og hvad er det ikke? - Standart

More documents

Recommendations

Info

(stand in) 38 Allegoriske læsninger af »Stuk« Af Eira Storstein og Peer E. Sørensen Ensrettet norsk bog udstiller de blinde vinkler i fortolkningen af Herman Bang I 2001 udkom der i Norge en problematisk bog om Bang. Med undertitlen »Drift og skrift i Herman Bangs forfatterskap« er »Homoseksualitet? Homotekstualitet?« primært skrevet af Øystein S. Ziener. Han døde under udarbejdelsen og den foreliggende bog er færdigredigeret af hans ven Jørgen Lorentzen med hjælp fra Arne Melberg, Grace Stene og Kristin Ørjasæter, men med Lorentzen som drivkraft. Det efterladte manuskript som den færdige bog er en formindsket udgave af, var angiveligt på 400 sider. Jørgen Lorentzen har »omtrent halvert« Zieners analyse af »Stuk« og skrevet en indledning om moderne kønsforskning. Resultatet er på 218 sider. Lorentzen redegør ikke for sine redaktionsprincipper. Det er dybt problematisk, blandt andet fordi han har placeret sig selv som medforfatter på titelbladet. Men det er især problematisk fordi der er tale om teoretiske divergenser mellem de to forfattere. Hvor NR. 4 DECEMBER 2003 Ziener skriver inden for en eksistentiel og identifikatorisk horisont, er Lorentzen konstruktivistisk og queer-orienteret efter Foucault: hvem er egentlig tekstens herre? Trods forkortelsen er der stadigvæk mange redundante formuleringer i det udgivne. Denne uendelige gentagelse producerer et voksende behov for modforestillinger. Ziener åbner aldrig — efter den første metodiske præsentation af sit projekt — for diskussioner af de analytiske greb han praktiserer. Han synes ikke at mærke modstand fra teksten selv, og læsningerne tenderer derved mod det allegoriske i slet forstand: alt er omskrivninger af den fra-nærværende homoseksualitet. Det hænger sammen med homotekstualitetsbegrebet der åbner for en globalisering af homoseksualiseringen der ikke giver plads til en diskussion af romanens tekstualitet eller romanen som roman. Tekstens tekstualitet er langt mere sammensat end Ziener synes at opdage. Ligesom Bangs egne refleksioner over realisme og komposition og hele hans arbejde med romanens »arkitektur« (et begreb fra et af Bangs breve til forlæggeren under udarbejdelsen af »Stuk«) ikke er reducerbart til problematikken med homotekstualitets/-seksualitet. Herman Bangs poetik er heller ikke identisk med overvejelserne i hans egne betragtninger om seksualitet som han leverede til sin berlinske huslæge Max Wasbutzki i 1909. Ziener åbner et felt, som kritikerne tidligere har været forbavsende, men ikke aldeles blinde for. Desværre praktiserer han selv en blindhed der gør hans iagttagelser og læsningsforslag mindre indsigtsfulde, end de kunne have været. Isoleret fra konteksten Homoseksualiteten beskriver Lorentzen som en »ideologisk konstruksjon, som historisk foranderlige fortolkninger og som en social og språklig prosess«, og han viser i forlængelse af blandt andet Foucault, at homoseksualiteten skabes som diskurs i slutningen af 1800-tallet. Den socialkonstruktivisme bogen bygger på, skal ikke diskuteres her. Den står til kritik mange andre steder, men den fore- kommer os oplysende i denne sammenhæng. Før 1870’erne talte og skrev man ikke om homoseksualitet, men om ’sodomi’ og ’pæderasti’. Med den nye homoseksuelle diskurs rives begrebet og dermed fænomenet løs fra sine kristne og antikke rødder og forankres i stedet i naturvidenskabelige tankegange hvor den seksuelle aktivitet kobles sammen med en specifik seksuel tilbøjelighed, »en feil fra naturens side«. Lorentzen skitserer kort begrebs- og idéhistorien frem til Bangs samtid og peger undervejs på at fremvæksten af den moderne storby og bylivet er forudsætningen for denne nye diskursivitet. Dermed lægger han op til Zieners efterfølgende analyse af den første storbyroman i dansk litteratur, Herman Bangs »Stuk« fra 1887. Indledningen viser også at Bangs »Gedanken zum Sexualitätsproblem« er en tekst, der befinder sig inden for de tankekredse der blev udbredt i hans egen samtid, først og fremmest via Krafft-Ebings »Psychopatia Sexualis« (andenudgaven fra 1887, der gør homoseksualitetsbegrebet til et
alment accepteret begreb). Krafft- Ebings bog var efter dette år et referenceværk som altså også Bang måtte forholde sig til i begyndelsen af det tyvende århundrede. Den forfatterproduktive vinkel på homoseksualiteten finder vi ikke hos patologen, men koblingen af kunst og traume var udbredt i datidens psykiatri der groft sagt så på geniet som en neurose. Vi finder denne bestemmelse blandt andet hos Moreau, Nordau, Lombroso og hos en række danske psykiatere omkring århundredeskiftet. Brandes alluderer f.eks. til den i sin anmeldelse af »Det graa Hus« i »Politiken« i december 1901. Denne påfaldende kobling i tidens civilisationskritiske tænkning mellem psykiske, seksuelle og arvemæssige afvigelser og kunstneriske udtryk undersøges desværre ikke i bogen, som ikke drives af historiske interesser og isolerer homoseksualiteten fra den bredere kontekst i samtidens psykologi og civilisationskritik hvori den hører hjemme. Det er netop i sammenhænge som Max Nordaus »Entartung« fra 1892 og den uendelige mængde af psykiatrisk litteratur om degeneration og dårlige nerver fra midten af 1800-tallet og fremefter at Bangs tekster kan ses — og deres egensindige forskel tydeliggøres. Den psykiatrisk inspirerede civilisationskritik er sammen med Zolas romaner og Herman Bangs »Stuk« led i en første indkredsning af moderniteten. Arkitekturen i »Stuk« Ziener skitserer indledningsvis sit projekt, som skal 1) afdække den »stringente logikk« under den tilsyneladende heterogene overflade og 2) vise bogens særegne selvdementerende meningsproduktion. Begge dele peger for Ziener på homoseksu-/tekstualitet. Det er afhandlingens overordnede sigte at sætte romanens brogede diversitet i tæt sammenhæng med dens indirekte homoseksualitetsfremstilling. Ziener vil afdække det som romanen selv »forsøker å tildekke« — heraf formuleringen ’selvdementerende meningsproduktion’. Hovedproblemet i Zieners læsestrategi er at han lægger bogens egentlige »logikk« i en dybdestruktur som han postulerer er dens styrende prætekst, mens dens ’overflade’ er heterogen. Denne forestilling om romanen som en rodebutik svarer til samtidens reception og til bogens receptions- historie frem til 1970’erne, hvor den bliver rehabiliteret som kunstværk. Ziener nærmer sig derfor romanen forsynet med en række historisk belastede klicheer, der ser bort fra Bangs egne bestræbelser, og som derfor negligerer det kunstneriske arbejde i bogen. »Stuk« er nemlig uhyre bevidst konstrueret, og dens »Arkitektur« er gennemreflekteret. Romanen er i kraft af det bevidste og radikale kompositionsarbejde et af de første hovedværker i europæisk prosamodernisme. Når Ziener uden videre kobler sig på receptionshistoriens rutiner, genskriver han uden en eneste reservation receptionshistoriens mangefold af fejltagelser. Derefter gennemgår Ziener kort samtidens reception, men som anført uden sans for dens æstetiske ignorance. Ziener er selv kun interesseret i homoseksualiteten, hvorfor receptionshistorikken er ganske forenklet fremstillet. Hans egen tekst skriver sig derfor ubesværet ind i en fortsættelse af en dårlig tradition der helt op til sidste halvdel af det tyvende århundrede så med skepsis på Bangs kunstneriske arbejde. Biografisme i forklædning Ziener er således en allegoretisk læser: han søger det der er den skjulte mening under den glimrende overflade, idet han groft sagt betragter overfladen som en tidsbestemt dækning af det der skjuler sig, og som derfor er mest nærværende dér hvor det er fraværende: homoseksualiteten. Teksten er for Ziener struktureret i en sensus litteralis, der i fordrejet form bærer en prætekstuel sensus spiritualis. Fordi der er tale om et forbud mod at nævne homoseksualiteten, kan Ziener ubesværet parallellisere det individualpsykologiske/sociologiske kompleks med det tekstuelle. Teksten er fordækt: »talende taushet«. Teksten er fuld af omskrivelser og derfor modsætningsfuld. Tekstens skjulte mening er »unevnelig« i teksten, men ikke i analysen. Dermed lægges der op til en allegoretisk læsemåde: det bogstavelige niveau dækker over et åndeligt niveau. Det der adskiller denne fortolkningspraksis og tekstforståelse fra den middelalderlige bibelallegorese er forbuddet mod benævnelse og det forhold at tekstens prætekst er fortrængt og apokryf. Da homoseksualitet er defineret som franærværelse, er der temmelig frit slag for at tolke den homoseksuelle undertekst ind også dér hvor den synes allermest fraværende: »Homoseksualitetens eneste ytringsform i »Stuk« er altså ordløsheten«, lyder det programmatisk. Dermed er der åbenet op for en hel bunke af frie fortolkninger og hasarderede læsninger, der som rekursbasis har den homoseksuelle franærværelse og sjældent mere. Det er ofte vanskeligt at finde tvingende tekstuelle grunde til at Ziener tolker som han gør. Tit sker de hermeneutiske spring i forbindelse med indvendingsneutraliserende formuleringer som ’man kan læse’, det er ’muligt at læse’, det ’ser ud til’ osv. Retorikken er ikke overbevisende. Den er besværgende. Derfor bliver hans læsninger, hvor interessante de end kan være, til syvende og sidst stærkt reduktive: under den tilsyneladende tekstbundne og tekstlæsende intention genopstår den gamle kausalitetsorienterede biografisme, blot til lejligheden pudset op med lidt firkantet psykoanalyse, moderne jargon og lidt skrifttematik. Zieners skarpe modstilling af romantekstens implicitte (latente) og eksplicitte (manifeste) niveauer resulterer i en besynderlig revitalisering af allegoretisk energi: det eksplicitte er altid det der skal passeres for at de implicitte seksuelle komplikationer kan aflæses som tekstens »stringente logikk«. Tekstens logik er den sensus spiritualis der overalt indskriver en modsigelsesfuld homoseksuel logik i det der sker i sensus litteralis. Derved mister teksten som kunstværk interesse som andet end det der bærer sporene af »det Andet«, og Bangs forfatterskab reduceres til omskrivninger. Romanens egen fremstillingsform vendes overalt på hovedet. Alt bliver til seksuelle projektionsrum. Således bliver nederlaget i 1864 til et resultat af »avspaltet seksualitet«. Det er allegorese for fuld udblæsning. Det er symptomallæsning som i gamle dage og en konstruktivisme der ikke bekymrer sig om genstandens modstand og dens særlige æstetiske udtryk. Og ikke mindst: det er en læsning der ikke forholder sig til de specifikke historiske forhold, som romanen blev skrevet under. Afhandlingen er fra først til sidst uden historisk substans og gehalt. Den er uinteresseret i den mangefold af modsigelsesfulde kontekster som romanen indgår i. Fortolkning som sensuel akt Hele læsestrategien er som sagt (stand in) bygget op på en antagelse om en tekstuel fortrængning af homoseksualiteten som analysen skal kalde frem i lyset for at vise at netop den er den styrende instans i tekstlandskabet. Derved rammes Zieners fortolkningspraksis af samme vanskelighed som psykoanalysen. Dens udsagn lader sig vanskeligt verificere, og dens metodiske greb kræver en uhyre omhu, fordi den hviler på et aksiom om det tekstuelle landskab der hele tiden tvinges til at sige noget andet end det det siger. Symptomallæsningens abstraktioner og allegoresens afsensualisering af teksten lurer på projektet. Selv om Susan Sontag spiller en vis rolle i bogen, så har dens forfatter glemt — fortrængt? — hendes insistering på fortolkningen som en sensuel akt. Desværre. Men når det er sagt, må vi også sige at Ziener i udgangspunktet naturligvis har en vigtig pointe. Herman Bang kunne ikke skrive direkte og åbent om det han havde et førstehåndskendskab til. Derfor er hans erfaringer naturligvis til stede i hans bøger på forskellige forskudte og fordækte faconer. Men ikke nødvendigvis som en skjult logik der sætter sig igennem som en dybere styrende instans i teksten. Dette store betydningsskabende urtegn er slet og ret en mystifikation. Alle disse indvendinger handler om at vi ikke mener at bogens metodiske anlæg er holdbart, men vi vil samtidig gerne understrege at bogen rummer mange spændende, provokerende og finurlige iagttagelser. De tvinger læseren til at genoverveje forfatterskabet. Øystein S. Ziener og Jørgen Lorentzen »Homoseksualitet? Homotekstualitet? Drift og skrift i Herman Bangs forfatterskap« 234 sider, 254 NOK Unipub forlag Eira Storstein (f. 1944), lektor v. Amtsgymnasiet i Paderup. Bidragsyder til »Norsk kvindelitteraturhistorie«; diverse udgivelser på Dansklærerforeningens forlag. Har sammen med Peer E. Sørensen (professor, dr. phil. & lic.phil. ved Institut for Nordisk Sprog og Litteratur, Aarhus Universitet) skrevet »Den barokke tekst« og »Herman Bangs fortællinger«. NR. 4 DECEMBER 2003 39
Page 1 and 2: 4 Anmeldelser af ny litteratur 17.
Page 3 and 4: Klaus Rifbjerg Alea En tilfældighe
Page 5 and 6: noget andet end litteraturen i dere
Page 7 and 8: alkoholen. Men Venja forstår at ko
Page 9 and 10: ser Rabelais og karnevalisme, et vo
Page 11 and 12: med at læse hver enkelt roman. Man
Page 13 and 14: Lars Bo Rasmussen Jeg havde en drø
Page 15 and 16: Ørkenvandring Fastrups roman kende
Page 17 and 18: forhåbningers og modernitetens fal
Page 19 and 20: er stærkt dalende og krimierne for
Page 21 and 22: fortsætter uændret. I begyndelsen
Page 23 and 24: Kvindebyen Ida Jessen Foxy Lady I-V
Page 25 and 26: Kan man skabe mening af en meningsl
Page 27 and 28: anden sag med et godt ord, som ogs
Page 29 and 30: Se, mor, uden hænder! Jonathan Saf
Page 31 and 32: Hvad er queer teori — og hvad er
Page 33 and 34: den ikke kan dét. Når et sådant
Page 35 and 36: Seksualiseringen af litteraturhisto
Page 37: let«, som skriftet hedder i den da
Page 41 and 42: som direkte eller indirekte udgør
Page 43 and 44: Først i 1960`erne, hvor alt mere e
Page 45 and 46: om, at beskæringen giver os fornem
Page 47 and 48: Hvad er kernen i Transgender Theory
Page 49 and 50: Diversitet Lovende smagsprøver fra
Page 51 and 52: Efterskrift, tekstkritik og noter.
Page 53 and 54: Dan Turèll Udvalgte Digte 1969-197
Page 55 and 56: Ursula Andkjær Olsen Atlas over hu
Page 57 and 58: Jeg syr verden sammen med nåle af
Page 59 and 60: Hvid stak ild i hvad/ hvad stak ild
Page 61 and 62: ne verden i mønstre — dette komm
Page 63 and 64: ’post-mediale’ — og den derme
Page 65 and 66: Torben Brostrøm Uden titel Læseov
Page 67 and 68: Enough Said? Af Prem Poddar Edward
Page 69 and 70: Forum er vel en messe værd Af Mari
Page 71 and 72: En ægte Svend Åge Madsen og Olafu
Page 73 and 74: Kritik 164 Frederik Stjernfelt og I
Page 75 and 76: Hip som hap som rablen som pap Øve

og hvad er det ikke? - Standart

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?