og hvad er det ikke? - Standart

More documents

Recommendations

Info

(stand in) fortsat fra forrige side ankomst — med eller uden »halsende hunde«. Denne struktur gælder både på mikroplanet i indledningskapitlets små erotiske tableauer og som makrostruktur for hele romanen. Sat på spidsen kan Tine — også — betragtes som en pornofilm, der på klassisk vis begynder med lesbisk petting og ender med et stort heteroseksuelt knald (i alle ordets betydninger). Denne fodnote er naturligvis bemærkelsesværdig. John Chr. Jørgensen opfordrer i »Ekstra- Bladet« sin Bang-elskende læser til her at forsyne sig med rigelige mængder af stesolider. Ikke uden grund. For maskeret og forsøgt uskyldiggjort som lærd reference gemmer der sig her en utilladelig tankeassociation, der ikke forfølges, men heller ikke undertrykkes. I stedet kommer fodnoten som kompromis. Fodnoten har her en destabiliserende effekt som radikalt og uopfulgt fortolkningsforslag. Den maskerer et genrebrud, en umoralsk digression, der truer med at stjæle interessen fra hovedargumentationen. Den er et irrita- 34 NR. 4 DECEMBER 2003 tionsmoment, en hermeneutisk narrefisse. Fodnoten som smertepunkt Imidlertid kan fodnoten også misbruges på anden vis end i ovennævnte puerile eller senpubertære og pseudopornografiske forsøg på at kaste kødlunser ud til anmelderkorpset (der i dette tilfælde har nu grebet dem med sund appetit). Den kan markere et smertepunkt, en radikal undladelsessynd, en reflektorisk afmagt á la: »ja, jeg ved godt, at dette har vidtrækkende konsekvenser, at det kræver langt mere argumentation, inddragelse af bredere materiale, grundlagsdiskussioner, nydefineringer og meget andet, ja, i virkeligheden en helt ny bog, og den orker eller magter jeg altså ikke at skrive, men på den anden side må dette siges — og så kan andre, klogere, yngre og mere energiske måske tage bolden op«. En sådan fodnote eller et sådant smertepunkt udgør min behandling af Bangs udvikling fra naturalisme til impressionisme: Også denne udvikling har en seksualitetsteoretisk dimension, som Herman Bang selv lægger op til i »Gedanken zum Sexualitätsproblem«. Han siger her, at den homoseksuelle kunstner aldrig vover at udtrykke sine følelser direkte og således aldrig vil kunne udfolde sit talents fulde og oprindelige kraft: »Um eine ewige Maskerade zu vermeiden, wendet er sich von sich selbst und seinen eigenen Gefühlen ab und wird als Künstler von allen Dingen ein Beobachter seiner Mitmenschen, und zwar in den meisten Fällen ein grosser Schilderer, weil er sozusagen mit vier Augen sieht.« Her synes Bang at levere stof til en række koblinger mellem litteraturhistorie og seksualitetshistorie, ja, måske kan »Gedanken zum Sexualitätsproblem« med dens beskrivelse af den homoseksuelle kunstners position som udenforstående læses som en skitse til en impressionistisk poetik. Man kan således måske — også — søge en af impressionismens rødder eller forudsætninger i Herman Bangs seksuelle outsiderposition, hvor han ikke mener at kunne give sine følelser direkte udtryk, og ikke ønsker »eine ewige Maskerade« (måske som i tilfældene med Kamilla- og Eva-skikkelserne fra »Haabløse Slægter«). I stedet bliver han så ’iagttager’, en position, der kan kobles til den impressionistiske fortællekunst, der opererer med en ekstrem diskret (ikke ’passiv’) fortælleteknik. »Stuk« er således måske en slags impressionistisk ’Bernhard Foto: Henrik Varmark Hoff’ med en radikal flytning af fokus fra betragteren selv til det betragtede. Det mærkværdige er således ligeledes rykket fra excentrikerens introspektion af sin egen besynderlighed og af andre personers besynderligheder til en tilsyneladende neutral og objektiv skildring af universet, der nu til gengæld skildres som mærkværdigt. Hvis jeg skulle skrive min Bangbog forfra, blev det måske ud fra denne grundhypotese, der på mere konsekvent vis kunne genindskrive Bang i litteraturhistorien i stedet for — som Niels Barfoed rigtigt bemærker det i »Weekend-avisen‹ — at skrive ham ud af den.
Seksualiseringen af litteraturhistorien Den bog, jeg håber, en dag kan skrives af en anden er en konsekvent seksualiseret litteraturhistorie, hvor Bangs særlige seksuelle position og forudsætninger systematisk og udfoldet kan kobles til udviklingen af den impressionistiske skrivestil. Nu vil jeg nøjes med at anvende essayet, »Gedanken zum Sexualitätsproblem«, som en prisme til at afdække tematiske strukturer i Bangs forfatterskab. At anvende denne posthumt udgivne og sent skrevne tekst — essayet er dikteret til Bangs læge Max Wasbutzki i 1909 og udkom først i Bonn i 1922 — som optik på forfatterskabet er naturligvis hverken uproblematisk eller omkostningsfrit. Men en sådan skæv samlæsning af en mærkelig marginaltekst med forfatterskabets centraltekster kan afdække interessante mønstre og logikker. Essayet er blandt meget andet en apologi for homoseksualitet og en playdoier for at afkriminalisere fænomenet, som Bang fremstiller som et ufarligt naturens lune snarere end en perversitet eller en last. Han fremstiller den typiske homoseksuelle som et misforstået og uskyldigt forfulgt væsen, der først og fremmest er en agtværdig, altruistisk, lovlydig og selvhadende bedsteborger, der — ligesom Ida Brandt i »Ludvigsbakke« — er nærmest patologisk gavmild og netop pga. denne gavmildhed ofte ender i fedtefadet. Hvad der eventuelt kunne udløse denne gavmildhed og ikke mindst hvilke modydelser de unge mandlige modtagere af den forventedes at levere, går teksten — og Bang i det hele taget — let og tavst henover. Smagfuldt sikkert ud fra samtidens normer. Bangs essay er i høj grad et knæfald for heteronormativiteten (forestillingen om heteroseksualitetens universelle og absolutte forrang), en ’slavetekst’ for nu at udtrykke det i ideologikritiske termer. Bang ikke blot underkaster sig normen og magten, han omfavner den. Forplantningen Bang er i essayet radikalt antimissionerende, tigger kun om accept for allerede eksisterende homoseksuelle, der fremstilles som en fejl i naturen, som fremtidens læger på sigt vil kunne om ikke kurere, så dog forebygge. Medicinen vil kunne forhindre produktionen af kommende homoseksuelle, eller tør vi anvende et Bangsk udtryk som ’håbløse slægter’? Alene forplantningen kræver ifølge »Gedanken«-essayet en sådan indskrænkning. Et hovedargument i min bog er, at Herman Bang i hele sit forfatterskab ganske enkelt udfører det projekt, han håber, kommende læger i virkeligheden vil realisere. Bang udforsker sine mærkelige personer, analyserer deres familieforhold, arvelige belastninger, fødsler, opdragelse, opvækst, redegør minutiøst for deres indflydelseskilder, udleverer deres tragiske kærligheder og ender næsten hver gang med at tage livet af dem, så forplantningen kan gå sin gang og smålivet skylle videre, som Agnes Linde udtrykker det i »Ved Vejen«, Bangs mestertekst, der med fordel kan genlæses i et forplantningsøkonomisk perspektiv. Kortromanens eller langnovellens triste slutning er nemlig fra et reproduktionsmæssigt synspunkt den optimale løsning; for den sterile heltinde er død, den forplantningsuvillige Huus, der godt nok kører med sæd, men har gådefuld afsmag for forlovelser og fødsler, er bortrejst, den virile stationsforstander Bai kan udover sine to uægte børn få et par ægte med den mere end parringsvillige Louise Abel, der ligesom sin lige så mandbare søster, Ida, måske endelig får en mand på krogen. Vi er her alle for forplantningen, sukker veninden den engang så vitale Thora Berg, der karakteristisk nok gifter sig nedad med en Kaptajn Dahl — og det udsagn skal tages bogstaveligt. De ufrugtbare De der ikke kan eller vil forplante sig, skal Herman Bang nok sørge for enten at få skaffet af vejen gennem bortrejse eller, hyppigere, få taget livet af. Ægteskabsbryderen Tine bliver sendt i dammen, den naturstridige Ida Brandt visner bort i løbet af foråret, William Høg resignerer eller begår selvmord (anden-udgaven af »Haabløse Slægter« er mere ’moralsk’, idet den kraftigt antyder, at den besynderlige helt dør snarere end den usædelige førsteudgaves bortrejse), og Claude Zoret dør og testamenterer sin formue til det unge heteroseksuelle par ligesom den navnløse fortæller i »Brudt Liv«, Bangs tidligste tekst. Joán Ujházy nøjes med at rejse bort ligesom en lang række andre blege, gådefuldt melankolske og altruistiske ungkarle. Der viser sig gradvist et fast mønster og en gennemgående logik i Bangs forfatterskab, som typisk rummer beskrivelsen af en mærkelig figurs mærkeligt determinerede skæbne, som vedkommende vel at mærke er ganske uden skyld i. Herefter følges denne ofte engleagtige outsiders tragiske liv, som typisk krones med døden, der nærmest fremstilles som en form for selvrealisation såvel som en slags ofring for menneskeheden og forplantningen. Eller som Willian Høg gådefuldt skriver det i sit afskedsbrev, der i alle ordets betydninger afslutter de »Haabløse Slægter«: for at frelse Slægten. Bang skriver sig således gennem sine allegorier ind i den moderne vestlige verdens hygiejniske fantasi om et univers uden homoseksuelle. Eller anderledes udtrykt: en god homoseksuel er en død homoseksuel. Kvindeskildringerne »Gedanken«-essayets poetologiske muligheder er imidlertid ikke udtømte hermed. Et standardtema i Bang-forskningen er inspireret af Bangs egen fremstilling af den homoseksuelle mand som en kvindelig sjæl i et mandligt legeme. Denne figur, som queerteoretikeren Eve Kosofsky Sedgwick i sin bog »Epistemology of the closet« kalder inversionstropen, giver ifølge Bang den mandlige homoseksuelle kunstner særligt gode betingelser for at skildre mennesker, idet han er en ’androgyn’ figur, der indfølende og indfølt kan beskrive såvel mænd som kvinder. Bangs berømte kvindeskildringer er således ofte koblet til hans homoseksualitet. Imidlertid er jeg skeptisk ved dette ræsonnement. For det første fordi jeg — ja, call me old fashioned! — som feminist altid studser, når en enig, mandlig forskningstradition roser en mandlig forfatter for hans begavede kvindeskikkelser. Selv en kønsforskruet mesterdigter som J.P.Jacobsen roses herfor. Og jeg savner at se kvindelige Bang-forskere rose kvindeskildringerne. Kun den tyske skandinavist Annegret Heitmann har i afhandlingen »Noras Schwester« sat spørgsmålstegn ved de bang’ske kvindeskikkelsers realisme. Helt oplagte emner som misogyni og kvindedæmonisering i Bangs forfatterskab skriger på systematisk kortlægning, analyse og teoretisering gerne af en forsker med ’kvindeligt markerede kropstegn’, som det jo nu hedder på postfeministisk newspeak. For det andet går min skepsis (stand in) vedrørende den mandlige konsensus omkring den mandlige homoseksuelles indlevelsesevne i ’kvinden’ også på det banale faktum, at selv inden for figurens egen logik, så savner jeg det ’modsatte’ billede. Jeg ville være mindre skeptisk over for tankegangen, hvis jeg bare engang imellem så hyldester til lesbiske kunstneres dybfølte indlevelser i mænd. En undladelsessynd Jeg må her ved vejs ende beklage, at jeg endnu engang har begået »Mærkværdige læsninger«s undladelsessynd: ikke at besvare spørgsmålet: »Er impressionismen en homoseksuel fortælleteknik?« For mig er det først og fremmest vigtigt at stille spørgsmålet, at formulere det som kombinationsmulighed mellem seksualitetshistorie og litteraturhistorie. Jeg er fuldstændig klar over, at en randbemærkning om den homoseksuelle kunstners produktionsbetingelser i en posthumt udgiven marginaltekst af en enkelt forfatter næppe isoleret kan bygge en bro mellem en så bred bevægelse som impressionismen og et så komplekst historisk fænomen som homoseksualiteten. Jeg har samme følelse ved at stille spørgsmålet, som Judith Butler havde ved at skrive et essay med titlen »Den lesbiske fallos«: indholdet kan aldrig leve op til titlen. Men som Butler resigneret konkluderer: sådan er det altid med det falliske. Det lover altid mere, end det kan holde. Herman Bang: »Gedanken zum Sexualitätsproblem« (1922) Dag Heede: »Herman Bang. Mærkværdige læsninger« (2003) Annegre Heitmann: »Noras Schwester« (1992) Eve Kosofsky Sedgwick: »Epistemology of the closet« (1990) Dag Heede (f. 1962), mag.art og ph.d i litteraturvidenskab (Københavns Universitet), lektor i dansk litteratur ved Institut for litteratur, kultur og medier, Syddansk Universitet. Har bl.a. publiceret om Michel Foucault, Sigmund Freud, Jens Peter Jacobsen, Karen Blixen, Herman Bang, Lili Elbe, Peter Høeg og queer teori. Arbejder p.t. med H.C.Andersen. NR. 4 DECEMBER 2003 35
Page 1 and 2: 4 Anmeldelser af ny litteratur 17.
Page 3 and 4: Klaus Rifbjerg Alea En tilfældighe
Page 5 and 6: noget andet end litteraturen i dere
Page 7 and 8: alkoholen. Men Venja forstår at ko
Page 9 and 10: ser Rabelais og karnevalisme, et vo
Page 11 and 12: med at læse hver enkelt roman. Man
Page 13 and 14: Lars Bo Rasmussen Jeg havde en drø
Page 15 and 16: Ørkenvandring Fastrups roman kende
Page 17 and 18: forhåbningers og modernitetens fal
Page 19 and 20: er stærkt dalende og krimierne for
Page 21 and 22: fortsætter uændret. I begyndelsen
Page 23 and 24: Kvindebyen Ida Jessen Foxy Lady I-V
Page 25 and 26: Kan man skabe mening af en meningsl
Page 27 and 28: anden sag med et godt ord, som ogs
Page 29 and 30: Se, mor, uden hænder! Jonathan Saf
Page 31 and 32: Hvad er queer teori — og hvad er
Page 33: den ikke kan dét. Når et sådant
Page 37 and 38: let«, som skriftet hedder i den da
Page 39 and 40: alment accepteret begreb). Krafft-
Page 41 and 42: som direkte eller indirekte udgør
Page 43 and 44: Først i 1960`erne, hvor alt mere e
Page 45 and 46: om, at beskæringen giver os fornem
Page 47 and 48: Hvad er kernen i Transgender Theory
Page 49 and 50: Diversitet Lovende smagsprøver fra
Page 51 and 52: Efterskrift, tekstkritik og noter.
Page 53 and 54: Dan Turèll Udvalgte Digte 1969-197
Page 55 and 56: Ursula Andkjær Olsen Atlas over hu
Page 57 and 58: Jeg syr verden sammen med nåle af
Page 59 and 60: Hvid stak ild i hvad/ hvad stak ild
Page 61 and 62: ne verden i mønstre — dette komm
Page 63 and 64: ’post-mediale’ — og den derme
Page 65 and 66: Torben Brostrøm Uden titel Læseov
Page 67 and 68: Enough Said? Af Prem Poddar Edward
Page 69 and 70: Forum er vel en messe værd Af Mari
Page 71 and 72: En ægte Svend Åge Madsen og Olafu
Page 73 and 74: Kritik 164 Frederik Stjernfelt og I
Page 75 and 76: Hip som hap som rablen som pap Øve

og hvad er det ikke? - Standart

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?