en blev det hele til institution. Der måtte findes andre veje. De har så ledt til Laugesens samarbejde med en eksperimenterende og usædvanlig rockgruppe, »Singvogel« kalder de sig. Også her er live shows, som i Musikcaféen i Århus sidste år, levende og kompromisløs rock against passivity. Også dette er nu institutionaliseret på cd’en »Hotellet brænder« fra i år. Oplæsningen er her heldigvis ikke så pænt lagt oven på eminent, sine steder også eminent pæn, jazz-musik som på »Howl on!«. Her clasher Laugesens let monotone let jambiske brabrand-dræven ganske godt mod de gennemarbejdede og lyd-fræsende rockkompositioner. Det er godt at få ørerne revet i stykker — cd’en spilles bedst med knappen på højeste volumen — efter indtagelse af lidt for megen pæn dansk high brow jazz anno 2001. Men som tilfældet er med Mindspray-cd’en, står heller ikke den ellers ret så lytteværdige cd »Hotellet brænder« mål med »Singvogel« live. Så når hørelsen får institutionel tinnitus, må man (jeg) håbe, at Laugesens anti-institutionelle drive fører hans tekster sammen med en slags stilhedens musik, en Cage i laptop-electronica anno 2004, en indvævet stemme måske, der ikke monotont oplæsende er lagt oven på? Meditativ tomhed I forordet til sit udvalg af Dan Turèll-digte »Udvalgte digte I 1969-1974« (se anmeldelsen andetsteds her i bladet) bemærker Laugesen fyndigt: (artikel) Ikke noget med avantgarde hos D.T., hvad jeg dengang syntes var en fejl, men nu indser ikke kunne være anderledes, hvis han skulle blive, som han blev, den han var, når det passede sammen. Den fortvivlede retorik i det rablende dobbeltsprogede mantra, der udgør næsten hele skriftfladen i de to første Arena-bøger, som en slags automatskrift, der mere og mere er det eneste, der holder en krop og et jeg fast i forsvinden, og dog med skriften i eller på jorden som et fræsende postulat … Betegnelsen ’mantra’ er ikke tilfældig. Gennem store dele af Turèlls forfatterskab spiller forskellige former for buddhisme en vigtig rolle for hans måde at tænke såvel eksistens som dette at skrive på. Når han f.eks. skriver på jazz — jazzrytmer og jazzimprovisationer på skrift som i Kerouacs »Mexico City Blues« — er det for at tilnærme sig en zenbuddhistisk ’tomhed’, hvor enhver form for sproglig, mental og eksistentiel determinisme er renset ud af sind og skriveakt. Derved ligger han ganske tæt på den del af Beat-generationen, især Jack Kerouac, der helt og aldeles overgav sig til diverse former for zenbuddhisme hinsides enhver form for avantgarde-forestilling. Turèlls omfattende indsigt i og selvstændige anvendelser af diverse former for buddhisme og den deraf afledte ’zen-skrift’ overskrider på mange måde den amerikanske Beat-generations ditto, hvilket for første gang er blevet undersøgt til bunds i Michael Nonboes litteraturhistoriske speciale fra i år (publ. på Litteratur- Historisk NetForlag, se bibliografi). Heri vises hvor stor betydning, hvor forskelligt og hvor vidt facetteret Turèlls poetiske buddhisme egentlig er. I den tidlige fase frem til »Karma Cowboy« — dvs. størstedelen af Laugesens udvalg — fungerer skriften, forklarer Nonboe, som et sted for oprør og meditation kombineret med euforiserende stoffer og moderne jazz. Især søges der opnåelse af ’tomhed’, dvs. at tømme bevidstheden for uvedkommende støj og blokeringer til fordel for en frit strømmende skrift/skriven i henhold til dels Kerouacs »spontan prosa/skriven«, dels den buddhistiske mayalæres forestilling om den ubestandige karakter af de former tanken søger at fange virkeligheden med. fortsættes næste side NR. 4 DECEMBER 2003 63
Page 1 and 2:
4 Anmeldelser af ny litteratur 17.
Page 3 and 4:
Klaus Rifbjerg Alea En tilfældighe
Page 5 and 6:
noget andet end litteraturen i dere
Page 7 and 8:
alkoholen. Men Venja forstår at ko
Page 9 and 10:
ser Rabelais og karnevalisme, et vo
Page 11 and 12: med at læse hver enkelt roman. Man
Page 13 and 14: Lars Bo Rasmussen Jeg havde en drø
Page 15 and 16: Ørkenvandring Fastrups roman kende
Page 17 and 18: forhåbningers og modernitetens fal
Page 19 and 20: er stærkt dalende og krimierne for
Page 21 and 22: fortsætter uændret. I begyndelsen
Page 23 and 24: Kvindebyen Ida Jessen Foxy Lady I-V
Page 25 and 26: Kan man skabe mening af en meningsl
Page 27 and 28: anden sag med et godt ord, som ogs
Page 29 and 30: Se, mor, uden hænder! Jonathan Saf
Page 31 and 32: Hvad er queer teori — og hvad er
Page 33 and 34: den ikke kan dét. Når et sådant
Page 35 and 36: Seksualiseringen af litteraturhisto
Page 37 and 38: let«, som skriftet hedder i den da
Page 39 and 40: alment accepteret begreb). Krafft-
Page 41 and 42: som direkte eller indirekte udgør
Page 43 and 44: Først i 1960`erne, hvor alt mere e
Page 45 and 46: om, at beskæringen giver os fornem
Page 47 and 48: Hvad er kernen i Transgender Theory
Page 49 and 50: Diversitet Lovende smagsprøver fra
Page 51 and 52: Efterskrift, tekstkritik og noter.
Page 53 and 54: Dan Turèll Udvalgte Digte 1969-197
Page 55 and 56: Ursula Andkjær Olsen Atlas over hu
Page 57 and 58: Jeg syr verden sammen med nåle af
Page 59 and 60: Hvid stak ild i hvad/ hvad stak ild
Page 61: ne verden i mønstre — dette komm
Page 65 and 66: Torben Brostrøm Uden titel Læseov
Page 67 and 68: Enough Said? Af Prem Poddar Edward
Page 69 and 70: Forum er vel en messe værd Af Mari
Page 71 and 72: En ægte Svend Åge Madsen og Olafu
Page 73 and 74: Kritik 164 Frederik Stjernfelt og I
Page 75 and 76: Hip som hap som rablen som pap Øve
show all

og hvad er det ikke? - Standart

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?