og hvad er det ikke? - Standart

More documents

Recommendations

Info

(roman) 26 Litteraturmarkedets pulp fiction Bodo Kirchhoff Knaldroman (Schundroman) Oversat af Hans Christian Fink 272 sider, 279 kr. Tiderne Skifter Anmeldt af Steen Klitgård Povlsen I efteråret 2001 udsendte den tyske forfatter Bodo Kirchhoff en bog »Parlando«, som han selv mente måtte være hans hovedværk, men som i en af de sidste udsendelser i det af tysk kritiks mest indflydelsesrige navn, Marcel Reich-Ranicki, redigerede fjernsynsprogram, »Quartett«, blev stærkt betinget anmeldt. Det fik Kirchhoff til at fare i flint; han lagde alle andre projekter til side og begyndte at skrive en parodi på den tyske litteraturbranche, dens mest fremtrædende personlighedstyper og dens kommercielle halløj hvert år kulminerende i Frankfurter bogmessen. Et stykke inde i skriveprocessen erfarede han, at en Nu falmer… Stewe Claeson Rønnebærrene gløder (Rönndruvan glöder) Oversat af Christina Bojlén 314 sider, 299 kr. Modtryk Anmeldt af Hans Jørgen Thomsen … skoven trindt om land, og septembers himmel er — dog — så blå, at den ligger tæt på, hvad amerikanerne kalder for blues. På den samme årstid, lige før vinter, gløder rønnebærrene, som det Dobbeltmord på kritikeren (alt imens et glødende svensk tidsbillede bliver stående) NR. 4 DECEMBER 2003 anden tysk forfatter, Martin Walser, også puslede med et tilsvarende projekt, oven i købet bygget op omkring et direkte portræt af og mord på Reich-Ranicki, og Kirchhoff benyttede lejligheden til at indsætte noget lignende i sin handling. Da hans forlag erfarede det og samtidigt fik nys om, at Walsers bog, »Tod eines Kritikers«, skulle udkomme kort før sommerferien 2002, pressede man på for, at Kirchhoff skulle færdiggøre sit manuskript, så det kunne komme cirka samtidigt. Og Kirchhoff bøjede sig for den markedsmekanisme, han kritiserede i sin bog, og den tyske kritik fik en lækkerbisken at fornøje sine læsere med i agurketiden, sommeren 2002: to mord på Marcel Reich-Ranicki. Nu er den nok mindst betydelige af disse to bøger, Bodo Kirchhoffs »Schundroman« kommet på dansk. Glimrende oversat af Hans Christian Fink som »Knaldroman«, præsenteret som »uforkortet originaludgave«, kun forfatterens navn er stavet forkert på omslaget (men ikke inde i bogen): hedder i en genial titel på en roman fra 2002 af den svenske forfatter Stewe Claeson, som nu foreligger på dansk i en fin oversættelse med kun få kiks på århusforlaget Modtryk. »Rønnebærene gløder« indfanger 6-7 år af den store romantiske forfatter og biskop i Växjö, Småland, Esaias Tegnérs liv. Det er den første roman af en åbenbart rigtig god svensk forfatter, som hermed foreligger på dansk i en oversættelse støttet af Europa-Kommisionens Kultur 2000-program. Man hilser den velkommen og erfarer, at kulturmetaforen ’Europa’ faktisk Vel en finte til det hastværk, den er blevet til under. Når jeg mener, det er den dårligste af de to litteraturmarkedsromaner, er det fordi, branchekritikken og den nøgleromanagtige afsløring af mekanismerne bag den tyske kritik (der vel kun i omfang adskiller sig fra f.eks. den danske) er svagere placeret i Kirchhoffs projekt end i Walsers. For Walser er denne kritik hovedsigtet, for Kirchhoff kun et påskud til at skrive en — nå ja, knaldroman, dvs. en krimi med masser af mord, det ene mere bestialsk end det andet, sex i soft porno-klassen, fasionable overklassemiljøer, byskildringer fra Frankfurt og dens bogmesse og lækre flyrejser på første klasse til Manila. Det er underholdning med ramasjang i, bestemt ikke dårligt, men som en tysk kritiker bemærkede ved udgivelsen: Det er som en god fjernsynsudsendelse, begavet lavet, men næste dag er den glemt. Den seriøse debat, som Walsers bog trods alt udløste (og som bl.a. var foranlediget af ubehagelige antisemitiske antydninger kan udvirke ét og andet. Ét og andet værdifuldt. I 1834 er biskoppen Esaias Tegnér (1782-1846) godt og vel 51 år, og en ung elskerinde, lægefrue og i starten af tyverne, har lige gjort ham klart, at han ikke skal stjæle hendes unge liv fra hende. Han har det meste af sit liv bag sig, hun har det meste for sig, så deres kærlighed må slutte. For hendes skyld. Savnet og længslen efter hende, efter hendes skulder eller mund, fører kun i yderst begrænset omfang til ny digtning hos den aldrende digter, og snarere til lede i hans portræt), har Kirchhoffs roman ikke givet anledning til. Den tyske kritik har ikke ladet sig anfægte og mener stadigvæk, at Kirchhoffs hovedværk er »Parlando«. Det skulle ifølge klapteksten på denne bog være på vej i dansk oversættelse. Det ser vi frem til. Men fungerer den da ikke på sine egne præmisser, som knaldroman? Jo, det synes jeg nok, selv om jeg næppe er den rette til at udtale mig. Forholdet mellem lejemorderen Holdt og luksusluderen Lou har en vis intensitet, og jeg kan godt lide den kejtede privatdetektiv, Feuerbach, og hans flirt med sin kvindelig chef. Handlingen skal (kan?) ikke refereres, den går over stok og sten og er temmelig svær at følge med i, men i slutsekvensen samles alle handlingstråde i en natscene på Gardasøen, og det er både stemningsfuldt og flot lavet. Jo, Kirchhoff kan sit håndværk, og det er dobbeltheden mellem på den ene side at leve op til og på den anden side parodiere litteraturbranchens krav, der udgør bogens charme. Plottets omdrejningspunkt er et stjålet (fiktivt?) billede af Picasso forestillende nogle mennesker, der i bogstavelig forstand skider på det hele. Et billede, der forventes at kunne indbringe besidderen mange millioner euro. Det er et velvalgt symbol, på grænsen mellem den kommercielle spekulation og den groteske parodi. Ligesom Kirchhoffs egen bog. Foto: Cato Lein ved socialt samvær. Socialt samvær af den art, som nu en biskop og et rigsdagsmedlem i Sverige på den tid må deltage i. Man må tro, at tilstanden af lede og begyndende afvikling af livet — begyndende udvakling som den danske digter Hans- Jørgen Nielsen engang døbte en
anden sag med et godt ord, som også kan anvendes om den sammenhæng, der her er tale om — når sit maksimum ved tvangsindlæggelse på en galeanstalt i Slesvig i det herrens år 1840. Fra dette ophold på galeanstalt seks år før han dør og antagelig må være kommet sig fra, så han kan være beredt til sin egen død i 1856 hjemme i Sverige og stilling, stammer godt og vel en tredjedel af romanen. Læseren præsenteres for anstaltlægernes notater og protokoller omkring den indlagte biskop. Som nok er blevet tvangsindlagt af en grund, man ikke som læser får indblik i, men langt fra er rablende gal eller forrykt. Blot træt til døden, som han selv gentager det til stadighed. Forspillet fra 1834-35 til indlæggelse og sammenbrud optager det meste af romanens plads. For det meste er man som læser inden i biskoppens hoved, hvor irrelevante skulderpartier fra det netop afsluttede forhold til lægefruen truer med at gøre ham absent i de sammenhænge, hvor han til stadighed er indlagt af situation og titel til at komme med bevingede ord. Hvor han er indlagt til at deltage i det menneskelige samvær. Som leder — med nutidens hæslige metafor, der minder om nazitid, for den slags. Ikke som anonym, men som anerkendt romantisk digter og titulær biskop må han deltage, og han kan ikke holde det ud. For hvad er selv et svensk smörgåsbord mod glødende rønnebær, bluesen ved septembers — og oktobers — iøjnespringende blåhed? Nok falmes der i skov og blandt mennesker, men stammerne står endnu og de mere end halvtredsårige ligger endnu ikke i graven. Men ser den nævnte glød og blå-hed og mærker den i deres sjæl, så et ungdommeligt skulderparti stadig kan fange én ind. Så man kan blive offer derfor og momentant havne på galeanstalt, endda i Slesvig. Svenskerne, i hvert fald borgerskab og embedsstand, lever overdådigt i tiden. Ved smörgåsbordene drikkes der tæt og lovligt, som Bellman (1740-1795) har sunget om det i generationen før Tegnér. Og melankolien hører sig nu engang til, som hos Bellmann. »Rønnebærene gløder« giver læseren et fabelagtigt tidsbillede. Fra en tid, der ikke er så fjern endda fra vores. Den være derfor anbefalet på dét mest glødende, som en fattig kritiker nu kan svinge sig op til. Hovedet koldt og hjertet…? Selma Lagerlöf Mårbacka Oversat af Anna Marie Bjerg 504 sider, 398 kr. Gyldendal Anmeldt af Martin Deichmann Naiv fortælleglæde, moralisme eller sofistikeret isbjergsteknik? Etiketterne på Selma Lagerlöfs forfatterskab har gennem tiden været skiftende. Først ude var Oscar Levertin, som i »Svenska gestalter« (1903) analyserer »Gösta Berlings saga«, »Antikrist mirakler« og »Jerusalem«. Han talte om ’hjertets enfold’ og ’naiv kvindefantasi’, men også beundrende om Lagerlöfs friskhed og stilistiske særpræg. I samme spor fulgte den tyske litterat Walter Berendsohns store Lagerlöfmonografi fra 1932. Berendsohn tolker forfatterskabet ind i en mundtlig fortælletradition og peger på slægtskabet med både de islandske sagaer og Ibsens »Peer Gynt«. Lagerlöfs naive stil — det mundtligt bondske — fornægter sig således ikke, men har med indplaceringen i litteraturhistoriens hierarki fået fast grund under fødderne. Andre parametre i Lagerlöfreceptionen har været forfatterens samfundsengagement og rolle i kvindesagen. Og atter andre hendes psykologiske indsigt og evne til at fremstille mørke sider med lyse. Flere biografier har set dagens lys: f.eks. Elin Wägners indfølende »Selma Lagerlöf« (1942-43) og Henrik Wivels »Snedronningen« (1988). Sidstnævnte er en — til H.C. Andersen-eventyret alluderende — læsning af forfatterens inderste selv. Issplinter i øjnene resulterer i en kølig, distanceret livsholdning — i Wivels læsning fravælger Lagerlöf livet til fordel for forfatterrollen. I en i øvrigt kritisk kommentar til Wivels bog hedder det i Vivi Edströms guide til forfatterskabet, »Selma Lagerlöf«, fra 1991: »I hans drastiske bildspråk förvandles hon slutligen till en förtorkad mumie innesluten i den vittkalkade grav som hon själv murat åt sig i Mårbacka«. Netop hvad gælder »Mårbacka« kan man nok følge Wivel en god del af vejen. Nok er trilogien et herligt sammensurium af värmlandske barndomsminder og tilhørende sprogbrug — mundtligheden fornægter sig ikke — men den er også uendelig trist og mærkeligt uafsluttet. Eller indesluttet og uforløst kunne man måske sige. Jeg falder pladask for konstruktionen, for Lagerlöfs eminente evne til at fremstille erindringsglimt og (roman) Den nyoversatte »Mårbacka«-trilogi lader svaret blæse i efterårsvinden situationer. Barndomshjemmet Mårbacka, dets beboere og gæster og den øvrige lokalbefolkning fremstår levende, runde og af kød & blod. Men samtidig i den omgivende store fortælling, der skal bygge bro mellem glimtene, fremtræder figurerne blot som skabeloner og arketyper. Endda floskler. Som læsningen skrider frem, bliver jeg mere og mere forstemt over, at der ikke rigtigt sker noget med figurerne. At de tilsyneladende ikke udvikler sig anderledes end efter det forudbestemte mønster. Hvorvidt problemet relaterer sig til genren — til det at skrive en selvbiografisk roman, der ikke vil være selvbiografisk — eller til den af Wivel opsporede livsfornægtelse, har jeg svært ved at vurdere. Men det påvirker teksten, at den på én gang vil være afklaret og fyldt med barnlig forundring. Og når Lagerlöf undervejs skifter synsvinkel og fra begyndelsen af del 2, »Et barns erindringer«, fortæller i første person, opstår der decideret konflikter mellem de to positioner. Af og til resulterer konflikten i indsigt og yderligere afrunding af figurerne. Andre gange blot i ufrivillig komik. Enhver, der er flasket op med »Nils Holgerssons vidunderlige rejse«, eller midlertidigt er forstummet over »Kejseren af Portugalien«, forventer sig meget af Selma Lagerlöf. For meget måske når man giver sig i kast med »Mårbacka«. Trilogien er fin læsning, men jeg ville ønske, at Lagerlöf havde tildigtet sit liv lidt mere. Tænk hvis lille Selma var endt som linedanser i stedet for skolelærerinde og Nobelpristager. NR. 4 DECEMBER 2003 27
Page 1 and 2: 4 Anmeldelser af ny litteratur 17.
Page 3 and 4: Klaus Rifbjerg Alea En tilfældighe
Page 5 and 6: noget andet end litteraturen i dere
Page 7 and 8: alkoholen. Men Venja forstår at ko
Page 9 and 10: ser Rabelais og karnevalisme, et vo
Page 11 and 12: med at læse hver enkelt roman. Man
Page 13 and 14: Lars Bo Rasmussen Jeg havde en drø
Page 15 and 16: Ørkenvandring Fastrups roman kende
Page 17 and 18: forhåbningers og modernitetens fal
Page 19 and 20: er stærkt dalende og krimierne for
Page 21 and 22: fortsætter uændret. I begyndelsen
Page 23 and 24: Kvindebyen Ida Jessen Foxy Lady I-V
Page 25: Kan man skabe mening af en meningsl
Page 29 and 30: Se, mor, uden hænder! Jonathan Saf
Page 31 and 32: Hvad er queer teori — og hvad er
Page 33 and 34: den ikke kan dét. Når et sådant
Page 35 and 36: Seksualiseringen af litteraturhisto
Page 37 and 38: let«, som skriftet hedder i den da
Page 39 and 40: alment accepteret begreb). Krafft-
Page 41 and 42: som direkte eller indirekte udgør
Page 43 and 44: Først i 1960`erne, hvor alt mere e
Page 45 and 46: om, at beskæringen giver os fornem
Page 47 and 48: Hvad er kernen i Transgender Theory
Page 49 and 50: Diversitet Lovende smagsprøver fra
Page 51 and 52: Efterskrift, tekstkritik og noter.
Page 53 and 54: Dan Turèll Udvalgte Digte 1969-197
Page 55 and 56: Ursula Andkjær Olsen Atlas over hu
Page 57 and 58: Jeg syr verden sammen med nåle af
Page 59 and 60: Hvid stak ild i hvad/ hvad stak ild
Page 61 and 62: ne verden i mønstre — dette komm
Page 63 and 64: ’post-mediale’ — og den derme
Page 65 and 66: Torben Brostrøm Uden titel Læseov
Page 67 and 68: Enough Said? Af Prem Poddar Edward
Page 69 and 70: Forum er vel en messe værd Af Mari
Page 71 and 72: En ægte Svend Åge Madsen og Olafu
Page 73 and 74: Kritik 164 Frederik Stjernfelt og I
Page 75 and 76: Hip som hap som rablen som pap Øve

og hvad er det ikke? - Standart

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?