og hvad er det ikke? - Standart

More documents

Recommendations

Info

(roman) Nick McDonell Twelve (Twelve) Oversat af Henrik Andersen 224 sider, 249 kr. Borgen Anmeldt af Søren Frank »Twelve« fik de store overskrifter frem, da den udkom i juli 2002. Den væsentligste grund var forfatterens unge alder: Nick McDonell var kun 17 år, da han skrev romanen, og det meste af arbejdet blev gjort over en sommerferie. Dette er stof, ud af hvilket myter kan opstå, og som PR-folkene kunne se muligheder i, især når man tænker på ungdomskultur, hype og købekraft. Med til sagen hører forresten også, at Nick McDonells moder selv er forfatter, ligesom faderen har været redaktør for Rolling Stone Magazine; desuden er Hunter S. Thompson og Jay McInerney venner af familien, og nåh ja... romanens redaktør og forlægger, Morgan Entrekin, er forfatterens gudfar. Hm! Hvem sagde kammerateri? Men hvad står tilbage, hvis man ser bort fra denne noget indspiste baggrund? Faktisk en udmærket roman, som ikke uden grund er blevet sammenlignet med Bret Easton Ellis’ sensationsdebut fra 1985, »Less Than Zero«, som han skrev i en alder af 18 år. I Sam Mendes’ forstadsfilm »American Beauty« handler den unge Ricky Fitts med stoffer for at finansiere sit dyre videoudstyr, som han bruger til at forevige epifaniske øjeblikke af skønhed, f.eks. en pose, der svæver mellem hvirvlende efterårsblade i vinden. For Ricky er der nogen gange så meget skønhed i verden, at det næsten ikke er til at holde ud. Dertil siger pusheren White Mike, hovedpersonen i »Twelve«: »Fuck dét«. Parallellen og distanceringen til Mendes’ film findes allerede på romanens første side og slår fak- 14 Voldens virkelighed Lovende debutroman om Manhattans ungdom NR. 4 DECEMBER 2003 tisk meget fint grundtonen an: i »Twelve« skal man ikke forvente at finde skønhed. »White Mike ser ikke på skønhed. Han ser på Manhattans Upper East Side«. »American Beauty« tillader altså glimtvise, ’skønne’ brydninger af det overfladiske og substansløse forstadsunivers, hvilket sker rent filmisk gennem en anden billedæstetik, nemlig Rickys optagelser, der i modsætning til filmens overvejende glansfulde billeder er mere kornede og ’kødfulde’, men som også findes på filmens indholdsplan i forholdet mellem Ricky og Jane og i Lester Burnhams undergravende karakter. »Twelve« er mere pessimistisk i sin skildring af fremmedgørelse og overfladiskhed, her i et lokalt storbymiljø blandt unge overklasseteenagere, der enten går på privatsko- Foto: Jean Pagliuso le eller kostskole, og som er vant til hushjælp, mærkevarer, designerdrugs og kæmpe lejligheder uden forældres nærvær. Romanen er fortalt meget nøgternt og konstaterende af en tredjepersonsfortæller, hvis distance til stoffet og hovedpersonen er med til at vanskeliggøre indlevelse og dybde, hvilket er helt bevidst. Romanen foregår i dagene op til nytårsaften og er opbygget af 98 korte kapitler, der ofte har karakter af små fragmenter eller snapshots, en montage af både nutidige klip eller flashbacks. Mange af personerne er karikerede og stiliserede, men White Mike er det i mindre grad. Læseren får, f.eks. i flashbackene, antydninger af dybde i hovedpersonen, men fortælleren bibeholder langt hen ad vejen en stor distance til sin hovedperson. Hør bare ind- ledningen på romanen: White Mike er tynd og bleg som røg. White Mike er iført jeans og en sweatshirt med hætte og en lang, mørkeblå Brooks Brothersfrakke. Hans lyse, næsten hvide hår er kortklippet. White Mike er clean. White Mike har ikke røget en cigaret i hele sit liv. Har aldrig drukket alkohol, aldrig røget en joint. Men White Mike er blevet en rigtig udmærket pusher. De mange gentagelser af hovedpersonens navn antyder en ironisk distance mellem fortæller og helt, og ironien understreges af sidste sætnings »men«. White Mike har taget et sabbatår, inden han — måske — begynder på college. Han tjener penge som pusher, og igennem hans erhverv introduceres læseren til en lang række personer, der i begyndelsen ingen forbindelse har med hinanden, men som til slut i romanen er samlet til en nytårsfest, der udvikler sig til et Columbine. Den apokalyptiske stemning slås an allerede i romanens epigraf: »Må vi bede alle rejse sig og holde et minuts stilhed for de elever, der blev slået ihjel. Og må vi nu bede om et minuts stilhed for de elever, der slog dem ihjel«. Den tragiske slutning, som altså allerede indvarsles i begyndelsen, er kulminationen på en roman, hvor skønheden har ringe vilkår. »Violence is the hallmark of my generation,« har Nick McDonell udtalt i et interview. Romanen holder sig hele vejen igennem til en hudløs registrering af det betændte og desillusionerede miljø, hvorudaf et Columbine opstår, men til slut i romanen er der vedhæftet et efterord, der antyder skønhedens mulighed eller i det mindste åbner for en udvej ud af det udsigtsløse univers. Det viser sig nemlig, at romanens fortæller er White Mike, der som en af de få overlevede nytårsmassakren. Den store distance mellem fortæller og helt har således været en nødvendighed for en ung mand, der har ønsket at lægge afstand til sin ’uskønne’ fortid, og skønhedens eller udvejens mulighed indikeres ydermere ved, at han skriver fra Paris, hvor han er begyndt på universitetet: »Jeg ved ikke hvorfor, men Paris forekommer mig at være et bedre sted end New York«. »Twelve« viser sig dermed både at være en dannelsesroman og en kunstnerroman.
Ørkenvandring Fastrups roman kendetegnes ved den hypertrofiske konstruktion og de tekniske billeders kliché Karen Fastrup Mine syvogtyve sansers elskede 254 sider, 269 kr. Rosinante Anmeldt af Jan Bruun Jensen Karen Fastrups anden roman, »Mine syvogtyve sansers elskede«, er en noget klichéfyldt fornøjelse. Hun er ikke karrig med den type sanseligt-poetiske klichéer, hvor kvinden ’folder’ sin krop ud for manden, som for sin del føler, at han må finde frem til ord, han endnu ikke kender. Dertil ligger der en næsten uhæmmet research til grund for fortællingen om geologen og ekspeditionslederen Clemens Carlsen og hans kone, Ud i verden t/r En af verdenslitteraturens store dannelsesromaner, Dickens’ beretning om drengen Pip, der som forældreløs og af ringe byrd må gå så gruelig meget igennem inden han i mere end én forstand finder hjem, foreligger i en ny dansk oversættelse Charles Dickens Store forventninger (Great Expectations) Oversat af Niels Brunse 480 sider, 199 kr. Gyldendal Anmeldt af Claus Schatz-Jakobsen Det var med interesse jeg noterede mig at Litteratursiden.dk — kommunebibliotekernes officielle hjemmeside — har en liste over ti europæiske klassikere gennem tiderne, der indbefatter Charles Dickens’ »Store forventninger«. Det skal tilføjes, at ét af kriterierne Foto: Anette Kjær lægen Anna, som pludselig i en alder af henholdsvis 71 og 67 år flygter ud i den ægyptiske ørken. åbenbart er at alle ti foreligger i ny dansk oversættelse. Havde de ’kun’ foreligget i en ældre oversættelse havde listen måske set anderledes ud. På den anden side er der vel en grund til at netop disse ti (som også tæller Dantes »Guddommelige Komedie«, Stendhals »Rødt og sort« og Dostojevskijs »Forbrydelse og straf«) er blevet fundet værd at ofre en nyoversættelse på. Interessant og bemærkelsesværdigt er det også at fire af de ti værker er skrevet inden for en periode på knap femten år, fra Flauberts »Madame Bovary« (1857) til George Eliots »Middlemarch« (1871-72) — altså den periode hvor den borgerlige roman nåede sin mest fuld- Det er en historie, vi har hørt før. Ikke kun den om ørkenen, men også den om de geologiske og medicinske strukturers billede på menneskesindet. Om landskabets formationer og kroppens funktioner som billede på de sjælelige processer. Det er, som om den pertentlige beskrivelse af det ene skulle være nok til at overbevise os om, at sådan forholder det sig også med det andet. De overgjort tekniske redegørelser er i sig selv blevet en kliché. Nogle vil måske kalde dem ’stilistisk virtuose’. Jeg synes bare, at de er trættende i deres uegentlighed. Mens Clemens og Anna således løber rundt i sandet langt fra alt og alle, sidder sønnen Tore i den nærmeste by. Han har sat en mindre eftersøgning i gang, mens han på baggrund af deres dagbøger, fotografier og tilfældige optegnelser søger at få indblik i, hvem hans forældre egentlig er. Han fortæller historien om deres barn- og ungdom, om farens opvækst i Viborg, hans skæbnesvangre forhold til sin lærerinde, deltagelsen i modstandskampen, studierne og endelig mødet med hans tilkommende Anna. Men også om moren og hendes familie, frem til en endte form som en realistisk gengivelse af det sociale liv i al dets brogede mangfoldighed. Den karakteristik gælder i høj grad Dickens’ anden selvbiografiske roman, »Store Forventninger« (1861), som nu foreligger i anden udgave af Niels Brunses nyoversættelse fra 1999. Den afløser Eva Hemmer Hansens oversættelse af romanen (og stort set hele værket) på Hernovs forlag fra 1982. Ligesom Hernovs er også Gyldendals udgave udstyret med F.W. Pailthorpes dramatiske, karakteristisk victorianske raderinger. I øvrigt kan den vigte sig af en bedre og mere mundret fordanskning end den tidligere (»fem små rudefor- (roman) ulykkelig ekspedition til samme ørken 40 år tidligere. Det bliver en fortælling om den tids trængsler, og ikke mindst om utroskab. Men det er stadig konstruktionen, som fylder. Skulle man gå ind på romanens tankegang, kunne man anklage den for at lide af den tidstypiske, litterære osteohypertrophicans: Skelettet — de tekniske redegørelser og den konstruerede fortællesituation — er vokset uhæmmet. Det har deformeret hele romanens krop, og det varme væv, kødet og blodet, holder kun dårligt sammen på den abnorme struktur. Eksempelvis har jeg lidt svært ved at overse det sorte hul på 40 år, som ligger mellem katastrofen i forældrenes forhold og deres endelige flugt ud i ørkenen. Kødet og blodet strækker ganske enkelt ikke til at få konstruktionen til at hænge sammen. Tore bemærker mod vejs ende, at han ikke bryder sig »om forestillingen om at man kan trænge til bunds i et menneske og kortlægge alting«. Det forekommer ham »reduktionistisk«, men romanen reducerer sig netop frem til en sammenhæng, og dermed ofrer den både troværdigheden og denne læsers engagement. mede sten« er f.eks. at foretrække for »fem små stenromber«), og også et mere autentisk victoriansk look, i mine øjne, ikke mindst takket være Sven Reimer Johansens omslag, der er prydet af en farvegengivelse af James Pollards dejlige maleri fra 1836, »The ’Tally-Ho’ London-Birmingham Stage Coach Passing«. Når Gyldendal har fundet det umagen værd at ofre en nyoversættelse af Dickens’ klassiker er det naturligvis fordi der er tale om en god historie. »Store forventninger« er beretningen om drengen Pip, der må gå så gruelig meget igennem førend han finder hjem og ind til kernen af sin identitet. Pip vokser op i marsklandet ved Themsens udmunding, hos sin søster, rappenskralden Mrs. Gargery og hendes mand, den godmodige og naive grovsmed Joe Gargery. I starten af romanen hjælper Pip en undvegen straffefange med at flygte fra soldaterne, hvilket dog mislykkes. Episoden med straffefangen er symptomatisk for Pips noget fortumlede og ublide opvækst, som først mildnes, da fortsættes på næste side NR. 4 DECEMBER 2003 15
Page 1 and 2: 4 Anmeldelser af ny litteratur 17.
Page 3 and 4: Klaus Rifbjerg Alea En tilfældighe
Page 5 and 6: noget andet end litteraturen i dere
Page 7 and 8: alkoholen. Men Venja forstår at ko
Page 9 and 10: ser Rabelais og karnevalisme, et vo
Page 11 and 12: med at læse hver enkelt roman. Man
Page 13: Lars Bo Rasmussen Jeg havde en drø
Page 17 and 18: forhåbningers og modernitetens fal
Page 19 and 20: er stærkt dalende og krimierne for
Page 21 and 22: fortsætter uændret. I begyndelsen
Page 23 and 24: Kvindebyen Ida Jessen Foxy Lady I-V
Page 25 and 26: Kan man skabe mening af en meningsl
Page 27 and 28: anden sag med et godt ord, som ogs
Page 29 and 30: Se, mor, uden hænder! Jonathan Saf
Page 31 and 32: Hvad er queer teori — og hvad er
Page 33 and 34: den ikke kan dét. Når et sådant
Page 35 and 36: Seksualiseringen af litteraturhisto
Page 37 and 38: let«, som skriftet hedder i den da
Page 39 and 40: alment accepteret begreb). Krafft-
Page 41 and 42: som direkte eller indirekte udgør
Page 43 and 44: Først i 1960`erne, hvor alt mere e
Page 45 and 46: om, at beskæringen giver os fornem
Page 47 and 48: Hvad er kernen i Transgender Theory
Page 49 and 50: Diversitet Lovende smagsprøver fra
Page 51 and 52: Efterskrift, tekstkritik og noter.
Page 53 and 54: Dan Turèll Udvalgte Digte 1969-197
Page 55 and 56: Ursula Andkjær Olsen Atlas over hu
Page 57 and 58: Jeg syr verden sammen med nåle af
Page 59 and 60: Hvid stak ild i hvad/ hvad stak ild
Page 61 and 62: ne verden i mønstre — dette komm
Page 63 and 64: ’post-mediale’ — og den derme
Page 65 and 66:
Torben Brostrøm Uden titel Læseov
Page 67 and 68:
Enough Said? Af Prem Poddar Edward
Page 69 and 70:
Forum er vel en messe værd Af Mari
Page 71 and 72:
En ægte Svend Åge Madsen og Olafu
Page 73 and 74:
Kritik 164 Frederik Stjernfelt og I
Page 75 and 76:
Hip som hap som rablen som pap Øve
show all

og hvad er det ikke? - Standart

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?