og hvad er det ikke? - Standart

Jeg syr verden sammen
med nåle
af ildfugtige guldfugle
Struktur. 16 objekter/ Forarbejder/ til Peter
Louis-Jensen
16 løsark i pose, 160 kr.
Basilisk
Anmeldt af Jakob Østergaard Nielsen
Basilisk har udgivet 16 anonyme og foldede
løsark med dobbeltslyngede digte og tegninger
i en lille pose. Alt tyder dog på, at det er den
næsten hemmelige Mikkel Thykier, der står
bag; hans højstemte og koncise poesi (så brandtung
æstetisk, at man næsten kan koge den
hjemfaldne SUT i den) er svært genkendelig,
og de dertilhørende skitser af lavmælte ansigter
afslører næsten digteren. De 16 løsark er
Peter Poulsen
Forvandling
Den hemmelige digter i de hemmelige løsark er alt andet
end lige præcis det
henvendt til den gamle avantgardist Peter
Louis-Jensen og en af hans skulpturer fra 1966:
16 masonit- kasser med afskåret top, mere orienteret
mod det åbne rum i kasserne og
omkring kasserne end imod formen, skulle
opstilles forskellige steder i byrummet for at
etablere en særlig kommunikation mellem publikum
og skulptur, og det har angiveligt sat digteren
i gang med »struktur. 16 objekter«.
Thykier(?) arbejder stadig som i debuten,
»Skyggerne er kun flygtige« (1997), med kroppen
og verden som udgangspunkt; den helt
konkrete tilstedeværelse og sanselighed i
mødet med den anden (et du) og naturen
(landskabet), som sådan nogle helt klassiske
temaer at gå i lag med, og en henvisning til
Inger Christensen dukker også op derinde.
Hvis digte var egern
63 sider, 179 kroner
Vindrose
Anmeldt af Rasmus Hastrup
Peter Poulsen demonstrerer stor styrke i det enkle
Peter Poulsens nye digte gør ved første gennemlæsning
ikke så meget væsen af sig. Her er
ingen store armbevægelser og ingen skrattende
fanfarer, der kundgør, at her kommer Et Fantastisk
Digt. De enkelte digte pusler stilfærdigt
rundt og samler sproglige nødder og har det tilsyneladende
ret hyggeligt. Men heldigvis kan
man ikke læse det samme digt for første gang to
gange. Det tager lidt tid at læse sig ind på, så at
sige, hvad der egentlig sker i bogen, men når
først digtene og læseren bevæger sig synkront
og i samme tempo, går det op for én at »Forvandling«
udgør et meget smukt vinterforråd af
lune ord.
Filosofiske emner og dybsindige tanker
behandles omsorgsfuldt og iklædes en sprogdragt
med simple, rene linier. Digtenes form og
udtryk ligger et eller andet sted på en skala fra
talesprog til jazz, og ofte drejer de sig om en
enkelt idé, en enkelt tanke. Denne tanke understreges
yderligere, i mange tilfælde, af digtets
titel. Det virker som om, at flere og flere digtere
helt udelader titler, og det er en befrielse at
læse tekster, hvor titlerne ikke blot er titler,
men snarere fungerer som en integreret del af
digtet. For at illustrere hvad jeg mener, vil jeg
nævne et berømt eksempel, Ezra Pound’s »In a
Station of the Metro« skrevet i 1913. Digtet
lyder i sin helhed:
The apparition of these faces in the crowd;
Petals on a wet, black bough.
(Synet af disse ansigter i mængden;
Blade på en våd, sort gren.)
(lyrik)
Thykier benytter sig selv og skriften (her måske
nærmere poesien) som ekkorum; det territorium
hvor verden, subjekt og sprog mødes. Og
det er også dér, hvor skulpturen og Thykier
optager hinanden, nemlig som ræsonansrum.
Det er smukt, det er vægtigt, og det er slynger
af prægnante billeder, og digteren kræver sin
tid af sin læser, men hans poesi er (dæleme
fandme) det værd:
et navn, to ord, og intet andet, sagt med en
stemme, blød som et par læber imod en
sovendes køn, dernæst/ i telefonens olivengrønhed,
som en mandelsæbe formet af den
talendes mund, men ti nu hellere: stjernerne/
putter sig under dynen, månen har lukket
sine øjne, og skyerne hyller sig i deres sjaler og
slør, dukker/ hovederne bag dem: er
det mod ruden, at gråspurvenes næb høres,
stadig til aften pirkende efter kernerne/ fra
de sidst udkastede frø?
Det der forundrer, er digterens evne til at være
overvejende deskriptiv, men stadig voldsom at
læse, fordi digtene på sin vis er flade; der er
ikke mange paradokser eller ræsonnementer,
der er overvejende beskrivelser og en heftigt
iltende æstetik, en art ordenes erindring, der
udfolder sig. Og til tider kan overlæsning og
barok (kitsch?) blokere mening og anslag, men
her skrives der efter den klassiske skønhed, og
det kan Thykier virkelig. Jeg bliver så satans
optaget og indfanget af de her digte; de er
meget interessante, og sniger sig lige op på
siden af (og overhaler nok egentlig) Ursula
Andkjær og Lone Hørslev, som dette efterårs
mest breathtaking experience. Uha.
I dette tilfælde kan man faktisk påstå, at titlen i
virkeligheden er en linie i digtet. Mange af digtene
i »Forvandling« benytter sig af samme
metode, og resultatet er yderst tilfredsstillende.
Man kan som læser i det hele taget godt få
den tanke, at Poulsen har skelet til amerikansk
poesi fra de første par årtier i det 20. århundrede.
Mindst et par digte (»De fem roser«, f.eks.)
viser et sprogligt og tematisk slægtskab med
Wallace Stevens (1879-1955), andre dufter
svagt af William Carlos Williams (1883-1963),
men sådanne forfædre er gode at have, og Peter
Poulsen behandler sine aner med respekt og
smagfuldhed.
Bogens titel og tema er forvandling. Et øjeblik
kan forvandle verden, og Peter Poulsens
digte foregår ofte netop dér, hvor et fortættet
øjeblik bliver til et andet og efterlader virkeligheden
mærkbart ændret. Det synes, som om
Poulsen har indset, at sådanne forandringer er
uundgåelige, et livsvilkår på linie med årstiderne,
og denne indsigt gør det muligt for ham
at beskrive det åndfulde øjebliks fingeraftryk
på konkrete begivenheder med imponerende
finesse og tindrende underfundighed. Øjeblikket
er til stede i digtene, og digtene er til
stede i øjeblikket. »Forvandling« er en bog
man ikke bliver færdig med, simpelthen fordi
den ideligt forvandler sig i takt med læserens
forudsætninger.
NR. 4 DECEMBER 2003 57