og hvad er det ikke? - Standart

More documents

Recommendations

Info

(lyrik) Et fraværende orgie Jørgen Gustava Brandt: Det stilfærdige orgie Høstlige digte 80 sider, 175 kr. Gyldendal Anmeldt af Morten Kyndrup Peter Nielsen Livet foreslår 104 sider, 199 kr. Lindhardt & Ringhof Anmeldt af Peer S. Høgsbro Den på én gang ræsonnerende og omverdensbetragtende stil fra de foregående samlinger »Gule og grønne skove« og »Minder fra hjemegnen«, genfindes i »Livet foreslår«. Betragtninger over bevidsthedens møde med den omgivende verden skiftevis iblandes eller igang- 60 Stillestående poesi af Jørgen Gustava Brandt »Det stilfærdige orgie« hedder Jørgen Gustava Brandts nye digtsamling. Det er kun halvvejs en falsk varebetegnelse, for stilfærdighed er der nok af. Orgiet derimod Foto: Ulrik Brandt udebliver. Med mindre da vi taler om et orgie af stilfærdighed. Kan man sige noget pænt om digtene i denne samling? Ja, sagtens. Der er ikke rigtig noget der gør ondt. Tonen er ganske hyggelig. Der er heller ikke noget som helst forceret over hverken de enkelte digte eller over samlingen som helhed. Den er nærmest tilbagelænet. Man får fornemmelsen af en sympatisk digterperson, af et klogt og gennemreflekteret menneske, sidst i livet, i stand til at se sig selv se — og udstyret med en troldsplint af selvironi. Der er gode enkeltpassager rundt omkring i de enkelte Større end livets forslag Peter Nielsen foreslår, at vi åbner os for livet i digtsamlingen »Livet foreslår«, der på hver side overrasker med gentænkninger af den kendte verden NR. 4 DECEMBER 2003 digte. Man kan sågar finde et rigtig godt digt som »Ved køkkenruden«: Mejserne hopper rundt på brættet og pipper og pikker meget ivrige og ikke ganske fordragelige Vi der er rigtig kloge sidder bag vægge og døre og låse Ingen andre ved om vi nu tænker godt eller ondt eller både og Men så er det næsten også sagt. I de fleste af digtene bliver det stilfærdige og tilbagelænede mest af alt til halvslap småsnakken, der trods oplivende elementer af selvironi kronisk henfalder til en grundtone af inderlig selvgodhed. Ikke på det tematiske plan, for digterpersonen har skam blik for sine shortcomings. Men i selve anlægget, i intonationen: digtene er for det meste utrolig situative i den forstand, at de har form af en reflekterende kommentar til en bestemt situation. Alting har selvfølgelig en anledning, og således ofte også et digt. Problemet er bare når anledningen, situationen, er vældig tydelig, uden at læseren kender den på anden måde end gennem kommentaren. Da kommer digtet let til at pege på noget, der for læseren virker inderligt privat og derfor ligeså inderligt ligegyldigt. For at tage et eksempel fra digtet: »Tilstandsrapport«, en i denne sammenhæng sigende titel: sættes af enkeltiagttagelser, der holder læseren på sporet af den dobbelthed, digtene hele tiden gaber over: Verden, der påvirker bevidstheden og bevidstheden, der former verden efter sit billede. Det konkrete trænger sig på og kan ikke uden videre indfanges af de tolkningsbevægelser, der konstant udføres af bevidstheden. Vores erfaringsfelt modsiges af det foreliggende. … Tanker panorerer hen over et rum ingen af os fuldt og helt kan kalde for vores eget. De synes at insinuere noget En murren i situationen en gærende uro I min konstitution en vindstille tøven — Kan det forenes? Så skifter situationen Den er fastlåst — det – og jeg stivner i afmagt – er åbenlys konflikt. Min kerne er hård og jeg kan lide måden den er hård på. Imidlertid går livet videre den ubønhørlige retning ligeud og kort Sådan starter digtet. So what? Digte som dette bliver ganske enkelt for referentielle, peger for meget på en bestemt oplevelse og tror at dennes (påståede) intensitet kan erstatte det et digt må være: en gestaltet sansning. Og akkurat gestalt, form, er der meget lidt af; for lidt klang, for lidt rytme, udtryksmæssig prægnans. Til gengæld, som man kan se, rigeligt med klumpedumpede sætninger, sigende tankestreger og uskønne indskud. Resultatet er, at der ved læsningen ikke fremkommer nogen fornemmelse af tilbliven, kun oplevelsen af at bevidne en mørnet og kedsommelig eftertanke til noget, der i sig selv tilhører det private, og som hjertens gerne må vedblive med at gøre det. Der synes — og ikke kun i dette tilfælde — at være en tendens til, at forlagsredaktører over for kategorien »ældre veletablerede digtere med omfattende og fortjenstfulde forfatterskaber bag sig« helt slår den kritiske sans fra. Måske fordi indkøbsansvarlige på landets biblioteker gør det samme? Her er i hvert fald uhyggelig lidt at komme efter, når det gælder digterisk kvalitet. Tænksomme og sympatiske beretninger om det levede livs finurligheder bliver ikke til digtning, bare fordi ordene er en digters. Ligesom orgier ikke fremkaldes af ordet »orgie«. kvalificeret i grå og tætte men uudforskede buskadser nær noget velkendt. De er til tider naturligt inddelt i revirer af lys og skygge, som grænser vi ser hinanden igennem. Alligevel ser jeg ikke så meget selve kålmarken som den kølige blågrønne farve den undertiden får et strejf af i februar, nogle få dage før frost. Måske det fører til visse ornamenter af forståelse, eller i det mindste en forstad til forståelse… Citatet er fra det afsluttende langdigt »En ufornuftig glæde«, der løber over samlingens sidste firs sider og er inddelt i femogtredive afsnit. Den fortløbende digteriske bevidsthedsstrøm skal være mindst så kvalificeret som hos Peter Nielsen for ikke at blive epistemologisk illustrationsmateriale eller simpelt causerende i almindelig undren over livets paradokser. Langdigtet har fat i en fundamental afsøgning af menneskets og bevidsthedens status og glædes over de mange muligheder, ikke for at ord-
ne verden i mønstre — dette kommer tvangsmæssigt — men for at udvide sit mønster, dvs. erfare og erkende verden på ny. »Det er en velsignelse/ af den slags/ der truer med at fjerne os/ fra adresser i den fysiske verden«. Det er derfor glæden er ufornuftig — den kommer i overskridelsen af de fornuftskabte tolkninger. »Naturen er vel træt af sine fortolkere«, skriver Peter Nielsen umiddelbart før han lader lyset indstifte den ovenfor nævnte velsignelse. Lyset som metafor for erkendelse er oplagt, men understøttes ikke entydigt af samlingen, der lader noget uforklaret stå tilbage, noget, der ikke er indeholdt i det livet foreslår, men rækker ud over det foreslåede. Vi kommer gennem flere variationer af menneskets afmagt over for det, der er større end livet, naturen: »…det virkelige/ er et solidt stof, som ikke afventer vore domme«. Han vil have os med bagom mekanismerne af tillært livsførelse. Men samlingen rækker videre end det, der her kommer til at lyde som sprogfilosofiske smuler; der er næsten skødesløst henslængte væsentlige betragtninger på hver side og citatværdige passager ved hvert opslag. Marken, der sluger øjnene, belyses af månen, mens gadelygter ikke kan udregne deres egen værdi, men blot står og oplyser deres lille plet. Virkeligheden står over for ordningen af det sansede også i den indledende »Lille fortolkningstese«, der brillerer med sin humoristiske demontering af fornuftsslutninger: Dyrene hjælper hinanden. Det ses ikke altid, men går man ud når der ligger nyfalden sne, vil man ofte kunne følge et spor. Man ser for eksempel et spinkelt spor efter en mus der er kommet løbende. Længere fremme ser man måske et andet og større spor krydse musens rute. Tit vil man nu opleve at det store dyr har hjulpet det lille dyr videre på dets vej i den besværlige sne, eftersom det kun er det store spor der fortsætter. Sådan hjælper dyrene hinanden. Og hvis ikke man kan lære noget af det, er der ikke meget håb. Nu ved vi mere om det, livet foreslår. Mageløst, mageløst Det flyder så let, at det næsten ikke kan have været andet end pissebesværligt Lone Hørslev Ærgerligt, ærgerligt 64 sider, 150 kr. Gyldendal Anmeldt af Brian Dan Christensen Lone Hørslevs nye digte er nok det bedste, jeg har læst i år, og så jeg skal nok lade være med at nævne de andre bøger. Lad os nøjes med at sige, »At glemslen er en muldvarp/ der lever af at udhule hukommelsen.« Men hvorfor? Måske er det bare forfriskende, at der igennem hele bogen er så umiskendelig en stemme, at den er klar, at den har noget at sige, og at den godt ved det. Lone Hørslevs sprog er præcist uden at teksterne bliver mindre søgende. De er insisterende uden at være dikterende, små rum, der ikke er lukkede; en gavmild bog, og da jeg fik fingrene i den, måtte jeg sætte mig ned i en dør i Badstuegade, fordi jeg ikke kunne spadsere og anmelde samtidig — og jeg gør ellers aldrig den slags pjank. I næste læsning bladrede jeg over, under og igennem »Ærgerligt, ærgerligt« uden nogen kronologi, uden nogen søgen efter den kedsommelige mening med det hele — for efter endt ikke-læsning at gøre nøjagtig det samme igen og falde over banale nådegaver som: »Jeg ser på dig gennem din vejrtræknings to mulige slutninger«. Stadig med en undren over hvordan fanden hun gør det. »Ærgerligt, ærgerligt« har en række gennemgående temaer, men de er der bare, de er hverken konstruerede, strukturerende eller forstyrrende. De er diskrete uden at mangle selvtilliden, jeg nævner lige et par stykker: Kronprisen (forbandet aktuelt), Sømanden, IC3-toget (forbandet) og Discovery Channel. Temaerne fremstår aldrig (og underligt nok) som andet end en anledning. De er blot (!) det chassis, som Hørslev digter løs på, og det flyder så nemt, at det ikke kan have været andet end pissebesværligt. Her i en mini-poetik: I nat pakkede jeg min søvn ind i din og jeg jeg spændte slædehundene for og lod mig glide på dit åndedræt og tværs hen over dit is kolde kontinent af en fortid – Nej. Det er løgn Jeg kørte jo bare fingrene igennem dit hår (lyrik) Foto: Johan Gardfors Altså, dét ’Nej.’ stopper jo aldrig, netop pga. punktummet, og dén tankestreg er knækket løs af det iskolde — og det er mageløst godt. »Ærgerligt, ærgerligt« er en let bog, der har så meget dybde, at man let kan læse den igen. NR. 4 DECEMBER 2003 61
Page 1 and 2:
4 Anmeldelser af ny litteratur 17.
Page 3 and 4:
Klaus Rifbjerg Alea En tilfældighe
Page 5 and 6:
noget andet end litteraturen i dere
Page 7 and 8:
alkoholen. Men Venja forstår at ko
Page 9 and 10: ser Rabelais og karnevalisme, et vo
Page 11 and 12: med at læse hver enkelt roman. Man
Page 13 and 14: Lars Bo Rasmussen Jeg havde en drø
Page 15 and 16: Ørkenvandring Fastrups roman kende
Page 17 and 18: forhåbningers og modernitetens fal
Page 19 and 20: er stærkt dalende og krimierne for
Page 21 and 22: fortsætter uændret. I begyndelsen
Page 23 and 24: Kvindebyen Ida Jessen Foxy Lady I-V
Page 25 and 26: Kan man skabe mening af en meningsl
Page 27 and 28: anden sag med et godt ord, som ogs
Page 29 and 30: Se, mor, uden hænder! Jonathan Saf
Page 31 and 32: Hvad er queer teori — og hvad er
Page 33 and 34: den ikke kan dét. Når et sådant
Page 35 and 36: Seksualiseringen af litteraturhisto
Page 37 and 38: let«, som skriftet hedder i den da
Page 39 and 40: alment accepteret begreb). Krafft-
Page 41 and 42: som direkte eller indirekte udgør
Page 43 and 44: Først i 1960`erne, hvor alt mere e
Page 45 and 46: om, at beskæringen giver os fornem
Page 47 and 48: Hvad er kernen i Transgender Theory
Page 49 and 50: Diversitet Lovende smagsprøver fra
Page 51 and 52: Efterskrift, tekstkritik og noter.
Page 53 and 54: Dan Turèll Udvalgte Digte 1969-197
Page 55 and 56: Ursula Andkjær Olsen Atlas over hu
Page 57 and 58: Jeg syr verden sammen med nåle af
Page 59: Hvid stak ild i hvad/ hvad stak ild
Page 63 and 64: ’post-mediale’ — og den derme
Page 65 and 66: Torben Brostrøm Uden titel Læseov
Page 67 and 68: Enough Said? Af Prem Poddar Edward
Page 69 and 70: Forum er vel en messe værd Af Mari
Page 71 and 72: En ægte Svend Åge Madsen og Olafu
Page 73 and 74: Kritik 164 Frederik Stjernfelt og I
Page 75 and 76: Hip som hap som rablen som pap Øve
show all

og hvad er det ikke? - Standart

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?