og hvad er det ikke? - Standart

Hvad er queer teori
— og hvad er det ikke?
Af Liv Mertz og Henrik Varmark
Termen queer theory blev første
gang anvendt ved en akademisk
konference i New York i 1990. På
amerikansk har glosen queer tidligere
været brugt som en nedsættende
betegnelse for primært
mandlige homoseksuelle, men
mere generelt betyder ordet også
’sær’, ’afvigende’ og ’skæv’. Teorien
var groft skitseret produktet
af en fusion mellem seksualitetsog
kønsstudier, men helheden
blev mere end blot summen af de
to hovedbestanddele. Indtil da
havde seksualitetsstudier nemlig
nærmest været ensbetydende
med historisk dokumentation af
bøsser og lesbiskes levede liv.
’Bøsse’ og ’lesbisk’ blev de historiske
aktører defineret som, hvis
de forelskede sig i, blev tiltrukket
af og/eller dyrkede sex med personer
af samme biologiske køn.
Queer teorien rettede derimod
kikkerten (og kanonen) mod normativiteten.
Både mod den heteronormativitet,
som både lovgivningsmæssigt
og kulturelt privilegerer
heteroseksuelle monogame
parforhold, men også mod den
normative homoseksuelle essenstænkning,
der ligger i, at den
homoseksuelle bliver italesat som
en særlig mennesketype, der afviger
fra flertallet, og som har krav
på beskyttelse i kraft af sin status
som mindretal. Som tænkemåde,
analytisk redskab og aktivismeform
promoverer queer teorien en
ganske anderledes strategi, fordi
den adskiller sig radikalt fra de
forudgående bestræbelser på at
synliggøre seksuelle minoriteter.
Gloria goes to gay pride
I et litterært perspektiv handler
den queer læseform derfor hverken
om at diskutere homo-klassikere
eller — i et forsøg på at gen-
oplive biografismen — at udpege
homoseksuelle forfattere fra en
nær eller fjern fortid. Det var i
høj grad projektet i den homoseksuelle
litteraturhistorie, som gik
ud på at fremskrive en positiv
identitetshistorie for sin subkultur.
Denne litteraturhistorie tog
for alvor fart i USA fra 1980’erne
og vokser sig stadig større. I amerikanske
boghandler finder man
digre værker med titler som »A
History of Gay Literature« eller
»The Gay & Lesbian Literary
Heritage«, hvor man kan slå op
under alt fra Homer og Oscar
Wilde til Patricia Highsmith og
Children’s Literature (for opklaringens
skyld handler dette opslag
om bøger til børn af bøsser og lesbiske,
f.eks. og hhv. »Gloria goes
to gay pride« og klassikeren
»Heather has two mummies«).
Man skal have noget at identificere
sig med for at genkende sig
selv.
Det nye, queer perspektiv skal
i stedet, med queer litteraten Dag
Heedes ord, tjene til at mærkværdiggøre
det selvfølgelige (i
Heedes tilfælde den litterære
kanon). Med det mærkværdiggørende
perspektiv for øje handler
mange bidrag i dette Stand In
om at udpege, ikke folks køn
eller seksualitet, men netop de
steder i kunsten og livet, hvor der
hersker en usikkerhed om disse
problematiske og forældede, normative
begreber. Til sammenligning
kan queer øjne også se
anderledes på børnelitteraturen:
det svenske tidsskrift BLM har
netop skrevet om det queer eller
mærkværdiggørende ved figurer
som Pippi Langstrømpe, Peter
Plys og Harry Potter.
Køn er noget man gør
Også inden for kønsforskningen
skiftede fokus i stigende grad fra
køn som noget, man har, til
noget, man gør. Og her gled synliggørelsesprojektet
også mere og
mere i baggrunden: Nu handlede
det ikke længere om f.eks. at
bevise, at kvinder også havde
spillet en rolle i historien. I stedet
blev der teoretiseret over køn
som et relationelt og strukturerende
princip.
Dermed blev det muligt at problematisere
kategorierne ’mand’
og ’kvinde’ og påvise, at disse var
historiserbare og foranderlige
størrelser. Med den nye optik
kunne forskere udsætte ‘det
mandlige’ og ‘det kvindelige’ for
samme mærkværdiggørende greb,
som de seksuelle identitetskategorier
oprindeligt blev underkastet.
Fusionen af køns- og seksualitetsforskning
gjorde det endvidere
muligt at teoretisere over de
to markørers placering i et større
regulerende system, som den
amerikanske filosof Judith Butler
har kaldt ‘den heteroseksuelle
matrix’. Uden for sådan én er der,
som man ved fra filmens verden,
en anden verdensorden på færde,
og Butler vender vi — og mange
andre skribenter her i Stand In —
snart tilbage til.
Siden Freud har køn og seksuel
orientering for mange stået
som de allermest centrale kendetegn
ved menneskers personlighed.
Freuds repressionshypotese,
som netop forudsatte seksualiteten
som en iboende kraft, fik en
renæssance i 1960’erne i kraft af
den seksuelle revolution.
Seksualiteten skulle nu slippes
løs af sit (borgerlige) fængsel.
Forståeligt nok indgød
1960’ernes seksualpolitiske klima
derfor også til frigørelsesbestræbelser,
der tog udgangspunkt
i seksualiteten som en indre
kerne, der skulle befries. Dette
udgangspunkt levede den homo-
fortsættes på næste side
NR. 4 DECEMBER 2003 31
Tillæg til nr. 4 december 2003