og hvad er det ikke? - Standart

More documents

Recommendations

Info

(roman) Fåreheim forever Charlotte Weitze Brevbæreren 192 sider, 228 kr. Samleren Anmeldt af Mette Bentholm Kaspars højeste ønske er at blive postbud, at trodse vind og vejr for at bringe bud, helst glædelige (de sørgelige kan gemmes i posttaskens hemmelige rum), der kan ændre folks liv. Men Kaspar er albino, kan ikke tåle sollys og spiser D-vitaminer i eventyrlige mængder. Når han bliver brændt af solen, falder huden af i flager og et andet ansigt træder frem. Skinnet bedrager. Og det gør Kaspars mor også. For i virkeligheden er sønnens sygdom en løgn, hun har fundet på for at beskytte ham. Under Kaspars hvide hud gemmer sig nemlig et ansigt, der har alt for mange ligheder med den tilsyneladende barnløse konge i landet. Med en blanding af skæv og skør hverdagsrealisme og folkeeventyrets morale, symbolik og fantastik har Charlotte Weitze (f. 1974) skrevet en sær, pudsig og stilsikker fortælling om et menneskes udvikling, hans søgen efter 20 Charlotte Weitzes anden roman er (i)sær, intelligent, underholdende og særdeles godt skrevet Vibeke Grønfeldt Det nye 495 sider, 348 kr. Samleren Anmeldt af Benedikte Marcussen Lis er hovedpersonen i »Det nye«, og hun lever for nyheder. Hun begynder dagen med aviser og radio, derefter fortsætter hun på nettet, hvor hun holder sig orienteret på diverse nyhedstjenester, NR. 4 DECEMBER 2003 sine rødder, kærligheden og, dermed, sig selv. Det lyder banalt og svulstigt. Men under Weitzes kyn- og tv-nyhederne kører imens. Hun irriteres over at få besøg og telefonopkald fra sine mangeårige venner Margrete og Johannes, ligesom datteren altid forstyrrer, lige når Lis er midt i en nyhed. Plottet i den knap 500 sider lange roman er minimalt. Romanen består af fire-syv sider lange kapitler og slutter med nummer 75. Faktisk er der 76 kapitler, fordi der er 2 kapitler nummereret ’64’ — jeg har ikke fundet anden begrundelse, end at det må være en Udsnit af omslag. Omslag af Mark Airs/Saltomortale dige og kølige behandling er »Brevbæreren« alt andet; romanen er på én gang meget enkel og Sandheden begynder i kroppen fejl. Hvert kapitel indeholder den eller de af dagens nyhedshistorier, som optager Lis, og kapitlerne indeholder ofte almanaklignende oplysninger om f.eks. den pågældende dags fugl, ulykke, vejrudsigt, navn eller kostråd. De seriøse nyhedshistorier er ikke mere interessante end nyheden med et menneskeligt ansigt. »11. september« er mindre interessant end sygehistorien om den berømte døende popsangerinde. Det er historier om lottomillionærer, voldtægtsofre og meget mærkelig, og den efterlod mig sært underholdt. Kaspar får sit ønske opfyldt. En lille by skal have ny landpost på en næsten ufremkommelig rute til den fjerntliggende bygd, hvor vejret altid er dårligt. Kaspar takker taknemmeligt ja og drager afsted. Postbudet, kongesønnen, tager på sin udviklingsrejse. Til Fåreheim, som bygden hedder, og snarere end hyggeligt er det et unheimlich sted, befolket af får (som man heller ikke skal skue på skinnet) og sære eksistenser. Her dør postbudene ikke; de går helt bogstaveligt til de evige postbudsmarker, lægger deres uniform og er borte. Kaspar overtager ruten fra den gamle Rainer Rusk, og han lister efter den gamle mand på dennes sidste rejse. For at finde tilbage på stien til de levende, sætter Kaspar frimærker på stenene langs vejen. Og Kaspars drømmepige er fløjtenisten Lærke, der med sit eventyrlige spil fænger fårene og lokker dem til slagtning. Weitze inkorporerer intelligent eventyrgenrens stereotyper i romanen, der samtidig indeholder ingenlunde overnaturlige ting som beskidte underbukser (dem er der mange af), sladderblade og solarier. Personerne taler og opfører sig pudsigt kluntet og meget ueventyrligt: »Jeg piller lige lidt ved dig«, siger Kaspar til Lærke, da han endelig har hende i sin seng. Han bliver imidlertid frastødt af hendes »poseagtige bryster« og kan alligevel ikke. »Det er i orden«, siger den pludseligt pragmatiske Lærke, »jeg har heller aldrig tænkt på noget mellem os to«. Se, sådan skal et rigtigt eventyr skrives. Grønfeldt har begået en roman om en voksende afhængighed af at være med og være på — »Det nye« er skrevet som på sandhedsserum og i den smukkeste, sprøde prosa pensionerede postmestre, der svovler over ungdommens forfald, som interesserer Lis. I ophobningen af nyhedshistorier mimer romanens form læserens følelse efter endt læsning — følelsen af at være udmattet og stopfodret af en uendelig kværnen af historie på historie uden at opleve nogen nævneværdig forandring eller udvikling. Skal man pege på en udvikling i romanen, er det udviklingen af en opløsning af Lis’ liv samtidig med, at ophobningen af nyheder
fortsætter uændret. I begyndelsen af romanen, mens Lis stadig får (irriterende) besøg, kommenteres nyhedshistorierne af Lis og de besøgende. Men i takt med at besøgene ebber ud, forsvinder kommentarerne og Lis’ tilstedeværelse, hun høres ikke længere i hvert kapitel, kun nyhederne er tilbage. Samtidig forfalder hendes hus, og døgnet opløses. Hun sover ikke om natten og er ikke vågen om dagen, men slumrer ind foran fjernsynet i kortere perioder, fordi alle døgnets 24 timer har samme betydning for nyheder. Endnu engang aflæser Grønfeldt seismografisk forskydningerne i vores dagligdag. I hendes forrige roman, »Om mig«, var blikket blandt andet rettet mod alle de ubrugelige informationer, vi møder hver dag. I »Det nye« tager nyhederne over, og hovedpersonens afhængighed af nyheder fører til opløsning. I Grønfeldts prosa lyser surreelle sansede øjeblikke, hvor tiden står stille i et nu, igennem prosaens realisme. De surreelle momenter viser sig især i selskab med ældre mennesker eller beroligende stimulanser. Portere, portvin og sovepiller indtages i »Det nye« for at komme i den døsige tilstand, hvor der drømmes, lugtes og erindres: »Når overfladen bedøves, åbnes andre døre. Kroppen bliver ved med at drømme.« Hos Grønfeldt er det i sansningen og i kroppen, at sandheden begynder. I dét, som kroppen smager, mærker, lugter, ser, hører og drømmer. Og den drømmende tilstand, der åbnes for, rummer sandheder, som vi ikke finder i det, der kaldes virkelighed. Grønfeldts prosa er på en gang skræmmende i sit indhold og lysende i sin skønhed. »Det nye« åbner sin læsers øjne både mod virkeligheden og sig selv. Det må være en stor ros. Foto: Lars Gjødvad Inge Eriksen Citrontræet 248 sider, 248 kr. Gyldendal Anmeldt af Steen Klitgård Povlsen Hvad udad tabes Nøgtern og livsbekræftende roman om den grumme verden og den lille lykke Inge Eriksen er en egenrådig forfatter, der bliver ved med at skrive om det politisk ukorrekte, selv om hun gang på gang får at vide, at det irriterer anmelderne. Politik f.eks. Ikke bare sociale spørgsmål, rige og fattige og sådan noget, nej rigtig partipolitik, Brian Mikkelsen og Anders Fogh Rasmussen — det er smuds, under lavmål, det kan man ikke, synes den almindelige mening at være. Inge Eriksen kan, hun insisterer på, at den slags typer er en vigtig del af det Danmark, hun ønsker at beskrive. I hendes nyeste bog, »Citrontræet«, er hovedpersonen en ældre lektor i filmvidenskab ved Københavns Universitet, Randi, der ikke alene blev grundigt forskrækket af 11. september 2001, men også af det efterfølgende valg i Danmark, der bragte den endnu siddende borgerlige regering til magten. Hun spekulerer naturligvis over forbindelsen mellem disse to begivenheder og er generelt bekymret over højredrejningen i verden. Hvordan kommer den til at præge hendes videre liv? En af de andre politisk ukorrekte ting, Inge Eriksen skriver om, er universitetet. I betragtning af hvor mange nyere danske forfattere, der har haft deres gang dér, er det bemærkelsesværdigt, hvor lidt det optræder i litteraturen. Det synes også at være under lavmål. Men Randi er ekspert i amerikansk filmhistorie og er i gang med et undervisnings- og forskningsprojekt om Hollywoods modstand mod McCarthy-ismen i begyndelsen af 1950’erne. Hun interesserer sig for det andet Amerika, og hvis hun kan få gjort sine studerende opmærksom på dette, kan hun yde en lille skærv til modstanden mod den tiltagende formørkelse i det internationale politiske klima, håber hun. »Citrontræet« indeholder her den så vidt jeg ved første specialevejledningsskildring i dansk litteratur: rørende og i øvrigt meget realistisk i følge undertegnedes erfaringer. Det virker, som om Randi kommer igennem med sine holdninger over for de unge mennesker. Og det er i det hele taget dobbeltheden i Randis liv: I den store verden går det ad helvede til, men privat har hun succes. Hun har det godt med sin fraskilte mand, hendes to børn trives og formerer sig, hun har venner og familie omkring sig, hvoraf en ældre tante ganske vist dør, men det gør ældre mennesker jo; og en tvangsgiftet indvandrerkvinde, som hun og netværket forsøger at redde fra det forfærdelige ægteskab, begår selvmord. Tragisk ja, men det sætter (roman) Foto: Thomas Borberg skub i Randis lillebror, så han får mod til at gøre det, han altid har drømt om: melde sig til Læger uden grænser. Sorg vendes til glæde, hvad udad tabes bliver indad vundet. Selv den gamle kliché i dansk litteratur: kolonihaven, får en renæssance. Den bliver redningen for en af Randis desillusionerede veninder; her findes endnu den sociale bevidsthed, der er under hastig afvikling i præsident Bushs og Anders Fogh Rasmussens brutale verden. Det er styrken i Inge Eriksens univers, at det eskapistiske i denne problemstilling reflekteres, og glæden ved den private lykke fastholdes, vel vidende at det virker paradoksalt i denne verden. Det gør »Citrontræet« til en i bedste forstand nøgtern bog, en bog man kan glæde sig ved i en kold tid, et livstegn midt i elendigheden, ligesom det citrontræ der stod uden for det hus i Jerusalem, hvor Randi en tid boede hos en gammel palæstinenser. Efter den verdenshistoriske gestus i trilogien »Sommerfuglens Vinge«, der nok var storslået, men også i passager langtrukken og retorisk opsvulmet, er Inge Eriksen her tilbage i det mindre format. Og det klæder hende. Der er her en intensitet både i vreden og i varmen, som havde tendens til at fordufte i den store form. Det har været en glæde at læse »Citrontræet«. NR. 4 DECEMBER 2003 21
Page 1 and 2: 4 Anmeldelser af ny litteratur 17.
Page 3 and 4: Klaus Rifbjerg Alea En tilfældighe
Page 5 and 6: noget andet end litteraturen i dere
Page 7 and 8: alkoholen. Men Venja forstår at ko
Page 9 and 10: ser Rabelais og karnevalisme, et vo
Page 11 and 12: med at læse hver enkelt roman. Man
Page 13 and 14: Lars Bo Rasmussen Jeg havde en drø
Page 15 and 16: Ørkenvandring Fastrups roman kende
Page 17 and 18: forhåbningers og modernitetens fal
Page 19: er stærkt dalende og krimierne for
Page 23 and 24: Kvindebyen Ida Jessen Foxy Lady I-V
Page 25 and 26: Kan man skabe mening af en meningsl
Page 27 and 28: anden sag med et godt ord, som ogs
Page 29 and 30: Se, mor, uden hænder! Jonathan Saf
Page 31 and 32: Hvad er queer teori — og hvad er
Page 33 and 34: den ikke kan dét. Når et sådant
Page 35 and 36: Seksualiseringen af litteraturhisto
Page 37 and 38: let«, som skriftet hedder i den da
Page 39 and 40: alment accepteret begreb). Krafft-
Page 41 and 42: som direkte eller indirekte udgør
Page 43 and 44: Først i 1960`erne, hvor alt mere e
Page 45 and 46: om, at beskæringen giver os fornem
Page 47 and 48: Hvad er kernen i Transgender Theory
Page 49 and 50: Diversitet Lovende smagsprøver fra
Page 51 and 52: Efterskrift, tekstkritik og noter.
Page 53 and 54: Dan Turèll Udvalgte Digte 1969-197
Page 55 and 56: Ursula Andkjær Olsen Atlas over hu
Page 57 and 58: Jeg syr verden sammen med nåle af
Page 59 and 60: Hvid stak ild i hvad/ hvad stak ild
Page 61 and 62: ne verden i mønstre — dette komm
Page 63 and 64: ’post-mediale’ — og den derme
Page 65 and 66: Torben Brostrøm Uden titel Læseov
Page 67 and 68: Enough Said? Af Prem Poddar Edward
Page 69 and 70: Forum er vel en messe værd Af Mari
Page 71 and 72:
En ægte Svend Åge Madsen og Olafu
Page 73 and 74:
Kritik 164 Frederik Stjernfelt og I
Page 75 and 76:
Hip som hap som rablen som pap Øve
show all

og hvad er det ikke? - Standart

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?