og hvad er det ikke? - Standart

4 

Anmeldelser af ny litteratur 17. årgang dec. 2003 

Ursula Andkjær Olsen Yann Martel Dan Turèll Selma Lagerlöf 

Antonio Muños Molina Lone Hørslev Klaus Rifbjerg Poul Vad 

Johannes L. Madsen Stand In: Hvad er queer teori?

2 

Ordet er frit 

Sandheden er krigens første offer, siger 

man. Når tropper rykker frem, er det 

ikke kun fjendeland, der kæmpes om; 

magten over det frie ord og dermed 

retten til at fortælle og fortolke historien 

både under og efter slaget er et værdifuldt 

krigsbytte. For ordet er det farligste 

våben af alle. Ord kan styre budskaber, 

og ord er blændende til at 

undertrykke med. 

På samme måde lider mangfoldigheden 

ofte i det totalitæres skygge. I et 

brutalt regime er det tydeligst – her er 

der institutioner, der alene er til for at 

sikre, at sandheden relativeres, og det 

aparte gemmes væk. 

I demokratiet derimod lever sandhederne 

og mangfoldigheden. Eller det 

vil vi i hvert fald gerne tro på, at de 

gør. Tro på at selv om flertallet sidder 

på flæsket og styrer showet, så kan 

spejderne, filatelisterne, flipperne, 

nazisterne og alle de andre minoriteter 

få lov at skræppe op i hjørnerne og 

danse cancan på bordene – så længe 

de ikke forstyrrer naboen eller jokker 

uskyldige over tæerne. 

Hvorfor pludselig alle disse fine ord 

om mangfoldighed og det frie ord? På 

et tidspunkt, hvor meninger brydes 

som aldrig før i en kultur- og værdikamp, 

kan de synes unødvendige. Hvor 

ideologiske diskussioner har sat gang i 

en offentlig debat, der er sjældent 

vital, er ordet da i allerhøjeste grad 

frit. Ja, det er det vel. Og så alligevel. 

For godt en måned siden indgik regeringen 

et forlig med Dansk Folkeparti 

og Det Radikale Venstre om at fjerne 

portostøtten. Fagblade og magasiner 

har i mange år kunne modtage støtte 

til postomdeling, hvis de lod Post- 

Danmarks bude bære deres blade rundt 

i landet. Men sådan ville de fire forligspartier 

ikke, at det skulle være længere. 

180 millioner kroner sparede de 

på at skære støtten væk til magasiner 

NR. 4 DECEMBER 2003 

som Jazz Special, Spejderbladet, SiDs 

fagblad og dusinvis af andre. En støtte 

der har været en stor økonomisk hjælp 

for mange, ikke mindst for et magasin 

som Standart, der er en ulønnet fritidsbeskæftigelse 

for redaktionen såvel 

som for skribenter, og hvor netop 

udgifterne til forsendelse er en tung 

post på budgettet. Men nu er der lukket 

for portostøtte-hanen. Godt nok 

blev der samtidig med besparelsen 

oprettet en pulje på 30 millioner kroner, 

som tildeles særligt udvalgte 

blade. Men 30 er ikke lig 180, det ved 

enhver kassemester på et hvilket som 

helst lille magasin. 

Det er endnu for tidligt at sige, hvilke 

konsekvenser afskaffelsen af portostøtten 

vil have for de mange blade, 

der har nydt godt af den. Nogle vil helt 

sikkert lukke, andre må skære kraftigt i 

udgifterne. For Standart bliver det 

omkring 8.000 kroner dyrere per nummer 

at sende bladet ud. Det siger sig 

selv, at det er en drastisk forøgelse af 

produktionsomkostningerne for et lille 

blad som vores. Det kan i sidste ende 

betyde abonnementsstigninger, men vi 

håber og tror ikke, at det bliver nødvendigt. 

I stedet forsøger vi blandt 

andet at gøre mere reklame for bladet, 

så flere lærer det at kende og får lyst 

til at abonnere. 

Ifølge politikerne spares portostøtten 

væk, fordi postmarkedet skal liberaliseres, 

og på et postmarked kan én 

virksomhed ikke modtage støtte, hvis 

ikke også alle andre får det. Et argument 

der er til at forstå. Lige vilkår for 

alle. Men hvordan så forsvare puljen 

på de 30 millioner? Er det ikke konkurrenceforvridende, 

at kun nogle 

blade får penge fra den pulje? 

Nej, ærlig talt – fjernelsen af portostøtten 

kan ikke kun forklares med, at 

den er i strid med nogle konkurrenceregler. 

For det lugter langt væk af, at 

der ligger en helt anden og mere skjult 

dagsorden bag besparelsen. Langt 

hovedparten af de 180 millioner kroner 

går nemlig til én bestemt type 

blade – fagbladene. De borgerlige partier 

kan med et enkelt pennestrøg lukke 

munden på en del af den oppositionelle 

presse – eller i hvert fald gøre det en 

hel del dyrere at mene noget på tryk. 

Og så er vi tilbage ved det frie ord og 

mangfoldigheden. For uanset at 

størstedelen af portostøtten er gået til 

blade, der har et bestemt – og det 

samme – politiske standpunkt, så får 

det konsekvenser at fjerne støtten. 

Ifølge medieforskeren Michael Bruun 

Andersen fra Roskilde Universitetscenter 

er der ikke lavet undersøgelser 

om, hvor stor en rolle fagblade og 

magasiner spiller i medielandskabet og 

dermed, hvor stor betydning de har for 

mangfoldigheden i eksempelvis den 

politiske debat. Men betydning har de, 

det er evident. 

Men det er ikke kun den politiske 

debat, der får et hårdt stød til nyrene. 

Ser man bort fra de store fagblade, der 

har oplag på mange tusinder og som 

har redaktioner med adskillige fastansatte, 

så er langt de fleste af de blade, 

der bliver ramt af den manglende portostøtte, 

blade som Standart. Små 

nicheblade, der fungerer som samlingspunkt 

for bilentusiaster, lystfiskere 

– og bogorme, for bare at nævne 

nogle få. Men endnu vigtigere; de er 

også et vigtigt sted for vidensdeling. Et 

sted hvor man kan blive klogere, blive 

udfordret, få faglige input, debattere – 

kort sagt et sted hvor der er plads til 

nuancerne. 

I forsøget på at ramme en oppositionel 

presse har man såret en række 

andre blade og magasiner. Men vigtigst 

af alt; man har såret det frie ord og 

mangfoldigheden. I en tid med stigende 

monopolisering i medieverdenen er 

det et alvorligt problem, at et politisk 

flertal i Folketinget ikke prioriterer at 

støtte forskelligartetheden. Det burde 

være deres fornemste opgave. For et 

samfund er først for alvor et rigt samfund, 

når det er rigt på udtryk. Føler 

man sig provokeret eller er man uenig, 

må man argumentere med ord. For 

ordet er frit. Og det skal det gerne 

blive ved med at være. 

Anders Jørgensen 

LITTERATURMAGASINET STANDART. 17. årgang nr. 4, december 2003. REDIGERET AF Lisbeth Brænder, Johannes Henriksen, Anders Jørgensen, Mette Jørgensen, Anders 

Hedegaard Kristiansen, Line Ottosen og Henrik Varmark. REDAKTION AF STAND IN: Henrik Varmark. REDAKTIONSSEKRETÆR: Britt Møller Christensen. FORSIDE: Kunstnerisk 

tilrettelæggelse ved Kirsten Skytte Christiansen. REDAKTION, ANNONCER OG ABONNEMENT: Standart, Langelandsgade 139, 8000 Århus C. Tlf. 89 42 51 76. Fax 89 42 18 50. Giro 

4 50 12 25. E-mail: redaktion@standart.nu. Internetadresse: www.standart.nu. ISSN 1602-2246. SATS: Kalligraf, Skive. TRYK Zeuner Grafisk, Åbyhøj. UDGIVET MED STØTTE af 

Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter. UOPFORDREDE bidrag modtages gerne — dog uden forbindende. Deadline for bidrag til næste nummer er 2. februar 

2004. Udkommer næste gang 11. marts 2004

Klaus Rifbjerg 

Alea 

En tilfældighedsroman 

464 sider, 348 kr. 

Gyldendal 

Hr. Værk 

Anmeldt af Henrik Bach 

»Nu kimede telefonen igen.« Sådan 

begynder Tom Kristensens 

»Hærværk«, den store nøgleroman 

fra 1930 om menneskelig deroute, 

med det uforglemmelige motto: 

»Frygt sjælen og dyrk den ikke for 

den ligner en last.« 

»Telefonen ringer: Telefoner 

ringer over hele verden.« Sådan 

begynder Klaus Rifbjergs »Alea«. 

Måske bare en tilfældighed, for 

dette er en tilfældighedsroman, 

hvor alea er latin og betyder terning. 

Og terningen slås hele tiden 

og lander på noget nyt, dog ikke 

sjældent på både hærværk og Tom 

Kristensen. Jeg er også sikker på, 

at havde den gamle kritiker 

Henning Kehler været iblandt os, 

så havde han ment det samme, 

som han dengang skrev i anmeldelsen 

af »Hærværk« i 

Berlingeren: »Hvilket Formaal tjener 

det trykte Referat af uartige 

Ord, Bisseord?«. 

Foto: Georg Oddner 

I PH-lampens skær har Rifbjerg skrevet en humoristisk 

hærværksroman om den lille lort og den store lort 

Som bekendt er Klaus Rifbjerg, 

foruden at være en god dreng, så 

også både uartig og en bisse, hvilket 

aldrig har været tydeligere end 

her. 

Man kan også roligt sige, at alt 

er ved det gamle i Rifbjergs 460siders 

decoupage af syner og fakta: 

alt og alle måles og vejes i kulturradikale 

Rif-alen. Men samtidig — 

og det er jo det, der gør ham så 

suveræn — så forstår han stadig at 

punktere, provokere, nedbryde, 

opbygge, ophidse og overraske; at 

røre. 

Og mens telefonen i »Hærværk« 

får lov til at kime, så bliver den 

taget i »Alea«. For hr. Rifbjerg, 

som han med ironisk distance kalder 

sig selv i romanen — når han 

da ikke er første person singularis 

— tager den. Og så er samtalen i 

gang mellem hr. Værk og hr. Rifbjerg. 

Indtil terningen kastes, og 

tid og sted skifter; værket rummer 

mange skrifter. Snart er vi på druk 

med en ung William Heinesen i 

30’ernes København sammen med 

bl.a. Tom Kristensen, Aksel 

Sandemose og Paul la Cour, så 

man næsten selv er til stede i 

øldunsten og savsmuldet på Café 

Nick. Senere skifter scenen til 

Færøerne, mange år senere midt i 

hr. Heinesens otium. Eller vi er i 

Spanien med hr. Rifbjerg, en afdæmpet 

tur med moderen, og 

senere med vennerne Jørgen Leth 

og Ebbe Traberg og Funcador. Men 

uanset hvad terningen står på, er 

det Rifbjerg selv, der slår, og 

spillereglerne siger private og kulturelle 

erindringsskitser og kommentarer 

til tiden før og nu. 

Kommentarer til Martin A. 

Hansen og almuelivet, som jo ikke 

liiiiige er Rifs kop te; eller frem til 

nutidens hurtighed og hæslighed 

og nuværende fjender og nationale 

som Bent Blüdnikow, Bent Jensen, 

Jesper Langballe, Ulrik Høy, Lars 

Hedegaard, Pia Kjærsgaard, you 

name them, hvor værket ryger helt 

op i det røde felt i et nærmest 

celine’sk raseri. Skal nogen pisse 

territoriet af, så er det Rifbjerg. Her 

kan man godt få den tanke, at forfatteren 

er knap så moderne og 

nuanceret, for lige bortset fra kvindehåndbold, 

så var alt bedre i 

»gamle« dage, dvs. især i PH-, 

Erik Knudsen-, Jesper Jensen- og 

Panduro-dagene. Foruden selvfølgelig 

at Tom Kristensen og Villy 

Sørensen og Georg Brandes også 

hører med til plusordenen. 

I sin kritik af kirken (hvor han 

gudværelovet skelner mellem kir- 

(roman) 

kens Herre og Herrens kirke), af 

det nationale, af krig og fred, og af 

venner og fjender, svinger Rifbjerg 

mellem pueril udfarelse og overlegen 

sætten alt og alle på plads. Det 

er vildt på den gode måde, fordi 

hr. Rifbjerg som sagt er Rifbjerg. 

Terningen kastes igen, og så er 

unge, usikre hr. Rifbjerg ved at 

gøre sit indtog på parnasset; gennem 

svingdøren til jobsamtale på 

Politiken, eller som en af redaktørerne 

af »Vindrosen«. Og på 

oplæsnings- og druktur med den 

drukne Tove Ditlevsen, på tur med 

Werner og Hanne Marie Svendsen, 

hvor førstnævntes ansigt om natten 

bliver blegere og blegere, for 

til sidst at forvandle sig til kogt 

spaghetti. 

Et af de mest bevægende afsnit 

i bogen er det korte, afdæmpede 

stykke om Hans Hedtofts død på 

hotelværelset i Stockholm, som 

går over i et par siders tragedie om 

Jens Otto Krag; disse sider er sublime, 

fordi de i sin enkelthed viser 

forfatterens format. 

Så kastes terningen igen, og vi 

er snart endnu længere tilbage i 

tiden hos Sophus Claussen, Johannes 

V. Jensen eller frem igen til 

nutiden til et hærværksportræt af 

meningernes handyman Niels 

Højlund fra forsamlingshuset. 

Der er meget mere og mange 

flere, som kunne fremhæves, men 

jeg er ved at have opbrugt min 

udstukne ordkvote til denne 

anmeldelse. Lad mig derfor nævne, 

at foruden ovennævnte personer 

så medvirker følgende: hr. 

Rifbjergs far, Kaj Munk, Jørgen- 

Frantz Jacobsen, Carsten Jensen, 

Dronningen, Jan Kjærstad, Thorkild 

Bjørnvig, Kai Friis Møller, 

Poul Nyrup Rasmussen, Anders 

Fogh Rasmussen, H.C. Andersen, 

Søren Ryge Petersen og mange, 

mange flere. 

Sjæle dyrkes, og lasterne er 

mange. Jeg har ikke moret mig så 

kongeligt siden Freddie Nietzsches 

»Ecce Homo« og Charles 

Buk.’s »All the Assholes in the 

World and Mine«. 

Lad os så slutte med dette citat 

fra side 12: »Og så har han på en 

gang villet udfordre dem, fornærme 

dem, forarge — og samtidig 

tage dem til sit hjerte i et fortvivlet 

håb om, at de må forstå ham, forstå 

hans hensigt og på en eller 

anden måde elske ham. Alt sammen 

omsonst. Derfor også denne 

mærkelige blanding af kulde og 

varme, af uforskammethed og 

appel, hengivenhed og foragt, 

barnagtighed og visdom. 

NR. 4 DECEMBER 2003 3

(interview) 

Af Kristiane Hauer 

— Jeg må sige det her til sidst, 

ellers vil jeg bare gå ud af døren 

og tænke, åh nej, nu har jeg svigtet 

det, siger forfatteren Hanne Ørstavik 

mod slutningen af interviewet, 

og fortsætter: 

— Jeg synes, det er vigtigt, det at 

tro på noget og at stå for det, i en 

tid hvor vi alle bare bliver mere og 

mere tilpasningsdygtige. 

Hanne Ørstavik er en spinkel 

kvinde i midten af 30érne med 

kort, affarvet, snehvidt hår. Aftenen 

før interviewet, da jeg hørte 

hende til en oplæsning, sagde 

hun: »Jeg ved, jeg taler lavt, sådan 

er det bare, så hvis I ikke kan høre 

mig, må I rykke tættere på.« Og ja, 

hun taler lavt, på sit melodisk 

klingende norske, lavt og med en 

blid stemme, men samtidig med 

stor intensitet og alvor, og med et 

engagement i hele sin udstråling, 

som om hun virkelig har noget 

vigtigt at sige en. 

Hanne Ørstavik har noget at 

sige. Om hvilken betydning læsning 

og litteratur har i vores liv. 

Og hun går ikke af vejen for at 

sætte begreber som »ægthed« og 

»sandhed« i forbindelse med litteraturen. 

Men samtidig mener hun, 

at det er meningsløst at tale om 

sandhed, hvis man betragter litteraturen 

som et objekt. Sandheden 

er for Hanne Ørstavik ikke en 

objektiv, målbar kvalitet, men en 

kvalitet der skal erfares i læsningen. 

— »Uge 43« er en bog, der henvender 

sig meget stærkt til læseren. 

Den siger hej, nu er du og jeg 

indgået i læsepositioner. Du, læser 

af teksten, hvad gør du ved det? 

Den peger nærmest på den relation. 

Det er måske også derfor, den 

har fået så meget modstand i 

Norge. 

4 

»Sandheden sker 

i læsningen« 

— siger den norske forfatter Hanne Ørstavik, 

aktuel i Danmark med sin nyeste roman »Uge 43« 


»Uge 43« er Hanne Ørstaviks sjette 

roman. Inden da har hun blandt 

andet udgivet en trilogi, der er blevet 

meget rost i Norge, og hvoraf 

det sidste bind »Tiden det tar« 

også er oversat til dansk. Hun har 

fået flere store, norske priser, 

senest Amalie Skram-prisen for 

hele sit forfatterskab i 2002, men 

den sidste bog har ikke fået samme 

positive modtagelse som de 

andre. Til gengæld har den bragt 

sindene i kog eller fået »temperaturerne 

til at stige,« som Hanne 

Ørstavik siger. 

— Temperaturen i bogen må have 

rørt ved noget, som svarer med 

modstand og høj temperatur. Jeg 

tænker, at det er en måde at beskytte 

sig mod det i romanen, der 

vender sig mod læseren. For den 

vender sig jo i særlig grad mod 

den offentlige læser. Hvis den 

offentlige læser skulle tage bogens 

imperativ på sig, ville det kræve 

en sårbarhed. At man ikke bare 

forholdt sig til form og indhold, 

men også sagde, her er jeg, og jeg 

har læst denne bog, og dette erfarede 

jeg. 

Litteratur som fag 

Det hele virker ellers tilsyneladende 

meget fredeligt. »Uge 43« 

handler om den 33-årige Solveig, 

der har fået job på en højskole (i 

Norge en form for distrikt-universitet) 

som litteraturlærer. På højskolen 

underviser litteraturforskeren 

Hilde, som er Solveigs store 

faglige forbillede. Bogen skildrer 

den uge i oktober, uge 43, hvor 

Hilde og Solveig for første gang 

mødes, og hvor Solveig samtidig 

forsøger at lære sine studerende, 

det hun selv ser som det aller væsentligste 

i læsningen af litteratur; 

de fire bud som Hilde i sin tid har 

formuleret: Hvad er der blevet 

sagt? Hvordan er det sagt? Er det 

ægte? Hvad indebærer det? 

Til Solveigs store fortvivlelse modsætter 

de studerende sig dette krav 

om ægthed i litteraturen, og også 

Hilde indrømmer, at hun ikke 

længere selv kan gå ind for denne 

radikale position. Bogen skildrer, 

hvordan Solveig mere og mere 

rasende og desperat står alene tilbage 

med et litteratursyn, der også 

eksistentielt set har afgørende 

betydning for hende, fordi hun i 

det hele taget længes efter en ægthed 

i sin tilværelse. 

For Solveig må litteraturen være 

sand, ægte, for at være god litteratur. 

Men disse begreber om det 

sande og det ægte, som i følge 

Solveig opstår som en intuitiv fornemmelse 

i mødet med teksten, 

magter hun ikke at formidle videre 

til sine studerende, der kalder 

dem for et “følelsesmæssigt påfund”, 

og som i stedet efterlyser 

“præcise analyseredskaber”. Kan 

man overhovedet undervise i litteratur 

med et så radikalt litteratursyn 

som Solveigs? 

— Det er det dilemma, jeg har 

ønsket at problematisere. Om det 

overhovedet er muligt at gøre litteratur 

til et fag, og på hvilket niveau, 

og hvad mister man? Mister 

man måske det aller vigtigste, som 

er erfaringen af litteraturen, det 

subjektive møde. Hanne Ørstavik 

fortsætter: 

— Jeg ønsker at belyse, at noget 

også sker i læsningen. At det er 

vigtigt at se på læsningen som en 

relation, der kræver at noget bliver 

erfaret et sted fra. Det gør, at man 

både må arbejde med tekst og 

teori, men også med sig selv og sit 

eget ståsted, fordi det hænger sammen. 

Handlingen i »Uge 43« erfares 

først og fremmest fra Solveigs 

ståsted, hvilket er et meget skrøbeligt 

udgangspunkt. For nok har 

Solveig principfaste holdninger 

om litteratur, men de dækker sam- 

tidig over en stor personlig usikkerhed. 

Hvorfor har du netop valgt en 

person som Solveig, der også viser 

bagsiden ved at insistere blindt på 

sandheden, til at udsige et litteratursyn, 

som du selv bifalder? 

— Fordi jeg tænkte, at romanen 

netop ved at vise disse modgående 

bevægelser også kan vise, hvor 

vanskelige disse begreber er. Havde 

Solveig været stærkere, også i 

mødet med andre mennesker, 

havde der ikke været så meget på 

spil. Sandhedsbegrebet og ægthedsbegrebet 

er også meget 

skrøbelige begreber, og Solveigs 

konstitution spejler skrøbeligheden 

i begreberne, men hendes 

desperation viser også, at længslen 

efter disse begreber er akut. Samtidig 

kan jeg godt lide denne 

skarphed hos Solveig, denne kompromisløshed. 

Jeg kan lide, at hun 

står for det, hun tror på, men jeg 

ser også, at det skader hende. Det 

er det, der er så vanskeligt. 

Sårbarhed 

Som Hanne Ørstavik sidder her 

foran mig, har hun selv denne på 

en gang insisterende kompromisløshed 

og samtidig skrøbelighed 

over sig. Hun lægger da heller 

ikke skjul på, at hun litterært set 

sympatiserer fuldt ud med sin 

hovedpersons holdninger: 

— Jeg ønsker at sige, at litteratur 

handler om noget, der er vigtigt. 

Ønsker at sige, at der findes forskelle. 

Kommercialiseringen er jo 

så massiv, at kvalitetskriteriet for 

litteratur ikke længere findes i forhold 

til andet end salgskriteriet. 

Men der er også noget andet i litteraturen, 

som vi hele tiden må 

holde en forbindelse åben til. Det 

er i forsøget på at sprogliggøre det, 

at vi måske når til noget vigtigt. 

Du siger, at der hvor litteraturen 

bliver virkeliggjort er i læseren 

under læsningen. Men jeg har fornemmelsen 

af, at Solveig føler sig 

uvirkelig. Som om hun ikke kan 

koble litteraturen og virkeligheden 

til hinanden, ikke kan nå virkeligheden 

gennem litteraturen. 

— Jeg tror heller ikke, at Solveig 

selv tror, at vejen til virkeligheden 

går gennem litteraturen, at løsningen 

ligger i litteraturen. Men på 

den anden side tror jeg, at de steder 

vi bevæger os hen til i os selv, 

når vi læser, for mange mennesker 

måske er den mest ægte kontakt vi 

har med virkeligheden. For nogen 

er det en flugt, for andre tror jeg, 

at det kan være det modsatte, at 

komme i kontakt med erfaringer 

og erkendelser i sig selv, som ikke

noget andet end litteraturen i 

deres liv kan åbne for. Jeg tror, det 

er det eneste sted, hvor man kan 

være virkelig sårbar. For man er jo 

vældig sårbar i læsningen, fordi 

man udsætter sig for teksten. Og 

måske er den sårbarhed, den åbenhed 

du oplever, når du læser, ikke 

bare i forhold til bogen, men også 

i forhold til dig selv. 

Læser man udelukkende »Uge 43« 

fra Solveigs ståsted, og ser hendes 

synspunkter om litteratur som 

bogens budskab, kan man, trods 

det ikke særligt action-prægede 

handlingsforløb, ligesom de norske 

anmeldere blive temmelig 

oprørt under læsningen. For Solveigs 

litteratursyn er på mange 

måder dybt problematisk: 

— Det bliver jo meget farligt. Man 

kan jo ikke bare sige, at dette er en 

ægte bog. Det bliver autoritært, og 

det lukker sig, det kommunikerer 

ikke. Alt, der er ægte, kommunikerer 

ikke, fordi det er personlig 

erfaring, det er ikke kollektiv erfaring. 

Men det handler måske 

netop om at finde et sprog for det 

personlige, som kan komme ud i 

fællesrummet,” fortsætter hun. 

“Jeg har ingen løsning. Men jeg 

havde lyst til at problematisere 

det, fordi jeg har savnet det sådan 

i den norske litterære debat. 

Læses »Uge 43« derimod med et 

tvedelt udgangspunkt i på den ene 

side Solveigs programmatiske litteratursyn, 

på den anden side hendes 

store desperation og ensomhed 

- som er mere tydelig for læseren 

end for Solveig selv - kommer 

romanen med sine mange passager, 

der direkte omhandler litteraturens 

og litteraturkritikkens funktion, 

nærmest til at fremstå som en 

form for ‘dialogisk romanpoetik’. 

— Alle romaner er på en eller 

anden måde en poetik gennem 

deres praksis. Men det er rigtigt, 

det var kommet til et punkt efter 

de andre bøger, hvor jeg havde 

tænkt noget om litteratur, som jeg 

havde lyst til at formulere. Men 

det er vigtigt for mig, at bogen bliver 

læst som roman, med betydningen 

af Solveigs ståsted. At 

udsagnene i romanen, det som 

Solveig siger og tænker, må læses 

fra Solveigs sted. Og så er det vel 

først og fremmest en poetik om 

læsningen, om litteraturen rolle, 

snarere end en poetik om, hvad 

der er en god tekst. Hvad vil vi 

med litteraturen, det er mere der, 

den opholder sig end i et definitionsspørgsmål. 

Hanne Ørstavik 

Uge 43 

(Uke 43) 

Oversat af Peter Nielsen 


Athene 

Anmeldt af Henrik Varmark 

I min studietid blev vi aldrig 

spurgt, om en litterær tekst rørte 

noget i os, inderst inde. Vi sagde 

heller ikke noget om det selv, fordi 

studiet af litteraturen skulle handle 

mere om fornuft end følelser. I 

anmelderhvervet, derimod, er 

skellet mellem hjerne og hjerte 

mindre skarpt, og derfor bliver 

diskussionen af litteraturen mere 

følelsesmæssig her, hvad enten 

man kan lide det eller ej. Det kan 

jeg, og med norske Hanne Ørstaviks 

»Uge 43« kan det slet ikke 

undgås, for romanen handler om 

følelser (og) om litteratur. 

Der sker ellers ikke meget i 

Ørstaviks anden roman på dansk. 

Den 33-årige Solveig fortolker alt 

omkring sig, mens hun underviser 

i litteratur på en norsk højskole. I 

et sagte, og derved sigende sprog 

beskriver Ørstavik hendes tankebaner 

som cirkelslutninger mellem 

en svigtende mor og så den bund- 

Hanne Ørstavik (Foto: Håvard Syvertsen) 

Higer og søger 

Sådan finder man frem til følelsen af litteratur 

løse betagelse af den ældre kollega 

Hilde. De menneskelige relationer 

når bare ingen steder hen, fordi 

Solveig først vil være sikker på, at 

de er helt oprigtige (modsat dem 

til moderen). Dette ultimative krav 

projicerer Solveig direkte over på 

litteraturen. Hvis dén ikke føles 

sand eller oprigtig, må enhver dialog 

slutte: 

Ingen argumentation kunne få 

hende til at opleve det anderledes. 

Det var et paradoks, at hun var 

blevet litteraturforsker, hun kunne 

ikke holde ud at diskutere litteratur. 

Der var ikke noget at diskutere. 

Med den indstilling bliver kun 

meget lidt ført ud i livet, og »Uge 

43« slutter da også på en fredag. 

Dér støder Solveig ind i en mental 

katastrofe, og det er særdeles hård 

læsning, fordi Ørstavik gør det frysende 

klart, hvorfor hendes 

hovedperson nægter at give slip 

på sine paradoksale krav til både 

mennesker og bøger. 

Når romanen er så stille og indfølt, 

bliver det et spørgsmål om 

temperament, hvorvidt du finder 

den ægte læseoplevelse hos 

Ørstavik. Skal man kræve det af 

sin samtidslitteratur? Ved at gribe 

det spørgsmål kaster romanen i 

(roman) 

hvert fald vrag på Solveigs udsagn 

om, at litteraturen ikke kan diskuteres. 

Når Solveig f.eks. siger, at en 

bog skal føles sand og virkelig for 

at være litteratur, betyder det så, at 

man skal læse den fordring på 

metaniveau? I så fald bliver »Uge 

43« forsvarsløs over for kritikere, 

der ikke selv føler sådan en ægthed 

under læsningen. Den modstand 

mødte Ørstavik en del af i 

Norge. 

Hovedpersonens mentale habitus 

opfordrer dog til, at hendes litteratursyn 

ikke uden videre skal 

overtages af andre læsere. Heller 

ikke »Uge 43«s. I så fald må man 

insistere på, at litteraturen altid af 

princip skal kunne leve op til sine 

egne, moralske krav. Som hos 

Solveig ender vi igen i spørgsmålet 

om kunstsyn, temperament og 

dermed igen fornuft og følelse, og 

Ørstaviks romanbedrift sætter 

dette gamle spørgsmål på spidsen. 

Som jeg hører det, svarer hun 

ikke, og dermed bliver romanen ét 

med sin tænkende hoved(-)person, 

der higer og søger i nye bøger, 

men ikke når frem til nogen guldrandet 

sandhed. Det er ingen ny 

form, men i Ørstaviks inderlige 

udgave føles det sådan. Jeg har, til 

hendes ros, ikke læst noget lignende 

før. 


(roman) 

Venedikt Jerofejev 

Moskva–Petusjki 

Oversat af René Wad Andersen 


Rævens Sorte Bibliotek 

Anmeldt af Ole Nyegaard 

Man kan godt have sine bange 

anelser med en bog som denne. På 

bagflappen ses et billede af forfatteren. 

I fuld overensstemmelse 

med myten omkring dette værk og 

6 

Absolut Molière 

Molières »Don Juan« udspilles mellem absolut urimelighed 

og æresbevidsthed 

Molière 

Don Juan eller Stengæsten 

(Don Juan ou le festin de pierre) 

Oversat af Per Aage Brandt 


Basilisk 

Anmeldt af Svend Erik Larsen 

Sig navnet Don Juan, og så ved vi 

det er om forførelse. Der er også 

forførelse på færde i Molières 

komedie fra 1665, nu nyoversat af 

Per Aage Brandt til afløsning for 

Christian Ludvigsens oversættelse 

fra 1962. Men forførelse er næppe 

hovedsagen, selv om Don Juan er 

såre aktiv. Og egentlig forførende 

er komedien i sig selv heller ikke. 

Den gik heller ikke særlig godt for 

Molière, heller ikke da Thomas 

Corneille prøvede med en version 

i bunden form, på vers. 

Om det nu er hastværk der 

gjorde at Molière ikke fik den formet 

på vers, for dét kunne han jo 

nok i »Tartuffe« og »Misantropen« 

hvor versene kan være helt hypnotiske, 

ved vi ikke. Eller om han 

Derangeret 

Med Jerofejevs fordrukne helt ’on the road’ 

— eller rettere ’off the rails’ 


bare syntes at komedien skulle ud 

i prosaens fri bastardform, med 

dens mange sammenstød mellem 

betydningsniveauer. 

Men på prosa er den, og heterogen 

er den også, brudfyldt og med 

ender der stritter. En prosaisk og 

derfor moderne komedie. Ligesom 

forførelsen bliver et uudtømmeligt 

hovedtema når Don Juan bliver til 

en moderne heltetype godt og vel 

100 år efter Molière, så er det også 

denne ujævne sammensathed der 

gør komedien god at slås med for 

moderne læsere og iscenesættere. 

Forførelsen er hverken raffineret 

eller honningsød. Den er rå, 

direkte og åbenlys. Den er en del 

af Don Juans offentlige karakter. 

Derfor kan den uden videre forbindes 

med Don Juans æresbegreber. 

Han står skam ved sine eskapader 

og vil slås, hvis nogen krænker 

den ære han sætter i med god 

ret at gøre som han vil. Så trækker 

han blank med dødsforagt. Som en 

moderne egocentriker med kort 

lunte. 

Det er hér hans farlighed ligger 

for alle: sammenstødet mellem 

dets ophavsmand har han halvlangt 

fedtet hår, redt i en hentehårsfrisure, 

en cigaret i den ene 

hånd og et glas i den anden, og 

læberne snerpet syrligt sammen. 

Det virker, som har han lige taget 

en tår af glasset — måske indeholdende 

en af de drikke, hvis opskrift 

findes i bogen (Kanaanæisk 

balsam: Denatureret sprit 100 ml, 

Bárkhat-øl 200 ml, Filtreret møbelpolitur 

100 ml)? Personligt har jeg 

ikke meget fidus til forfattere, hvis 

ry hviler på deres forkærlighed til 

absolut urimelighed og absolut 

æresbevidsthed. Ikke hans forførelseskunster, 

der jo kun omfatter 

nogle af personerne — kvinderne. 

Forførelsen er nærmest kun et 

element der driver handlingen. 

Den får Don Juan til at leve i nu’et, 

i ustandseligt skiftende situationer, 

som han både selv former og 

griber når de er der. Derfor dukker 

personer og begivenheder op 

noget tilfældigt uden større overordnet 

sammenhæng eller begrun- 

alkohol, opium, små drenge eller 

lignende laster. Hvis de da ikke 

også kan skrive. 

Venedikt Jerofejevs »Moskva- 

Petusjki« fra 1970 cirkulerede i 

Sovjettiden i de uofficielle samisdat 

udgivelser, bogen havde kultstatus 

inden tiderne skiftede og 

blev officielt acceptabel i 1989. I 

dag er det en klassiker. Jeg har 

ikke haft lejlighed til at sammenligne 

den danske udgave med originalen, 

men oversættelsen forekommer 

flydende. Oversætteren 

René Wad Andersen har forsynet 

bogen med et noteapparat, der forklarer 

de mange allusioner ikke 

bare til Biblen, men også til en 

lang række litterære forgængere, 

nøgterne såvel som alkoholiserede. 

»Moskva-Petusjki« omhandler 

en togrejse foretaget af Venja, den 

alkoholiserede fortæller. Med 

dette togturskoncept in mente 

delse. Molière slipper for at skulle 

gøre sig umage. Der er ikke meget 

bunden form over handlingen. 

Nej, farlig er Don Juan fordi 

han urokkeligt skiller sig ud fra 

ethvert normativt fællesskab — 

gud, faderens autoritet, troskab, 

aftaler, familie, you name it. På 

dét punkt er han altid den samme: 

»jeg har ikke forandret mig,« siger 

han, men han forandrer de andres 

verden uden deres vilje og medvirken, 

bare ved at være den han 

er. Det er muligt at leve, have det 

godt endda, være æresbevidst, 

være tapper. Men uden sociale og 

guddommelige bindinger. 

Den afgørende sætning hen 

mod slutningen er at ingen skal 

kunne sige at »jeg er i stand til at 

angre« (hvilket hos Ludvigsen 

oversættes ukorrekt til det blot 

faktiske »at jeg angrede«). Dét er 

Don Juans farlighed, og det er dér 

han er fanget til sidst. Han ikke 

bare lade være at angre, han kan 

ikke, for så vil han ophøre med at 

have identitet i forhold til sig selv 

og andre, ikke eksistere længere. 

Så da stengæsten inviterer ham 

må han følge ham, kan ikke vælge 

at sige nej, velvidende at også dét 

fører døden med sig. 

Hæng dig eller hæng dig ikke, 

du vil fortryde begge dele, som en 

senere Don Juan-kender, Kierkegaard, 

sagde. Med den forskel at 

Don Juan gør begge dele uden at 

fortryde. Den slags ting er svære at 

sætte på glidende vers, men godt 

til prosaens brud, spring, ironiske 

vendinger og direkte tale. Absolut 

urimeligt, absolut godt, absolut 

Molière. 

kunne man så rubricere bogen 

som et stykke rejselitteratur. Ikke 

helt ulig Laurence Sternes følsomme 

rejse åbner bogen med en 

bemærkning om, at fortælleren 

aldrig har set Kreml. For når han 

leder efter Kreml, ender han 

uvægerligt på Kursk-banegården. 

Jerofejev lader, i lighed med 

Sterne, digressionen styre fortællingens 

logik, hvad enten det er 

rejsens retning eller fortællerens 

ordstrøm. Som Tristram Shandy 

bemærker, kan man ikke tage hans 

digressioner væk uden at fjerne 

selve hans beretnings solskin. 

Rejsen fra Moskva til Petusjki foretages 

i alkoholens tegn: Togets 

overkontrollør, Semjónytj, interesserer 

sig ikke for billetter eller 

betaling, men afkræver de rejsende 

en milliliter vodka pr. kilometer; 

og mange af bogens samtaler 

kredser om eller igangsættes af

alkoholen. Men Venja forstår at 

komme omkring i litteraturens og 

verdenshistoriens kringelkroge, 

lige som han undervejs konverserer 

med herrens engle (der nærmest 

fungerer som buttede ornamentale 

barokengle på det spinkle 

plot). 

»Moskva-Petusjki« kaldes som 

Gogols »Døde Sjæle« et poem. Og 

på samme vis som Gogols mesterværk 

er blevet det, kan man læse 

Jerofejevs poem som en kommentar 

om en trøstesløs samtid, om 

undertrykkelse af åndelighed, følsomhed 

og kultur i en verden, hvor 

vodka koster mindre end litteratur, 

og hvor alkoholen udgør et eksil. 

Eller man kan se det som et tidløst 

lyrisk værk, der på udmærket vis 

forener uforenelige modsætninger, 

beruselsens tåger med tankens 

skarphed, åndelig afstumpethed 

og grimhed med ømhed og skønhed 

— og så videre ad infinitum. 

Frem for alt fanger »Moskva- 

Petusjki« dog, fordi den er ualmindelig 

morsom. Odysséen fanger 

ikke læseren som en historie 

om en mand, der rejser hjem, men 

som fortællingen om hans vildveje 

og forhindringer. Og den store 

læseoplevelse som Jerofejev afstedkommer, 

består ikke så meget i 

rejsefortællingen, men i Venjas 

fabulerende omveje og afvigelser 

fra et elementært hjemrejseplot. 

Som en anden rejsehelt, Leopold 

Bloom, kan virke som en fyr, det 

kunne være hyggeligt at dele et 

glas eller to med nede på den 

lokale pub, får man også indtryk 

af Venja som en gemytlig drikkebroder 

— bare han ikke skal mikse 

cocktails! 

Forrige nummer af tidsskriftet 

»Passage« (nr. 46) tematiserede 

den berusede tekst, og her henledte 

Jørn Erslev Andersen opmærksomheden 

på det paradoks, at 

mange ’berusede’ tekster ved nærmere 

eftersyn viser sig at være 

»gennemsyret af komposition og 

stilistisk tilrettelæggelse, teksten 

benytter blot perceptions-strategisk 

’beruselse’ som en slags fuldt 

kontrolleret ethos«. »Moskva- 

Petusjki« står som et fuldgyldigt 

eksempel herfor. 

I forlagets pressemeddelelse anbefales 

det, at man læser Jerofejevs 

bog ledsaget af et glas vodka eller 

to. Det lyder som en god idé, at læse 

mens man luner sig ved et glas. 

Men jeg tror ikke, det vil fremme 

forståelsen, dertil er »Moskva- 

Petusjki« for nøgtern og knudret, 

og man vil næppe erfare noget dybere 

ved at læse Jerofejevs mesterlige 

poem gennem sprittåger. 

Anbefalelsesværdig 

roman-roman 

Antonio Muñoz Molina 

Sefarad 

Oversat af Iben Hasselbalch 


Gyldendal 

Anmeldt af Hans Lauge Hansen 

I oktober modtog den spanske forfatter 


(1956) den nyindstiftede litteraturpris 

Dinamarca for bogen »Sefarad« 

. Prisen vil hvert andet år 

blive tildelt forfatteren af et oprindeligt 

spansksproget litterært værk 

udgivet i dansk oversættelse. Det 

er den spanske ambassade som i 

samarbejde med en række latinamerikanske 

landes ambassader har 

sponsoreret prisen, med det formål 

»at styrke en gensidig forståelse 

mellem den danske og den 

spansktalende befolkning«. 

Ordet »Sefarad« er den hebraiske 

betegnelse, som den jødiske 

befolkning på den iberiske halvø 

brugte om deres land, inden de 

blev landsforvist af det katolske 

regentpar Isabel af Kastillien og 

Fernando af Aragon i 1492, og 

som titlen antyder, tager bogen 

afsæt i eksileringsproblematikken 

som det gennemgående tema for 

bogens sytten kapitler. Hvert kapitel 

fortæller sin egen historie, men 

historierne er alligevel snævert 

sammenhængende, ikke bare 

tematisk, men også gennem et netværk 

af genkommende personer 

og referencer, som inviterer læseren 

til selv at etablere de ofte kun 

antydede sammenhænge. Fortællingerne 

blander fiktive og historiske 

personer (bl.a. Primo Levi, 

Willi Münzenberg, Jean Améry, 

Franz Kafka og Victor Klemperer) i 

en kollage der placerer sig mellem 

romanskrivning og historiefortælling, 

med en eksplicit fortæller der 

hele tiden skifter identitet og leger 

kispus med læseren gennem skiftende 

udsigelsespositioner og en 

labyrint af intertekstutelle referencer. 

I undertitlen betegner Muñoz 

Molina selv værket som »una 

novela de novelas« (oversat til en 

»roman-roman«), hvormed han 

henviser til såvel bogens tilblivelse 

som til dens struktur. I en 

afsluttende note erklærer forfatteren 

at han selv har digtet meget 

lidt i de historier han fortæller, og 

at de stemmer han lader tale, er 

stemmer han enten selv har hørt 

og gemt i sin erindring, eller nogle 

han har fundet i andre bøger — 

fortrinsvis i en række biografiske 

fremstillinger af de i »Sefarad« 

optrædende historiske personer. 

Det konkrete udgangspunkt for 

mange af historierne udgøres af 

jødernes diaspora i det 20. århundredes 

Centraleuropa hærget af 

totalitære regimer, hvor Muñoz 

Molina spørger til hvad det var 

der gjorde, at ingen gjorde noget. 

Ikke engang ofrene selv, som ofte 

forholdt sig passivt afventende og 

accepterede deres skæbne, ligesom 

Kafkas K i »Processen« — paralyserede 

af deres pludselige identitet 

som paria. Men vi finder også fortællinger 

der tager deres udgangspunkt 

i Spaniens traditionalistiske 

regime i 50’erne eller i forfatterens 

eget privilegerede forfattermiljø i 

1990’ernes Europa — sågar København 

lægger navn til et af 

kapitlerne. Men den tilsyneladen- 

(roman) 

Centrale spørgsmål behandles i Muñoz Molinas prisvindende roman 


(Foto: Hans Lauge Hansen) 

de diametrale modsætning mellem 

de totalitære regimers åbenlyse 

foragt for mennesket og mangel på 

respekt for det enkelte individ 

dekonstrueres gennem glimtvise 

paralleller til det senmoderne og 

europæiske Spanien, hvor ligene 

af illegale afrikanske emigranter 

flyder i land på de andalusiske 

kyster. Vi kan få øje på barbariet i 

den nazistiske holocaust, men kan 

vi sige os fri for ikke også selv at 

reproducere den sociale marginalisering 

som udgangspunkt for 

opretholdelsen af den skrøbelige 

’normalitet’, synes bogen at spørge? 

Vi kan tage afstand fra historiens 

Hitler, men hvor snævert er 

egentlig forholdet mellem modernitet 

og totalitarisme? Spanien har 

i mange år, både under Francos 

diktatur og i perioden frem til 

optagelsen i det europæiske fællesskab, 

kigget langt efter det 

demokratiske Europa, men hvori 

adskiller det 20. århundredes 

europæiske regimer sig egentligt 

fra 1500-tallets religiøse intolerance, 

der mundede ud i Spaniens 

uddrivelse af både jøder og maurere? 

Sådanne spørgsmål ligger 

under fortællingernes overflade og 

vidner om forfatterens udviklede 

bevidsthed om litteraturens etiske 

ansvar. 

Muñoz Molina er herhjemme er 

kendt for romaner såsom 

»Vinteren i Lissabon« (1992), 

»Den polske rytter« (1996), og 

»Fuldmåne« (2000), og vi genfinder 

nogle af forfatterskabets store 

temaer i »Sefarad«, om end i en 

anden iklædning: forholdet mellem 

erindring og fantasi, mellem 

fiktion og historie samt mellem 

fortælling og konstruktion af kulturel 

identitet. Muñoz Molina har 

med »Sefarad« skabt sit til dato 

mest polyfone og komplekse værk, 

der i Iben Hasselbalchs glimrende 

oversættelse fremstår som det perfekte 

valg for den første tildeling 

af denne nye pris. Bogen skal have 

min varmeste anbefaling med på 

vejen. 


(roman) 

Ugo DiFonte 

Mundskænken 

(The Foodtaster) 

Oversat af Bente Kastberg 


Gyldendal 

Anmeldt af Brian Andreasen 

Som Eders litterære mundskænk 

kan jeg byde på en menu bestående 

af en læskende og letfordøjelig 

roman — velegnet til den ikke alt 

8 

Litterær trepanering 

Mick Jackson 

Tunnelmageren 

Mick Jackson borer hul i Tunnelmagerens tykke skal i debutromanen 

om den femte hertug af Portland 

(The Underground Man) 

Oversat af Bitten Posselt Langhede 


Rosenkilde 

Anmeldt af 

Jakob Stougaard-Nielsen 

Der er ikke noget bedre end kugleskøre 

excentrikere fra victoriatidens 

England. Mick Jackson har 

givet liv til en af de mest farverige 

af slagsen i sin debutroman fra 

1997, »The Underground Man«, 

for nyligt udkommet på dansk 

som »Tunnelmageren«. Det historiske 

materiale i sig selv, tilsat 

spredte rygter og lokale myter, 

ville være nok til en underholdende 

historisk roman, men Mick 

Jacksons roman vil mere og andet 

end det. 

Tunnelmageren er den excentriske 

femte hertug af Portland, William 

John Cavendish-Bentinck- 

Scott, der levede fra 1800 til 1879 

på sit sagnomspundne gods i 

Nottinghamshire. Hertug William 

Velbekomme! 

Let frokost: 

Metafiktion og mundskænkeskærmydsler i renæssancens Italien 


af Portland levede og døde som 

excentrisk eneboer på sit familiegods 

i det nordlige og altid tågede 

England, og han er mest kendt for 

at have bygget et omfattende 

system af brede tunneler under sit 

gods. Visse steder var tunnelerne 

så enorme, at to hestevogne med 

lethed kunne passere hinanden på 

vej fra godsets kældre til de 

omkringliggende landsbyer. Man 

skulle tro, at romanen vil forsøge 

at forklare, hvorfor hertugen lod 

disse tunneler opføre — eller i det 

mindste udmale detaljer af hertugens 

omfattende og mildest talt 

ualmindelige byggeprojekter. Men 

Jackson dvæler ikke ved myterne 

for det bizarres skyld. 

Over en vinter følger vi derimod 

hertugens slentrende og springende 

tanker nedfældet i en fiktiv 

dagbog, kun afbrudt af korte kommentarer 

fra den lokale befolkning 

eller hertugens eget personale. Vi 

møder en aldrende mand, hvis 

krop er i tiltagende forfald. Hårene 

vokser ud af ørerne, og hypokondrien 

tager til, i takt med at afskyelige 

husgeråd og benbrækkende 

mirakelkure afprøves. En af roma- 

for kræsne læser med smag for det 

hurtigt konsumerede. Som bogstavelig 

hors d’œuvre har romanen 

en fortale med forklaring på sin 

egen oprindelse forestået af dens 

såkaldte oversætter og udgiver, 

Peter Elbling. Han hævder at være 

kommet i besiddelse af dette enestående 

renæssancemanuskript 

efter et kort møde med en storpralende 

bulgarsk linedanser af 

sigøjnerfamilie. Manuskriptet er 

på grundlag af efterfølgende professionel 

bedømmelse blevet vur- 

nens genialiteter er, at netop som 

disse komiske, kropslige optrin er 

ved at trætte læseren (og hertugen 

selv), da tager et velkendt, men 

alligevel overraskende, psykologisk 

mønster form. Hertugen lider 

af en ubændig længsel, som først 

har distancerede forældre og siden 

en ugengældt forelskelse til genstand. 

Hertugen er ubehjælpeligt 

Omslag ved Jerry Bauer 

deret ægte, og hr. Elbling har så 

gennem fire år forberedt og redigeret 

den oversættelse, som nu foreligger. 

Om den egentlige forfatter 

— Ugo DiFonte (meget symbolsk 

‘fra kilden’) — og hans hjemby 

Corsoli, som desværre gik under i 

et jordskælv i slutningen af det 17. 

århundrede, findes ingen andre 

vidnesbyrd end netop dette 

bemærkelsesværdige manuskript. 

Denne lille forret er et sandt 

væld af tekstlige relativeringer, 

hvis mål synes at være at temati- 

ensom på trods af de utallige, hengivne 

opvartere og undersåtter 

(den historiske hertug var en meget 

elsket mand af folket). Ensomheden 

og længslen, der driver hertugens 

hypokondri og sikkert også 

tunnelbygningsmanien, får en sidste 

gestaltning i en spøgelsesagtig 

drengefigur, der følger hertugen på 

en rejse til Edinburgh, hvor han 

lærer om trepanering. 

Denne forældede kirurgi forløser 

den gale hertug fra indespærringen 

i det ensomme skelet — den 

»slipper en smule af mig selv ud i 

verden«, som hertugen konkluderer. 

Forløsningens tilsynekomst, 

sammenbindingen af de mange 

tråde, figurer og tanker i bogens 

sidste tredjedel, giver en af de helt 

store læseoplevelser. 

Hertugens eksperimenter med 

trepanering bliver mod romanens 

afslutning et billede på romanens 

styrke. Det er netop ind i hovedet 

på hertugen, vi kommer som læsere. 

Så tæt, så poetisk og loyalt er 

man sjældent kommet på excentrikerens, 

det længselsfulde menneskes, 

egen selvopdagelse og forløsning. 

Mick Jackson er endnu et produkt 

af Malcolm Bradburys skole i 

kreativ skrivning ved University 

of East Anglia, men debuterede 

først som romanforfatter efter i 

flere år at have været en af hovedkræfterne 

som sangskriver og sanger 

i alternative bands som »The 

Screaming Abdabs« og »The 

Dinner Ladies«. Sidste år udkom 

Mick Jacksons anden roman, 

»Five Boys«, der dog endnu ikke 

er kommet på dansk. 

sere ægthed og historisk realisme. 

Den er i sig selv en spændende 

optakt, hvis metafiktive iscenesættelse 

lover godt, og som læser venter 

man spændt på, med hvilke 

spidsfindigheder konstruktionen 

skal fortsættes — for efterhånden 

kræver metafiktiv litteratur en stadigt 

stigende spidsfindighed for 

vedblivende at være interessant. 

Men det ender her, hvor det knapt 

er begyndt. Menuen viser sig desværre 

kun at være en toretters, forog 

hovedret, hvor den påfaldende 

mangel på en afrundende ganekilder 

som prikken over i’et er markant, 

fordi der med metafiktionen 

er lagt i ovnen til noget mere, der 

desværre udebliver. 

Den stilistiske opskrift lyder på 

én del dagbogsroman, én del 

memoires, én del pikaresk roman 

alt sammen pisket let og luftigt 

under tilsætning af flere knivspid-

ser Rabelais og karnevalisme, et 

voilà: en velsmagende, om end 

ikke englesyngende delikat pistacie 

… undskyld, pastiche. Selve 

historien om Ugo, der fra forfærdelige 

kår ved held, snilde og 

menneskelig fornuft ikke blot sikrer 

sig en stilling som mundskænk 

for den lokale tyran af en hertug, 

men tillige ender som hans højre 

hånd og rådgiver, er velfortalt og 

spændende — hovedsageligt fordi 

den er mættet med action. På 

vejen frem mod det bærende klimaks 

— hvordan Ugo skal bære 

sig ad med at afværge den gamle, 

liderlige hertugs gifteplaner med 

Ugos egen datter, Miranda, uden 

selv at blive henrettet for loyalitetsbrud 

— opbydes en række fine 

tidsbilleder. De veksler mellem de 

meget kendte vinkler — pesten og 

inkvisitionen — og de mere eksotiske 

såsom den civilisationshistoriske 

nicheberetning om gaflens 

indtog hos den særdeles etiketteudfordrede 

hertug. 

Under pasticher, tidsbilleder og 

action ligger en lidt triviel beretning 

om social elendighed og survival 

of the fittest anno 1534, hvis 

til tider ret så patetiske kærlighedsskildringer 

udpræget mangler 

nerve — og desværre heller ikke 

vinder som tilstræbt skildring af 

en italiensk mundskænks forsøg 

udi det poetiske. Hvad der derimod 

giver en grundlæggende og 

dybsindig spænding igennem hele 

romanen, er det paradoks, at en 

udhungret, altid sultende fattigprås 

får hyre som mundskænk 

hos en storfråsende hertug, der på 

den ene og heldige side har en 

udtalt faible for kulinarisk overdådighed, 

men desværre på den 

anden side i kraft af sin frastødende 

personlighed og opførsel vedvarende 

er lagt for had af adskillige 

fjender — og dét i en tid, hvor 

giftblandingens kunst var ædel og 

udbredt. Den stakkels Ugo ser derfor 

konstant sig selv præsenteret 

for det ene mere vidunderlige måltid 

efter det andet, men kan kun 

med livet som indsats komme tæt 

på dette jordiske himmerige. Dette 

poetiske paradoks af nydelsesfuld 

livsudfoldelse i mødet med det 

mulige tab af selv samme liv, danner 

en filosofisk kerne, hvis iklædning 

er ny og veltillavet. 

Denne mundskænk kan alt i alt 

godt anbefale fortællingen om 

Ugo. Den er et stykke kvalitetsfastfood, 

der kan serveres som en let 

frokost, der med garanti ikke giver 

mavekneb, men som til gengæld 

nok kræver et noget mere substantielt 

aftenmåltid. Bon appétit! 

Af Kirsten Holst Petersen 

Ingen synes at være i tvivl om, at 

J.M. Coetzee var et oplagt valg, ja, 

næsten en selvskrevet vinder af 

Nobelprisen i litteratur. Ros hagler 

ned fra kritikere, kolleger og anmeldere, 

selv fra hans hjemland, 

Sydafrika, hvor der ellers har været 

både sur kritik og politisk rumlen 

omkring udgivelsen af romanen 

»Disgrace«, som han modtog 

sin anden Booker-pris for i 1999. 

Romanen er bl.a. er et kritisk blik 

på post-apartheid Sydafrika. Præsident 

Mbeki besluttede at tage 

æren til indtægt for hele Afrika og 

fandt den store retorik frem: »På 

den sydafrikanske nations vegne, 

ja, på hele Afrikas vegne hilser vi 

vores nyeste Nobelprismodtager 

og soler os med ham i den glans, 

der udstråler fra denne hædersbevisning.« 

Han fik her flettet ind, at 

Sydafrika har endnu en Nobelprismodtager 

(Nadine Gordimer i 

1991), men retorikken klinger lidt 

hult, især i betragtning af, at Coetzee 

er flyttet i et frivilligt eksil i 

Australien. ANC’s talsmand, 

Smuts Ngonyama, kommer nærmere 

sydafrikanske følelser i sin 

udtalelse. Efter at have sagt at han 

håber, at prisen vil virke som inspiration 

for landets — og Afrikas 

— unge forfattere, siger han: »vi 

håber også, at det vil anspore forlag 

og læsere til at opdage kontinentets 

enorme oversete litterære 

potentiale.« Der har i Sydafrika , 

både før og efter Apartheid, eksisteret 

en utilfredshed med, at kun 

de hvide blandt landets forfattere 

er blevet bemærket i den vestlige 

verden. 

Coetzees forfatterskab er opstået 

af — og lever i — de brudflader, 

som er hans og mange af hans 

generations sociale, nationale og 

kulturelle arv: Hvid, engelsktalende 

sydafrikaner, der trods en Boer 

baggrund var i opposition til 

Apartheidregimet, omgivet af de 

undertrykte afrikanske kulturer, 

som ikke var hans, og som han 

uundgåeligt blev medundertrykker 

af, og med et kulturelt ståsted, der 

lå i den intellektuelle europæiske 

tradition, som den udspiller sig 

ved universiteter i England og 

Amerika, og som var undertrykt 

eller direkte bortcensureret i 

Sydafrika. Denne liberale, engelsktalende, 

hvide tradition, som 

under Apartheid ikke havde magt 

nok til at spille nogen afgørende 

rolle i det nationale drama, er blevet 

beskrevet som »en blindgyde i 

historien«. 

En magtesløs, historisk blindgyde 

i et ekstremt voldeligt samfund 

er en tung arv! Den kan selvfølgelig 

håndteres på flere forskellige 

måder. Gordimer kastede sig ud i 

en mere og mere kritisk social og 

psykologisk analyse af den historiske 

situation, som den skred frem, 

mens Coetzee skriver allegorier 

om undertrykkelse, der nok har 

rod i Apartheid situationen, men 

som udvider diskussionen om 

magt og afmagt til koloniale, psykologiske 

eller seksuelle magtmisbrug. 

Hans univers er gennemsyret 

af følelsen af at være indespærret i 

et uafvendeligt fængsel af magtmisbrug 

mellem mennesker og stater, 

og hans personer kæmper hele 

tiden mod magtmisbruget, for at 

forstå det eller for at undgå det. 

Til trods for den allegoriske form 

(artikel) 

En nådesløs forfatter 

og en skyldbetynget 

læserskare 

J.M. Coetzee fik Nobelprisen i litteratur 

er det et ekstremt komplekst univers 

Coetzee skriver frem. I situationer, 

hvor ondskab og overgreb 

florerer, er der ingen helte og få 

deciderede skurke. Tid og sted er 

ofte flydende og genkendelige diskurser 

(feminisme, liberalisme, 

racisme), der bevæger sig ind og 

ud af fortælleuniverset; bedst som 

man tror, at man har fået fod på 

stoffet (en feministisk analyse eller 

en kritik af imperialismen), sætter 

en moddiskurs ind, som umuliggør 

den tolkningsmodel, der ruller 

ind på lystavlen. 

Identifikationen med persongalleriet 

bliver på samme måde hele 

tiden forpurret af modsætninger 

eller af personernes ugennemtrængelighed. 

De skjuler sig, kan ikke 

eller nægter at tale. Tilbage står en 

række individuelle forsøg på 

væren over for magten, eller magtmisbruget. 

Sproget er kafkask, 

minimalistisk og præcist, og sammen 

med den allegoriserende 

form skaber det et moralsk univers, 

som hos andre forfattere ville 

blive betegnet som tidløst eller 

eviggyldigt, men som her også 

undslipper den betegnelse, idet 

der hele tiden optræder skygger af 

historisk genkendelighed. 

Historien, set som den skygge 

fortiden kaster over nutiden, er et 

vigtigt tema. Det Svenske Akademi 

hæfter sig i sin prisbegrundelse 

ved, at Coetzee er »skånselsløs i 

sin kritik af den vestlige civilisations 

grusomme rationalisme og 

kosmetiske moral.« Vi er dybt 

fascinerede af at blive tugtet på en 

så nådesløs og samtidigt gennemtrængende 

intelligent måde. Måske 

er vi endda lidt beærede. 


(roman) 

Lars Kjædegaard 

Israel Falk 


Lindhardt og Ringhof 

Anmeldt af Kristian Mørk 

Biler og kvinder hører til hjørnestenene 

i mange mænds liv. Og 

således også i Lars Kjædegaards 

seneste roman »Israel Falk«, hvor 

fire vidt forskellige mænds liv bliver 

knyttet sammen gennem livets 

tilfældigheder og en gammel 

Volvo. 

Karrieren har aldrig været i 

fokus for George. I stedet har han 

plejet sine to store interesser: 

damer og biler. Et utal af damebekendtskaber 

og befordringsmidler 

senere er George kommet i tresserne, 

da han inden for kort tid forel- 

Det centrale punkt der forsvandt 

Poul Vad 

Dagene 

126 sider 

Døgnet 


Døren 

Central genudgivelse af Poul Vads beretning om tingenes tavshed 

og om det centrale punkt der forsvandt 


Pr. bog 120 kr. 

Arena 

Anmeldt af Max Ipsen 

»Jeg kunne ikke få fat i det centrale 

punkt i mig selv som jeg gik 

der«, konstaterer det anonyme jeg 

i Poul Vads »Døgnet«. Få fat i det 

centrale punkt i sig selv kan de 

ligeledes anonyme fortællere i 

de to andre bind, »Dagene« og 

10 

Gamle biler 

og modne damer 

Kjædegaard skriver nuanceret og nænsomt om mennesker, 

men hans seneste roman mangler fremdrift 


sker sig i både en Volvo og en 

kvinde. Volvoen tilhører Israel 

Falk, en gammel jøde, der overle- 

»Døren«, i Poul Vads trilogi heller 

ikke. De søger. En mening, sig 

selv. Men finder hverken det ene 

eller det andet. De søger det overordentlige, 

som jeget i »Døren« 

siger, men taber derved det nærliggende 

af syne, og de må konstate- 

vede både internering og flugt til 

Danmark. Israels søn er psykolog, 

og han forhindrer et salg af bilen, 

re, at de derved mister begge dele, 

både det overordentlige og det 

nærliggende. 

»Dagene«, »Døgnet« og »Døren« 

blev i 1967 oprindeligt udgivet 

som ét værk med titlen »Taber 

og vinder«. Nu er værket af Arena 

til Georges store irritation. De to 

mødes igen, da Georges store 

kærlighed bliver dræbt i trafikken, 

og han får et nervøst sammenbrud. 

Sideløbende forsker en ung mekaniker 

i jødernes historie, og da 

George overtager værkstedet, og 

Falk & søn kommer for at få lavet 

bilen, bliver de fire skæbner viklet 

ind i hinanden. Det hele foregår 

selvfølgelig i Helsingør, for det gør 

alle Kjædegaards romaner. 

Lars Kjædegaard har efterhånden 

et omfattende forfatterskab 

bag sig. »Nekrolog« fra 2001 og 

»Det store sus« fra 2002 var begge 

udmærkede krimier, der også bød 

på vid og eftertanke ud over elementær 

spænding. Med »Israel 

Falk« har Kjædegaard forladt 

genre-litteraturen til fordel for 

mere litterære ambitioner. Men 

romanen mangler noget af den 

naturlige fremdrift og forløsende 

slutning et velafprøvet krimiplot 

kunne give. 

»Israel Falk« er en god bog fuld 

af sære, sørgelige og søde mennesker, 

der beskrives med en fin forståelse 

for de mange facetter, der 

danner en person. Man klukker et 

par gange og genkender også sig 

selv i glimt. Alligevel virker romanen 

uforløst. Hvor er vi på vej 

hen? Hvorfor skal det fortælles til 

en krone per side, når jeg i stedet 

kan se seriezonen? Det får vi ikke 

noget klart svar på. 

blevet udgivet som tre separate 

bind, der hver især har fået genreangivelsen 

roman. De tre bind 

kan, som det bedyres på bagsiden 

af hver roman, læses hver for sig. 

Og de er små mesterværker hver 

for sig. Men man skal ikke nøjes

med at læse hver enkelt roman. 

Man skal læse dem alle tre. Det 

kommer der nemlig et større 

mesterværk ud af, og det kommer 

der et eksperiment, som delvist 

skjules i opdelingen ud af: 

Forsøget på at beskrive den samme 

erfaring gennem tre helt forskellige 

og dog så ens temperamenter. 

Studenten hvis sidste dage af et 

studieophold til Paris vi følger, 

kontormanden som vi følger et 

tilfældigt døgn, og lediggængeren 

hvis byvandring vi følger, har det 

træk tilfælles, at de vil forstå, at 

de vil trænge ind i tingene. Men 

tingene er hårde, uden betydning. 

De tre leder efter »en skjult sammenhæng 

tingene imellem«, men 

de må som kontoristen i »Døgnet« 

konstatere: »den gav sig ikke til 

kende for mig«. Der er ingen skjult 

sammenhæng. Tingene er ting. Og 

de er uigennemtrængelige. Den 

samme erfaring berettede Robbe- 

Grillet omtrent samtidig om som 

talsmand for den nye roman i 

Frankrig, men i en noget mere 

rystet prosa end Vads. Vad holder 

tungen lige i munden og beretter 

fra centralt hold om det forsvundne 

centrum. Og det er måske, når 

alt kommer til alt, ikke mindre 

radikalt end at lade opløsningen 

slå ud i beretningen. 

Antihelten i antidannelsesromanen 

»Dagene« må på vej hjem 

konstatere, at den erfaring, han 

forlader byernes by med, er en 

anti-erfaring: »Jeg rejste bort lige 

så uvidende som jeg var kommet, 

jeg havde intet set, intet lært og 

intet forstået, jeg havde bare siddet 

i klemme en gang imellem«. 

De to andre går det ikke stort 

bedre. Erfaring er anti-erfaring hos 

Vad, og erfaring er erfaringen af at 

sidde i klemme mellem forventningen 

om, at alt tavst skal tale og 

det faktum, at alt tavst tier. 

Det er godt set af Arena, at Poul 

Vads trilogi er et overset mesterværk 

i dansk litteratur, som fortjener 

den opmærksomhed en genudgivelse 

kan give. Layoutet er 

smukt og enkelt udført af Eli 

Lund, som tidligere i forbindelse 

med udgivelsen af sin egen »Jeg 

vil have sex med en kvinde fra 

fremtiden« har vist, at han mestrer 

den kunst. Et enkelt kritisk punkt 

må dog i den forbindelse nævnes: 

Der er for mange slå- og satsfejl i 

teksten. Denne indvending skal 

imidlertid ikke være udgangen på 

denne anmeldelse: Poul Vads trilogi 

er fremragende, og det er 

godt, den er blevet genudgivet. 

Læs den. 

Herman von Brehmen 

Ludvig på bjerget 


Borgen 

Anmeldt af 

Peter Christensen Teilmann 

Der er skrevet et hav af gode, gammeldags 

digterromantiske biografier 

— foruden akademiske afhandlinger 

og andet kuriosa, hvor det 

biografiske argument er bærende 

— om skælmen og oplysningsfrontløberen 

Ludvig Holberg. Der 

har altid hvilet en form for klassicistisk 

gådefuldhed over Holberg, 

der har talt til forskere og forfattere 

gennem tiderne. Og det er 

muligvis også den, der gør, at en 

moderne biografiker og monografiker 

ikke rigtigt kan komme i kødet 

på Holberg på samme måde som 

med Kierkegaard, Sophus Claussen, 

Johs. V. Jensen og H. C. Andersen. 

Der trænges til en ny 

monografisk biografi eller historisk-biografisk 

roman om Ludvig 

Holberg, der virkelig er skrevet på 

moderne erkendelser om biografismens 

faldgruber og myndighedsproblematik 

og om interpersonalitetens 

og intertekstualitetens 

potentialer i læsningen af et stort 

og mangfoldigt forfatterskab som 

Holbergs. Der skrives stadig biografiske 

værker om Holberg, men 

der er aldrig skrevet en på et tempereret, 

men stadig personligt 

engageret moderne grundlag — 

som vi ellers kender det i forhold 

til de andre klassikere, som fx 

Keld Zeruneiths spektakulære 

arbejder om Emil Aarestrup og 

Sophus Claussen og Joakim Garffs 

bestseller om Søren Kierkegaard, 

»SAK«. 

Men forsøget gøres hele tiden. 

Så sent som i 2002 udkom den 

tidligere norske kulturminister 

Lars Roar Langslets mursten af en 

biografi, »Den store Ensomme«. 

Før Langslet finder vi en række 

biografier, der er lidt i samme ånd. 

Det gælder fx Th. A. Müllers »Den 

unge Holberg 1684-1722« (1943); 

før ham fx Karl Mortensen i en 

serie om »fremragende 

Personligheder«, »Ludvig 

Holberg« (1925); og helt glemt af 

den slags er Svend Leopolds fire 

binds biografiske roman fra 1922- 

24, hvor første bind hed netop 

»Den unge Holberg« (1922). Før 

dem skrev Brandes sit delvist nationalromantiske, 

delvist hypermoderne 

helteopus fra 1884, tohundredeåret 

for lille Ludvigs fremkomst 

på verdensscenen, »Ludvig 

Holberg«. Visse fremfører med 

rette, at Georg Brandes’ epos er en 

af de bedste samtidshistoriske 

romaner, der er skrevet om 

Holberg. Sammen med Ejnar 

Thomsens »Sfinxen« (1954) og 

Jens Kruses »Den poetiske kriger« 

fra 1978. 

Og nu er så udkommet en 

roman af ‘Herman von Brehmen’ 

paratekstuelt mimende den holbergske 

titel: 

»Ludvig på bjerget — eller Holberg 

på Komedie: folkebog skrevet af 

Den Politiske Kandestøber, Herman 

von Brehmen, omkring 1722, 

omhandlende Ludvig Holberg og 

hans komedier 1702-22 : fundet 

bag en væg i Sorø Akademi i år 

2000 og bearbejdet af Palle Petersen«. 

Palle Petersen, ophavsmand, Nørrebrobisse 

og grønlandskender (han 

har skrevet mere end dusin bøger 

herom), er i mere eller mindre 

skjult dialog med eller opposition 

til nogle af de ovenstående. Han 

siger selv om den: 

… jeg synes, Ludvig på bjerget forvandler 

myten om det store 

ensomme geni, Holberg, til det 

usikre og følsomme menneske 

Ludvig (…). Jeg har således forsøgt 

at forny den historiske roman ved 

at gøre op med myterne om konger, 

helte og store mænd og finde 

frem til grundlaget og folket, både 

i indhold og i sprog. 

Til det har Petersen valgt et finurligt 

setup (antydet i undertitlen) 

og plot for bogen, der som en 

anden karnevalistisk folkekomedie 

vender op og ned på tingene, ikke 

for en dag, men for et helt liv, 

nemlig Holbergs. Holberg iklædes 

naragtighedens klæ’r af den politiske 

kandestøber og fantast, 

Herman von Brehmen. Men med 

(roman) 

Ludvig — en litterær figur 

Palle Petersen vender op og ned på det mytologiske Holbergbillede i sin 

pseudonyme roman 

den aggressive pointe, at Herman i 

sin tid tog den unge og ynkværdige 

Ludvig til sig og førte ham frem 

mod debuten som dramatiker i 

1722, hvorefter Holberg, nu beskyttet 

af institutionerne, stjæler 

Hermans idé til en samfundssatirisk 

komedie og vender den mod 

ham selv. Hermans modsvar er så 

fortællingen om Ludvig på Bjerget, 

der ligesom er en udstrakt version 

af Hermans fætter, Jeppes lidelseshistorie. 

Jeppe, hvorom Herman 

empatisk-finurligt skriver: 

Jeppe Nielssøn hører ikke til de 

nidske, fordrukne, dumme og 

dovne fæstebønder, som borgerne 

håner på kræmmermarkederne, 

han er mere gådefuld end 

Platonius og burde have den filosofiske 

professorstol i Dårekisten. 

I den dur følger vi Holbergs professionelle 

virke og private pinagtigheder 

hen gennem 12 kapitler, 

hvor vi støder på personer fra 

hans samtid og hans komedieværker 

— der vel at mærke først publiceres 

og sættes på scene i tiden 

efter den periode, romanen indrammer. 

Palle Petersens bog er virkelig 

skælmeri i stof og tanke. Spørgsmålet 

er kun om den læser, der 

ikke er indforstået med Holbergs 

historier og figurer, overhovedet 

når frem til skælmeriet i sine 

bestræbelser på at holde styr på 

personer og begivenheder og deres 

spejling af Holbergs oprindelige 

intriger. Men med den rigtige — 

komparative — vejviser kan 

»Ludvig på bjerget« læses og forstås 

som et moderne transtekstuelt 

værk, der både i form af sin atmosfærefyldte 

blanding af historisk 

(mimet) Holberg-sprog og nutidsfraser, 

sit pseudonyme og sit produktionsmæssige 

arrangement, er 

en kommentar til Holbergs tid og 

forfatterskab — og til eftertidens 

floromvundne forestillinger herom 

og idiosynkratiske rekonstruktioner 

heraf. For ikke at tale om de 

allegoriske tegn i den, der godt 

kan bruges til at tyde vor tids politiske 

folkekomedie om magtkorruption, 

misantropi og socialt fornedrende 

tabuiseringer. 


(roman) 

Jan Kjærstad 

Det store eventyr 

(Det store eventyret) 

Oversat af Camilla Christensen 


Samleren 

Anmeldt af Tine Engel Mogensen 

Lad det være sagt med det samme: 

en ‘post-trilogisk’ (gen)læsning af 

Jan Kjærstads »Det store eventyr« 

er en blandet fornøjelse. 

Hvor forfatterens seneste roman, 

»Tegn til kærlighed« fra 

2002, kan betegnes som et koncentrat 

af trilogien, præsenteres »Det 

store eventyr« af forlaget som »trilogiens 

legesyge og eksperimenterende 

lillebror«, og slægtskabet er 

da også igen ubetvivleligt (der må 

vel strengt taget være tale om en 

storebror — romanen udkom i 

Norge i 1987). »Det store eventyr« 

lancerer således former, afprøver 

virkemidler og kører en mængde 

temaer i stilling til senere fuld 

udfoldelse i trilogien: Her er forbindelser 

på kryds og tværs, genrediversitet, 

retoriske spørgsmål 

(»Kan man fange et menneske 

med ord?«), tendentiøse fortællere, 

the works, alt i en overordnet 

hyldest til identitetens mangfoldighed 

og narrative natur, skriften 

og kærligheden. Romanen kan 

samtidig ses som den mest ekstreme 

inkarnation af Kjærstads encyklopædiske 

projekt — på flere 

niveauer. Hvad angår faktuelle 

oplysninger, står romanen i en 

klasse for sig, eftersom hele dens 

person-, fænomen- og factsspækkede 

univers er opdigtet, eller 

måske rettere vendt på hovedet: 

Handlingen udspiller sig således i 

en ‘derealiseret’ udgave af den 

vestlige verden i sidste fjerdedel af 

det 20. århundrede, hvor Norge er 

en subtropisk ø helliget sukkerindustri, 

en religiøs smeltedigel af et 

ferieparadis, hvor hvide har social 

og kulturel lavstatus. Altså genkendelige 

skismer med et twist. 

Genkendelige er ligeledes en lang 

12 

Eventyr i overmål 

»Det store eventyr« er en ambitiøst myldrende, men ikke 

ganske vellykket forløber for Wergeland-trilogien 


række navne, fænomener og skikkelser 

fra ‘vores’ virkelighed, der 

imidlertid også forskydes — f.eks. 

forekommer »en fyldig Gadamer« 

i en ostebutik, »Freudianerkrigen« 

i det gamle Hellas, cigaretmærket 

»Baudrillard« osv. Der er tillige 

mere eller mindre fiffige hentydninger 

til alt fra »1001 Nats eventyr«, 

over gamle som nye myter, 

verdenslitteraturens klassikere 

(som her i et bad trip: »Jeg er i 

mørkets hjerte … jeg ser søvngængere, 

ødelande, falskmøntere, 

mænd uden egenskaber, forblindelse 

[…] Jeg ser lighus … kvalmen 

… pesten«), moderne fysik og 

Freuds psykoanalyse, til kendte 

tv-quizzer og Star Wars. »Det store 

eventyr« er ikke for ingenting ble- 

Foto: Jo Michael 

vet kaldt en af de mest ulæselige 

romaner i norsk litteraturhistorie: 

De evindelige skjulte, halve og 

hele referencer til alverdens personer, 

tekster og fænomener gør teksten 

lettere uigennemtrængelig. 

Læserens overblik svækkes desuden 

af romanens fragmentariske 

karakter; det er en sand mosaik af 

utallige tekst- og sprogtyper: eventyr, 

computerspil, rapporter i new 

journalism-stil, breve, dagbogscitater, 

videnskabelige artikler, triviallitteratur 

m.m., ofte med forskellig 

layout; en del af romanen er sågar 

forsynet med marginnoter. 

Det er ud fra dette virvar af 

encyklopædiske fragmenter, læseren 

må forsøge at stykke en historie 

sammen — og det ligner histo- 

rien om den overfladiske billedmand 

og kvindebedårer Peter 

Beauvoir og hans udvikling som 

menneske, læser og forfatter i sin 

efterstræbelse af den mystiske 

kvinde Shoshana Moira, skriften 

og »k.« (for kærlighed). Questens 

traditionelle hjælpere udgøres her 

bl.a. af fem udenlandske videnskabsfolk 

og fem norske amatørforskere, 

der beskæftiger sig med 

eventyrsamlingen »Hazar«; det går 

nemlig undervejs op for Peter, at 

vejen til Shoshanas hjerte går gennem 

»Hazar«, fortællingen om 

mennesket som gåde og mangfoldighed. 

Hele tekstkonglomeratet »Det 

store eventyr« skrives (sammenstykkes) 

ca. et år efter begivenhederne 

af et fortællende jeg, som 

rejser rundt i verden på jagt efter 

Peters gådefulde »leonardo«, ideligt 

kommenterende sin egen skriveproces. 

De to quester viser sig at 

være én og den samme, nemlig 

Peter på sporet af sig selv; og 

romanen får (i hvert fald i den sidste 

af flere mulige slutninger) 

karakter af ét langt brev til et du, 

på én gang Shoshana og læseren: 

Peters historie, forklaring og forsøg 

på at vinde et menneske gennem 

ord. 

Om sidstnævnte lykkes for 

Peter, melder historien ikke noget 

om. Men det lykkes i hvert fald 

ikke videre godt for Kjærstad at 

vinde læseren. I den uomgængelige 

sammenligning med Wergelandtrilogien 

må man således konstatere 

mange ligheder — og nogle 

afgørende forskelle. Trilogien opleves 

ikke slet så fragmentarisk som 

»Det store eventyr«, fordi det 

encyklopædiske mylder er bedre 

absorberet i historierne, og romanerne 

er præget af en langt større 

episk ro: Læseren bliver i langt 

højere grad fortalt gennem kaos. I 

»Det store eventyr« bliver hittepåsomheden 

trættende i længden 

— bogen bliver for anstrengt, for 

villet fantasifuld, kvikke påfund 

drukner blandt andre kvikke 

påfund, og eksperimentet, selve 

konstruktionen fylder så meget, at 

man — i modsætning til i trilogien 

— ikke helt kan lade sig rive med 

af de gode historier. Derudover er 

tiden i nogen grad løbet fra romanen: 

visse elementer, der givetvis 

har været langt fremme i skoene 

og oppe på det postmodernistiske 

beat i 1987, giver nu mest af alt 

romanen et let anakronistisk skær 

(Kjærstads ‘genopfindelser’ i trilogien 

fungerer langt bedre). Nye 

læsere bør ikke begynde her.

Lars Bo Rasmussen 

Jeg havde en drøm 

Attika 


Ud af fiktionen, 

ud af livet 

Anmeldt af 

Lene Bruun-Kristensen 

En debutant underminerer romanens potentiale 

Lars Bo Rasmussens debutroman 

handler næsten udelukkende om 

hovedpersonen Jean. Han er 

opvokset i Provence, men bor nu i 

det danske studenterhus i Paris 

omkring 1968. Han drømmer om et 

undervisningsjob på universitetet i 

København, men må skuffes og i 

stedet tage forskellige småjobs. 

Jean er uforbederligt forelsket i 

den samme pige. Romanen igennem 

spekulerer han over kærlighedens 

væsen, og selvom det for 

en objektiv betragtning er interessant, 

hvordan en person har det 

under og efter et kærlighedsforhold, 

bliver det her jammerligt 

uvedkommende. Der kommer 

ingen fremdrift i hverken ham 

eller kærligheden, og fascinationen 

af det andet køn virker utroværdig. 

Det samme afskedsbrev 

læser man igen og igen, og allige- 

Spøgelsesagtige 

eksistenser 

Juan Carlos Onetti 

Værftet 

(El astillero) 

Oversat af Peer Sibast 


Husets Forlag 

Anmeldt af 

Rigmor Kappel Schmidt 

vel går Jean i sin notoriske tvivl 

tilbage til pigen. 

I sin generelle usikkerhed føler 

Jean sig ikke rigtigt hjemme nogen 

steder, hverken i Paris, København 

eller i tiden. Han fremstår som 

den sympatiske, lidt forsinkede 

humanist-type, der af sin veninde 

bliver bebrejdet, at han ikke klæder 

sig mere efter tidens trend, 

Jean-Luc Godard-stilen. I det hele 

taget står Jeans kritik af sin tids 

filosofiske vogue; strukturalismen 

og marxismen og deres eksplicitte, 

objektiverende måde at betragte 

mennesket på, i kontrast til hele 

Velskrevet sydamerikansk sladder i Onettis sang om Larsen 

Selv om Uruguay var Onettis hjemland, 

var hans forhold til virkeligheden 

så uhjerteligt, at han opfandt 

den fiktive by Santa María, 

hvor flere af hans romaner foregik. 

Det var ikke, fordi han i sin fiktive 

virkelighed fik opfundet en utopisk 

drømmeverden, som han kunne 

søge tilflugt i. Tværtimod. Den fiktive 

verden er om muligt endnu 

mere trøstesløs end den virkelige 

verden, som Onetti afskyede så 

inderligt, at han tilbragte de sidste 

små femten år af sit liv, liggende i 

sengen og praktisk talt uden at se 

hen mod vinduet, endsige gå uden 

for en dør. Det kan man læse om i 

Julio Llamazares’ essay »Liggeren« 

i Standart 4, 2000. 

I »Ligsamleren«, der tidligere er 

udkommet på dansk, følger vi 

Larsen, der driver en kile ind i 

Santa María, idet han går i gang 

med at realisere sin drøm om at 

drive et bordel. »Værftet« fortæller 

den absurde historie om Larsen, 

der vender tilbage til Santa María 

og går i gang med at genrejse værftet, 

hvor der blot sidder et par 

gamle kontorarbejdere tilbage 

efter, at direktøren har forladt den 

synkende skude. De fortsætter stadig 

deres kontorarbejde og gentager 

således tidligere tiders aktivi- 

(roman) 

det personlige, følelsesladede ridt, 

som Jean kører med på, men som 

romanen er stået af. Denne forskydning 

mellem hovedpersonens 

»følelsesløse, let flegmatiske overflade« 

og forfatterens gode intentioner 

om at afsløre de store følelser 

bliver til én stor, konfliktløs konstruktion, 

hvilket romanen endda 

selv peger på visse steder. 

Romanen lader til at have biografiens 

bekendende træk, og det 

skyldes først og fremmest den fortættede 

og statiske jeg-skildring. 

Med andre ord, figurene bliver 

mere fiktive, end de kan bære. 

Danskeren Lars Bo Rasmussen, det 

fortællende jeg og den franske 

Jean er sært mudret sammen; 

ingen stikker ud som det ene eller 

det andet, men sætter blot hindringer 

i vejen for at udfolde en 

person eller en roman, der udvikler 

og udnytter sine modsatrettede 

følelser — eller som Jean siger et 

sted: »Jeg var fri og ufri.« De relativt 

få ansatser til diskussioner 

eller følelsesmæssig spænding, 

som romanen byder på, indfries 

ikke, som når hovedpersonen midt 

i romanen spørger, om »følelser 

måske kan udtrykkes i direkte 

kontakt mellem mennesker?« 

Hans svar antyder, at vi skulle 

mangle en slags almen, inter-emotionel 

kommunikationsdimension. 

Var det ikke det, romanen skulle 

være? 

tet. Selv insisterer de dog på, at 

skuden ikke er synkende, men 

blot driver om for vind og vejr. 

Samtidig med at fremtiden som 

administrerende direktør vokser 

sig lys på det spøgelsesagtige 

værft, mærker Larsen den spirende 

kærlighed til Angélica Inés, der 

klæder sig i hvid kjole. Men den 

afdankede Larsens følelser for 

hende kan virke lige så absurde 

som det illusoriske arbejde på 

værftet. 

»Værftet« er skrevet i den herlige 

sladderstil, som også kendes fra 

de efterfølgende latinamerikanske 

forfattere, hvor nogle siger at …, 

andre hævder …, men … Eller 

også er det lidet troligt, at … Eller 

efter forlydende … Hermed dannes 

en slags oral sladderfortæller 

med en fluktuerende eller spaltet 

synsvinkel, hvor man aldrig helt 

kan fæste lid til det, der fortælles, 

idet oplysninger sjældent stabiliseres 

til én sandhed om det 

skete. 


(roman) 

Nick McDonell 

Twelve 

(Twelve) 

Oversat af Henrik Andersen 


Borgen 

Anmeldt af Søren Frank 

»Twelve« fik de store overskrifter 

frem, da den udkom i juli 2002. 

Den væsentligste grund var forfatterens 

unge alder: Nick McDonell 

var kun 17 år, da han skrev romanen, 

og det meste af arbejdet blev 

gjort over en sommerferie. Dette er 

stof, ud af hvilket myter kan opstå, 

og som PR-folkene kunne se muligheder 

i, især når man tænker på 

ungdomskultur, hype og købekraft. 

Med til sagen hører forresten også, 

at Nick McDonells moder selv er 

forfatter, ligesom faderen har 

været redaktør for Rolling Stone 

Magazine; desuden er Hunter S. 

Thompson og Jay McInerney venner 

af familien, og nåh ja... romanens 

redaktør og forlægger, Morgan 

Entrekin, er forfatterens gudfar. 

Hm! Hvem sagde kammerateri? 

Men hvad står tilbage, hvis 

man ser bort fra denne noget indspiste 

baggrund? Faktisk en udmærket 

roman, som ikke uden 

grund er blevet sammenlignet med 

Bret Easton Ellis’ sensationsdebut 

fra 1985, »Less Than Zero«, som 

han skrev i en alder af 18 år. 

I Sam Mendes’ forstadsfilm 

»American Beauty« handler den 

unge Ricky Fitts med stoffer for at 

finansiere sit dyre videoudstyr, 

som han bruger til at forevige epifaniske 

øjeblikke af skønhed, f.eks. 

en pose, der svæver mellem hvirvlende 

efterårsblade i vinden. For 

Ricky er der nogen gange så meget 

skønhed i verden, at det næsten 

ikke er til at holde ud. Dertil siger 

pusheren White Mike, hovedpersonen 

i »Twelve«: »Fuck dét«. 

Parallellen og distanceringen til 

Mendes’ film findes allerede på 

romanens første side og slår fak- 

14 

Voldens virkelighed 

Lovende debutroman om Manhattans ungdom 


tisk meget fint grundtonen an: i 

»Twelve« skal man ikke forvente 

at finde skønhed. »White Mike ser 

ikke på skønhed. Han ser på 

Manhattans Upper East Side«. 

»American Beauty« tillader 

altså glimtvise, ’skønne’ brydninger 

af det overfladiske og substansløse 

forstadsunivers, hvilket sker 

rent filmisk gennem en anden billedæstetik, 

nemlig Rickys optagelser, 

der i modsætning til filmens 

overvejende glansfulde billeder er 

mere kornede og ’kødfulde’, men 

som også findes på filmens indholdsplan 

i forholdet mellem 

Ricky og Jane og i Lester Burnhams 

undergravende karakter. 

»Twelve« er mere pessimistisk i 

sin skildring af fremmedgørelse og 

overfladiskhed, her i et lokalt storbymiljø 

blandt unge overklasseteenagere, 

der enten går på privatsko- 

Foto: Jean Pagliuso 

le eller kostskole, og som er vant 

til hushjælp, mærkevarer, designerdrugs 

og kæmpe lejligheder 

uden forældres nærvær. 

Romanen er fortalt meget nøgternt 

og konstaterende af en tredjepersonsfortæller, 

hvis distance til 

stoffet og hovedpersonen er med 

til at vanskeliggøre indlevelse og 

dybde, hvilket er helt bevidst. Romanen 

foregår i dagene op til nytårsaften 

og er opbygget af 98 korte 

kapitler, der ofte har karakter af 

små fragmenter eller snapshots, en 

montage af både nutidige klip eller 

flashbacks. Mange af personerne 

er karikerede og stiliserede, men 

White Mike er det i mindre grad. 

Læseren får, f.eks. i flashbackene, 

antydninger af dybde i hovedpersonen, 

men fortælleren bibeholder 

langt hen ad vejen en stor distance 

til sin hovedperson. Hør bare ind- 

ledningen på romanen: 

White Mike er tynd og bleg som 

røg. White Mike er iført jeans og 

en sweatshirt med hætte og en 

lang, mørkeblå Brooks Brothersfrakke. 

Hans lyse, næsten hvide 

hår er kortklippet. White Mike er 

clean. White Mike har ikke røget 

en cigaret i hele sit liv. Har aldrig 

drukket alkohol, aldrig røget en 

joint. Men White Mike er blevet en 

rigtig udmærket pusher. 

De mange gentagelser af hovedpersonens 

navn antyder en ironisk 

distance mellem fortæller og helt, 

og ironien understreges af sidste 

sætnings »men«. 

White Mike har taget et sabbatår, 

inden han — måske — begynder 

på college. Han tjener penge 

som pusher, og igennem hans erhverv 

introduceres læseren til en 

lang række personer, der i begyndelsen 

ingen forbindelse har med 

hinanden, men som til slut i romanen 

er samlet til en nytårsfest, der 

udvikler sig til et Columbine. Den 

apokalyptiske stemning slås an 

allerede i romanens epigraf: »Må 

vi bede alle rejse sig og holde et 

minuts stilhed for de elever, der 

blev slået ihjel. Og må vi nu bede 

om et minuts stilhed for de elever, 

der slog dem ihjel«. 

Den tragiske slutning, som altså 

allerede indvarsles i begyndelsen, 

er kulminationen på en roman, 

hvor skønheden har ringe vilkår. 

»Violence is the hallmark of my 

generation,« har Nick McDonell 

udtalt i et interview. Romanen 

holder sig hele vejen igennem til 

en hudløs registrering af det betændte 

og desillusionerede miljø, 

hvorudaf et Columbine opstår, 

men til slut i romanen er der vedhæftet 

et efterord, der antyder 

skønhedens mulighed eller i det 

mindste åbner for en udvej ud af 

det udsigtsløse univers. Det viser 

sig nemlig, at romanens fortæller 

er White Mike, der som en af de få 

overlevede nytårsmassakren. Den 

store distance mellem fortæller og 

helt har således været en nødvendighed 

for en ung mand, der har 

ønsket at lægge afstand til sin 

’uskønne’ fortid, og skønhedens 

eller udvejens mulighed indikeres 

ydermere ved, at han skriver fra 

Paris, hvor han er begyndt på universitetet: 

»Jeg ved ikke hvorfor, 

men Paris forekommer mig at 

være et bedre sted end New York«. 

»Twelve« viser sig dermed både at 

være en dannelsesroman og en 

kunstnerroman.

Ørkenvandring 

Fastrups roman kendetegnes ved den 

hypertrofiske konstruktion og de tekniske 

billeders kliché 

Karen Fastrup 

Mine syvogtyve sansers elskede 


Rosinante 

Anmeldt af Jan Bruun Jensen 

Karen Fastrups anden roman, 

»Mine syvogtyve sansers elskede«, 

er en noget klichéfyldt fornøjelse. 

Hun er ikke karrig med den type 

sanseligt-poetiske klichéer, hvor 

kvinden ’folder’ sin krop ud for 

manden, som for sin del føler, at 

han må finde frem til ord, han 

endnu ikke kender. Dertil ligger 

der en næsten uhæmmet research 

til grund for fortællingen om geologen 

og ekspeditionslederen 

Clemens Carlsen og hans kone, 

Ud i verden t/r 

En af verdenslitteraturens store dannelsesromaner, Dickens’ beretning 

om drengen Pip, der som forældreløs og af ringe byrd må gå så gruelig 

meget igennem inden han i mere end én forstand finder hjem, 

foreligger i en ny dansk oversættelse 

Charles Dickens 

Store forventninger 

(Great Expectations) 

Oversat af Niels Brunse 


Gyldendal 

Anmeldt af 

Claus Schatz-Jakobsen 

Det var med interesse jeg noterede 

mig at Litteratursiden.dk — kommunebibliotekernes 

officielle 

hjemmeside — har en liste over ti 

europæiske klassikere gennem 

tiderne, der indbefatter Charles 

Dickens’ »Store forventninger«. 

Det skal tilføjes, at ét af kriterierne 

Foto: Anette Kjær 

lægen Anna, som pludselig i en 

alder af henholdsvis 71 og 67 år 

flygter ud i den ægyptiske ørken. 

åbenbart er at alle ti foreligger i ny 

dansk oversættelse. Havde de ’kun’ 

foreligget i en ældre oversættelse 

havde listen måske set anderledes 

ud. På den anden side er der vel 

en grund til at netop disse ti (som 

også tæller Dantes »Guddommelige 

Komedie«, Stendhals »Rødt 

og sort« og Dostojevskijs »Forbrydelse 

og straf«) er blevet fundet 

værd at ofre en nyoversættelse på. 

Interessant og bemærkelsesværdigt 

er det også at fire af de ti værker 

er skrevet inden for en periode på 

knap femten år, fra Flauberts »Madame 

Bovary« (1857) til George 

Eliots »Middlemarch« (1871-72) 

— altså den periode hvor den borgerlige 

roman nåede sin mest fuld- 

Det er en historie, vi har hørt 

før. Ikke kun den om ørkenen, 

men også den om de geologiske og 

medicinske strukturers billede på 

menneskesindet. Om landskabets 

formationer og kroppens funktioner 

som billede på de sjælelige 

processer. 

Det er, som om den pertentlige 

beskrivelse af det ene skulle være 

nok til at overbevise os om, at 

sådan forholder det sig også med 

det andet. De overgjort tekniske 

redegørelser er i sig selv blevet en 

kliché. Nogle vil måske kalde dem 

’stilistisk virtuose’. Jeg synes bare, 

at de er trættende i deres uegentlighed. 

Mens Clemens og Anna således 

løber rundt i sandet langt fra alt og 

alle, sidder sønnen Tore i den 

nærmeste by. Han har sat en mindre 

eftersøgning i gang, mens han 

på baggrund af deres dagbøger, 

fotografier og tilfældige optegnelser 

søger at få indblik i, hvem 

hans forældre egentlig er. Han fortæller 

historien om deres barn- og 

ungdom, om farens opvækst i 

Viborg, hans skæbnesvangre forhold 

til sin lærerinde, deltagelsen 

i modstandskampen, studierne og 

endelig mødet med hans tilkommende 

Anna. Men også om moren 

og hendes familie, frem til en 

endte form som en realistisk gengivelse 

af det sociale liv i al dets 

brogede mangfoldighed. 

Den karakteristik gælder i høj 

grad Dickens’ anden selvbiografiske 

roman, »Store Forventninger« 

(1861), som nu foreligger i anden 

udgave af Niels Brunses nyoversættelse 

fra 1999. Den afløser Eva 

Hemmer Hansens oversættelse af 

romanen (og stort set hele værket) 

på Hernovs forlag fra 1982. Ligesom 

Hernovs er også Gyldendals 

udgave udstyret med F.W. Pailthorpes 

dramatiske, karakteristisk 

victorianske raderinger. I øvrigt 

kan den vigte sig af en bedre og 

mere mundret fordanskning end 

den tidligere (»fem små rudefor- 

(roman) 

ulykkelig ekspedition til samme 

ørken 40 år tidligere. 

Det bliver en fortælling om den 

tids trængsler, og ikke mindst om 

utroskab. Men det er stadig konstruktionen, 

som fylder. Skulle 

man gå ind på romanens tankegang, 

kunne man anklage den for 

at lide af den tidstypiske, litterære 

osteohypertrophicans: Skelettet — 

de tekniske redegørelser og den 

konstruerede fortællesituation — 

er vokset uhæmmet. Det har deformeret 

hele romanens krop, og det 

varme væv, kødet og blodet, holder 

kun dårligt sammen på den 

abnorme struktur. 

Eksempelvis har jeg lidt svært 

ved at overse det sorte hul på 40 

år, som ligger mellem katastrofen i 

forældrenes forhold og deres endelige 

flugt ud i ørkenen. Kødet og 

blodet strækker ganske enkelt ikke 

til at få konstruktionen til at 

hænge sammen. Tore bemærker 

mod vejs ende, at han ikke bryder 

sig »om forestillingen om at man 

kan trænge til bunds i et menneske 

og kortlægge alting«. Det forekommer 

ham »reduktionistisk«, 

men romanen reducerer sig netop 

frem til en sammenhæng, og dermed 

ofrer den både troværdigheden 

og denne læsers engagement. 

mede sten« er f.eks. at foretrække 

for »fem små stenromber«), og 

også et mere autentisk victoriansk 

look, i mine øjne, ikke mindst takket 

være Sven Reimer Johansens 

omslag, der er prydet af en farvegengivelse 

af James Pollards dejlige 

maleri fra 1836, »The ’Tally-Ho’ 

London-Birmingham Stage Coach 

Passing«. 

Når Gyldendal har fundet det 

umagen værd at ofre en nyoversættelse 

af Dickens’ klassiker er 

det naturligvis fordi der er tale om 

en god historie. »Store forventninger« 

er beretningen om drengen 

Pip, der må gå så gruelig meget 

igennem førend han finder hjem 

og ind til kernen af sin identitet. 

Pip vokser op i marsklandet ved 

Themsens udmunding, hos sin 

søster, rappenskralden Mrs. Gargery 

og hendes mand, den godmodige 

og naive grovsmed Joe 

Gargery. I starten af romanen hjælper 

Pip en undvegen straffefange 

med at flygte fra soldaterne, hvilket 

dog mislykkes. Episoden med 

straffefangen er symptomatisk for 

Pips noget fortumlede og ublide 

opvækst, som først mildnes, da 

fortsættes på næste side 


(roman) 

fortsat fra forrige side 

han oplever en snert af noget 

andet og mere forfinet, om end i 

karikatur, hos det skeletagtige 

monster, Miss Havisham, der har 

levet indendørs og isoleret i en 

tidslomme (hos hende er alle ure 

sat i stå klokken ti minutter over 

ti) siden hendes tilkomne forlod 

hende på deres bryllupsdag. Hos 

Miss Havisham kommer Pip i kontakt 

med den smukke, men også 

kyniske Estella, hvilket får ham til 

at stræbe opad, efter et andet og 

bedre liv end det simple arbejdsliv 

i smedjen hos Joe, et liv som gentleman. 

Hermed er historiens 

motor sat i gang, som i kraft af en 

anonym godgører (Pip tror det er 

Miss Havisham, og Dickens lader 

længe læseren forblive salig i den 

tro) lader Pip leve et sorgløst liv 

som gentleman i London — klassisk 

social opstigning, lige efter 

bogen, tror Pip. En dag er pengene 

dog ødet bort, og da Pip samtidig 

erfarer at godgøreren ikke var Miss 

Havisham, men straffefangen 

Magwitch, vælter hans verden. 

Den bliver først langsomt genopbygget 

da Pip efter et symbolsk 

sygeleje skipper sine illusioner og 

dels forliger sig med det han kom 

af, dels finder ind til sin egen 

kerne af humanitet. Årene og 

modgangen modner ham, og han 

får til sidst sin elskede Estella — i 

hvert fald i den romantiske Nikolaj-og-Julie-slutning, 

som Dickens 

valgte på anbefaling af forfatterkollegaen 

Bulwer Lytton. Hans egen 

oprindelige slutning, som ikke er 

medtaget i nærværende udgave 

(men kan læses i Hernov-udgaven), 

er langt mere tragisk-realistisk. 

»Store forventninger« er i kraft 

af sit mylder af liv og vidunderligt 

tegnede personer en tidstypisk 

roman, en fortælling om social 

opstigning, fald og genrejsning i 

det midtvictorianske samfund, 

men den er mere end det. Den er 

en eksemplarisk beretning om 

nødvendigheden af illusionsløst at 

se virkeligheden i øjnene, at kaste 

det realistiske blik på verden, det 

perspektiv som romanen selv 

anlægger og er. Dermed er den i 

virkeligheden også en metaroman, 

en roman som via sin 

hovedpersons åndelige dannelse 

bliver en parabel over romanens 

egen tilblivelse, dens grundlag og 

eksistensberettigelse, og en sådan 

fortjener både klassikerstatus og 

nyoversættelse. 

16 


Sådan går det 

i det moderne gennembrud 

»Den lukkede bog« åbner døren for gamle spørgsmål om kærlighedens 

vilkår — med en pudsig blanding af kloge og gevaldigt naive 

fortællerkommentarer oprulles en moderne kvindes livsforløb 

Jette A. Kaarsbøl 

Den lukkede bog 


Gyldendal 

Anmeldt af Vibeke Theisen 

Jette A. Kaarsbøl (f.1961) debuterer 

med en murstensroman fra det 

moderne gennembruds første år. 

En af nordisk litteraturforsknings 

stærkest belyste faser, og jævnligt 

periodebagtæppe i nyere fiktionslitteratur. 

Er ikke damernes emancipation, 

familieinstitutionen, 

patriarkatet og sædelighedsfejden 

vendt og drejet så grundigt, at det 

synes umuligt at koge mere suppe 

på den pind? Åbenbart ikke. Det 

er lykkedes Kaarsbøl at finde ny 

substans i debattemaerne. 

Debutanten har den dristighed 

at anbringe sin kvindelige hovedperson 

i centrum af modernitetsdebatten 

og det dertilhørende forsøg 

på at leve moderne, dvs. i sin 

frit valgte frihed — brødrene 

Brandes, Bang, Krøyer med flere 

hører til personkredsen. Den velopdragne 

Frederikke, 21 år i 1875, 

indgår et fornuftsægteskab med 

vennen Frederik Faber, spydspids 

inden for socialmedicinen, ikkekonform, 

idealistisk, smuk. 

Kredsen opfører sig og diskuterer 

som de moderne mennesker, de er. 

Miljøet er velkendt og handlingen 

forudsigelig: Frederikkes valgsituation 

som giftefærdig frøken så vel 

som hendes senere sammenbrud. 

Den læser, der kender periodens 

kvindelige forfattere, nikker genkendende, 

den blaserte læser kvæler 

et gab. Når Kaarsbøl kan få 

undertegnede til at læse interesseret 

videre, er det af flere grunde. 

Først en elementært spændingsskabende 

komposition, som 

for en begynder i faget er imponerende 

gennemført. Prolog og epilog, 

derimellem 62 kapitler, hvor 

der krydsklippes mellem årene 

1875-83, forhåbnings- og sammenbrudstiden, 

og 1932-33, hvor 

Frederikke ses som en ordinært 

gammelvred, ja forbitret kvinde, 

lænket til en stol i karnappen. 

Hendes lidenskab er reduceret til 

at betænke Frederik, som hun ikke 

har haft forbindelse med i et halvt 

århundrede, i sit testamente. Hvorfor 

gik det sådan, hvad skete der? 

Svarene findes fortrinsvist i periodens 

miljø, i det forhold, at det 

moderne gennembruds frisind blot 

Foto: Morten Holtum 

er tilsyneladende. Bornertheden 

og angsten hersker under de radikale 

floskler. Så måtte det gå sådan. 

Så er der fortællestilen, som på 

én gang er irriterende og spændende. 

Den går ustandselig over sine 

bredder, men den kamel sluges, 

fordi der altid fortælles seriøst om 

det centrale. Gåden, Frederikke 

søger at løse — forholdet til læge- 

manden — er nuanceret skildret. 

Begge parter beskrives med indfølende 

overbærenhed og ondskabsfuld 

distance, idet fortællerinstansen 

uden større vanskeligheder 

pendulerer mellem empati og sarkasme. 

Og efter en vis tilvænning 

forstyrrer det ikke, at man ofte 

undrer sig over, om det nu er forfatter, 

fortæller eller romanfigur, 

der bærer følelsen. Overhovedet er 

fortællestilen uforfærdet anarkistisk. 

Kaarsbøls grundprincip er at 

give efter for sine impulser. 

Registret spænder 

fra natur- og miljøskildringer 

af naturalistisk 

tilsnit, nærmest 

pontoppidansk pertentlighed, 

over humoristisk 

løsslupne personbeskrivelser 

à la 

Dickens, til knaphed og 

saglig ironi, ja kulde. 

Der kan falde små 

essays af, spækket med 

læserhenvendelser og 

selvkommenterende 

bemærkninger i den 

postmoderne manér. 

Store sager tages under 

behandling i essayafsnittene: 

frihedens 

begreb, parasitisme, 

fysisk skønhed og teodicéproblemet. 

De fleste 

af disse indstik er 

facile indtil det flove. 

Men helhedsindtrykket 

er tvangsfrihed og 

undertiden vildskab i 

glæden ved at berette. 

Hertil kommer en spænding, der 

ligger i, at hovedpersonen portrætteres 

med distance af sin autor. 

Man fængsles af personen Frederikke 

på trods af /i kraft af fortællerkulden. 

Frederikke skildres 

ikke sympatisk. De uflatterende 

sider (bornerthed, forkælelse, selvmedlidenhed, 

hysterisk adfærd) 

ved denne intelligente kvinde udvikles 

logisk, i takt med hendes

forhåbningers og modernitetens 

fallit. Hun bliver systematisk dummere. 

Tematisk betragtet, i behandlingen 

af ægteskab og kærlighed, må 

debutanten siges at løfte opgaven. 

Frederik og Frederikkes giftermål 

er en handel, med frihed som kontraktens 

kardinalpunkt. For den 

duperede pige, som ikke ved af 

sin egen sanselighed og kun aner 

konturerne af sin dybe forelskelse 

i Frederik, er ægteskabet opfyldelsen 

af en ønskedrøm: forsørgelse i 

et interessant miljø og livstidssikret 

respektabilitet uden seksuel 

modydelse. Hun er ikke kapabel at 

læse, hvad der står med småt i 

ægtepagten, nemlig at hun bliver 

et instrument til at sikre hans 

respektabilitet ved at camouflere 

hans homoseksualitet. Dette indser 

hun sent, for flere bøger er 

længe lukkede for hende, og én 

forbliver uåbnet. Med kapitlet om 

Frederikkes overreaktion på 

Herman Bang ser læseren, hvad 

Frederiks manøvre skal dække 

over, og får dybere indsigt i, hvorfor 

det måtte gå Frederikke sådan. 

Bang kommer i visit, fortvivlet 

over modtagelsen af »Haabløse 

Slægter«. Frederikke afviser ham 

og bogen med væmmelse og 

panisk raseri. Først tre år senere 

ved hun besked, men hun kan 

ikke handle klogt. Kaarsbøl får her 

fortalt, at det ikke kun er frustreret 

begær, der døver Frederikkes 

intelligens og nysgerrighed, og 

som dermed afskærer hende fra at 

kende sine misvisninger, men 

angst. En konfrontation med det 

barske, men følelsesfulde udsagn i 

Bangs roman — altså den lange, 

sædelighedskrænkende førsteudgave 

fra 1880 — om biologisk arv 

og driftens altødelæggende kraft, 

ville have givet hende den mulighed 

at betragte sit liv som andet 

end et produkt af omstændigheder. 

»Den lukkede bog« bliver i og 

med sin klare tematiske affinitet 

til Bangs værk også et defensorat 

for kunsten. 

Det er tænkeligt, at Kaarsbøl 

har henlagt sin roman til 1870erne 

— dengang ægteskabet for en 

kvinde var et spørgsmål om liv 

eller ikke-liv — for at tydeliggøre, 

hvilket eksistentielt valg, kærlighedsvalget 

er. Frederikke selv når 

ikke længere end til den position, 

som Kamilla Falk formulerer over 

for William Høg/Herman Bang: 

»[...]vi Damer sidder vort halve 

Liv og venter paa at blive »lykkelige«, 

og det andet Halve sidder vi i 

en Krog og sørger over, at vi ikke 

er blevet det«. 

»De døde er levende, 

der ikke har fået 

kærlighed nok« 

Dorrit Willumsen 

Bruden fra Gent 


Gyldendal 

Anmeldt af Brian Andreasen 

Kong Christiern II (1481-1559) er 

efterhånden et velkendt kapitel i 

dansk litteratur med det nok mest 

prominente eksempel i Johs. V. 

Jensens århundredesklassiker 

»Kongens fald«. Også hans kvinder 

er der skrevet om: Elskerinden 

Dyveke, hendes mor Sigbrit Willumsdatter 

og hustruen dronning 

Elisabeth er alle portrætteret i min 

barndoms klassikertrilogi af Herta 

J. Enevoldsen, mens den yngste 

datter Christine er blevet ’iværksat’ 

af Helle Stangerup. Med »Bruden 

fra Gent« føjes endnu et smukt 

kvindeportræt til dette royale galleri, 

idet dronning Elisabeth nu 

har fået sin egen roman. 

Det er fortællingen om den kun 

fjortenårige Elisabeth — barnebarn 

af den mægtige kejser Maximilian 

I af Habsburg — der som andenprioritet 

efter den smukkere og 

mere magtpolitisk anvendelige 

søster, Eleonora, sendes fra Nederlandene 

til Danmark for at blive 

giftet bort til Christiern. Med besvær 

når hun sit fremtidige kongerige 

fast besluttet på at være en god 

hustru, og hun længes efter at møde 

den mand, hun skal elske. Men 

han elsker allerede — Dyveke. 

I en indfølt prosastil righoldig 

på stemningsmættede poetiske 

indslag tegnes et psykologisk portræt 

af denne unge kvinde, hvis 

gode hjerte og rene sind på trods 

af sin mands kølige ligegyldighed 

byder hende at elske og ære ham 

med det siden så berømte diktum: 

»Hvor min konge er, dér er mit 

kongerige!«. Selvom Dyvekes 

mystiske død — på hvilken Willumsen 

giver endnu en farverig 

forklaring — medfører en stigende 

interesse hos kongen, og Elisabeth 

— en historisk romanbiografi poetisk orkestreret 

af kærlighedens universelle tema 

endelig kan blive besteget og 

besvangret, så hun kan tjene sin 

mand behørigt, elsker Christiern 

ikke som med Dyveke. Da kongens 

og rigets situation er mest fortvivlet, 

og Elisabeth er blevet sendt på 

tiggerrunde hos sine rige slægtninge, 

må hun indse, at hun altid blot 

har været en brik i et magtspil — 

hun er bruden fra Gent. 

Romanen er naturligvis en fantasi 

over Elisabeths liv og sjælelandskab, 

for den undersøger højst 

intime og udokumenterede aspekter 

ved dronningens psyke og privatliv 

— herunder bekendelsen 

om, at »jeg har striglet mig steder, 

hvor det ikke er ganske nødvendigt 

at blive striglet«. Men det 

bekendelseslitterære til trods bliver 

stilen aldrig plat, tværtimod 

lykkes det Willumsen at skabe et 

fuldblodsbillede af en barnehustru, 

der — selv med et fromt 

sind — kun kan se verden ét sted 

fra: sig selv. 

Romanen derimod har flere 

blikke. Overlegent fletter Willumsen 

Elisabeths jeg-fortælling sammen 

med de andre personers synsvinkler, 

der dog holdes enten i 

dækket direkte tale eller en endnu 

(roman) 

fjernere tredjeperson; 

det er bl.a. med 

dette virkemiddel, 

at Christiern II stilistisk 

holdes på 

afstand — for læseren 

som for 

Elisabeth virker han 

fremmed. 

Ud over at have 

et kernepunkt i 

hovedpersonen har 

værket en anden 

stærk mørtel: Den er 

en rapsodi om kærlighed. 

Endnu før vi 

møder Elisabeth 

første gang, har vi 

stiftet bekendtskab 

med Kejser Maximilian 

I’s inderste 

tanker om sine tre 

kvinder: Den underskønne hofdame, 

den kvindelige sjælefrænde, 

der døde alt for ung, og til sidst 

den utåleligt barnlige fyrstedatter, 

som hængte ved længst, men i 

kærlighedslængsel dræbte den 

smule kærlighed, der var. Vi hører 

om Elisabeths forældre, Filip I af 

Spanien og dronning Johanna, 

hvis styrtende forelskelse endte i 

galskab for Johanna og gav hende 

tilnavnet ’den Vanvittige’. Selv 

grimme Mor Sigbrits engangseskapade 

med en mørk fremmed, der 

resulterede i den smukke Dyveke, 

tegnes for os. Overalt er der historier 

om kærlighed, men hver lille 

kærlighedsmelodi ender i sidste 

ende disharmonisk — altid er 

rammerne forkerte og personerne 

fangne i deres egne længsler. Men 

den er der — kærligheden — i 

sine mange uforudsigelige former. 

Med vanlig sans for det vanskelige 

blandingsforhold mellem 

historisk fakticitet og kunstnerisk 

empati er det endnu en gang lykkedes 

Dorrit Willumsen at give os 

en historisk roman, der bevidst 

om sin genre udnytter den til 

fulde. 


(roman) 

Bent Vinn Nielsen 

Labyrintbyen 


Aschehoug 

Anmeldt af Anne Marie Dinesen 

Når man har læst Bent Vinn Nielsens 

»En skidt knægt«, kan man 

ikke undgå at blive fælt skuffet 

over denne »Hjemstavnsroman 

med indstik«, som undertitlen 

lyder på. 

Hjemstavnen er en lille landsby 

i Vendsyssel, men man kan ikke 

rigtig sige, at der er tale om en 

roman. I hvert fald ikke hvis man 

18 

Smittet af en grillbar 

Bent Vinns bogfjols glemmer at gøre det interessant 


forventer en eller anden form for 

komposition. Der er snarere tale 

om lidt løst henkastede erindringer 

om mennesker fra landsbyen 

og opland. 

Den voksne fortæller, der vender 

tilbage til barndommens univers 

i 1960’erne, udtrykker flere 

gange om sin landsby »Skid hul i 

Lustrup«. En betragtning der er 

affødt af fortællerens position i 

landsbyen som den sære dreng, 

»et skravl, en tværing og en mærkelig 

starut. Man fik aldrig egen 

knallert.« 

Da denne anmelder er vokset 

op i stort set de samme lokaliteter, 

ved man udmærket, at egen knal- 

Forladt og forsømt 

Elena Ferrante 

Forladte dage 

(I giorni dell’abandono) 

Oversat af Nina Gross 


Athene 

Anmeldt af Birgit Eriksson 

»Forladte dage« er Elena Ferrantes 

anden roman. I Italien udkom den 

ti år efter hendes debutroman, 

»L’amore molesto«, fra 1992. Jeg 

har ikke læst den første roman, 

men at dømme efter titlen er der 

et tematisk fællesskab mellem den 

og den nye roman. »Forladte 

dage« handler i hvert fald også om 

kærlighed og heller ikke her den 

lykkelige, men den ødelagte og 

især ødelæggende af slagsen. 

Fortælleren, Olga, som også er den 

altdominerende hovedperson, bliver 

nemlig forladt af sin mand, og 

romanen følger hendes fysiske og 

psykiske nedtur efter bruddet. 

Olga er 38 år og bor i Torino, 

hvor hun efter mandens exit til en 

yngre kvinde forgæves forsøger at 

holde sammen på sig selv, sine 

følelser og sit liv med to børn og 

hund. Det gør hun på en måde, 

som nok er lige så almindelig, som 

lert på daværende verdenshistoriske 

tidspunkt var et væsentligt statussymbol. 

Nu er det sikkert ikke 

kun fraværet af dette symbol, der 

så mange år efter stadigvæk martrer 

fortælleren og giver anledning 

til en fortællertone, der veksler 

mellem hån og foragt, når landsbyens 

borgere omtales som samlet 

gruppe. 

Det er nok snarere det faktum, 

at fortælleren også — med egne 

ord — var et »bogfjols«. Det er 

naturligvis ikke enkelt at være et 

læsende væsen i et miljø, hvor 

udboring af knallerter anses for at 

være en højere kunstform. Men 

det virker på en eller anden måde 

Om hvad der sker, når manden går sin vej og tager kvindens 

identitet med sig 

den er uproduktiv. Hun forsøger at 

vinde den eftertragtede Mario tilbage 

ved skiftevis at ville forføre 

ham med forståelse, smart makeup 

og hans yndlingskødboller, ved i 

alenlange breve at insistere på at 

få hans grunde at vide og ved at 

angribe ham med skrig, skrål og 

bitre anklager. 

Hendes beretning begynder den 

dag, da Mario uventet forlader 

hende, og vi følger hende gennem 

de følgende dage og måneder, hvor 

hendes liv går i opløsning, virkeligheden 

bliver stadig sværere at 

gribe, og hun ikke kan andet end 

at være en forladt kvinde. At kønnet 

er vigtigt, understreges af hendes 

fysiske opløsning, da hun ikke 

længere bliver begæret af nogen, af 

hendes nyvundne frihed til at sige 

pik, kusse og andre vulgære ord 

og af hendes bitterhed over at 

have deponeret sin tidligere selvsikkerhed 

i den nu meningsløse 

identitet som Marios hustru. 

Romanen kommer på denne måde 

til at handle mere om hendes 

sært, at den voksne fortæller stadigvæk 

kan blive så vrissen over 

landsbyens mangel på udvikling 

og forandring. 

Man har selvfølgelig lov til at 

være vrissen over, at folk i ens 

gamle landsby stadigvæk så 

mange år efter »vil drikke grillbajere 

og spise grillfritter og grillburgere 

og snakke om grillpatter og 

grillfisse.« Men er det egentlig 

interessant? 

Fortælleren bryder sig tydeligvis 

ikke om de mennesker, han er 

vokset op blandt, og dem, han 

vælger at berette nærmere om, 

interesserer ham ikke noget 

særligt. Og så er det som læser 

også ret vanskeligt at undgå at 

kede sig. 

Man ville jo langt hellere have 

hørt noget om »bogfjolset« og hans 

oplevelser. Man ville gerne have 

haft lidt mere fra ’hovedstolen’. 

Bent Vinn Nielsen er en fremragende 

fortæller, men i denne bog 

gider han ikke rigtig fortælle os 

noget. Det er som om fortælleren 

er blevet smittet en smule af stemningen 

i grillbaren. 

identitet som kvinde end om forholdet 

til Mario. Hun vender da 

også gentagne gange tilbage til en 

barndomserindring om en forladt 

kvinde, der begik selvmord, og til 

de bøger om forladte kvinder, som 

hun i et tidligere ungdommeligt 

overmod havde taget afstand fra, 

fordi de placerede kvinder i en 

uselvstændig offerrolle. 

Dermed synes romanen også at 

advare den kvindelige læser (og 

jeg tror ikke, at mange mænd vil 

læse bogen) mod selvsikkert at 

skyde Olgas deroute fra sig, fordi 

hun længe kun synes at få identitet 

gennem forholdet til en mand. 

Advarslen ændrer dog ikke ved, at 

»Forladte dage« et godt stykke af 

vejen er lige så anstrengende som 

én, der ikke kan holde op med at 

tale om, hvordan og hvorfor hun 

blev vraget, og slet ikke kan få øje 

på resten af verden. Til sidst 

begynder man jo næsten at forstå 

manden. I den forstand er romanen 

måske nok realistisk, men 

dens verden er også klaustrofobisk 

lille, selv om den bliver fyldt med 

bræk, myrer og uvaskede kroppe. 

At den indimellem synes at få tilsat 

lidt Kafka, kan da heller ikke 

helt holde banaliteten på afstand. 

Man længes efter at komme videre, 

og det lykkes da også til slut. 

Hvordan, kan man læse i »Forladte 

dage«, hvis man da ellers 

kan holde Olga ud så længe.

er stærkt dalende 

og krimierne fortrænger 

»bogsalget 

den egentlige skønlitteratur«. 

Det var et af de symptomer på øjeblikkets 

dårligdomme, som Jess Ørnsbo 

rev kulturministeren i næsen i et vredt 

indlæg i Weekendavisen i oktober. Hvad 

der dog kan løbe kloge folk i pennen, når 

kulturkampen bliver hed! Bemærkningen 

kan tjene som anledning til at anbefale 

nogle af de bedre tilbud i de første 

tre kvartalers stak af det, som vel herefter 

må være den uegentlige skønlitteratur. 

De hårde nysere kan glæde sig over, at 

James Crumley har suppleret sin sparsomme 

produktion med »Det sidste 

land«. Hans nu 60-årige detektiv Milo 

Milodragovitch kæmper så at sige ene 

mand mod hele det amerikanske establishment, 

og det går hæmningsløst til. 

Plottet er ganske vist (Crumleys vane tro) 

noget rod, men hans ubændige sprog og 

desperate engagement byder på en stor 

læseoplevelse. Mere stringent viderefører 

Michael Connelly arven fra Raymond 

Chandler i »Mørkere end natten«, hvor 

hans helt, den egensindige politimand 

Harry Bosch, både er det vidne, hvis 

udsagn skal fælde en fremstående 

erhvervsping, og den mistænkte i en 

grim sag om et modbydeligt mord. Her er 

intrigen spundet af en mester, og den 

føres igennem med skånselsløs præcision. 

Spændende og underholdende. 

Svenske Arne Dahl leverer i »Europa 

Blues« sin fjerde roman om rigspolitiets 

særlige indsatsgruppe. Dahl repeterer 

mørke sider af det tyvende århundrede, 

ikke mindst i Sverige, hvor man er »verdensmestre 

i at feje ind under gulvtæppet«. 

Perfekt politiroman med intelligent 

efterforskning, som åbner makabre sager, 

der er des mere anfægtende, fordi det er 

k r i m i h j ø r n e t 

Den uegentlige 

Af Anton Koch-Nielsen 

skønlitteratur 

svært at fatte sympati for ofrene. 

Samtidig er det en begavet analyse af det 

(de) samfund, hvor disse forbrydelser 

blev mulige. 

Gunnar Staalesen fornyer med »Som 

i et spejl« læsernes bekendtskab med 

den bergensiske privatdetektiv Varg 

Veum. Klientens søster og svoger er forsvundet, 

og Veum fatter hurtigt, at der er 

en sammenhæng til en 35 år gammel tragedie, 

hvor klientens mor omkom. Men 

hvilken? Og hvad er svogerens job egentlig? 

Veum skal igennem et væv af løgne 

og halve sandheder. God klassisk krimi. 

Er man til det hyggelige, kan man fornøje 

sig med Alexander McCall Smiths 

to romaner om »Damernes detektivbureau 

nr. 1«. Bureauet ligger i Botswana. 

Det åbnes af den trivelige Precious 

Ramotswe, hvis ambition ikke er at stede 

forbrydere for retfærdigheden, men at 

formidle løsninger, så alle parters interesser 

tilgodeses. Der fortælles om en 

række sager, og et par af dem er alvorlige 

nok, så Ramotswe får brug for sine talenter 

for efterforskning. Men krimiindslagene 

er kun episoder (eller anekdoter), 

der muliggør munter fortælling om Ramotswes 

meget afrikanske liv. Spændingen 

erstattes af underfundig og charmerende 

underholdning. Og så lidt til, 

for McCall Smith er naturligvis slet ikke 

så naiv, som man ved første blik kunne 

tro! 

Den hjemlige høst har været sparsom. 

Gretelise Holm befæster med »Robinsonmordene« 

sin position som sanddru 

reporter om nutidig dansk virkelighed. 

Hendes journalist-detektiv, den midaldrende 

Karin Sommer, vil skrive en bog 

om fortidens hekseprocesser, og for at få 

fred til det slår hun sig ned på en lille ø. 

Her præsenteres hun for den bekymrede 

sladder om lidt for pludselige dødsfald 

(klumme) 

på øens plejehjem (undskyld — nu hedder 

det jo »seniorservicecenter«). Hvad 

er fup, hvad er fakta? Den kollektive 

viden i ‘folkedybet’ leder jo tanken hen 

på den heksejagt, Karin arbejder med. 

Det er kompetent krimi med gode spor 

og præcise tværsnit af betændte relationer 

i dagens Danmark. 

Besættelsestiden danner baggrund for 

Steen Langstrups »Stikker«. De er fem i 

en modstandsgruppe i november 1944 — 

og de bliver klar over, at én af dem sladrer 

til Gestapo. To og to søger de at stille 

fælder for hinanden, at gennemskue 

hvem forræderen er. Det er uhyggeligt 

spændende, en barsk illustration af, at 

»Krig handler ikke om at gøre det rigtige. 

Krig handler om at overleve«. 

Sandheden gemmes elegant — den får 

læseren først med romanens allersidste 

ord. 

Uegentlig skønlitteratur? — Sov fortsat 

godt, Jess Ørnsbo! 

Michael Connelly: Mørkere end natten, 

oversat af Søren K. Barsøe, 345 sider, 

299 kr., Klim. 

James Crumley: Det sidste land, oversat 

af Søren K. Barsøe. 293 sider, 298 kr., 

Klim. 

Arne Dahl: Europa Blues, oversat af 

Anders Johansen, 358 sider, 299 kr., 

Modtryk. 

Gretelise Holm: Robinson-mordene, 295 

sider, 229 kr., Aschehoug. 

Steen Langstrup: Stikker, 184 sider, 248 

kr., 2 Feet Entertainment. 

Alexander McCall Smith: »Damernes 

Detektivbureau nr. 1« og »Giraffens 

tårer«, begge oversat af Merete Ries, hhv. 

271 og 261 sider, pr. stk. 299 kr., Forlaget 

Ries. 

Gunnar Staalesen: Som i et spejl, oversat 

af Ilse M. Haugaard, 287 sider, Vindrose. 


(roman) 

Fåreheim forever 

Charlotte Weitze 

Brevbæreren 



Anmeldt af Mette Bentholm 

Kaspars højeste ønske er at blive 

postbud, at trodse vind og vejr for 

at bringe bud, helst glædelige (de 

sørgelige kan gemmes i posttaskens 

hemmelige rum), der kan 

ændre folks liv. Men Kaspar er 

albino, kan ikke tåle sollys og spiser 

D-vitaminer i eventyrlige 

mængder. Når han bliver brændt 

af solen, falder huden af i flager 

og et andet ansigt træder frem. 

Skinnet bedrager. Og det gør 

Kaspars mor også. For i virkeligheden 

er sønnens sygdom en løgn, 

hun har fundet på for at beskytte 

ham. Under Kaspars hvide hud 

gemmer sig nemlig et ansigt, der 

har alt for mange ligheder med 

den tilsyneladende barnløse konge 

i landet. 

Med en blanding af skæv og 

skør hverdagsrealisme og folkeeventyrets 

morale, symbolik og fantastik 

har Charlotte Weitze (f. 

1974) skrevet en sær, pudsig og 

stilsikker fortælling om et menneskes 

udvikling, hans søgen efter 

20 

Charlotte Weitzes anden roman er (i)sær, intelligent, underholdende og 

særdeles godt skrevet 

Vibeke Grønfeldt 

Det nye 



Anmeldt af Benedikte Marcussen 

Lis er hovedpersonen i »Det nye«, 

og hun lever for nyheder. Hun 

begynder dagen med aviser og 

radio, derefter fortsætter hun på 

nettet, hvor hun holder sig orienteret 

på diverse nyhedstjenester, 


sine rødder, kærligheden og, dermed, 

sig selv. Det lyder banalt og 

svulstigt. Men under Weitzes kyn- 

og tv-nyhederne kører imens. Hun 

irriteres over at få besøg og telefonopkald 

fra sine mangeårige 

venner Margrete og Johannes, ligesom 

datteren altid forstyrrer, lige 

når Lis er midt i en nyhed. 

Plottet i den knap 500 sider 

lange roman er minimalt. Romanen 

består af fire-syv sider lange 

kapitler og slutter med nummer 

75. Faktisk er der 76 kapitler, fordi 

der er 2 kapitler nummereret ’64’ 

— jeg har ikke fundet anden begrundelse, 

end at det må være en 

Udsnit af omslag. Omslag af Mark Airs/Saltomortale 

dige og kølige behandling er 

»Brevbæreren« alt andet; romanen 

er på én gang meget enkel og 

Sandheden begynder i kroppen 

fejl. Hvert kapitel indeholder den 

eller de af dagens nyhedshistorier, 

som optager Lis, og kapitlerne 

indeholder ofte almanaklignende 

oplysninger om f.eks. den pågældende 

dags fugl, ulykke, vejrudsigt, 

navn eller kostråd. De seriøse 

nyhedshistorier er ikke mere interessante 

end nyheden med et menneskeligt 

ansigt. »11. september« 

er mindre interessant end sygehistorien 

om den berømte døende 

popsangerinde. Det er historier om 

lottomillionærer, voldtægtsofre og 

meget mærkelig, og den efterlod 

mig sært underholdt. 

Kaspar får sit ønske opfyldt. En 

lille by skal have ny landpost på 

en næsten ufremkommelig rute til 

den fjerntliggende bygd, hvor vejret 

altid er dårligt. Kaspar takker 

taknemmeligt ja og drager afsted. 

Postbudet, kongesønnen, tager på 

sin udviklingsrejse. Til Fåreheim, 

som bygden hedder, og snarere 

end hyggeligt er det et unheimlich 

sted, befolket af får (som man heller 

ikke skal skue på skinnet) og 

sære eksistenser. Her dør postbudene 

ikke; de går helt bogstaveligt 

til de evige postbudsmarker, 

lægger deres uniform og er borte. 

Kaspar overtager ruten fra den 

gamle Rainer Rusk, og han lister 

efter den gamle mand på dennes 

sidste rejse. For at finde tilbage på 

stien til de levende, sætter Kaspar 

frimærker på stenene langs vejen. 

Og Kaspars drømmepige er fløjtenisten 

Lærke, der med sit eventyrlige 

spil fænger fårene og lokker 

dem til slagtning. 

Weitze inkorporerer intelligent 

eventyrgenrens stereotyper i romanen, 

der samtidig indeholder 

ingenlunde overnaturlige ting som 

beskidte underbukser (dem er der 

mange af), sladderblade og solarier. 

Personerne taler og opfører sig 

pudsigt kluntet og meget ueventyrligt: 

»Jeg piller lige lidt ved dig«, 

siger Kaspar til Lærke, da han 

endelig har hende i sin seng. Han 

bliver imidlertid frastødt af hendes 

»poseagtige bryster« og kan 

alligevel ikke. »Det er i orden«, 

siger den pludseligt pragmatiske 

Lærke, »jeg har heller aldrig tænkt 

på noget mellem os to«. Se, sådan 

skal et rigtigt eventyr skrives. 

Grønfeldt har begået en roman om en voksende afhængighed af at være med og være på 

— »Det nye« er skrevet som på sandhedsserum og i den smukkeste, sprøde prosa 

pensionerede postmestre, der 

svovler over ungdommens forfald, 

som interesserer Lis. I ophobningen 

af nyhedshistorier mimer romanens 

form læserens følelse efter 

endt læsning — følelsen af at være 

udmattet og stopfodret af en uendelig 

kværnen af historie på historie 

uden at opleve nogen nævneværdig 

forandring eller udvikling. 

Skal man pege på en udvikling 

i romanen, er det udviklingen af 

en opløsning af Lis’ liv samtidig 

med, at ophobningen af nyheder

fortsætter uændret. I begyndelsen 

af romanen, mens Lis stadig får 

(irriterende) besøg, kommenteres 

nyhedshistorierne af Lis og de 

besøgende. Men i takt med at 

besøgene ebber ud, forsvinder 

kommentarerne og Lis’ tilstedeværelse, 

hun høres ikke længere i 

hvert kapitel, kun nyhederne er 

tilbage. Samtidig forfalder hendes 

hus, og døgnet opløses. Hun sover 

ikke om natten og er ikke vågen 

om dagen, men slumrer ind foran 

fjernsynet i kortere perioder, fordi 

alle døgnets 24 timer har samme 

betydning for nyheder. 

Endnu engang aflæser 

Grønfeldt seismografisk forskydningerne 

i vores dagligdag. I hendes 

forrige roman, »Om mig«, var 

blikket blandt andet rettet mod 

alle de ubrugelige informationer, 

vi møder hver dag. I »Det nye« 

tager nyhederne over, og hovedpersonens 

afhængighed af nyheder 

fører til opløsning. 

I Grønfeldts prosa lyser surreelle 

sansede øjeblikke, hvor tiden 

står stille i et nu, igennem prosaens 

realisme. De surreelle momenter 

viser sig især i selskab med 

ældre mennesker eller beroligende 

stimulanser. Portere, portvin og 

sovepiller indtages i »Det nye« for 

at komme i den døsige tilstand, 

hvor der drømmes, lugtes og erindres: 

»Når overfladen bedøves, 

åbnes andre døre. Kroppen bliver 

ved med at drømme.« Hos 

Grønfeldt er det i sansningen og i 

kroppen, at sandheden begynder. I 

dét, som kroppen smager, mærker, 

lugter, ser, hører og drømmer. Og 

den drømmende tilstand, der 

åbnes for, rummer sandheder, som 

vi ikke finder i det, der kaldes virkelighed. 

Grønfeldts prosa er på en gang 

skræmmende i sit indhold og 

lysende i sin skønhed. »Det nye« 

åbner sin læsers øjne både mod 

virkeligheden og sig selv. Det må 

være en stor ros. 

Foto: Lars Gjødvad 

Inge Eriksen 

Citrontræet 


Gyldendal 

Anmeldt af 

Steen Klitgård Povlsen 

Hvad udad tabes 

Nøgtern og livsbekræftende roman om den grumme verden 

og den lille lykke 

Inge Eriksen er en egenrådig forfatter, 

der bliver ved med at skrive 

om det politisk ukorrekte, selv om 

hun gang på gang får at vide, at 

det irriterer anmelderne. Politik 

f.eks. Ikke bare sociale spørgsmål, 

rige og fattige og sådan noget, nej 

rigtig partipolitik, Brian Mikkelsen 

og Anders Fogh Rasmussen — det 

er smuds, under lavmål, det kan 

man ikke, synes den almindelige 

mening at være. 

Inge Eriksen kan, hun insisterer 

på, at den slags typer er en vigtig 

del af det Danmark, hun ønsker at 

beskrive. I hendes nyeste bog, 

»Citrontræet«, er hovedpersonen 

en ældre lektor i filmvidenskab 

ved Københavns Universitet, 

Randi, der ikke alene blev grundigt 

forskrækket af 11. september 

2001, men også af det efterfølgende 

valg i Danmark, der bragte den 

endnu siddende borgerlige regering 

til magten. Hun spekulerer 

naturligvis over forbindelsen mellem 

disse to begivenheder og er 

generelt bekymret over højredrejningen 

i verden. Hvordan kommer 

den til at præge hendes videre liv? 

En af de andre politisk ukorrekte 

ting, Inge Eriksen skriver om, er 

universitetet. I betragtning af hvor 

mange nyere danske forfattere, der 

har haft deres gang dér, er det bemærkelsesværdigt, 

hvor lidt det 

optræder i litteraturen. Det synes 

også at være under lavmål. Men 

Randi er ekspert i amerikansk 

filmhistorie og er i gang med et 

undervisnings- og forskningsprojekt 

om Hollywoods modstand 

mod McCarthy-ismen i begyndelsen 

af 1950’erne. Hun interesserer 

sig for det andet Amerika, og hvis 

hun kan få gjort sine studerende 

opmærksom på dette, kan hun yde 

en lille skærv til modstanden mod 

den tiltagende formørkelse i det 

internationale politiske klima, 

håber hun. »Citrontræet« indeholder 

her den så vidt jeg ved første 

specialevejledningsskildring i 

dansk litteratur: rørende og i øvrigt 

meget realistisk i følge undertegnedes 

erfaringer. Det virker, 

som om Randi kommer igennem 

med sine holdninger over for de 

unge mennesker. 

Og det er i det hele taget dobbeltheden 

i Randis liv: I den store 

verden går det ad helvede til, men 

privat har hun succes. Hun har det 

godt med sin fraskilte mand, hendes 

to børn trives og formerer sig, 

hun har venner og familie omkring 

sig, hvoraf en ældre tante 

ganske vist dør, men det gør ældre 

mennesker jo; og en tvangsgiftet 

indvandrerkvinde, som hun og 

netværket forsøger at redde fra det 

forfærdelige ægteskab, begår selvmord. 

Tragisk ja, men det sætter 

(roman) 

Foto: Thomas Borberg 

skub i Randis lillebror, så han får 

mod til at gøre det, han altid har 

drømt om: melde sig til Læger 

uden grænser. Sorg vendes til 

glæde, hvad udad tabes bliver 

indad vundet. Selv den gamle kliché 

i dansk litteratur: kolonihaven, 

får en renæssance. Den bliver redningen 

for en af Randis desillusionerede 

veninder; her findes endnu 

den sociale bevidsthed, der er 

under hastig afvikling i præsident 

Bushs og Anders Fogh Rasmussens 

brutale verden. 

Det er styrken i Inge Eriksens 

univers, at det eskapistiske i 

denne problemstilling reflekteres, 

og glæden ved den private lykke 

fastholdes, vel vidende at det virker 

paradoksalt i denne verden. 

Det gør »Citrontræet« til en i bedste 

forstand nøgtern bog, en bog 

man kan glæde sig ved i en kold 

tid, et livstegn midt i elendigheden, 

ligesom det citrontræ der 

stod uden for det hus i Jerusalem, 

hvor Randi en tid boede hos en 

gammel palæstinenser. Efter den 

verdenshistoriske gestus i trilogien 

»Sommerfuglens Vinge«, der nok 

var storslået, men også i passager 

langtrukken og retorisk opsvulmet, 

er Inge Eriksen her tilbage i det 

mindre format. Og det klæder hende. 

Der er her en intensitet både i 

vreden og i varmen, som havde 

tendens til at fordufte i den store 

form. Det har været en glæde at 

læse »Citrontræet«. 


(roman) 

Yann Martel 

Pi’s liv 

(Life of Pi) 

Oversat af Henrik Andersen 


Borgen 

Anmeldt af Kirsten Holst Petersen 

Yann Martels fortælling om en 

indisk dreng, der overlever 227 

dage om bord på en redningsbåd i 

selskab med en 225 kg bengalsk 

tiger, mens de omgivet af hajer 

krydser Stillehavet, formår at 

overraske — i hvert tilfælde denne 

læser — til trods for, at den gør 

brug af alle de efterhånden gammelkendte 

postmoderne tricks: en 

fingeret virkelig biografisk fortælling, 

fortalt i 1. person til en fingeret 

virkelig fortæller, der er kommet 

på sporet af historien ved at 

tale med en fingeret virkelig mand, 

han traf på en rejse til Indien. 

Forfatterens forord starter i virkeligheden. 

Yann Martel er rejst til 

Indien for at skrive en bog, som 

imidlertid ikke vil lykkes, og her 

kom Martel i tanker om en boganmeldelse, 

han havde læst for lang 

tid siden. Bogen »Max and the 

Cats«, skrevet af den brasilianske 

22 


Foto: Danielle Schaub 

Tigernatur 

Yann Martels fortælling om drengen og tigeren om bord 

i en redningsbåd overbeviser med sin sammenkobling 

af videnskab og religion 

forfatter Moacyr Scliar handler om 

en jødisk dreng, der overlever i en 

redningsbåd sammen med en sort 

panter. Det lugter unægteligt af 

plagiat, og den brasilianske forfatter 

har da også truet med sagsanlæg. 

Martel, der åbent anerkender 

lånet, har ingen skrupler i den 

anledning. »Jeg så nogle præmisser, 

jeg syntes om, og så fortalte 

jeg min egen historie ud fra dem,« 

siger han i et interview. Scliars 

historie er en metafor for nazismen 

og det brasilianske militærdiktatur 

i 1964-85, mens hans 

egen historie er om »religion, tro 

og fantasi.« 

Scliars bog nævnes som »livsgnisten« 

i forfatterens forord sammen 

med takken til Canadian 

Council for Art for stipendiet til at 

skrive, og samtidig starter historien 

med den fiktive ældre mand, 

der siger til forfatteren/fortælleren: 

»Jeg har en historie, der vil få dig 

til at tro på Gud.« Sætningen kan 

muligvis være en appetitvækker 

for nogle, men for religiøse skeptikere 

som undertegnede vækker 

den en vis modvilje: Man læser 

videre for at bevise, at her er i 

hvert tilfælde én læser, der ikke 

agter at falde for den påstand. Og 

her kommer overraskelsen: Histo- 

rien handler mere om dyr end om 

Gud, mere om zoologi end om 

religion, og den søger meget bevidst 

at ophæve skellet mellem 

videnskab og religion og i stedet 

se de to diskurser som et parallelforløb. 

Vores to hovedpersoner hedder 

henholdsvis Piscine Monitor 

Patel, bedre kendt som Pi Patel og 

Richard Parker. Navnene er 

omhyggeligt valgt med henblik på 

at udfordre vante forestillinger og 

blande kategorier. Pi er opkaldt 

efter en svømmehal, men samtidig 

er den forkortede udgave af hans 

navn hvad Martel kalder »et irrationelt 

tal«, der her bruges til at 

skabe en rationel forklaring på 

samme måde som religion gør. 

Romanen er ifølge Martel ultimativt 

en religiøs roman forstået på 

den måde, at religion er noget lidt 

irrationelt, der ligger uden for fornuften, 

og som hjælper os med at 

forstå ting. 

Pi er en indisk skoledreng, hvis 

far (en del af New India, rig, moderne 

og sekulær som flødeis) ejer 

en zoologisk have. Som ung dreng 

bliver han tiltrukket af religion 

eller nærmere »han tiltrækker religion 

som en hund tiltrækker lopper«. 

Han ønsker sig et bedetæppe 

til sin fødselsdag og forlanger at 

blive døbt. Han søger kærligheden 

og poesien i kristendom, islam og 

hinduisme. Samtidig er han voldsomt 

interesseret i zoologi. Begge 

interesser bliver vigtige, da hans 

familie emigrerer til Canada, men 

går ned med skibet, og Pi ender 

som den eneste overlevende i en 

redningsbåd sammen med en 

zebra med et brækket ben, en 

orangutang, en plettet hyæne og 

en bengalsk tiger. Naturen går sin 

naturlige gang, og dyrene slår hinanden 

ihjel indtil der kun er tigeren 

tilbage. Den hedder Richard 

Parker. Navnet beror på en fejltagelse. 

Det er egentlig navnet på 

den jæger, der fangede den , men i 

rapporten blev navnene forbyttet. 

Jægeren levede videre med navnet 

Thirsty. 

Bogens tyngdepunkt beskriver 

Pis kamp for at overleve, dels sult, 

tørst og hajer, dels Richard Parker. 

Her spiller rationalitet og videnskab 

en stor rolle. Som i »Robinson 

Crusoe« har vi lister over 

overlevelsesgrej, vanddestillatorer 

osv. samt detaljerede beskrivelser 

af Pis forsøg på at fange fisk og 

skildpadder. Vi følger den gradvise 

nedbrydning af hans vegetariske 

kærlighed til alt levende gennem 

uhyggelige beskrivelser af de klodsede 

og blodige drab på alt, han 

kan fange. Samtidig skal han forholde 

sig til Richard Parker, der til 

trods for sit navn aldrig antropomorfiseres, 

men hele tiden bevarer 

sin dødsensfarlige tigernatur. Pi 

erkender, at hans egen overlevelse 

afhænger af, at Richard Parker 

overlever, da den ellers vil spise 

ham, og samtidig må han tæmme 

den, ikke for at holde den som 

kæledyr, men for at indgyde den 

frygt, så den accepterer ham som 

overtiger. 

Bogens beskrivelse af det projekt 

er imponerende, idet den helt 

holder sig til viden og rationalitet, 

som overbeviser læseren om, at 

projektet er muligt. Samtidig er 

Richard Parker Pis værn mod fortvivlelse: 

den skibbrudnes — og 

religionens — værste fjende. 

Sammenkoblingen mellem videnskab 

og religion overbeviser, netop 

fordi begge universers forklaringskraft 

bliver fuldt udnyttet, på 

deres egne præmisser, men de 

trækker i samme retning: overlevelsen 

er afhængig af deres samarbejde. 

Emnet er fascinerende, handlingen 

holder en fanget, sproget er 

elegant og humoristisk, oversættelsen 

udmærket: Det er en læseværdig 

bog.

Kvindebyen 

Ida Jessen 

Foxy Lady I-V 


Gyldendal 

Nikolaj Frobenius 

Andre steder 

(Andre steder) 

Oversat af Claus Clausen 


Tiderne Skifter 

Anmeldt af Nina Goga 

Tid til kærtegn og beskidte tricks 

— men the Foxy Ladies er mest til det sidste 

Anmeldt af Jan Bruun Jensen 

Det er svært at sige, om Ida 

Jessens seneste roman, »Foxy 

Lady I-V«, skal udgøre en egentlig 

kommentar til Fellinis 

»Kvindebyen«. Det er i det hele 

taget svært at vide, hvor langt det 

går at tolke på romanens tydeligt 

symbolske iscenesættelse. Jessen 

etablerer kun nødtørftigt det univers, 

som er rammerne for det 

egentlige drama, for den evige 

kævl og strid — og momentvise 

ømhed — mellem den sydeuropæiske 

landsbys kvinder. 

Den lille middelalderby Fox 

bebos kun af kvinder. Ikke »på 

grund af regulativer eller seksualpolitiske 

motiver, men på grund af 

Hemmelighetenes labyrint 

Frobenius’ hovedperson finder først til sidst ind til sig selv 

Nikolaj Frobenius’ norske gjennombrudd 

kom med romanen 

»Latours katalog« i 1996 (på dansk 

1997) ti år etter debutboken 

»Virvl«. Frobenius har vist seg 

som en solid forteller som på en 

mystisk, men ikke bråkete eller 

gotisk måte fanger leseren. Stilen 

har noe tørt, observerende over 

seg, men med mange lommer for 

refleksjon. 

tilfældigheder«, som der ikke 

gøres rede for. Tilstedeværelsen 

alene af kvinder samt livets langsommere 

og mere simple rytme 

definerer stedets modsætningsforhold 

til det omgivende land, der 

hærges af krig, død og ødelæggelse. 

Det ligner en idyllisering, men 

er det langt fra. Fokus er et helt 

andet. 

Universet er også de kvindelige 

følelsers, og på det plan præsenterer 

romanen ingen modvægt i det 

mandlige. De fem historier fortælles 

af Adele, Venca, Susanne, 

Gabriella og hende, som blot kaldes 

Elskede. Deres veje krydses 

som elskende — både foretrukne 

og forsmåede. De konkurrerer 

både om hinandens, om barnets og 

mændenes gunst, og til den ende 

anvendes såvel de blideste kærtegn 

som de mest beskidte tricks. 

Det vil sige, at deres personlige 

krig ikke lader oplandets faktiske 

krig meget efter i grusomhed. 

I romanen »Andre steder« møter 

vi jeg-fortelleren Christopher 

som sitter i København og skriver 

om sitt liv, om faren som forsvant 

da han var 22 år gammel og om 

Foto: Rigmor Mydtskov 

Skulle man alligevel pege på en 

primær karakter, må det blive 

Adele. Hendes fortælling tillades 

mest plads, og hendes historie formår 

således at samle flest tråde. 

Men samtidig gør den også netop 

grusomheden, misundelsen og det 

egentlige had mellem kvinderne 

det nett av hemmeligheter som 

denne farens liv fanger ham inn i. 

Grunnen til at han er i København 

blir først avslørt på de siste sidene. 

Christopher er tekstens fortel- 

(roman) 

til bogens hovedtema. Adele bliver 

ved den hele histories begyndelse 

forældreløs, men den flommefede 

og både økonomisk og 

følelsesmæssigt gnieriske Gabriella 

tager hende til sig sammen med 

den anderledes benede, men også 

svage Angelica. Det giver hende et 

liv først som det eneste fredhellige 

i rummet mellem to evigt stridende 

kvinder. Og siden, da Angelica 

er jaget på porten, som eneste forhåndenværende 

genstand for 

Gabriellas sure forsmåethed. 

Alle fem fortællinger rummer 

for så vidt momenter af stille håb, 

blid længsel og lykkelig hengivelse. 

Men det synes alligevel altid at 

være den sjæleligt invaliderende 

vrede og misundelse, som får det 

sidste ord. Jeg skal ikke gøre mig 

mere end klog på, hvordan dette 

kvindeunivers retteligt burde være 

skildret, men det forekommer mig 

alligevel at være en lidt sort 

roman. 

Den sol, som her svæver over 

alting, det evigt forsonende element, 

er Ida Jessens hele sprog og 

stil. Romanens grundlæggende 

mismod modsvares kun for alvor 

af varmen og omsorgen i forfatterens 

tagen hånd om både karakterer 

og læser. Jessens sikre mestring 

af både det poetiske billede og den 

nøgterne beskrivelse dementerer 

ligefrem det lette sortsyn på kvindernes 

vegne. 

ler og mulige hovedperson, men 

man kan like gjerne se faren og 

minnet om ham som hovedpersonen. 

Tittelen »Andre steder« kan 

forståes både fysisk og mentalt. 

Både Christopher og faren har 

reist omkring og etterlatt seg spor 

og erindringer ulike plasser, men 

alle hemmelighetene som nøstes 

opp og som kanskje også leder 

vill, viser til minner, tilstander og 

følelser som Christopher tidligere 

ikke har vært språklig bevisst. 

Boken er en erindrings bok, en 

montasje basert på referater av 

diverse dokumentarfilmer (først og 

fremst farens), videoopptak, bilder 

og fotografier. Men også samtaler, 



(roman) 


som rommer egne avsløringer og 

fortellinger (disse fortellingene er 

som utposninger i samtalene) 

utgjør en betydelig del av tekstens 

klippeteknikk. Film er ikke akkurat 

en ukjent uttrykksform for 

Frobenius som har skrevet flere 

betydningsfulle filmmanus, blant 

annet til filmen »Insomnia«. 

Jeg-fortellerens bruk av andre 

kilder enn sin egen hukommelse 

gjør spørsmålet om pålitelighet 

påtrengende. Fortelleren hevder 

stadig at han i perioder har bygget 

opp nett av løgner og feilinformasjon. 

Farens yrke som dokumentarfilmskaper, 

farens forsvinning 

og den ukjente halvbrorens teorier 

både om forsvinningen og farens 

beskjeftigelse med informasjonsdiktning 

(infofiksjon) preger fortellerens 

tilnærming til historien om 

ham selv, faren, moren og den 

etter hvert ikke lenger ukjente broren 

og hans mor. 

Teksten er på mange måter dramatisk 

og tangerer en slags kriminaldokumentarsjanger, 

men den er 

altfor langsom til å preges av sensasjonell 

spenning. Til tross for at 

hele boken er bygget opp rundt et 

slags spiralformet system av hemmeligheter, 

er det ingen av disse 

hemmelighetene, som når de avsløres, 

virker sjokkerende eller 

overraskende. Flere ganger antyder 

teksten at det er uventete 

grunner til at ulike saker har 

hendt, men holder lenge skjult for 

leseren hva disse grunnen er. Den 

ultimative hemmelighet har 

kanskje med tekstens tilblivelsesemotiv 

å gjøre — og dette er noe 

leseren først får greie på helt til 

slutt: 

En nat holdt jeg op med at skrive, 

og begyndte at tænke på manuskriptet 

foran mig som en gave. 

Hvem var det en gave til? Det 

tænkte jeg på. Hvem er det man 

skriver en gave til? Er det en gave? 

Eller er det en sygdom? Jeg ved 

ikke. Det er en gave, tænkte jeg. 

Det må være en gave, for ellers 

havde det ikke været så vanskeligt 

at skrive. Jeg sad og tænkte på det, 

og så blev jeg sikker. Det var en 

gave til min søn. 

Christopher gir således videre, slik 

faren gjorde med sine filmer, en 

forklaring på, eller fortelling om, 

hvem man er eller har vært. Om 

barnet som mottar gaven vil glede 

seg over den, er vanskelig å spå, 

men romanens lesere vil forhåpentligvis 

det. 

24 


Ballade om 

og fra en svunden tid 

Viktor Paskov 

En violin til Vorherre 

(Balada za Georg Henih) 

Oversat af Helle Dalgaard 


Husets Forlag/ S.O.L. 

Anmeldt af 


En sjælden begivenhed: bulgarsk litteratur på dansk 

Viktor Paskovs lille mesterværk 

»Balada za Georg Henih« udkom i 

Bulgarien i 1987. Jeg forestiller 

mig, at de voldsomme omvæltninger 

i Østeuropa efter murens fald 

derefter for en årrække fjernede al 

opmærksomheden fra en så fremmedartet 

litteratur som den bulgarske. 

Nu er situationen nogenlunde 

stabiliseret, og så får et lille 

velorienteret sted som Husets 

Forlag øje på, at der nede på 

Balkan ligger et stykke guld og 

glimter og råber på at blive oversat. 

Det er det, det er så fremragende 

til — tænk, at nogen overvejer 

at lukke forlaget! 

Helle Dalgaard har i sin, så vidt 

jeg kan bedømme, ellers glimrende 

oversættelse (bl.a. gengiver hun 

hovedpersonens barnlige og ikke 

helt korrekte bulgarsk bedårende 

på dansk) valgt ikke at bibeholde 

titlens musikalske term. Det er 

synd: for »En violin til Vorherre« 

har balladens vemodige, let stiliserede 

sødmefuldhed, dens flair af 

tab og die Welt von gestern. Georg 

Henig er som ung indvandret til 

Sofia fra sit böhmiske hjemland og 

arbejdet sig op til at blive en mesterlig 

violinbygger. Jeg-fortællerens 

far er også noget ved musikken og 

ønsker, at hans søn skal spille violin 

og bestiller derfor et lille begynderinstrument 

hos Henig. Derigennem 

starter venskabet mellem 

den gamle violinbygger og fortælleren 

og hans familie — et venskab 

der betyder, at familien tager 

hånd om den gamle forhutlede 90årige 

i hans sidste tid. De mange 

elever, han har haft og som nu 

lever højt på de færdigheder, han 

har givet dem, er kun interessere- 

de i at få fat i hans fremragende 

værktøjssamling, men den vil den 

gamle Henig bruge til at lave en 

sidste violin: en viola d’amore 

med samme svulmende vellyd 

som de gamle italienske mestres 

instrumenter. Da han har færdiggjort 

den, kan han med sindsro 

lægge sig til at dø, for når han får 

sin sidste violin med i graven, har 

han noget at spille på, når han 

skal møde sine kære i Paradis. 

Rørende og enkelt, men slet ikke 

så sentimentalt, som et referat 

måske kan lyde. 

For Paskovs fortælling er opbygget 

med et artistisk raffinement, 

der hele tiden henfører opmærksomheden 

til komposition og stil 

og gør læsningen til en æstetisk 

nydelse. Det er en traurig og 

vemodig historie, men gengivet i 

en velformet ramme: en ballade 

om Georg Henig. Hovedtemaet: 

den sidste violin modsvares af 

sidetemaet: bygningen af en buffet, 

som fortællerens mor så inderligt 

ønsker sig, og faderen til sidst 

tager på sig at bygge. Sublimt 

håndværk til Guds ære over for 

håndværk for at tilfredsstille en 

honnet ambition, men håndværk 

anyway. Denne modsætning er 

parallel til modsætningen mellem 

Henigs to elever, der kun vil 

udnytte ham, og faderens to kolleger 

fra orkesteret, der altid er parat 

til at give en hjælpende hånd. Og 

det svarer igen til modsætningen 

mellem fortællerens mor, der 

miskender sin mands talent og 

Henigs kone, der altid støttede 

ham. Etc., etc., historien 

består af et fint fletværk af 

modsætninger og paralleller, 

som det er nærliggende 

at sammenligne med en 

musikalsk struktur. 

Som baggrund for fletværket 

befinder sig et kollektiv: 

det hus og den 

gade, hvor den lille familie 

bor og som er befolket 

af sære og groteske skikkelser, 

der dog alligevel, 

forekommer det mig, er 

grupperet efter et vist 

mønster. Også det uhyggelige 

par og deres glubske 

hund, der som en anden 

Cerberus vogter indgangen 

til Henig’s sidste, sørgelige 

slumværelse, bidrager til 

at skabe den dystre, skurile 

baggrund for den historie 

om næstekærlighed og 

kunstnerisk forpligtethed, 

som Paskov først og fremmest 

vil fortælle. Denne 

tone af kristen eskatologi har sikkert 

irriteret de bulgarske magthavere 

i 1987, forestiller jeg mig, 

men så brød det gamle, rådne 

system sammen, og hvordan et 

værk som »En violin til Vorherre« 

læses i dagens Bulgarien skal jeg 

ikke gætte på. Anderledes end da 

den udkom i alt fald. 

Nu har vi den på dansk og gud 

ske lov for det. Læs den, venner 

og glæd jer over dens kammermusikalske 

viola d’amore, det er godt 

gammelt håndværk af sjælden 

karat.

Kan man skabe mening 

af en meningsløs handling? 

Merete Morken Andersen 

Hav af tid 

Denne motor driver »Hav af tid« 

(Hav av tid) 

Oversat af Ilse M. Haugaard 


Gyldendal 

Anmeldt af Astrid Fossvold 

Ofte er det således, at mennesker 

ikke forandrer sig, før de er tvunget 

til det. Sådan er det i »Hav af 

tid«. En lys sommermorgen tænder 

en seksten år gammel pige, 

Ebba, opvaskemaskinen, tager 

støvler på, går ud i skoven og 

hænger sig i den løvhytte hun 

legede i som barn. Ebba er datter 

af Judith og Johan, som har været 

skilt i over tolv år. 

Situationen presser forældrene 

derud, hvor tilværelsen ikke giver 

mening længere og presser ordene 

frem. Dermed bliver spørgsmålet 

om hvordan, og om man overhovedet 

kan skabe mening af en 

fuldstændig meningsløs handling, 

Foto: Christian Elgvin 

den motor som driver fortællingen 

i »Hav af tid«. Johan og Judith har 

været gift i lidt over fire år, da han 

træffer en anden og de bliver skilt. 

Han er dataingeniør, hun professionel 

musiker, og efter et åbningskapitel 

følger henholdsvis Johans 

monolog og Judiths enetale. Til 

slut fortælles »historien«, et kapitel 

som ser de to udefra, den nat 

de deler før datterens begravelse. I 

monologerne fortæller de hver 

især kærligheds- og ægteskabshistorien, 

og gennem fortællingen 

forsøger de at bearbejde sorgen og 

forstå det fuldstændig ufattelige; at 

deres datter ikke ville leve længere. 

På den måde bliver teksten et 

forsøg på at skabe mening, hvor 

ingen mening findes. 

Monologerne giver hver for sig 

sin version af en kærlighedshistorie 

og dens forlis, og dermed et 

godt indblik i den negative dynamik, 

som kan opstå mellem to, 

som i udgangspunktet vil hverandre, 

men som ikke er i stand til at 

se på, hvordan forholdet egentlig 

udvikles. I teksten kommer Johan 

først til orde, og det fører til, at vi 

får størst sympati for ham. Det er 

med hans version som baggrund, 

at vi læser Judiths version af historien 

om ægteskabet. Judith har 

været den styrende i forholdet, og 

i kraft af sin kunstneriske begavelse 

nærmest haft en slags dronningeposition. 

Endvidere ser det ud til, at en 

usund binding i forholdet mordatter 

var i færd med at forplante 

sig til næste generation, altså til 

forholdet mellem Ebba og Judith. 

Alligevel, og det må understreges, 

giver teksten på ingen måde nogen 

af forældrene skylden for datterens 

selvmord, men vi får et indblik 

i, hvor dårlig kommunikationen 

mellem de voksne er, og vi ser 

en datter, som bærer for meget 

ansvar. Hun føler ansvar for forældrenes 

velbefindende, og hun er 

bange for at såre moren ved at 

vise, at hun trives godt sammen 

med faren og hans nye familie. I 

afskedsbrevet til sin lillesøster 

(roman) 

skriver Ebba, at alt bliver bedre, 

når hun er borte. Hun håber, at de 

tre voksne vil snakke sammen, og 

det er denne proces, frem til samtalen 

mellem de tre, romanen viser. 

Selvmordet bliver den udløsende 

faktor, som fører til samtale 

der, hvor den syntes umulig. 

I essayet »Forvandlingsområdet« 

er Morken Andersen inde på, 

at en af de sidste replikker i 

bogen: »Ja, siger han. Det ved jeg 

at du ved« viser, at de to fortvivlede 

forældre har flyttet sig sådan, at 

de er i stand til at se den andens 

verden, og godtage den andens 

erfaring af virkeligheden som lige 

så gyldig som sin egen. Når de 

ikke længere bruger alle kræfter på 

at få den anden til at se deres egen 

smerte, og deres version af historien, 

når de har klaret at bevæge sig 

over i den andens rum, og anerkender 

dette som lige så virkeligt 

som deres eget, har de bevæget sig 

ind i forvandlingsområdet. De er i 

stand til at snakke sammen og at 

forandre adfærd. 

Romanen er meget dramatisk 

og giver et troværdigt billede af, 

hvordan Judith og Johan er havnet 

uden for det område, hvor man er 

i stand til at handle rationelt og 

tænke klart. Mange underlige og 

let absurde udsagn og handlinger 

præger deres adfærd natten før 

datterens begravelse, og der, hvor 

ordene ikke slår til, bruges billeder 

fra eventyret for at fortælle. 

Musikken fra »Tryllefløjten« spiller 

en stor rolle gennem teksten, 

det er den, som tryllebinder Johan 

i mødet med Judith og det er den, 

han lytter til gennem hele historien, 

mens han understreger, at dens 

uendelige lethed knytter musikken 

an til myten om Demeter, som har 

mistet datteren Persefone til dødsriget. 

Teksten er også smykket med 

en epigraf, som er et uddrag af et 

brev fra Mozart om, at han ikke 

frygter døden. Med andre ord en 

gennemkomponeret roman, som 

imponerer. 

Bogen har fået en ganske anden 

modtagelse i hjemlandet, end den 

har fået her. I den norske dagspresse 

modtog romanen endog 

meget fine anmeldelser, Morken 

Andersen fik kritikerprisen for 

2002, og bogen er blevet omarbejdet 

til hørespil for NRK radio, da 

bogen egner sig meget godt til dramatisk 

omarbejdning. Om danskernes 

lunkne modtagelse skyldes, 

at bagsideteksten ikke rigtig 

holder hvad den lover, når der står 

at »Hav af tid er en lys bog, om 

kærligheden til den eneste ene«, 

kan man kun gisne om. 


(roman) 

26 

Litteraturmarkedets 

pulp fiction 

Bodo Kirchhoff 

Knaldroman 

(Schundroman) 

Oversat af Hans Christian Fink 



Anmeldt af 


I efteråret 2001 udsendte den tyske 

forfatter Bodo Kirchhoff en bog 

»Parlando«, som han selv mente 

måtte være hans hovedværk, men 

som i en af de sidste udsendelser i 

det af tysk kritiks mest indflydelsesrige 

navn, Marcel Reich-Ranicki, 

redigerede fjernsynsprogram, 

»Quartett«, blev stærkt betinget 

anmeldt. Det fik Kirchhoff 

til at fare i flint; han lagde alle 

andre projekter til side og begyndte 

at skrive en parodi på den tyske 

litteraturbranche, dens mest fremtrædende 

personlighedstyper og 

dens kommercielle halløj hvert år 

kulminerende i Frankfurter bogmessen. 

Et stykke inde i skriveprocessen 

erfarede han, at en 

Nu falmer… 

Stewe Claeson 

Rønnebærrene gløder 

(Rönndruvan glöder) 

Oversat af Christina Bojlén 


Modtryk 

Anmeldt af Hans Jørgen Thomsen 

… skoven trindt om land, og septembers 

himmel er — dog — så 

blå, at den ligger tæt på, hvad 

amerikanerne kalder for blues. På 

den samme årstid, lige før vinter, 

gløder rønnebærrene, som det 

Dobbeltmord på kritikeren 

(alt imens et glødende svensk tidsbillede bliver stående) 


anden tysk forfatter, Martin Walser, 

også puslede med et tilsvarende 

projekt, oven i købet bygget op 

omkring et direkte portræt af og 

mord på Reich-Ranicki, og 

Kirchhoff benyttede lejligheden til 

at indsætte noget lignende i sin 

handling. Da hans forlag erfarede 

det og samtidigt fik nys om, at 

Walsers bog, »Tod eines Kritikers«, 

skulle udkomme kort før sommerferien 

2002, pressede man på for, 

at Kirchhoff skulle færdiggøre sit 

manuskript, så det kunne komme 

cirka samtidigt. Og Kirchhoff bøjede 

sig for den markedsmekanisme, 

han kritiserede i sin bog, og den 

tyske kritik fik en lækkerbisken at 

fornøje sine læsere med i agurketiden, 

sommeren 2002: to mord på 

Marcel Reich-Ranicki. 

Nu er den nok mindst betydelige 

af disse to bøger, Bodo Kirchhoffs 

»Schundroman« kommet på 

dansk. Glimrende oversat af Hans 

Christian Fink som »Knaldroman«, 

præsenteret som »uforkortet 

originaludgave«, kun forfatterens 

navn er stavet forkert på 

omslaget (men ikke inde i bogen): 

hedder i en genial titel på en 

roman fra 2002 af den svenske forfatter 

Stewe Claeson, som nu foreligger 

på dansk i en fin oversættelse 

med kun få kiks på århusforlaget 

Modtryk. 

»Rønnebærene gløder« indfanger 

6-7 år af den store romantiske 

forfatter og biskop i Växjö, Småland, 

Esaias Tegnérs liv. Det er den 

første roman af en åbenbart rigtig 

god svensk forfatter, som hermed 

foreligger på dansk i en oversættelse 

støttet af Europa-Kommisionens 

Kultur 2000-program. Man 

hilser den velkommen og erfarer, 

at kulturmetaforen ’Europa’ faktisk 

Vel en finte til det hastværk, den 

er blevet til under. Når jeg mener, 

det er den dårligste af de to litteraturmarkedsromaner, 

er det fordi, 

branchekritikken og den nøgleromanagtige 

afsløring af mekanismerne 

bag den tyske kritik 

(der vel kun i omfang adskiller sig 

fra f.eks. den danske) er svagere 

placeret i Kirchhoffs projekt end i 

Walsers. For Walser er denne kritik 

hovedsigtet, for Kirchhoff kun 

et påskud til at skrive en — nå ja, 

knaldroman, dvs. en krimi med 

masser af mord, det ene mere 

bestialsk end det andet, sex i soft 

porno-klassen, fasionable overklassemiljøer, 

byskildringer fra 

Frankfurt og dens bogmesse og 

lækre flyrejser på første klasse til 

Manila. Det er underholdning med 

ramasjang i, bestemt ikke dårligt, 

men som en tysk kritiker bemærkede 

ved udgivelsen: Det er som 

en god fjernsynsudsendelse, begavet 

lavet, men næste dag er den 

glemt. Den seriøse debat, som 

Walsers bog trods alt udløste (og 

som bl.a. var foranlediget af ubehagelige 

antisemitiske antydninger 

kan udvirke ét og andet. Ét og 

andet værdifuldt. 

I 1834 er biskoppen Esaias 

Tegnér (1782-1846) godt og vel 51 

år, og en ung elskerinde, lægefrue 

og i starten af tyverne, har lige 

gjort ham klart, at han ikke skal 

stjæle hendes unge liv fra hende. 

Han har det meste af sit liv bag 

sig, hun har det meste for sig, så 

deres kærlighed må slutte. For 

hendes skyld. 

Savnet og længslen efter hende, 

efter hendes skulder eller mund, 

fører kun i yderst begrænset 

omfang til ny digtning hos den 

aldrende digter, og snarere til lede 

i hans portræt), har Kirchhoffs 

roman ikke givet anledning til. 

Den tyske kritik har ikke ladet sig 

anfægte og mener stadigvæk, at 

Kirchhoffs hovedværk er »Parlando«. 

Det skulle ifølge klapteksten 

på denne bog være på vej i dansk 

oversættelse. Det ser vi frem til. 

Men fungerer den da ikke på 

sine egne præmisser, som knaldroman? 

Jo, det synes jeg nok, selv 

om jeg næppe er den rette til at 

udtale mig. Forholdet mellem lejemorderen 

Holdt og luksusluderen 

Lou har en vis intensitet, og jeg 

kan godt lide den kejtede privatdetektiv, 

Feuerbach, og hans flirt 

med sin kvindelig chef. Handlingen 

skal (kan?) ikke refereres, den 

går over stok og sten og er temmelig 

svær at følge med i, men i 

slutsekvensen samles alle handlingstråde 

i en natscene på Gardasøen, 

og det er både stemningsfuldt 

og flot lavet. Jo, Kirchhoff 

kan sit håndværk, og det er dobbeltheden 

mellem på den ene side 

at leve op til og på den anden side 

parodiere litteraturbranchens krav, 

der udgør bogens charme. Plottets 

omdrejningspunkt er et stjålet (fiktivt?) 

billede af Picasso forestillende 

nogle mennesker, der i bogstavelig 

forstand skider på det hele. 

Et billede, der forventes at kunne 

indbringe besidderen mange millioner 

euro. Det er et velvalgt symbol, 

på grænsen mellem den kommercielle 

spekulation og den groteske 

parodi. 

Ligesom Kirchhoffs egen 

bog. 

Foto: Cato Lein 

ved socialt samvær. Socialt samvær 

af den art, som nu en biskop 

og et rigsdagsmedlem i Sverige på 

den tid må deltage i. 

Man må tro, at tilstanden af 

lede og begyndende afvikling af 

livet — begyndende udvakling 

som den danske digter Hans- 

Jørgen Nielsen engang døbte en

anden sag med et godt ord, som 

også kan anvendes om den sammenhæng, 

der her er tale om — 

når sit maksimum ved tvangsindlæggelse 

på en galeanstalt i Slesvig 

i det herrens år 1840. 

Fra dette ophold på galeanstalt 

seks år før han dør og antagelig må 

være kommet sig fra, så han kan 

være beredt til sin egen død i 1856 

hjemme i Sverige og stilling, stammer 

godt og vel en tredjedel af 

romanen. Læseren præsenteres for 

anstaltlægernes notater og protokoller 

omkring den indlagte 

biskop. Som nok er blevet tvangsindlagt 

af en grund, man ikke som 

læser får indblik i, men langt fra 

er rablende gal eller forrykt. Blot 

træt til døden, som han selv gentager 

det til stadighed. 

Forspillet fra 1834-35 til indlæggelse 

og sammenbrud optager 

det meste af romanens plads. For 

det meste er man som læser inden 

i biskoppens hoved, hvor irrelevante 

skulderpartier fra det netop 

afsluttede forhold til lægefruen 

truer med at gøre ham absent i de 

sammenhænge, hvor han til stadighed 

er indlagt af situation og 

titel til at komme med bevingede 

ord. Hvor han er indlagt til at deltage 

i det menneskelige samvær. 

Som leder — med nutidens hæslige 

metafor, der minder om nazitid, 

for den slags. 

Ikke som anonym, men som 

anerkendt romantisk digter og titulær 

biskop må han deltage, og han 

kan ikke holde det ud. For hvad er 

selv et svensk smörgåsbord mod 

glødende rønnebær, bluesen ved 

septembers — og oktobers — 

iøjnespringende blåhed? Nok falmes 

der i skov og blandt mennesker, 

men stammerne står endnu 

og de mere end halvtredsårige ligger 

endnu ikke i graven. Men ser 

den nævnte glød og blå-hed og 

mærker den i deres sjæl, så et ungdommeligt 

skulderparti stadig kan 

fange én ind. Så man kan blive 

offer derfor og momentant havne 

på galeanstalt, endda i Slesvig. 

Svenskerne, i hvert fald borgerskab 

og embedsstand, lever overdådigt 

i tiden. Ved smörgåsbordene 

drikkes der tæt og lovligt, som 

Bellman (1740-1795) har sunget 

om det i generationen før Tegnér. 

Og melankolien hører sig nu 

engang til, som hos Bellmann. 

»Rønnebærene gløder« giver læseren 

et fabelagtigt tidsbillede. Fra 

en tid, der ikke er så fjern endda 

fra vores. Den være derfor anbefalet 

på dét mest glødende, som en 

fattig kritiker nu kan svinge sig op 

til. 

Hovedet koldt 

og hjertet…? 

Selma Lagerlöf 

Mårbacka 

Oversat af Anna Marie Bjerg 


Gyldendal 

Anmeldt af Martin Deichmann 

Naiv fortælleglæde, moralisme 

eller sofistikeret isbjergsteknik? 

Etiketterne på Selma Lagerlöfs forfatterskab 

har gennem 

tiden været skiftende. 

Først ude var Oscar 

Levertin, som i 

»Svenska gestalter« 

(1903) analyserer 

»Gösta Berlings saga«, 

»Antikrist mirakler« og 

»Jerusalem«. Han talte 

om ’hjertets enfold’ og 

’naiv kvindefantasi’, 

men også beundrende 

om Lagerlöfs friskhed 

og stilistiske særpræg. I 

samme spor fulgte den 

tyske litterat Walter 

Berendsohns store 

Lagerlöfmonografi fra 

1932. Berendsohn tolker 

forfatterskabet ind i 

en mundtlig fortælletradition 

og peger på 

slægtskabet med både 

de islandske sagaer og 

Ibsens »Peer Gynt«. 

Lagerlöfs naive stil — 

det mundtligt bondske 

— fornægter sig således 

ikke, men har med indplaceringen 

i litteraturhistoriens hierarki fået 

fast grund under fødderne. Andre 

parametre i Lagerlöfreceptionen 

har været forfatterens samfundsengagement 

og rolle i kvindesagen. 

Og atter andre hendes psykologiske 

indsigt og evne til at fremstille 

mørke sider med lyse. Flere biografier 

har set dagens lys: f.eks. 

Elin Wägners indfølende »Selma 

Lagerlöf« (1942-43) og Henrik 

Wivels »Snedronningen« (1988). 

Sidstnævnte er en — til H.C. 

Andersen-eventyret alluderende 

— læsning af forfatterens inderste 

selv. Issplinter i øjnene resulterer i 

en kølig, distanceret livsholdning 

— i Wivels læsning fravælger Lagerlöf 

livet til fordel for forfatterrollen. 

I en i øvrigt kritisk kommentar 

til Wivels bog hedder det i 

Vivi Edströms guide til forfatterskabet, 

»Selma Lagerlöf«, fra 1991: 

»I hans drastiske bildspråk förvandles 

hon slutligen till en förtorkad 

mumie innesluten i den 

vittkalkade grav som hon själv 

murat åt sig i Mårbacka«. 

Netop hvad gælder »Mårbacka« 

kan man nok følge Wivel en god 

del af vejen. Nok er trilogien et 

herligt sammensurium af värmlandske 

barndomsminder og tilhørende 

sprogbrug — mundtligheden 

fornægter sig ikke — men 

den er også uendelig trist og mærkeligt 

uafsluttet. Eller indesluttet 

og uforløst kunne man måske sige. 

Jeg falder pladask for konstruktionen, 

for Lagerlöfs eminente evne 

til at fremstille erindringsglimt og 

(roman) 

Den nyoversatte »Mårbacka«-trilogi lader svaret blæse i efterårsvinden 

situationer. Barndomshjemmet 

Mårbacka, dets beboere og gæster 

og den øvrige lokalbefolkning 

fremstår levende, runde og af kød 

& blod. Men samtidig i den omgivende 

store fortælling, der skal 

bygge bro mellem glimtene, fremtræder 

figurerne blot som skabeloner 

og arketyper. Endda floskler. 

Som læsningen skrider frem, bliver 

jeg mere og mere forstemt 

over, at der ikke rigtigt sker noget 

med figurerne. At de tilsyneladende 

ikke udvikler 

sig anderledes end 

efter det forudbestemte 

mønster. Hvorvidt problemet 

relaterer sig til 

genren — til det at skrive 

en selvbiografisk roman, 

der ikke vil være selvbiografisk 

— eller til den af 

Wivel opsporede livsfornægtelse, 

har jeg svært 

ved at vurdere. Men det 

påvirker teksten, at den 

på én gang vil være afklaret 

og fyldt med barnlig 

forundring. Og når 

Lagerlöf undervejs skifter 

synsvinkel og fra begyndelsen 

af del 2, »Et barns 

erindringer«, fortæller i 

første person, opstår der 

decideret konflikter mellem 

de to positioner. Af 

og til resulterer konflikten 

i indsigt og yderligere 

afrunding af figurerne. 

Andre gange blot i ufrivillig 

komik. 

Enhver, der er flasket op med 

»Nils Holgerssons vidunderlige 

rejse«, eller midlertidigt er forstummet 

over »Kejseren af Portugalien«, 

forventer sig meget af 

Selma Lagerlöf. For meget måske 

når man giver sig i kast med »Mårbacka«. 

Trilogien er fin læsning, 

men jeg ville ønske, at Lagerlöf 

havde tildigtet sit liv lidt mere. 

Tænk hvis lille Selma var endt 

som linedanser i stedet for skolelærerinde 

og Nobelpristager. 


(roman) 

A.S. Byatt 

Korte liv 

28 

Ars longa 

(The Biographer’s Tale) 

Oversat af Claus Bech 


Gyldendal 

Anmeldt af 

Claus Schatz-Jakobsen 

For meget kunst og for lidt liv i Byatts seneste roman 

»Ars longa, vita brevis«, hedder 

et af de vel nok kendteste citater 

fra den romerske digter-filosof 

Seneca. Det er ikke fordi hans aforisme 

nogensinde nævnes i den 

britiske forfatter A.S. Byatts seneste 

roman i Claus Bechs kongeniale 

danske oversættelse, og min 

Seneca-association bygger vel også 

kun på det faktum at den engelske 

originaltitel er blevet til den lidt 

pudsige danske titel »Korte liv«. 

Ikke desto mindre kunne Senecas 

aforisme meget vel stå som overskrift 

for denne roman. Dens 

hovedperson, den fallerede Ph.d.studerende 

Phineas G. Nanson, 

kaster sig nemlig ud i det projekt 

at skrive en biografi over den afdøde 

og stort set ukendte biografiforfatter 

og litterat Scholes Destry- 

Scholes, men løber i sit detektiviske 

arbejde med at rekonstruere 

hans liv og værk vild i en labyrint 

af korte, fragmenterede liv der 

efter mine begreber bliver til lang, 

alt for lang, kunst. Man kunne 

ønske sig at det havde været 

omvendt: mere liv, mindre tekst, 

eller i hvert fald mindre tekst der 

tynges af abstraktioner og filosofiske 

refleksioner. 

Det begynder ellers rigtig lovende, 

med at Phineas, som er fortæller 

af sin egen historie, opgiver sit 

post-strukturalistiske Ph.d.-projekt, 

led og ked af de avancerede 

litteraturteoriers evindelige fortolkningstvang. 

I sin længsel efter 

et liv fuldt af ting og på anbefaling 

af en vejleder kaster han sig over 

Scholes Destry-Scholes’ trebinds 


biografi om den victorianske historiker, 

diplomat, naturvidenskabsmand 

og digter Elmer Bole. Phineas 

har hidtil som overbevist poststrukturalist 

foragtet biografi-genren, 

men klør i fravær af et mere 

positivt formål med sit liv på med 

krum hals. Hans læsning af Elmer 

Bole-biografien mætter imidlertid 

ikke hans appetit på liv eller 

kendsgerninger om Destry-Scholes, 

tværtimod, den skærpes kun. 

Faktisk så meget at han beslutter 

sig for at skrive Destry-Scholes’ 

biografi. Af sin vejleder får han 

det første kildemateriale, Scholes’ 

forelæsningsnoter til et foredrag 

han holdt i 1959 om biografiens 

kunst. Hans egen efterlysning i 

»Times Literary Supplement« af 

supplerende oplysninger om 

Omslag af Mark Airs 

Destry-Scholes, der vistnok druknede 

i Malstrømmen ud for Lofoten 

i Norge, giver ikke i første 

omgang noget resultat. Det gør til 

gengæld en henvendelse til det 

forlag der udgav Scholes’ bøger. 

Herfra modtager han en pakke 

med tre dokumenter, forfattet af 

Scholes, som hver for sig, viser det 

sig, er semi-fiktive udkast til biografier 

over henholdsvis Carl 

Linné, Francis Galton og Henrik 

Ibsen — »en taksonom, en statistiker 

og en dramatiker«, som Phineas 

siger. Meget forskellige personer, 

og alligevel sammenlignelige 

derved at de alle tre var store 

systematikere. 

Her begynder det at gå skævt. 

De tre dokumenter, som fylder en 

fjerdedel af romanen, aftrykkes i 

deres helhed, og 

de er sandt for 

dyden ikke altid 

lige spændende 

læsning. På den 

anden side vidner 

de om en enormt 

belæst og kultiveret 

forfatter (hvilket 

understøttes af 

Batts rituelle tak 

til gud og hvermand 

i slutningen 

af bogen), men det 

er netop her problemet 

ligger. 

Disse encyklopædisketekst-konstruktioner, 

som 

man også kender 

fra andre af Byatts 

romaner og fortællinger 

og ofte 

imponeres af, indfældes 

nemlig 

aldrig i en fortælling 

hvor stof og 

form afstemmes 

efter hinanden. 

Meget bedre bliver 

det ikke da 

Phineas endelig 

får svar på sin annonce i »Times 

Literary Supplement«, endda fra 

Destry-Scholes’ niece, Vera Alphage, 

som dog aldrig mødte manden, 

endsige ved hvordan han så 

ud. Hun bidrager til Phineas’ projekt 

med en række af onklens 

effekter, bl.a. to skotøjsæsker, den 

ene fuld af fotografier, den anden 

med en overdådighed af kartotekskort, 

som Phineas begynder at 

nummerere og systematisere. 

Samtidig falder Phineas ved et 

tilfælde i med en kvindelig svensk 

naturforsker og ekspert i bibestøvningens 

økologi, Fulla Biefeld 

(’full o’ beef’? — Batts valg af 

navne til sine personer er sjældent 

uskyldige eller uden symbolik), 

som hjælper ham med oversættelser 

fra svensk og oplysninger om 

hendes landsmand, Carl Linné. 

Men til trods for systematik, oversættelser 

og tydning af tegn bliver 

det gradvist tydeligere for Phineas 

at Linné, Galton og Ibsen var ligeså 

uhåndterlige størrelser for Scholes 

som Scholes er for ham selv. 

Således udspændt mellem to 

kvinder, den smukke, mørke Vera 

og det lyslokkede energibundt 

Fulla, som han begge indleder forhold 

til, og til overflod med bøsseparret 

Erik og Christophe som 

arbejdsgivere på rejsebureauet 

Puck’s Girdle og et biografisk projekt, 

der skrider under ham, har 

Phineas endelig retning mod den 

konkrete, særdeles kødelige virkelighed, 

som han har længtes efter, 

om end man fornemmer en vis 

blufærdighed hos ham med hensyn 

til hans egen person. Han 

bedyrer således et sted at han ikke 

skriver selvbiografi og kun benytter 

første person fordi det giver 

ham mulighed for at sige noget 

han er sikker på. Senere erkender 

han dog at hans historie på grund 

af Destry-Scholes’ fravær bliver til 

en beskrivelse af hans egen tilstedeværelse, 

altså en selvbiografisk 

beretning om hans ankomst til den 

historie han fortæller, såvel som 

til livet som sådan i al dets kompleksitet. 

Men Phineas’ ankomst 

til naturen og det erotiske liv med 

skiftevis Vera og Fulla og hans 

endelige opgivelse af det akademiske 

liv og biografi-projektet virker 

som en sært uforløst slutning på 

romanen, som om den ender fordi 

der bare ikke var flere sider at 

skrive på. Den følelse af frustration 

man som læser sidder med ved 

endt læsning må være en utilsigtet 

pointe ved denne roman, som 

næppe kan tælles blandt Batts 

hovedværker.

Se, mor, uden hænder! 

Jonathan Safran Foer 

Alt bliver oplyst 

Kritiker(skam)rost debutroman af lovende og løfterig, 

men næppe genial, ung amerikansk forfatter 

(Everything Is Illuminated) 

Oversat af Jan Hansen 



Anmeldt af Tore Rye Andersen 

Der spares ikke på superlativerne i 

den internationale presses reception 

af »Alt bliver oplyst«, den unge 

amerikanske forfatter Jonathan 

Safran Foers (f. 1977) debutroman. 

»En sprudlende og vidunderlig 

roman,« sagde f.eks. koryfæet 

Joyce Carol Oates, mens det sæd- 

Omslag af Michaela Clante Bendixsen 

vanligvis koldblodige og konservative 

The Times’ anmelder gav 

romanen følgende skudsmål: »Et 

genialt værk. En helt ny slags 

roman... efter den vil intet være 

som før«. Hype-maskinen er et 

frygtindgydende — ja nærmest 

sublimt — syn, når den som i 

tilfældet Foer kører derudad i 

fuldt (selv-)sving. Men hvad kan 

han så egentlig, denne unge knøs, 

der angiveligt skrev det første 

udkast til dette ’geniale værk’, da 

han kun var 19 år? 

Kernen i romanen er hovedpersonen 

Jonathan Safran Foers søgen 

efter sine rødder. Bevæbnet med 

nysgerrighed og en stak gamle 

fotos drager han til Ukraine for at 

lede efter den smukke unge kvinde, 

der under 2. Verdenskrig skulle 

have reddet Jonathans bedstefar 

fra nazisterne. Under sin færd gennem 

et udpint, postsovjetisk 

Ukraine får han hjælp af den unge 

ukrainske ’tolk’ Alex og dennes 

bedstefar. Romanen er sammensat 

af Alex’ beskrivelser af deres søgen, 

af Jonathans fortælling om 

den jødiske Safran-slægts historie 

fra 1700-tallet til 2. Verdenskrig, af 

Alex’ breve til Jonathan, hvori han 

kommenterer Jonathans fortælling, 

og endelig Jonathans egne kommentarer 

til Alex’ fortælling. 

Som sådan er romanen en 

overordentlig ambitiøst anlagt 

dialogisk konstruktion; en 

trestrenget fortælling, der 

strækker sig over flere hundrede 

år og i en kombination 

af odyssé, krønike og brevroman 

berører temaer som 

historie og hukommelse, kærlighed, 

familie og identitet. 

Med sin nedtoning af postmodernismens 

løsslupne 

humor, sin fokus på familien 

og sin inddragelse af forfatterens 

egen identitet inden for 

fiktionens rammer indskriver 

Foers roman sig i den postironiske 

generation af forfattere, 

der inkluderer David 

Foster Wallace, Rick Moody, 

Jonathan Franzen, Dave Eggers 

og Jeffrey Eugenides. 

Især de to sidstnævnte forfattere 

synes at have meget tilfælles 

med Foer, hvis roman 

minder ikke så lidt om Eugenides’ 

krønike-cum-samtidsroman 

»Middlesex«. 

Alex’ del af »Alt bliver oplyst« 

— nutidsdelen — er klart den 

mest vellykkede. Det skyldes ikke 

mindst det sprog, den er skrevet i. 

Alex er en begavet ukrainsk knægt 

med en tyk ordbog, men uden det 

helt store sprogøre eller erfaring i 

at tale engelsk. Alex’ ’avsnit’ er 

således skrevet i et vidunderligt 

grimt, knirkende sprog, der udgør 

en skønsom blanding af antikverede 

fraser og deciderede misforståelser, 

og som rummer egne poetiske 

kvaliteter, der kun delvist ind- 

fanges i Jan Hansens ellers kompetente 

oversættelse. 

Mere problematiske er de ambitiøse 

krønikeafsnit, hvor Foer 

rekonstruerer slægtens historie. 

Disse afsnit er holdt i et efterhånden 

fortærsket magisk-realistisk 

toneleje, tilsat en god dosis skrifttematik 

og kæk leg med genrer. 

Krønikedelen lider af de børnesygdomme, 

der plager mange debutromaner: 

Forfatteren har så travlt 

med at vise, hvad han kan (se, 

mor, uden hænder!), med at opstille 

tankevækkende symmetrier, 

filosofere over tilværelsens genvordigheder, 

arrangere tekstlige 

festfyrværkerier osv., at det hele 

hurtigt kommer til at virke en 

kende for konstrueret. Desuden 

stoler Foer ikke nok på sin læser. 

Han har så travlt med at fremhæve 

og eksplicitere alle de symmetrier, 

han talentfuldt har opstillet, at 

romanen indimellem får et lettere 

docerende præg. 

Det største problem i slægtskrøniken 

er dog nok, at Foer her 

stort set fraskriver sig den humor, 

der er hans største styrke som forfatter. 

Han abonnerer på det postironiske 

credo, der — med Foers 

egne ord — hævder, at »humor er 

en måde at vige uden om erkendelsen 

af, hvor uhyggelig og vidunderlig 

verden er«, og det er 

egentlig en skam. Ikke at der er 

det mindste galt med patos. Foer 

demonstrerer blot, at den er et 

sværere værktøj at håndtere end 

humor, og at den alt for ofte glider 

over i en modstandsløs sentimentalitet. 

Når Foers roman er værst, minder 

den om en usædvanlig ondskabsfuld 

og rammende parodi på 

værker som Peter Greenaways 

»The Pillow Book« og Jan Kjærstads 

»Tegn til kærlighed«, hvor 

tragikken drukner i glycerintårer, 

skrift på elskendes kroppe, klæge 

magisk-realistiske klichéer og 

mangel på klædelig selvironi. Når 

den er bedst — i den urkomiske 

skildring af hovedpersonernes 

skramlende odyssé — slår fortællingen 

gnister og overbeviser læseren 

om, at Foer er et stort talent, 

der har skrevet en løfterig debut. 

Men et ’genialt værk’, det er det 

altså ikke. 

(roman) 

Kan du lide at læse 

om god litteratur? 

Så bestil et abonnement 

på Standart. 

For kun 210 kr. får du 

hele årgang 2004 lige 

ind ad brevsprækken! 

Ring på 8942 5176 — 

eller mail til os på: 

redaktion@standart.nu 

Du kan selvfølgelig 

også sende et ganske 

almindeligt postkort til: 

Standart 

Langelandsgade 139 

8000 Århus C 

Standart bringer anmeldelser 

af ny litteratur — 

i et format, der er lige 

til at gemme. 


(kortprosa) 

Kristín Marja Baldursdóttir 

Mågelatter 

(Mávahlátur) 

Oversat af Áslaug Rögnvaldsdóttir 


PP Forlag 

Anmeldt af Trine Buhl 

Islandsk litteratur har det med at 

afgive en umiskendelig duft af 

lava og varme kilder, når handlingen 

er forankret i det tågede og 

særprægede islandske klima. »Mågelatter« 

er med sin regnvejrsvåde 

skildring af det stille hverdagsliv i 

et lille fiskerleje mellem hav og 

lavamark ingen undtagelse. 

Historien udspiller sig i 1950’erne 

i et ikke-navngivet, men alligevel 

genkendeligt islandsk lilleputmiljø, 

hvor sladderen trives og 

gør begivenheder ud af en ellers 

30 

Nostalgi og røre 

i lavamarken 

— islandsk provinsliv tilsat en knivspids krimi 

og et pund kvindesagsroman 


begivenhedsløs eksistens. Her findes 

de sædvanlige drukmåse, borgerdyr 

og ungmøer, der aspirerer 

til titlen som landsbyens skøjteprinsesse, 

men byen bebos også af 

en gruppe hårdtslående kvinder i 

alle aldre, som holder til under 

det samme tag i huset i Sunnugata. 

Vi kommer ind i historien på et 

tidspunkt, hvor køleskabet og oliefyret 

er nyeste teknologiske landvindinger 

i de små hjem. Det er 

påskemorgen, og startskuddet 

lyder, da romanens fortæller, den 

12-årige pige Agga, i ensom vandring 

ved molen ser sin unge tante 

dukke frem af påskesolen. Freyja, 

som tanten hedder, er vendt tilbage 

fra Amerika efter at være blevet 

enke, og hun genindtager hurtigt 

sin plads i barndomshjemmet i 

Sunnugata, hvor Agga også bor. 

Freyja ankommer med kufferter 

fulde af nylonstrømper og kjoler, 

som var hun »en colaflaske, en 

åbenbaring«, som det hedder, hvis 

vi lader romanens fortæller formulere 

det. Det bliver snart klart, at 

Freyjas hjemkomst vækker sladderen 

til live i den lille by, og at 

hendes tilstedeværelse vækker furore 

og røre blandt misundelige 

kvinder og giftefærdige mænd. 

Det ville være synd at røbe 

meget mere om handlingens gang, 

for det er hovedsagelig den, der 

sammen med romanens personskildring 

gør »Mågelatter« værd at 

læse. For den, der alligevel skulle 

få lyst til at kaste sig over romanen, 

venter gådefulde dødsfald, 

politiske kampråb, kærlighedsbilleder 

og et kvindeligt rengøringsvanvid, 

der gør en søndag aften i 

sofaen med et tæppe over benene i 

selskab med Agga og de andre 

kvinder til en god og behagelig 

oplevelse. Til de mindre gode 

sider hører de mange fejl i korrekturen 

og et sprog, der alt for ofte 

benytter sig af klichefyldte vendinger 

og nostalgisk fylgjeterminologi. 

Hertil kommer de lidt for 

mange og alt for alvorlige temaer, 

som kastes på banen, uden at skildringen 

af disse temaer synes at 

have været romanforfatterens 

egentlige ærinde. 

Man kunne have Krístin Marja 

Baldursdóttir mistænkt for at have 

villet skrive en god fortælling forankret 

i et bestemt udsnit af den 

islandske historie, og for at have 

Brevlange postkort nået 

frem i utide 

Tomsky 

Bortkomne postkort til ubekendt 

adressat 


Langtbortistan 

Der står på én gang for meget og for lidt i Tomskys postkort 

Anmeldt af Martin Deichmann 

Langtbortistan er et sted i det 

gamle melankolske Centraleuropa. 

Et sted, hvorfra man sender triste, 

dybsindige rejsebreve. Sidder på 

café og betragter gadelamper 

akkompagneret af kelnerens dæmpede 

snak med stamgæster ved 

bardisken. Donau, romersk arki- 

tektur, Prags regnvåde gade og eksilerede 

intellekter i Istanbul. Dette 

velkendte Langtbortistan kan være 

en udmærket motor for nutidig 

skrift. Et sted, man på en gang kan 

ironisere over og længes tilbage 

til. 

Langtbortistan er også navnet 

på et dansk forlag, der for ganske 

nylig har set dagens lys. To udgivelser 

er det blevet til: »Patagonia« 

af Thomas Linder Brox og 

»Bortkomne postkort til ubekendt 

adressat« af pseudonymet Tomsky 

— begge orienteret mod temaerne 

rejse og fravær. Og begge med 

intention om at opstille tableauer 

og billedliggøre oplevelser. 

»Bortkomne postkort til ubekendt 

adressat« er en beskeden 

tekstsamling på et par-og-tres 

sider. Det beskedne og kortfattede 

er jo naturligt givet i postkortets 

form, men samlingens tekster 

overholder strengt taget ikke formalierne. 

De er både længere end 

genren tillader og indeholder mere 

uddybende information, men siger 

samtidig ikke særligt meget. Postkort 

som metafor for rejsefragmenter 

er fin nok. Den charmerer endda. 

Men det kondenserede udtryk, 

som idéen om postkort lægger op 

til, lykkes ikke for Tomsky. 

Omslag af Jesper Rossing og 

Ole Arnst Thomsen 

villet styrke romanens tidsbillede 

ved at lade den lille by reagere i 

tidens ånd på fænomener som 

utroskab, en homoseksuel frisør og 

bulimi. I hvert fald er det sådan, 

disse fænomener bruges i bogen. 

Alligevel er jeg samtidig glad for 

at have læst den og kan i det store 

og hele anbefale den som det, den 

er: en god fortælling, der tangerer 

kriminalgåden og parrer den med 

lidt kvindesagsroman. 

»Mågelatter« er i øvrigt Krístin 

Marja Baldursdóttirs debutroman. 

Den udkom på islandsk i 1995 og 

blev dertil filmatiseret i 2001. 

Teksterne udspringer af møder i 

og med centraleuropæiske hovedstæder. 

De indeholder traditionel 

tristesse, surrealistiske optrin, 

megen satire og ironi og tvetydige 

semi-oprørske hilsner til far & 

mor, venner & bekendte. »Hotel 

Homo« er en vildfaren udgave af 

Villy Sørensens »Patienten«. 

»Syrjanka« minder i samspil med 

bogens forord om en pastiche på 

Borges. Teksten »Berlin« er samlingens 

positive overraskelse, der 

trods lidt misforstået ironiseren 

rummer the good old centraleuropæiske 

blues. Et eksempel: fortælleren 

sidder i nattoget og tænker 

på sin elskedes blik i afskedens 

stund: »At du, ligesom jeg savnede 

på forhånd, inden vi egentlig 

skiltes. At du med dit blik ville 

forkorte afstanden mellem farvel 

og goddag«. Og det var naturligvis 

ikke dét, blikket fortalte. Flere af 

den slags postkort ville jeg have 

været glad for. De øvrige behøvede 

for min skyld ikke at være nået 

frem.

Hvad er queer teori 

— og hvad er det ikke? 

Af Liv Mertz og Henrik Varmark 

Termen queer theory blev første 

gang anvendt ved en akademisk 

konference i New York i 1990. På 

amerikansk har glosen queer tidligere 

været brugt som en nedsættende 

betegnelse for primært 

mandlige homoseksuelle, men 

mere generelt betyder ordet også 

’sær’, ’afvigende’ og ’skæv’. Teorien 

var groft skitseret produktet 

af en fusion mellem seksualitetsog 

kønsstudier, men helheden 

blev mere end blot summen af de 

to hovedbestanddele. Indtil da 

havde seksualitetsstudier nemlig 

nærmest været ensbetydende 

med historisk dokumentation af 

bøsser og lesbiskes levede liv. 

’Bøsse’ og ’lesbisk’ blev de historiske 

aktører defineret som, hvis 

de forelskede sig i, blev tiltrukket 

af og/eller dyrkede sex med personer 

af samme biologiske køn. 

Queer teorien rettede derimod 

kikkerten (og kanonen) mod normativiteten. 

Både mod den heteronormativitet, 

som både lovgivningsmæssigt 

og kulturelt privilegerer 

heteroseksuelle monogame 

parforhold, men også mod den 

normative homoseksuelle essenstænkning, 

der ligger i, at den 

homoseksuelle bliver italesat som 

en særlig mennesketype, der afviger 

fra flertallet, og som har krav 

på beskyttelse i kraft af sin status 

som mindretal. Som tænkemåde, 

analytisk redskab og aktivismeform 

promoverer queer teorien en 

ganske anderledes strategi, fordi 

den adskiller sig radikalt fra de 

forudgående bestræbelser på at 

synliggøre seksuelle minoriteter. 

Gloria goes to gay pride 

I et litterært perspektiv handler 

den queer læseform derfor hverken 

om at diskutere homo-klassikere 

eller — i et forsøg på at gen- 

oplive biografismen — at udpege 

homoseksuelle forfattere fra en 

nær eller fjern fortid. Det var i 

høj grad projektet i den homoseksuelle 

litteraturhistorie, som gik 

ud på at fremskrive en positiv 

identitetshistorie for sin subkultur. 

Denne litteraturhistorie tog 

for alvor fart i USA fra 1980’erne 

og vokser sig stadig større. I amerikanske 

boghandler finder man 

digre værker med titler som »A 

History of Gay Literature« eller 

»The Gay & Lesbian Literary 

Heritage«, hvor man kan slå op 

under alt fra Homer og Oscar 

Wilde til Patricia Highsmith og 

Children’s Literature (for opklaringens 

skyld handler dette opslag 

om bøger til børn af bøsser og lesbiske, 

f.eks. og hhv. »Gloria goes 

to gay pride« og klassikeren 

»Heather has two mummies«). 

Man skal have noget at identificere 

sig med for at genkende sig 

selv. 

Det nye, queer perspektiv skal 

i stedet, med queer litteraten Dag 

Heedes ord, tjene til at mærkværdiggøre 

det selvfølgelige (i 

Heedes tilfælde den litterære 

kanon). Med det mærkværdiggørende 

perspektiv for øje handler 

mange bidrag i dette Stand In 

om at udpege, ikke folks køn 

eller seksualitet, men netop de 

steder i kunsten og livet, hvor der 

hersker en usikkerhed om disse 

problematiske og forældede, normative 

begreber. Til sammenligning 

kan queer øjne også se 

anderledes på børnelitteraturen: 

det svenske tidsskrift BLM har 

netop skrevet om det queer eller 

mærkværdiggørende ved figurer 

som Pippi Langstrømpe, Peter 

Plys og Harry Potter. 

Køn er noget man gør 

Også inden for kønsforskningen 

skiftede fokus i stigende grad fra 

køn som noget, man har, til 

noget, man gør. Og her gled synliggørelsesprojektet 

også mere og 

mere i baggrunden: Nu handlede 

det ikke længere om f.eks. at 

bevise, at kvinder også havde 

spillet en rolle i historien. I stedet 

blev der teoretiseret over køn 

som et relationelt og strukturerende 

princip. 

Dermed blev det muligt at problematisere 

kategorierne ’mand’ 

og ’kvinde’ og påvise, at disse var 

historiserbare og foranderlige 

størrelser. Med den nye optik 

kunne forskere udsætte ‘det 

mandlige’ og ‘det kvindelige’ for 

samme mærkværdiggørende greb, 

som de seksuelle identitetskategorier 

oprindeligt blev underkastet. 

Fusionen af køns- og seksualitetsforskning 

gjorde det endvidere 

muligt at teoretisere over de 

to markørers placering i et større 

regulerende system, som den 

amerikanske filosof Judith Butler 

har kaldt ‘den heteroseksuelle 

matrix’. Uden for sådan én er der, 

som man ved fra filmens verden, 

en anden verdensorden på færde, 

og Butler vender vi — og mange 

andre skribenter her i Stand In — 

snart tilbage til. 

Siden Freud har køn og seksuel 

orientering for mange stået 

som de allermest centrale kendetegn 

ved menneskers personlighed. 

Freuds repressionshypotese, 

som netop forudsatte seksualiteten 

som en iboende kraft, fik en 

renæssance i 1960’erne i kraft af 

den seksuelle revolution. 

Seksualiteten skulle nu slippes 

løs af sit (borgerlige) fængsel. 

Forståeligt nok indgød 

1960’ernes seksualpolitiske klima 

derfor også til frigørelsesbestræbelser, 

der tog udgangspunkt 

i seksualiteten som en indre 

kerne, der skulle befries. Dette 

udgangspunkt levede den homo- 


NR. 4 DECEMBER 2003 31 

Tillæg til nr. 4 december 2003

(stand in) 


seksuelle borgerrettighedsbevægelse 

da også fint med de næste 20 

år. Undervejs stødte det dog ind i 

en af queer teoriens andre store 

inspirationskilder, Michel Foucault, 

hvis kritik af én essentiel 

drift lagde grundstenen for Judith 

Butlers plot mod heteronormativiteten. 

The Butler did it 

Normerne for, hvordan man kan 

gøre sit køn og sin seksualitet, er 

netop denne Butlers genstandsfelt. 

I sit banebrydende værk »Gender 

Trouble. Feminism and the 

Subversion of Identity« fra 1990 

analyserer hun betingelserne for at 

gøre sig kulturelt forståelig som 

kønnet og seksuelt væsen i den 

vestlige verden i slutningen af det 

20. århundrede. Butler finder frem 

til, at der findes et påbud om overensstemmelse 

mellem biologisk 

køn (‘sex’), socialt køn (‘gender’), 

seksuelt begær og seksuel praksis. 

Dette imperativ er det, vi før 

omtalte som den heteroseksuelle 

matrix. 

For at blive betragtet som ‘normal’ 

skal subjektet udvise en kausal 

sammenhæng mellem disse fire 

komponenter: Hvis man er født 

med en tissemand, må man også 

agere sådan, at det omgivende 

samfund anerkender en som 

‘mand’. Dette krav kan man opfylde 

ved at tilegne sig et bestemt 

kropssprog, opøve særlige kompetencer 

og dyrke bestemte interesser. 

Endvidere må man rette sit 

begær mod personer af det modsatte 

biologiske køn — det er en 

del af den samlede ‘kønspakke’ — 

og endelig er det også disse personer, 

man forventes at dyrke sex 

med. Butlers ærinde er således 

ikke at kortlægge årsager til, hvorfor 

nogle bliver homo- eller transseksuelle, 

men derimod at påvise, 

hvorfor de fleste bliver heteroseksuelle. 

Heteroseksualitet er dermed 

ikke i mindre omfang en 

social konstruktion, end homoseksualitet 

er det: Den heteroseksuelle 

matrix udstikker ikke blot retningslinjer 

for, hvordan vi kan 

gebærde os, men afgrænser også 

horisonten for, hvilke typer 

adfærd vi umiddelbart kan forstå. 

Hvis man lever et liv uden den 

konventionelle sammenhæng mellem 

de oven for anførte komponenter, 

kan man på forskellig vis 

imødegå de sanktioner, man oplever 

på dén konto. Én strategi er at 

gruppere sig med andre med 

samme ‘afvigelseskombination’ 

32 


som en selv. Herhjemme hedder 

Landsforeningen for Bøsser og 

Lesbiske netop således, fordi den 

definerer sig ud fra sine medlemmers 

seksuelle observans. Men 

man kan også vælge at søge sammen 

med mennesker, der deler 

samme optik som én selv — som 

ser på verden på samme måde. På 

den måde bliver det perspektivet, 

der definerer fællesskabet og ikke 

identiteten. Det er her en udbredt 

misforståelse, at queer cirka betyder 

det samme som ‘bøsse’ eller 

‘lesbisk’, men bare er en mere 

inklusiv paraplybetegnelse. 

Hvordan man ser ud og opfører 

sig, samt hvem man går i seng 

med og hvordan, er underordnet. 

Derfor er dette Stand In heller ikke 

(kun) forbeholdt homoseksuelle 

forfattere, kunst eller for den sags 

skyld skribenter. Queer perspektivet 

gør op med identitetsbaseret 

politik som sådan, og queer kan 

enhver altså kalde sig, der opfatter 

normalisering som magtudøvelse i 

sig selv! 

The Big Bang 

I dette nummer kigger vi især på 

Herman Bang, som i disse år 

lægger ryg til en stor del af debat- 

ten for og imod det queer perspektiv. 

Hvor en homo-litterær læsning 

af Bang — forenklet sagt — ville 

fremstille ham som en helt i subkulturens 

identitetshistorie, viser 

Dag Heede kernen i sit queer projekt 

med at mærkværdiggøre de 

faste idéer og kønskategorier i forståelsen 

af den store Bangs værker. 

At dét er svært at gøre uimodsagt, 

demonstreres straks efter af 

to essay-anmeldelser. Lis Norup — 

og derefter Storstein & Sørensen 

— sætter hver især fokus på de 

æstetiske problemer, der melder 

sig, når man kobler seksualitet 

med litteraturhistorie i fortolkningen. 

Hvis det ellers er det, queer 

læsning gør: Er det blot biografisme 

i forklædning, og hvor allegorisk 

kan man læse tekster, der gør 

en dyd ud af at undgå den direkte 

tale om homoseksualitet? 

Denne problemstilling er også 

aktuel hos andre end Bang. Det ser 

man blandt de ældre tekster i en 

ny dansk antologi fra Forum med 

tekster om homoseksualitet. 

Antologien er ikke et decideret 

queer, men snarere et homoseksu(eller 

tekstu-)elt projekt, der 

ikke er set før herhjemme. For at 

illustrere forskellen — og for at 

provokere –udsætter vi den homoseksuelle 

antologi for et særdeles 

queer anmelderperspektiv og giver 

derefter, i retfærdighedens navn, 

ordet tilbage til ankermanden bag 

samme bog. I et interview fortæller 

Peter Legård Nielsen om 

bevæggrundene for at samle og 

sende sådan et værk på gaden. 

Han giver samtidig et litterært rids 

over udviklingen i den danske 

homolitteratur, hvis grad af åbenhed 

eller allegorisk omskrivning 

følger i sporene på den ovenstående, 

kulturhistoriske skabelon over 

det 20. århundrede. 

»Stalemate«. To mænd, der lægger arm? Den fremherskende konstruktion af køn gør det utænkeligt, at en 

kvinde skulle ønske at udfordre en mand på fysisk styrke. Personen til venstre er den transseksuelle fotograf 

Loren Cameron, der er født som kvinde. Gengivet med kunstnerens venlige tilladelse fra fotobogen »Body 

Alchemy. Transsexual Portraits« (1996) 

Queer sprogbrug 

Vores faste læsere vil vide, at 

Standart normalt beskæftiger sig 

med litteraturens verden. Når 

dette tillæg nu så gerne vil være 

queer, tager vi vores egen medicin 

og løfter til sidst blikket ud af vort 

vanlige fagområde. Fotografiets 

verden er her særlig velegnet, 

fordi Tina Raun kan fastholde den 

flygtige essens i den queer synsmåde 

hos fotografen Nan Goldin. 

I dennes (og ikke hendes) billeder 

kan man ikke entydigt aflæse, 

hvilke personer der er hvad, men 

så kan den queer fortolkning i al 

fald diskutere, hvordan og hvorfor

den ikke kan dét. Når et sådant 

analysearbejde skriver sig op imod 

heteronormativiteten, må det 

sproglige forløb manøvrere uden 

om gloser som ‘han’ og ‘hun’. Når 

udgangspunktet er at sætte spørgsmålstegn 

ved de foruddefinerede, 

bestemte kategorier, er queer 

skriftsprog gerne holdt i ubestemt 

grammatisk form (dog ikke i nærværende 

tekst!) 

Som begrebet om queer næsten 

selv indbyder til, slutter vi af med 

en perspektiverende kritik af 

begrebet selv. I forlængelse af de 

nedbrudte kønskategorier hos 

Bang, Butler og Goldin kommer 

Bonnie C. Barr med et amerikansk 

bud på, hvor man kan gå hen efter 

queer bølgen. Barr har sit litterære 

fokus på transseksuelles selvbiografier. 

Ikke »de transseksuelles 

selvbiografier«. Det lille ’de’ ville 

jo netop antyde, at den talende 

skulle befinde sig i en anden kategori 

end ’de’, og det ville markere 

en identitetsmæssig eller kategoribaseret 

afstand til ’det Andet’. 

Alt dette vil man netop omgå i 

queer optik. Fra sit synspunkt 

viser Barr, hvordan begrebet om 

Transgender Theory både griber 

tilbage til kønsidentiterne og skubber 

dem fra sig igen dem. Dermed 

udfordrer artiklen det spæde, men 

stadigt voksende queer forskningsfelt 

i Danmark, som dette Stand In 

dermed både forlænger og kritiserer. 

Det queer perspektiv drejer sig 

— igen med Dag Heedes ord — 

ikke om at finde sandheden, men 

om at undgå at frede sandheder: 

der hvor det synes mest illegitimt 

at stille dybdeborende og problematiserende 

spørgsmål, er netop 

det sted, man skal begynde at 

bore. Derfor starter vi med ham 

selv. Forvirret? Forhåbentlig ikke 

efter at have læst de følgende 

sider. Og i så fald er det, fra et 

queer synspunkt, ikke den værste 

tilstand, man kan ende i. 

Maria Nikolajeva: »Hur queer är 

Pippi?« BLM 2003, nr. 4 

Spring nr. 20, 2003. Tema: 

Litteratur, køn, identitet 

Claude J. Summers (red.): »The 

Gay and Lesbian Literary 

Heritage« 

Synsvinkler 28, 2003. Queer. 

Særnummer 

Gregory Woods: »A History of Gay 

Literature« (1998) 

Dele af denne artikel har tidligere 

været bragt i»Universitetsavisen« 

nr. 9 / 30. maj 2003 under titlen 

»Identiteterne der blev borte« 

Af Dag Heede 

Herman Bang 

og seksualiseringen 

af litteraturhistorien 

Intro: fodnoten 

Kære Læser. Tillad mig at indlede 

dette essay skævt og selvcentreret 

— to sider af samme sag. Queer 

teorien og dekonstruktionen har 

frembragt en øget sensibilitet i forhold 

til tekstlige periferier, udkanter, 

grænser — og ikke mindst 

overskridelser. En af disse marginer 

eller grænsefigurer er 

fodnoten. 

Fodnoten har en lang række 

funktioner, ikke kun i en skønlitterær 

tekst, men også i den genre, vi 

kender som den videnskabelige 

afhandling. Først og fremmest har 

den den velkendte læsertyngende, 

genremanifesterende og akademisk 

legitimerende funktion at 

demonstrere, at den skrivende 

skam har gjort sit læsearbejde, 

skam kender den hidtidige forskning 

på feltet, skam kan gå i dialog 

med den både overordnet set 

og på detaljeniveau og skam vedkender 

sig den gældende skrivetradition 

for forskningsproduktion. 

Den bringer med et bang’sk udtryk 

både skriver og læser under åget. 

Men fodnoten kan — også i en 

tilsyneladende stram genre som 

den akademiske afhandling — 

have en lang række andre funktioner. 

Lad os stjæle lidt fra Jacques 

Derridas forestillinger om supplementslogikken, 

hvor han taler om 

randbemærkningen, men som jeg 

tillader mig at udvide til også at 

gælde fodnoten. Fodnoten er ifølge 

Derrida et tillæg, noget der 

underbygger, udvider, nuancerer 

og komplementerer og evt. kan 

springes over, uden at hovedteksten 

forstyrres. Samtidig insisterer 

fodnoten på sin eksistens, sin 

egenberettigelse, og truer derved 

med ikke bare at supplere, men 

måske overtage eller sågar erstatte 

primærteksten. Fodnoten kan fra 

at være et uskyldigt tillæg blive 

næsten et enten/eller i forhold til 

hovedteksten eller et både/og, en 

fikserbilledagtig mekanisme, hvor 

læseren tvinges til at forholde sig 

til to tekster på en gang, to stemmer, 

der uophørligt henviser til 

og/eller modsiger hinanden. 

Fodnoten som 

hermeneutisk narrefisse 

Denne lidt kringlede omvej til mit 

egentlige projekt: at reflektere 

selvkritisk over min nys udgivne 

(stand in) 

Eller: 

er impressionismen en 

homoseksuel fortælleteknik? 

afhandling: »Herman Bang. 

Mærkværdige læsninger«. Jeg gør 

det ved at læse min egen mærkværdige 

og skæve tekst mærkværdigt 

og skævt; eller anderledes 

udtrykt: ved at dekonstruere min 

dekonstruktion. Jeg tager således 

ikke udgangspunkt i hovedteksten 

— brødteksten, som det hedder 

med en lidt mærkelig kulinarisk 

metafor — men i to fodnoter, der 

hver for sig måske demonstrerer 

meget lidt uskyldige anvendelser 

af genren. 

Den første er vist allerede blevet 

berømt. Den går igen i næsten 

samtlige anmeldelser af bogen. 

Fodnoten, skylder jeg at sige de 

læsere, der kun kender min bog 

via anmeldelserne (og det er og 

forbliver vist desværre hovedparten), 

eksisterer altså og ja, tænk!, 

jeg formaster mig rent faktisk til at 

skrive om romanen »Tine«: 

I en pornografisk optik kan man 

betragte de erotiserede trekantstableauer 

i romanen som lesbiske 

forspilsscener mellem Marie og 

Tine, der nærmest naturlovsmæssigt 

synes at påkalde mandens 



(stand in) 


ankomst — med eller uden »halsende 

hunde«. Denne struktur 

gælder både på mikroplanet i indledningskapitlets 

små erotiske tableauer 

og som makrostruktur for 

hele romanen. Sat på spidsen kan 

Tine — også — betragtes som en 

pornofilm, der på klassisk vis 

begynder med lesbisk petting og 

ender med et stort heteroseksuelt 

knald (i alle ordets betydninger). 

Denne fodnote er naturligvis 

bemærkelsesværdig. John Chr. 

Jørgensen opfordrer i »Ekstra- 

Bladet« sin Bang-elskende læser 

til her at forsyne sig med rigelige 

mængder af stesolider. Ikke uden 

grund. For maskeret og forsøgt 

uskyldiggjort som lærd reference 

gemmer der sig her en utilladelig 

tankeassociation, der ikke forfølges, 

men heller ikke undertrykkes. 

I stedet kommer fodnoten som 

kompromis. Fodnoten har her en 

destabiliserende effekt som radikalt 

og uopfulgt fortolkningsforslag. 

Den maskerer et genrebrud, 

en umoralsk digression, der truer 

med at stjæle interessen fra hovedargumentationen. 

Den er et irrita- 

34 


tionsmoment, en hermeneutisk 

narrefisse. 

Fodnoten som smertepunkt 

Imidlertid kan fodnoten også misbruges 

på anden vis end i ovennævnte 

puerile eller senpubertære 

og pseudopornografiske forsøg på 

at kaste kødlunser ud til anmelderkorpset 

(der i dette tilfælde har 

nu grebet dem med sund appetit). 

Den kan markere et smertepunkt, 

en radikal undladelsessynd, en 

reflektorisk afmagt á la: »ja, jeg 

ved godt, at dette har vidtrækkende 

konsekvenser, at det kræver 

langt mere argumentation, inddragelse 

af bredere materiale, grundlagsdiskussioner, 

nydefineringer 

og meget andet, ja, i virkeligheden 

en helt ny bog, og den orker eller 

magter jeg altså ikke at skrive, 

men på den anden side må dette 

siges — og så kan andre, klogere, 

yngre og mere energiske måske 

tage bolden op«. En sådan fodnote 

eller et sådant smertepunkt udgør 

min behandling af Bangs udvikling 

fra naturalisme til impressionisme: 

Også denne udvikling har en seksualitetsteoretisk 

dimension, som 

Herman Bang selv lægger op til i 

»Gedanken zum 

Sexualitätsproblem«. Han siger 

her, at den homoseksuelle kunstner 

aldrig vover at udtrykke sine 

følelser direkte og således aldrig 

vil kunne udfolde sit talents fulde 

og oprindelige kraft: »Um eine 

ewige Maskerade zu vermeiden, 

wendet er sich von sich selbst und 

seinen eigenen Gefühlen ab und 

wird als Künstler von allen Dingen 

ein Beobachter seiner Mitmenschen, 

und zwar in den meisten 

Fällen ein grosser Schilderer, weil 

er sozusagen mit vier Augen 

sieht.« Her synes Bang at levere 

stof til en række koblinger mellem 

litteraturhistorie og seksualitetshistorie, 

ja, måske kan »Gedanken 

zum Sexualitätsproblem« med 

dens beskrivelse af den homoseksuelle 

kunstners position som 

udenforstående læses som en skitse 

til en impressionistisk poetik. 

Man kan således måske — også — 

søge en af impressionismens rødder 

eller forudsætninger i Herman 

Bangs seksuelle outsiderposition, 

hvor han ikke mener at kunne 

give sine følelser direkte udtryk, 

og ikke ønsker »eine ewige 

Maskerade« (måske som i tilfældene 

med Kamilla- og Eva-skikkelserne 

fra »Haabløse Slægter«). I 

stedet bliver han så ’iagttager’, en 

position, der kan kobles til den 

impressionistiske fortællekunst, 

der opererer med en ekstrem 

diskret (ikke ’passiv’) fortælleteknik. 

»Stuk« er således måske en 

slags impressionistisk ’Bernhard 

Foto: Henrik Varmark 

Hoff’ med en radikal flytning af 

fokus fra betragteren selv til det 

betragtede. Det mærkværdige er 

således ligeledes rykket fra excentrikerens 

introspektion af sin egen 

besynderlighed og af andre personers 

besynderligheder til en tilsyneladende 

neutral og objektiv skildring 

af universet, der nu til 

gengæld skildres som mærkværdigt. 

Hvis jeg skulle skrive min Bangbog 

forfra, blev det måske ud fra 

denne grundhypotese, der på mere 

konsekvent vis kunne genindskrive 

Bang i litteraturhistorien i stedet 

for — som Niels Barfoed rigtigt 

bemærker det i »Weekend-avisen‹ 

— at skrive ham ud af den.

Seksualiseringen af 

litteraturhistorien 

Den bog, jeg håber, en dag kan 

skrives af en anden er en konsekvent 

seksualiseret litteraturhistorie, 

hvor Bangs særlige seksuelle 

position og forudsætninger systematisk 

og udfoldet kan kobles til 

udviklingen af den impressionistiske 

skrivestil. Nu vil jeg nøjes med 

at anvende essayet, »Gedanken 

zum Sexualitätsproblem«, som en 

prisme til at afdække tematiske 

strukturer i Bangs forfatterskab. At 

anvende denne posthumt udgivne 

og sent skrevne tekst — essayet er 

dikteret til Bangs læge Max Wasbutzki 

i 1909 og udkom først i 

Bonn i 1922 — som optik på forfatterskabet 

er naturligvis hverken 

uproblematisk eller omkostningsfrit. 

Men en sådan skæv samlæsning 

af en mærkelig marginaltekst 

med forfatterskabets centraltekster 

kan afdække interessante 

mønstre og logikker. 

Essayet er blandt meget andet 

en apologi for homoseksualitet og 

en playdoier for at afkriminalisere 

fænomenet, som Bang fremstiller 

som et ufarligt naturens lune snarere 

end en perversitet eller en 

last. Han fremstiller den typiske 

homoseksuelle som et misforstået 

og uskyldigt forfulgt væsen, der 

først og fremmest er en agtværdig, 

altruistisk, lovlydig og selvhadende 

bedsteborger, der — ligesom 

Ida Brandt i »Ludvigsbakke« — er 

nærmest patologisk gavmild og 

netop pga. denne gavmildhed ofte 

ender i fedtefadet. Hvad der eventuelt 

kunne udløse denne gavmildhed 

og ikke mindst hvilke 

modydelser de unge mandlige 

modtagere af den forventedes at 

levere, går teksten — og Bang i det 

hele taget — let og tavst henover. 

Smagfuldt sikkert ud fra samtidens 

normer. 

Bangs essay er i høj grad et knæfald 

for heteronormativiteten (forestillingen 

om heteroseksualitetens 

universelle og absolutte forrang), 

en ’slavetekst’ for nu at udtrykke 

det i ideologikritiske termer. Bang 

ikke blot underkaster sig normen 

og magten, han omfavner den. 

Forplantningen 

Bang er i essayet radikalt antimissionerende, 

tigger kun om accept 

for allerede eksisterende homoseksuelle, 

der fremstilles som en fejl i 

naturen, som fremtidens læger på 

sigt vil kunne om ikke kurere, så 

dog forebygge. Medicinen vil 

kunne forhindre produktionen af 

kommende homoseksuelle, eller 

tør vi anvende et Bangsk udtryk 

som ’håbløse slægter’? Alene forplantningen 

kræver ifølge 

»Gedanken«-essayet en sådan 

indskrænkning. 

Et hovedargument i min bog er, 

at Herman Bang i hele sit forfatterskab 

ganske enkelt udfører det 

projekt, han håber, kommende 

læger i virkeligheden vil realisere. 

Bang udforsker sine mærkelige 

personer, analyserer deres familieforhold, 

arvelige belastninger, 

fødsler, opdragelse, opvækst, redegør 

minutiøst for deres indflydelseskilder, 

udleverer deres tragiske 

kærligheder og ender næsten hver 

gang med at tage livet af dem, så 

forplantningen kan gå sin gang og 

smålivet skylle videre, som Agnes 

Linde udtrykker det i »Ved Vejen«, 

Bangs mestertekst, der med 

fordel kan genlæses i et forplantningsøkonomisk 

perspektiv. 

Kortromanens eller langnovellens 

triste slutning er nemlig fra et 

reproduktionsmæssigt synspunkt 

den optimale løsning; for den sterile 

heltinde er død, den forplantningsuvillige 

Huus, der godt nok 

kører med sæd, men har gådefuld 

afsmag for forlovelser og fødsler, 

er bortrejst, den virile stationsforstander 

Bai kan udover sine to 

uægte børn få et par ægte med den 

mere end parringsvillige Louise 

Abel, der ligesom sin lige så 

mandbare søster, Ida, måske endelig 

får en mand på krogen. Vi er 

her alle for forplantningen, sukker 

veninden den engang så vitale 

Thora Berg, der karakteristisk nok 

gifter sig nedad med en Kaptajn 

Dahl — og det udsagn skal tages 

bogstaveligt. 

De ufrugtbare 

De der ikke kan eller vil forplante 

sig, skal Herman Bang nok sørge 

for enten at få skaffet af vejen gennem 

bortrejse eller, hyppigere, få 

taget livet af. Ægteskabsbryderen 

Tine bliver sendt i dammen, den 

naturstridige Ida Brandt visner 

bort i løbet af foråret, William Høg 

resignerer eller begår selvmord 

(anden-udgaven af »Haabløse 

Slægter« er mere ’moralsk’, idet 

den kraftigt antyder, at den besynderlige 

helt dør snarere end den 

usædelige førsteudgaves bortrejse), 

og Claude Zoret dør og testamenterer 

sin formue til det unge heteroseksuelle 

par ligesom den navnløse 

fortæller i »Brudt Liv«, Bangs 

tidligste tekst. Joán Ujházy nøjes 

med at rejse bort ligesom en lang 

række andre blege, gådefuldt melankolske 

og altruistiske ungkarle. 

Der viser sig gradvist et fast 

mønster og en gennemgående 

logik i Bangs forfatterskab, som 

typisk rummer beskrivelsen af en 

mærkelig figurs mærkeligt determinerede 

skæbne, som vedkommende 

vel at mærke er ganske 

uden skyld i. Herefter følges 

denne ofte engleagtige outsiders 

tragiske liv, som typisk krones 

med døden, der nærmest fremstilles 

som en form for selvrealisation 

såvel som en slags ofring for menneskeheden 

og forplantningen. 

Eller som Willian Høg gådefuldt 

skriver det i sit afskedsbrev, der i 

alle ordets betydninger afslutter 

de »Haabløse Slægter«: for at frelse 

Slægten. Bang skriver sig således 

gennem sine allegorier ind i 

den moderne vestlige verdens 

hygiejniske fantasi om et univers 

uden homoseksuelle. Eller anderledes 

udtrykt: en god homoseksuel 

er en død homoseksuel. 

Kvindeskildringerne 

»Gedanken«-essayets poetologiske 

muligheder er imidlertid ikke udtømte 

hermed. Et standardtema i 

Bang-forskningen er inspireret af 

Bangs egen fremstilling af den 

homoseksuelle mand som en kvindelig 

sjæl i et mandligt legeme. 

Denne figur, som queerteoretikeren 

Eve Kosofsky Sedgwick i sin 

bog »Epistemology of the closet« 

kalder inversionstropen, giver ifølge 

Bang den mandlige homoseksuelle 

kunstner særligt gode betingelser 

for at skildre mennesker, 

idet han er en ’androgyn’ figur, 

der indfølende og indfølt kan 

beskrive såvel mænd som kvinder. 

Bangs berømte kvindeskildringer 

er således ofte koblet til hans 

homoseksualitet. 

Imidlertid er jeg skeptisk ved 

dette ræsonnement. For det første 

fordi jeg — ja, call me old fashioned! 

— som feminist altid studser, 

når en enig, mandlig forskningstradition 

roser en mandlig forfatter 

for hans begavede kvindeskikkelser. 

Selv en kønsforskruet mesterdigter 

som J.P.Jacobsen roses herfor. 

Og jeg savner at se kvindelige 

Bang-forskere rose kvindeskildringerne. 

Kun den tyske skandinavist 

Annegret Heitmann har i afhandlingen 

»Noras Schwester« sat 

spørgsmålstegn ved de bang’ske 

kvindeskikkelsers realisme. Helt 

oplagte emner som misogyni og 

kvindedæmonisering i Bangs forfatterskab 

skriger på systematisk 

kortlægning, analyse og teoretisering 

gerne af en forsker med ’kvindeligt 

markerede kropstegn’, som 

det jo nu hedder på postfeministisk 

newspeak. 

For det andet går min skepsis 

(stand in) 

vedrørende den mandlige konsensus 

omkring den mandlige homoseksuelles 

indlevelsesevne i ’kvinden’ 

også på det banale faktum, at 

selv inden for figurens egen logik, 

så savner jeg det ’modsatte’ billede. 

Jeg ville være mindre skeptisk 

over for tankegangen, hvis jeg bare 

engang imellem så hyldester til 

lesbiske kunstneres dybfølte indlevelser 

i mænd. 

En undladelsessynd 

Jeg må her ved vejs ende beklage, 

at jeg endnu engang har begået 

»Mærkværdige læsninger«s undladelsessynd: 

ikke at besvare spørgsmålet: 

»Er impressionismen en 

homoseksuel fortælleteknik?« For 

mig er det først og fremmest vigtigt 

at stille spørgsmålet, at formulere 

det som kombinationsmulighed 

mellem seksualitetshistorie og 

litteraturhistorie. Jeg er fuldstændig 

klar over, at en randbemærkning 

om den homoseksuelle 

kunstners produktionsbetingelser i 

en posthumt udgiven marginaltekst 

af en enkelt forfatter næppe 

isoleret kan bygge en bro mellem 

en så bred bevægelse som impressionismen 

og et så komplekst 

historisk fænomen som homoseksualiteten. 

Jeg har samme følelse 

ved at stille spørgsmålet, som 

Judith Butler havde ved at skrive 

et essay med titlen »Den lesbiske 

fallos«: indholdet kan aldrig leve 

op til titlen. Men som Butler resigneret 

konkluderer: sådan er det 

altid med det falliske. Det lover 

altid mere, end det kan holde. 

Herman Bang: »Gedanken zum 

Sexualitätsproblem« (1922) 

Dag Heede: »Herman Bang. 

Mærkværdige læsninger« (2003) 

Annegre Heitmann: »Noras 

Schwester« (1992) 

Eve Kosofsky Sedgwick: 

»Epistemology of the closet« 

(1990) 

Dag Heede (f. 1962), mag.art og 

ph.d i litteraturvidenskab 

(Københavns Universitet), lektor i 

dansk litteratur ved Institut for litteratur, 

kultur og medier, 

Syddansk Universitet. Har bl.a. 

publiceret om Michel Foucault, 

Sigmund Freud, Jens Peter 

Jacobsen, Karen Blixen, Herman 

Bang, Lili Elbe, Peter Høeg og 

queer teori. Arbejder p.t. med 

H.C.Andersen. 


(stand in) 

Af Lis Norup 

Skønt det i Grunden ikke passer 

sig for Voksne at drøfte Kønsspørgsmaal, 

fordi det for Mænd, 

der arbejder og har Familie, er 

overflødigt, har de sidste Tiders 

Sædelighedsskandaler maattet 

bevæge enhver Borger til at klargøre 

sit Syn paa abnorme Kønsforhold. 

Er Homoseksualitet tilladt 

eller ej, er Pæderasten en Sædelighedsforbryder 

eller en Syg? 

Den, der her i homofobisk tonefald 

påtager sig den opgave at 

diskutere »en Mands forrykte 

Tilbøjelighed for sit eget Køn«, er 

Johannes V. Jensen i en kronik i 

»Politiken«, 30. november 1906. 

Målet med kronikken »Samfundet 

og Sædelighedsforbryderen« er at 

understrege »det Offentliges Pligt« 

til ubetinget at beskytte almenvellet 

mod den »skidne Kønsforrykthed«, 

bl.a. ved at indrette »et 

Hospital med tvunget Ophold for 

kønsligt Ulykkelige«. Indtil slige 

faciliteter er tilvejebragt, er det 

Privatmandens ret at værne »sig 

og sit Hus«, om nødvendigt ved 

»at sparke Tænderne ind i Hovedet 

paa en Sædelighedsforbryder, 

der kommer dig for nær.« 

Tidspunktet for Johannes V. 

Jensens anråbelse af »Samfundets 

Ret at fastholde og uskadeliggøre 

enhver, der sondrer sig ud fra det 

Almene« var ikke tilfældigt. For 

kronikken var affødt af en aktuel 

skandale, af Den store Sædelighedssag, 

hvor respektable og velhavende 

herrer af det bedre borgerskab 

som tandlæge Emil Aae og 

36 

»Hvad er det 

Herman Bang har skrevet?« 

Om Dag Heedes nye, mærkværdige Bang-læsninger. I tableauets abrupte form 

sætter de fokus på forfatterens livslange forhandling med heteronormativiteten 


overbetjent i opdagelsespolitiet 

Carl Hansen var blevet arresteret 

og året efter, i 1907, dømt for at 

have overtrådt straffelovens §177, 

’Deelagtighed i Omgængelse mod 

Naturen’. Det interessante ved forhørene 

var — ifølge Wilhelm von 

Rosens bog »Månens Kulør«, 

hvorfra de her bragte oplysninger 

stammer — at de anklagede nok 

tilstod »en lang række strafbare 

forhold«, herunder at have nydt 

omgang med »Hanskøger«, unge 

mænd af arbejderklassen, der for 

en daler eller to falbød kødets glæder, 

og at have frekventeret såkaldte 

‘Mandeklubber’, men uden at 

de følte sig skyldige. »De anerkendte 

ikke«, skriver von Rosen, 

»retsgrundlaget for retsforfølgningen«, 

fordi de var bevidste »om at 

tilhøre en gruppe af særlige individer 

og denne gruppes veletablerede 

sociale forankring i en københavnsk 

og international subkultur.« 

* 

Bangs tanker om 

seksualitetsspørgsmålet 

Blandt de grovheder, der fylkedes 

i Johannes V. Jensens kronik, var 

der en, der var lige ved at få ham 

smidt ud af Dansk Forfatterforening. 

Det var insinuationen om, at 

den positive holdning til et politisk 

forslag om udbygning af Københavns 

befæstning hos en »meget 

kendt Forfatter, der iøvrigt foruden 

at være abnorm ogsaa har 

vist Talent«, skyldtes en forliebelse 

i en løjtnant. »Staklen«, der 

ifølge Johannes V. Jensen »næppe 

nogensinde har haft et Vaaben i 

sin Haand«, lod sig uden vanskelighed 

genkende som Herman 

Bang. 

At den kendte forfatter Herman 

Bang var kontrærseksuel, var der 

ingen i samtiden, der var i tvivl 

om — slet ikke efter den smædekampagne, 

frokostsprøjten »Middagsposten« 

førte an i, og hvis 

modbydeligheder var medvirkende 

til, at han i 1907 flyttede til 

Berlin — hvorimod kun få med 

sikkerhed kendte hans holdning 

til sin seksualitet. 

I 1909 — samme år som Emil 

Aae, efter at have udstået sin straf 

for 14 tilfælde af omgængelse mod 

naturen, lod udgive sit forsvars- og 

anklageskrift »Den fulde Sandhed 

om min Arrestation og Fhv. Kst. 

Kriminalretsassessor Wilckens 

store Sædelighedssag 1906-07« — 

nedskrev Herman Bang i samarbejde 

med den tyske læge Max 

Wasbutzki sin opfattelse af homoseksualiteten 

i skriftet »Gedanken 

zum Sexualitätsproblem«. Bistået 

af doktoren mente Herman Bang at 

pamfletten kunne tjene højere mål 

end bekendelsens, nemlig at indgå 

som kildeskrift i videnskabens 

vedholdende produktion af sandhed 

og viden om kønnet: »Jeg 

ønsker, at disse Ord fem Aar efter 

min Død offentliggøres i et videnskabeligt 

Tidsskrift af min Ven og 

Læge Dr. Max Wasbutzki eller af 

en af ham betroet Person.« 

Dette i forfatterskabet sene eller 

rettere posthume skrift, der først 

blev offentliggjort i 1922 i Berlin, 

udgør præteksten for Dag Heedes 

forståelse af den måde, hvorpå 

Herman Bang i sit forfatterskab 

forklæder, iscenesætter, fortier, 

fornægter, sentimentaliserer, spiritualiserer 

eller allegoriserer homoseksualiteten. 

I de 82 tableauer, 

som Heedes bog »Herman Bang. 

Mærkværdige læsninger« består 

af, er homoseksualiteten ikke blot 

det centrale tale- og tekstproducerende, 

omend gedulgte omdrejningspunkt 

i forfatterskabet. 

Homoseksualiteten forstås også i 

en accentueret modsætning til 

heteroseksualiteten som overgribende 

og bestemmende for den 

måde, hvorpå alle modsætninger 

og konflikter, de være historiske, 

økonomiske, sociale, moralske, 

psykologiske eller biologiske, 

udtrykkes i forfatterskabet. Det er i 

denne tilgang, der iøvrigt ikke ekspliciteres 

i nævneværdig grad, at 

Dag Heede viser sig som queeranalytiker. 

Ved at »anlægge 

bevidst skæve vinkler« og betjene 

sig af »besynderlige betragtninger« 

søger han i »Mærkværdige læsninger« 

først og fremmest gennem 

den »kønsomvendte allegori« at 

afdække, hvordan det homoseksuelle 

begær ’forvaltes’ eller ’forhandles’ 

i en heteronormativ verden. 

Hvor homoseksualiteten hos 

Herman Bang bliver diskuteret 

uden forklædning, sker det ifølge 

Dag Heede i slavetænkningens 

form, i en tematisering, der understøtter 

og bekræfter den heteroseksuelt 

satte heteronormativitets 

»absolutte etiske forrang, universalitet, 

omnipresens og ofte uproblematiske 

status som natur«. 

Med en kvindes sjæl 

Udgangspunktet i Herman Bangs 

»Tanker om seksualitetsspørgsmå-

let«, som skriftet hedder i den 

danske oversættelse, er en afvisning 

af forførelsesteorien gennem 

en understregning af, at »[m]an 

bliver ikke homoseksuel, man er 

det.« Men denne medfødte kønsfølelse 

fremstilles ikke som en legitim 

ytring af sanselighed og begær; 

den er en afart, en abnormitet, »en 

fejl fra naturens eller skaberens 

egen side«, som det vil være »uberettiget 

og umulig« at betragte som 

forbryderisk eller lovstridig, »thi 

man har aldrig ret til at straffe den 

medfødte natur«. Derimod er 

denne »medfødte lod« et anliggende 

for lægen og videnskaben. 

Indtil fremskridtet har tilvejebragt 

det ønskede middel til helbredelse 

eller udslettelse, lever 

den homoseksuelle et sørgmodigt 

og rastløst dobbeltliv, i et maskepi 

af hemmelige tegn og koder, hvormed 

han giver sig til kende for 

den fremmede, hans broder i dette 

ene. Dette fælles, der mærker den 

homoseksuelle med »en slags pukkelryggethed« 

hinsides klasser og 

dannelse, gør, at han »med hele sit 

hjerte og hele sin hjerne forsøger 

at overholde alle samfundets og 

ærens love«. Men hvor meget hans 

livsførelse end er behersket »af en 

skjult trang til at bøde, som havde 

han altid en skyldkonto, der skulle 

udlignes«, pines han af samvittighedskvaler 

og angst for at blive 

afsløret, hvorfor selvmordet lokker 

som den endegyldige udvej. Og 

dog er det ifølge Herman Bang 

således, at skammen over »skavanken« 

forlener den ulykkelige 

med en grænseløs godhed, uegennytte 

og kunstnerisk anlæg, fordi 

han skønt mand »føler med en 

kvindes sjæl« og derfor »kan 

udforske sjælelivet fra to sider«. 

* 

Altruister og selvmordere 

Dag Heedes interesse er ikke at 

forstå Herman Bangs »Tanker om 

seksualitetsspørgsmålet« i forhold 

til samtidens kønsdiskussioner, ej 

heller at lade skriftet indgå i en 

bredere historisk analyse af 

ombrydninger i den maskuline 

kønsrolle under trykket af sociale 

og samfundsmæssige forandringer. 

Sigtet er litterært, er en undersøgelse 

af, hvordan Herman Bangs 

livslange »forhandlinger med 

heteronormativiteten« lader sig 

spore i det skønlitterære forfatterskab. 

Overordnet genfinder Heede 

den afvigerens altruistiske og selvmorderiske 

skikkelse, som Herman 

Bang fremmanede i »Tanker 

om seksualitetsspørgsmålet«, som 

persontype og mønster i romanerne 

og novellerne: »[E]n god, længselsfuld, 

ofte til døden melankolsk 

person bringes på grund af forhold 

uden for personens egen kontrol 

og herredømme (forhold der muligvis 

hidrører fra personens slægtsarv, 

konstitution eller socialisation) 

til at begå et (ofte seksuelt 

betonet) normbrud; dette medfører 

døden, hvorefter teksten gennem 

sin patos søger at stille spørgsmålstegn 

ved, om status quo altid er 

helt retfærdig, og om vi virkelig 

lever i den bedste af alle verdener.« 

Ind i dette mønster lader sig 

føje — for at nævne nogle af de 

mest kendte — den »ureproduktive« 

Katinka Bai, som må dø, ligesom 

den »besynderlige« Franz 

Pander og den »deflorerede ægteskabsbryder« 

Tine Bølling begge 

må begå selvmord, mens William 

Høg, Ida Brandt, Frøken Caja og 

Ellen Urne synker til bunds i 

resignationens livløshed. Grev 

Hvide og Forvalter Huus kan nøjes 

med at rejse bort. Sidstnævnte 

med tog. 

Herefter følger en række tværlæsninger 

i forfatterskabet, hvis 

»vinklinger og perspektiveringer« 

skal »påvise og konstruere nye 

mønstre og logikker« og dermed 

åbne for indsigter, der ifølge Dag 

Heede har været overset i sekundærlitteraturen. 

Med afsæt i en 

bogstavelig udlægning af Herman 

Bangs udtalelse i 1879 om, at enhver 

bog er »en Bekendelse om 

Martinius Nielsen og Herman Bang 1880 

Digteren selv og om den han 

elsker«, ser Dag Heede forfatterskabet 

som en kærlighedsbekendelse 

i den kønsomvendte allegoris 

form. 

Følgelig træder de tvende forførersker 

Kamilla Falk og 

Grevinde von Hatzfeldt i 

»Haabløse Slægter« frem som 

»allegorier for homoseksuelle 

mænd«, som »arketyper på ’den 

ældre mandlige forfører’«, hvis 

vemodsmættede orgel- og klavers- 

(stand in) 

pil »måske« lader sig forstå som 

»perversionens tidligste lokkemiddel«, 

»masturbation« og »et 

muligt udtryk for homoseksualitet, 

noget ’selvlært’«. Også den opofrende 

Ida Brandt i »Ludvigsbakke« 

er i forklædning, en »allegori 

for den mandlige homoseksuelle«, 

ligesom det højspændte 

omdrejningspunkt i »Fædra«, 

incesten, er en »homoseksuel allegori«. 

Den morfindøs, som Ellen 

Urne i sin ulykke finder glemsel i, 

er »en substitut for (homo)seksualitet 

eller måske en allegori for 

masturbation slet og ret.« Forholdet 

mellem Katinka Bai og 

Forvalter Huus i »Ved Vejen« kan 

»også ses som en pæderastisk relation«, 

mens beskrivelsen af venindeforholden 

mellem Katinka og 

den brave præstedatter Agnes 

»åbner for en lesbisk fortolkning 

af deres relation«. Videre og videre 

går det. I tableau 54 møder vi 

under overskriften »Monoseksuel 

medicin og ’lesbianisme’ som 

erotisering« degnedatteren Tine, 

mens den slidte og kantede frøken 

Cajas fornærmes med formuleringer 

som: »[S]elv hendes garderobe 

synes kønsløs (måske som en slap 

fallosparodi)«. 

Abrupte tableauer 

De mange forbehold og relativeringer, 

som den hyppige brug af 

»måske« og »også« angiver, ændrer 

ikke ved, at en queer-læsning, 

sådan som den her er foretaget, 

har tendens til at reducere de 

mange betydningslag i Herman 

Bangs forfatterskab til en bastant 

og monoton bekendelse af det 

homoseksuelle begær i den kønsomvendte 

allegoris form. Dette 

udelukker ikke, at Dag Heedes bog 

også rummer interessante betragtninger 

af forfatterskabets iscenesættelse 

af sanselighedens udtryksformer 

og undergravning af 

heteronormativiteten. Måtte disse 

iagttagelser blot have været udfoldet 

i en mere samlet og sammenhængende 

analyse, end det er 

tilfældet i den foreliggende bogs 

korte og abrupt sammensatte tableauer, 

således at den mærkværdiggørende 

læsnings fortrin i 

højere grad kunne være synliggjort. 

Dag Heede 

»Herman Bang. Mærkværdige 

læsninger. Toogfirs tableauer« 


Syddansk Universitetsforlag 


(stand in) 

38 

Allegoriske læsninger af »Stuk« 

Af Eira Storstein og 

Peer E. Sørensen 

Ensrettet norsk bog udstiller de blinde vinkler i fortolkningen af Herman Bang 

I 2001 udkom der i Norge en problematisk 

bog om Bang. Med 

undertitlen »Drift og skrift i Herman 

Bangs forfatterskap« er »Homoseksualitet? 

Homotekstualitet?« 

primært skrevet af Øystein S. 

Ziener. Han døde under udarbejdelsen 

og den foreliggende bog er 

færdigredigeret af hans ven Jørgen 

Lorentzen med hjælp fra Arne 

Melberg, Grace Stene og Kristin 

Ørjasæter, men med Lorentzen 

som drivkraft. Det efterladte manuskript 

som den færdige bog er 

en formindsket udgave af, var 

angiveligt på 400 sider. Jørgen 

Lorentzen har »omtrent halvert« 

Zieners analyse af »Stuk« og skrevet 

en indledning om moderne 

kønsforskning. Resultatet er på 

218 sider. Lorentzen redegør ikke 

for sine redaktionsprincipper. Det 

er dybt problematisk, blandt andet 

fordi han har placeret sig selv som 

medforfatter på titelbladet. Men 

det er især problematisk fordi der 

er tale om teoretiske divergenser 

mellem de to forfattere. Hvor 


Ziener skriver inden for en eksistentiel 

og identifikatorisk horisont, 

er Lorentzen konstruktivistisk 

og queer-orienteret efter Foucault: 

hvem er egentlig tekstens 

herre? 

Trods forkortelsen er der stadigvæk 

mange redundante formuleringer 

i det udgivne. Denne uendelige 

gentagelse producerer et 

voksende behov for modforestillinger. 

Ziener åbner aldrig — efter 

den første metodiske præsentation 

af sit projekt — for diskussioner af 

de analytiske greb han praktiserer. 

Han synes ikke at mærke modstand 

fra teksten selv, og læsningerne 

tenderer derved mod det 

allegoriske i slet forstand: alt er 

omskrivninger af den fra-nærværende 

homoseksualitet. Det 

hænger sammen med homotekstualitetsbegrebet 

der åbner for en 

globalisering af homoseksualiseringen 

der ikke giver plads til en 

diskussion af romanens tekstualitet 

eller romanen som roman. 

Tekstens tekstualitet er langt 

mere sammensat end Ziener synes 

at opdage. Ligesom Bangs egne 

refleksioner over realisme og komposition 

og hele hans arbejde med 

romanens »arkitektur« (et begreb 

fra et af Bangs breve til forlæggeren 

under udarbejdelsen af 

»Stuk«) ikke er reducerbart til problematikken 

med homotekstualitets/-seksualitet. 

Herman Bangs 

poetik er heller ikke identisk med 

overvejelserne i hans egne betragtninger 

om seksualitet som han 

leverede til sin berlinske huslæge 

Max Wasbutzki i 1909. Ziener 

åbner et felt, som kritikerne tidligere 

har været forbavsende, men 

ikke aldeles blinde for. Desværre 

praktiserer han selv en blindhed 

der gør hans iagttagelser og 

læsningsforslag mindre indsigtsfulde, 

end de kunne have været. 

Isoleret fra konteksten 

Homoseksualiteten beskriver 

Lorentzen som en »ideologisk 

konstruksjon, som historisk foranderlige 

fortolkninger og som en 

social og språklig prosess«, og han 

viser i forlængelse af blandt andet 

Foucault, at homoseksualiteten 

skabes som diskurs i slutningen af 

1800-tallet. Den socialkonstruktivisme 

bogen bygger på, skal ikke 

diskuteres her. Den står til kritik 

mange andre steder, men den fore- 

kommer os oplysende i denne 

sammenhæng. Før 1870’erne talte 

og skrev man ikke om homoseksualitet, 

men om ’sodomi’ og ’pæderasti’. 

Med den nye homoseksuelle 

diskurs rives begrebet og dermed 

fænomenet løs fra sine kristne og 

antikke rødder og forankres i stedet 

i naturvidenskabelige tankegange 

hvor den seksuelle aktivitet 

kobles sammen med en specifik 

seksuel tilbøjelighed, »en feil fra 

naturens side«. Lorentzen skitserer 

kort begrebs- og idéhistorien 

frem til Bangs samtid og peger 

undervejs på at fremvæksten af 

den moderne storby og bylivet er 

forudsætningen for denne nye diskursivitet. 

Dermed lægger han op 

til Zieners efterfølgende analyse af 

den første storbyroman i dansk litteratur, 

Herman Bangs »Stuk« fra 

1887. 

Indledningen viser også at 

Bangs »Gedanken zum Sexualitätsproblem« 

er en tekst, der 

befinder sig inden for de tankekredse 

der blev udbredt i hans 

egen samtid, først og fremmest via 

Krafft-Ebings »Psychopatia Sexualis« 

(andenudgaven fra 1887, der 

gør homoseksualitetsbegrebet til et

alment accepteret begreb). Krafft- 

Ebings bog var efter dette år et 

referenceværk som altså også Bang 

måtte forholde sig til i begyndelsen 

af det tyvende århundrede. 

Den forfatterproduktive vinkel på 

homoseksualiteten finder vi ikke 

hos patologen, men koblingen af 

kunst og traume var udbredt i 

datidens psykiatri der groft sagt så 

på geniet som en neurose. Vi finder 

denne bestemmelse blandt 

andet hos Moreau, Nordau, Lombroso 

og hos en række danske psykiatere 

omkring århundredeskiftet. 

Brandes alluderer f.eks. til den i 

sin anmeldelse af »Det graa Hus« i 

»Politiken« i december 1901. 

Denne påfaldende kobling i 

tidens civilisationskritiske tænkning 

mellem psykiske, seksuelle 

og arvemæssige afvigelser og 

kunstneriske udtryk undersøges 

desværre ikke i bogen, som ikke 

drives af historiske interesser og 

isolerer homoseksualiteten fra den 

bredere kontekst i samtidens psykologi 

og civilisationskritik hvori 

den hører hjemme. Det er netop i 

sammenhænge som Max Nordaus 

»Entartung« fra 1892 og den uendelige 

mængde af psykiatrisk litteratur 

om degeneration og dårlige 

nerver fra midten af 1800-tallet og 

fremefter at Bangs tekster kan ses 

— og deres egensindige forskel 

tydeliggøres. Den psykiatrisk inspirerede 

civilisationskritik er 

sammen med Zolas romaner og 

Herman Bangs »Stuk« led i en 

første indkredsning af moderniteten. 

Arkitekturen i »Stuk« 

Ziener skitserer indledningsvis sit 

projekt, som skal 1) afdække den 

»stringente logikk« under den tilsyneladende 

heterogene overflade 

og 2) vise bogens særegne selvdementerende 

meningsproduktion. 

Begge dele peger for Ziener på 

homoseksu-/tekstualitet. Det er 

afhandlingens overordnede sigte 

at sætte romanens brogede diversitet 

i tæt sammenhæng med dens 

indirekte homoseksualitetsfremstilling. 

Ziener vil afdække det 

som romanen selv »forsøker å tildekke« 

— heraf formuleringen 

’selvdementerende meningsproduktion’. 

Hovedproblemet i Zieners læsestrategi 

er at han lægger bogens 

egentlige »logikk« i en dybdestruktur 

som han postulerer er 

dens styrende prætekst, mens 

dens ’overflade’ er heterogen. Denne 

forestilling om romanen som 

en rodebutik svarer til samtidens 

reception og til bogens receptions- 

historie frem til 1970’erne, hvor 

den bliver rehabiliteret som kunstværk. 

Ziener nærmer sig derfor 

romanen forsynet med en række 

historisk belastede klicheer, der 

ser bort fra Bangs egne bestræbelser, 

og som derfor negligerer det 

kunstneriske arbejde i bogen. 

»Stuk« er nemlig uhyre bevidst 

konstrueret, og dens »Arkitektur« 

er gennemreflekteret. Romanen er 

i kraft af det bevidste og radikale 

kompositionsarbejde et af de første 

hovedværker i europæisk prosamodernisme. 

Når Ziener uden 

videre kobler sig på receptionshistoriens 

rutiner, genskriver han 

uden en eneste reservation receptionshistoriens 

mangefold af fejltagelser. 

Derefter gennemgår Ziener kort 

samtidens reception, men som 

anført uden sans for dens æstetiske 

ignorance. Ziener er selv kun 

interesseret i homoseksualiteten, 

hvorfor receptionshistorikken er 

ganske forenklet fremstillet. Hans 

egen tekst skriver sig derfor ubesværet 

ind i en fortsættelse af en 

dårlig tradition der helt op til sidste 

halvdel af det tyvende århundrede 

så med skepsis på Bangs 

kunstneriske arbejde. 

Biografisme i forklædning 

Ziener er således en allegoretisk 

læser: han søger det der er den 

skjulte mening under den glimrende 

overflade, idet han groft sagt 

betragter overfladen som en tidsbestemt 

dækning af det der skjuler 

sig, og som derfor er mest nærværende 

dér hvor det er fraværende: 

homoseksualiteten. Teksten er 

for Ziener struktureret i en sensus 

litteralis, der i fordrejet form bærer 

en prætekstuel sensus spiritualis. 

Fordi der er tale om et forbud 

mod at nævne homoseksualiteten, 

kan Ziener ubesværet parallellisere 

det individualpsykologiske/sociologiske 

kompleks med det 

tekstuelle. Teksten er fordækt: 

»talende taushet«. Teksten er fuld 

af omskrivelser og derfor modsætningsfuld. 

Tekstens skjulte mening 

er »unevnelig« i teksten, men ikke 

i analysen. Dermed lægges der op 

til en allegoretisk læsemåde: det 

bogstavelige niveau dækker over 

et åndeligt niveau. 

Det der adskiller denne fortolkningspraksis 

og tekstforståelse fra 

den middelalderlige bibelallegorese 

er forbuddet mod benævnelse 

og det forhold at tekstens prætekst 

er fortrængt og apokryf. Da homoseksualitet 

er defineret som franærværelse, 

er der temmelig frit 

slag for at tolke den homoseksuel- 

le undertekst ind også dér hvor 

den synes allermest fraværende: 

»Homoseksualitetens eneste 

ytringsform i »Stuk« er altså ordløsheten«, 

lyder det programmatisk. 

Dermed er der åbenet op for 

en hel bunke af frie fortolkninger 

og hasarderede læsninger, der som 

rekursbasis har den homoseksuelle 

franærværelse og sjældent mere. 

Det er ofte vanskeligt at finde 

tvingende tekstuelle grunde til at 

Ziener tolker som han gør. Tit sker 

de hermeneutiske spring i forbindelse 

med indvendingsneutraliserende 

formuleringer som ’man kan 

læse’, det er ’muligt at læse’, det 

’ser ud til’ osv. Retorikken er ikke 

overbevisende. Den er besværgende. 

Derfor bliver hans læsninger, 

hvor interessante de end kan 

være, til syvende og sidst stærkt 

reduktive: under den tilsyneladende 

tekstbundne og tekstlæsende 

intention genopstår den gamle 

kausalitetsorienterede biografisme, 

blot til lejligheden pudset op med 

lidt firkantet psykoanalyse, 

moderne jargon og lidt skrifttematik. 

Zieners skarpe modstilling af 

romantekstens implicitte (latente) 

og eksplicitte (manifeste) niveauer 

resulterer i en besynderlig revitalisering 

af allegoretisk energi: det 

eksplicitte er altid det der skal 

passeres for at de implicitte seksuelle 

komplikationer kan aflæses 

som tekstens »stringente logikk«. 

Tekstens logik er den sensus spiritualis 

der overalt indskriver en 

modsigelsesfuld homoseksuel logik 

i det der sker i sensus litteralis. 

Derved mister teksten som 

kunstværk interesse som andet 

end det der bærer sporene af »det 

Andet«, og Bangs forfatterskab 

reduceres til omskrivninger. 

Romanens egen fremstillingsform 

vendes overalt på hovedet. Alt bliver 

til seksuelle projektionsrum. 

Således bliver nederlaget i 1864 til 

et resultat af »avspaltet seksualitet«. 

Det er allegorese for fuld udblæsning. 

Det er symptomallæsning 

som i gamle dage og en konstruktivisme 

der ikke bekymrer sig om 

genstandens modstand og dens 

særlige æstetiske udtryk. Og ikke 

mindst: det er en læsning der ikke 

forholder sig til de specifikke 

historiske forhold, som romanen 

blev skrevet under. Afhandlingen 

er fra først til sidst uden historisk 

substans og gehalt. Den er uinteresseret 

i den mangefold af modsigelsesfulde 

kontekster som romanen 

indgår i. 

Fortolkning som sensuel akt 

Hele læsestrategien er som sagt 

(stand in) 

bygget op på en antagelse om en 

tekstuel fortrængning af homoseksualiteten 

som analysen skal kalde 

frem i lyset for at vise at netop 

den er den styrende instans i 

tekstlandskabet. Derved rammes 

Zieners fortolkningspraksis af 

samme vanskelighed som psykoanalysen. 

Dens udsagn lader sig 

vanskeligt verificere, og dens 

metodiske greb kræver en uhyre 

omhu, fordi den hviler på et aksiom 

om det tekstuelle landskab der 

hele tiden tvinges til at sige noget 

andet end det det siger. Symptomallæsningens 

abstraktioner og 

allegoresens afsensualisering af 

teksten lurer på projektet. Selv om 

Susan Sontag spiller en vis rolle i 

bogen, så har dens forfatter glemt 

— fortrængt? — hendes insistering 

på fortolkningen som en sensuel 

akt. Desværre. 

Men når det er sagt, må vi også 

sige at Ziener i udgangspunktet 

naturligvis har en vigtig pointe. 

Herman Bang kunne ikke skrive 

direkte og åbent om det han havde 

et førstehåndskendskab til. Derfor 

er hans erfaringer naturligvis til 

stede i hans bøger på forskellige 

forskudte og fordækte faconer. 

Men ikke nødvendigvis som en 

skjult logik der sætter sig igennem 

som en dybere styrende instans i 

teksten. Dette store betydningsskabende 

urtegn er slet og ret en 

mystifikation. Alle disse indvendinger 

handler om at vi ikke 

mener at bogens metodiske anlæg 

er holdbart, men vi vil samtidig 

gerne understrege at bogen rummer 

mange spændende, provokerende 

og finurlige iagttagelser. De 

tvinger læseren til at genoverveje 

forfatterskabet. 

Øystein S. Ziener og Jørgen 

Lorentzen 

»Homoseksualitet? 

Homotekstualitet? 

Drift og skrift i Herman Bangs forfatterskap« 

234 sider, 254 NOK 

Unipub forlag 

Eira Storstein (f. 1944), lektor v. 

Amtsgymnasiet i Paderup. 

Bidragsyder til »Norsk kvindelitteraturhistorie«; 

diverse udgivelser 

på Dansklærerforeningens forlag. 

Har sammen med Peer E. 

Sørensen (professor, dr. phil. & 

lic.phil. ved Institut for Nordisk 

Sprog og Litteratur, Aarhus 

Universitet) skrevet »Den barokke 

tekst« og »Herman Bangs fortællinger«. 


(stand in) 

Peter Legård Nielsen (red.) 

Når mænd elsker mænd og 

kvinder elsker kvinder. 

160 års danske fortællinger om 

bøsser og lesbiske 


Forum 

Anmeldt af 

Maja Bissenbakker Frederiksen 

I USA og England har der længe 

været spredte projekter, som har 

søgt at etablere en ’homo-kanon’ 

— altså at fremhæve de homoseksuelle 

temaer og forfattere, som 

har været ekskluderet af det kanoniserede 

litterære selskab. »Når 

mænd elsker mænd og kvinder 

elsker kvinder. 160 års danske fortællinger 

om bøsser og lesbiske« 

er det første mere systematiske 

forsøg på at etablere sådan en 

kanon i en dansk kontekst. Et projekt, 

som ikke bliver mindre kærkomment 

og nødvendigt af, at det 

altså i nogen grad kan synes forsinket. 

For det er bestemt blevet en 

læseværdig antologi. Først og 

fremmest fordi den så direkte 

viser forskellighederne i halvandenhundrede 

års sprogliggørelser 

af ’homoseksualitet’ — og alt det, 

der ligner. Tekstudvalget indeholder 

såvel berømte som mindre 

kendte forfattere. Og så har det 

oven i købet en ligelig fordeling af 

mandlige og kvindelige digtere 

samt af henholdsvis bøsse og lesbiske 

temaer. De korte skønlitterære 

prosatekster består både af 

egentlige noveller og af tekstuddrag 

fra romaner. 

Især uddragene er kløgtigt 

udvalgt. Dels fungerer de godt som 

selvstændige tekster, dels giver de 

inspiration til at læse videre i de 

romaner og forfatterskaber, de er 

hentet fra. Både for lystlæseren og 

for den, der søger inspiration til 

en mere indgående forskning i litterære 

fremstillinger af køn og sek- 

40 

Selve livets kerne?! 

Forums homo-antologi er på én gang et længe ventet 

pionerarbejde og et delvist forældet projekt 


sualitet, er tekstsamlingen således 

en perle. 

Men den indeholder samtidig 

også elementer, som i dén grad gør 

den ude af trit med sin tid. Dette 

først og fremmest i kraft af sit problematiske 

forord. Her søger Peter 

Legård Nielsen at samle antologiens 

tekster med en opfordring til 

læserne — og samfundet generelt 

— om at acceptere homoseksualitet 

som normalt. Det er selvsagt en 

appel, der skyder sig selv i foden. 

Ud fra den argumentation, at 

homoseksuelle skam er lige så 

naturlige, psykisk hele og skabte 

af Gud som heteroseksuelle, formår 

forordet aldeles at privilegere 

heteroseksualiteten som målestok 

for normalitet. 

Forældet appel om accept 

Forsøget på at opløse normalitetsbegrebet, 

så det kan rumme homoseksualiteten, 

afslører sig som ét 

langt appelskrift til heteronormativiteten 

og munder da også ud i en 

kapitulation over for en heteronor- 

mativ biologisme. Dette endog 

med en sprogbrug og argumentation, 

der er som taget ud af medicinske 

og sexologiske tekster fra 

første halvdel af 1900-tallet: 

»Hvordan homoseksuelle end vender 

og drejer det, kan de i biologiens 

verden ikke komme uden om, 

at forplantningen er en naturlig 

heteroseksuel aktivitet, at det 

kræver en mand og en kvinde, 

som forener sig for at få børn. 

Selve livet og seksualiteten er opstået 

om denne kerne«. At man 

omvendt kunne betragte det som 

en særdeles kulturel opfindelse at 

indele ’seksualitet’ i kategorier og 

at privilegere visse af disse former 

(bl.a. via en absurd projektion på 

naturen), er ikke en tankegang, der 

afspejles i Legård Nielsens tekst. 

Man savner med andre ord et 

forsøg på at medreflektere, at de 

sidste 15-20 års køns- og queerforskning 

faktisk har tilbudt nogen 

alternativer til denne type normalitetssøgende 

diskurs om homoseksualitet. 

Herunder bl.a. en kritik 

af fantasien om seksualitetens 

essentialitet, religionens repression 

og heteroseksualitetens biologiske 

nødvendig- og naturlighed. En 

retorik som Legård Nielsens kunne 

tilgives, hvis bogen var udkommet 

i 1970’erne (eller 50’erne) og ikke 

i 2003. 

Bestræbelsen på at problematisere 

normalitetsbegrebet bliver i 

stedet en pinagtig bøn om anerkendelse 

af homoseksualitetens 

særegne normalitet. Dette bl.a. ved 

(i en sært henkastet sidebemærkning) 

at iscenesætte ’islam’ som 

Andet. Tragisk nok er det måske 

her, Legård Nielsen er bedst i samklang 

med sin tid. 

De harmonisøgende markeringer 

af et politisk projekt bliver 

således aldrig til en egentlig kritik 

af normen og kan på ingen måde 

anklages for at stå i vejen for 

bogens mere kommercielle sigte — 

og det er måske også her, hunden 

ligger begravet? 

At forordets appel om accept 

gør en ellers vellykket antologi til 

et delvist forældet projekt, er dobbelt 

ærgerligt, fordi projektet samtidig 

er så prisværdigt. En systematisk 

indsamling af homo-relaterede 

emner er åbenlyst en enorm 

mangel i dansk litteraturhistorieforskning, 

og det er da også derfor, 

en antologi som denne har været 

savnet og bestemt udgør et stykke 

pionerarbejde 

Oprør og ofre 

Paradoksalt viser flere af udvalgets 

tekster faktisk selv en diversitet,

som direkte eller indirekte udgør 

et oprør mod (hetero)normativiteten. 

Tekstuddrag fra blandt andre 

Henrik Bjelke, Morti Vizki og 

Suzanne Brøgger viser en tendens 

til helt at opløse seksuelle kategorier, 

mens en kort tekst af H.C. 

Andersen fra 1842 med befriende 

selvfølgelighed lovsynger mandlig 

skønhed — øjensynlig uden angst 

for homofobe reaktioner. Den vidunderlige 

provokation, det er at se 

en Andersen-tekst i en homoantologi, 

ligger ikke så meget i, at teksten 

’homoseksualiserer’ Andersen, 

men derimod (og langt mere 

kærkomment) i, at den ’af-heteroseksualiserer’ 

ham. Der er også 

andre små scoops som f.eks. 

søskendeparret Johannes V. og 

Thit Jensens tekster, hvis homohad 

fikst flankerer hinanden. 

Teksternes forskelligartede skildringer 

af begær mellem personer 

af samme køn lader spore en 

historisk udvikling, der går fra det 

overraskende normaliserede (Andersen) 

over det tragiske (fx Bang 

og Zahle) og farlige (Jensen og 

Jensen) mod dels en etablering af 

positive og bekræftende identiteter, 

og dels en opløsning af samme. 

Samtidig synes der også at herske 

en overraskende kontinuitet i 

skildringen af den homoseksuelle 

(især den homoseksuelle mand) 

som stakkels. Er det tilfældigt, at 

Herman Bang — der netop spillede 

og spillede på denne rolle — 

indirekte bliver antologiens 

hovedrolleindehaver, der spøger i 

alt tre gange, henholdsvis som forfatter 

og som hovedperson? For så 

vidt udvalget er repræsentativt for 

en ’homo-åndshistorie’, så er det 

måske intet under, at Bangs offerretorik 

synes at falde i så god tråd 

med indledningens ditto. 

Trods de problematiske elementer 

i indledningen er »Når mænd 

elsker mænd og kvinder elsker 

kvinder« et godt, brugbart og 

beundringsværdigt projekt, som 

forhåbentlig hen ad vejen bliver 

suppleret med et bind 2, 3 og 4. 

Der er uden tvivl stof til det i den 

danske litterære kanon. Især hvis 

projektet skeler til mere tidssvarende 

seksualitetsforståelser end 

den, forordet repræsenterer. 

Maja Bissenbakker Frederiksen, f. 

1975, cand.mag. i dansk og filosofi 

fra Syddansk Universitet med 

prisopgaven »Begreb om begær« 

— om queer teori og den danske 

litterære kanon. Har bidraget med 

artikler om dansk litteratur til forskellige 

tidsskrifter. 

Når temaet er 

homoseksualitet 

Af Torben Kastrup 

Et interview med Peter Legård Nielsen 

Rosenvængets Allé 37 ligger i et 

idyllisk hjørne af Østerbro i 

København og synes at være den 

perfekte adresse for Foreningen for 

Danske Skønlitterære Forfattere. 

Her er kontemplativ ro og æstetisk 

arkitektur, som øjet kan finde 

hvile ved. De høje træer har rødderne 

dybt nede i den danske 

muld, og lige nu daler de efterårsgule 

blade ned som løse sider fra 

forskellige bøger og lander på den 

våde jord i nye spændende konstellationer 

og mønstre. 

Formanden for foreningen er 

digteren Peter Legård Nielsen, som 

— ved siden af sin egen forfattervirksomhed 

— har været redaktør 

på flere antologier. Heriblandt 

samlinger, hvor kendte danskere 

giver deres bud på temaerne »Min 

barndoms bedste sommerferie« og 

»Utroskab«. Senest har Legård 

Nielsen været redaktør på antologien 

»Når mænd elsker mænd og 

kvinder elsker kvinder«. Som titlen 

signalerer, er temaet her homoseksualitet. 

Idéen bag værket 

Idéen til en antologi centreret om 

homoseksualitet fik Peter Legård 

Nielsen allerede for 10 år siden, 

da han på rejser i udlandet så 

tykke samlinger med homoseksuelle 

tekster. I boghandler opdagede 

han endda hele reoler fyldt med 

den slags litteratur og undrede sig 

over, hvorfor man i Danmark ikke 

havde blot en enkelt bog med tekster, 

der kredsede om homoseksualitet. 

Men Legård Nielsen var 

ikke alene om at undre sig; også 

på Forums forlag havde man noteret 

sig fraværet af et sådant værk. 

– Både redaktøren Ole Knudsen og 

jeg synes, at det er et interessant 

emne og har i flere år talt om, 

hvorfor der ikke findes en bøsse- 

lesbisk antologi på dansk. Der har 

været nogle tiltag i lille format, 

men vi ville gerne lave en stor 

samling. 

Hvad det økonomiske angår, 

ville forlaget gerne udgive noget, 

som sælger. Det er en vigtig del af 

sagen. Og det der bekymrede os i 

den forbindelse var, at markedet 

ikke var stort nok. I USA og 

England samt andre lande, som vi 

sammenligner os med, har man et 

decideret homoseksuelt marked 

med reklamer og så videre, hvilket 

vi ikke har her. Forum vovede 

altså alligevel, og heldigvis har 

bogen solgt godt og endda ligget 

på bestsellerlisten, så jeg håber, at 

jeg kan få lov til at lave toeren. 

Men det afhænger udelukkende af 

salgstallene, så det handler bare 

om at købe bogen, hvis man også 

vil have efterfølgeren, der består af 

oversatte tekster. 

Men har vi egentlig brug for en 

bøsse-lesbisk antologi nu i det 21. 

århundrede. Kommer den ikke for 

sent, og er den ikke bare en litterær 

kanon for en snæver kreds af 

queer-forskere? 

– Nej, jeg tror, at tiden er inde til 

en sådan antologi. Vi lever i en 

(stand in) 

tid, som på mange måder er gode 

for homoseksuelle, men der er 

også tiltag, som går i den modsatte 

retning. Verden bliver mere og 

mere fundamentalistisk i øjeblikket. 

Om det så er fundamentalistiske 

muslimer eller kristne er ligegyldigt. 

Fundamentalismen kommer 

mange steder fra, det kunne 

også være fra dele af Dansk 

Folkeparti. Traditionen kæmper jo 

altid mod det moderne. 

Konfronteret med disse autoritære 

modreaktioner tror jeg, at årtusindskiftet, 

hvor jeg påbegyndte 

arbejdet, er et passende tidspunkt 

for en opsummering og statusopgørelse. 

Homoseksuelle er nået 

langt, og de fleste lever da også et 

almindeligt liv på linie med den 

øvrige del af befolkningen, men 

samtidig er der altså disse modreaktioner. 

De antihomoseksuelle manifestationer, 

tror jeg, har deres ophav i 

det faktum, at homoseksualitet er 

et dybt og konsekvent oprør mod 

den patriarkalske autoritet. Det 

kan være det patriarkalske samfund, 

de patriarkalske religioner 

eller den lille kernefamilies struktur. 

Homoseksualitet er simpelthen 

subversiv, derfor er den blevet 

kaldt ’sygelig’, og derfor provokerer 

den til stadighed. 

Alligevel synes jeg, at antologien 

kan læses af alle. Om den bliver 

det, ved jeg ikke, men de 

heteroseksuelle, der har læst den, 

og som jeg har talt med, synes 

også den er interessant, fordi de 

får et nyt indblik i gammelkendte 

forfattere. Nogle er endda blevet 

chokerede over, at deres yndlingsforfatter 

har skrevet om temaet. 

Flere overraskelser 

Peter Legård Nielsen er bibliotekar 

af uddannelse og har dermed de 

bedste forudsætninger for at søge 

og indsamle materiale. Desuden 

fortsættes næste side 


(stand in) 


har han stor erfaring med dette 

arbejde, eftersom antologien er 

hans tredje værk i den genre. 

Alligevel blev han overrasket 

under arbejdet med bogen og ændrede 

sine planer undervejs. 

— Den oprindelige idé var at medtage 

alle genrer i antologien, som 

både skulle bestå af danske og 

udenlandske tekster, men jeg blev 

snart klar over, at det var umuligt. 

Jeg blev forbløffet over, hvor 

mange gode tekster der var at 

vælge imellem. Det viste sig, at det 

var nødvendigt at koncentrere sig 

om danske tekster og udelukkende 

én genre. Og nu kan jeg faktisk 

godt lide, at der kun er prosa i 

samlingen, hvilket gør det til et 

mere homogent værk. Og trods 

min indsnævring af temaet har jeg 

alligevel skåret fire femtedele væk, 

så det er en ret righoldig kilde, jeg 

har haft fingrene i. 

Endvidere havde jeg også regnet 

med, at der var langt flere bøssetekster 

end lesbiske, men det var 

faktisk ikke tilfældet. Det var ligeligt 

fordelt med en lille overvægt 

af lesbiske værker, hvilket også ses 

i samlingen. Nok er bøsseteksterne 

mere kendte, eftersom flere af de 

populære forfattere har skrevet om 

bøsser. Denne dragning mod den 

mandlige homoseksualitet hænger 

jo sammen med det faktum, at sex 

mellem mænd altid er blevet tildelt 

større opmærksomhed — og 

afsky. Sex mellem mænd har jo 

altid været mere forbudt og mere 

grænseoverskridende end sex mellem 

kvinder. 

Teksten skal stå alene 

Du siger, at materialet har været 

enormt, og at du har kunnet vælge 

og vrage. Hvilke kriterier har du 

haft i dit udvælgelsesarbejde? 

– Det var vigtigt for mig, at det 

ikke blev en slags sociologisk 

undersøgelse eller lærebogsagtigt. 

Det, jeg ville lave, var en litterær 

antologi, hvor hovedtemaet var 

homoseksualitet. Og det eneste 

kriterium jeg havde i den forbindelse, 

var teksternes litterære kvalitet. 

Moralsk havde jeg ingen 

skrupler eller forbehold, for jeg 

satte en grænse ved den beregnende, 

pornografiske litteratur. 

Dernæst ønskede jeg at komme 

vidt omkring for at få så mange 

vinkler på som muligt. Jeg ville 

ikke lave en antologi med udelukkende 

kendte forfattere, men ville 

derimod give læseren mulighed 

42 


for at gå på opdagelse i ukendte 

tekster, sådan som jeg selv havde 

gjort det. Hvis læseren havde læst 

det hele i forvejen, var der jo 

ingen grund til at købe en ny bog. 

Hvad forfatterne angår, har jeg 

ikke haft noget kriterium. Om forfatterne 

er homoseksuelle eller ej 

ved jeg ikke. Jeg har ikke villet gå 

ind i skribenternes seksuelle orientering, 

tværtimod er det bare en 

fordel, at teksterne står alene. For 

selvfølgelig kan man som ikkehomoseksuel 

skrive om homoseksualitet 

— man ville undervurdere 

danske forfattere ved at hævde det 

modsatte. Tag eksempelvis Harald 

Herdal, som jeg ikke tror var 

homoseksuel, men han kan i den 

grad beskrive den sørgelige situation, 

den unge mand er havnet i. På 

få sider kan Herdal skildre en tragisk 

historie og samtidig trække 

lange tråde, så fortællingen får et 

samfundsmæssigt perspektiv. 

Jeg har heller ikke fravalgt tekster, 

som har en negativ holdning 

over for homoseksuelle. Tværtimod 

synes jeg, at en af de mest 

spændende tekster er Thit Jensens. 

Hun har skrevet en hel roman 

med homoseksualitet som tema, 

hvilket sikkert overrasker mange 

læsere. Med et indædt had mod 

den homoseksuelle mand, hævder 

hun selvsikkert, at kvinden — og 

kun kvinden — har ret til manden. 

Denne skråsikkerhed er meget 

underholdende og typisk for den 

feministiske valkyrie fra Farsø. 

Mellem mennesker, ikke køn 

– Endelig ville jeg med min antologi 

vise en udviklingsvej. Jeg 

ønskede at påpege, at homoseksualitet 

har en naturlig udviklingsproces 

på linje med alle andre 

menneskelige udviklingsprocesser. 

To ting, som aftegner sig, når man 

læser de sidste 30 års homoseksuelle 

litteratur, er dels det indlysende 

faktum, at homoseksualitet normaliserer 

sig, når man stopper 

med at betragte det som en sygdom. 

Det læser man blandt andet 

ud af parforholdsbeskrivelserne. 

Glæder og problemer i et homoseksuelt 

parforhold er i høj grad 

de samme som i et heteroseksuelt 

forhold. Problemer i et parforhold 

opstår altså ikke mellem de to 

køn, som man traditionelt tror, 

men blot mellem to mennesker — 

uafhængigt af køn. Endvidere er 

der ikke noget, der tyder på, at 

man som homoseksuel ikke kan 

udvikle sig til et helt menneske. 

Litteraturen demonstrerer, at personer, 

som indgår i personlige 

udviklingsforløb, ikke forlader 

deres homoseksualitet, men frigør 

den i stedet. 

Du har inkluderet en H.C. 

Andersen-tekst, som er yderst tvetydig. 

Spørgsmålet er, om den 

overhovedet indeholder et homoseksuelt 

tema. Hvorfor har du alligevel 

valgt at tage nationaldigteren 

med? 

— Først og fremmest ville jeg gå så 

langt tilbage som jeg kunne, for at 

finde brugbare tekster og på den 

måde lave et slags kronologisk forløb, 

så man kan se, hvordan det 

var for f.eks. 160 år siden. Jeg 

endte tilbage hos H.C. Andersen 

og faldt over en tekst fra »En 

Digters Bazar«. Men jeg er godt 

klar over, at han skriver i et sprog, 

som man brugte dengang, hvor det 

hele tiden hed ’kære ven’ osv. Og 

jeg kan naturligvis ikke bevise det, 

men jeg synes, at teksten har et 

homoseksuelt tema. Det er i al fald 

den oplevelse, jeg får, når jeg 

læser den. Det er en sød og charmerende 

tekst, og man kan ikke 

afvise, at der ligger en ekstra følelsesfuldhed 

fra H.C. Andersens 

side i forhold til drengen. Derfor 

skulle teksten med. Antologien 

handler jo ikke blot om seksualitet, 

men også om kærlighed. Og 

det, Andersen udtrykker her, er 

kærlighed til en ungarsk dreng, 

som han gerne vil møde igen, hvis 

drengen engang kommer til 

Danmark. 

Udeladelser 

Nogle læsere savner måske enkelte 

forfattere i din kanon. Det kunne 

være Karen Blixen, Peer Hultberg 

eller Ulla Ryum. Er der nogen, 

som ikke har ønsket at deltage i 

en sådan antologi? 

— Kun ganske få har takket nej 

med den begrundelse, at de ikke 

ville kædes sammen med emnet, 

eller ikke ønskede, at det tema, de 

i øvrigt havde skrevet om, skulle 

forbindes med det homoseksuelle 

emne. Men jeg har måttet udelade 

nogle forfattere, fordi jeg ganske 

enkelt ikke kunne uddrage en 

novelleagtig tekst af deres værker. 

Det gælder eksempelvis for Ulla 

Ryums bøger. I en antologi er det 

jo sådan, at fragmentet skal kunne 

stå alene og læses med udbytte, 

uafhængigt af konteksten. 

Desuden har jeg ikke kunnet 

tage uddrag med fra værker, hvor 

tematikken er mere diffus og udefinerbar. 

Det gælder f.eks. »Den 

kroniske uskyld«, hvor hovedpersonen 

Janus er en dobbeltsidig 

karakter med en homoseksuel 

side. Jeg måtte undlade at bringe 

noget fra Rifbjergs debutroman, 

fordi det simpelthen er for svært 

at se temaet, når man ikke har 

sammenhængen. Så ville læseren 

sidde og undre sig over, hvorfor 

han skal læse sådan en tekst. 

Du har gennem dit arbejde med 

antologien læst enorme mængder 

af dansk litteratur med et homoseksuelt 

tema. Kan du give et 

historisk rids af udviklingen i den 

homoseksuelle litteratur? 

— Jeg er ikke litteraturforsker, 

men har arbejdet med antologien 

som forfatter. Desuden bryder jeg 

mig ikke om at generalisere. Dog 

kan jeg sige, at jo længere man går 

tilbage i tiden, jo mere uskyldigt, 

romantisk og sværmerisk bliver 

det. Når det er sagt, er jeg også 

overrasket over, hvor frit man har 

kunnet beskrive homoseksualitet, 

og specielt hvor langt man har 

kunnet gå med beskrivelser af lesbisk 

kærlighed — og så tidligt. 

Overvågning og straf 

– Et fælles karaktertræk for homoseksuel 

litteratur er den megen 

lidelse, eftersom den handler om 

umulig kærlighed og strengt forbudte 

følelser. Langt op i historien 

kredses der bare om emnet uden 

at forfatteren går nærmere ind i 

det. Temaet er centralt, men det 

ligger skjult i periferien, ligesom 

man kender det fra litteratur 

under skrap censur, som f.eks. i 

den progressive skønlitteratur i 

det forhenværende DDR. Kun 

langsomt bliver temaet mere eksplicit. 

I 1930’erne og 40’erne kommer 

der en samfundsmæssig vinkling 

på temaet, hvormed der sker 

en opblødning i forhold til det farlige 

emne. 

1950èrne er derimod en hård 

og lukket tid og nærmest et spejlbillede 

af den kolde krig. I årtiet 

herskede en meget bornert moral. 

Det oplevede man overalt, men i 

København huserede en meget 

nidkær og homofobisk politimester, 

der gjorde det til en æressag 

at fange bøsser ved hjælp af forklædte 

politibetjente.I det hele 

taget slog man meget hårdt ned på 

’seksualforbrydelser’. Homoseksualitet 

var jo kriminelt, og der 

opstod et overvågningsmiljø som i 

en kommuniststat, og angivelser 

kunne føre så vidt som til kastrationer. 

Det er klart, at man ikke finder 

megen litteratur med et klart 

homoseksuelt tema under disse 

skræmmende forhold.

Først i 1960èrne, hvor alt mere 

eller mindre bliver tilladt, kan 

man tale om en decideret homoseksuel 

litteratur, hvilket også er 

tilfældet i international sammenhæng. 

Med pornografiens frigivelse 

bliver der også udgivet pornografisk 

homoseksuel litteratur på 

linje med den heteroseksuelle. 

Ligesom al anden kunst 

– Et gennembrud for den homoseksuelle 

litteratur kommer dog 

først i 1970èrne med Christian 

Kampmanns selvbiografiske bøger. 

Kampmann gik ud, tog kampen op 

og blev en betydelig inspirator for 

senere generationer af forfattere. 

Christian Kampmanns store fortjeneste 

er, at han ikke gjorde emnet 

outreret, men trak det ind i parforholdet 

og familielivet og viste, at 

sådan var det også. 

I 1980’erne kan der i den 

homoseksuelle litteratur iagttages 

en vis sadomasochisme, hvilken 

man også støder på andre steder i 

tiåret. Herhjemme havde vi Anne 

Linnet og Marquis de Sade, som 

også udforskede emnet musikalsk, 

ligesom Madonnas »Erotica« både 

flirter med sadomasochismen og 

homoseksualiteten i 1992. I 

1990èrne sker der ellers en normalisering, 

hvor man kan gå ind i 

de rum man ønsker, og intet er forbudt, 

om end det er privat. Det er 

et årti, hvor det hele bliver mere 

egoistisk og man vender sig mod 

det nære og private. 

— Således afspejler den homoseksuelle 

litteratur tiden ligesom al 

anden kunst. Homoseksuel litteratur 

følger den øvrige litteratur og 

de kunstneriske strømninger, hvilket 

jo er meget naturligt, eftersom 

den ikke er nogen autonom 

størrelse. Som regel er forfatterne 

til de homoseksuelle og heteroseksuelle 

tekster også de samme. 

Ikke mere i skyggen 

Når træerne på Rosenvængets Allé 

atter står med grønne blade, kan 

læseren forhåbentlig gå på opdagelse 

i Peter Legård Nielsens nye, 

internationale homoseksuelle 

antologi. Med tekster fra alverdens 

eksotiske lande er der noget at 

glæde sig til, lover redaktøren. 

Dog er Peter Legård Nielsen ikke 

bange for, at det danske værk 

kommer til at stå i skyggen af den 

internationale. Dertil, mener han, 

er de danske tekster for gode. 

Torben Kastrup (f. 1965). 

Cand.mag. i nordisk filologi og 

kunsthistorie. 

Af Tina Raun 

Et perverteret 

fotoalbum! 

You got your Mother in a whirl 

she’s not sure if you`re a boy or a 

girl. 

Om Nan Goldins dokumentation af sin ’familie’ 

David Bowie sang allerede i 

1970’erne om forvirrede mødre og 

opblødte kønsroller. Dette kom der 

i 1990èrne en hel teori ud af, 

nemlig queer teorien, der sætter 

en ære i at udforske og forstyrre 

traditionelle antagelser om kropslig, 

kønslig og seksuel identitet. 

Queer teori anses med rette for at 

være svært tilgængeligt stof, og 

derfor er den amerikanske fotograf 

Nan Goldin (f. 1953) et ganske 

godt og illustrativt trumfkort at 

have på hånden, hvis man skal 

forklare, hvad queer teori er og 

kan være. Goldin synes nemlig at 

bedrive den form for kønsballade, 

som queer teoretikeren Judith 

Butler efterlyser i den indflydelsesrige 

og banebrydende udgivelse 

»Gender Trouble«fra 1990. 

Sprængfyldt med kaos 

Goldin har siden 1970’erne brugt 

kameraet som en visuel dagbog, 

dvs. som en måde at dokumentere 

sin egen og sine venners tilværelse. 

I Goldins billeder tilbydes vi 

således et tilsyneladende uforstyrret 

indblik i et hårdt og eksperimenterende 

miljø befolket af marginaleksistenser. 

De mennesker, vi 

møder, lever alle en tilværelse på 

kanten af sociale normer og konventioner, 

og de passer ikke uproblematisk 

ind i de restriktioner for 

køn og seksualitet, som foreskrives 

af vores heteronormative kultur. 

Heteronormativiteten er ifølge 

queer teorien det sæt af normer, 

der styrer definitionerne af det 

socialt accepterede inden for en 

oppositionel og binær kønslogik, 

(stand in) 

hvor der ikke er ord for det, der 

placerer sig uden for eller på tværs 

af disse kategorier. Det er således 

indiskutabelt, at ethvert individ er 

mand eller kvinde, og alt efter hvilket 

køn man er, har man en tilsvarende 

maskulin eller feminin fremtoning 

og adfærd, som bestemmer 

begæret, der rettes mod det modsatte 

køn. Den binære kønslogik 

producerer forestillingen om subjektet 

som en enhed og opstiller en 

kausalrelation mellem kropstegnet, 

kønsidentiteten og begæret. 

Hvis man læser Goldin med 

queer teoretiske briller, kan man 

betragte hendes billeder som en 

bekræftelse af Butlers dekonstruerende 

tese om, at kønnet er en 

kæde af performative citeringer. 

Billederne antyder nemlig ofte 

både det ubestemmelige og ustabile 

i enhver kønnet eller seksuel 


Nan Goldin: »Cody at her mirror« (NYC 1991) 


(stand in) 


identitet, såvel som det konstruerede 

i etableringen af kategorier 

som mand/kvinde, maskulin/feminin 

eller heteroseksuel/ homoseksuel. 

De er som en Pedro Almodóvar 

film farvemættede og 

sprængfyldt med seksualitetskaos. 

»I’m a Barbie girl 

in a Barbie world« 

Da jeg for to år siden påbegyndte 

min rejse ind i Goldins billedunivers 

med queer teoretiske briller 

var der i særdeleshed ét billede, 

der tiltrak sig min opmærksomhed. 

Det var »Cody at her mirror« 

(NYC 1991), som jeg straks fornemmede, 

at man kunne betragte 

som en næsten eksemplarisk visualisering 

af det queer teoretiske 

genstandsfelt. Dvs. en visualisering 

af køn som en forestilling i 

begge ordets betydninger og heteronormativiteten 

som den ’scene’, 

hvorpå vi alle agerer. 

På billedet ser vi i venstre side 

et lille lyserødt badeværelsesinteriør 

med en nøgen Barbiedukke 

siddende i et badekar og Kendukken 

siddende på kanten med ryggen 

til os med et badehåndklæde 

om livet. Bag dette dukkeinteriør 

står endnu en Barbiedukke klædt i 

festkjole og med langt lyst krøllet 

hår og en sløjfe, der matcher kjolen. 

I billedets højre side ses en 

foroverbøjet person, Cody, som der 

står angivet i titlen, med langt 

rødbrunligt hår samlet i nakken 

med en lyserød frottéelastik, der 

farvemæssigt matcher 

Barbiebadeværelset. Cody sidder 

ved sit sminkebord omgivet af 

diverse halvnussede sminkeredskaber 

og et fyldt askebæger. 

Mange har sandsynligvis en fornemmelse 

af, at Cody er en kvinde, 

der er i færd med en særlig 

kvindelig akt: at lægge makeup. 

Billedet virker både snapshotagtigt 

og iscenesat, da Cody er ’fanget’ 

midt i en bevægelse, men omgivet 

af Barbie og Ken, der virker malplaceret. 

Billedet udgøres således 

af to halvdele eller to verdener — 

en lidt sukret, romantiserende idealverden 

med det perfekte heteroseksuelle 

par Barbie og Ken — og 

en mere hverdagslig verden med 

Cody. Selvom det lyserøde Barbieunivers 

virker uforenelig med 

Codys rodede hverdagsverden, 

lader det til, at der alligevel foregår 

en kommunikation imellem de 

to. Man fornemmer, at Cody er i 

færd med en ’forvandlingsproces’, 

som også Barbie har gennemgået 

— fra badende Barbie til festklædt 

44 


Barbie. I denne forvandlingsproces 

imiterer Cody et kvindelighedsideal, 

som netop Barbiedukken 

repræsenterer. 

Det er gået op for de fleste, at 

Barbie netop udgør et ideal, dvs. 

at der ikke er kvinder, der kan 

leve op til hendes hvepsetalje, 

slanke lange ben, store bryster og 

yndefulde ansigt. Barbie er således 

et ideal, som ingen inkarnerer, 

men som mange alligevel forsøger 

at imitere. Dette er i queer teoretiske 

termer også den måde, hvorpå 

’kvindelighed’ i det hele taget fungerer, 

nemlig via en citering af og 

identifikation med de kulturelle 

forestillinger om kvinden. 

Barbiedukken er ét af disse billeder 

på kvindelighed, som mange 

har imiteret siden produktet blev 

sendt på markedet i 1959. 

Barbie har dog undergået visse 

ændringer, idet hun er fulgt med 

tidens skiftende skønhedsidealer 

og forestillinger om kvindelige 

karrieremuligheder samt fritidsaktiviteter. 

Producenten Mattel har 

således produceret en divergerende 

garderobe og et divergerende 

udbud af udstyr alt efter sociale og 

kulturelle forandringer. Barbie 

blev derfor i 80’erne lanceret som 

en frigjort kvinde som et resultat 

af feministiske strømninger, mens 

der i samme periode udformedes 

diverse etniske Barbier, sandsynligvis 

som et resultat af politisk 

korrekthed. Det er dog værd at 

bemærke, at Mattel trods disse til- 

tag altid har understøttet forestillingen 

om, at den unge, smukke, 

kaukasiske krop er kvindens 

største og ’naturlige’ aktiv. Desuden 

har heteroseksualiteten altid 

fremstået som det eneste og naturlige 

valg, og dermed kan Barbie 

som produkt siges at repræsentere 

en (hetero)normativ idealverden. 

Diffuse kropstegn 

Hvis vi går tilbage til billedet og 

ser på dette Barbieinteriør, er det 

bemærkelsesværdigt, at det er 

skråtstillet i forhold til billedplanet. 

Den velordnede idealverden 

er således i fare for at skride ud 

over bordkanten og krakelere. Ikke 

bare placeringen, men også omgivelserne 

kan virke forstyrrende på 

denne idealverden, idet der hersker 

et lettere kaotisk rod omkring 

den. Den foroverbøjede person: 

Cody, kan også betragtes som et 

forstyrrende element. Jeg påpegede 

indledningsvis, at mange aflæser 

’hende’ som kvinde, men det er 

langt fra den eneste aflæsningsmulighed. 

De andre aflæsningsmuligheder 

er åbenlyse, hvis man enten 

har ’blik’ for tvetydigheden eller 

konsulterer Goldins andre billeder, 

hvilket man som regel gør, da 

de både i fotobøger og på udstillinger 

er samlet i serier. 

I de andre billeder fremgår det 

nemlig tydeligt, at Cody er en 

ambivalent person med et diffust 

kropstegn. Før eller siden går det 

således op for betragteren, at Cody 

ikke uproblematisk indskriver sig i 

det heteronormative kønssystem, 

der opererer med to tydeligt identificerbare 

køn. Billedet kan således 

udløse en vis chok- eller overraskelseseffekt, 

hvis man har antaget, 

at Cody er en entydig kvindelig 

personage. Når eller hvis denne 

første antagelse afkræftes, kan 

Cody virke forstyrrende på den 

sociale stabilitet, der som sagt 

baserer sig på absolutte og uforanderlige 

kønsidentiteter. 

»The queerest of the queer, hide 

inside your head…« 

Billedet »Cody in the dressing 

room at the Boy Bar« (NYC 1991) 

er kun ét blandt mange eksempler 

på Codys omtalte tvetydighed. 

Betragteren får her adgang til 

Codys nøgne krop, hvilket både 

blotlægger og slører ’hendes’ køn 

yderligere. Nøgenheden indvier os 

i, at Cody har kvindelige karakteristika 

(bryster), men at ’hun’ tillige 

har en række mandlige fysionomiske 

karakteristika (et bredt 

kæbeparti, store hænder, smalle 

hofter og måske antydningen af et 

abeskæg), hvilket vanskeliggør en 

definitiv kønsbestemmelse. 

Billedets beskæring er i denne forbindelse 

særdeles besnærende, 

idet den stopper ved den genitale 

hårgrænse og dermed holder kønnet 

åbent. Beskæringen efterlader 

altså betragteren med en tvivl om, 

hvad der er længere nede. 

Måske kan man ligefrem tale 

Nan Goldin: »Cody in the dressing room at the Boy Bar« (NYC 1991)

om, at beskæringen giver os fornemmelsen 

af, at der netop er 

’noget’, vi ikke ser. Dette ’noget’ 

hentyder selvfølgelig til det mandlige 

kønsorgan i overensstemmelse 

med psykoanalysen, som de fleste 

af os er opflasket med. Fra både 

Freud og Lacan ’ved’ vi, at manden 

er ’havende’, dvs. har penis, 

mens kvinden er ’manglende’, 

dvs. ikke har penis. Vi er dog i 

tvivl om, hvorvidt Cody er havende 

eller manglende, hvilket sandsynligvis 

pirrer de fleste betragteres 

nysgerrighed. Mange oplever 

måske ligefrem, at billedet afføder 

en masse essentialiserende tankespind 

om Codys ’rette’ køn. 

Hvis man konsulterer Judith 

Butler, finder man en mulig forklaring 

på dette, når Butler påpeger, 

at køn og menneskelighed er 

to nært forbundne størrelser i 

vores kultur. Dette vil sige, at 

mennesker, vi møder, først bliver 

forståelige for os i det øjeblik, vi 

kan tilskrive dem et køn. Butler 

skriver i »Gender Trouble«: 

Kønstildelingen ’kvalificerer’ tilsyneladende 

kroppe til at være menneskekroppe; 

et spædbarn bliver 

således menneske i det øjeblik, 

hvor spørgsmålet »er det en dreng 

eller en pige?« besvares. De kroppe, 

der ikke helt lader sig kønsbestemme, 

falder uden for det menneskelige, 

faktisk bliver de til det 

ikke-menneskelige og det abjektale, 

dét som det menneskelige kon- 

Nan Goldin: »Joey and Andres on Oranienstrasse« (Berlin 1992) 

stitueres i modsætning til (egen 

oversættelse). 

Klæder skaber køn 

Det har sandsynligvis slået de 

årvågne litterære læsere, at jeg har 

en del problemer med at omtale 

Cody som enten han eller hun, 

hvilket selvfølgelig peger på sprogets 

evne til at konstituere og begrænse, 

hvad vi kan tale om, og 

hvordan vi kan tale om det. Da vi 

i sproget kun opererer med kategorierne 

han og hun, bliver de individer, 

der ikke helt passer ind i 

disse kategorier, i en vis forstand 

’utænkelige’ eller ’illegitime’. De 

bliver med andre ord sprogligt 

uforståelige og dermed også uacceptable 

som individer. 

I billedet er det ikke bare Cody, 

men også omgivelserne, der kan 

læses som et forsøg på at debattere 

kønnets ’natur’. Idolportrætterne 

af Liza Minelli kan man i et queer 

teoretisk perspektiv aflæse som et 

eksempel på, at identitet og dermed 

også køn konstitueres performativt 

ved en citering af og identifikation 

med et fantasmatisk ideal, 

mens det fyldte tøjstativ kan 

aflæses som en kommentar til, i 

hvor høj grad klæder ikke kun 

skaber folk, men i særdeleshed 

også køn. Dette betyder dog ikke, 

at kønnet i queer teorien opfattes 

som et stykke tøj, der kan tages af 

og på, som mange fejlagtigt har 

læst frem af »Gender Trouble«. 

Selvom Butler opfatter kønnet 

som noget, man gør, fremfor som 

noget man er, er denne gøren ikke 

frivillig, men underlagt restriktive 

og regulerende påbud. Man er 

således nødsaget til at agere mand 

og kvinde i overensstemmelse 

med tidens kønsnormer, hvilket 

betyder, at der er grænser for, 

hvad man kan tillade sig, hvis 

man fortsat vil være forståelig og 

acceptabel. Disse normer har formende 

karakter, hvilket betyder, at 

man så at sige bliver til som subjekt, 

når man citerer disse normer, 

mens det samtidig er muligt at forskyde 

normerne, da der netop er 

tale om en citation eller en gentagelse. 

»Girls who are boys, who like 

boys to be girls, who do boys like 

they`re girls...« 

Goldin formår ofte at forene den 

gode fortælling med en identitetspolitisk 

agenda, hvilket man ser 

et eksempel på i billedserien »Joey 

and Andres on Oranienstrasse«, 

»Joey laughing« og »Joey and 

Andres in Hotel Askanischer Hof« 

(Berlin 1992). 

Billederne kan på ét plan 

betragtes som en lille kærlighedshistorie 

og på et andet plan som 

en gennemspilning af maskulinitets- 

og feminitetsroller. Kærlighedshistorien 

begynder med en 

omfavnelse i Berlins gader, hvor 

Joey og Andres ’tilfældigt’ fanges 

af fotografen. Senere fortrækker 

parret til mere ’private’ gemakker, 

(stand in) 

hvor beskueren indvies i, hvordan 

deres samvær udvikler sig fra snak 

og pjat til mere intim kontakt. 

Betragtet med queer teoretiske 

briller er serien ligeledes en visualisering 

af, hvordan kønnet iscenesættes 

eller fremmanes. Joey agerer 

nemlig meget tydeligt kvinde, 

mens Andres agerer mand. Joey 

fremstår som en blanding mellem 

sexual tease og bly pige, hvilket 

understreges af ’hendes’ vampede 

look, der fremhæver de ’kvindelige’ 

attributter. Andres derimod 

fremstår som en blanding mellem 

tavs machomand og sydlandsk 

superelsker, hvilket understreges 

af hans afslappede påklædning, 

der fremhæver hans veltrænede og 

mellemøstlige krop og dermed 

bestyrker hans maskulinitet. Det er 

tydeligt, at Joey og Andres spejler 

sig i hinanden som modbilleder 

eller diskursive modsætninger — 

dvs. at Joeys feminitet er afhængig 

af eller bestyrkes af Andres’s 

maskulinitet og omvendt. 

Det ’queer’ ved dette par er 

imidlertid, at de både fremmaner 

og undergraver ideen om et obligatorisk 

heteroseksuelt par. De 

bekræfter således på den ene side 

den polære logik, der gennemtrænger 

vestlig kultur og dens 

etablerede hierarkier mellem 

mand/kvinde, aktiv/passiv, rationel/emotionel, 

stærk/svag osv., 

mens parret på den anden side 

også forskubber dem. Joey er nemlig 

ikke er en ’kvinde’ i traditionel 

forstand. På trods af al den kvindelige 

staffage og de svulmende 

bryster er der visse fysiognomiske 

træk, der indikerer mandighed — 

især det grove ansigt, der ikke helt 

lader sig skjule under det ellers 

tykke lag sminke. 

En konsultation af andre billeder 

af Joey bestyrker kun denne 

ambivalens. Når der kan drages 

tvivl om Joeys kvindelighed, drages 

parrets ’heteroseksualitet’ også 

i tvivl. Den heteronormative kategorisering 

af køn og seksualitet 

forstyrres — for parret er altså 

hverken ’heteroseksuelt’ i ordets 

strengeste forstand, men samtidig 

er der heller ikke tale om et homoseksuelt 

par, for Joey har tydeligvis 

visse attributter, der tilskrives 

et kvindeligt kropstegn. Parret 

opererer så at sige inden for en 

heteronormativ identitetsforståelse, 

men forstyrrer den også. 

Kulturelt rollespil 

I en queer læsning vil parret opfattes 

som subversive eller positivt 



(stand in) 


forstyrrende, da de illustrerer, at 

den ’heteroseksuelle original’ er et 

rollespil, og at alle, uanset køn, 

kan indtage dennes roller. Sceneriet 

vil endvidere fremstå som en 

bekræftelse af kønnets og måske i 

særdeleshed kvindelighedens afhængighed 

af ydre konventioner 

såsom tøj. Det er i forlængelse 

heraf påfaldende, at Joey beholder 

det fetisherende tøj på under hele 

den intime seance. Man fornemmer, 

som Joan Riviéres påpeger i 

sit klassiske essay »Kvindelighed 

som maskerade« fra 1929, at kvindeligheden 

er en maske, der benyttes 

i et forsøg på at skjule virile 

og potent kastrerende tilbøjeligheder. 

Dette er måske i bogstaveligste 

forstand tilfældet her! 

I disse og i de tidligere omtalte 

billeder er det tydeligt, at Nan 

Goldin leger med de konceptuelle 

såvel som billedlige forestillinger 

om køn og seksualitet, der er til 

rådighed i vores heteronormative 

kultur. Goldins billeder frembyder 

nogle queer tolkningsmuligheder, 

der kan virke udfordrende på 

dette køns- og seksualitetssystem, 

og som kan anfægte heteroseksualitetens 

status som norm og som 

natur. Dette gør Goldins billeder 

opsigtsvækkende, spøgefulde og 

— kort sagt — queer. 

Judith Butler: »Gender Trouble. 

Feminism and the Subversion of 

Identity« (1990) 

Judith Butler: »Bodies that Matter. 

On the discursive limits of ‘sex’« 

(1993) 

Nan Goldin: »The Other Side«, 

Scalo, Zurich, Berlin, New York 

2000 (1993) 

Nan Goldin: »Nan Goldin: I´ll be 

your mirror« på Whitney Museum 

of American Art October 3, 1996 

— January 5, 1997 

Erica Rand: »Barbie`s Queer 

Accessories« (1995) 

Tina Raun: »Sikke en ballade! — 

Judith Butler og de ’skæve’ eksistenser«, 

in »Synsvinkler«, Queer 

særnummer, nr. 28 (2003) 

Tina Raun (f. 1974), mag. art. i 

kunsthistorie med konferensspecialet 

»Identitetskonstitueringer i 

det senmoderne — en queer teoretisk 

vinkel på nyere visuel kultur«. 

Har publiceret i forskellige tidsskrifter 

og afholdt kurser og foredrag, 

senest om Calvin Kleins 

modefotografi og queer som branding 

på KVINFO, København. 

46 


Af Bonnie C. Barr 

MiniTrans 

Ordforklaring 

Transgender: Et begreb der kan 

oversættes til transkønnethed. 

Transgender anvendes som et samlebegreb 

for diverse kønstransgressioner 

i forskellige former, eksempelvis 

transseksualitet og transvestisme. 

Begrebet spiller på skellet 

mellem ’sex/gender’, som på 

engelsk betyder et skel mellem 

’sex’ = biologisk køn og ’gender’ = 

socialt og kulturelt køn. Ordet 

anvendes ofte i stedet for transseksualitet 

(transsexuality), der i sin 

ordlyd leder tanken hen på seksualitet, 

og ikke på køn, og samtidig 

alluderer til, at det biologiske er 

væsentligt. Transgender peger i 

stedet på, at det er det sociale og 

kulturelle køn, der er i centrum. 

Transgender betegnelsen antyder 

også, at skellet mellem ’sex/gender’ 

kan opløses, og at ’sex’ kan 

erstattes med ’gender’, dvs. at det 

biologiske køn anses som en konstruktion. 

Det er derfor en politisk 

markering at bruge transgender i 

stedet for transseksualitet. 

I denne artikel vil jeg anvende 

transgender til at betegne de teoretiske 

og politiske tilgange til kønstransgressioner, 

mens transseksualitet 

i min brug anvendes som en 

erstatning for ordet transkønnethed, 

der på dansk synes for klodset 

et udtryk. Hvor det er muligt, 

vil jeg bruge præfikset ’trans’ som 

en paraplybetegnelse for de forskellige 

udtryk. 

’Trans’kritik af queer teori 

Er transseksualitet queer teoris 

foretrukne modus? Fungerer transseksualitet 

som en underliggende 

figur, der er med til at illustrere 

queer teoriens politiske projekt, 

nemlig destabiliseringen af køn og 

seksualitet? 

En kort introduktion til Transgender Theory i relation til 

Queer Theory 

Netop kønstransgressioner opererer 

ofte som en queer læsnings 

centrale omdrejningspunkt. Det 

ustabile køn fortæller noget om 

seksualiteten og nedbryder den 

gængse opfattelse af, hvad der kan 

anses som naturlige og oprindelige 

identitetskategorier. Der melder 

sig dog et spørgsmål, når denne 

problematisering af naturaliserede 

seksualitetskategorier implicit 

anvender eksempler på kønstransgressioner: 

Er det muligt, at queer 

læsning har det primære formål at 

skrive (homo)seksualitet frem som 

et unikt eksempel på subversionen 

af heteronormativitet, med den 

konsekvens at læsningen samtidig 

usynliggører eksempelvis transseksualitet 

og transvestisme? I deres 

kritik af queer teori er det netop 

påstanden hos ’trans’akademikere 

og -aktivister. 

Den seneste forskning udsprunget 

af queer teori er det, som på 

engelsk kan betegnes Transgender 

Theory. På sin vis står denne tilgang 

ikke i modsætning til queer 

teori, men har snarere sine rødder 

i denne. Netop fordi queer teori 

ikke udgør ét afgrænset område, 

men måske kan indkredses til en 

paraplybetegnelse for bøsse-lesbiske 

studier, biseksualitet og transseksualitet, 

synes det unødvendigt 

at indsnævre endnu et særområde. 

Queer teori fokuserer på at undgå 

kategoriseringer og vil derfor denaturalisere 

forståelsen af seksualitet 

(og køn), i modsætning til 

Transgender Theory, som også ønsker 

at rekonstruere disse. Queer 

forskere beskæftiger sig med 

undersøgelsen af seksualiteter (og 

køn), som står udenfor den heteroseksuelle 

norm i et forsøg på at 

denaturalisere både normen og 

dens ’afvigelse’. Det er derfor centralt 

at undgå essentialiserende 

begreber. I den henseende har 

ordet queer en væsentlig betydning. 

På engelsk er queer oprindeligt 

et stærkt nedsættende ord for 

homoseksualitet, men homoseksuelle 

bevægelser har taget ordet til 

sig og reartikuleret det til egen fordel 

for således at give det en ny, 

Med venlig tilladelse af Mini Trans a/s 

positiv mening. Samtidig betyder 

ordet også mærkelig, underlig, 

excentrisk og suspekt, hvilket af 

queer teoretikere understreges i 

opfattelsen af seksualitet som en 

modsætningsfyldt, social og diskursiv 

konstruktion, man ikke kan 

afdække en objektiv sandhed om. 

(Homo)seksualitet fungerer i queer 

teori således som en slags epistemologisk 

trickster, der ikke kan 

fastlægges, og bliver ofte iscenesat 

som et dekonstruktivt element, der 

er i stand til at problematisere den 

hegemoniske orden.

Hvad er kernen i Transgender 

Theory? 

De fleste ’trans’akademikere og 

aktivister anser sig som en del af 

queer teori, men ønsker at påpege 

de specifikke forskelle fra queer 

teori, som netop begrænser dennes 

forståelse af kønstransgressioner. 

De væsentlige forskelle ligger her i 

opfattelsen af kategorierne erfaring, 

subjektivitet og kropsliggørelse. 

Ifølge ’trans’akademikere og 

aktivister gør queer teoris dekonstruktive 

fokus og antiessentialisme 

det vanskeligt at analysere 

netop disse størrelser. Dele af 

queer teorien kritiseres derfor for 

at ville trække studiet af seksuali- 

tet bort fra kønsstudiet, således at 

seksualitet bliver til queers særegne 

område, og køn til feminismens 

traditionelle undersøgelsesobjekt. 

Transseksualitet kan derimod ikke 

forstås ved en strategisk adskillelse 

af disse kategorier, eller ved at 

blive reduceret til et udtryk for 

homoseksualitet. 

Disse problematiseringer af 

queer teori udgør kernen i, hvad 

der har udviklet sig til 

Transgender Theory. Gennem en 

analyse af flere af queer teoriens 

kerneteoretikere hævder en 

’trans’akademiker som Jay Prosser, 

at kønstransgressioner i queer 

teori fungerer som de underliggende 

figurer, der muliggør hele analysen 

af queer seksualitet. 

Hun/han skriver i »Second Skins« 

(1998) således: »In short, in retrospect, 

transgender gender appears 

as the most crucial sign of queer 

sexuality’s aptly skewed point of 

entry into the academy.« Analysen 

af kønstransgressioner fungerer 

derfor som argumentet for en ny 

teori om seksualitet og grundlægger 

dermed queer tankegang. 

På den måde bliver det meget 

vanskeligt for queer teoretikere 

ikke at komme til at anvende 

transseksuelle udtryk udelukkende 

som vehikel for studiet af 

(homo)seksualitet. Prosser ønsker 

derimod at udvikle en ’trans’teori, 

som kan forholde sig til diverse 

kønstransgressioner netop som 

størrelser, der i egen ret kræver en 

specifik analyse. Måden, som 

Prosser kommer frem til denne på, 

er via en kritik af queer teoriens 

udgangspunkter, eksemplificeret 

ved Judith Butler og Eve Sedgwick. 

’Trans’narrativitet og queer performativitet 

Både Butler og Sedgwick argumenterer 

i 1990 (i henholdsvis »Gender 

Trouble« og »Epistemology of 

the Closet«) for, at feminismen i 

sin traditionelle form ikke er 

udstyret til at analysere (homo)seksualitet, 

da feminisme fokuserer 

på forståelsen af køn som en 

fast identitet og således har svært 

ved at forstå praksisser, der underminerer 

idéen om køn (og seksualitet) 

som en essentiel kerne. 

Kritikken eksemplificeres via de 

udfordringer til feminismen, som 

udspiller sig i homoseksuelle subkulturers 

leg med kønsidentiteter. 

Butlers velkendte analyse af drag 

performances og Sedgwicks eksempler 

på James Dean og Marlene 

Dietrich som ikoner for henholdsvis 

lesbiske og bøsser, er et 

eksempel på kønsoverskridende 

identifikationer, der ses som queer 

udtryk. 

I Prossers kritik bliver det netop 

disse ’trans’figurationer, der 

muliggør en ny teori om seksualitet, 

men samtidig det som også 

medfører, at transseksualitet i sin 

queer udformning mister sin specificitet. 

Pointen hos Prosser er 

nemlig, at den transseksuelle narrativitet 

ikke kan reduceres til 

queer performativitet, og at effekten 

af Butlers læsninger af drag 

performances i både »Gender 

Trouble« og »Bodies That Matter« 

(1993) er at gøre ’trans’begæret 

efter legitimitet både reaktionært 

og uforståeligt. Den transseksuelle 

narration er en identitetskonstituerende 

fortælling, mens queer performativitet 

medvirker til at ’afsløre’, 

at identitet aldrig fuldt ud 

kan determineres, og at idéen om 

kønnet som en fast størrelse er en 

fiktion. Kønsskifteplottet forsøger 

at etablere køn som en ganske 

uproblematisk identitetskategori, 

samtidig med at selve det narrative 

forløb (fra kvinde til mand eller 

vice versa) nedbryder sig selv og 

derved viser, at køn kan skabes på 

mange måder. 

Dette paradoks er kendetegnende 

for transseksuel subjektivitet. 

’Trans’akademikere og aktivister 

placerer sig i denne henseende 

som en del af den queer bølge, 

men skriver sig også samtidig, og 

ofte på paradoksal vis, op imod 

den. 

Paradokset i Transgender Theory 

Transgender Theory forsøger sig 

nemlig udi det umulige; at dekonstruere 

og rekonstruere køn (og 

seksualitet) i én og samme 

manøvre. Transseksuel subjektivitet 

udstiller splittelsen mellem at 

være og blive til, hvilket især 

kommer til udtryk i narrativer om 

kønsskifteprocessen. Prosser 

beskæftiger sig her med de føromtalte, 

problematiske størrelser subjektivitet, 

erfaring og kropsliggørelse 

og analyserer således, 

hvordan transseksuelle autobiografier 

fremskriver paradokset mellem 

tilværelse og tilbliven og 

karakteriserer dermed den transseksuelle 

narrativitet som forskellig 

fra queer performativitet. 

Den identitetsskabende historie 

om at skifte køn er slutningen på 

den transseksuelle fortælling (en 

fortælling som siger: se! jeg er blevet 

den, jeg altid inderst inde har 

været), mens samme narrativ 

(inden for queer teori) blot markerer 

starten på queer performativitet: 

nemlig muligheden for at 

begynde en kritik af heteronormative 

kønsopfattelser. Prosser vil 

med sin analyse af ’trans’narrativitet 

påpege, at denne i kraft af sine 

modsætninger faktisk også kan 

siges at have et subversivt potentiale, 

og ikke blot er en repetition af 

de normative opfattelser af køn. 

Et gennemgående træk for konstruktionen 

af transseksuel identitet 

er den klassiske historie om at 

være født i den forkerte krop og 

inderst inde i virkeligheden være 

en anden end det, de ydre attributter 

viser: altså en mand fanget i en 

kvindes krop eller omvendt. 

Denne narrativ, som gennemsyrer 

transseksuelle autobiografier, er 

netop årsagen til queer teoriens 

ofte lidt nedsættende holdning 

over for transseksuel subjektivitet, 

da en sådan forståelse synes at 

bekræfte både et strengt kønspolariseret 

system samt en essentialistisk 

kønsopfattelse. 

Paradokserne i den transseksuelle 

narrativ er altså selvindlysen- 

(stand in) 

de. På den ene side bekræfter og 

naturaliserer den en heteronormativ 

kønsopfattelse, mens selve fortællingen 

om at skifte køn (og den 

transseksuelle subjektivitet, som 

bliver resultatet heraf) på den 

anden side destabiliserer opfattelsen 

af kønnet som en uforanderlig, 

naturgiven kendsgerning. Begge 

forståelser inkorporeres i transseksualitet. 

Man kan således betragte 

’trans’teori som en tilgang, der 

prøver at imødekomme dette paradoks, 

og arbejde et sted midt imellem 

essentialisme og konstruktionisme. 

’Trans’teori som splittelse 

Transgender Theory er altså ikke 

en fastlagt disciplin. Den udgør 

snarere en splittelse mellem, hvad 

der i en forsimplet version kan 

defineres som en essentialistisk 

(traditionel) og konstruktionistisk 

(postmoderne) opfattelse af kønskategorier. 

Den anglo-amerikanske 

opdeling af køn i en ’sex/gender’ 

dikotomi er central for denne 

splittelse, der i modsætning til i 

queer teori ikke søges ophævet, 

men bliver bevaret som et paradoksalt 

omdrejningspunkt. Flere 

’trans’akademikere og aktivister 

arbejder således med en forståelse 

af køn som både en biologisk og 

socialt, kulturelt determineret 

størrelse, mens andre opererer 

med en opfattelse af køn som en 

størrelse, der kan opløses mere 

eller mindre. 

Spændingsfeltet mellem determination 

og frigørelse, essentialisme 

og konstruktionisme er konstitutivt 

for ’trans’teori. De mere ’forsigtige’ 


fokuserer på denne balancegang 

og ønsker ikke at afvise 

essentialisme som sådan, men snarere 

at erstatte den med en metodik, 

der kan forholde sig til forskelle 

og specificitet uden at forstå 

dem som enten kerner eller konstrukter, 

men som både-og. Som 

Marjorie Garber i »Vested Interests« 

(1992) skriver: 

The phenomenon of transexualism 

is both a confirmation of the 

constructedness of gender and a 

secondary recourse to essentialism 

— or, to put it a slightly different 

way, transexualism demonstrates 

that essentialism is a cultural construction. 

Denne prekære positionering gør 

det vanskeligt at få hold på, hvordan 

transseksualitet egentlig kan 



(stand in) 


forstås. Enten opfattes kun det 

subversive aspekt i en queer forståelse 

af kønstransgression og 

dette forstås blot som figurativt for 

det queer, eller også anskues transseksualitet, 

i traditionelle feministiske 

læsninger, som en effekt af 

patriarkalske kønsnormer og medicinske, 

psykopatologiserende diskurser. 

Kate More betegner i 

»Reclaiming Genders« (1999) således 

transseksualitet som »A testcase 

for feminism and an end-case 

for Queer Theory«. 

Essentialisme i gåseøjne 

At transseksualitet ikke er en 

størrelse, som er nem at begribe, 

illustrerer ’trans’teorierne faktisk 

også i sig selv. ’Trans’akademikere 

og aktivister deler ikke den samme 

holdning i forståelsen af forskellige 

’trans’praksisser og udtryk. 

Dette demonstreres i debatten om, 

hvorvidt man skal bruge termen 

transgender eller transsexuality til 

at beskrive forskellige kønstransgressioner 

(jf. min indledende ordforklaring). 

Tilhængere af betegnelsen 

transgender kan defineres som de 

postmoderne ’trans’teoretikere, 

der egentlig også i en vis grad kan 

betegnes som queer (performancekunstnerne 

Kate Bornstein og 

cyberteoretikeren Sandy Stone tilhører 

denne gruppe), mens de, 

som imidlertid anvender begge 

betegnelser, fokuserer på den specifikke 

transseksuelle historie og 

subjektivitet, der overlapper, men 

også anskues som forskellig fra det 

queer. Navne som Leslie Feinberg, 

Pat Califia og Jay Prosser er f.eks. 

eksponenter for denne holdning. 

Hvis man kan betegne queer 

teori i alle dens afskygninger som 

en teori med det overordnede mål 

at sætte identitetskategorier til 

debat — og altså sætte gåseøjne 

om essens — så adskiller 

’trans’teori sig fra dette ved netop 

at befinde sig i grænsefladen mellem 

essentialisme og konstruktionisme 

eller identitetspolitik og 

anti-identitetspolitik, samt ved at 

turde beskæftige sig med erfaring 

og (kropslig) subjektivitet som 

meningsproducerende elementer i 

identitetsdannelsen. Man kan sige, 

at ’trans’teori i stedet sætter essentialisme 

i gåseøjne. 

Case: Transseksuelle 

selvbiografier 

Årsagen til, at transgender 

bevægelserne i USA og England 

har kunne markere sig særskilt fra 

48 


queer bevægelserne er, på paradoksal 

vis, at queer teorien har 

muliggjort et mere dybdegående 

studie af kønstransgressioner. Via 

publikationer af værker om emnet 

inden for en humanistisk forskningstradition 

— ofte med udgangspunkt 

i kulturstudier — har 


søgt at gøre op med den medicinske 

diskurs’ psykopatologisering 

af transseksualitet. De har ligeledes 

villet foranstalte et studieområde, 

som på egne præmisser kan 

analysere de mange forskelligartede 

former for kønstransgression. I 

en dansk sammenhæng er queer 

teori først nu ved at komme på 

banen som en akademisk ’metode’, 

og derfor kan man forestille 

sig, at forskning inden for transseksualitet 

med et andet tankegods 

end psykoanalysen og medicinens 

først for alvor kommer på tale, når 

(eller hvis) queer teori vinder indpas. 

De første danske bidrag til 

transgender studier kunne eventuelt 

følge i Prossers fodspor og 

begynde med en analyse af transseksuelle 

autobiografier. 

Danmark har faktisk en af 

historiens tidlige dokumenter om 

kønsskifteoperation i Lili Elbes 

memoirer »Fra mand til kvinde« 

(1931) og også historien om 

Christine Jorgensen (en af de mest 

velkendte skikkelser i ’trans’historien), 

som udgav en autobiografi 

om sit kønsskifte i 1967, kan relateres 

til en dansk kontekst. 

Analyser af kvinde til mand auto- 

biografier vil ligeledes kunne bringe 

nogle interessante perspektiver 

i spil, fordi man der kan undersøge, 

hvordan konstruktionen af 

femininitet og maskulinitet adskiller 

sig fra hinanden. Er det muligt, 

at bestemte ’trans’ karakteristika 

kan udledes af et sådant studie, og 

kan man med disse i baghovedet 

således læse andre typer tekster og 

fremskrive transseksuelle temaer? 

Prosser anvender sine analyser til 

at udlede et transseksuelt genrebegreb; 

’trans’genre definerer 

hun/han det som. Det centrale for 

dette begreb er ’trans’narrativitetens 

paradoks: at demonstrere, 

hvordan man er blevet noget, man 

i virkeligheden har været hele 

tiden. Ydermere karakteriseres stilen 

som fragmenteret og hybridiseret; 

en stil, der ved sin blanding af 

forskellige genrer skaber en tekstlig 

position som værende midt 

imellem. Eksempler på dette er 

den tidligere omtalte Leslie 

Feinbergs »Stone Butch Blues« 

(1993), der som en fiktionel autobiografi 

placerer sig som hverken 

en roman eller en autobiografi. 

Teksten producerer en ’trans’genre 

og befinder sig imellem genrerne, 

ligesom dens hovedperson befinder 

sig imellem kønnene. Også 

Lili Elbes memoirer kan betegnes 

som fiktionel autobiografi i en 

fragmenteret stil. 

Prosser argumenterer for, at 

denne æstetik netop eksemplificerer 

den transseksuelles subjektivitets 

paradoks; ønsket om at ville 

skabe et tilhørsforhold til det køn, 

man føler man er, men som man 

aldrig fuldt ud kan blive, både 

fordi det er der ingen, som kan, og 

fordi selve den transseksuelle narrativ 

jo netop afslører sit subjekt 

som én, for hvem oprindelsen ikke 

stemmer overens med slutresultatet. 

En analyse af begrebet ’trans’genre 

viser sig altså som en mulig 

tilgang til transgender studier. 

Genlæse queer kanon? 

En anden mulighed (også påpeget 

af Prosser) er, ironisk nok, at genlæse 

queer læsninger og tekster. 

Queer teori er i færd med en ’que- 

ering the canon’ og har anvendt 

kønstransgressionen som en figur 

til at påpege heteronormativitetens 

spændetrøje. Prossers politiske 

projekt er at geninvestere den 

transkønnede figur med hele dens 

specifikke historie og kontekst. En 

genlæsning af queer kanon kan 

muliggøre en analyse af kønstransgressioner 

som andet end eksempler 

på, og sammenligning med 

homoseksualitet, men stadigvæk 

med sin egen distinkte historie — 

både knyttet til homoseksualitet, 

men sandelig også forskellig fra 

denne. En roman som Radclyffe 

Halls »Ensomhedens brønd« 

(1928) kan således genlæses som 

et eksempel på kønslig inversion, 

på problematisk og pinefuld 

’trans’kropsliggørelse og subjektivitet, 

snarere end den må forstås 

som en lesbisk klassiker. At sexologiens 

begreb om kønslig inversion 

ikke blot fungerede som en forklaringsmodel 

for homoseksualitet, 

men som en måde at forstå 

mange forskelligartede udtryk for 

transseksualitet, argumenter 

Prosser i den henseende for. 

Med dette i baghovedet opstår 

en rigere mulighed af læsninger 

lige pludselig. Transgender studier 

kan således beskæftige sig med 

andet end at læse autobiografier, 

hvis man også giver sig i kast med 

litterære (gen)læsninger af queer 

fortolkninger. Hvad vil en 

’trans’læsning som en parasit på 

queer, der jo allerede i forvejen 

snylter på værten, bringe af overraskende 

muligheder? H. C. 

Andersens »Den lille havfrue« 

byder sig til for en ’trans’læsning, 

ligesom Herman Bangs novelle 

»Franz Pander« kredser om umulige 

kønsidentifikationer. 

Udfordring til danske queerforskere 

I en dansk sammenhæng er det 

nok op til queer forskere at tage de 

udfordringer i’trans’teorien op, da 

det vel er usandsynligt, at der i 

nærmeste fremtid ville kunne 

udvikle sig et sådant studie. Dette 

især, når man medtænker den 

generelle mangel på en synlig 

dansk ’trans’aktivisme, samt den 

almene mistro over for teorier, der 

beskæftiger sig med køn og seksualitet. 

Men muligheden er der i 

hvert fald. Kun fremtiden vil vise, 

hvilke ’trans’figurationer, der kan 

tage form og kile sig ind i både 

læsestrategier og teorier med køn 

(og seksualitet) som centrum. 

Kate Bornstein »Gender Outlaw« 

(1994) 

Pat Califia »Sex Changes« (1997) 

Richard Ekins & Dave King 

»Blending Genders« (1996) 

Leslie Feinberg »Transgender 

Warriors« (1996) 

Kate More & Stephen Whittle 

»Reclaiming Genders« (1999) 

Jay Prosser »Second Skins« (1998) 

Bonnie C. Barr (f. 1975), stud. 

mag. i Dansk og Køn & Kultur ved 

Syddansk Universitet. Bor i 

Odense og er bestyrelsesmedlem 

af lokalforeningen for kønsforskning 

i Danmark samt co-anmeldelsesredaktør 

for tidsskriftet 

»Kvinder, Køn og Forskning«

Diversitet 

Lovende smagsprøver fra Forfatterskolens 

årgang 2003 

Forfatterskolens afgangsantologi 


Basilisk 

Anmeldt af 

Mads Rosendahl Thomsen 

En af kvaliteterne, men ikke den 

eneste som det vil fremgå, ved 

samlet at præsentere de seks dimittender 

fra Forfatterskolens 

årgang 2003, er, at den lejlighedsvise 

snak om skolens ensretning af 

forfattertalenter ikke får meget 

opbakning ved en udgivelse som 

denne. De seks forfattere, to kvinder 

og fire mænd, grupperer sig 

dog formelt i tre lige store (små) 

grupper: to mere traditionelle pro- 

saister, to fragmenterende, legende 

prosaister og endelig to der skriver 

med løs bagkant, henholdsvis 

digte og konceptuelle stykker. 

De fragmenterende og legende 

prosaister, Mads Eslund og Palle 

Sigsgaard, har masser af ideer og 

drive i deres tekster, men står for 

mig alligevel som antologiens svageste 

bidrag, fordi deres tekster 

også demonstrerer — heldigvis — 

at man med en fragmenteret prosa 

fyldt med indfald og koncepter 

ikke bare får foræret en form, der 

ikke kan mislykkes, sådan som en 

fortælling kan mislykkes. Måske er 

pladsen i denne sammenhæng for 

trang til, at de kan få deres skrift 

rigtigt op at køre, så at sige. 

De mere traditionelle fortælle- 

re, Jens Jacob Toftegaard og Kristian 

Bang Foss, skriver tæt omkring 

et stof med et godt potentiale 

for fascination. Toftegaard om 

noget, der minder om selvoplevede 

hændelser i kommunistiske 

pionerlejre i halvfjerdserne i 

Sovjetunionen. De konkrete hændelser 

i dette underlige univers af 

ritualer og kontrol med alle datidens 

bipolære spændinger in 

mente skrives fint frem med hovedvægten 

på genfortælling, men 

også med indskud hvor fortælleren 

kommenterer, hvad han kan 

erindre. 

Bang Foss leverer et uddrag af 

en roman, som efter oplysningerne 

i bidragyderlisten at dømme allerede 

er antaget af Gyldendal. Han 

skriver stilsikkert om en fisketur i 

Sverige. Detaljemættet og med en 

intens jeg-fortæller. Uddraget er 

stort set også blottet for humor 

(men humor er naturligvis ikke 

alt), og der går en del, måske for 

meget, Hemingway i det: manden 

mod fiskene. Men skrive kan han. 

Lone Hørslev udkommer også 

med en bog på Gyldendal, hendes 

anden digtsamling, hvorfra antologiens 

bidrag er hentet. Hun åbner 

Kronoper og famøser 

Cortazárs hverdagslige absurditeter kan nydes i Peer F. Bundgårds 

glimrende oversættelse 

Julio Cortázar 

Historier om kronoper og famøser 

(Historias de cronopios y de 

famas) 

Oversat af Peer F. Bundgård 


Basilisk 

Anmeldt af 


Julio Cortázar er her til lands desværre 

alt for lidt oversat, men vi 

har dog samlingen med fantastiske 

fortællinger »Den tabte himmel«. 

Imidlertid kan Cortázar i sin fantastik 

af og til skride over i den groteske 

realisme for diskret at udstille 

den småborgerlige familie. 

Skrider han endnu mere ud i grotesken, 

nærmer han sig den absurde 

litteratur. Det sker på herligste 

vis i fortællesamlingen »Historier 

om kronoper og famøser« fra 1962, 

og allerede her lægger man mærke 

til den underfundige oversætter, 

Peer Bundgård. 

Selv holder jeg mest af de tekster, 

der lægger sig tæt op ad en 

automatiseret handling, der dernæst 

beskrives netop så minutiøst, 

som når man på et pædagogisk 

kursus før i tiden (og nu?) blev sat 

til at beskrive, hvordan man binder 

sit snørebånd. Først beskrives 

trappetrinnets materialitet og derefter 

den bogstavelige bevægelse 

fra et trin til det næste. Trappebeskrivelsen 

indgår i afsnittet med 

vejledninger, altså netop det, som 

pædagoger beskæftiger sig med. I 

afsnittet med underlige beskæftigelser 

møder vi en familie, der er 

kopier og ganske savner originalitet. 

Det lyder som hverdagsrealisme, 

fristes jeg til at udbryde, for 

gælder det ikke stort set os alle? 

Der er dog en lille forskel i forhold 

til alle de almindelige, der bilder 

sig ind at besidde en vis originalitet, 

nemlig at denne familie er sig 

sin kopistatus bevidst og gør sig 

de yderste anstrengelser for at 

optræde som kopier. Og så bliver 

det rigtig underligt. 

Til gengæld er det interessant 

at opdage, at sektionen for plastisk 

materiale rummer fortællinger, 

hvor kropsdele synekdokisk tænkes 

bort fra deres kroppe. Deres 

selvstændige liv bliver ganske vist 

ikke individualiseret som i Gogols 

groteske fortælling »Næsen«, idet 

kropsdelene snarere lever videre i 

stimer og flokke som i »Abstraktionens 

muligheder«. Netop denne 

fortælling må jeg absolut gøre nysgerrige 

litteraturstuderende opmærksom 

på, for det kræver en 

efterprøvelse, om Per Højholt har 

svigtet Borges til fordel for Cortá- 

(kortprosa) 

kækt med et citat af kronprins 

Frederik og fortsætter fermt i feltet 

mellem kitschede (prinse-)drømme 

og dagligdag. Hørslev har en 

sikker evne til at få sætninger, som 

egentlig kunne være prosa, til at 

blive delt op, så de får en betoning 

og rytme, der gør enhver afskrivning 

som knækprosa til skamme. 

Endelig lukker Maja Lee 

Langvard af med en blanding af 

små digte, ofte baseret på gentagelser, 

der leger med sprogets klicheer, 

og ready-mades om identitet. 

Helt ubetalelig er ikke mindst en 

adoptivorganisations beskrivelse 

fra 1979 af, hvordan børn fra 

andre dele af verden ser ud, dvs. 

hvordan de adskiller sig fra at 

være danske. Langvards tekster 

kunne formentlig også fungere 

godt på en kunstudstilling, så det 

er interessant at se, hvilket medie 

hun vil fortsætte i. 

Alt i alt lover antologien en del 

bedre end sidste års antologi 

»0:2«. Den er desuden forsynet 

med et passioneret og øjenåbnende 

indledende essay af Forfatterskolens 

rektor, Hans Otto Jørgensen. 

zars som inspiration til »Auricula«. 

Endelig er der afsnittet med 

kronoper og famøser og forhåbninger, 

hvor teksten ikke bare er absurd, 

men ligefrem går i opløsning. 

Alligevel kan man lære, at 

kronoper er grønne, strittende og 

fugtige genstande, forhåbninger er 

selvlysende mikrober, men famøserne, 

ja, hvad er de i grunden? De 

danser borgfred og kan finde på at 

rejse ud. Det gør kronoperne også, 

mens forhåbningerne er fastboende 

og ikke rokker sig af stedet ligesom 

statuerne. Famøserne er 

ordensmennesker, der etiketterer 

og ordner deres erindringer, mens 

det samme langt fra er tilfældet for 

de uordentlige kronoper, hvis 

erindringer altid ligger og flyder. 

Hvis man søger en mening i 

galskaben, er det nydelsen ved 

den hverdagslige absurditet, der er 

kort, kontant og uden forklaring. 

Altså ren nydelse uden nogen 

særlig indpakning. Det skulle da 

lige være den sprogdragt, som 

enhver tekst iklædes. I dette tilfælde 

er de små prosastykker jo oversat, 

men det skænker man ikke en 

tanke, for teksterne er gendigtet 

med en egen indre rytmik, der gør 

dem til de vidunderligste prosadigte 

på dansk. Og tak for det, 

Peer Bundgård. 


(kortprosa) 

Thomas Hvid Kromann 

Stævnemøder på Place Blanche 


Borgen 

Anmeldt af Sanne Graakjær 

Damm-Jakobsen 

Hvad skete der lige der? 

31 kortprosatekster senere er 

min undren lige udtalt. Det startede 

ellers så nydeligt med en titel, 

der er tuttenuttelyrik af værste 

skuffe værdig (det gråhårede ord 

’Stævnemøder’ og så noget fransk 

’Place Blanche’ — så bliver det 

ikke pænere). Men indeni er det 

langt farligere. Jeg vil sågar gå så 

vidt som til at indrømme, at der er 

noget, jeg på ægte 9. klasse-agtig 

vis ikke forstår. Det er imidlertid 

ikke Kromanns skyld, at min 

sproglige formåen — trods en for- 

50 

L som i 

latterkrampe 

Knud Hjortø 

Syner 

De sproglige hittepåsomheder i Kromanns kortprosatekster efterlader 

læseren gnækkende og lyrisk rundtosset 


Det Danske Sprog- og 

Litteraturselskab og Borgen 

Anmeldt af Per Dahl 

Henrik Schovsbo har udgivet 

Knud Hjortøs debutbog fra 1899 i 

serien »Danske Klassikere«, som 

efterhånden er nået op på mere 

end 60 bind. Der er fire kriterier 

for seriens valg af værker: De 


kærlighed for tyskens grammatik 

— kommer til kort over for en sætning 

som »Den jenn dau liche veæ 

sie a den annen!« Prosastykket 

hedder »Æ Fissemand« (man må 

henrykkes) og er mere eller mindre 

skrevet på sønderjysk. Tror jeg 

nok. 

Nå, men forfatteren har tidligere 

udgivet digtsamlingen »Vexelstrøm« 

(1998) samt de to prosasamlinger 

»Tilstandsrapporter« 

(2000) og »Operation hvid« 

(2002). Jeg kender ingen af dem, 

men det kommer ikke bag på mig, 

at Kromann har taget afsæt som 

digter. Nogle ord er ligesom mere 

digtagtige end andre, og dem er 

der rigtig rigtig mange af i 

»Stævnemøder på Place Blanche«. 

Hvad siger I til disse sætninger fra 

stykket »Mange brave mænd«: 

»Fra karpens mund, der glimtvis 

optræder i den olierede vandover- 

kendtes kendte værker, de mindre 

kendtes kendte værker, de kendtes 

mindre værker og endelig de 

ukendte forfatteres oversete værker. 

»Syner« hører til i den sidste 

kategori. 

I den seneste udgave af »Danske 

digtere i det 20. århundrede« 

blev Knud Hjortø (1869-1931) 

skudt ud af det kanondannende 

værk, hvori han siden den første 

udgave i 1951 havde holdt en sikker 

plads, ikke mindst på grund af 

Otto Gelsteds indsats, der begyndte 

med et fint essay allerede i 

Omslag af Jesper Fabricius 

flade, bobler hjemstavnshymner af 

et godt karpehjerte. Kaninerne løf- 

En Fenrisulv er kommet 

Overrumplende nuanceret tillæg til forståelse af århundredskiftets 

litterære kunnen 

1915. Mest kendt blev Hjortø for 

sine romaner om Hans Råskov, 

men også hans noveller og essays 

med iagttagelser af sproget (»Fra 

Ordenes Samfund« (1918) og 

»Sprogets Luner« (1927)) havde 

trofaste læsere. 

Den 30-åriges debutbog er en 

vild genrehybrid, en samling af 13 

små tekster, der har rudimentære 

episke træk, støttet til betydningstunge 

folkevisemotiver; skarpe 

iagttagelser af natur og sprog er 

der også, ikke mindst mundrette 

replikker, men først og fremmest 

ter på deres høje støbejernshatte, 

og mælkebøtter danser ind i synsfeltet 

som de piruettiske gulsotsvinde, 

de vitterlig kan vise sig at 

være…tegn på.« Det kunne da 

ligeså godt være et digt!? Eller 

hvad med ord som ’liljekonvalhørmende’, 

’penisfuteralafvæbner’ 

eller ’attenhundredeblodblomst’. 

Det er sgu da for skægt. Jeg kan 

ikke helt gøre op med mig selv, 

hvor vidt jeg irriteres lidt over den 

omstændelige sproglige hittepåsomhed 

(mest fordi det er ret 

ofte, men det er jo litteratur), eller 

jeg blot er misundelig over ikke 

selv at kunne. Anderledes, det er 

det i hvert fald. Og det er yderst 

velskrevet eksperimenteren. 

Prosastykkerne varierer i længde 

fra halvanden linie (»Dette er ikke 

en udgang«) til seksenhalv side 

om en fedmeepidemi (emnet taget 

i betragtning må den selvsagt fylde 

mest). 

Er man imidlertid til absurde 

historier som f. eks. den om 

»Fløjlshandsken«, biologens 

blomst, der måske ved berøring 

kan få endnu uartikulerede 

småbørn til at tale, hvorfor man i 

videnskabens navn begynder at 

adoptere hittebørn i hobevis fra 

udvalgte østeuropæiske børnehjem, 

så er bogen lige sagen. Hvis 

man hellere vil nyde en novelle af 

den gode gammeldags slags, så lad 

bogen ligge. Selv gnækker jeg lidt 

endnu over prosastykket »P som i 

”Pettingkrampe”« og de 92 andre 

P-ord, som dette stykke består 

af. 

bæres teksterne af en malende 

selvrefleksion og en højt opdrevet 

jegbevidsthed. Havde de 13 små 

tekster været længere, var læseren 

næppe blevet hængende; nu næres 

tålmodigheden af en stor sproglig 

præcision og en — passagevis — 

utrolig moderne og mundret diktion. 

Vi er efter det moderne gennembruds 

fokusering på beskrivelser 

af virkeligheden, sociale konflikter 

og ideologiske grænseflader. 

Genremæssigt er det hverken realistiske 

noveller, debatindlæg eller 

periodens nye genre: essays. Det 

er små tekstlige forløb, som Johannes 

Jørgensen, Ludvig Feilberg, 

Harald Kidde, Ernesto Dalgas 

og senere Albert Dam kunne skrive 

dem, reflekterede stiløvelser og 

psykologiske eruptioner, blandet 

op med elementer fra allegori og 

parabel. 

Udgivelsen er forsynet med det 

apparat, som kvalificerer serien:

Efterskrift, tekstkritik og noter. 

»Syner« have ingen indholdsfortegnelse 

i 1899, men det er slet 

ikke så nemt at finde rundt i den 

lille bog, og en oversigt over bogens 

stykker kunne have hjulpet 

læseren. Heller ikke en litteraturfortegnelse 

er der blevet plads til, 

og det hører da vist serien til. Men 

ikke mindst kunne man i efterskriftet 

have ønsket sig en tekstanalytisk 

nærhed, som kunne åbne 

for læserens forståelse af de mærkelige 

tekster og deres stilistiske 

særpræg. 

De små tekster kræver betydelig 

opmærksomhed af læseren; gevinsten 

er et overrumplende nuanceret 

tillæg til forståelse af århundredskiftets 

litterære kunnen. 

Det er sjælestudier før psykologien 

blev et fag, en skrivendes selviagttagelser 

og analyser af fortrængninger, 

fordoblinger og visioner. 

Ledetråden er en ekstrem 

opmærksomhed over for det, der 

befinder sig mellem bevidsthed og 

ubevidsthed. 

Knud Hjortøs Arbejde bestod i at 

stramme Sjælene og holde dem 

paa Sporet, Selvtugt var hans Livs 

Opgave; Nøglen hertil rakte han til 

andre. En Fenrisulv opsporede 

han i sin Natur, droges mod den 

og efterlod den bunden; hele 

Menneskehedens Civilisation har 

ikke anden Historie. 

Sådan skrev Johannes V. Jensen, 

da han i 1933 medvirkede ved en 

udgave af Hjortøs efterladte, litterære 

arbejder. Der er ikke mange 

Fenrisulve i dansk litteratur; 

»Syner« er en af dem, endda før 

den blev bundet. 

Omslag af 

Lars Rosenquist Bech-Jessen 

(kortprosa) 

Mellemøstens litteratur 

Tiltrængt udgangspunkt for sonderinger 

Claus V. Pedersen (red.) 

Ørkenrosen — og andre noveller 

fra Mellemøsten 


Museum Tusculanum 

Anmeldt af Henning Goldbæk 

Endelig er der nu udkommet et 

gennemgående gedigent udvalg af 

noveller fra Mellemøsten, med 

gode kommentarer og indledninger 

til arabisk, persisk, hebræisk 

og tyrkisk litteratur fra det 20. 

århundrede. Udvalget er redigeret 

af Claus V. Pedersen, der desuden 

har skrevet om sit fagområde, persisk. 

For det tyrkiske udvalg står 

Carsten Niebuhr-instituttets tyrkiske 

lektorvikar Wolfgang 

Scharlipp, der i sin indledning 

introducerer de forskellige faser af 

den moderne tyrkiske litteratur og 

også kommenterer de seks tyrkiske 

noveller, som repræsenterer hans 

område. 

Alt taget i betragtning er der 

tale om et repræsentativt udvalg, 

begyndende i 1940’erne og slut- 

tende i 1990’erne. Udeladt er 

eksempler på den første republiklitteratur 

fra 1920’erne. Til 

gengæld er det oplagt at bringe en 

novelle af Sait Faik, en af de første 

storbyfortællere fra det moderne 

Istanbul, en dandy, fransk påvirket, 

især af Maupassant. Der er et 

eksempel på den såkaldte landsbylærer-litteratur, 

fra 1950’erne og 

1960’erne, og en novelle af 

Tyrkiets store kvindelige, nulevende 

forfatter Adalet Agaoglu, der 

også har skrevet om de tyrkiske 

indvandrermiljøer i Tyskland. Det 

er ok, at der er udeladt eksempler 

på strømmen af socialrealistisk litteratur, 

der dominerede Tyrkiet 

frem til 1980’erne, men hvis man 

skulle efterlyse noget, så to ting: 

En novelle af den altid underholdende 

og satiriske Aziz Nesin savner 

man og ikke mindst — som 

kontrast til landsbylærer-litteraturen 

— den tyrkiske, modernistiske 

storbylitteratur, ikke mindst 

Ahmet Hamdi Tanpinar, der skrev 

romaner og noveller, påvirket af 

Joyce og Proust, og som var det 

vigtigste forbillede for flere af de 

nuværende store, senmoderne forfattere, 

især Orhan Pamuk og 

Nedim Gürsel. 

I sin indledning om den tyrkiske 

litteratur mener Scharlipp, at 

dens hovedskikkelser er præget af 

nostalgisk tilbageblik efter den 

store osmanniske fortid. Han taler 

om dette som en søgen efter identitet, 

hvad der sikkert er rigtigt, 

men det undrer, at den tilbagesøgende 

tendens ikke kobles sammen 

med den sprogbevidste og 

sprogeksperimenterende tendens 

hos de nye digtere, der leder efter 

ord og billeder fra fortiden for at 

forny litteraturen i dag og for at 

opbygge et filter til at absorbere 

moderne europæisk og amerikansk 

litteratur igennem. 

Udvalget dækker uden tvivl et 

stort behov for ikke mindst de litteraturvidenskabelige 

institutter, 

der nu ikke mere er henvist til at 

rave rundt i blinde, men her har et 

godt, filologisk fundament for sonderinger 

i den mellemøstlige litteratur. 


(klumme) 

52 

Af Line Beck Rasmussen 

da Harry i »Harry Potter og Fønixordenen« vender tilbage til 

Hogwarts for at begynde sit femte år på troldmandsskolen, 

er der sket store forandringer. Både med ham og med skolen. 

Han er blevet 15 år, og er nu teenager med stort T. T for Harrys 

tanker der fylder forholdsvis meget i den femte bogs handling; 

Tanker om ham selv og hans familie, tanker om kærligheden og 

pigerne, der er så svære at forstå. T for en tendens til at være selvfed, 

men hvilken 15-årig ville ikke være det, hvis han havde kæmpet 

mod mørkets herre og overlevet hele fem gange og samtidig 

føler sig grusomt misforstået og opdager at mange mener han er en 

indbildsk fantast og løgner? T for eksamenerne i den første troldmandsgrad 

og T for de forvirrende tårer i drømmepigens øjne lige 

før det første kys… 

Men også på skolen er der nye tanker. Ministeriet for Magi, der 

ikke tror på Harrys beretning om den onde Lord Voldemorts tilbagekomst, 

er ikke er enig med skolens retningslinjer. De indsætter en 

inkvisitator, der skal holde øje med rektor Dumbledore og hans elever. 

Situationen vækker minder om et medlem af et dansk regeringsparti, 

der foreslog tests hver uge helt ned i de små klasser for 

at være sikker på de lærte noget — og lærte det rigtige. Og om vores 

muggler af en statsminister, der i Folketingets åbningstale hentydede 

til, at danske elever ikke lærer nok, men blot sidder i rundkreds 

og fortæller, hvad de selv synes. At indføre tests og styre landets 

skoler fra ministeriel side henleder ikke blot tankerne på Hogwarts, 

men også gamle dages sorte skole. Hvis man ønsker at genindføre 

en ensrettet dansk folkeskole, hvor magi- undskyld — undervisningsministeren 

hver time præcist ved, hvad eleverne bliver undervist 

i over hele landet, så er det selvfølgelig en fuld gyldig holdning, 

men pas på…Det er netop seks dygtige, initiativrige og selvstændigt 

tænkende elever, der redder verden fra at falde i det ondes 

hænder. I hvert fald i denne omgang. 

Man kan sige meget om J.K. Rowlings salgssucces — og det gør 

man så — men moralerne er gode. Meget få mennesker er enten 

gode eller onde. De fleste har lidt af hvert i sig, og at styre temperament, 

følelser og trolddom er noget, man skal lære. Man bliver ikke 

en god troldmand med et slag med en tryllestav. Det kræver mange 

års uddannelse at blive en god borger i magiens verden. Og således 

også i vores mugglerverden. 

En svaghed for den engelske udgave må indrømmes, men Hanna 

Lützen har endnu lavet en god oversættelse. Det er svedigt, at hun 

endnu en gang kan finde navne som inkvisitatoren Dolora Nidkjær 

og professor Makkeret, men samtidig ved hvornår navne, trylleformularer 

og mærkelige væsener gør sig bedst i deres oprindelige 

engelske version. 

Nye læsere kan ikke begynde her. Til gengæld bliver der i bedste 

»Ringenes herre« stil bygget op til det store slag mellem det gode og 

det onde. 

Gæs og ord 

T også for træt af gæs. Martin Glaz Serup billedbogsdebuterer med 

»SKRÆP!« illustreret af Pia Thaulov. »Troede du, at der var hygge- 


Lines cirkel 

Tjah...? 

ligt på landet?« lyder det på bagsiden af bogen, der fortæller historien 

om en bondemand, der er ved at blive sindssyg, fordi hans gæs 

skræpper så meget, og dermed får alle de andre dyr til at henholdsvis 

gø, brøle, vrinske, grynte og gale. Efter gennemgangen af, hvad 

bondegårdens dyr siger, er det blevet for meget for bondemandens 

kone, der går sin vej. Om aftenen da bondemanden endelig tror, han 

skal have ro, kommer en tyv listende — og gæssene skræpper igen. 

Så bliver det også for meget for bondemanden, der ikke forstår, at 

gæssene advarer mod tyven. Bondemanden fanger gæssene og (tror 

at han) får dem kørt på slagteriet, mens tyven tømmer hans hjem. 

At hans hjem er ryddet, er han dog ligeglad med, for nu, hvor gæssene 

er væk, kommer konen hjem igen, og giver sin mand et kæmpe 

kys. De hygger sig så meget, at de ikke ænser gæssene, der titter ind 

ad vinduet. Og historien er klar til at begynde forfra. Dejligt med 

lidt landlig ’realisme’ og blod på slagterens forklæde. Alt er ikke 

lutter idyl på landet, men det hjælper at være lidt næbbet. 

Og sidst men ikke mindst T for tjah, under hvilket, der i Kim 

Fupz Aakesons »Ordbog« står: 

Professorerne er bange for at der ikke er ord nok. De er bange for at 

vi kommer til at bruge hele sproget op, og at der en morgen ikke er 

mere tilbage at sige. Vi vil vågne og se på hinanden, trække på skuldrene 

og lede forgæves efter et lille tjah. 

Ellers rummer bogen, der er dejligt illustreret af Hanne Bartholin, 

ord som batteridrevet, cellofan og engel, gebis, glemsomhed og 

heks, hjerterum, iskiosk og julemand, misforståelse, navnløs og 

opstandelse, puslespil, Qatar og uendelighed, viden, wienerbrød og 

ønsketænkning. En slags »Brøndums encyklopædi« for børn, hvor 

man kan vælge at slå de ord op, der interesserer en, eller slå de ord 

op, der ikke interesserer en, eller slet ikke slå nogen ord op, men 

bruge bogen til at lægge under benet på et vippende bord, eller 

kaste den efter irriterende unger, som forslagene lyder fra forfatteren. 

Jeg vil foreslå at man pakker den ind, og lægger den under 

juletræet til én man holder meget af. 

Og hermed ønskes alle — magikere som mugglere — med husalfens 

Dobbys ord en Harry Christmas! 

J.K. Rowling: »Harry Potter og Fønixordenen«, (Harry Potter and the 

Order of the Phoenix) oversat af Hanna Lützen, Gyldendal, 928 

sider (pb.?), 329 kr. 

Martin Glaz Serup: »SKRÆP!«, ill. af Pia Thaulov, Gyldendal, 32 

sider, 189 kr. 

Kim Fupz Aakeson,: »Ordbog«, ill. Hanne Bartholin, Gyldendal, 72 

sider, 249 kr. 

»Der er kommet en komet. Nordiske digte for børn«, Forum, 110 

sider, 250 kr. (inkl. cd) 

Merete Pryds Helle: »Måneprinsessen«, ill. Anne Marie Ploug, 

Rosinante, 29 sider, 189 kr. 

Marianne Larsen: »Balotti og andre børn«, ill. Dorte Karrebæk, 

Borgen, 53 sider, 169 kr. 

Thomas Thurah: »Hvad siger du, Oskar? Verdenslitteraturen fortalt 

for børn«, Gyldendal, 168 sider, 229 kr.

Dan Turèll 

Udvalgte Digte 1969-1974, bind 1 

Udvalgt og med forord af Peter Laugesen 


Borgen 

Dan Turèll 

En nat ved højttaleren med sprogets mikrofon 

— rariteter 1964-1979 

Lars Movin og Steen Møller Rasmussen (red.) 

176 sider , 200 kr. 

Bebop 

Lars Movin og Steen Møller Rasmussen 

Onkel Danny fortalt — interviews 


Bebop 

Anmeldt af Bodil Hohwü Nielsen 

For ti år siden levede vi med mediemonopoler, 

begrebet global landsby fyldte ikke meget i 

vores bevidsthed. E-mails, SMS, den hurtige 

daglige kommunikation som vi næsten alle 

anvender helt naturligt, var ren science fiction, 

og Internettet levede en skjult tilværelse som 

en velbevaret militær hemmelighed i Pentagon. 

Anarkisternes spritduplikatorer var kun lige 

forsvundet. 

Hvad har det så at gøre med at dette efterårs 

Foto: Peder Bundgaard 

Dan Turèll 

in memoriam 

Tre Turèll antologier udgivet i anledning af digterens 10 års 

dødsdag 

boghøst beriger os med hele tre Turèll udgivelser? 

Den umiddelbare anledning for udgivelserne 

synes at være 10-året for digterens død, 

men udgivelserne giver os også lejlighed til at 

kaste et nyt, frisk og måske mere fordomsfrit 

blik på en digter der i sin samtid effektivt fik 

etableret sig som et omvandrende ikon. Den 

selvskabte Onkel Danny figur og maske var vel 

nærmest uigennemtrængelig, og han lod sig 

gerne misbruge og misfortolke. I de tre udgivelser 

får vi et nuanceret og på mange måder gribende 

indblik i forfatterskabet, i dets tilblivelse 

og i manden selv, og de bringer ham ind i 

vores nutid. Jeg tror at han faktisk ville have 

elsket vores tids kaotiske mangfoldighed med 

muligheden for at udgive på egen web-side. 

Kun ville han nok beklage skriftens forsvinden. 

Af de tre udgivelser står Forlaget Borgens 

moppedreng, »Udvalgte Digte 1969-1974, bind 

1«, som den absolut væsentligste. Turèlls 

gamle kammerat, Peter Laugesen, har foretaget 

udvalget og har desuden skrevet et ganske kort 

forord der lige akkurat fører os ind i Turèlls 

univers. 

Her er alt det vi kan forvente lige fra de tidlige 

udgivelser (»40 ark«, »Manuskripter«, 

»Changes of Light«) hen over Manjana-projektet 

til et vægtigt udvalg fra »Karma Cowboy«. 

Den intensitet og det krav og ønske om nærvær 

som præger Turèlls poesi, er så tydeligt tilstede 

fra begyndelsen. 

(lyrik) 

Farverne løber ud af tuben og blander sig. 

Lysene skifter, hallucineret af ingenting. 

Et tomt øjeblik før strålerne igen spredes 

til alle sider. 

Sådan starter »40 ark« og sparker os direkte 

ind i en poetisk skabelsestrang. Farver i et psykedelisk 

lysshow, tomhedens epifani og så 

videre til det næste digt. De uendelige cirkler, 

den konstante og næsten maniske gennem- og 

omskrivning karakteriserer hele forfatterskabet. 

Gentagelsen bliver den foretrukne form, og den 

virker stærk og overbevisende når man ser den 

så virtuost udført. I udvalget ser vi hvordan 

Turèll leger med skriftens kode, ordet på papiret 

og pennens aftryk. Man kan mene hvad 

man vil om tidens trend, de massive digtgenudgivelser 

i folkeudgaver (Andersen og 

Strunge hitter her), men der er ikke tvivl om at 

det er et læser-rush, et ægte high, at læse Turèll 

på denne måde, i et hug. 

De to øvrige udgivelser har forlaget Bebop 

som afsender. De har tidligere udgivet Turéllsjældenheder 

der har begejstret denne og andre 

anmeldere, og denne gang er det da også samlinger 

der afkræver en stillingtagen. Først den 

nemmeste og mest ligefremme: »Onkel Danny 

fortalt«. Bogen består af et antal interviews og 

samtaler som Lars Movin og Steen Møller 

Rasmussen lavede i anledning af filmen 

»Onkel Danny portræt af en karma cowboy« 

(2002). Inge Turèll og Chili Turèll former rammerne 

om antologien. Her er vi i intimsfæren, 

men da interviewerne forstår at holde distancen, 

kammer tonen aldrig over i det slibrige, 

snagende som ellers kunne ligge snublende 

nært. Med pædagogisk sans har redaktørerne 

ordnet samtalerne så de konstruerer en kronologi 

i Turèlls liv. Vi starter med Peter Laugesen 

og slutter med Turèlls sidste forlægger, Jens 

Christensen. Alle har kloge ord at sige, og det 

er en ganske charmerende bog og derfor nem (i 

ordets bedste forstand). Den har vel en fremtid 

øverst på litteraturlisten for mange danskstuderende. 

Men Bebop udgiver også en anden og noget 

mere problematisk antologi, »En nat ved højttaleren 

med sprogets mikrofon«, med undertitlen 

»rariteter, 1964-1979«. Igen er Movin og 

Møller Rasmussen redaktører, og antologien 

bliver præsenteret som en parallel og et supplement 

til interview-antologien. Her er simpelthen 

alt i en skøn blanding. Det meste er 

forskellige journalistiske skriverier og anmeldelser, 

f.eks. Turèlls allerførste artikel om 

Politiassistent Holbølls besøg i Århus skrevet 

til Gentofte-Bladet den 23.7.64. Mon ikke de 

herrer Movin og Rasmussen ønsker at give os 

en ur-Turèll? Jeg må dog indrømme at det ikke 

er særlig interessant. Men interessant bliver 

det, når de vælger f.eks. at indlemme en tekst 

som »Sprogets Tredie Øje«. Her stormer Turèlls 

poetik frem i al sin dødsensalvorlige iklædning. 

»Bevidsthedsudvidelse af sproget eller 

gennem sproget, dét er Poesi«. Det er et vigtigt 

skrift og alene af den grund kan man tilgive de 

mere obskure udvalg. 

Turèll døde for 10 år siden og vi har stadig 

brug for ham. 


(lyrik) 

Ursula Andkjær Olsen 

Atlas over huller i verden 


Gyldendal 

Anmeldt af Marianne Bugge 

Som jeg sidder her på spring ud i dette fantastiske 

hul af en bog, slår det mig, at den på finurlig 

vis blokerer for sig selv: et »atlas over 

huller«, bogstaveligt læst, dækker det så ikke 

netop hullerne til? Altså: den fysiske bog 

»Atlas ...« dækker hullerne til, så der ikke er 

mulighed for at falde ned i dem? Med dette 

paradoks vil jeg åbne Ursula Andkjær Olsens 

»Atlas over huller i verden«, der gør lige præcis 

det modsatte af at dække verdens huller til: 

den afdækker nemlig alle de overrumplende 

54 

Ursula Andkjær Olsen (Foto: Kaspar Nefer Olsen) 

Huller 

Hul i det: jeg over/-hengiver mig til dette forrygende 

bombardement af et atlas 


huller i verden, man kunne tænke sig at falde 

i. 

Hvis man falder i et hul — overført forstået 

naturligvis — anser vi det sædvanligvis for 

ikke så godt. Det er i hvert fald noget, man 

helst skal se at komme op af hurtigst muligt. 

Men hos Ursula Andkjær Olsen er man i modsatland, 

for hun ikke blot falder i hullerne, 

men falder tilsyneladende med vilje (måske 

kaster hun sig ligefrem?), og hun falder rundt i 

dem og boltrer sig i hullerne. 

Bogen er kategoriseret som ’digte’. Men den 

er mere end det. Den indeholder digte og en 

række aforismer, og begge dele leveres med et 

sprudlende sprogligt overskud, der siger det 

ene på den ene side og det andet på den anden 

side og påpeger, at den modsiger sig selv, hvorved 

den elegant bortvifter enhver indvending. 

Bogen er vis og samtidig pjattet og legende: 

Æren er at 

kunne se sig 

selv i spejlet mens 

de andre kigger 

med over skulderen 

Eller: 

Nærved og næsten 

slår alle mand af hesten 

Der er ingen handling — men en masse røde 

tråde — og så kunne man frygte at læsningen 

blev lidt lang: 136 siders digte og aforismer? 

Men det gør den ikke: forfatteren tør tage livtag 

med det helt store, og hun formår formatet, 

således at det store fremstår vedkommende og 

både følt og sanset. Hun videregiver sine evigt 

skiftende pointer med en skarprettet pen, der 

præcist fokuserer essensen, men samtidig bruser 

over i et springvand af pjat (alene det selvopfundne 

ord »Dødenskab«...) Og det er nok 

dette forfriskende skift mellem dyb alvor og 

det rene vås, der gør bogen relativ let. (Og i 

øvrigt: hvem læser et atlas i ét stræk og for 

handlingens skyld? Nej, vel?) Ursula Andkjær 

Olsen taler som et vandfald med en syndflod 

af stemmer i et pinseunder af mangetydighed. 

»Atlas over huller i verden« er inddelt i otte 

afsnit, hvoraf mange refererer til musikvidenskaben: 

»Harmonia mundana et disharmonia 

mundana«; »Harmonilæren« (med underafsnittene 

»Kvinden og dissonansen«; »Lille harmonilære 

for kendere og liebhavere« og »Have 

med dig i«); foruden, for eksempel, »Sinfonia 

for en ny flod« og endelig »Mellem muslingeskaller 

og grankogler«. 

Ursula Andkjær Olsen er direkte dialogisk i 

sin fortælleglæde: hun har mange selvafbrydelser, 

selvkommentarer og læserhenvendelser. 

Bogen fremstår således dugfrisk og stakåndet 

— som skrevet i en poetisk raptus. Hun er profetisk 

i sin stemmeføring: »Og jeg ved/ ikke 

hvorfor jeg/ skulle græde og jeg/ ved ikke hvorfor/ 

jeg ikke skulle græde«. Det er i retning af 

og på niveau med Kierkegaards: Gift dig, du vil 

fortryde det; gift dig ikke, du vil også fortryde 

det... Bogen øser uanstrengt og ligefremt af 

citater og referencer til litteratur, filosofi, musik 

og remser. 

Selvom dette ikke er nogen fortælling, er 

Ursula Andkjær Olsen en guddommelig fortæller. 

Hun holder sit skriveri i stramme tøjler 

som en meget aktiv fortæller, men netop ikke 

alvidende: hun modsiger jo sig selv igen og 

igen. I bogens sidste aforisme, »Mellem muslingeskaller 

og grankogler«, imødegår hun 

enhver modsigelse i den henseende i en direkte 

læserhenvendelse. Ursula Andkjær Olsen 

kan tillade sig alt: det er jo hendes bog, og det 

er hende, der finder på det hele. Og som hun 

siger andetsteds i bogen: »Forveksl endelig ikke 

fortælleglæden med den yderste sandhed«. 

Fortælleglæde er der nok af, og sandheder 

er der flere af. Jeg glæder mig til mere Ursula 

og anbefaler indtil videre »Atlas over huller i 

verden«. Det kræver en suverænitet at kaste sig 

ud på de 70.000 favne — og at forblive der og 

få noget godt ud af det. Dén suverænitet besidder 

Ursula Andkjær Olsen.

Ursula Andkjær Olsen 

Atlas over huller i verden 


Gyldendal 

Ursula styrer 

for vildt 

Andkjær Olsen leverer præcist 

hvad man ikke vidste man ville have 

Anmeldt af Mads Rosendahl Thomsen 

»Atlas over huller i verden« har allerede fået 

særdeles gode anmeldelser, og jeg skal straks 

sige, at dette ikke bliver nogen undtagelse. 

Informations Skyum-Nielsen, Weekendavisens 

Bukdahl og Politikens Lyngsø var noget så 

sjældent som næsten tre-enige om, at det foreliggende 

værk var rigtigt godt. Lyngsø brugte 

endog anledningen til at revidere sin opfattelse 

af sin tre år gamle anmeldelse af Andkjær 

Olsens debut »Lulus sange og taler«, som han 

ellers i sin tid henrettede på åben avisside. Så 

et eller andet sted handler det ikke så meget 

om, hvorvidt »Atlas over huller i verden« er 

god, men på hvilken måde bogen er fremragende. 

For igen, det er virkelig meget glimrende, 

det her. 

Bukdahl var som ventet begejstret for den 

nye opus, men lader det alligevel sive ud, at 

han godt kunne lide den lidt vildere stil med 

flere underlige stemmer og pludselig ind- og 

udfald i »Lulus sange og drømme«. Ikke overraskende 

har Lyngsø det lige modsat. Jeg synes 

fr. Olsen rammer næsten plet med det her. 

En af de helt store kvaliteter ved »Atlas over 

huller i verden« er, at der i de lange forløb i 

bogens sektioner holdes fast, stædig og forpligtende, 

i forskellige nøglebegreber og temaer, 

som der varieres over. Det sker med den samme 

raffinerede polyfone teknik, som blev 

anvendt i debuten, hvor indrykninger og kursiveringer 

og lejlighedsvise svar og gensvar mel- 

DOBBELTANMELDELSE 

lem stumperne giver en dynamisk stil. Eller 

opleves som et græsk drama med et kor, der 

stemmer i fra siden. Bortset fra bogens også 

forrygende mellemstykke »Forbrugsgåder. 

Minder fra Samfundet«, der leverer rapkæftede 

svar på spørgsmål på svar (»Kan du ikke få den 

op og stå? Tag hende som en mand, i stiv 

arm«), holder Andkjær Olsen fast i denne 

form, hvor hun kan lade indskud og korrektioner 

og alverdens godt afløse hinanden, som om 

det var den naturligste sag i verden. Der tænkes 

godt, og der skrives godt. 

En god del af bogen handler om overvejelser 

over det fælles, om folket såmænd, og hvordan 

hver er sin egen. Det er ikke bare lystigt, formidabelt 

vrøvl; der er en etisk tyngde over det, 

der giver et modspil til afsøgningen af sprogets 

vildveje. Eller hvad Bukdahl kalder for »Ny 

Politisk Poesi«, hvor sjov og alvor lever fint 

sammen (måske fordi man ikke altid er klar 

over, hvad der er hvad). 

Men ellers handler det jo lidt om det hele, 

om eksistensen mellem sproget, verden og de 

andre. Om at balancere harmoni og disharmoni. 

Og med en generøs overvældende mængde 

af stof, der også spænder over direkte eller 

indirekte citater fra Anders And, Hitler, Napoleon, 

Rimbaud og mange andre. 

Bogen slutter suverænt med et prosadigt, 

der handler om at ville holde fast i alle disse 

modsætninger: »Hvad er det du har imod mig? 

At jeg ikke har valgt side? […] At jeg hverken 

foretrækker forestillingen frem for opfyldelsen 

eller opfyldelsen frem for forestillingen? At jeg 

tror, jeg kan få både i pose og i sæk og blæse 

med mel i munden? Ja, den var værre, den var 

virkelig værre, men gør det noget, hvis jeg alligevel 

ikke kan?«. Nej, det gør ikke spor. Bliv 

bare ved. 

Standart udsætter løbende en aktuel bog for et dobbeltblik. 

En anmeldelse har altid bund i én læsers egne kriterier, og derfor kan to 

anmeldelser få flere nuancer med. 

Redaktionen 

(lyrik) 

Denne 

bog 

er gratis 

Nyd en reklamefinansieret 

digtsamling — uden 

afbrydelser 

Peter Dyreborg Moslund 

Bestseller 

52 sider, gratis 

Eget forlag 

Anmeldt af Brian Dan Christensen 

Der er mindst tre yderst interessante aspekter 

ved Peter Dyreborg Moslunds nye digtsamling: 

Den er reklamefinansieret, udkommer i et 

oplag på hele 3.000 eksemplarer — og er ganske 

gratis. Forfatteren har selv stået for idé, 

projektledelse og tegning af sponsoraftaler med 

annoncørerne: Montana, Nescafé, JobZonen, 

Forbrændingen og Grefta; sidstnævnte er det 

trykkeri i Grenå, der har trykt bogen. Reklamerne 

pryder kun omslaget og generer ikke 

læsningen; når bogen først er åbnet, ligner den 

alle andre. 



(lyrik) 


For der er styr på detaljerne. Forfatteren studerer 

jura, og det er glædeligt, al den stund at 

han så formentlig engang bliver i stand til at 

leve af sit fuldtidsjob. For digtene holder simpelthen 

ikke i byretten. Bogen svælger af 

pubertære iagttagelser, der stort set alle skamrider 

de tre predebutære dagdrømme: 

1) Naturen, 2) kærligheden og 3) poetikken. 

Den første kategori er så fyldt med græs, 

regn, fugle i falset, Vesterhav og vindens piben 

i næsen, at Danmarks Naturfredningsforening 

burde have meldt sig som hovedsponsor. 

Den næste kategori om bl.a. hvordan vi 

sover og kysser, vil jeg lade forfatteren selv 

definere: 

Du sover 

længst, 

og jeg lytter længe 

til lyden af dynen 

der knaser lidt og let 

ligger og følger 

de tunge bølger 

når du trækker vejret — 

golfstrømmen i din bulede krop. 

Den tredje kategori behandler digterens og digtets 

opgave på en måde, så man som læser får 

det indtryk, at denne forfatter, i modsætning til 

alle andre, har set lyset: »Hvis jeg skrev digte 

som terapi/ ville jeg være yderst produktiv«. 

Bogen er et katalog over en ung mands 

undren over sig selv i verden, og det er al ære 

værd. Men digte er ikke gjort af forundring 

alene, og alle går vi rundt i vores egen lille verden. 

Kunsten er mere end det, og hvis man — 

uden sammenligning overhovedet — sætter sig 

ned for at lave kunst, er man en idiot, som 

Steve Martin engang sagde. Kunsten er en dark 

horse, som kan overraske os ved at være flyttet 

et andet sted hen. Den er ikke en trojansk hest 

med værelser til leje. 

Med andre ord: Jeg synes ikke forfatteren 

Moslund er lige så talentfuld som projektmageren 

Moslund — og det er ment som en kompliment. 

Og eftersom jeg heller ikke selv lever af at 

skrive digte, men ernærer mig ved at markedsføre 

og brande virksomheder, må jeg sige dette: 

Det er mig en gåde, hvordan stringent styrede 

og æstetisk vi-er-det-gode-liv positionerede 

mærker som Montana og Nescafé har fået den 

idé, at dette projekt harmonerer med og styrker 

deres profil. »Forbrændingen« er den eneste 

oplagte sponsor, men det er flot, at Moslund 

har fået solgt idéen, og måske har han en fremtid 

som sælger. 

Nye læsere og arbejdsgivere kan bestille 

bogen via gratisbog.dk og en postgang senere 

nyde et ulideligt selvhøjtideligt foto af en 

behørigt bebrillet digter, iklædt brunt tøj og i 

baggrunden et Upper Manhattan parkafsnit 

som mest af alt ligner skovene omkring Silkeborg. 

56 


Bastard-værk 

Tore Ørnsbo og N.G. Hammer 

Bastard 

Digte og tegninger 


Lindhardt og Ringhof 

Fantasy-billeder omsat til digt 

Anmeldt af Marianne Bugge 

»Bastard« er en bastard af en bog. Fordi 

bastard er en krydsning — her af kunstarterne 

— hvorved der opstår en — ja, bastardkunstart. 

Dette eksperiment af en bog indeholder digte af 

forfatteren Tore Ørnsbo og tegninger af den 

autodidakte kunstner N.G. Hammer. Mødet 

mellem kunstarterne opstår på hvert af bogens 

20 opslag, hvor Ørnsbos digt står på venstre 

side og Hammers tegning på højre. Relationen 

er, at Ørnsbo har skrevet sine digte med 

udgangspunkt i Hammers tegninger. Digtene er 

således ekfraser, altså netop digte skrevet ’på’ 

billeder. 

Projektet er interessant, og meget stringent 

gennemført. Bogen fremtræder helstøbt: man 

fornemmer samme stemmeføring i såvel billede 

som digt, ja sågar i satstypen, 

DemocraticaBold, der er ret karakteristisk 

(krukket?) og med til at binde ord og billede og 

ordbillede sammen. Som bastard-værk betragtet 

er bogen vellykket. 

Hammers streg og motivvalg er i retning af 

fantasy. Tegningerne søger det foruroligende og 

groteske. Men det udføres ikke altid ganske 

Hammers billede & Ørnsbos tekst 

overbevisende. Tegningerne synes til tider 

umodne, og budskabet fremtræder villet og 

dermed nemt patetisk. Men indrømmet: fantasy 

er ikke lige min stil. 

Ørnsbo kaster sig i sine billeddialoger uimponeret 

over tilværelsens store spørgsmål. Han 

lancerer indledningsvis begreber som løgnen, 

sandheden, gentagelsen og lukker bogen med 

begær, glemsel og forfængelighed. Men desværre 

griber han ikke chancen for at komme 

ind i og på disse begreber. De forbliver abstrakte. 

Og dermed ret ligegyldige. 

Måske er det en fare ved genren ekfrase som 

sådan, at digtet isoleret set fremstår postuleret, 

idet den digteriske billeddannelse bliver amputeret 

og i stedet lagt over på det billede, som 

digtet forholder sig til? Det konkrete billede, 

der i første omgang burde være en styrke for 

digtet, kan således ende med at blokere for digtets 

eget billedskabende stof og dermed fremtræder 

digtet for abstrakt og uvedkommende. 

Men Ørnsbo er en blændende digter, og når 

han er bedst, ja så er han bedst, og så bevæges 

jeg. Det er typisk, hvor han er mere afdæmpet 

og konkret i sine egne billeddannelser: 

og regnen får lov at falde 

uden at skulle 

stave sig igennem et fremmed alfabet. 

En regn der tyst falder uden om al lærdom. Det 

billede tager jeg med mig.

Jeg syr verden sammen 

med nåle 

af ildfugtige guldfugle 

Struktur. 16 objekter/ Forarbejder/ til Peter 

Louis-Jensen 

16 løsark i pose, 160 kr. 

Basilisk 

Anmeldt af Jakob Østergaard Nielsen 

Basilisk har udgivet 16 anonyme og foldede 

løsark med dobbeltslyngede digte og tegninger 

i en lille pose. Alt tyder dog på, at det er den 

næsten hemmelige Mikkel Thykier, der står 

bag; hans højstemte og koncise poesi (så brandtung 

æstetisk, at man næsten kan koge den 

hjemfaldne SUT i den) er svært genkendelig, 

og de dertilhørende skitser af lavmælte ansigter 

afslører næsten digteren. De 16 løsark er 

Peter Poulsen 

Forvandling 

Den hemmelige digter i de hemmelige løsark er alt andet 

end lige præcis det 

henvendt til den gamle avantgardist Peter 

Louis-Jensen og en af hans skulpturer fra 1966: 

16 masonit- kasser med afskåret top, mere orienteret 

mod det åbne rum i kasserne og 

omkring kasserne end imod formen, skulle 

opstilles forskellige steder i byrummet for at 

etablere en særlig kommunikation mellem publikum 

og skulptur, og det har angiveligt sat digteren 

i gang med »struktur. 16 objekter«. 

Thykier(?) arbejder stadig som i debuten, 

»Skyggerne er kun flygtige« (1997), med kroppen 

og verden som udgangspunkt; den helt 

konkrete tilstedeværelse og sanselighed i 

mødet med den anden (et du) og naturen 

(landskabet), som sådan nogle helt klassiske 

temaer at gå i lag med, og en henvisning til 

Inger Christensen dukker også op derinde. 

Hvis digte var egern 

63 sider, 179 kroner 

Vindrose 

Anmeldt af Rasmus Hastrup 

Peter Poulsen demonstrerer stor styrke i det enkle 

Peter Poulsens nye digte gør ved første gennemlæsning 

ikke så meget væsen af sig. Her er 

ingen store armbevægelser og ingen skrattende 

fanfarer, der kundgør, at her kommer Et Fantastisk 

Digt. De enkelte digte pusler stilfærdigt 

rundt og samler sproglige nødder og har det tilsyneladende 

ret hyggeligt. Men heldigvis kan 

man ikke læse det samme digt for første gang to 

gange. Det tager lidt tid at læse sig ind på, så at 

sige, hvad der egentlig sker i bogen, men når 

først digtene og læseren bevæger sig synkront 

og i samme tempo, går det op for én at »Forvandling« 

udgør et meget smukt vinterforråd af 

lune ord. 

Filosofiske emner og dybsindige tanker 

behandles omsorgsfuldt og iklædes en sprogdragt 

med simple, rene linier. Digtenes form og 

udtryk ligger et eller andet sted på en skala fra 

talesprog til jazz, og ofte drejer de sig om en 

enkelt idé, en enkelt tanke. Denne tanke understreges 

yderligere, i mange tilfælde, af digtets 

titel. Det virker som om, at flere og flere digtere 

helt udelader titler, og det er en befrielse at 

læse tekster, hvor titlerne ikke blot er titler, 

men snarere fungerer som en integreret del af 

digtet. For at illustrere hvad jeg mener, vil jeg 

nævne et berømt eksempel, Ezra Pound’s »In a 

Station of the Metro« skrevet i 1913. Digtet 

lyder i sin helhed: 

The apparition of these faces in the crowd; 

Petals on a wet, black bough. 

(Synet af disse ansigter i mængden; 

Blade på en våd, sort gren.) 

(lyrik) 

Thykier benytter sig selv og skriften (her måske 

nærmere poesien) som ekkorum; det territorium 

hvor verden, subjekt og sprog mødes. Og 

det er også dér, hvor skulpturen og Thykier 

optager hinanden, nemlig som ræsonansrum. 

Det er smukt, det er vægtigt, og det er slynger 

af prægnante billeder, og digteren kræver sin 

tid af sin læser, men hans poesi er (dæleme 

fandme) det værd: 

et navn, to ord, og intet andet, sagt med en 

stemme, blød som et par læber imod en 

sovendes køn, dernæst/ i telefonens olivengrønhed, 

som en mandelsæbe formet af den 

talendes mund, men ti nu hellere: stjernerne/ 

putter sig under dynen, månen har lukket 

sine øjne, og skyerne hyller sig i deres sjaler og 

slør, dukker/ hovederne bag dem: er 

det mod ruden, at gråspurvenes næb høres, 

stadig til aften pirkende efter kernerne/ fra 

de sidst udkastede frø? 

Det der forundrer, er digterens evne til at være 

overvejende deskriptiv, men stadig voldsom at 

læse, fordi digtene på sin vis er flade; der er 

ikke mange paradokser eller ræsonnementer, 

der er overvejende beskrivelser og en heftigt 

iltende æstetik, en art ordenes erindring, der 

udfolder sig. Og til tider kan overlæsning og 

barok (kitsch?) blokere mening og anslag, men 

her skrives der efter den klassiske skønhed, og 

det kan Thykier virkelig. Jeg bliver så satans 

optaget og indfanget af de her digte; de er 

meget interessante, og sniger sig lige op på 

siden af (og overhaler nok egentlig) Ursula 

Andkjær og Lone Hørslev, som dette efterårs 

mest breathtaking experience. Uha. 

I dette tilfælde kan man faktisk påstå, at titlen i 

virkeligheden er en linie i digtet. Mange af digtene 

i »Forvandling« benytter sig af samme 

metode, og resultatet er yderst tilfredsstillende. 

Man kan som læser i det hele taget godt få 

den tanke, at Poulsen har skelet til amerikansk 

poesi fra de første par årtier i det 20. århundrede. 

Mindst et par digte (»De fem roser«, f.eks.) 

viser et sprogligt og tematisk slægtskab med 

Wallace Stevens (1879-1955), andre dufter 

svagt af William Carlos Williams (1883-1963), 

men sådanne forfædre er gode at have, og Peter 

Poulsen behandler sine aner med respekt og 

smagfuldhed. 

Bogens titel og tema er forvandling. Et øjeblik 

kan forvandle verden, og Peter Poulsens 

digte foregår ofte netop dér, hvor et fortættet 

øjeblik bliver til et andet og efterlader virkeligheden 

mærkbart ændret. Det synes, som om 

Poulsen har indset, at sådanne forandringer er 

uundgåelige, et livsvilkår på linie med årstiderne, 

og denne indsigt gør det muligt for ham 

at beskrive det åndfulde øjebliks fingeraftryk 

på konkrete begivenheder med imponerende 

finesse og tindrende underfundighed. Øjeblikket 

er til stede i digtene, og digtene er til 

stede i øjeblikket. »Forvandling« er en bog 

man ikke bliver færdig med, simpelthen fordi 

den ideligt forvandler sig i takt med læserens 

forudsætninger. 


(lyrik) 

JLM — Johannes L. Madsen samlede 

Lars Bukdahl og Eli I. Lund (red.) 


Arena 

Halfdan E & Martin G 

Smarte pletter mellem fingrene 

20 digte af Johannes L. Madsen 

CD, 149 kr. 

ArtPeople 

Anmeldt af Thomas Thomsen 

Syredigteren Johannes L. Madsen (1942-2000) 

er noget af en outsider i dansk litteratur. En litterær 

excentriker, der efter ca. 15 produktive år 

trak sig tilbage fra den litterære scene og levede 

en slags eneboertilværelse indtil sin død. 

Der er nok ikke mange ud over forfattere og litteraturstuderende, 

der har hørt om eller endsige 

læst hans tekster. Muligvis fordi Johannes L. 

Madsen på forunderlig vis ikke har været en 

inkorporeret del af den brede litterære kanon, 

men måske også fordi hans bøger i mange år 

har været nærmest uopdrivelige. Det er der 

heldigvis lavet om på nu, hvor Lars Bukdahl 

og Eli I. Lund har samlet hele forfatterskabet i 

en lækker 1,5 kg. tung bog. »JLM — Johannes 

L. Madsen samlede« rummer som titlen antyder 

hele produktionen, som består af digtsamlinger, 

to romaner, dramatik og børnebøger/tekster, 

foruden en række nyttige tekstoplysninger 

og et oplysende efterord af Lars 

Bukdahl. 

Forfatterskabet har sit udspring i 1960’ernes 

skrifttematiske og sprogfilosofiske poesi. Under 

et fængselsophold blev Madsen optaget af 

lyrikken, og efter han lærte Vagn Steen at kende, 

blev han inspireret til de første digtsamlinger. 

Forfatterskabet indledes med fire hardcore 

konkretistiske digtsamlinger, hvor sprogets såvel 

indholdsmæssige som visuelle sider udforskes 

på utallige måder. Digteren tager sproget 

på ordet, og til trods for det let naive præg, 

som nogle af de digteriske ordlege kan have, 

åbner digtene for en række refleksioner over 

58 

»Jeg er kemikeren, 

der får følelserne 

udkrystalliseret 

i et klart sprog« 

Den danske syredigters værker 

endelig samlet i pragtudgave 


sprogets udtryks- og betydningsmuligheder. 

Konkretismens knaphed møder sin modsætning 

i forfatterskabets anden fase, nemlig den 

såkaldte syretrilogi, som indledes med hovedværket, 

den vilde og sprudlende »Nedspildt 

spruttende af syre« (1969). Herefter følger 

»Smarte pletter mellem fingrene« og romanen 

»For en person med verbale pupiller«. I disse 

bøger, der efter sigende er skrevet under 

påvirkning af lsd og andre hallucinogener, går 

sproget amok, og verden ses gennem den syrede 

bevidstheds påvirkede øjne. Teksterne er 

kalejdoskopiske og hallucinerende, og efter 

endt læsning føler man sig trukket godt og 

grundigt ud i lsd-rusens afkroge. Digtene funkler 

som prismer og kaster betydninger af sig 

med en sådan fart, at man bliver rundtosset af 

læsningen. Kemikeren Madsen sprøjter ætsende 

syre i ordform efter læseren, og i nogle tekster 

skal man rulle det helt store analyseapparat 

ud for at finde hoved og hale i galskaben. 

Bøgerne er helt særegne, og mig bekendt findes 

deres lige ikke i dansk litteratur. 

»For en person med verbale pupiller« 

(1970) er sidste del af syretrilogien. Det er en 

bog, der leger med romangenren, men i modsætning 

til digtsamlingerne er der tale om mere 

syre end genialitet, og bogen er, ligesom forfatterskabets 

anden roman »Magikerne« (1972), 

meget anstrengende og temmelig uinteressant 

at læse. I det hele taget er Madsen ikke ret god 

som prosaist. En del af prosateksterne er ligesom 

store dele af romanerne nærmest ulæselige. 

De syrede digressioner fungerer meget 

bedre i poesien, som er forfatterskabets egentlige 

attraktion. I digtsamlingerne fra starten og 

midten af 1970’erne optræder en række tekster, 

der tilskrives ’Tilfældighedsoraklet’ og 

’Orakelmaskinen’. Tilfældigheden (tekster klippet 

i stykker og trukket op af en pose) er her 

den æstetiske motor, der sammensætter nye 

tekster kaldet »kosmogrammer — budskaber 

fra intetheden«, som det hedder i forordet til 

»Hvad ser diamanter« (1971). Men desværre er 

disse tekster mere kuriøse end læsbare, og de 

er, ligesom det er tilfældet med romanerne, 

nærmere et bevis på Madsens radikalitet og 

kreativitet end på, at den kontrollerede tilfældighed 

kan skabe gode tekster. 

Senere i 1970’erne udsendte Johannes L. 

Madsen et par digt- og tekstsamlinger, hvor de 

litterære syretrips er knapt så udflippede, men 

det betyder ikke at den poetiske åre er udtørret 

endnu. Der er rigtig meget godt at grave frem i 

bøgerne. Især bør de to første dele af »Er skriften 

løgn fordi lysets baggrund altid er sort« 

(1974) og den skrifttematiske digtsamling »Min 

fuldautomatiske pen« (1975) fremhæves. Også 

forsøget med at skrive popsange i det tidligere 

utrykte manuskript »Salvet baby« (1978) rammer 

poppens tone rigtig flot, og det kunne 

være interessant at se, hvad datidens politiserede 

bands kunne have fået ud af de tekster. 

I den mere muntre ende af skalaen befinder 

Johannes L. Madsens børnetekster og fortællinger 

sig. I tekstsamlingen »Læs igen bog« (1983) 

finder man tekster, der vækker associationer til 

Halfdan Rasmussens børnerim, og for barnlige 

voksne er der meget morskab at finde i det 

syrede eventyr »Godmorgen jord — din gamle 

forvandlingskugle« (1969), der er værd at læse 

udelukkende på grund af Erling Tingkærs 

skønne illustrationer. 

Hvis man vil opleve nogle af Madsens digte 

på anden måde end i bogform, giver musikerne 

Halfdan E og Martin G med CD’en »Smarte 

pletter mellem fingrene« en alternativ og mildest 

talt genial indgangsvinkel til forfatterskabet. 

CD’ens 20 numre består af lydcollager, der 

på fortrinlig vis supplerer og åbner digtene. 

Teksterne får krop og stemme af rigtig gode 

oplæsere, bl.a. Klaus Rifbjerg, Jørgen Leth, 

Steen Jørgensen, Vigga Svensson, Knud Holten, 

grønthandlerne på Israels plads og højttalerdamen 

på hovedbanegården. Musikken, lydene 

og teksterne er mixet sammen til et lækkert og 

helstøbt lydunivers, der understreger teksternes 

polyfoni og klare rytme, og når man har 

hørt CD’en skulle man næsten tro, at teksterne 

var skrevet med henblik på en sådan udgivelse. 

CD’ens højdepunkter må ubestridt være track 

12, hvor Jørgen Leths fantastiske oplæsning af 

digtet »Sneen er rød« bliver understøttet af 

elektronisk hulahulamusik, samt track 8, hvor 

Rifbjerg og Jørgensen i skøn forening lader 

deres stemmer glide sammen i en dobbeltoplæsning 

af »Nedspildt spruttende af syre«. De 

er intet mindre end vidunderlige. CD’en er en 

oplagt julegaveidé til alle poesielskere. 

nedspildt spruttende af syre 

og med alle tanker antændt fægtende 

i delte mandariner 

skilt og fuldmodent laprende 

i grønt lys og flugt 

med ligegyldige anslag 

suget gennem minuttet 

sydende af saft og nedspildt 

fra hinkesten og mandariner 

hoppende på blomsten 

i kejtede kredse over 

spejlblanke vandpytter ind 

i et ansigt af røg og ingen 

ild antændt spruttende 

af mandariner men et ansigt 

rygende af syre blink 

og ætsende i nogens hornhinder

Hvid stak ild i hvad/ 

hvad stak ild i hvid 

(og brændte det?) 

Nogle gange er der noget, og andre gange 

er der ikke noget i Nikolajsens tredje lille bog 

Rasmus Nikolajsen 

Frihed og sex på rejsen 


Borgen 

Anmeldt af Jakob Østergaard Nielsen 

Rasmus Nikolajsen charmer stadig med ordspil, 

rim, underdrejet kærlighed og hul patos 

(»O-blommeskib! O-maskevåd!«), og nogle 

gange er det rigtig godt, men for det meste er 

det hverken rigtig godt eller rigtig skidt, og en 

del af tiden mest nogenlunde. Bogen falder i 

fire afsnit. Først »Frihed« som er en åben parafrasering 

af den gamle »Frihed er det bedste 

guld«, og her er det nogle gange direkte smukt; 

enten digtet som helhed eller et enkelt dybt 

poetikalsk udsagn (»vi sætter svale i køn« eller 

»jeg har jord og gæld i hjertet/ elsker så solsort 

som ingen«). Videre følger »og«, som indehol- 

der et remix af Frank Jægers gamle »April, 

April«. Og her synes jeg egentlig, at Nikolajsen 

slipper bedre fra det end Jæger; »Underfulde 

børn med røde hår/ løber dristigt ud af byens 

senge/ Degnen går bag stærke brilleglas/ i den 

fjerneste af alle enge« bliver til »Ondskabsfulde 

børn med flødelår/ løber dristigt ud af 

byens senge/ Regnen slår med store pilleglas/ 

og på fjerde sal du mangler penge«. »Sex« består 

af en række kærlighedsdigte skrevet op til 

et du/hun, og de er naivt charmende og ganske 

okay (og heller ikke ret meget mere, men, »så 

voldgift som jer/ når yderst af din negl er nok/ 

hvis solen blir kød/ så tar jeg på landet«, er 

pragtfuld digressivt på en selvfølgelig hel kåd 

facon), og sidste afsnit, »på rejsen«, er igen en 

serie kærlighedsdigte struktureret i en afkortet 

sonetkrans (6 digte af fem linjer), hvor mestersonetten 

er den (gudhjælpeme) mest ligegyldige. 

Og sådan er det egentlig med Nikolajsen; for 

Mere klang i lysets klirren 

Jens Asbjørn Seehuusens digtsamling »Lyset klirrer« leverer ikke 

helt den synæstetiske oplevelse, der er lagt op til i titlen 

Jens Asbjørn Seehuusen 

Lyset klirrer 


Lindhardt & Ringhof 

Anmeldt af Peer S. Høgsbro 

Digtenes evne til at slå bro mellem forskellige 

perceptionsformer og dermed nå nye sammensatte 

sansninger af verden forbliver et postulat. 

Titlens sammenstød mellem en visuel og en 

auditiv sfære trænger ikke ind i bogen, hvilket 

er beklageligt. Til gengæld får vi eksistentielle 

temaer, lyrisk følsomhed og naturhenvisninger 

i rigelige mængder. Hvad er det med den 

ørken, og savannen, og det hav, der går igen? 

Det indres spejling i det ydre? 

Fosterstilling 

i et vandløb. 

En ørken ellers, 

mest af sten, 

denne sommer. 

Yderste stjerne 

er inderste hjerne. 

Hvor går lyset hen 

når det er færdigt? 

Ja, hele samlingens lys er tilsyneladende slukket, 

og læseren må famle sig frem i forsøget på 

at begribe, hvad han skal stille op med det let 

mystiske i billedsproget, der tilsyneladende 

blot viser hen på tilfældige sansninger og de 

ikke særligt relevante eller vedkommende associationer, 

disse medfører hos det talende eller 

tænkende subjekt. I et digt ser man således »En 

kindtand/ som står/ i et landskab«. I siden af 

tanden, der måske har udspring i sansningen af 

en stor tandlignende sten, måske ikke, træder 

»dit ansigt« frem. Hvem du’et er, vides ikke. 

Det er ikke denne læser. Det er måske den til- 

Omslag af Sophia Kalkau 

(lyrik) 

tit bliver det ligegyldigt på de forkerte tidspunkter, 

og pludselig står man med et kokset 

ordspil eller en charlatan af en oneliner; det er 

bare ikke helt tæftigt nok til at være rigtig plat 

eller rigtig legesygt eller rigtig ligegyldigt. Og 

måske kunne man mene, at Nikolajsen egentlig 

udforsker digtets bundgrænse; hvor lidt kan 

der egentlig være derinde eller hvor plat/kådt 

kan det være uden at det knækker, eller hvor 

langt kan charmen bære? Dybest set er samlingen 

som helhed ujævn, noget falder, andet vakler, 

og noget står skrøbeligt og paradoksalt tilbage 

(og det er tillige også rigtig godt). Nikolajsen 

skriver ikke en ueffen poesi, men nyeste 

skud er helt konkret for lidt på en al for kedelig 

facon (O-wörterprins! O-lokumstjans!). 

bedte hun. Pointen 

er, at det ikke 

vedkommer læseren. 

Samlingen er 

delt i tre afsnit, 

der indeholder 

henholdsvis 12, 

16 og 17 digte, 

der sjældent fylder 

mere end en 

side, og kun 

enkelte er strofeinddelte. 

Det er 

Foto: Simon Lautrop 

en kort form, men 

den er sjældent 

prægnant, humoristisk, aforistisk, melankolsk, 

absurd, psykotisk eller bare sprogligt overraskende 

nok til at bære det. Der er selvfølgelig 

undtagelser. Et af de bedste er åbningsdigtet, 

der med neologismer som »flammepalisander«, 

»goldkloder«, »vågevodka«, »cigaretnatten« og 

»paradisskørtet« åbner for en original stemme, 

der igangsætter læserens billeddannelse. Det er 

morgen og jeg’et »modtager modstræbende 

morgenens lys«. Den dag, der følger i samlingen 

er bare ikke lokkende nok. Læseren modtager 

efterhånden kun modstræbende samlingens 

sparsomme lys. 


(lyrik) 

Et fraværende orgie 

Jørgen Gustava Brandt: 

Det stilfærdige orgie 

Høstlige digte 


Gyldendal 

Anmeldt af 

Morten 

Kyndrup 

Peter Nielsen 

Livet foreslår 


Lindhardt & Ringhof 

Anmeldt af Peer S. Høgsbro 

Den på én gang ræsonnerende og omverdensbetragtende 

stil fra de foregående samlinger 

»Gule og grønne skove« og »Minder fra hjemegnen«, 

genfindes i »Livet foreslår«. Betragtninger 

over bevidsthedens møde med den omgivende 

verden skiftevis iblandes eller igang- 

60 

Stillestående poesi af Jørgen Gustava Brandt 

»Det stilfærdige 

orgie« hedder 

Jørgen Gustava 

Brandts nye 

digtsamling. Det 

er kun halvvejs 

en falsk varebetegnelse, 

for 

stilfærdighed er 

der nok af. 

Orgiet derimod 

Foto: Ulrik Brandt 

udebliver. Med 

mindre da vi taler om et orgie af stilfærdighed. 

Kan man sige noget pænt om digtene i 

denne samling? Ja, sagtens. Der er ikke rigtig 

noget der gør ondt. Tonen er ganske hyggelig. 

Der er heller ikke noget som helst forceret over 

hverken de enkelte digte eller over samlingen 

som helhed. Den er nærmest tilbagelænet. Man 

får fornemmelsen af en sympatisk digterperson, 

af et klogt og gennemreflekteret menneske, 

sidst i livet, i stand til at se sig selv se — og 

udstyret med en troldsplint af selvironi. Der er 

gode enkeltpassager rundt omkring i de enkelte 

Større end livets forslag 

Peter Nielsen foreslår, at vi åbner os for livet i digtsamlingen 

»Livet foreslår«, der på hver side overrasker med 

gentænkninger af den kendte verden 


digte. Man kan sågar finde et rigtig godt digt 

som »Ved køkkenruden«: 

Mejserne 

hopper rundt på brættet 

og pipper og pikker 

meget ivrige 

og ikke ganske fordragelige 

Vi der er rigtig kloge 

sidder bag vægge og døre og låse 

Ingen andre ved 

om vi nu 

tænker godt eller ondt 

eller både og 

Men så er det næsten også sagt. I de fleste af 

digtene bliver det stilfærdige og tilbagelænede 

mest af alt til halvslap småsnakken, der trods 

oplivende elementer af selvironi kronisk henfalder 

til en grundtone af inderlig selvgodhed. 

Ikke på det tematiske plan, for digterpersonen 

har skam blik for sine shortcomings. Men i 

selve anlægget, i intonationen: digtene er for 

det meste utrolig situative i den forstand, at de 

har form af en reflekterende kommentar til en 

bestemt situation. Alting har selvfølgelig en 

anledning, og således ofte også et digt. 

Problemet er bare når anledningen, situationen, 

er vældig tydelig, uden at læseren kender 

den på anden måde end gennem kommentaren. 

Da kommer digtet let til at pege på noget, 

der for læseren virker inderligt privat og derfor 

ligeså inderligt ligegyldigt. For at tage et 

eksempel fra digtet: »Tilstandsrapport«, en i 

denne sammenhæng sigende titel: 

sættes af enkeltiagttagelser, der holder læseren 

på sporet af den dobbelthed, digtene hele tiden 

gaber over: Verden, der påvirker bevidstheden 

og bevidstheden, der former verden efter sit 

billede. Det konkrete trænger sig på og kan 

ikke uden videre indfanges af de tolkningsbevægelser, 

der konstant udføres af bevidstheden. 

Vores erfaringsfelt modsiges af det foreliggende. 

… 

Tanker panorerer 

hen over et rum ingen af os fuldt og helt kan 

kalde for vores eget. De synes at insinuere 

noget 

En murren i situationen en gærende uro 

I min konstitution en vindstille 

tøven — Kan det forenes? 

Så skifter situationen 

Den er fastlåst — det – 

og jeg stivner i afmagt – 

er åbenlys konflikt. Min kerne er hård 

og jeg kan lide måden den er hård på. 

Imidlertid 

går livet videre 

den ubønhørlige retning 

ligeud og kort 

Sådan starter digtet. So what? Digte som dette 

bliver ganske enkelt for referentielle, peger for 

meget på en bestemt oplevelse og tror at dennes 

(påståede) intensitet kan erstatte det et digt 

må være: en gestaltet sansning. Og akkurat 

gestalt, form, er der meget lidt af; for lidt klang, 

for lidt rytme, udtryksmæssig prægnans. Til 

gengæld, som man kan se, rigeligt med klumpedumpede 

sætninger, sigende tankestreger og 

uskønne indskud. Resultatet er, at der ved 

læsningen ikke fremkommer nogen fornemmelse 

af tilbliven, kun oplevelsen af at bevidne en 

mørnet og kedsommelig eftertanke til noget, 

der i sig selv tilhører det private, og som hjertens 

gerne må vedblive med at gøre det. 

Der synes — og ikke kun i dette tilfælde — 

at være en tendens til, at forlagsredaktører over 

for kategorien »ældre veletablerede digtere 

med omfattende og fortjenstfulde forfatterskaber 

bag sig« helt slår den kritiske sans fra. 

Måske fordi indkøbsansvarlige på landets biblioteker 

gør det samme? Her er i hvert fald uhyggelig 

lidt at komme efter, når det gælder digterisk 

kvalitet. Tænksomme og sympatiske beretninger 

om det levede livs finurligheder bliver 

ikke til digtning, bare fordi ordene er en digters. 

Ligesom orgier ikke fremkaldes af ordet 

»orgie«. 

kvalificeret i grå og tætte men uudforskede 

buskadser nær noget velkendt. 

De er til tider naturligt inddelt 

i revirer af lys og skygge, som 

grænser vi ser hinanden igennem. 

Alligevel ser jeg ikke så meget selve kålmarken 

som den kølige blågrønne farve den undertiden 

får 

et strejf af i februar, 

nogle få dage før frost. Måske det fører til visse 

ornamenter af forståelse, eller i det mindste en 

forstad 

til forståelse… 

Citatet er fra det afsluttende langdigt »En ufornuftig 

glæde«, der løber over samlingens sidste 

firs sider og er inddelt i femogtredive afsnit. 

Den fortløbende digteriske bevidsthedsstrøm 

skal være mindst så kvalificeret som hos Peter 

Nielsen for ikke at blive epistemologisk illustrationsmateriale 

eller simpelt causerende i 

almindelig undren over livets paradokser. 

Langdigtet har fat i en fundamental afsøgning 

af menneskets og bevidsthedens status og glædes 

over de mange muligheder, ikke for at ord-

ne verden i mønstre — dette kommer tvangsmæssigt 

— men for at udvide sit mønster, dvs. 

erfare og erkende verden på ny. »Det er en velsignelse/ 

af den slags/ der truer med at fjerne 

os/ fra adresser i den fysiske verden«. Det er 

derfor glæden er ufornuftig — den kommer i 

overskridelsen af de fornuftskabte tolkninger. 

»Naturen er vel træt af sine fortolkere«, skriver 

Peter Nielsen umiddelbart før han lader lyset 

indstifte den ovenfor nævnte velsignelse. Lyset 

som metafor for erkendelse er oplagt, men understøttes 

ikke entydigt af samlingen, der lader 

noget uforklaret stå tilbage, noget, der ikke er 

indeholdt i det livet foreslår, men rækker ud 

over det foreslåede. Vi kommer gennem flere 

variationer af menneskets afmagt over for det, 

der er større end livet, naturen: »…det virkelige/ 

er et solidt stof, som ikke afventer vore 

domme«. Han vil have os med bagom mekanismerne 

af tillært livsførelse. Men samlingen 

rækker videre end det, der her kommer til at 

lyde som sprogfilosofiske smuler; der er næsten 

skødesløst henslængte væsentlige betragtninger 

på hver side og citatværdige passager ved hvert 

opslag. Marken, der sluger øjnene, belyses af 

månen, mens gadelygter ikke kan udregne deres 

egen værdi, men blot står og oplyser deres 

lille plet. 

Virkeligheden står over for ordningen af det 

sansede også i den indledende »Lille fortolkningstese«, 

der brillerer med sin humoristiske 

demontering af fornuftsslutninger: 

Dyrene hjælper hinanden. Det ses ikke altid, 

men går man ud når der ligger nyfalden sne, 

vil man ofte kunne følge et spor. Man ser for 

eksempel 

et spinkelt spor efter en mus der er kommet 

løbende. 

Længere fremme ser man måske et andet og 

større spor 

krydse musens rute. Tit vil man nu opleve at 

det store 

dyr har hjulpet det lille dyr videre på dets vej i 

den 

besværlige sne, eftersom det kun er det store 

spor 

der fortsætter. Sådan hjælper dyrene hinanden. 

Og hvis ikke man kan lære noget af det, er der 

ikke meget håb. Nu ved vi mere om det, livet 

foreslår. 

Mageløst, mageløst 

Det flyder så let, at det næsten ikke 

kan have været andet end pissebesværligt 

Lone Hørslev 

Ærgerligt, ærgerligt 


Gyldendal 

Anmeldt af Brian Dan Christensen 

Lone Hørslevs nye digte er nok det bedste, jeg 

har læst i år, og så jeg skal nok lade være med 

at nævne de andre bøger. Lad os nøjes med at 

sige, »At glemslen er en muldvarp/ der lever af 

at udhule hukommelsen.« 

Men hvorfor? 

Måske er det bare forfriskende, at der igennem 

hele bogen er så umiskendelig en stemme, 

at den er klar, at den har noget at sige, og at 

den godt ved det. Lone Hørslevs sprog er 

præcist uden at teksterne bliver mindre søgende. 

De er insisterende uden at være dikterende, 

små rum, der ikke er lukkede; en gavmild bog, 

og da jeg fik fingrene i den, måtte jeg sætte mig 

ned i en dør i Badstuegade, fordi jeg ikke 

kunne spadsere og anmelde samtidig — og jeg 

gør ellers aldrig den slags pjank. 

I næste læsning bladrede jeg over, under og 

igennem »Ærgerligt, ærgerligt« uden nogen 

kronologi, uden nogen søgen efter den kedsommelige 

mening med det hele — for efter endt 

ikke-læsning at gøre nøjagtig det samme igen 

og falde over banale nådegaver som: »Jeg ser 

på dig gennem din vejrtræknings to mulige 

slutninger«. Stadig med en undren over hvordan 

fanden hun gør det. 

»Ærgerligt, ærgerligt« har en række gennemgående 

temaer, men de er der bare, de er hverken 

konstruerede, strukturerende eller forstyrrende. 

De er diskrete uden at mangle selvtilliden, 

jeg nævner lige et par stykker: Kronprisen 

(forbandet aktuelt), Sømanden, IC3-toget (forbandet) 

og Discovery Channel. Temaerne fremstår 

aldrig (og underligt nok) som andet end en 

anledning. De er blot (!) det chassis, som 

Hørslev digter løs på, og det flyder så nemt, at 

det ikke kan have været andet end pissebesværligt. 

Her i en mini-poetik: 

I nat 

pakkede jeg min 

søvn ind i din og jeg 

jeg spændte slædehundene for og lod mig 

glide 

på dit åndedræt og 

tværs hen over 

dit is 

kolde kontinent af en fortid – 

Nej. 

Det er løgn 

Jeg kørte jo bare 

fingrene igennem 

dit hår 

(lyrik) 

Foto: Johan Gardfors 

Altså, dét ’Nej.’ stopper jo aldrig, netop pga. 

punktummet, og dén tankestreg er knækket løs 

af det iskolde — og det er mageløst godt. 

»Ærgerligt, ærgerligt« er en let bog, der har så 

meget dybde, at man let kan læse den igen. 


(artikel) 

Af Jørn Erslev Andersen 

Anarko-avantgardisme 

I samfund, hvor de moderne produktionsbetingelser 

hersker, fremstår 

rigdommen som en uhyre 

vareophobning, og den enkelte 

vare som en elementarform. Vores 

undersøgelse begynder derfor med 

en analyse af varen. 

Sådan lyder Karl Marx’ herostratisk 

berømte åbning af første bind 

af »Das Kapital« fra 1867. Nøjagtig 

100 år senere gør den franske situationist 

Guy Debord gestus til 

denne sætning ved at bedyre, at i 

de samfund, »hvor de moderne 

produktionsbetingelser hersker, 

viser hele livet sig som en uhyre 

ophobning af skuespil. Al direkte 

oplevelse har fortonet sig i en forestilling.« 

Dette er tese 1 af de i alt 

221 teser, der på mangfoldige 

måder repeterer denne første tese i 

Debords »La Société du Spectacle« 

— »Skuespilsamfundet« — fra 

1967, den situationistiske teori par 

excellence om samfundet. På verdensscenen 

udfoldes et varernes 

skuespil som stedfortrædende for 

mennesket. Verden og samfundet 

opleves som skuespil, fuldkommen 

domineret af pengene, af 

kapitalen. Mennesket er totalt 

fremmedgjort, helt og aldeles 

opslugt 1:1 af dette stedfortrædende 

vare-skuespils altomsluttende 

blændværk. Ingen samlende programideologi 

kan sætte sig herudover, 

også en sådan, den være sig 

nok så radikal, underlægges nemlig 

skuespillets tvingende love og 

logikker. I dette totale skuespil 

kan modstand kun ytre sig som 

momentane, mangfoldige, situationelle 

og ’handlende’ aktioner, som 

alternative forestillinger om plurale 

netværk, som kunstneriske happenings, 

som en insisteren på et 

andet sprog hinsides normalsprogets 

sanseløse tagen del i skuespillets 

varefetichistiske falskhed. 

62 

Afmestrende, afstående 

— antiforestillingens poesi 

Andre verdeners fortløbende forseglinger her og nu i synkoperet skrift, meditation og bold 

hos Peter Laugesen (anarko-avantgardisme), Dan Turèll (meditativ tomhed) og Torben Ulrich 

(de-værkelig hvished) 


Sådan transformeres Marx’ 

stringente, cool og mesterligt fremstillede 

vareanalyse, dvs. videreførelsen 

af en filosofisk set skelsættende 

og utopisk-konkret venden 

læremesteren Hegels historiefilosofi 

på hovedet, begge være sig 

nok så ’drømmende’, sådan som 

også dikotomien mellem enhed og 

mangfoldighed er det i Hardt og 

Negris aktuelle »Imperiet«, til et 

altomfattende manifest for 

Situationistisk Internationale. Ikke 

blot deltog Asger Jorn og Jørgen 

Nash i bevægelsen i dens tidlige 

faser, aspekter af den gik også 

senere hen Peter Laugesen i blodet. 

At digte bliver til en revolte 

mod skuespilsamfundet, de forlorne 

billeder, de forkromede varer, 

det bevidstløse konsum af penge, 

ting og medier. En poetisk og postdebordsk 

anarko-avantgardistisk 

revolte også mod digtningens og 

kunstens forlorne tilpassethed til 

skuespilsamfundet og magtens 

makro-diskurser på mikro-niveau. 

SKUESPILLERSAMFUNDET 

Før eller senere møder du ham. 

Det er premiere. Nu 

begynder noget andet. Det er ham. 

Din døde far. Han 

giver dig jobbet. Du spiller Hamlet. 

Du spiller Lear. 

Du spiller Richard III. Nu er du 

graveren. Du graver 

selv hullet. Du ligger i koldsved og 

skriger på hesten. 

Du falder ned fra et træ som 

Ofelia. Du er Polonius. 

Du står bag et forhæng og dør. 

Du er Fortinbras. Du 

skal overtage alting efter de døde. 

Han skriver dig. 

Du er jobbet. Han kommer en 

dag. Du ved ingenting. 

Le bare skriver han. Spil. De ser 

dig fra oven. De 

ser dig fra neden. Du gør det bare. 

Du er en maskine. 

(Peter Laugesen, »Trashpilot«, 

2000) 

Den antiautoritære og a-ideologiske 

revolte-tænkning overses 

gerne i dag, når Laugesen celebreres 

eller det modsatte som 

jazz&poetry digter, som vor tids 

City Lights Books relikt eller som 

en endnu levende tresser-avantgardist. 

Man kan for så vidt vende 

det hele om og påstå, at Laugesen 

i dag er den eneste anarko-politiske 

digter, der, sammen med 

Ursula Andkjær Olsen måske, er 

på højde med drømmere som 

Hardt og Negri og deres ’politise- 

ring’ af kampen mellem ’imperiet’ 

og ’mængden’ i perspektiv af bl.a. 

flugtliniernes deleuzianisme. 

Opgøret med ’skuespilsamfundet’ 

— eller hvad det nu end hedder 

i moderne forklædning: det 

gennemforvaltede samfund 

(Adorno), det gennemsemiotiserede 

samfund (Barthes), det systemiske 

samfund (Luhmann), det gennemmedialiserede 

samfund 

(McLuhan) i kamp med det ’ikkeidentiske’, 

det mod-semiotiserende, 

det ’lokal-systemiske’, det 

Torben Ulrich. Illustration fra »Jazz, bold og buddhisme« 

(Foto: Steen Møller Rasmussen.)

’post-mediale’ — og den dermed 

forbundne redning af modstandslommerne, 

de skæve mangfoldigheds-forbindelser, 

de kulturelle og 

personlige erindrings-lommer, 

sprog- og skriftopgør, drømmerier, 

sarkasmer, romantisk verve, det 

sande i det gale, de levende billeder 

(Carl Th. Dreyer, sort-hvide 

filmklip med børn ved badebroer) 

hamrede ind mod publikum i den 

i enhver henseende billed-, tingog 

sprogfræsende (anti)-forestilling 

»Artur på genfærd«, som Teatret 

Estrade havde på Entré Scenen 

under Århus Festuge i september 

2003. Laugesens ordrige, sine steder 

rablende og komplekse klodetekster 

fra 1988 formidlet af det 

søgende, spørgende, anråbende, 

gestikulerende og skræmte genfærd 

Artur (alias skuespilleren 

Ole Westh-Madsen) og med tumultuariske 

hilsener både scenografisk 

og musikalsk til mere eller 

mindre velkendte europæiske og 

amerikanske avantgarder (musikalsk 

f.eks. Gavin Bryars’ loop 

»Jesus’ blood never failed me«, 

cd-udgave 1993) lader sig uden 

videre dikkedarer forstå og sanse 

som et veritabelt poetisk-scenografisk 

tæppebombardement med 

ord, billeder, ting, gebærder og 

lyde af skuespilsamfundet anno 

1988/2003. Begivenheden var 

langt mere end en genkommende 

tresser-avantgardistisk repetition à 

la mode til benefice for dagens 

avantgarde-celebrerende kulturelle, 

trendy, cyperspacede og akademiske 

establishment, det var den 

ægte vare, en kompromisløs og rå, 

poetisk og anarko-avantgardistisk, 

anti-æsteticistisk og sanselig talking 

no shit event, the real thing, 

take it or leave it, for fanden! 

Skuespil som mentalt brød for folket 

hinsides masserne. 

Laugesens hyppige henvisninger 

til San Francisco-digterne 

Kerouac og Ginsberg og dertil 

hørende hot and cool jazz, til outsiderne 

Novalis og Rimbaud, til 

pop i sporet efter Kerouacs pophaikus, 

til Céline, til sin hund og 

havens solsorte, til Flauberts 

bemærkning til Turgenjev om en 

stormflod af lort, der hamrer mod 

murene, så de smuldrer (motto til 

»Trashpilot«, 2000), til trash og 

junk de luxe, til supermarkedet og 

en pilespids i gruset på en parkeringsplads 

(»Deadlines«, 1994), til 

anti-racistiske haiku — sådan 

noget trækker anarko-avantgardistiske 

og intakte spor fra f.eks. 

»Guds ord fra landet«, 1974 

(»Drømmen om total kommunikation 

uden total mangel på kommu- 

nikation, om han uden hun, hun 

uden han, jeg uden du, du uden 

jeg, skizofreniens motor og den 

mystiske materialismes motor…«) 

eller »Anarkotika«, 1975 (»Det er 

nogen digte fra en verden her hvor 

vanviddet er det indlysende og i 

den verden er jeg etableret, der 

eksisterer jeg, som et navn, der 

hedder Peter Laugesen, men kan 

ikke sige, at det navn på nogen 

måde længere er mig, selv om jeg 

osse er det, der sætter det på digte, 

som her er der«) til den allerseneste 

»Forstad til alt« fra i år. Her 

prydes bagsiden af et digt betitlet 

»Til Jack Micheline værelse hvad 

som helst hotel Skid Row«. Micheline, 

gadedigteren, a street 

poet, a true american outlaw poet, 

med bøger og ’chapbooks’ (simple 

lejlighedstryk) f.eks. »River of Red 

Wine« og »Street of Lost Fools«, 

er ikonet par excellence på den 

ikke-etablerede og vitalistiske 

oprørsdigter, gadens og de kuldsejledes 

poetisk-trashede græs-digter 

midt på autostradaens asfalt. 

For Laugesen er det derfor, 

skulle jeg mene, ikke den zenbuddhistiske, 

men vejenes og den 

spontane prosas Kerouac, ikke den 

Hare Krishna- og O-o-m-messende, 

men den hylende Ginsberg, der 

vedholdende medtænkes. Det er 

Michelines Kerouac og Ginsberg. 

Alt dette på godt og ondt, men 

først og sidst: kompromisløst, antiinstitutionelt, 

en hundepissende 

skrift. Denne altid blottede anti- 

institutionelle nerve findes også i 

det, der efterhånden er blevet celebreret 

til hudløshed: Laugesen & 

Mindspray. Først var der lokale 

underground performances i mindre 

klubber, på højskoler, siden på 

større festivaler i provinsen, 

så på Glyptoteket, så 

skulle det ud på cd. Som 

Laugesen selv bemærker et 

sted, er der forskel på en 

gennemproduceret studiecd 

og en live optræden. 

Cd’en »Howl on!« fra 2001 

bliver da også ved nogle 

gennemlytninger, alle dens 

evidente fortjenester ufortalt, 

en lidt for pæn og tam 

affære i forhold til det, 

man kender fra Laugesen 

& Mindsprays intense liveoptræden. 

Med cd’en blev 

det hele til institution. Der 

måtte findes andre veje. 

De har så ledt til Laugesens 

samarbejde med en 

eksperimenterende og 

usædvanlig rockgruppe, 

»Singvogel« kalder de sig. 

Også her er live shows, 

som i Musikcaféen i Århus 

sidste år, levende og kompromisløs 

rock against 

passivity. Også dette er nu 

institutionaliseret på cd’en 

»Hotellet brænder« fra i 

år. Oplæsningen er her heldigvis 

ikke så pænt lagt oven på eminent, 

sine steder også eminent pæn, 

jazz-musik som på »Howl on!«. 

Her clasher Laugesens let monotone 

let jambiske brabrand-dræven 

ganske godt mod de gennemarbejdede 

og lyd-fræsende rockkompositioner. 

Det er godt at få ørerne 

revet i stykker — cd’en spilles 

bedst med knappen på højeste 

volumen — efter indtagelse af lidt 

for megen pæn dansk high brow 

jazz anno 2001. Men som tilfældet 

er med Mindspray-cd’en, står heller 

ikke den ellers ret så lytteværdige 

cd »Hotellet brænder« mål 

med »Singvogel« live. Så når 

hørelsen får institutionel tinnitus, 

må man (jeg) håbe, at Laugesens 

anti-institutionelle drive fører 

hans tekster sammen med en slags 

stilhedens musik, en Cage i laptop-electronica 

anno 2004, en indvævet 

stemme måske, der ikke 

monotont oplæsende er lagt oven 

på? 

Meditativ tomhed 

I forordet til sit udvalg af Dan 

Turèll-digte »Udvalgte digte I 

1969-1974« (se anmeldelsen 

andetsteds her i bladet) bemærker 

Laugesen fyndigt: 

(artikel) 

Ikke noget med avantgarde hos 

D.T., hvad jeg dengang syntes var 

en fejl, men nu indser ikke kunne 

være anderledes, hvis han skulle 

blive, som han blev, den han var, 

når det passede sammen. Den 

fortvivlede retorik i det rablende 

dobbeltsprogede mantra, der 

udgør næsten hele skriftfladen i 

de to første Arena-bøger, som en 

slags automatskrift, der mere og 

mere er det eneste, der holder en 

krop og et jeg fast i forsvinden, og 

dog med skriften i eller på jorden 

som et fræsende postulat … 

Betegnelsen ’mantra’ er ikke tilfældig. 

Gennem store dele af Turèlls 

forfatterskab spiller forskellige former 

for buddhisme en vigtig rolle 

for hans måde at tænke såvel eksistens 

som dette at skrive på. Når 

han f.eks. skriver på jazz — 

jazzrytmer og jazzimprovisationer 

på skrift som i Kerouacs »Mexico 

City Blues« — er det for at tilnærme 

sig en zenbuddhistisk ’tomhed’, 

hvor enhver form for sproglig, 

mental og eksistentiel determinisme 

er renset ud af sind og skriveakt. 

Derved ligger han ganske 

tæt på den del af Beat-generationen, 

især Jack Kerouac, der helt og 

aldeles overgav sig til diverse former 

for zenbuddhisme hinsides 

enhver form for avantgarde-forestilling. 

Turèlls omfattende indsigt 

i og selvstændige anvendelser af 

diverse former for buddhisme og 

den deraf afledte ’zen-skrift’ overskrider 

på mange måde den amerikanske 

Beat-generations ditto, 

hvilket for første gang er blevet 

undersøgt til bunds i Michael 

Nonboes litteraturhistoriske speciale 

fra i år (publ. på Litteratur- 

Historisk NetForlag, se bibliografi). 

Heri vises hvor stor betydning, 

hvor forskelligt og hvor vidt facetteret 

Turèlls poetiske buddhisme 

egentlig er. 

I den tidlige fase frem til »Karma 

Cowboy« — dvs. størstedelen 

af Laugesens udvalg — fungerer 

skriften, forklarer Nonboe, som et 

sted for oprør og meditation kombineret 

med euforiserende stoffer 

og moderne jazz. Især søges der 

opnåelse af ’tomhed’, dvs. at 

tømme bevidstheden for uvedkommende 

støj og blokeringer til 

fordel for en frit strømmende 

skrift/skriven i henhold til dels 

Kerouacs »spontan prosa/skriven«, 

dels den buddhistiske mayalæres 

forestilling om den ubestandige 

karakter af de former tanken 

søger at fange virkeligheden med. 



(artikel) 


Dette kalder Nonboe for et forceret 

oprør mod alle former for konventionel 

tænkning, mens Laugesen 

altså i sin tid savnede et mere 

konfrontativt avantgarde-islæt, 

ligesom han den dag i dag mener 

at DT helt glemte at »tjekke de 

støvede kontorer og arkiver på 

hele den store og for længst absolut 

psykedeliske avantgardevej 

gennem endeløse mængder af 

parallelhistorier (…).« Først fra og 

med »Karma Cowboy« (1974) får 

forfatterskabet en vending væk fra 

dette esoteriske leje, med Turèlls 

egen formulering er der tale om 

»en hoppen over i ’Den store Båd’, 

at springe fra en buddhisme (Hinayana) 

til en anden (Mahayana) og 

dens afart: zen, hvor der ikke længere 

arbejdes ’introvert’, men ‘for 

de andre’« (se Nonboe for nærmere 

redegørelser herfor). 

Det må således tages med et vis 

gran salt, når mange i dag opfatter 

Turèll som ’avantgardist’. Man 

kunne, hvis han skal ’reddes’ som 

avantgardist, i hvert fald med fordel 

skelne mellem Laugesens anarko-avantgardisme 

og Turèlls zenavantgardisme, 

hvorved to vidt 

forskellige spor løber fra et kun tilsyneladende 

fælles udgangspunkt: 

Pound, Kerouac, Ginsberg, Charlie 

Parker, Thelonious Monk og Miles 

Davis. Turèll benyttede sin skrift 

og jazzen til sit oprør mod stivnede 

og falske konventioner, men 

gjorde det ikke mindst ved selv at 

skabe et vampyr-agtigt mediebillede 

af sig selv med Karma-hat og 

sort neglelak. Derved får også hans 

såvel poetiske som ’praktiske’ 

mediekritik en helt anden status 

end Laugesens, der vedvarende 

udfolder sig på skriftens, skriftens, 

skriftens og atter skriftens gebet 

udslynget mod billeder og musik 

(se f.eks. PLs digt »hardflux popsus 

monofest minimaction situkrom 

dadacept manikon edgeland« 

i katalogen ”PAINTBOX”, 

2000, midt mellem seks billedserier 

i krydsfeltet mellem maleriets 

egne præmisser, maleriet som 

værk og maleriet i forhold til det 

omgivende rum). Turèll medierede 

sig, mens Laugesen vedvarende afmedierer 

sig. Derfor er deres 

kampe mod stjernebillederne, 

deres afstjernen sig, blevet ført på 

vidt forskellige måder og præmisser. 

Men udgangspunkt og endemål 

synes at være det samme: kun 

skriften kan i sidste instans holde 

en på roden (med tanke på zenbuddhismens 

root-teachers). 

Derved legeres de to former for 

64 


situationel handlen i en fælles 

poetisk procestænkning gennem 

en spontan skriven på, ind i og 

hinsides det der er her og nu, lige 

nu og der. Og fra første færd, hvor 

Turèll skriver på ’fortvivlelsens 

retorik’ til de seneste digte, hvor 

han skriver i dødens skygge, er 

hans primære skriveenergi ikke 

funderet på anarko-avantgardisme, 

slet ikke, men på en ganske radikal 

og eksperimenterende skriven 

sig ind i en tilstand af meditativ 

tom- eller intethed, væk fra sig 

selv, ud i rummet. 

De-værkelig hvished 

Et tredje afsæt i den amerikanske 

Beat-generation kan findes i 

Torben Ulrichs essayistik og hans 

unikke tanker om krop, bevægelse, 

kunst og sport. Også han lader sig 

akkurat som DT rimelig tidligt i 

sin karriere, i 1945, inspirere af 

buddhisme. Det drejer sig først og 

fremmest om en zen-agtig fokusering 

på alt, der har med bevægelse 

at gøre: kroppens, fodens, håndens, 

tennisketcherens, modstanderens, 

duellens, boldens, jazzens, 

musikkens, sprogets bevægelser. I 

den formentlig bedste danske 

essaysamling, der p.t. findes på 

markedet »Jazz, bold og buddhisme«, 

redigeret af Lars Movin, kan 

man over små 500 sider følge 

Torben Ulrichs helt unikke og formidable, 

sine steder nærmest 

maniske, men altid stilsikre karriere 

som jazzskribent, klummeskriver, 

fremragende essayist, digter, 

kunstner og først og sidst en af 

verdens bedste tennisspillere gennem 

tiderne. Den bagvedliggende 

buddhisme er imidlertid aldrig 

påtrængende, men ligger der vedholdende 

som en helt eminent 

fokusering på netop — bevægelsen, 

hinsides enhver form for fastholdende 

dogmatik og stivnet tankegods, 

hvortil kommer en synæstetisk 

åbenhed, en sanseevne af 

dimensioner. I Ulrichs verden går 

tingene både langsomt i opmærksomheden 

på bevægelsen og stærkt 

i begribelsen af alle de yderst 

komplekse multi-momenter og 

multi-sansninger, der udgør et tennisslag, 

en jazzimprovisation eller 

en bevægende filosofisk tanke. Der 

er så mange overvældende facetter 

af så mange forskellige begivenheder 

og handlinger i denne bog, at 

den ikke fortjener andet end en 

simpel anbefaling — som en guldgrube 

for lystlæsning, et center for 

meditation, en skarpretter for tanken, 

en apologi for synæstetiske 

sansningers frie og fokuserede 

koncentrationer. Sådan! 

Selvfølgelig har også Ulrich 

været optaget af Beat-generationen 

som af så meget andet. Det mest 

frapperende essay i denne bog er 

imidlertid også det seneste: »Hvis. 

Notater omkring et (idrætsligt) fællesskab, 

det uindhentelige« fra 

2002. Her legeres den bagvedliggende 

buddhisme med filosofisklitterære 

og idrætshistoriske overvejelser 

over, hvordan det ville 

være, hvis man kunne begribe 

fænomenet idrætsligt fællesskab, 

dvs. hvis den udøvende handling, 

at spille en fodboldkamp, spillet i 

opståelsens øjeblik mellem forberedelse 

og resultat, kunne forstås, 

praktiseres, som en iværksættelse 

og en af-iværksættelse på én gang, 

der ikke kan tilvirkes, men blot 

sker. Hvis dette var muligt, hvordan 

ville det så lade sig kunne 

tænke og praktisere? Det er essayets 

grundspørgsmål, som der mediteres 

tankevækkende og u-finalt 

over med bl.a. Kipling, Rilke, 

Nancy, Heidegger, Agamben, 

Blanchot og mange andre som 

med-mediterende med-mumlere. 

Et sted spørges der med Blanchot, 

om der i idrætten findes et fællesskab, 

en vennekreds, der formår at 

artikulere en form for passivitet, 

der afsporer eller bremser (idræts)værkets 

monumentale objektivitet? 

Om der findes en ikke-iværksættelse 

af mestringen. En mulighed 

for at afmestre? Her mediterer en 

mester, der aldrig har opfattet 

mesterskabet, men derimod spillet 

som det afgørende: »gives der i 

spillets rum en medspillerske, i 

Rilkes ord eine ewige Mitspielerin, 

der animerer, vækker, overvælder? 

Der tilkaster os en vej, et ord, en 

bold, en meteor? Ikke vores, som 

Rilke siger, en verdens (…)«. Et af 

nøgleordene i denne intense 

afsluttende del af essayet er »ikkeiværksættelse«, 

en oversættelse af 

Blanchots komplekse begreb »desoevrement« 

(ved Carsten Madsen i 

Blanchot, »Orfeus’ blik og andre 

essays«, Gyldendal 1994, som JU 

trækker på). Måske man kunne 

sammenfatte alt dette ved simpelthen 

at tale om en bevægelsens, 

samspillets, fællesskabets de-værkelige 

hvished? 

De-værkelighed 

Det handler altså om, tilsyneladende, 

at har man verden, kloderne, 

rummet, bolden, meteorerne, 

bevægelserne og ikke sig selv i 

fokus, har man ingen sans for 

Værket, Bemestringen, derimod 

for afmestring, afståen og de-værkelighed: 

skrift i Laugesen, meditativ 

renselse af sind og krop i 

Turèll, meditativ, hyperintens 

opmærksomhed på alle facetter af 

bevægelserne og spillenes rum her 

og nu hinsides den såkaldte normalitets 

og program-ideologiernes 

ensrettende love og regler i Ulrich. 

Facetter af en anti-forestillingens 

poesi forestillet her og nu, forseglet 

på ny og så igen og igen og 

igen og helt og aldeles uden fikserede 

resultat-fanatismer. Det turde 

være vejen at gå. 

Mikkel Bolt, »Situationistisk 

Danmarkskort«, in: Det Fri 

Universitet i København # 9 v. 

Heise/Jakobsen, Læssøesgade 3, 4. 

sal, 2200 Kbh. N () 

Ruth Campau (red.), »PAINT- 

BOX«, i kommission hos Borgen, 

Kbh. 2000 

Guy Debord, »Skuespilsamfundet«, 

Rhodos, 1972 

Peter Laugesen, »Artur på genfærd«, 

forestilling v. Teatret 

Estrade, Entré Scenen, Århus 1.-6. 

september 2003, Artur: Ole Westh- 

Madsen, Iscenesætter: Rolf Heim, 

Filmscenograf: Jesper Jargil 

Peter Laugesen, »Forstad til alt«, 

Borgen, 2003 

Michael Nonboe, »Billeder af en 

Karma Cowboy. Buddhistiske 

aspekter af Dan Turèlls digtning«, 

LitteraturHistorisk NetForlag, 

Århus, 2003 

Singvogel, »Hotellet brænder« 

(Peter Laugesen: ord, Andreas 

Hansen: sang & guitar, Lotte 

Maxild: klarinetter & el-orgel, Jens 

Balder: trækbasun & cs-5, Jørgen 

Holm: trommer), Helicopter 

Records, 2003 (Helicopter Records 

Box 1146, 1010 København K, / ) 

Dan Turéll, »Udvalgte digte I 

1969-1974«, Borgen, 2003, udvalgt 

og med forord af Peter Laugesen 

Torben Ulrich, »Jazz, bold og buddhisme« 

(red. Lars Movin), 

Informations Forlag, 2003 

(Tak til Mikkel Bolt Rasmussen, 

Institut for Æstetiske Fag, Afd. for 

Kunsthistorie, Aarhus Universitet, 

og hans opponenter Peter Brix 

Søndergaard (Århus), Stian 

Grøgaard (Oslo) og Carsten Thau 

(København) for et velturneret og 

inspirerende forsvar af Mikkels 

ph.d.-afhandling »Den sidste 

avantgarde. Situationistisk 

Internationale hinsides kunst og 

politik«, fredag den 7. november 

2003)

Torben Brostrøm 

Uden titel 

Læseoverskud 

Udvalgt af Christian Lund 


Gyldendal 

Udgivelsen af Brostrøms litterære essays udvalgt fra de 

sidste 30 år viser hans glæde ved litteraturen, men forvent 

ikke gennemgribende analyser 

Anmeldt af Svend Erik Larsen 

Retrospektive udstillinger er noget 

billedkunstnere afholder, dem der 

har leveret titel til bogen »Uden 

titel«. Sådan en udstilling sætter 

sig for at vise en kunstners udvikling 

et liv igennem, en motivkreds 

hos en kunstner, en afgrænset 

periode i kunstnerens karriere. I 

hvert fald et tyngdepunkt af en 

eller anden art. 

En af dansk litteraturs store 

læsere, Torben Brostrøm, kunne 

godt have fortjent sådan et samlende 

perspektiv i denne bog med 

artikler fra ca. 30 år. Udgiveren 

fortæller at titlen er valgt fordi det 

hele er åbent og til læserens frie 

afbenyttelse, og at artiklerne alle 

kredser om det samme — litteraturen 

som øjeåbner over for verden 

med nutiden som prisme for fortiden. 

Og det er jo sandt nok. Alle 

artikler er båret af en frodig læseglæde 

ved at gå på opdagelse i litteraturens 

tekster, lade dem associere 

til hinanden og få os til at 

springe fra den ene til anden. 

Brostrøm er ikke en stor tænker, 

men en stor læser. Tolerance 

og fanatisme er Brostrøms kodeord 

for Rabelais’ renæssancetid. Og tolerant, 

det kan han selv være. Men 

ikke fanatisk. Snarere ensidig. 

Nemlig i sin insisteren på at litteraturen 

kan selv uden større teoretiske 

eller metodiske armsving — 

selv tale om verden, være musikalsk 

og sanselig, være erfaring, 

være (en slags) virkelighed, skabe 

sammenhæng mellem tekster. 

At læse et opslag som f.eks. 22- 

Det rette øjeblik 

23 er typisk. Uden store mellemregninger, 

men med den kærlige 

belæstheds suveræne overskud 

danser vi som Per Syvspring mellem 

en seks-syv forfatteres tekster 

— Johs. V. Jensen, Morten Nielsen, 

Jess Ørnsbo, Arthur Lundkvist, 

Thorkild Bjørnvig og et par andre. 

Der er ikke stort anden argumentation 

end den der melder sig baglæns. 

Jo, de har da noget meningsfuldt 

med hinanden at gøre, og det 

kunne andre såmænd også have 

haft. 

Og så skydes pilen af til sidst, 

lidt uventet, på side 29. Men artiklen 

skal jo slutte: digtning er en 

drøm om at dø og fornys. Og det 

er de eksistentielle kerneord bogen 

igennem. Digtning gør sig til drøm 

ved at være formet som den er. 

Men ikke en fri eller luftig drøm. 

Den er en drøm om den virkelighed 

hvis poler kun kan omspændes 

i en materialiseret drøm af 

Hans Jørgen Thomsens privat-filosofiske projekt søger at (gen)erobre 

det private rum 

Hans Jørgen Thomsen 

Privacy: Filosofisk undersøgelse 

af det private rum 


Modtryk 

Anmeldt af 

Bo Kampmann Walther 

Egentlig vil jeg mene, at Hans 

Jørgen Thomsens »Privacy: 

Filosofisk undersøgelse af det private 

rum« handler om det rette 

øjeblik — kairos exenchten. Det er 

et øjeblik, som er privat og dog 

åbent for rationalitetens favntag, 

ubegribeligt og uafbildeligt udenfor 

den tid, der forløber i talen. 

Platon baksede med det, Kierkegaard 

lige så, og Blanchot kunne i 

forlængelse heraf snakke om litteraturens 

ret til døden (fordi litteraturen 

bliver ved med at kredse om 

det, den ikke kan indfange, og så 

kan den jo lige så godt dø), og 

Thomsen gør det. I Longinos’ 

»Peri Hypsous« genfinder vi så 

det punktuelle øjeblik som rift, 

cæsur eller erkendelsesskred, hvor 

det hedder: »Det sublime træder 

frem i det rette øjeblik, splitter alt 

som en lynild og åbenbarer hermed 

øjeblikkeligt talerens formåen 

i sin fulde kraft«. 

Privacy (som fra og med side 

11 i Thomsens bog bliver udhævet 

som en, ja, hvorfor ikke, privat 

différence) handler, siger forfatteren, 

om »dét hemmelige ved livet, 

som man godt ved eller intuitivt 

fornemmer er det helt afgørende, 

når det kommer til en afgørelse af 

et givet livs kvalitet«. Hemmeligheden 

er samtidig det, som suspenderer 

talens uforbeholdne ret 

til at være sin egen eller rettere tilhøre 

det suveræne subjekt, som 

bærer (og tilbeder) det. Dermed 

griber den ud efter det almene, 

dog ikke helt og aldeles, for det er 

i grænselandet, i disen, at man finder 

den understregning af berøringen 

af loven og suspensionen, som 

Thomsen vil iagttage i sit materiale 

og anskueliggøre for sin læser. 

På den baggrund får Thomsens 

filosofisk-private refleksion karakter 

af en stadig kredsen om en 

uforløst linje, der indimellem forløser 

sig selv i et punkt. Det er, om 

jeg så må sige, øjeblikket i Thomsens 

diskurs. Dér, hvor det lykkes. 

(kritik) 

denne art: at dø og fornys. Midt i 

lattermildheden og den næsten 

hedonistiske glæde ved at lade sig 

drive med strømmen i litteraturens 

berusede båd, er det alvor det 

her, alvor af den ødsle slags. 

Denne forståelse gentages — og 

lever kun ved at gentages af digterne 

og med dem af Brostrøm — i 

bindets omfattende udvalg af forfattere 

med danske og franske som 

de vigtigste, fra eventyr og renæssance 

til moderne tid. Gennemgribende 

analyser skal man ikke 

vente, bortset måske fra introduktionen 

til Rabelais og Oehlenschlägers 

»Sanct Hansaften-Spil«. 

De bringer næppe andet nyt end 

Brostrøms glæde. Gennemgribende 

er alene nysgerrigheden efter at 

komme videre fra de tekster han 

har gang i, til dem der også åbner 

sig for tekstslughalsen Torben. 

»Omvej til virkeligheden« kalder 

Brostrøm essayet om Tom 

Kristensen. Og det er en meget 

passende overskrift over hans eget 

mangeårige virke. Litteraturens 

nødvendige omvej, dér hvor man 

føres uden helt at kunne styre 

hvad der sker. Den gør den virkelighed 

anderledes man når frem 

til, end den ville have været — 

hvis den overhovedet ville have 

været menneskelig virkeligheden? 

— uden denne omvej. Brostrøm er 

god at møde ved vejkanten. 

Dér, hvor det også er irriterende, 

fordi han får ret (hvilket altid 

knækker tanken en anelse). Spørgsmålet 

er nemlig, om andetheden i 

denne diskurs (andetheden, som 

jo hele tiden truer med at privatisere 

refleksionen og omvendt få 

filosofien til at fordampe i ren 

øllebrød) accepteres som en vækst 

i rigdom eller som en trussel mod 

det allerede kendte, på hvis forståelsesplatform 

vi er placeret. 

Med den hejsestang til højderne 

(for der bliver af og til meget højt 

og luftigt hos Thomsen) bevæger 

vi os durk ud i Derrida, beåndes af 

Hannah Arendt og får én på snuden 

af Rorty, hele tiden med projektet 

at (gen)erobre det private 

rum. Mottoet kunne for så vidt 

hedde, at før eller siden vil rummet 

åbne sig for spekulation, blot 

en fænomenologisk åbenhed er 

intakt. Sådan læser jeg Thomsen. 

Det er en jagt efter en åbning mod, 

ikke systemet, men begrebet, ikke 

transcendensen, men immanensen 

— hvor det deleuzianske har hurtighed, 

har Thomsen digressionen, 



(kritik) 


krøllen og diskursens rekurs. Den 

frihed, der hviler og venter i rationalitetens 

sprækker (og dét, at 

man kan opdage dem, hvor fedt!), 

kan løftes over i tilstedeværelsens 

princip, altså beviset for overhovedet 

at ville være privat og gribe fat 

i halen på dens kometslør. 

Det er kontingensens frihed og 

spekulationens immanens, som 

slår tangenter på hinanden. Det er 

dette, at friheden også har skabt de 

betingelser, hvorpå den træder 

frem, som med et trylleslag kan 

overføres på »Privacy«, og som gør 

bogen egnet til at tænke med (og 

så kan man kalde den irriterende, 

lang, begivenhedsrig, empatisk, 

præcis etc. efter behov), hvilket vil 

sige: Det er det ikke-identiske, som 

motiverer tankens anarkistiske 

impulser og installerer drivkræfter 

i indbildningskraftens metaforiske 

kreativitet, men det er privacy, 

som perspektiverer det inferiøre og 

definerer sig selv som andet-end 

og dermed helt og aldeles identisk 

med det inferiøre. Læs selv. 

Og en sidste ting: Tvetydigheden 

i det privat-filosofiske projekt 

kommer til udtryk i forfatterens 

livtag med den heideggerianske 

værenstænkning. Åbenheden mod 

selve værensspørgsmålet er nok 

forudsætningen for forskelsdyrkelsen, 

som ansporer krølleskrivningens 

rettethed (det er privacys 

konstante og kontante anliggende: 

at ville et andet sted hen, når man 

holder den fast), men den er også i 

sin liberaliserede perspektivmangfoldiggørelse 

en nødvendighed for 

den — gode — svækkelse af væren 

selv, hvori vi kan aflæse vores 

egne moderne identiteter som 

metastabile. Hvorfor det? Fordi 

mennesket hele tiden med lige 

dele streng filosofi og klapjagt på 

metaforer, som ellers ville afsløre 

førstnævntes uvederhæftighed, 

slår sig på frihed og kontingens. 

Begge er, som forfatteren hævder, 

ubærlige og nødvendige, tilværelsens 

uudgrundelige grund. Væren 

kan ganske vist ikke udsiges, tillægges 

nogen stemme — og øjeblikket 

lader ligeledes vente på sig 

— men det forhindrer ikke, at privat-filosofien 

kan trænge sig på i 

de regioner, som bebos af et intet, 

som desuden garanterer, at kaos er 

med i det ontologiske spil. 

Hvordan det? Da ender det i kompleksitet, 

et sted midt imellem 

uorden og orden, værensrod og 

værensstabilitet og med det private 

som skrøbelig metafor for spekulationens 

patent. 

66 


Dagbog fra landet, 

der ligger til højre 

Første bind af Carsten Niebuhrs etnografiske 

tour de force endelig på dansk 

Carsten Niebuhr 

Rejsebeskrivelse fra Arabien og 

andre omkringliggende lande. 

Første bind 

(Reisebeschreibung nach Arabien 

und andern umliegenden Ländern. 

Erster Band) 

Oversat af Hans Christian Fink 


Vandkunsten 

Anmeldt af Anders Christian Boe 

Stor var enigheden, da »Politiken« 

og »Berlingske Tidende« for små 

fire år siden overlod det til deres 

læsere at kåre forrige århundredes 

bedste danske roman. En sjældent 

set konsensus mellem de, der pusher 

deres kulturjunk på 

Rådhuspladsen, og de, der sværger 

til Pilestræde-varianten, førte til 

kåringen af Johannes V. Jensens 

modernistiske prosadigt »Kongens 

Fald« (1900-1901). Runner-up blev 

Thorkild Hansens historisk-dokumentariske 

mesterværk »Det lykkelige 

Arabien« (1962), hvis væsentligste 

(inspirations)kilde og 

litterære forlæg var den tyske fysiker 

og matematiker Carsten Niebuhrs 

(1733-1815) voluminøse og 

detaljerede log- og rejsedagbog, 

»Reisebeschreibung nach Arabien 

und andern umliegenden Ländern 

I-II« (1774-1778), og det første 

bind udkommer nu for første gang 

i dansk oversættelse ved Hans 

Christian Fink (andet bind udkommer 

i 2004). 

Carsten Niebuhr var en af de 

fem videnskabsmænd (udover 

Niebuhr selv, der fungerede som 

landmåler og –korttegner, bestod 

delegationen af en filolog, en tegner, 

en læge samt en botaniker), 

der i følgeskab af en tjener blev 

udsendt af den danske konge 

Frederik V i 1761 med henblik på 

at udforske, hvad der efter antikkens 

forbillede blev kaldt ’Arabia 

felix’ eller ’Det lykkelige Arabien’ 

(det nuværende Yemen). Niebuhrs 

»Rejsebeskrivelse« er således for- 

tællingen om ham selv som deltager 

i en af de første rent videnskabelige 

ekspeditioner, og den har 

således en uomtvistelig videnskabshistorisk 

betydning. Med sig havde 

ekspeditionen en række instrukser 

samt en liste med spørgsmål 

formuleret af intellektuelle fra 

hele Europa, og en forbavsende 

stor del af spørgsmålene blev 

besvaret ved hjemkomsten i 1767. 

Forbavsende, fordi Niebuhr var 

den eneste i følget, der overlevede 

mødet med Morgenlandet, og således 

måtte påtage sig opgaver 

inden for felter, som, om end de 

ikke var ham aldeles fremmede, 

faldt udenfor hans egentlige professionelle 

virke. Når man tager 

dødsfaldene og den sygdom og 

generelle elendighed, der plagede 

gruppens medlemmer i betragtning, 

forblev et særdeles påtrængende 

spørgsmål dog ubesvaret, 

selv om det blev noteret i botanikeren 

Forsskåls dagbog på rejsens 

allerførste dag: »Hvorfor Det lykkelige 

Arabien skal kaldes lykkeligt?« 

Svaret på dette spørgsmål 

kræver ingen længere rejse, men 

skal findes i sprogets kringelkroge. 

På arabisk betyder ’yaman’ oprindeligt 

’til højre’, og da man i den 

muslimske verden orienterer sig 

med ansigtet mod øst er ’yaman’ 

endvidere kommet til at betyde 

’syd’. Landets navn, al-Yaman, 

betyder således Syd(arabien), men 

da den højre side i den arabiske 

verden, som tilfældet var tidligere 

i den vestlige verden, betragtes 

som finere end den venstre side, 

betegner roden YMN endvidere 

noget lykkeligt, hvorfor den oprindeligt 

rent geografiske benævnelse 

i antikken fejlagtigt oversættes til 

Eudaimon Arabia eller Arabia 

Felix, Det lykkelige Arabien. 

Denne positivistiske af-romantisering 

af det poetiske kaldenavn 

ville givet have tiltalt Niebuhr, om 

hvem sønnen Barthold Georg 

Niebuhr i sin karakteristik af faderen 

i levnedsskildringen »Carsten 

Niebuhr’s Leben« (1816) konstaterer: 

»Far var helt og alene indstillet 

paa at betragte og iagttage 

omverdenen. Abstraktioner og 

spekulationer var imod selve hans 

væsen: han maatte udforme alting 

konkret.« Hvilket er præcis hvad 

Niebuhr den Ældre gør i sin 

»Rejsebeskrivelse«. Han opfylder 

til punkt og prikke pålægget i 

instruksens ottende paragraf om, 

at den (videnskabelige) rejsendes 

optegnelser »skal være fuldstændige 

og skal ske således at enhver 

kan forstå dem, også selvom den 

rejsende måtte afgå ved døden og 

derved være forhindret i at udlægge 

sine ord.« Niebuhr maler 

via sin letflydende, koncise stil et 

ordbillede, hvis grundfarver er 

videnskabeligt engagement og 

genuin nysgerrighed. Hans ydmyghed 

og åbenhed sætter ham i stand 

til at leve op til sit selvudslettende 

ideal; han er fotografen, der tager 

billeder af steder, han ikke skal 

gense. 

Udgivelsen af oversættelsen af 

dette tungtvejende tekstkorpus er 

akkompagneret af tegneren Baurenfeinds 

73 kobberstik samt af 

forfatterens egne minutiøst udarbejdede 

tabeller og landkort, og 

det er unægtelig en glædelig begivenhed 

såvel for den videnskabeligt 

som for den lidenskabeligt 

interesserede læser. »Rejsebeskrivelse 

fra Arabien og andre 

omkringliggende lande« introducerer 

samtidig en ny bogserie, 

»Carsten Niebuhr Biblioteket«, der 

er resultatet af et samarbejde mellem 

C.L. Davids Fond og Samling 

og Carsten Niebuhr Instituttet, 

hvis formål det er »at gøre lødige 

bøger om islamisk kultur tilgængelige 

på dansk.« Det er et prisværdigt 

og overordentlig nødvendigt 

projekt i en tid, hvor interessen 

for, og informationsmængden om 

den arabiske verden og den islamiske 

kultur vel er større end 

nogensinde før.

Enough Said? 

Af Prem Poddar 

Edward Said døde i september 

— Prem Poddar ser på hans liv og værk i lyset, eller skyggen 

af en række helt aktuelle politiske tiltag i USA 

Jeg kan huske, hvordan jeg i 1993 

rejste med et tog fra Brighton til 

London, der mindede om noget fra 

Den Tredje Verden, for at opleve 

Said på »Institute of Contemporary 

Arts«, hvor han skulle tale med 

min lærer Homi Bhabha om sin 

nye bog »Culture and Imperialism«. 

Jeg var en smule usikker 

over at skulle præsentere min lettere 

lurvede og studentikose person 

for hans umiskendeligt venlige 

og charmerende fremtræden og 

skarpe intellekt. Men han fik mig 

med det samme til at slappe af, og 

fra det øjeblik begyndte jeg at forstå 

lidt bedre, hvordan han — uagtet 

sin tilknytning til den intellektuelle, 

universitære højborg — 

alligevel havde så stor succes med 

at artikulere den smerte og de kvaler, 

der er fælles vilkår for så mange 

indvandrere og forarmede landflygtige. 

Stemplet som ’professor i terror’ 

af en avis i New York, havde 

Said vænnet sig til af myndigheder, 

magthavere og meningsdannere 

at blive omtalt som — for nu 

at bruge hans egne ord — »generende, 

kontrær, selv ubehagelig.« 

Bhabha taler for mange ved at 

pege på, hvordan Saids værker 

»rettede blikket mod behovet for 

at fremskynde den vestlige histories 

tusmørke [half-light] med den 

foruroligende påmindelse om dens 

koloniale tekster, der vidner om 

det traume, der ledsager Imperiets 

triumferende virke«. 

»Orientalism«, Saids hovedværk 

fra 1978, afslører, i en brillant 

og lærd kritik, de ideologiske 

fordomme bag vestlige forestillin- 

ger om ’Orienten’. Hvad enten det 

var som afvisning eller ren og 

skær eksotisme, tjente kategorien 

’Orienten’ som et redskab for europæernes 

forsøg på at bringe deres 

indtil da ukendte andet under 

kontrol — det er per definition en 

del af europæisk imperialisme. 

Orienten var en altomfattende 

kategori, der dækkede asiatiske 

kulturer uafhængigt af deres indbyrdes 

forskelligheder. Så på trods 

af orientalismens tilsyneladende 

anti-eurocentrisme, så snylter 

opreklameringen af Orienten i høj 

grad på netop eurocentrismen, og 

hele strukturen understreger blot 

det faktum, at omdrejningspunktet 

forbliver Europa. I stedet, påpeger 

Said, skal selve forestillingen om 

disse kategorier forlades; ved slet 

og ret at eliminere ’Orienten’ og 

’Vesten’, vil vi være nået en lille 

smule længere i processen med 

’af-læringen’ af den vedhængende 

tendens til overherredømme. 

Truslen mod den 

nationale sikkerhed 

I skrivende stund er Repræsentanternes 

Hus i færd med at regulere 

indholdet af de kurser, som amerikanske 

professorer skal undervise 

i på universiteter og colleges. Den 

pågældende lovgivning, H.R. 3077, 

vil omskrive den ’Title VI’-lovgivning 

der finansierer de forskellige 

centre for områdestudier på amerikanske 

universiteter. Undersøgelser 

forestået af Dr. Stanley Kurtz 

(tilgængelige på ) skildrer disse 

centre som ynglepladser for upatriotisk 

anti-amerikanisme. Dr. 

Kurtz koncentrerer sig om postkolonial 

teori og »Orientalism«, hvor 

»Said ligestillede undervisere der 

støtter amerikansk udenrigspolitik 

med det 19. århundredes europæiske 

intellektuelle der støttede 

racistiske koloniale imperier. 

Kernen i postkolonial teori er, at 

det er amoralsk for fagkyndige at 

stille deres viden om fremmedsprog 

til rådighed for amerikansk 

magtudøvelse.« 

Kurtz hævder at den tøjlesløse 

tilstedeværelse af postkolonial 

teori i akademiske kredse, med 

dens fordomme om Amerika og 

Vesten, har skabt en mængde 

undervisere der nægter at vejlede 

og støtte studerende, der måtte 

være interesserede i at gøre karriere 

i udenrigs- eller efterretningstjenester. 

Kurtz udtaler at »vi véd at 

optagelser af samtaler mellem flykaprerne 

den 11. september forblev 

uoversatte pga. mangel på 

arabisk-talende i vores efterretningsorganer. 

Af denne grund, 

sammenholdt med den fortsatte 

mangel på fremmedsprogkundskab 

i vores forsvars- og efterretningsorganer, 

har lederne af Title 

VI-centrene for afrikanske studier 

— der umiddelbart efter 11. september 

enstemmigt bekræftede 

deres boykot af uddannelsesprogrammet 

for national sikkerhed 

(NSEP) — alle medvirket til at 

underminere USA’s nationale sikkerhed 

og dets udenrigspolitik. Og 

dette gælder enhver Title VI-finansieret 

underviser i latinamerikanske-, 

afrikanske- og mellemøstlige 

studier, der har fastholdt den langvarige 

boykot af det NSEP.« Løsningen, 

foreslår Kurtz, er oprettelsen 

af et tilsynsråd, der kan øremærke 

Title VI-finanserne til studerende, 

der uddanner sig til 

karrierer i udenrigstjenesten og 

nationale sikkerheds-, forsvars- og 

efterretningsorganer. Komiteen i 

(artikel) 

Repræsentanternes Hus ikke alene 

troede på alle de ting Dr. Kurtz 

påstod, de gennemførte også størstedelen 

af hans forslag inklusiv 

’tilsynsrådet’. 

En sand discipel 

»Man må bære traditionen i sig 

selv,« skrev Adorno i »Minima 

Moralia«, »for at kunne hade den 

behørigt«. Der kunne næppe formuleres 

en bedre karakteristik af 

Edward Said, der som forfatter 

både var dybt præget af europæiske 

traditioner og på samme 

tid dybt fremmedgjort fra dem. 

Den kritiske bevidsthed hos den 

verdsligsindede intellektuelle Said 

knyttede ham til den afvisende 

genstridighed, man finder hos en 

tænker som Adorno, hvad Said 

selv betegnede som ’sen stil’. En 

biografisk læsning af Saids stadigt 

hyppigere tilflugt til den tyske 

tænker er nærliggende, også i 

betragtning af Saids tiltagende 

kræftsygdom og den stadigt mere 

dystre situation i Palæstina. Om 

Adorno har Said skrevet, at han 

»var indbegrebet af den intellektuelle 

type, der hader alle systemer 

med lige stort ubehag«, og Said 

ser tydeligvis i Adorno en model 

for den kritiske bevidsthed hos 

den permanent eksilerede, altid på 

vagt, og uvillig til at tilpasse sig 

såvel som til at blive sat i bås af 

andre. At Adorno var halvt jødisk 

gør kun Saids pointe stærkere og 

tillader ham dialektisk at politisere 

de stive, bureaukratiske intellektuelles 

verden. Da han for to år 

siden blev interviewet af det elitære 

israelske dagblad »Haàretz«, 

beskrev Said sig nok ganske træffende, 

men også provokerende 

som »den sidste jødiske intellektuelle…den 

eneste sande discipel af 

Adorno«. 

Det er på mange måder takket 

være Saids banebrydende værk, at 

folk med mærkelige accenter fra 

tredjeverdenslande som jeg selv 

har fået mulighed for at undervise 

på europæiske institutter for 

engelsk litteratur. Han havde halvt 

sagt ja (halvt fordi kræften var ved 

at æde ham op) til at skrive forordet 

til et igangværende projekt om 

postkolonial historie, som mine 

kolleger og jeg har under udgivelse. 

Uden Saids skarpe og præcise 

prosa, uden hans rammende sentenser 

og evne til at gøre en gal af 

raseri, uden hans sindsligevægt og 

retfærdighedssans er vores verden 

blevet et fattigere sted. 

Oversat af Johannes Henriksen 


(kritik) 

Brian Andreasen (red.) 

Om fortidens fremtid 

Forsvarstaler for det klassiske 


Aarhus Universitetsforlag 

Anmeldt af Jørgen Falkesgaard 

Når klassiske filologer diskuterer 

deres fag, agerer de ofte, som var 

de bænkevarmere ved et enkebal. 

De snakker om fortiden, da der var 

pigebørn og strutskørter til, og 

opdager slet ikke de smukke 

modne kvinder, som inklinerer for 

dem. Nutiden drukner i regression, 

og fremtiden forsvinder hjem 

med mere opmærksomme mænd. 

Fortiden er blevet til førtid. Hvis 

fortiden skal have en fremtid, skal 

der være en nærværende nutid til 

at formidle den. 

Brian Andreasen, græskstuderende 

og anmelder hér ved 

Standart, har fået den fine idé at 

sammenstykke en antologi, hvor 

universitets- og gymnasiefolk fortæller 

om, hvad der fascinerer 

dem i den klassiske oldtid. Titlen 

»Om fortidens fremtid« lover 

68 


Kande (ca. 430 f.v.t.) Antikenmuseum, Berlin 

Til enkebal med 

klassiske filologer 

Langt mellem snapsene i et forsvar for det klassiske 

godt, men desværre dementeres 

den af undertitlen: Forsvarstaler 

for det klassiske. Som om det klassiske 

skulle behøve et defensorat. 

Anledningen til udgivelsen er 

den på redigeringstidspunktet ivrige 

debat om de klassiske fag i 

gymnasiet. De fag, som bagsideteksten 

påstår, at »nyttetænkningens 

disciple til enhver tid vil 

prøve at få bugt med«. Der er nu 

sat punktum for debatten med det 

brede forlig om en gymnasiereform 

i 2005, hvor latin som fællesfag 

forsvinder, og oldtidskundskab 

bevares, men med afsæt i nutidige 

problemstillinger. Sejrede »nyttetænkningens 

disciple« endnu engang? 

Det vil antologiens redaktør 

og de fleste bidragsydere utvivlsomt 

mene. Denne anmelder, der 

hverken er forsker eller klassisk 

filolog, men gymnasielærer i bl.a. 

oldtidskundskab, finder, at nutiden 

derved er gjort nærværende. 

Når jeg underviser, er der nemlig 

aldrig tale om enkebal i den borgerlige. 

Den klassiske oldtid er 

angrebslysten, pågående, nærværende 

i sig selv, at forsvare den 

er at gøre den uskyldig! 

Formålet med antologien er 

ifølge udgiveren, at »gymnasielærere 

kan hente inspiration til 

deres undervisning«, samtidig 

med »at bogen skal kunne bruges 

inden for antikforskning«. Om 

antologien opfylder det sidste formål, 

skal jeg ikke gøre mig klog 

på. Hvis det er tilfældet, er klassiske 

filologer nøjsomme folk. Når 

jeg ser på, om antologien kan give 

mig inspiration som lærer i oldtidskundskab, 

kan jeg konstatere, 

at der er langt mellem snapsene. 

Naturligvis bladrer jeg frem til 

de artikler, der omhandler de tekster, 

som jævnligt indgår i mine 

klassers pensum. Bo Tao Michaëlis 

vil læse Odysseen som polyfonisk 

roman i bakhtinsk forstand — en 

spændende tanke, som desværre 

ikke udfoldes i det korte, snakkende, 

gentagende og upræcise essay. 

Kim Michael Skovgaard-Hansen 

vil læse græske (hero)myter med 

inspiration fra Jung, men den 

alenlange fremstilling, der endda 

har været holdt som forelæsning i 

en gymnasiefællestime, er fyldt 

med almindeligheder og jungiansk 

tågesnak. Undervejs forekommer 

en »Ekskurs om Jesus Kristus« i 

tilknytning til Herakles-myterne, 

der indeholder så meget vrøvl i 

teologisk forstand, at man må 

håbe, at gymnasiets religionslærere 

fik råbt vagt i gevær. Forfatteren 

er tilmed totalt pædagogisk forstenet: 

»Jeg gætter på, at om 10 år 

bliver man simpelthen sparket ud 

af lærerværelset, hvis man ikke er 

medlem af et, helst flere lærerteams«. 

Der går heldigvis ikke 10 

år! Den slags sære forsvarere for 

den klassiske oldtid skal der selvfølgelig 

være plads til — deres 

eksistens gør blot, at oldtiden fylder 

mindre. 

Så er der den begavede Ivar 

Gjørup, der er stoppet som gymnasielærer 

for at hellige sig den mindre 

betydningsfulde, men sikkert 

mere lukrative beskæftigelse som 

tegneserieproducent. Han har fat i 

noget spændende, om end ikke 

nyt om de græske tragedier, som 

han genfortæller en række af på 

Møllehave-vis — nemlig at hér 

finder vi oprindelsen til et offentligt 

sprog. Exit gymnasielærerforfattere 

om relevant stof til inspiration 

for oldlærere. Om det vigtige 

element i faget, de græske monumenter, 

ikke en lyd. Men der er 

masser af monstrøse modargumenter 

mod at nedlægge de klassiske 

fag fra mistrøstige misantroper, 

ikke mindst i forordet fra udgiver 

Brian Andreasen, der dog også 

leverer antologiens bedste indslag 

for en oldlærer, nemlig en sammenlignende 

nykritisk analyse af 

Sapphos »Til Afrodite« med 

Thøger Larsens oversættelse heraf, 

hvor man gerne tilgiver, at pointen 

er, at man må læse sine klassikere 

på originalsproget. 

I antologiens forord prises »de 

15 ildsjæle, der indvilligede i at 

producere en artikel til mig på 

kortere tid, end det er anstændigt 

at oplyse om her!« Og eksprestempoet 

er da forståeligt — den truende 

situation for de klassiske fag 

taget i betragtning. Men spørgsmålet 

er, om man gør den klassiske 

oldtid en tjeneste ved sådan en 

apologetisk udgivelse, hvor det er 

åbenlyst, at mange bidragydere 

har skrevet med venstre hånd eller 

grebet ned i skrivebordsskuffen 

efter kladder. Mest af alt ligner det 

en stribe klassikere i panikalderen, 

hvor det kan blive fristende at tage 

til enkebal... Fint nok for mig, 

men så gør da noget ved det folkens, 

vær offensive, få den op at 

stå! Den klassiske oldtid selv har 

evig rejsning, se bare illustrationen.

Forum er vel 

en messe værd 

Af Marianne Bugge 

Jeg skal til bogmesse i Forum. 

Bogmesse? Et »købestævne«, en 

markedsplads, med priser på 

bøger og for bøger. En hellig og 

ophøjet gudstjeneste, hvor vores 

ikoner, der ellers mest lever som 

et navn på en bogryg, får ansigt og 

fysisk stemme. 

Jeg er fuld af forventning. Har 

alle sanser åbne. Se, der stiger en 

elegant københavnerkvinde iført 

røde støvler op på sin cykel — ih 

dog, det er jo »Weekendavisen«s 

chefredaktør Anne Knudsen. 

Allerede inden jeg har betrådt de 

hellige haller, er messen i gang for 

mig med sit opbud af jet-set’ere, 

jeg gerne vil se i virkeligheden. 

Stemninger fra BogForums første dag 2003 

Tak for afslag 

Jeg følger strømmen op til Scenen 

på første sal, hvor professor Jørn 

Lund holder åbningstale. Han citerer 

en norsk forfatter for i forbindelse 

med modtagelsen af en stor 

pris at sige: »Tak til A, tak til B, 

tak til C, tak til D...« Med denne 

markering af, at sproget er noget, 

vi selv skal regne ud, pegede forfatteren 

på det arbitrære forhold, 

som sprog og verden har til hinanden, 

og dermed fik han ikke blot 

på elegant vis sagt tak, men også 

udtalt sig om den virkelighed, som 

sproget og fiktionen kan opbyde 

som modstykke til den ’virkelige’ 

virkelighed. Det er en raffineret 

måde at åbne BogForum på, hvor 

disse to virkeligheder, sprogets og 

litteraturens på den ene side og 

den ‘virkelige’ virkelighed på den 

anden, for en stund mødes. 

Herpå uddeles BogForums 

debutantpris til en glad Maria 

Grønlykke for fortællekredsen fra 

Vestfyn »Fisketyven« (som blev 

anmeldt i juniudgaven af 

Standart). Hun benytter lejligheden 

til at takke den samlede danske 

forlagsverden for alle de 

afslag, hun har modtaget — for 

ellers ville hun jo ikke have stået 

her og modtaget debutantprisen. 

Hun er sjov. 

Manderoller? 

Så begiver jeg mig ud i messens 

flygtige virvar. Bums, jeg var nær 

stødt ind i Johannes Møllehave. 

Tænk, hvor er han lille i virkeligheden, 

og så skriver han så stort i 

virkeligheden. Også han sidder 

senere som tilhører til Jan 

Lindhardts samtale i Bogcafeen 

med »Ekstrabladet«s Pedro om 

Lindhardts seneste bog »En biperson 

i mit liv«. Samtalen er et godt 

eksempel på, at også virkeligheden 

i sig selv kan have mange 

ansigter, for Pedro og Lindhardt 

taler tydeligvis ud fra hver deres 

virkelighed uden at indgå i en 

særlig frugtbar dialog. 

Mere bid er der i Bo Bjørnvigs 

samtale på Scenen om »Den historiske 

roman« med de tre kvindelige 

forfattere MetteWinge, Dorrit 

Willumsen og Maria Helleberg, 

der alle er aktuelle med historiske 

romaner. Maria Helleberg taler om 

manderoller som konstruktion 

også i historisk tid, og Mette 

Winge overtager for en kort stund 

Bo Bjørnvigs rolle som ordstyrer 

og begynder at udspørge de to 

andre forfattere: hun undskylder, 

hvorpå Bo Bjørnvig replicerer, at 

det havde han da også regnet med. 

Manderoller? 

Dorrit Willumsen overvejer, 

hvad den historiske roman kan: 

først og fremmest fratager den 

hende en skyld: når hun skriver 

ren fiktion, føler hun skyld over 

blot at rive et stykke køkkenrulle 

af. Omvendt føler hun ingen skyld 

over det stockholmske blodbad. 

På vej fra denne samtale bliver 

jeg opholdt af en længere kø af 

store piger. Lene Kaaberbøl, forfatteren 

til W.I.T.C.H.-bøgerne, signerer! 

Og der kommer Isabella 

Miehe-Renard. Hun ønsker at 

interviewe en af pigerne i køen. 

(artikel) 

»Du kommer i fjernsynet på mandag«, 

siger Isabella — så det vil 

pigen gerne. 

Sigurd findes 

Jeg driver videre. Det er skægt — 

at se det hele lidt fra oven: se ned 

på alle de små mennesker, der er 

her for at se (og blive set). Og 

måske se sin yndlingsforfatter. Jeg 

har ikke mødt min — men her er 

jo H.C. Andersen i noget så forunderligt 

som en videnskabelig folkeudgave. 

Og her er Dan Turèll — 

et forfatterskab under hammeren 

på Bruun Rasmussens næste bogauktion. 

Kirsten Thorup i samtale 

om romanen »Ingenmandsland« 

på Tranescenen, Sigurd Barrett 

fortæller spidsnæsehistorier Under 

Uret — og til børnenes store 

begejstring er han der i virkeligheden. 

Måske havde de troet, at han 

bare var noget, nogen havde fundet 

på. I cafeen tilbydes et tiltrængt 

hvil, inden man fortsætter 

med at indsnuse indtrykkene fra 

templets kræmmerboder. 

Og endelig er der bøgerne. På 

sin vis reduceret til vare og flygtighed 

i et flimmer af samtidighed. 

Men bogen er også en mulighed. 

For senere at holde hjemlig andagt 

og læse i ro og i kontinuerlig fordybelse. 

Rigmor 

Kappel 

Schmidt 

Bakhtin og 

Don Quixote 

En indføring i 

Mikhail M. 

Bakhtins 

Univers 

Forlaget Klim 

2003 

205 s., 

pris: kr. 249,- 

I Bakhtin og Don Quixote åbner Rigmor Kappel 

Schmidt Bakhtins forfatterskab gennem litterære 

studier af alle romaners moder: 

Cervantes’ Don Quixote. 


(kritik) 

Birthe Hoffmann og 

Lilian Munk Rösing (red.) 

Det onde i litteraturen 


Akademisk Forlag 

Anmeldt af Jacob Bøggild 

Det ondes realitet har altid været 

et centralt problem i tænkningens 

historie, både når det gælder teologien 

og filosofien. Inden for den 

kristne teologis felt er modsætningen 

imellem det gode og det onde 

traditionelt absolut, sådan som det 

fremgår af det antagonistiske forhold 

mellem Gud og Satan. I 

hedenskaben og i visse senere 

epoker, for eksempel i romantikken, 

finder man imidlertid andre 

og mere relativistiske opfattelser. 

Er den Onde måske i virkeligheden 

en Prometheus, en menneskehedens 

velgører, der hjælper mennesket 

til at blive myndigt ved at 

gøre det muligt for det at løsrive 

sig fra guderne/naturmagterne? 

Eller er det onde og dæmoniske 

forbundet med eller udtryk for en 

nødvendig negativitet, en destruktion 

som skal til for, at noget nyt 

kan opstå og udviklingen eller 

fremskridtet fortsætte? Så et 

påtrængende, men måske ubesvarligt 

spørgsmål er, hvad forholdet, 

historisk såvel som transhistorisk, 

er imellem det relative og det radi- 

70 

Ondskabens 

litteraturhistorie 

Festskrift afsøger gestaltningen og tematiseringen af 

ondskab og dæmoni i litteraturen 


kale eller absolutte onde? 

Antologien »Det onde i litteraturen« 

rummer 23 bidrag fra 

ansatte ved germansk og litteraturvidenskab 

ved Københavns 

Universitet, der alle beskæftiger 

sig med litterære gestaltninger og 

tematiseringer af ondskab og 

dæmoni. Tilsammen besvarer de 

ikke det spørgsmål, jeg netop stillede. 

Det ville som antydet også 

være et urimeligt forlangende! 

Men de giver så tilpas mange 

udpluk og øjebliksbilleder af ’det 

ondes litteraturhistorie’, at der 

rent faktisk aftegner sig en historie 

med både teologiske og filosofiske 

implikationer. Som festskrift 

betragtet — der er tale om et festskrift 

til litteraten Uffe Hansen — 

er »Det onde i litteraturen« således 

velgørende fokuseret. 

I hedenskaben var forholdet 

mellem det gode og det onde som 

sagt ikke absolut. Skylden er i den 

klassiske tragedie et tvetydigt fænomen, 

da den til dels har noget 

skæbnebestemt over sig. Herom 

skriver Henrik Stampe Lund. Og 

han relaterer problemet til dannelsen 

af bystaten med dertil hørende 

retspraksis, hvor det gjaldt om at 

mediere mellem hensynet til 

offentligheden og almenvellet og 

hensynet til de familiære traditioners 

skik og brug. I Shakespeares 

tragedier bliver det onde mere sindelagsorienteret, 

noterer Lund sig, 

og Hamlet forsøger at bortforklare 

sin skyld, sit drab på Polonius, 

ved at erklære, at han ikke var sig 

selv i gerningsøjeblikket. Maiken 

Tandgaard Derno skriver ligeledes 

om det onde i Shakespeares tragedier. 

Ifølge hende er det ikke bare 

relativeret hos Shakespeare, det er 

en konsekvens af den relativitet, 

der opstår, når tegnet erfares at 

have løsrevet sig fra, hvad det 

betegner. Sådan som Benjamins 

barokke allegoriker, som Derno 

dog ikke kommer ind på, også 

erfarer, det forholder sig, om end 

det onde hos denne allegoriker har 

en langt mere absolut karakter. 

Denne absolutisme i den kristne 

barok, finder man ikke hos den 

ikke-kristne Goethe, konstaterer 

Børge Kristiansen i sit bidrag, specielt 

ikke når det gælder digterens 

yngre udgave. Her er det dæmoniske 

forbundet med en selvudfoldelsesdrift 

og vilje til magt, der 

godt nok ultimativt fører til undergang, 

men alligevel kan opfattes 

positivt, jvf. Goethes beundring for 

Napoleon. Den ældre Goethe fandt 

det imidlertid nødvendigt at søge 

at underordne selvudfoldelsen 

hensynet til det omgivende menneskelige 

samfund, et forsøg 

Kristiansen finder ikke er vellykket. 

Hos de senere romantikere forbinder 

det onde sig ofte med den 

negative side af begæret efter at 

opnå indsigt i altings dybere sammenhæng. 

Bente Larsens artikel 

om E. T. A. Hoffmann strejfer 

blandt andet dette. Det romantiske 

onde kan også knytte sig til det 

forhold, at man kan blive forledt 

af fantasien og fortabe sig i fantasteriet 

og ultimativt vanviddet. 

Marie-Louise Svane diskuterer 

Oehlenschlägers og Sibberns 

omgang med og tænken over 

denne risiko. 

I det tyvende århundrede, som 

ellers i overvejende grad var ateistisk 

og relativistisk, trådte det 

absolutte og radikale onde frem i 

skikkelse af Holocaust. Per 

Øhrgaard skriver med megen eftertanke 

om, hvilke spørgsmål 

Holocaust rejser for eftertiden — 

herunder eftertidens litteratur. 

Lilian Munk Rösings bidrag om 

»Kertez og KZ« handler om, hvilke 

implikationer det har, at det 

med nazismen er loven og systemet, 

som burde beskytte individet, 

der træder i karakter som inkarneret 

ondskab. 

Også hos Franz Kafka lader den 

skildrede verden ofte til at være 

aldeles i det ondes vold (i hvert 

fald hvis man ignorerer Kafkas 

humor...). Isak Winkel Holm peger 

på, at det centrale spørgsmål i den 

forbindelse er, hvorvidt ondskaben 

beror på skjulte, konspiratoriske 

kræfter, eller om den blot er en 

konsekvens af kontingens, tilfældets 

hærgen. Hans afsæt er en tilsyneladende 

ubetydelig detalje fra 

»Slottet«, nemlig at embedsmanden 

Sortinis rynker siges at være 

vifteagtige. Hvorfor rynkerne 

beskrives således, skal vi nedstige 

til Helvede sammen med Dante og 

Winkel Holm for at finde ud af. 

Alle de omtalte bidrag — og 

flere kunne fortjene omtale, hvis 

jeg havde pladsen dertil, beklager 

— har rettet sig mod gestaltningen 

og tematiseringen af det onde i litteraturen. 

Men sæt nu det er litteraturen, 

som er ond, sådan som 

romantikernes omtalte ambivalens 

over for indbildningskraften godt 

kunne lægge op til. Litteraturen 

vil jo have os til at identificere os 

med sine fiktive frembringelser og 

i den forstand få os til at dele 

deres spøgelsesagtige (ikke-)eksistens. 

Herom handler Nikolaj 

Lübeckers »Opslugt! — når litteraturen 

er ond«. Og han når frem til 

følgende påstand, som nok må 

siges at være radikal: »Ethvert 

værk stræber efter at hive sin 

læser ud af virkeligheden; enhver 

bog vil slå sin læser ihjel«. God 

fornøjelse med »Det onde i litteraturen«.

En ægte 

Svend Åge Madsen og 

Olafur Eliasson 

The Blind Pavilion 


Bindslev 

Anmeldt af 

Ejnar Nørager Pedersen 

Madsen? 

På kunstudstilling i Venedig med 

Svend Åge Madsen 

Hvad er dette, og hvordan hænger 

det sammen? — er nok de første 

spørgsmål, der falder én ind, når 

man får denne store labyrintiske 

publikation i hånden. Den fremstår 

flot med delvist udfoldelige, 

rigt illustrerede sider, hvor også 

teksten danner specielle mønstre, 

det hele holdt sammen af en spiralryg 

og som sådan uden egentlig 

begyndelse og slutning. Først langt 

inde i værket gives noget af svaret: 

det er et katalog, der ikke er noget 

katalog. 

’Kataloget’ blev udgivet i forbindelse 

med kunstbiennalen i Venedig 

2003, og det fungerer selvstændigt 

som et parallelt kunstprojekt, 

et sidestykke til kunstneren Olafur 

Eliassons udstillingsinstallation 

»The Blind Pavilion« på Biennalen 

— illustreret med især Eliassons 

kunst, fotos og tegninger, og med 

hovedtekst af Svend Åge Madsen, 

foruden artikler og noveller af 

andre. En gennemgående Svend 

Åge Madsen-tekst fremtræder som 

et énlinjet bånd, der fortsætter fra 

side til side hen over sidernes 

kanter og med udposninger, der 

udgøres af andre tekster. En Borgesagtig 

labyrint, som det kan være 

svært at finde ud af! 

Strukturen i værket udgøres af 

Smuthuller 

Righoldig antologi af den københavnske 

Bakhtinkreds 

Nina Møller Andersen og 

Jan Lundquist (red.) 

Smuthuller — Perspektiver i 

dansk Bachtin-forskning 


Politisk revy 

Anmeldt af 


Efter den inciterende artikelsamling 

»The Novelness of Bakhtin« 

er den københavnske Bachtinkreds 

igen på banen med en diger 

samling nye artikler, hvor forfat- 

terne måske nok er akademisk 

monologiske (sic!), som redaktørerne 

skriver, men alligevel søger 

smuthuller ind og ud ad Bakhtins 

vidtfavnende tænkning. Redaktørerne 

deler fornuftigvis bidragene 

op i litteratur, sprogteori, filosofi 

og kultur. Alligevel tegner der sig 

interessant nok en gennemgående 

interesse for genrediskussioner i 

mange af artiklerne. Det udfordrer 

selvfølgelig de mange deltagende 

litterater, at Bakhtin er kommet for 

skade at udnævne alle andre genrer 

end romanen til at være monologiske. 

en slags ’globusroman’ med cirkulær 

læsning, sådan som Svend Åge 

Madsens roman »Syv aldres galskab« 

(1994) beskriver, og det er 

ligesom hans måske lidt oversete 

mesterværk »Maskeballet« (1970) 

en tekstsamling i ramme — og 

hvilken ramme! Man kan bestandig 

gå på opdagelse i den fantasifulde 

verden af tekst og billeder — 

uoverskuelig som et livsforløb med 

ophold (historier) undervejs, ligesom 

for manden i tekstbåndet. En 

pragtbog folder sig rent bogstaveligt 

ud. Formmæssigt noget af det 

mest spændende Svend Åge Madsen 

har medvirket til siden 60’erne, 

og formen er jo som bekendt en 

del af indholdet. Flere af teksterne 

har da også mindelser om perioden 

i 60’erne og 70’erne. Og som al litteratur 

har også dette værk slægtninge, 

f.eks. Per Højholts »Volumen« 

(1974) med tekst-/billedforbindelse, 

eller sammes »Punkter« 

(1971) med ringe i ryggen. 

Båndsløjfen binder tekster af 

Svend Åge Madsen og andre sammen, 

f.eks. en i øvrigt helt madsensk 

novelle af Israel Rosenfield 

om en tavshedsperiode i verdenshistorien 

uden skrift. Også Eliasson 

og redaktøren Gitte Ørskou, 

der spiller en stor rolle i virkeliggørelsen 

af det vellykkede værk, 

fortæller om projektets udgangspunkt. 

I alt er der ca. en snes 

tekstdele, hvoraf Svend Åge Madsen 

står for mere end halvdelen. 

Bakhtins opfattelse af dramaet 

som monologisk får Solveig Gade 

let demonteret ved at hente eksempler 

på dramatiske genrer 

frem, som Bakhtin selv præsenterer 

som dialogiske. Det peger på, 

at selv om Bakhtin i sine mest 

kategoriske passager kan ytre sig 

vældig monologisk, er han lykkeligvis 

fuld af modsigelser, så Solveig 

Gade kan nå frem til, at man 

også hos Bakhtin kan spore teaterforskningens 

skelnen mellem åben 

og lukket dramaturgi, men således, 

at ethvert drama altid vil rumme 

det åbne og det lukkede i et vist 

blandingsforhold, hvorefter hun 

lokaliserer det i en spændende 

læsning af stilbrud og stilsammenblanding 

i Holbergs »Ulysses von 

Ithacia«. 

Også Line Henriksen interesserer 

sig for den genrediskussion, 

som Bakhtin uvilkårligt giver anledning 

til. Med hjælp fra Genette 

og andre teksteoretikere problematiserer 

hun opdelingen i poesi og 

prosa eller det poetiske og det pro- 

(kritik) 

Af ham findes f.eks. en borgesk 

tekst om et nomadefolks tilsyneladende 

meningsløse ritual, en konkretistisk 

digttekst omkring et nu 

(Ord-ur), en tekstramme omkring 

tavshed (opus 5?), »Den fraværende« 

(E 1996 i SÅM-bibliografien) 

om manden, der ikke eksisterede, 

og en stor opdelt fortælling om 

døden i Venedig med forfatteren 

Henry James i en hovedrolle. 

Sidstnævnte, der i sin tid befandt 

sig på den første Biennaleudstilling, 

vandrer ligeledes rundt 

på udstillingen i tekstbåndets gennem-gående 

rammehistorie med 

bl.a. en bog, der nok er dén, læseren 

sidder med. Tilsvarende er 

tekstbåndet måske et kassettebånd 

i historien. Synsvinklerne skifter 

(jf. Henry James’ point-of-viewteknik). 

Skæve vinkler, flersporethed, 

flertydighed, beskriver overfor 

deltager, tekst i/på tekst, humor 

(f.eks. tekst som vasketøj på en 

snor) osv. — flere karakteristiske 

temaer fra Svend Åge Madsens 

øvrige forfatterskab er sandelig til 

stede her. 

Med sin sammensatte og ikkefaste 

karakter er dette ’ikke-katalog’ 

meget åbent for indfaldsvinkler 

og fortolkningsmuligheder, og 

det lægger således op til en vis 

læserindsats, et valg af læsemåde. 

Og den lønner sig i dette værk, der 

er fuld af oplevelser. 

Joh, det er bestemt en ægte 

Svend Åge Madsen — også. 

saiske. Herunder definerer hun 

med Roman Jakobson den poetiske 

funktion til at være domineret 

af den metaforiske akse. Således er 

prosaen metonymisk og poesien 

ikke, hvilket fører videre til Bakhtin. 

Hvordan det fungerer sammen 

med Bakhtin, er jeg ikke den rette 

til at vurdere, for jeg ville selv 

lade prosaen bygge på en automatiseret 

metonymi, mens den poetiske 

funktion deautomatiserer og 

aktiverer den metonymiske sammenkædning. 

Forfatteren taler i stil og ikke i 

sprog, understreger Jørgen Bruhn, 

idet han rejser spørgsmålet om stil 

i sin fine artikel om Bakhtins genrebegreb. 

Indledningsvis skelner 

han med bl.a. Voßler, Kayser og 

Wölfflin mellem lingvistisk, personal 

og epokalstil. Jørgen Bruhn 

tager afsæt i Bakhtins usikre anvendelse 

af stilbegrebet og så er 

det, hans artikel bliver flot, idet 

han gør sig klart, at han selv må 



(kritik) 


begynde at søge, simpelthen fordi 

Bakhtin ikke havde gjort sig klart, 

hvad han skulle stille op med det. 

Alligevel er det netop gennem en 

forståelse af stilbegrebet mellem 

iterabilitet (gentagelighed) og singularitet, 

at man kan nå ind til 

Bakhtins litteraturteori, foreslår 

Jørgen Bruhn skarpsindigt. 

Der er andre glimrende artikler 

i samlingen, som der ikke bliver 

plads til at omtale, for jeg iler med 

at nå frem til min egen favorit: Jan 

Lundquists artikel om den danske 

Bakhtinforsknings forhold til massekulturelle 

fænomener. Med få 

undtagelser undgår Bakhtinforskerne 

at gå i lag med den egentlige 

massekultur og søger tilflugt i 

finkulturelle forfatterskaber som 

Shakespeare, Svend Aage Madsen, 

Dostojevskij, osv. Og just som jeg 

skal til at indvende, at de nævnte 

forfattere blander shit og chanel til 

en cocktail af høj og lav stil, kommer 

Jan Lundquist mig i forkøbet 

med en skelnen mellem den gamle 

folkekultur og modernismens 

modspil i massekulturen. Så selv 

om Bakhtin også arbejdede med 

litterariseringen af den folkelige 

kultur, er der i bund og grund 

noget paradoksalt ved, at han og 

den øvrige (danske) Bakhtinforskning 

ikke er en døjt interesseret i 

modernitetens massekultur. Bakhtinforskningen 

har brug for mere 

latter og mere kætteri, fastslår Jan 

Lundquist. Sådan. Forfriskende 

kættersk kaster han sig derfor ikke 

i armene på Madonnas »Sex«, men 

over den med et utroligt drive og et 

oplagt, analytisk beredskab. Tekst 

og fotos drives rundt i manegen 

omkring den menippæiske genre. 

Der er genreblanding inden for 

hver af de to kunstarter, men altsammen 

hentet fra den amerikanske 

pop-kultur. Gennem collagens 

sidestilling dannes der trods alt 

alligevel en parodisk modstilling, 

nemlig mellem bogens grundlæggende 

kvindelige promiskuitet og 

USAs fremherskende promiskuøse 

mand. Åh joh: Jan Lundquist får 

afsluttet den righoldige antologi 

med manér, idet han virkelig bruger 

»smuthullet« til at bore et ganske 

alvorligt hul i både Bakhtin og 

den monologiske, videnskabelige 

diskurs, som han selv sammen 

med Nina Møller Andersen introducerer 

til på antologiens første 

sider. Godt smuttet. 

72 


Se et digt 

Carsten Puggaard (red.) 

POETENS PRAKSIS, 

PERspektiveret 


Statsbiblioteket 

Per Højholts digte skal ikke blot læses. 

De skal også ses 

Anmeldt af Max Ipsen 

Carsten Puggaard har lavet udstillingen 

»Per Højholts visuelle verden« 

for Statsbiblioteket i Århus. 

Det er der kommet ikke blot en 

seværdig udstilling ud af, men 

også en læseværdig bog, »POE- 

TENS PRAKSIS, PERspektiveret«. 

Bogen, som Carsten Puggaard har 

redigeret i forbindelse med udstillingen, 

er en antologi med bidrag 

af bl.a. redaktøren selv, Finn Stein 

Larsen og Nikolaj Frydensbjerg Elf 

samt af kunstnere, der har arbejdet 

sammen med Per Højholt, f.eks. 

Poul Winther som Højholt lavede 

»Voldtag stilheden« sammen med 

i 1985. 

I den indledende artikel giver 

Carsten Puggaard en grundig introduktion 

til det visuelle aspekt af 

Højholts forfatterskab, og han 

påviser, at mellemværendet mellem 

litteratur og billedkunst kan 

spores allerede i nogle af Højholts 

tidligste tekster, f.eks. digtet »Havet 

— det nære« (1950) fra en udstilling 

af Jens Søndergaards værker, 

og at det visuelle er en blivende 

bestanddel af forfatterskabet. Puggaard 

skriver vidende og nuanceret 

om de forskellige visuelle strategier, 

Højholt bringer i anvendelse. 

Han opholder sig også fint ved 

et ofte overset aspekt, samlingernes 

omslag og layout. 

I 1963 indvilgede Finn Stein 

Larsen i den utaknemmelige opgave 

at fortolke »Le tombeau d’Orphée« 

for Aarhus Stiftstidendes 

læsere vel vidende, at de selv 

samme læsere ugen efter fik mulighed 

for at læse forfatterens egne 

kommentarer til digtet. Begge indlæg 

er optrykt. I forbindelse med 

»POETENS PRAKSIS, PERspektiveret« 

har Stein Larsen så indvilliget 

i at læse såvel sin egen som 

Højholts tolkning fra 1963. Det er 

der kommet et veloplagt tilbageblik 

ud af. Interessant er det også 

at se de hånd- og maskinskrevne 

udkast til digtet sammen med det 

færdige digt, så man ved selvsyn 

kan konstatere, hvad Højholt hævdede 

i titlen til sit indlæg i Aarhus 

Stiftstidende: »Det kunne kun 

blive som det er blevet«. 

Nikolaj Frydensbjerg Elf giver 

sig i en teoretisk velunderbygget 

artikel i kast med brugen af fotografiet 

i »Provinser« fra 1964. 

Ejnar Nørager Pedersen slutter 

antologien af med et nyttigt 

»Bibliografisk fragment« over forfatterskabets 

første år. 

Antologien indeholder også et 

optryk af Højholts stykke »Et syns 

skyld«, der ikke alene præcist 

redegør for arbejdsprocesserne 

med »Volumen« fra 1974, men 

også — selvfølgelig, fristes man til 

at skrive — rummer refleksioner 

over metaforen, synet og litteraturens 

visuelle side. Og så er der, 

sidst men absolut slet ikke mindst, 

eksempler på det, både udstillingen 

og antologien handler om: Per 

Højholts visuelle tekster. Medtaget 

er såvel mere kendte eksempler 

som det allerede omtalte »Le tombeau 

d’Orphée« fra »Poetens 

hoved«, som sjældent sete (eller 

læste) tekster som den særdeles 

veloplagte og firkantede »indgang 

til en skulptur«, som Højholt i 

1971 skrev til en skulptur af Hans 

Jørgen Nicholaisen. I antologien er 

der således ikke blot meget, der er 

værd at læse, men også meget, der 

er værd at se, ganske som der i 

udstillingen er meget, der ikke 

blot er værd at se, men også meget 

der er værd at læse. 

Udstillingen »Per Højholts 

visuelle verden« kan ses, og læses, 

på Statsbiblioteket frem til den 12. 

december. »POETENS PRAKSIS, 

PERspektiveret« har man kunnet 

læse, og se, fra den 1. september. 

Ill. fra bogen: Håndskrevet udkast til digtet Det færdige digt fra »Poetens hoved« (1963)

Kritik 164 

Frederik Stjernfelt og 

Isak Winkel Holm (red.) 


Gyldendal 

Der går en ånd 

gennem Europa 

Lettre Internationale nr. 1 

Peter Nielsen og 

Antonin J. Liehm (red.) 

90 sider, 79 kr. (kan dog stadig fås 

gratis) 

Anmeldt af 

Bo Kampmann Walther 

De intellektuelt udfordrende artikler i »Kritik« og 

»Lettre Internationale« kredser om et ganske særligt Europa 

Det er næppe helt tilfældigt, at 

både »Kritik« nr. 164 og nr. 1 af 

»Lettre Internationale« (tillykke 

med det!) handler om et ganske 

særligt Europa. Ikke et hvilket som 

helst Europa; ikke handelsembargoer, 

EU-traktater og Maastrichtdokumenter 

og overskudslagre, 

men et ’kerne-Europa’, der for 

Jacques Derridas og Jürgen Habermas’ 

vedkommende — de er aktuelle 

i »Kritik« med deres »Vor fornyelse« 

— i det store og hele evolverer 

omkring Tyskland og Frankrig. 

No wonder. De to herrer (man 

kunne jo under ét kalde dem Haberrida 

eller Derrimas) spørger, 

hvad et eventuelt nyt europæisk 

udenrigsministerium vil gavne, 

når regeringerne ikke kan enes om 

en fælles politik. Som man kan 

CD-tilbud 

læse — og man skal jo læse det i 

kølvandet på Irak-krisen osv. — 

bringer heterogeniteten spørgsmålet 

om den »europæiske identitet« 

i spil. For hvad er det? Gives der, 

spørger Derrimas, »historiske erfaringer, 

traditioner og erhvervelser, 

som for de europæiske borgere 

etablerer en bevidsthed om en 

politisk skæbne, der gennemleves 

i fællesskab, og som skal udformes 

i fællesskab?«. Dog advares der. Et 

fremtidigt Europa i fuld fordragelighed 

og med fuld skrue på ’kernen’ 

»falder ikke ned fra himlen«. 

Og så lidt uforpligtende tågesnak: 

»Men den kan vokse frem af 

nøden i en situation, hvor vi europæere 

må forlade os på os selv. Og 

den bliver nødt til at komme til 

orde i en mangestemmig offentligheds 

vilde kakofoni«. 

Ovenstående er jo principielt 

set historisk — ikke for dig og mig 

og de stakkels beboere i en eller 

anden grå-polsk forstad; men af 

den teoriinterne beskaffenhed, at 

hér, lige hér, fusioneres Derridas 

ambivalenser med Habermasianske 

herredømmefri dialoger. Al 

magt til det offentlige, men vi skal 

også have lidt tvetydighed med. 

Der bliver ikke sagt meget. Men 

interessant er det. Og Umberto Eco 

fortsætter ufortrødent, og det er 

selvfølgelig også enormt lærd og 

sådan: »Europa er, om man vil, for 

at overleve dømt til at finde red- 

skaberne til en fælles udenrigs- og 

forsvarspolitik. Ellers bliver det, 

uden at fornærme nogen, til Guatemala«. 

Haberrida taler om folkeret, 

FN og kerneeuropæisk verdenspolitik. 

Det er indimellem 

naivt, og selv Richard Rorty siger, 

at folkeretten »faktisk ville redde 

verden, hvilket den amerikanske 

politik ikke kan«. Nå, nej. Og 

Fernando Savater istemmer: »Det 

er derfor på tide, at vi i Europa 

kræver af vore regeringer, at de 

foretager de nødvendige skridt til 

at virkeliggøre en sådan fælles bestræbelse«. 

Og det er ikke kun de 

»progressive«, forsikrer Savater, 

men »alle civilisererede borgere«, 

der må gøre sådan noget, og det er 

jo ret fedt, at vi lige fik dem med 

også. Europa er et »skæbnefællesskab«, 

siger Adolf Muschg. 

Men så, se så: så kommer 

Harold James på banen med sin 

»Udenrigspolitik på vrangen«. Jeg 

ved ikke, om jeg nødvendigvis er 

enig med ham, men som argumentativ 

retorikfirkant er pippet nu ret 

interessant. Først bemærker James 

ganske rigtigt og helt korrekt og 

helt i ånden — osv. — at det er 

noget af et særsyn, »når to prominente 

europæiske intellektuelle 

foreslår, at den europæiske udenrigspolitik 

udformes som en ny 

indenrigspolitik for hele verden. I 

deres søgen efter en ny verdensorden 

har de rodet inden- og uden- 

(tidsskrift) 

rigspolitik sammen«, Sådan, klabump, 

smask, uaaghh, gisp! Og 

videre fremme — det er my favourite 

piece: »Hvad ville konsekvenserne 

være, hvis man tog det nye 

filosofiske fremstød alvorligt og 

grundlagde et diskussionsfælleskab, 

som byggede på en potentiel 

verdensomspændende protest? Et 

Europa som gik imod markedsøkonomi 

(og velstand), mens den 

overvejende del af verden gik 

præcis i den modsatte retning. Et 

Europa som vil forarmes. Et 

Europa som vil miste en del af sin 

befolkning, fordi mange vil udvandre 

til mere økonomisk dynamiske 

og liberale dele af verden (først og 

fremmest til USA, hvor vi er 

omringet af de bedst uddannede 

og kvalificerede europæere, som 

flygter fra det gamle kontinents 

restriktioner). Og et Europa som 

kun vil spille en marginal rolle på 

den politiske verdensscene«. 

Nå, men det korte af det lange er, 

at jeg hyggede mig helt vildt med 

»Kritik« nr. 164. Og også med 

»Lettre Internationale« nr. 1, og 

det er jo skide fantastisk, at det 

blad nu er kommet i Danmark, ja 

det er. Her er alt, hvad man som 

intellektuel kan begære, f.eks. en 

enormt fascinerende og kun delvist 

uforståelig artikel af allestedsnærværende 

Slavoj Zizek (ja, men 

han har ikke skrevet noget i 

»Femina« endnu, så vidt jeg ved, 

men det kommer nok; han har jo 

f.eks. også lækkert hår), og den 

handler om »Den bløde revolution« 

og er som sædvanlig en tour 

de force i Lacan og romantik, politik 

og vitser og flødeskumsguf for 

zizekianere. Og der er også en 

masse gode pointer i Joseph 

Stiglitz’ (ham fra Clinton-administrationen) 

»De brølende halvfemsere«. 

Jo, der går en ånd igennem 

Europa, den første (»Lettre«) kan 

man stadig få gratis på in-steder 

osv., den anden formedelst for 125 

bobs. Og det er slet ikk’ så ring’ 

endda. 

Standart tilbyder nu vore kære læsere CD’en af Halfdan E & Martin G: »Smarte pletter mellem 

fingrene« til en særpris. CD’en koster 149 kr. i butikkerne. Køb den gennem os til 110 kr. 

Indbetal beløbet (110 kr.) på giro 450 1225. Sørg for at oplyse navn og adresse, så sender vi 

CD’en. 


(tidsskrift) 

Hvedekorn 2/2003 


Borgen 

74 

Two lines 

of fame 

Så lidt får to debutanter i det nye nummer af Hvedekorn 

Anmeldt af Jørgen Falkesgaard 

Heldigvis nåede jeg i et PS til min 

anmeldelse af »Hvedekorn« 

1/2003 at nævne, at nr. 2 indeholdt 

mange debutanter for i nr. 1 

var der kun en. Det rådes der nu 

bod på med hele 14 debutanter 

Replik 

Bonnier og svensk undergrundslitteratur 

Som en liten kommentar til Martin 

Deichmanns uppgifter om Bonniers Litterära 

Magasins bokrecensioner på side 24 i 

Standart 3, 2003, ber jag att få översända 

vårt register för år 2002. Där kan ni själva se 

hur recensionerna fördelar sig mellan 

Bonniers förlag och övriga förlag. Jag skulla 

vilja hävda att ingen svensk tidning eller 

tidskrift recenserar så mycket böcker från 

oberoende [uafhængige, red.] förlag som 

dagens upplaga av BLM, och att Deichmanns 

insinuation dels gäller en historisk 

situation som tog slut när gamla BLM las 

ner 1999, dels är en smula besynnerlig eftersom 

den kommer från en person som nyligen 

erbjöd sig at medarbeta i samme 

tidskrift. 

Med vänliga hälsningar, 

Kristoffer Leandoer 

Huvudredaktör, BLM 

Stockholm 

Kære Kristoffer Leandoer! 

Jeg er glad for, at årets tredje udgave af 

Standart er nået til Stockholm. Udveksling 

af litteratur over landegrænser var netop et 


over for kun syv gengangere. Fire 

af de 14 er kun repræsenteret ved 

et enkelt digt, og to af disse er kun 

på to linjer! Det må være lidt mærkeligt 

at debutere på den måde, og 

det gør en stillingtagen til indhold 

og talent umulig. Two lines of 

fame — er det ikke værre end 

ingenting? På den anden side: 

Nummerets illustrator Lise Harlev 

pryder forsiden med følgende sentens: 

»I love the thought of you 

being touched by something I 

wrote you from afar« lækkert, som 

med varierede banaliteter gennem 

hele nummeret, smeltet sammen 

med en logoagtig stiliseret og integreret 

illustration. Og det skrevne 

behøver jo ikke at være langt. 

Er der bid blandt debutanterne? 

Med fare for at blive kaldt gammeldags 

vælger jeg mig først 

Jannik Theilgaard, årgang -68, der 

skriver klassiske naturdigte med 

indbygget poetik: Hvad med linjer 

som: »Vi er en stor drøm./ En 

af hovedformålene med portrættet af 

Malmølitteraturen. 

Insinuationer? I Stand In nr. 3 2003 har 

jeg givet ordet til en række forfattere og litterater 

fra Malmøområdet. En gruppe, der 

føler, at de sjældent får ordet, og som af 

samme grund nærer både mistillid og foragt 

for dem, der altid har det. Adskillige af 

bidragsyderne kan kort fortalt ikke fordrage 

den stockholmske kulturelite. Når jeg — 

med bidragsydernes røst — antyder, at BLM 

næsten udelukkende anmelder Bonnierudgivelser, 

er det selvfølgelig ikke helt 

sandt. BLM anmelder både Bonnier-udgivelser, 

udgivelser af Bonnierkoncernens datterforlag 

og alt muligt andet. »Kvantitet är kvalitet« 

blev magasinet vist relanceret under. 

Og jeg bemærker bl.a. forlaget Bakhåll — fra 

Malmøforstaden Lund — og det ekspansive 

Vertigo på medsendte liste over anmeldte 

udgivelser. 

Men dermed kommer BLM alligevel ikke 

ud over, at det er et stockholmsk kulturmagasin, 

hvis skribenter er hovedstadsorienterede 

og mere eller mindre bevidste udøvere 

af en særlig litterær hovedstadsjargon. En 

tone der uundgåeligt smitter af, hvad enten 

man går til fest hos Ink, træffes på KlubBLM 

eller går til oplæsning hos Øverste Kirurgiske 

i København. Tonen, stilen og netværket 

fungerer eksklusivt over for ’de andre’, 

dem der befinder sig uden for miljøet. Det er 

en ældgammel konflikt mellem provins og 

hovedstad. 

Jeg henter trofast BLM hos Svensk-Norsk 

Bogimport i St. Kongensgade og læser det 

med glubende appetit. Det er nemlig et godt 

magasin. På en gang elitistisk og bredt kulturformidlende. 

Man er med andre ord sikret 

et rimeligt niveau. Dét er man til 

gengæld ikke, når man befatter sig med hele 

Malmølitteraturens bredde. Der får man 

både revl og krat. Men det får man intet at 

vide om i hverken BLM eller i de Stockholm-redigerede 

dagblade. 

Mit tilbud står fortsat åbent. Udveksling 

af litteratur over landegrænser er som sagt 

en af mine vigtigste kæpheste. Og hvis du 

finder ud af, at dine læsere savner orientering 

om nye danske udgivelser og landets 

litterære miljøer, kan jeg stadig kontaktes. 

De bedste hilsner 

Martin Deichmann 

sovende sætning« og »Natten er så 

let at den kan/ bære selv de tungeste 

ord«? Trykket på »bære« gennem 

linjeskiftet får sproget til at 

bære. Dernæst den elegant-puerile 

Mikkel Fossmo, årgang -73, der i 

digtet »Blød som en krop« får 

København til at stivne langsomt 

til sten i gennemført ironisk 

distance til Inger Christensens 

berømte digt fra »Det«. Endelig 

debutholdets benjamin Peter- 

Clement Woetmann Nielsen, 

årgang 1985, trods alt ikke -87, 

som forlagets pressemeddelelse 

annoncerer: Et lovende figurdigt 

og et totalt volapykdigt, som må få 

alt til at gå på Lars Bukdahl, hvad 

der jo er en slags installationskunst. 

De trofaste gengangere, stadig 

uden debut med en digtsamling? 

Dem er der ikke plads til at omtale 

nærmere. Men Glenn Christian og 

Katrine Kent må snart have samlet 

sammen til læseværdige debut’er. 

Et samlet billede af digttalenterne 

i Borgens stald og dermed af det 

første decennium i det nye årtusinde? 

Ikke på baggrund af dette 

nummer af »Hvedekorn«. Men der 

spires.

Hip som hap 

som rablen som pap 

Øverste Kirurgiske nr. 42 

Jens Blendstrup m.fl. (red.) 


Danske Hovedtanker 1, 1968-1983 

Niels Henrik Svarre Nielsen 

Øverste Kirurgiske Særtryk nr. 6 


Anmeldt af Rasmus Hastrup 

Så sidder man der med det nye 

Øverste Kirurgiske. Nummer 42, 

intet mindre. Det består af lidt 

digt, lidt kortprosa, lidt illustration 

og lidt pjat. Nogle af indslagene 

er mærkelige, egentlig ikke så 

meget på grund af nogen iboende, 

uafvendelig mærkelighed, men 

mere på grund af at de vil være 

mærkelige, pinedød. 

Det begynder ellers meget godt. 

»Kærlighedsdigt« af Jens-Jürgen 

Bakkesen er en fin lille tekst, der 

både rimer og det hele. Men så 

Den Blå Port nr. 61 

Tue Andersen Nexø og Lars 

Skinnebach (red.) 


Arena 

Anmeldt af Dag Heede 

— og hvorom alting er 

Fraklip 

Undtagelsesvist ugæstfri port 

Angiveligt indkredser indholdet i 

dette nummer om »undtagelser og 

undtagelsestilstande«, noget som 

litteraturen ifølge den noget slappe 

leder i særlig grad dyrker. At 

begrebet forstås særdeles bredt, 

fremgår af den meget løse redige- 

tager niveauet et rutsch nedad. 

Luis Méme, Suzie Cremecheese, 

Jonas Vahlstrøm, Thomas Bo 

Thomsen, Robert Henningsson, 

Jørgen Dissing Nørgaard, Eva Rotenberg, 

Bodil Nielsen og Birgitte 

Krogsbøll skriver over de næste 

sider Digte, som ånder så tungt, at 

de kollapser under deres lungers 

vægt. Digte, som består af ord med 

ord imellem, serveret med ordcreme. 

Og her har vi problemet: et rigtigt 

godt digt består af både ord og 

tanker. Selvfølgelig må tankerne 

ikke blive for dominerende i forhold 

til ordene, da det i så fald let 

kan blive vammelt, men omtrent 

en skefuld tanke pr. 15 ord er altså 

nødvendigt. I gode digte er der 

tanker, der bundfælder sig i læserens 

sind, tanker der ligger og putter 

bag ordene. Ordet »tanke« skal 

forstås meget bredt — der kan 

være tale om genuint filosofisk 

udstyr såvel som mere svævende, 

ring af, hvad der snarere end undtagelser 

fremstår som et skrabsammen 

af meget forskellige, og ikke 

altid specielt velfungerende tekster. 

Hvad var det nu Karl Kraus’ 

samtidsrevsen fra 1915 havde at 

gøre med Virginia Woolfs tankeassociationer 

i forbindelse med et 

tandlægebesøg, den østrigske 

Walter Serners dadaist-manifest 

fra 1918 og Henrik Haves refleksioner 

om kunst og litteratur i et 

meget løst redigeret interview? 

Om sidstnævnte oplyser forfatteren, 

at der er tale om fraklip fra et 

radiointerview. Hvorfor de ikke 

billedskabende elementer, som 

f.eks. landskabsbeskrivelser. Det 

virker som om, at de nævnte skribenter 

har stillet sig tilfredse med 

at ryste deres ordforråd og hælde 

blandingen ud på papir for at lade 

det stivne. Resultatet bliver en 

buket æggehvidedigte, hvis primære 

formål er at lytte til egen 

luft, mens de ønsker sig ind i en 

anden sammenhæng. 

Dernæst ankommer Claus Ejner 

med nogle meget korte tekster og 

et par illustrationer, og straks bliver 

det lidt sjovere. Det er subtilt 

vanvid. Således opmuntret træder 

man ind kortprosaens gemakker. 

Men atter rammes man i nakken af 

pseudo-sære banaliteter. Jens 

Blendstrups tekst om at vågne 

tydeligt en morgen begynder ganske 

finurligt, men kører så langt 

ud ad rabletangenterne, at revalidering 

til vedkommendehed synes 

umulig. Lidt foto, lidt grafisk føljeton 

er de næste tilbud, og så — 

måtte forblive sådanne, gik ikke 

op for denne læser. Fem Havedigte 

hjælper noget på læseoplevelsen. 

Hermed er ikke sagt, at nummer 

61 ikke rummer gode ting. 

Kristian Bang Foss’ digt »Berlin. 

April 2003« er upretiøst, men suggestivt, 

den engelske dramatiker 

Howard Baker er repræsenteret 

med en lille frysende enakter om 

»Den stumme kvindes ekstase«, og 

et uddrag »Om forunderlige forlydender« 

optrykker antikke vandrehistorier, 

som historien fejlagtigt 

har tilskrevet Aristoteles. 

Nummerets to bedste indlæg 

leveres af Jon Helt Haarder, der 

causerer over Klaus Rifbjergs 

2002-roman »Nansen og Johansen«, 

og Elisabeth Friis, der klart 

og fyndigt præsenterer poetiske 

strategier hos Pia Juul under den 

fine titel: »De kalder det samleje/ 

men det er fordi de er tonedøve«. 

(tidsskrift) 

lige pludseligt — dukker selveste 

Emily Dickinson op. Jeg er sikker 

på, at hun føler sig temmelig genert 

ved selskabet. 

Det korte af det lange er, at ØK 

nr. 42 antager en form, der mest 

minder om en slags voksenkuvøse. 

Folk der for længst har lært at 

trække vejret på egne ben, vender 

tilbage til en lille sluttet verden, 

hvor de kan pludre småbesynderligt 

til hinanden, mens deres virkelige 

tanker er et helt andet sted. 

Hvis ikke ØK skal ende som en 

distræt, halvtræt sludder-for-ensladder-onkel 

skal de medvirkende 

gøre sig mere umage, simpelthen. 

»Danske Hovedtanker 1«, som 

er et ØK særtryk, består af en lang 

række tegninger af mennesker, 

som oftest blot hoved og skuldre, 

med tilhørende citater eller udtalelser. 

Der er ikke nogen egentlig 

pointe ved de fleste citater — 

enkeltstående udsagn og løsrevne 

sætningsdele, som man har hørt 

(eller i hvert fald føler man har 

hørt) fra politiker- eller mandenpågaden-munde. 

Men det virker. 

Her er faktisk et alternativt alternativ 

til velrenommerede satireudgivelser 

som »Svikmøllen«. »Danske 

Hovedtanker« er, på grund af 

citaternes kontekstløse tilsnit, 

mindre aktuel end »Svikmøllen« 

og deslige, men paradoksalt nok 

bliver »Hovedtankerne« derved 

mere aktuelle, simpelthen fordi de 

ikke mister deres aktualitet, så 

længe tiden går som den går. Og 

det er faktisk ret sjovt. 

Begge har godt greb om stoffet, 

Haarder er sjovest og frækkest, 

men også en lille smule lukket 

omkring sit begrebsapparat (vi får 

aldrig rigtig forklaret centralkategorien 

»performativ biografisme«), 

mens Friis både kan nærlæse og 

formidle. Her lukkes læseren i høj 

grad ind gennem poesiens port. 

Samme ros kan næppe gives til 

de to redaktører. Med mindre man 

bryder sig om en sådan indledning: 

»Litteraturen giver gerne luft 

til alt det, der bryder ud af det 

normale livs kompromisser og 

hykleri. Hverdagen er den grå virkelighed, 

heldigvis giver bøgerne 

os noget andet!« Med sådanne 

festtaleklichéer og med nummerets 

mildest talt manglende fokusering 

bliver porten unødigt smal, 

ja, næsten et nåleøje, som denne 

anmelderkamel ikke kan åle sig 

igennem. Forhåbentligt er dette 

nummer en undtagelse. 


(roman) 

Merete Morken Andersen: »Hav af tid« 25 

Kristín Marja Baldusdóttir: »Mågelatter« 30 

Herman von Brehmen: »Ludvig på bjerget« 11 

A.S. Byatt: »Korte liv« 28 

Stewe Claeson: »Rønnebærrene gløder« 26 

Charles Dickens: »Store forventninger« 15 

Ugo DiFonte: »Mundskænken« 8 

Inge Eriksen: »Citrontræet« 21 

Karen Fastrup: »Mine syvogtyve sansers elskede« 15 

Elena Ferrante: »Forladte dage« 18 

Jonathan Safran Foer: »Alt bliver oplyst« 29 

Nikolaj Frobenius: »Andre steder« 23 

Vibeke Grønfeldt: »Det nye« 20 

Mick Jackson: »Tunnelmageren« 8 

Venedikt Jerofejev: »Moskva–Petusjki« 6 

Ida Jessen: »Foxy Lady I-V« 23 

Bodo Kirchhoff: »Knaldroman« 26 

Lars Kjædegaard: »Israel Falk« 10 

Jan Kjærstad: »Det store eventyr« 12 

Jette A. Kaarsbøl: »Den lukkede bog« 16 

Selma Lagerlöf: »Mårbacka« 27 

Yann Martel: »Pi’s liv« 22 

Nick McDonell: »Twelve« 14 

Molière: »Don Juan eller Stengæsten« 6 

Antonio Muñoz Molina: »Sefarad« 7 

Bent Vinn Nielsen: »Labyrintbyen« 18 

Juan Carlos Onetti: »Værftet« 13 

Viktor Paskov: »En violin til Vorherre« 24 

Lars Bo Rasmussen: »Jeg havde en drøm« 13 

Klaus Rifbjerg: »Alea« 3 

Poul Vad: »Dagene« 10 

Poul Vad: »Døgnet« 10 

Poul Vad: »Døren« 10 

Charlotte Weitze: »Brevbæreren« 20 

Dorit Willumsen: »Bruden fra Gent« 17 

Hanne Ørstavik: »Uge 43« 5 

(kortprosa) 

Julio Cortázar: »Historier om kronoper og famøser« 49 

Forfatterskolens afgangsantologi 49 

Knud Hjortø: »Syner« 50 

Thomas Hvid Kromann: 

»Stævnemøder på Place Blanche« 50 

Claus V. Pedersen (red.): »Ørkenrosen – 

og andre noveller fra Mellemøsten« 51 

Tomsky: »Bortkomne postkort til ubekendt adressat« 30 

(lyrik) 

Halfdan E & Martin G: »Smarte pletter mellem fingrene« 58 

Jørgen Gustava Brandt: »Det stilfærdige orgie« 60 

Lone Hørslev: »Ærgerligt, ærgerligt« 61 

Johannes L. Madsen: 

»JLM – Johannes L. Madsen samlede« 58 

Peter Dyreborg Moslund: »Bestseller« 55 

Rasmus Nikolajsen: »Frihed og sex på rejsen« 59 

Peter Nielsen: »Livet foreslår« 60 

Ursula Andkjær Olsen: »Atlas over huller I verden« 54 

Peter Poulsen: »Forvandling« 57 

Jens Asbjørn Seehuusen: »Lyset klirrer« 59 

»Struktur. 16 objekter/ Forarbejder/ 

til Peter Louis-Jensen« 57 

Dan Turèll: »Udvalgte digte 1969-1974, bd.1« 53 

Dan Turèll: »En nat ved højttaleren 

med sprogets mikrofon – rariteter 1964 - 1979« 53 

Tore Ørnsbo & N.G. Hammer: »Bastard« 56 

Nr. 4 december 2003 

Standart udkommer næste gang d. 11. marts 2003 

(kritik) 

Nina Møller Andersen og Jan Lundquist (red.): 

»Smuthuller – perspektiver i dansk Bachtin-forskning« 71 

Brian Andreasen (red.): »Om fortidens fremtid« 69 

Torben Brostrøm: »Uden titel« 65 

Birthe Hoffmann og Lilian Munk Rösing (red.): 

»Det onde i litteraturen« 70 

Svend Åge Madsen og Olafur Eliasson: 

»The Blind Pavilion« 71 

Lars Movin og Steen Møller Rasmussen: 

»Onkel Danny fortalt – interviews« 53 

Carsten Niebuhr: »Rejsebeskrivelse fra Arabien« 66 

Carsten Puggaard (red.): 

»POETENS PRAKSIS, PERspektiveret« 72 

Hans Jørgen Thomsen: »Privacy: 

Filosofisk undersøgelse af det private rum« 65 

(tidsskrift) 

Den Blå Port nr. 61 75 

Hvedekorn 2, 2003 74 

Kritik 164 73 

Lettre Internationale nr. 1 73 

Øverste Kirurgiske nr. 42 75 

Øverste Kirurgiske Særtryk nr. 6 75 

(klumme) 

Krimihjørnet 19 

Lines Cirkel 52 

(artikel) 

Afmestrende, afstående — antiforestillingens poesi 62 

Bogforum — en messe værd 69 

Enough Said? — Om Edward Saids liv og værk 67 

»En nådesløs forfatter og en skyldbetynget læserskare« 

— Om J.M. Coetzee 9 

(interview) 

»Sandheden sker i læsningen«. 

— Interview med Hanne Ørstavik 4 

(replik) 

Bonniers og svensk undergrundslitteratur 74 

(stand in) 

Hvad er queer teori — og hvad er det ikke? 31 

Herman Bang og seksualiseringen af 

litteraturhistorien. Eller: er impressionismen 

en homoseksuel fortælleteknik? 33 

»Hvad er det Herman Bang har skrevet«. Anmeldelse 

af Dag Heede: »Herman Bang. Mærkværdige læsninger« 36 

Allegoriske læsninger af »Stuk«. 

Blinde vinkler i fortolkningen af Herman Bang 38 

Selve livets kerne?! Anmeldelse af 

Peter Legård Nielsen (red.): »Når mænd elsker 

mænd og kvinder elsker kvinder« 40 

Når temaet er homoseksualitet. 

Et interview med Peter Legård Nielsen 41 

Et perverteret fotoalbum! Om 

Nan Goldins dokumentation af sin ’familie’ 43 

MiniTrans. En introduktion til 

Transgender Theory i relation til queer teori 46 

(leder) 

Ordet er frit 2

og hvad er det ikke? - Standart

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?