og hvad er det ikke? - Standart

More documents

Recommendations

Info

(stand in) fortsat fra forrige side forstås. Enten opfattes kun det subversive aspekt i en queer forståelse af kønstransgression og dette forstås blot som figurativt for det queer, eller også anskues transseksualitet, i traditionelle feministiske læsninger, som en effekt af patriarkalske kønsnormer og medicinske, psykopatologiserende diskurser. Kate More betegner i »Reclaiming Genders« (1999) således transseksualitet som »A testcase for feminism and an end-case for Queer Theory«. Essentialisme i gåseøjne At transseksualitet ikke er en størrelse, som er nem at begribe, illustrerer ’trans’teorierne faktisk også i sig selv. ’Trans’akademikere og aktivister deler ikke den samme holdning i forståelsen af forskellige ’trans’praksisser og udtryk. Dette demonstreres i debatten om, hvorvidt man skal bruge termen transgender eller transsexuality til at beskrive forskellige kønstransgressioner (jf. min indledende ordforklaring). Tilhængere af betegnelsen transgender kan defineres som de postmoderne ’trans’teoretikere, der egentlig også i en vis grad kan betegnes som queer (performancekunstnerne Kate Bornstein og cyberteoretikeren Sandy Stone tilhører denne gruppe), mens de, som imidlertid anvender begge betegnelser, fokuserer på den specifikke transseksuelle historie og subjektivitet, der overlapper, men også anskues som forskellig fra det queer. Navne som Leslie Feinberg, Pat Califia og Jay Prosser er f.eks. eksponenter for denne holdning. Hvis man kan betegne queer teori i alle dens afskygninger som en teori med det overordnede mål at sætte identitetskategorier til debat — og altså sætte gåseøjne om essens — så adskiller ’trans’teori sig fra dette ved netop at befinde sig i grænsefladen mellem essentialisme og konstruktionisme eller identitetspolitik og anti-identitetspolitik, samt ved at turde beskæftige sig med erfaring og (kropslig) subjektivitet som meningsproducerende elementer i identitetsdannelsen. Man kan sige, at ’trans’teori i stedet sætter essentialisme i gåseøjne. Case: Transseksuelle selvbiografier Årsagen til, at transgender bevægelserne i USA og England har kunne markere sig særskilt fra 48 NR. 4 DECEMBER 2003 queer bevægelserne er, på paradoksal vis, at queer teorien har muliggjort et mere dybdegående studie af kønstransgressioner. Via publikationer af værker om emnet inden for en humanistisk forskningstradition — ofte med udgangspunkt i kulturstudier — har ’trans’akademikere og aktivister søgt at gøre op med den medicinske diskurs’ psykopatologisering af transseksualitet. De har ligeledes villet foranstalte et studieområde, som på egne præmisser kan analysere de mange forskelligartede former for kønstransgression. I en dansk sammenhæng er queer teori først nu ved at komme på banen som en akademisk ’metode’, og derfor kan man forestille sig, at forskning inden for transseksualitet med et andet tankegods end psykoanalysen og medicinens først for alvor kommer på tale, når (eller hvis) queer teori vinder indpas. De første danske bidrag til transgender studier kunne eventuelt følge i Prossers fodspor og begynde med en analyse af transseksuelle autobiografier. Danmark har faktisk en af historiens tidlige dokumenter om kønsskifteoperation i Lili Elbes memoirer »Fra mand til kvinde« (1931) og også historien om Christine Jorgensen (en af de mest velkendte skikkelser i ’trans’historien), som udgav en autobiografi om sit kønsskifte i 1967, kan relateres til en dansk kontekst. Analyser af kvinde til mand autobiografier vil ligeledes kunne bringe nogle interessante perspektiver i spil, fordi man der kan undersøge, hvordan konstruktionen af femininitet og maskulinitet adskiller sig fra hinanden. Er det muligt, at bestemte ’trans’ karakteristika kan udledes af et sådant studie, og kan man med disse i baghovedet således læse andre typer tekster og fremskrive transseksuelle temaer? Prosser anvender sine analyser til at udlede et transseksuelt genrebegreb; ’trans’genre definerer hun/han det som. Det centrale for dette begreb er ’trans’narrativitetens paradoks: at demonstrere, hvordan man er blevet noget, man i virkeligheden har været hele tiden. Ydermere karakteriseres stilen som fragmenteret og hybridiseret; en stil, der ved sin blanding af forskellige genrer skaber en tekstlig position som værende midt imellem. Eksempler på dette er den tidligere omtalte Leslie Feinbergs »Stone Butch Blues« (1993), der som en fiktionel autobiografi placerer sig som hverken en roman eller en autobiografi. Teksten producerer en ’trans’genre og befinder sig imellem genrerne, ligesom dens hovedperson befinder sig imellem kønnene. Også Lili Elbes memoirer kan betegnes som fiktionel autobiografi i en fragmenteret stil. Prosser argumenterer for, at denne æstetik netop eksemplificerer den transseksuelles subjektivitets paradoks; ønsket om at ville skabe et tilhørsforhold til det køn, man føler man er, men som man aldrig fuldt ud kan blive, både fordi det er der ingen, som kan, og fordi selve den transseksuelle narrativ jo netop afslører sit subjekt som én, for hvem oprindelsen ikke stemmer overens med slutresultatet. En analyse af begrebet ’trans’genre viser sig altså som en mulig tilgang til transgender studier. Genlæse queer kanon? En anden mulighed (også påpeget af Prosser) er, ironisk nok, at genlæse queer læsninger og tekster. Queer teori er i færd med en ’que- ering the canon’ og har anvendt kønstransgressionen som en figur til at påpege heteronormativitetens spændetrøje. Prossers politiske projekt er at geninvestere den transkønnede figur med hele dens specifikke historie og kontekst. En genlæsning af queer kanon kan muliggøre en analyse af kønstransgressioner som andet end eksempler på, og sammenligning med homoseksualitet, men stadigvæk med sin egen distinkte historie — både knyttet til homoseksualitet, men sandelig også forskellig fra denne. En roman som Radclyffe Halls »Ensomhedens brønd« (1928) kan således genlæses som et eksempel på kønslig inversion, på problematisk og pinefuld ’trans’kropsliggørelse og subjektivitet, snarere end den må forstås som en lesbisk klassiker. At sexologiens begreb om kønslig inversion ikke blot fungerede som en forklaringsmodel for homoseksualitet, men som en måde at forstå mange forskelligartede udtryk for transseksualitet, argumenter Prosser i den henseende for. Med dette i baghovedet opstår en rigere mulighed af læsninger lige pludselig. Transgender studier kan således beskæftige sig med andet end at læse autobiografier, hvis man også giver sig i kast med litterære (gen)læsninger af queer fortolkninger. Hvad vil en ’trans’læsning som en parasit på queer, der jo allerede i forvejen snylter på værten, bringe af overraskende muligheder? H. C. Andersens »Den lille havfrue« byder sig til for en ’trans’læsning, ligesom Herman Bangs novelle »Franz Pander« kredser om umulige kønsidentifikationer. Udfordring til danske queerforskere I en dansk sammenhæng er det nok op til queer forskere at tage de udfordringer i’trans’teorien op, da det vel er usandsynligt, at der i nærmeste fremtid ville kunne udvikle sig et sådant studie. Dette især, når man medtænker den generelle mangel på en synlig dansk ’trans’aktivisme, samt den almene mistro over for teorier, der beskæftiger sig med køn og seksualitet. Men muligheden er der i hvert fald. Kun fremtiden vil vise, hvilke ’trans’figurationer, der kan tage form og kile sig ind i både læsestrategier og teorier med køn (og seksualitet) som centrum. Kate Bornstein »Gender Outlaw« (1994) Pat Califia »Sex Changes« (1997) Richard Ekins & Dave King »Blending Genders« (1996) Leslie Feinberg »Transgender Warriors« (1996) Kate More & Stephen Whittle »Reclaiming Genders« (1999) Jay Prosser »Second Skins« (1998) Bonnie C. Barr (f. 1975), stud. mag. i Dansk og Køn & Kultur ved Syddansk Universitet. Bor i Odense og er bestyrelsesmedlem af lokalforeningen for kønsforskning i Danmark samt co-anmeldelsesredaktør for tidsskriftet »Kvinder, Køn og Forskning«
Diversitet Lovende smagsprøver fra Forfatterskolens årgang 2003 Forfatterskolens afgangsantologi 120 sider, 129 kr. Basilisk Anmeldt af Mads Rosendahl Thomsen En af kvaliteterne, men ikke den eneste som det vil fremgå, ved samlet at præsentere de seks dimittender fra Forfatterskolens årgang 2003, er, at den lejlighedsvise snak om skolens ensretning af forfattertalenter ikke får meget opbakning ved en udgivelse som denne. De seks forfattere, to kvinder og fire mænd, grupperer sig dog formelt i tre lige store (små) grupper: to mere traditionelle prosaister, to fragmenterende, legende prosaister og endelig to der skriver med løs bagkant, henholdsvis digte og konceptuelle stykker. De fragmenterende og legende prosaister, Mads Eslund og Palle Sigsgaard, har masser af ideer og drive i deres tekster, men står for mig alligevel som antologiens svageste bidrag, fordi deres tekster også demonstrerer — heldigvis — at man med en fragmenteret prosa fyldt med indfald og koncepter ikke bare får foræret en form, der ikke kan mislykkes, sådan som en fortælling kan mislykkes. Måske er pladsen i denne sammenhæng for trang til, at de kan få deres skrift rigtigt op at køre, så at sige. De mere traditionelle fortælle- re, Jens Jacob Toftegaard og Kristian Bang Foss, skriver tæt omkring et stof med et godt potentiale for fascination. Toftegaard om noget, der minder om selvoplevede hændelser i kommunistiske pionerlejre i halvfjerdserne i Sovjetunionen. De konkrete hændelser i dette underlige univers af ritualer og kontrol med alle datidens bipolære spændinger in mente skrives fint frem med hovedvægten på genfortælling, men også med indskud hvor fortælleren kommenterer, hvad han kan erindre. Bang Foss leverer et uddrag af en roman, som efter oplysningerne i bidragyderlisten at dømme allerede er antaget af Gyldendal. Han skriver stilsikkert om en fisketur i Sverige. Detaljemættet og med en intens jeg-fortæller. Uddraget er stort set også blottet for humor (men humor er naturligvis ikke alt), og der går en del, måske for meget, Hemingway i det: manden mod fiskene. Men skrive kan han. Lone Hørslev udkommer også med en bog på Gyldendal, hendes anden digtsamling, hvorfra antologiens bidrag er hentet. Hun åbner Kronoper og famøser Cortazárs hverdagslige absurditeter kan nydes i Peer F. Bundgårds glimrende oversættelse Julio Cortázar Historier om kronoper og famøser (Historias de cronopios y de famas) Oversat af Peer F. Bundgård 146 sider, 150 kr. Basilisk Anmeldt af Rigmor Kappel Schmidt Julio Cortázar er her til lands desværre alt for lidt oversat, men vi har dog samlingen med fantastiske fortællinger »Den tabte himmel«. Imidlertid kan Cortázar i sin fantastik af og til skride over i den groteske realisme for diskret at udstille den småborgerlige familie. Skrider han endnu mere ud i grotesken, nærmer han sig den absurde litteratur. Det sker på herligste vis i fortællesamlingen »Historier om kronoper og famøser« fra 1962, og allerede her lægger man mærke til den underfundige oversætter, Peer Bundgård. Selv holder jeg mest af de tekster, der lægger sig tæt op ad en automatiseret handling, der dernæst beskrives netop så minutiøst, som når man på et pædagogisk kursus før i tiden (og nu?) blev sat til at beskrive, hvordan man binder sit snørebånd. Først beskrives trappetrinnets materialitet og derefter den bogstavelige bevægelse fra et trin til det næste. Trappebeskrivelsen indgår i afsnittet med vejledninger, altså netop det, som pædagoger beskæftiger sig med. I afsnittet med underlige beskæftigelser møder vi en familie, der er kopier og ganske savner originalitet. Det lyder som hverdagsrealisme, fristes jeg til at udbryde, for gælder det ikke stort set os alle? Der er dog en lille forskel i forhold til alle de almindelige, der bilder sig ind at besidde en vis originalitet, nemlig at denne familie er sig sin kopistatus bevidst og gør sig de yderste anstrengelser for at optræde som kopier. Og så bliver det rigtig underligt. Til gengæld er det interessant at opdage, at sektionen for plastisk materiale rummer fortællinger, hvor kropsdele synekdokisk tænkes bort fra deres kroppe. Deres selvstændige liv bliver ganske vist ikke individualiseret som i Gogols groteske fortælling »Næsen«, idet kropsdelene snarere lever videre i stimer og flokke som i »Abstraktionens muligheder«. Netop denne fortælling må jeg absolut gøre nysgerrige litteraturstuderende opmærksom på, for det kræver en efterprøvelse, om Per Højholt har svigtet Borges til fordel for Cortá- (kortprosa) kækt med et citat af kronprins Frederik og fortsætter fermt i feltet mellem kitschede (prinse-)drømme og dagligdag. Hørslev har en sikker evne til at få sætninger, som egentlig kunne være prosa, til at blive delt op, så de får en betoning og rytme, der gør enhver afskrivning som knækprosa til skamme. Endelig lukker Maja Lee Langvard af med en blanding af små digte, ofte baseret på gentagelser, der leger med sprogets klicheer, og ready-mades om identitet. Helt ubetalelig er ikke mindst en adoptivorganisations beskrivelse fra 1979 af, hvordan børn fra andre dele af verden ser ud, dvs. hvordan de adskiller sig fra at være danske. Langvards tekster kunne formentlig også fungere godt på en kunstudstilling, så det er interessant at se, hvilket medie hun vil fortsætte i. Alt i alt lover antologien en del bedre end sidste års antologi »0:2«. Den er desuden forsynet med et passioneret og øjenåbnende indledende essay af Forfatterskolens rektor, Hans Otto Jørgensen. zars som inspiration til »Auricula«. Endelig er der afsnittet med kronoper og famøser og forhåbninger, hvor teksten ikke bare er absurd, men ligefrem går i opløsning. Alligevel kan man lære, at kronoper er grønne, strittende og fugtige genstande, forhåbninger er selvlysende mikrober, men famøserne, ja, hvad er de i grunden? De danser borgfred og kan finde på at rejse ud. Det gør kronoperne også, mens forhåbningerne er fastboende og ikke rokker sig af stedet ligesom statuerne. Famøserne er ordensmennesker, der etiketterer og ordner deres erindringer, mens det samme langt fra er tilfældet for de uordentlige kronoper, hvis erindringer altid ligger og flyder. Hvis man søger en mening i galskaben, er det nydelsen ved den hverdagslige absurditet, der er kort, kontant og uden forklaring. Altså ren nydelse uden nogen særlig indpakning. Det skulle da lige være den sprogdragt, som enhver tekst iklædes. I dette tilfælde er de små prosastykker jo oversat, men det skænker man ikke en tanke, for teksterne er gendigtet med en egen indre rytmik, der gør dem til de vidunderligste prosadigte på dansk. Og tak for det, Peer Bundgård. NR. 4 DECEMBER 2003 49
Page 1 and 2: 4 Anmeldelser af ny litteratur 17.
Page 3 and 4: Klaus Rifbjerg Alea En tilfældighe
Page 5 and 6: noget andet end litteraturen i dere
Page 7 and 8: alkoholen. Men Venja forstår at ko
Page 9 and 10: ser Rabelais og karnevalisme, et vo
Page 11 and 12: med at læse hver enkelt roman. Man
Page 13 and 14: Lars Bo Rasmussen Jeg havde en drø
Page 15 and 16: Ørkenvandring Fastrups roman kende
Page 17 and 18: forhåbningers og modernitetens fal
Page 19 and 20: er stærkt dalende og krimierne for
Page 21 and 22: fortsætter uændret. I begyndelsen
Page 23 and 24: Kvindebyen Ida Jessen Foxy Lady I-V
Page 25 and 26: Kan man skabe mening af en meningsl
Page 27 and 28: anden sag med et godt ord, som ogs
Page 29 and 30: Se, mor, uden hænder! Jonathan Saf
Page 31 and 32: Hvad er queer teori — og hvad er
Page 33 and 34: den ikke kan dét. Når et sådant
Page 35 and 36: Seksualiseringen af litteraturhisto
Page 37 and 38: let«, som skriftet hedder i den da
Page 39 and 40: alment accepteret begreb). Krafft-
Page 41 and 42: som direkte eller indirekte udgør
Page 43 and 44: Først i 1960`erne, hvor alt mere e
Page 45 and 46: om, at beskæringen giver os fornem
Page 47: Hvad er kernen i Transgender Theory
Page 51 and 52: Efterskrift, tekstkritik og noter.
Page 53 and 54: Dan Turèll Udvalgte Digte 1969-197
Page 55 and 56: Ursula Andkjær Olsen Atlas over hu
Page 57 and 58: Jeg syr verden sammen med nåle af
Page 59 and 60: Hvid stak ild i hvad/ hvad stak ild
Page 61 and 62: ne verden i mønstre — dette komm
Page 63 and 64: ’post-mediale’ — og den derme
Page 65 and 66: Torben Brostrøm Uden titel Læseov
Page 67 and 68: Enough Said? Af Prem Poddar Edward
Page 69 and 70: Forum er vel en messe værd Af Mari
Page 71 and 72: En ægte Svend Åge Madsen og Olafu
Page 73 and 74: Kritik 164 Frederik Stjernfelt og I
Page 75 and 76: Hip som hap som rablen som pap Øve

og hvad er det ikke? - Standart

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?