Med frisørerne backstage MICHAEL LANE - Hair Magazine

nogle partnere havde skabt en kombineret frisør, restaurant og charcutteri
midt på gaden. ”Da det partnerskab gik i stykker, begyndte jeg
at arbejde i en forretning kun godt 100 meter nede ad gaden fra, hvor
jeg ligger i dag, og jeg begyndte at samle interiør fra 50erne og 60erne.
Da lokalet på Øster Farimagsgade 33 blev ledigt, slog René til.
VIS LIDT ORIGINALITET
”Det meget specielle ved vores branche er, at det er relativt nemt at
blive selvstændig. Alt det kræver, er to store spejle og en hårtørrer”.
Men René savner noget originalitet. ”Jeg mener klart, det handler om
at skabe sit eget image, og om at værne om det, hvis tingene ikke skal
blive for intetsigende”.
”Jeg har ikke noget ønske om at blive kendt. Men jeg vil gerne være
kendt for at stå for noget!” Derfor er selv forretningens baglokale og
toilet gennemført. ”Det er indretningen af toilettet, der skiller skidt
fra kanel. Det er her, man kan se om tingene er gennemførte”, fastslår
René. Han mener, mange forsømmer over for sig selv at udnytte den
mulighed, de har, for at skabe noget specielt. ”Vores behov er grundlæggende
forskellige, men det handler om at skabe omgivelser, man
kan være kreativ i, og om at sende de signaler til kunderne, man
ønsker at sende”.
”Branchen fortjener, at flere gav den en skalle. I dag er der ikke mange,
der virkelig brænder for tingene. De vil hellere arbejde fra kl. 9-16.30,
og det kommer der ikke meget kreativitet ud af!”
FRA JORD- OG BETONARBEJDER TIL FRISØR
René Prakov havnede egentlig i frisørbranchen ved en tilfældighed.
Han har arbejdet som industribager og som jord- og betonarbejder
– så ”lortejobbene” har han haft - for så at satse på frisørbranchen,
hvilket absolut må siges at være lidt af et brancheskred.
”Det, der egentlig fangede mig, var ideen om at være selvstændig –
om at kunne være herre over min egen arbejdsplads”. Han kom i lære
hos en frisør, og der var ikke ret travlt i forretningen, så det synes René
på det tidspunkt var et fedt job. ”Det holdt dog ikke. Jeg kedede mig,
og sprang fra et halvt år før min læretid sluttede”. Men nysgerrigheden
fik overtaget, og René Prakov sluttede alligevel sin frisøruddannelse.
”Og så følte jeg mig overhovedet ikke i stand til at betjene
kunderne! Jeg var usikker. Da jeg var i lære, fik jeg besked på at gøre
det eller det. Nu stod jeg pludselig på egne ben. Fra at hjælpe til med
permanenten, havde jeg nu mine egne 10 daglige kunder. Jeg var
usikker på, hvordan jeg skulle klippe kunderne – og jeg manglede
motivationen”.
René søgte faktisk væk fra branchen og ind til politiet. ”Men så tænke
jeg alligevel, at det var ret fjollet at have brugt tre år på noget, der bare
skulle løbe ud i sandet”. Så René besluttede sig for at give frisørbranchen
et halvt år for fuld skrue og med øjnene og ørerne på stilke
for at lære og suge til sig. ”Frisørlauget holdt bl.a. nogle demonstrationer,
hvor man kunne opfange nogle klippeteknikker. Men jeg havde
ingen penge, så jeg sneg mig ind til arrangementerne. Jeg sad helt stille
på 3. række og forsøgte at finde ud af, hvordan faget var skruet sammen”.
Og René blev selvfølgelig opdaget den ene gang efter den
anden. ”Til sidst tror jeg, de fik medlidenhed med mig. I hvert fald fik
jeg lov til at blive, mod at hjælpe til med at rydde op bagefter”,
fortæller René grinende. – Og pludselig var det halve år blevet til langt
mere....Og om René er ked at, det valg han traf dengang... ”nej, skulle
jeg vælge igen, ville jeg såmænd nok have gjort det samme”.
”Egentlig handler det jo i bund og grund om at tage sig selv i nakken.
Netop det, mange unge mangler i dag, og det handler om at kunne
se sig selv i spejlet og sige: Er du tilfreds med det, du præsterer?”
20 >Teaterfrisør på fuld tid