og hvad er det ikke? - Standart

More documents

Recommendations

Info

(roman) fortsat fra forrige side som rommer egne avsløringer og fortellinger (disse fortellingene er som utposninger i samtalene) utgjør en betydelig del av tekstens klippeteknikk. Film er ikke akkurat en ukjent uttrykksform for Frobenius som har skrevet flere betydningsfulle filmmanus, blant annet til filmen »Insomnia«. Jeg-fortellerens bruk av andre kilder enn sin egen hukommelse gjør spørsmålet om pålitelighet påtrengende. Fortelleren hevder stadig at han i perioder har bygget opp nett av løgner og feilinformasjon. Farens yrke som dokumentarfilmskaper, farens forsvinning og den ukjente halvbrorens teorier både om forsvinningen og farens beskjeftigelse med informasjonsdiktning (infofiksjon) preger fortellerens tilnærming til historien om ham selv, faren, moren og den etter hvert ikke lenger ukjente broren og hans mor. Teksten er på mange måter dramatisk og tangerer en slags kriminaldokumentarsjanger, men den er altfor langsom til å preges av sensasjonell spenning. Til tross for at hele boken er bygget opp rundt et slags spiralformet system av hemmeligheter, er det ingen av disse hemmelighetene, som når de avsløres, virker sjokkerende eller overraskende. Flere ganger antyder teksten at det er uventete grunner til at ulike saker har hendt, men holder lenge skjult for leseren hva disse grunnen er. Den ultimative hemmelighet har kanskje med tekstens tilblivelsesemotiv å gjøre — og dette er noe leseren først får greie på helt til slutt: En nat holdt jeg op med at skrive, og begyndte at tænke på manuskriptet foran mig som en gave. Hvem var det en gave til? Det tænkte jeg på. Hvem er det man skriver en gave til? Er det en gave? Eller er det en sygdom? Jeg ved ikke. Det er en gave, tænkte jeg. Det må være en gave, for ellers havde det ikke været så vanskeligt at skrive. Jeg sad og tænkte på det, og så blev jeg sikker. Det var en gave til min søn. Christopher gir således videre, slik faren gjorde med sine filmer, en forklaring på, eller fortelling om, hvem man er eller har vært. Om barnet som mottar gaven vil glede seg over den, er vanskelig å spå, men romanens lesere vil forhåpentligvis det. 24 NR. 4 DECEMBER 2003 Ballade om og fra en svunden tid Viktor Paskov En violin til Vorherre (Balada za Georg Henih) Oversat af Helle Dalgaard 149 sider, 160 kr. Husets Forlag/ S.O.L. Anmeldt af Steen Klitgård Povlsen En sjælden begivenhed: bulgarsk litteratur på dansk Viktor Paskovs lille mesterværk »Balada za Georg Henih« udkom i Bulgarien i 1987. Jeg forestiller mig, at de voldsomme omvæltninger i Østeuropa efter murens fald derefter for en årrække fjernede al opmærksomheden fra en så fremmedartet litteratur som den bulgarske. Nu er situationen nogenlunde stabiliseret, og så får et lille velorienteret sted som Husets Forlag øje på, at der nede på Balkan ligger et stykke guld og glimter og råber på at blive oversat. Det er det, det er så fremragende til — tænk, at nogen overvejer at lukke forlaget! Helle Dalgaard har i sin, så vidt jeg kan bedømme, ellers glimrende oversættelse (bl.a. gengiver hun hovedpersonens barnlige og ikke helt korrekte bulgarsk bedårende på dansk) valgt ikke at bibeholde titlens musikalske term. Det er synd: for »En violin til Vorherre« har balladens vemodige, let stiliserede sødmefuldhed, dens flair af tab og die Welt von gestern. Georg Henig er som ung indvandret til Sofia fra sit böhmiske hjemland og arbejdet sig op til at blive en mesterlig violinbygger. Jeg-fortællerens far er også noget ved musikken og ønsker, at hans søn skal spille violin og bestiller derfor et lille begynderinstrument hos Henig. Derigennem starter venskabet mellem den gamle violinbygger og fortælleren og hans familie — et venskab der betyder, at familien tager hånd om den gamle forhutlede 90årige i hans sidste tid. De mange elever, han har haft og som nu lever højt på de færdigheder, han har givet dem, er kun interessere- de i at få fat i hans fremragende værktøjssamling, men den vil den gamle Henig bruge til at lave en sidste violin: en viola d’amore med samme svulmende vellyd som de gamle italienske mestres instrumenter. Da han har færdiggjort den, kan han med sindsro lægge sig til at dø, for når han får sin sidste violin med i graven, har han noget at spille på, når han skal møde sine kære i Paradis. Rørende og enkelt, men slet ikke så sentimentalt, som et referat måske kan lyde. For Paskovs fortælling er opbygget med et artistisk raffinement, der hele tiden henfører opmærksomheden til komposition og stil og gør læsningen til en æstetisk nydelse. Det er en traurig og vemodig historie, men gengivet i en velformet ramme: en ballade om Georg Henig. Hovedtemaet: den sidste violin modsvares af sidetemaet: bygningen af en buffet, som fortællerens mor så inderligt ønsker sig, og faderen til sidst tager på sig at bygge. Sublimt håndværk til Guds ære over for håndværk for at tilfredsstille en honnet ambition, men håndværk anyway. Denne modsætning er parallel til modsætningen mellem Henigs to elever, der kun vil udnytte ham, og faderens to kolleger fra orkesteret, der altid er parat til at give en hjælpende hånd. Og det svarer igen til modsætningen mellem fortællerens mor, der miskender sin mands talent og Henigs kone, der altid støttede ham. Etc., etc., historien består af et fint fletværk af modsætninger og paralleller, som det er nærliggende at sammenligne med en musikalsk struktur. Som baggrund for fletværket befinder sig et kollektiv: det hus og den gade, hvor den lille familie bor og som er befolket af sære og groteske skikkelser, der dog alligevel, forekommer det mig, er grupperet efter et vist mønster. Også det uhyggelige par og deres glubske hund, der som en anden Cerberus vogter indgangen til Henig’s sidste, sørgelige slumværelse, bidrager til at skabe den dystre, skurile baggrund for den historie om næstekærlighed og kunstnerisk forpligtethed, som Paskov først og fremmest vil fortælle. Denne tone af kristen eskatologi har sikkert irriteret de bulgarske magthavere i 1987, forestiller jeg mig, men så brød det gamle, rådne system sammen, og hvordan et værk som »En violin til Vorherre« læses i dagens Bulgarien skal jeg ikke gætte på. Anderledes end da den udkom i alt fald. Nu har vi den på dansk og gud ske lov for det. Læs den, venner og glæd jer over dens kammermusikalske viola d’amore, det er godt gammelt håndværk af sjælden karat.
Kan man skabe mening af en meningsløs handling? Merete Morken Andersen Hav af tid Denne motor driver »Hav af tid« (Hav av tid) Oversat af Ilse M. Haugaard 298 sider, 298 kr. Gyldendal Anmeldt af Astrid Fossvold Ofte er det således, at mennesker ikke forandrer sig, før de er tvunget til det. Sådan er det i »Hav af tid«. En lys sommermorgen tænder en seksten år gammel pige, Ebba, opvaskemaskinen, tager støvler på, går ud i skoven og hænger sig i den løvhytte hun legede i som barn. Ebba er datter af Judith og Johan, som har været skilt i over tolv år. Situationen presser forældrene derud, hvor tilværelsen ikke giver mening længere og presser ordene frem. Dermed bliver spørgsmålet om hvordan, og om man overhovedet kan skabe mening af en fuldstændig meningsløs handling, Foto: Christian Elgvin den motor som driver fortællingen i »Hav af tid«. Johan og Judith har været gift i lidt over fire år, da han træffer en anden og de bliver skilt. Han er dataingeniør, hun professionel musiker, og efter et åbningskapitel følger henholdsvis Johans monolog og Judiths enetale. Til slut fortælles »historien«, et kapitel som ser de to udefra, den nat de deler før datterens begravelse. I monologerne fortæller de hver især kærligheds- og ægteskabshistorien, og gennem fortællingen forsøger de at bearbejde sorgen og forstå det fuldstændig ufattelige; at deres datter ikke ville leve længere. På den måde bliver teksten et forsøg på at skabe mening, hvor ingen mening findes. Monologerne giver hver for sig sin version af en kærlighedshistorie og dens forlis, og dermed et godt indblik i den negative dynamik, som kan opstå mellem to, som i udgangspunktet vil hverandre, men som ikke er i stand til at se på, hvordan forholdet egentlig udvikles. I teksten kommer Johan først til orde, og det fører til, at vi får størst sympati for ham. Det er med hans version som baggrund, at vi læser Judiths version af historien om ægteskabet. Judith har været den styrende i forholdet, og i kraft af sin kunstneriske begavelse nærmest haft en slags dronningeposition. Endvidere ser det ud til, at en usund binding i forholdet mordatter var i færd med at forplante sig til næste generation, altså til forholdet mellem Ebba og Judith. Alligevel, og det må understreges, giver teksten på ingen måde nogen af forældrene skylden for datterens selvmord, men vi får et indblik i, hvor dårlig kommunikationen mellem de voksne er, og vi ser en datter, som bærer for meget ansvar. Hun føler ansvar for forældrenes velbefindende, og hun er bange for at såre moren ved at vise, at hun trives godt sammen med faren og hans nye familie. I afskedsbrevet til sin lillesøster (roman) skriver Ebba, at alt bliver bedre, når hun er borte. Hun håber, at de tre voksne vil snakke sammen, og det er denne proces, frem til samtalen mellem de tre, romanen viser. Selvmordet bliver den udløsende faktor, som fører til samtale der, hvor den syntes umulig. I essayet »Forvandlingsområdet« er Morken Andersen inde på, at en af de sidste replikker i bogen: »Ja, siger han. Det ved jeg at du ved« viser, at de to fortvivlede forældre har flyttet sig sådan, at de er i stand til at se den andens verden, og godtage den andens erfaring af virkeligheden som lige så gyldig som sin egen. Når de ikke længere bruger alle kræfter på at få den anden til at se deres egen smerte, og deres version af historien, når de har klaret at bevæge sig over i den andens rum, og anerkender dette som lige så virkeligt som deres eget, har de bevæget sig ind i forvandlingsområdet. De er i stand til at snakke sammen og at forandre adfærd. Romanen er meget dramatisk og giver et troværdigt billede af, hvordan Judith og Johan er havnet uden for det område, hvor man er i stand til at handle rationelt og tænke klart. Mange underlige og let absurde udsagn og handlinger præger deres adfærd natten før datterens begravelse, og der, hvor ordene ikke slår til, bruges billeder fra eventyret for at fortælle. Musikken fra »Tryllefløjten« spiller en stor rolle gennem teksten, det er den, som tryllebinder Johan i mødet med Judith og det er den, han lytter til gennem hele historien, mens han understreger, at dens uendelige lethed knytter musikken an til myten om Demeter, som har mistet datteren Persefone til dødsriget. Teksten er også smykket med en epigraf, som er et uddrag af et brev fra Mozart om, at han ikke frygter døden. Med andre ord en gennemkomponeret roman, som imponerer. Bogen har fået en ganske anden modtagelse i hjemlandet, end den har fået her. I den norske dagspresse modtog romanen endog meget fine anmeldelser, Morken Andersen fik kritikerprisen for 2002, og bogen er blevet omarbejdet til hørespil for NRK radio, da bogen egner sig meget godt til dramatisk omarbejdning. Om danskernes lunkne modtagelse skyldes, at bagsideteksten ikke rigtig holder hvad den lover, når der står at »Hav af tid er en lys bog, om kærligheden til den eneste ene«, kan man kun gisne om. NR. 4 DECEMBER 2003 25
Page 1 and 2: 4 Anmeldelser af ny litteratur 17.
Page 3 and 4: Klaus Rifbjerg Alea En tilfældighe
Page 5 and 6: noget andet end litteraturen i dere
Page 7 and 8: alkoholen. Men Venja forstår at ko
Page 9 and 10: ser Rabelais og karnevalisme, et vo
Page 11 and 12: med at læse hver enkelt roman. Man
Page 13 and 14: Lars Bo Rasmussen Jeg havde en drø
Page 15 and 16: Ørkenvandring Fastrups roman kende
Page 17 and 18: forhåbningers og modernitetens fal
Page 19 and 20: er stærkt dalende og krimierne for
Page 21 and 22: fortsætter uændret. I begyndelsen
Page 23: Kvindebyen Ida Jessen Foxy Lady I-V
Page 27 and 28: anden sag med et godt ord, som ogs
Page 29 and 30: Se, mor, uden hænder! Jonathan Saf
Page 31 and 32: Hvad er queer teori — og hvad er
Page 33 and 34: den ikke kan dét. Når et sådant
Page 35 and 36: Seksualiseringen af litteraturhisto
Page 37 and 38: let«, som skriftet hedder i den da
Page 39 and 40: alment accepteret begreb). Krafft-
Page 41 and 42: som direkte eller indirekte udgør
Page 43 and 44: Først i 1960`erne, hvor alt mere e
Page 45 and 46: om, at beskæringen giver os fornem
Page 47 and 48: Hvad er kernen i Transgender Theory
Page 49 and 50: Diversitet Lovende smagsprøver fra
Page 51 and 52: Efterskrift, tekstkritik og noter.
Page 53 and 54: Dan Turèll Udvalgte Digte 1969-197
Page 55 and 56: Ursula Andkjær Olsen Atlas over hu
Page 57 and 58: Jeg syr verden sammen med nåle af
Page 59 and 60: Hvid stak ild i hvad/ hvad stak ild
Page 61 and 62: ne verden i mønstre — dette komm
Page 63 and 64: ’post-mediale’ — og den derme
Page 65 and 66: Torben Brostrøm Uden titel Læseov
Page 67 and 68: Enough Said? Af Prem Poddar Edward
Page 69 and 70: Forum er vel en messe værd Af Mari
Page 71 and 72: En ægte Svend Åge Madsen og Olafu
Page 73 and 74: Kritik 164 Frederik Stjernfelt og I
Page 75 and 76:
Hip som hap som rablen som pap Øve
show all

og hvad er det ikke? - Standart

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?