og hvad er det ikke? - Standart

med at læse hver enkelt roman.
Man skal læse dem alle tre. Det
kommer der nemlig et større
mesterværk ud af, og det kommer
der et eksperiment, som delvist
skjules i opdelingen ud af:
Forsøget på at beskrive den samme
erfaring gennem tre helt forskellige
og dog så ens temperamenter.
Studenten hvis sidste dage af et
studieophold til Paris vi følger,
kontormanden som vi følger et
tilfældigt døgn, og lediggængeren
hvis byvandring vi følger, har det
træk tilfælles, at de vil forstå, at
de vil trænge ind i tingene. Men
tingene er hårde, uden betydning.
De tre leder efter »en skjult sammenhæng
tingene imellem«, men
de må som kontoristen i »Døgnet«
konstatere: »den gav sig ikke til
kende for mig«. Der er ingen skjult
sammenhæng. Tingene er ting. Og
de er uigennemtrængelige. Den
samme erfaring berettede Robbe-
Grillet omtrent samtidig om som
talsmand for den nye roman i
Frankrig, men i en noget mere
rystet prosa end Vads. Vad holder
tungen lige i munden og beretter
fra centralt hold om det forsvundne
centrum. Og det er måske, når
alt kommer til alt, ikke mindre
radikalt end at lade opløsningen
slå ud i beretningen.
Antihelten i antidannelsesromanen
»Dagene« må på vej hjem
konstatere, at den erfaring, han
forlader byernes by med, er en
anti-erfaring: »Jeg rejste bort lige
så uvidende som jeg var kommet,
jeg havde intet set, intet lært og
intet forstået, jeg havde bare siddet
i klemme en gang imellem«.
De to andre går det ikke stort
bedre. Erfaring er anti-erfaring hos
Vad, og erfaring er erfaringen af at
sidde i klemme mellem forventningen
om, at alt tavst skal tale og
det faktum, at alt tavst tier.
Det er godt set af Arena, at Poul
Vads trilogi er et overset mesterværk
i dansk litteratur, som fortjener
den opmærksomhed en genudgivelse
kan give. Layoutet er
smukt og enkelt udført af Eli
Lund, som tidligere i forbindelse
med udgivelsen af sin egen »Jeg
vil have sex med en kvinde fra
fremtiden« har vist, at han mestrer
den kunst. Et enkelt kritisk punkt
må dog i den forbindelse nævnes:
Der er for mange slå- og satsfejl i
teksten. Denne indvending skal
imidlertid ikke være udgangen på
denne anmeldelse: Poul Vads trilogi
er fremragende, og det er
godt, den er blevet genudgivet.
Læs den.
Herman von Brehmen
Ludvig på bjerget
296 sider, 299 kr.
Borgen
Anmeldt af
Peter Christensen Teilmann
Der er skrevet et hav af gode, gammeldags
digterromantiske biografier
— foruden akademiske afhandlinger
og andet kuriosa, hvor det
biografiske argument er bærende
— om skælmen og oplysningsfrontløberen
Ludvig Holberg. Der
har altid hvilet en form for klassicistisk
gådefuldhed over Holberg,
der har talt til forskere og forfattere
gennem tiderne. Og det er
muligvis også den, der gør, at en
moderne biografiker og monografiker
ikke rigtigt kan komme i kødet
på Holberg på samme måde som
med Kierkegaard, Sophus Claussen,
Johs. V. Jensen og H. C. Andersen.
Der trænges til en ny
monografisk biografi eller historisk-biografisk
roman om Ludvig
Holberg, der virkelig er skrevet på
moderne erkendelser om biografismens
faldgruber og myndighedsproblematik
og om interpersonalitetens
og intertekstualitetens
potentialer i læsningen af et stort
og mangfoldigt forfatterskab som
Holbergs. Der skrives stadig biografiske
værker om Holberg, men
der er aldrig skrevet en på et tempereret,
men stadig personligt
engageret moderne grundlag —
som vi ellers kender det i forhold
til de andre klassikere, som fx
Keld Zeruneiths spektakulære
arbejder om Emil Aarestrup og
Sophus Claussen og Joakim Garffs
bestseller om Søren Kierkegaard,
»SAK«.
Men forsøget gøres hele tiden.
Så sent som i 2002 udkom den
tidligere norske kulturminister
Lars Roar Langslets mursten af en
biografi, »Den store Ensomme«.
Før Langslet finder vi en række
biografier, der er lidt i samme ånd.
Det gælder fx Th. A. Müllers »Den
unge Holberg 1684-1722« (1943);
før ham fx Karl Mortensen i en
serie om »fremragende
Personligheder«, »Ludvig
Holberg« (1925); og helt glemt af
den slags er Svend Leopolds fire
binds biografiske roman fra 1922-
24, hvor første bind hed netop
»Den unge Holberg« (1922). Før
dem skrev Brandes sit delvist nationalromantiske,
delvist hypermoderne
helteopus fra 1884, tohundredeåret
for lille Ludvigs fremkomst
på verdensscenen, »Ludvig
Holberg«. Visse fremfører med
rette, at Georg Brandes’ epos er en
af de bedste samtidshistoriske
romaner, der er skrevet om
Holberg. Sammen med Ejnar
Thomsens »Sfinxen« (1954) og
Jens Kruses »Den poetiske kriger«
fra 1978.
Og nu er så udkommet en
roman af ‘Herman von Brehmen’
paratekstuelt mimende den holbergske
titel:
»Ludvig på bjerget — eller Holberg
på Komedie: folkebog skrevet af
Den Politiske Kandestøber, Herman
von Brehmen, omkring 1722,
omhandlende Ludvig Holberg og
hans komedier 1702-22 : fundet
bag en væg i Sorø Akademi i år
2000 og bearbejdet af Palle Petersen«.
Palle Petersen, ophavsmand, Nørrebrobisse
og grønlandskender (han
har skrevet mere end dusin bøger
herom), er i mere eller mindre
skjult dialog med eller opposition
til nogle af de ovenstående. Han
siger selv om den:
… jeg synes, Ludvig på bjerget forvandler
myten om det store
ensomme geni, Holberg, til det
usikre og følsomme menneske
Ludvig (…). Jeg har således forsøgt
at forny den historiske roman ved
at gøre op med myterne om konger,
helte og store mænd og finde
frem til grundlaget og folket, både
i indhold og i sprog.
Til det har Petersen valgt et finurligt
setup (antydet i undertitlen)
og plot for bogen, der som en
anden karnevalistisk folkekomedie
vender op og ned på tingene, ikke
for en dag, men for et helt liv,
nemlig Holbergs. Holberg iklædes
naragtighedens klæ’r af den politiske
kandestøber og fantast,
Herman von Brehmen. Men med
(roman)
Ludvig — en litterær figur
Palle Petersen vender op og ned på det mytologiske Holbergbillede i sin
pseudonyme roman
den aggressive pointe, at Herman i
sin tid tog den unge og ynkværdige
Ludvig til sig og førte ham frem
mod debuten som dramatiker i
1722, hvorefter Holberg, nu beskyttet
af institutionerne, stjæler
Hermans idé til en samfundssatirisk
komedie og vender den mod
ham selv. Hermans modsvar er så
fortællingen om Ludvig på Bjerget,
der ligesom er en udstrakt version
af Hermans fætter, Jeppes lidelseshistorie.
Jeppe, hvorom Herman
empatisk-finurligt skriver:
Jeppe Nielssøn hører ikke til de
nidske, fordrukne, dumme og
dovne fæstebønder, som borgerne
håner på kræmmermarkederne,
han er mere gådefuld end
Platonius og burde have den filosofiske
professorstol i Dårekisten.
I den dur følger vi Holbergs professionelle
virke og private pinagtigheder
hen gennem 12 kapitler,
hvor vi støder på personer fra
hans samtid og hans komedieværker
— der vel at mærke først publiceres
og sættes på scene i tiden
efter den periode, romanen indrammer.
Palle Petersens bog er virkelig
skælmeri i stof og tanke. Spørgsmålet
er kun om den læser, der
ikke er indforstået med Holbergs
historier og figurer, overhovedet
når frem til skælmeriet i sine
bestræbelser på at holde styr på
personer og begivenheder og deres
spejling af Holbergs oprindelige
intriger. Men med den rigtige —
komparative — vejviser kan
»Ludvig på bjerget« læses og forstås
som et moderne transtekstuelt
værk, der både i form af sin atmosfærefyldte
blanding af historisk
(mimet) Holberg-sprog og nutidsfraser,
sit pseudonyme og sit produktionsmæssige
arrangement, er
en kommentar til Holbergs tid og
forfatterskab — og til eftertidens
floromvundne forestillinger herom
og idiosynkratiske rekonstruktioner
heraf. For ikke at tale om de
allegoriske tegn i den, der godt
kan bruges til at tyde vor tids politiske
folkekomedie om magtkorruption,
misantropi og socialt fornedrende
tabuiseringer.
NR. 4 DECEMBER 2003 11