og hvad er det ikke? - Standart

More documents

Recommendations

Info

(roman) fortsat fra forrige side han oplever en snert af noget andet og mere forfinet, om end i karikatur, hos det skeletagtige monster, Miss Havisham, der har levet indendørs og isoleret i en tidslomme (hos hende er alle ure sat i stå klokken ti minutter over ti) siden hendes tilkomne forlod hende på deres bryllupsdag. Hos Miss Havisham kommer Pip i kontakt med den smukke, men også kyniske Estella, hvilket får ham til at stræbe opad, efter et andet og bedre liv end det simple arbejdsliv i smedjen hos Joe, et liv som gentleman. Hermed er historiens motor sat i gang, som i kraft af en anonym godgører (Pip tror det er Miss Havisham, og Dickens lader længe læseren forblive salig i den tro) lader Pip leve et sorgløst liv som gentleman i London — klassisk social opstigning, lige efter bogen, tror Pip. En dag er pengene dog ødet bort, og da Pip samtidig erfarer at godgøreren ikke var Miss Havisham, men straffefangen Magwitch, vælter hans verden. Den bliver først langsomt genopbygget da Pip efter et symbolsk sygeleje skipper sine illusioner og dels forliger sig med det han kom af, dels finder ind til sin egen kerne af humanitet. Årene og modgangen modner ham, og han får til sidst sin elskede Estella — i hvert fald i den romantiske Nikolaj-og-Julie-slutning, som Dickens valgte på anbefaling af forfatterkollegaen Bulwer Lytton. Hans egen oprindelige slutning, som ikke er medtaget i nærværende udgave (men kan læses i Hernov-udgaven), er langt mere tragisk-realistisk. »Store forventninger« er i kraft af sit mylder af liv og vidunderligt tegnede personer en tidstypisk roman, en fortælling om social opstigning, fald og genrejsning i det midtvictorianske samfund, men den er mere end det. Den er en eksemplarisk beretning om nødvendigheden af illusionsløst at se virkeligheden i øjnene, at kaste det realistiske blik på verden, det perspektiv som romanen selv anlægger og er. Dermed er den i virkeligheden også en metaroman, en roman som via sin hovedpersons åndelige dannelse bliver en parabel over romanens egen tilblivelse, dens grundlag og eksistensberettigelse, og en sådan fortjener både klassikerstatus og nyoversættelse. 16 NR. 4 DECEMBER 2003 Sådan går det i det moderne gennembrud »Den lukkede bog« åbner døren for gamle spørgsmål om kærlighedens vilkår — med en pudsig blanding af kloge og gevaldigt naive fortællerkommentarer oprulles en moderne kvindes livsforløb Jette A. Kaarsbøl Den lukkede bog 536 sider, 298 kr. Gyldendal Anmeldt af Vibeke Theisen Jette A. Kaarsbøl (f.1961) debuterer med en murstensroman fra det moderne gennembruds første år. En af nordisk litteraturforsknings stærkest belyste faser, og jævnligt periodebagtæppe i nyere fiktionslitteratur. Er ikke damernes emancipation, familieinstitutionen, patriarkatet og sædelighedsfejden vendt og drejet så grundigt, at det synes umuligt at koge mere suppe på den pind? Åbenbart ikke. Det er lykkedes Kaarsbøl at finde ny substans i debattemaerne. Debutanten har den dristighed at anbringe sin kvindelige hovedperson i centrum af modernitetsdebatten og det dertilhørende forsøg på at leve moderne, dvs. i sin frit valgte frihed — brødrene Brandes, Bang, Krøyer med flere hører til personkredsen. Den velopdragne Frederikke, 21 år i 1875, indgår et fornuftsægteskab med vennen Frederik Faber, spydspids inden for socialmedicinen, ikkekonform, idealistisk, smuk. Kredsen opfører sig og diskuterer som de moderne mennesker, de er. Miljøet er velkendt og handlingen forudsigelig: Frederikkes valgsituation som giftefærdig frøken så vel som hendes senere sammenbrud. Den læser, der kender periodens kvindelige forfattere, nikker genkendende, den blaserte læser kvæler et gab. Når Kaarsbøl kan få undertegnede til at læse interesseret videre, er det af flere grunde. Først en elementært spændingsskabende komposition, som for en begynder i faget er imponerende gennemført. Prolog og epilog, derimellem 62 kapitler, hvor der krydsklippes mellem årene 1875-83, forhåbnings- og sammenbrudstiden, og 1932-33, hvor Frederikke ses som en ordinært gammelvred, ja forbitret kvinde, lænket til en stol i karnappen. Hendes lidenskab er reduceret til at betænke Frederik, som hun ikke har haft forbindelse med i et halvt århundrede, i sit testamente. Hvorfor gik det sådan, hvad skete der? Svarene findes fortrinsvist i periodens miljø, i det forhold, at det moderne gennembruds frisind blot Foto: Morten Holtum er tilsyneladende. Bornertheden og angsten hersker under de radikale floskler. Så måtte det gå sådan. Så er der fortællestilen, som på én gang er irriterende og spændende. Den går ustandselig over sine bredder, men den kamel sluges, fordi der altid fortælles seriøst om det centrale. Gåden, Frederikke søger at løse — forholdet til læge- manden — er nuanceret skildret. Begge parter beskrives med indfølende overbærenhed og ondskabsfuld distance, idet fortællerinstansen uden større vanskeligheder pendulerer mellem empati og sarkasme. Og efter en vis tilvænning forstyrrer det ikke, at man ofte undrer sig over, om det nu er forfatter, fortæller eller romanfigur, der bærer følelsen. Overhovedet er fortællestilen uforfærdet anarkistisk. Kaarsbøls grundprincip er at give efter for sine impulser. Registret spænder fra natur- og miljøskildringer af naturalistisk tilsnit, nærmest pontoppidansk pertentlighed, over humoristisk løsslupne personbeskrivelser à la Dickens, til knaphed og saglig ironi, ja kulde. Der kan falde små essays af, spækket med læserhenvendelser og selvkommenterende bemærkninger i den postmoderne manér. Store sager tages under behandling i essayafsnittene: frihedens begreb, parasitisme, fysisk skønhed og teodicéproblemet. De fleste af disse indstik er facile indtil det flove. Men helhedsindtrykket er tvangsfrihed og undertiden vildskab i glæden ved at berette. Hertil kommer en spænding, der ligger i, at hovedpersonen portrætteres med distance af sin autor. Man fængsles af personen Frederikke på trods af /i kraft af fortællerkulden. Frederikke skildres ikke sympatisk. De uflatterende sider (bornerthed, forkælelse, selvmedlidenhed, hysterisk adfærd) ved denne intelligente kvinde udvikles logisk, i takt med hendes
forhåbningers og modernitetens fallit. Hun bliver systematisk dummere. Tematisk betragtet, i behandlingen af ægteskab og kærlighed, må debutanten siges at løfte opgaven. Frederik og Frederikkes giftermål er en handel, med frihed som kontraktens kardinalpunkt. For den duperede pige, som ikke ved af sin egen sanselighed og kun aner konturerne af sin dybe forelskelse i Frederik, er ægteskabet opfyldelsen af en ønskedrøm: forsørgelse i et interessant miljø og livstidssikret respektabilitet uden seksuel modydelse. Hun er ikke kapabel at læse, hvad der står med småt i ægtepagten, nemlig at hun bliver et instrument til at sikre hans respektabilitet ved at camouflere hans homoseksualitet. Dette indser hun sent, for flere bøger er længe lukkede for hende, og én forbliver uåbnet. Med kapitlet om Frederikkes overreaktion på Herman Bang ser læseren, hvad Frederiks manøvre skal dække over, og får dybere indsigt i, hvorfor det måtte gå Frederikke sådan. Bang kommer i visit, fortvivlet over modtagelsen af »Haabløse Slægter«. Frederikke afviser ham og bogen med væmmelse og panisk raseri. Først tre år senere ved hun besked, men hun kan ikke handle klogt. Kaarsbøl får her fortalt, at det ikke kun er frustreret begær, der døver Frederikkes intelligens og nysgerrighed, og som dermed afskærer hende fra at kende sine misvisninger, men angst. En konfrontation med det barske, men følelsesfulde udsagn i Bangs roman — altså den lange, sædelighedskrænkende førsteudgave fra 1880 — om biologisk arv og driftens altødelæggende kraft, ville have givet hende den mulighed at betragte sit liv som andet end et produkt af omstændigheder. »Den lukkede bog« bliver i og med sin klare tematiske affinitet til Bangs værk også et defensorat for kunsten. Det er tænkeligt, at Kaarsbøl har henlagt sin roman til 1870erne — dengang ægteskabet for en kvinde var et spørgsmål om liv eller ikke-liv — for at tydeliggøre, hvilket eksistentielt valg, kærlighedsvalget er. Frederikke selv når ikke længere end til den position, som Kamilla Falk formulerer over for William Høg/Herman Bang: »[...]vi Damer sidder vort halve Liv og venter paa at blive »lykkelige«, og det andet Halve sidder vi i en Krog og sørger over, at vi ikke er blevet det«. »De døde er levende, der ikke har fået kærlighed nok« Dorrit Willumsen Bruden fra Gent 264 sider, 275 kr. Gyldendal Anmeldt af Brian Andreasen Kong Christiern II (1481-1559) er efterhånden et velkendt kapitel i dansk litteratur med det nok mest prominente eksempel i Johs. V. Jensens århundredesklassiker »Kongens fald«. Også hans kvinder er der skrevet om: Elskerinden Dyveke, hendes mor Sigbrit Willumsdatter og hustruen dronning Elisabeth er alle portrætteret i min barndoms klassikertrilogi af Herta J. Enevoldsen, mens den yngste datter Christine er blevet ’iværksat’ af Helle Stangerup. Med »Bruden fra Gent« føjes endnu et smukt kvindeportræt til dette royale galleri, idet dronning Elisabeth nu har fået sin egen roman. Det er fortællingen om den kun fjortenårige Elisabeth — barnebarn af den mægtige kejser Maximilian I af Habsburg — der som andenprioritet efter den smukkere og mere magtpolitisk anvendelige søster, Eleonora, sendes fra Nederlandene til Danmark for at blive giftet bort til Christiern. Med besvær når hun sit fremtidige kongerige fast besluttet på at være en god hustru, og hun længes efter at møde den mand, hun skal elske. Men han elsker allerede — Dyveke. I en indfølt prosastil righoldig på stemningsmættede poetiske indslag tegnes et psykologisk portræt af denne unge kvinde, hvis gode hjerte og rene sind på trods af sin mands kølige ligegyldighed byder hende at elske og ære ham med det siden så berømte diktum: »Hvor min konge er, dér er mit kongerige!«. Selvom Dyvekes mystiske død — på hvilken Willumsen giver endnu en farverig forklaring — medfører en stigende interesse hos kongen, og Elisabeth — en historisk romanbiografi poetisk orkestreret af kærlighedens universelle tema endelig kan blive besteget og besvangret, så hun kan tjene sin mand behørigt, elsker Christiern ikke som med Dyveke. Da kongens og rigets situation er mest fortvivlet, og Elisabeth er blevet sendt på tiggerrunde hos sine rige slægtninge, må hun indse, at hun altid blot har været en brik i et magtspil — hun er bruden fra Gent. Romanen er naturligvis en fantasi over Elisabeths liv og sjælelandskab, for den undersøger højst intime og udokumenterede aspekter ved dronningens psyke og privatliv — herunder bekendelsen om, at »jeg har striglet mig steder, hvor det ikke er ganske nødvendigt at blive striglet«. Men det bekendelseslitterære til trods bliver stilen aldrig plat, tværtimod lykkes det Willumsen at skabe et fuldblodsbillede af en barnehustru, der — selv med et fromt sind — kun kan se verden ét sted fra: sig selv. Romanen derimod har flere blikke. Overlegent fletter Willumsen Elisabeths jeg-fortælling sammen med de andre personers synsvinkler, der dog holdes enten i dækket direkte tale eller en endnu (roman) fjernere tredjeperson; det er bl.a. med dette virkemiddel, at Christiern II stilistisk holdes på afstand — for læseren som for Elisabeth virker han fremmed. Ud over at have et kernepunkt i hovedpersonen har værket en anden stærk mørtel: Den er en rapsodi om kærlighed. Endnu før vi møder Elisabeth første gang, har vi stiftet bekendtskab med Kejser Maximilian I’s inderste tanker om sine tre kvinder: Den underskønne hofdame, den kvindelige sjælefrænde, der døde alt for ung, og til sidst den utåleligt barnlige fyrstedatter, som hængte ved længst, men i kærlighedslængsel dræbte den smule kærlighed, der var. Vi hører om Elisabeths forældre, Filip I af Spanien og dronning Johanna, hvis styrtende forelskelse endte i galskab for Johanna og gav hende tilnavnet ’den Vanvittige’. Selv grimme Mor Sigbrits engangseskapade med en mørk fremmed, der resulterede i den smukke Dyveke, tegnes for os. Overalt er der historier om kærlighed, men hver lille kærlighedsmelodi ender i sidste ende disharmonisk — altid er rammerne forkerte og personerne fangne i deres egne længsler. Men den er der — kærligheden — i sine mange uforudsigelige former. Med vanlig sans for det vanskelige blandingsforhold mellem historisk fakticitet og kunstnerisk empati er det endnu en gang lykkedes Dorrit Willumsen at give os en historisk roman, der bevidst om sin genre udnytter den til fulde. NR. 4 DECEMBER 2003 17
Page 1 and 2: 4 Anmeldelser af ny litteratur 17.
Page 3 and 4: Klaus Rifbjerg Alea En tilfældighe
Page 5 and 6: noget andet end litteraturen i dere
Page 7 and 8: alkoholen. Men Venja forstår at ko
Page 9 and 10: ser Rabelais og karnevalisme, et vo
Page 11 and 12: med at læse hver enkelt roman. Man
Page 13 and 14: Lars Bo Rasmussen Jeg havde en drø
Page 15: Ørkenvandring Fastrups roman kende
Page 19 and 20: er stærkt dalende og krimierne for
Page 21 and 22: fortsætter uændret. I begyndelsen
Page 23 and 24: Kvindebyen Ida Jessen Foxy Lady I-V
Page 25 and 26: Kan man skabe mening af en meningsl
Page 27 and 28: anden sag med et godt ord, som ogs
Page 29 and 30: Se, mor, uden hænder! Jonathan Saf
Page 31 and 32: Hvad er queer teori — og hvad er
Page 33 and 34: den ikke kan dét. Når et sådant
Page 35 and 36: Seksualiseringen af litteraturhisto
Page 37 and 38: let«, som skriftet hedder i den da
Page 39 and 40: alment accepteret begreb). Krafft-
Page 41 and 42: som direkte eller indirekte udgør
Page 43 and 44: Først i 1960`erne, hvor alt mere e
Page 45 and 46: om, at beskæringen giver os fornem
Page 47 and 48: Hvad er kernen i Transgender Theory
Page 49 and 50: Diversitet Lovende smagsprøver fra
Page 51 and 52: Efterskrift, tekstkritik og noter.
Page 53 and 54: Dan Turèll Udvalgte Digte 1969-197
Page 55 and 56: Ursula Andkjær Olsen Atlas over hu
Page 57 and 58: Jeg syr verden sammen med nåle af
Page 59 and 60: Hvid stak ild i hvad/ hvad stak ild
Page 61 and 62: ne verden i mønstre — dette komm
Page 63 and 64: ’post-mediale’ — og den derme
Page 65 and 66: Torben Brostrøm Uden titel Læseov
Page 67 and 68:
Enough Said? Af Prem Poddar Edward
Page 69 and 70:
Forum er vel en messe værd Af Mari
Page 71 and 72:
En ægte Svend Åge Madsen og Olafu
Page 73 and 74:
Kritik 164 Frederik Stjernfelt og I
Page 75 and 76:
Hip som hap som rablen som pap Øve
show all

og hvad er det ikke? - Standart

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?