og hvad er det ikke? - Standart

More documents

Recommendations

Info

2 Ordet er frit Sandheden er krigens første offer, siger man. Når tropper rykker frem, er det ikke kun fjendeland, der kæmpes om; magten over det frie ord og dermed retten til at fortælle og fortolke historien både under og efter slaget er et værdifuldt krigsbytte. For ordet er det farligste våben af alle. Ord kan styre budskaber, og ord er blændende til at undertrykke med. På samme måde lider mangfoldigheden ofte i det totalitæres skygge. I et brutalt regime er det tydeligst – her er der institutioner, der alene er til for at sikre, at sandheden relativeres, og det aparte gemmes væk. I demokratiet derimod lever sandhederne og mangfoldigheden. Eller det vil vi i hvert fald gerne tro på, at de gør. Tro på at selv om flertallet sidder på flæsket og styrer showet, så kan spejderne, filatelisterne, flipperne, nazisterne og alle de andre minoriteter få lov at skræppe op i hjørnerne og danse cancan på bordene – så længe de ikke forstyrrer naboen eller jokker uskyldige over tæerne. Hvorfor pludselig alle disse fine ord om mangfoldighed og det frie ord? På et tidspunkt, hvor meninger brydes som aldrig før i en kultur- og værdikamp, kan de synes unødvendige. Hvor ideologiske diskussioner har sat gang i en offentlig debat, der er sjældent vital, er ordet da i allerhøjeste grad frit. Ja, det er det vel. Og så alligevel. For godt en måned siden indgik regeringen et forlig med Dansk Folkeparti og Det Radikale Venstre om at fjerne portostøtten. Fagblade og magasiner har i mange år kunne modtage støtte til postomdeling, hvis de lod Post- Danmarks bude bære deres blade rundt i landet. Men sådan ville de fire forligspartier ikke, at det skulle være længere. 180 millioner kroner sparede de på at skære støtten væk til magasiner NR. 4 DECEMBER 2003 som Jazz Special, Spejderbladet, SiDs fagblad og dusinvis af andre. En støtte der har været en stor økonomisk hjælp for mange, ikke mindst for et magasin som Standart, der er en ulønnet fritidsbeskæftigelse for redaktionen såvel som for skribenter, og hvor netop udgifterne til forsendelse er en tung post på budgettet. Men nu er der lukket for portostøtte-hanen. Godt nok blev der samtidig med besparelsen oprettet en pulje på 30 millioner kroner, som tildeles særligt udvalgte blade. Men 30 er ikke lig 180, det ved enhver kassemester på et hvilket som helst lille magasin. Det er endnu for tidligt at sige, hvilke konsekvenser afskaffelsen af portostøtten vil have for de mange blade, der har nydt godt af den. Nogle vil helt sikkert lukke, andre må skære kraftigt i udgifterne. For Standart bliver det omkring 8.000 kroner dyrere per nummer at sende bladet ud. Det siger sig selv, at det er en drastisk forøgelse af produktionsomkostningerne for et lille blad som vores. Det kan i sidste ende betyde abonnementsstigninger, men vi håber og tror ikke, at det bliver nødvendigt. I stedet forsøger vi blandt andet at gøre mere reklame for bladet, så flere lærer det at kende og får lyst til at abonnere. Ifølge politikerne spares portostøtten væk, fordi postmarkedet skal liberaliseres, og på et postmarked kan én virksomhed ikke modtage støtte, hvis ikke også alle andre får det. Et argument der er til at forstå. Lige vilkår for alle. Men hvordan så forsvare puljen på de 30 millioner? Er det ikke konkurrenceforvridende, at kun nogle blade får penge fra den pulje? Nej, ærlig talt – fjernelsen af portostøtten kan ikke kun forklares med, at den er i strid med nogle konkurrenceregler. For det lugter langt væk af, at der ligger en helt anden og mere skjult dagsorden bag besparelsen. Langt hovedparten af de 180 millioner kroner går nemlig til én bestemt type blade – fagbladene. De borgerlige partier kan med et enkelt pennestrøg lukke munden på en del af den oppositionelle presse – eller i hvert fald gøre det en hel del dyrere at mene noget på tryk. Og så er vi tilbage ved det frie ord og mangfoldigheden. For uanset at størstedelen af portostøtten er gået til blade, der har et bestemt – og det samme – politiske standpunkt, så får det konsekvenser at fjerne støtten. Ifølge medieforskeren Michael Bruun Andersen fra Roskilde Universitetscenter er der ikke lavet undersøgelser om, hvor stor en rolle fagblade og magasiner spiller i medielandskabet og dermed, hvor stor betydning de har for mangfoldigheden i eksempelvis den politiske debat. Men betydning har de, det er evident. Men det er ikke kun den politiske debat, der får et hårdt stød til nyrene. Ser man bort fra de store fagblade, der har oplag på mange tusinder og som har redaktioner med adskillige fastansatte, så er langt de fleste af de blade, der bliver ramt af den manglende portostøtte, blade som Standart. Små nicheblade, der fungerer som samlingspunkt for bilentusiaster, lystfiskere – og bogorme, for bare at nævne nogle få. Men endnu vigtigere; de er også et vigtigt sted for vidensdeling. Et sted hvor man kan blive klogere, blive udfordret, få faglige input, debattere – kort sagt et sted hvor der er plads til nuancerne. I forsøget på at ramme en oppositionel presse har man såret en række andre blade og magasiner. Men vigtigst af alt; man har såret det frie ord og mangfoldigheden. I en tid med stigende monopolisering i medieverdenen er det et alvorligt problem, at et politisk flertal i Folketinget ikke prioriterer at støtte forskelligartetheden. Det burde være deres fornemste opgave. For et samfund er først for alvor et rigt samfund, når det er rigt på udtryk. Føler man sig provokeret eller er man uenig, må man argumentere med ord. For ordet er frit. Og det skal det gerne blive ved med at være. Anders Jørgensen LITTERATURMAGASINET STANDART. 17. årgang nr. 4, december 2003. REDIGERET AF Lisbeth Brænder, Johannes Henriksen, Anders Jørgensen, Mette Jørgensen, Anders Hedegaard Kristiansen, Line Ottosen og Henrik Varmark. REDAKTION AF STAND IN: Henrik Varmark. REDAKTIONSSEKRETÆR: Britt Møller Christensen. FORSIDE: Kunstnerisk tilrettelæggelse ved Kirsten Skytte Christiansen. REDAKTION, ANNONCER OG ABONNEMENT: Standart, Langelandsgade 139, 8000 Århus C. Tlf. 89 42 51 76. Fax 89 42 18 50. Giro 4 50 12 25. E-mail: redaktion@standart.nu. Internetadresse: www.standart.nu. ISSN 1602-2246. SATS: Kalligraf, Skive. TRYK Zeuner Grafisk, Åbyhøj. UDGIVET MED STØTTE af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter. UOPFORDREDE bidrag modtages gerne — dog uden forbindende. Deadline for bidrag til næste nummer er 2. februar 2004. Udkommer næste gang 11. marts 2004
Klaus Rifbjerg Alea En tilfældighedsroman 464 sider, 348 kr. Gyldendal Hr. Værk Anmeldt af Henrik Bach »Nu kimede telefonen igen.« Sådan begynder Tom Kristensens »Hærværk«, den store nøgleroman fra 1930 om menneskelig deroute, med det uforglemmelige motto: »Frygt sjælen og dyrk den ikke for den ligner en last.« »Telefonen ringer: Telefoner ringer over hele verden.« Sådan begynder Klaus Rifbjergs »Alea«. Måske bare en tilfældighed, for dette er en tilfældighedsroman, hvor alea er latin og betyder terning. Og terningen slås hele tiden og lander på noget nyt, dog ikke sjældent på både hærværk og Tom Kristensen. Jeg er også sikker på, at havde den gamle kritiker Henning Kehler været iblandt os, så havde han ment det samme, som han dengang skrev i anmeldelsen af »Hærværk« i Berlingeren: »Hvilket Formaal tjener det trykte Referat af uartige Ord, Bisseord?«. Foto: Georg Oddner I PH-lampens skær har Rifbjerg skrevet en humoristisk hærværksroman om den lille lort og den store lort Som bekendt er Klaus Rifbjerg, foruden at være en god dreng, så også både uartig og en bisse, hvilket aldrig har været tydeligere end her. Man kan også roligt sige, at alt er ved det gamle i Rifbjergs 460siders decoupage af syner og fakta: alt og alle måles og vejes i kulturradikale Rif-alen. Men samtidig — og det er jo det, der gør ham så suveræn — så forstår han stadig at punktere, provokere, nedbryde, opbygge, ophidse og overraske; at røre. Og mens telefonen i »Hærværk« får lov til at kime, så bliver den taget i »Alea«. For hr. Rifbjerg, som han med ironisk distance kalder sig selv i romanen — når han da ikke er første person singularis — tager den. Og så er samtalen i gang mellem hr. Værk og hr. Rifbjerg. Indtil terningen kastes, og tid og sted skifter; værket rummer mange skrifter. Snart er vi på druk med en ung William Heinesen i 30’ernes København sammen med bl.a. Tom Kristensen, Aksel Sandemose og Paul la Cour, så man næsten selv er til stede i øldunsten og savsmuldet på Café Nick. Senere skifter scenen til Færøerne, mange år senere midt i hr. Heinesens otium. Eller vi er i Spanien med hr. Rifbjerg, en afdæmpet tur med moderen, og senere med vennerne Jørgen Leth og Ebbe Traberg og Funcador. Men uanset hvad terningen står på, er det Rifbjerg selv, der slår, og spillereglerne siger private og kulturelle erindringsskitser og kommentarer til tiden før og nu. Kommentarer til Martin A. Hansen og almuelivet, som jo ikke liiiiige er Rifs kop te; eller frem til nutidens hurtighed og hæslighed og nuværende fjender og nationale som Bent Blüdnikow, Bent Jensen, Jesper Langballe, Ulrik Høy, Lars Hedegaard, Pia Kjærsgaard, you name them, hvor værket ryger helt op i det røde felt i et nærmest celine’sk raseri. Skal nogen pisse territoriet af, så er det Rifbjerg. Her kan man godt få den tanke, at forfatteren er knap så moderne og nuanceret, for lige bortset fra kvindehåndbold, så var alt bedre i »gamle« dage, dvs. især i PH-, Erik Knudsen-, Jesper Jensen- og Panduro-dagene. Foruden selvfølgelig at Tom Kristensen og Villy Sørensen og Georg Brandes også hører med til plusordenen. I sin kritik af kirken (hvor han gudværelovet skelner mellem kir- (roman) kens Herre og Herrens kirke), af det nationale, af krig og fred, og af venner og fjender, svinger Rifbjerg mellem pueril udfarelse og overlegen sætten alt og alle på plads. Det er vildt på den gode måde, fordi hr. Rifbjerg som sagt er Rifbjerg. Terningen kastes igen, og så er unge, usikre hr. Rifbjerg ved at gøre sit indtog på parnasset; gennem svingdøren til jobsamtale på Politiken, eller som en af redaktørerne af »Vindrosen«. Og på oplæsnings- og druktur med den drukne Tove Ditlevsen, på tur med Werner og Hanne Marie Svendsen, hvor førstnævntes ansigt om natten bliver blegere og blegere, for til sidst at forvandle sig til kogt spaghetti. Et af de mest bevægende afsnit i bogen er det korte, afdæmpede stykke om Hans Hedtofts død på hotelværelset i Stockholm, som går over i et par siders tragedie om Jens Otto Krag; disse sider er sublime, fordi de i sin enkelthed viser forfatterens format. Så kastes terningen igen, og vi er snart endnu længere tilbage i tiden hos Sophus Claussen, Johannes V. Jensen eller frem igen til nutiden til et hærværksportræt af meningernes handyman Niels Højlund fra forsamlingshuset. Der er meget mere og mange flere, som kunne fremhæves, men jeg er ved at have opbrugt min udstukne ordkvote til denne anmeldelse. Lad mig derfor nævne, at foruden ovennævnte personer så medvirker følgende: hr. Rifbjergs far, Kaj Munk, Jørgen- Frantz Jacobsen, Carsten Jensen, Dronningen, Jan Kjærstad, Thorkild Bjørnvig, Kai Friis Møller, Poul Nyrup Rasmussen, Anders Fogh Rasmussen, H.C. Andersen, Søren Ryge Petersen og mange, mange flere. Sjæle dyrkes, og lasterne er mange. Jeg har ikke moret mig så kongeligt siden Freddie Nietzsches »Ecce Homo« og Charles Buk.’s »All the Assholes in the World and Mine«. Lad os så slutte med dette citat fra side 12: »Og så har han på en gang villet udfordre dem, fornærme dem, forarge — og samtidig tage dem til sit hjerte i et fortvivlet håb om, at de må forstå ham, forstå hans hensigt og på en eller anden måde elske ham. Alt sammen omsonst. Derfor også denne mærkelige blanding af kulde og varme, af uforskammethed og appel, hengivenhed og foragt, barnagtighed og visdom. NR. 4 DECEMBER 2003 3
Page 1: 4 Anmeldelser af ny litteratur 17.
Page 5 and 6: noget andet end litteraturen i dere
Page 7 and 8: alkoholen. Men Venja forstår at ko
Page 9 and 10: ser Rabelais og karnevalisme, et vo
Page 11 and 12: med at læse hver enkelt roman. Man
Page 13 and 14: Lars Bo Rasmussen Jeg havde en drø
Page 15 and 16: Ørkenvandring Fastrups roman kende
Page 17 and 18: forhåbningers og modernitetens fal
Page 19 and 20: er stærkt dalende og krimierne for
Page 21 and 22: fortsætter uændret. I begyndelsen
Page 23 and 24: Kvindebyen Ida Jessen Foxy Lady I-V
Page 25 and 26: Kan man skabe mening af en meningsl
Page 27 and 28: anden sag med et godt ord, som ogs
Page 29 and 30: Se, mor, uden hænder! Jonathan Saf
Page 31 and 32: Hvad er queer teori — og hvad er
Page 33 and 34: den ikke kan dét. Når et sådant
Page 35 and 36: Seksualiseringen af litteraturhisto
Page 37 and 38: let«, som skriftet hedder i den da
Page 39 and 40: alment accepteret begreb). Krafft-
Page 41 and 42: som direkte eller indirekte udgør
Page 43 and 44: Først i 1960`erne, hvor alt mere e
Page 45 and 46: om, at beskæringen giver os fornem
Page 47 and 48: Hvad er kernen i Transgender Theory
Page 49 and 50: Diversitet Lovende smagsprøver fra
Page 51 and 52: Efterskrift, tekstkritik og noter.
Page 53 and 54:
Dan Turèll Udvalgte Digte 1969-197
Page 55 and 56:
Ursula Andkjær Olsen Atlas over hu
Page 57 and 58:
Jeg syr verden sammen med nåle af
Page 59 and 60:
Hvid stak ild i hvad/ hvad stak ild
Page 61 and 62:
ne verden i mønstre — dette komm
Page 63 and 64:
’post-mediale’ — og den derme
Page 65 and 66:
Torben Brostrøm Uden titel Læseov
Page 67 and 68:
Enough Said? Af Prem Poddar Edward
Page 69 and 70:
Forum er vel en messe værd Af Mari
Page 71 and 72:
En ægte Svend Åge Madsen og Olafu
Page 73 and 74:
Kritik 164 Frederik Stjernfelt og I
Page 75 and 76:
Hip som hap som rablen som pap Øve
show all

og hvad er det ikke? - Standart

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?