Banebrydende tolkning af Kong Ødipus

BANEBRYDENDE
TOLKNING AF
SKUESPILLET
KONG ØDIPUS
NIELS FLYGER
© FORLAGET NESUM 15-04-2024
Teksten kan frit kopieres til brug i gymnasier og på højere læreanstalter

HVORFOR BLEV ØDIPUS’ AKILLESHÆLE GENNEMHULLET..?
Det originale manuskript til skuespillet ”Kong Ødipus” er for længst forsvundet.
Vi har kun en afskrift tilbage – og den er mangelfuld. Uautoriserede
ændringer, manglende ord eller sætninger fører ofte til gætværk.
Man kan dog være heldig at finde besynderligheder i afskriften, som indikerer,
at en amatør har været på spil. Et eksempel på dette findes i formuleringen:
Jokaste: »Barnet var endnu
ikke tre dage gammelt«.
(Marcel Lysgaard Lech/ 2017 – side 51 – linje 717-719)
Gåturen fra Theben til Kithairon tager mindst seks timer. En næsten tre
dage gammel baby ville blive tre dage gammel i løbet af gåturen. Babyer
udvikler sig ikke særlig meget i dagene efter fødslen. Det giver derfor ingen
mening, at specificere om babyen er næsten tre dage gammel eller
præcis tre dage gammel. Sådan forholder det sig ikke med et barn, som
er næsten tre år gammelt. Her vil forældre ofte præcisere, at barnet
endnu ikke er fyldt 3 år, idet forventningerne til et 3 år gammelt barn er
større end til et barn på f.eks. 2 år og 8 måneder.
Min påstand er, at der er sket en uautoriseret ændring af ordet »år«, så
det blev til »dage« under afskrivningen.
Fortælleteknisk er det oplagt at lade adoptionen af Ødipus ske på et
tidspunkt, hvor han var spæd. Så er det selvforklarende, hvorfor han ikke
kunne huske sine biologiske forældre. Ulempen ved at lade udsættelsen
ske så tidligt er, at gennemhulningen af hans hæle ikke giver nogen mening.
En baby løber ingen vegne. Sådan forholder det sig ikke med et treårigt
barn. En oplagt løsning er at binde barnets fødder sammen, men
hvis det vrister sig fri af snoren, vil det løbe efter hyrden. De skar derfor
huller i akilleshælene og trak en snor igennem dem.
Kong Laios har muligvis udsat barnemordet i håb om, at datidens høje
børnedødelighed ville løse hans dilemma. Til sidst har han ikke turdet udsætte
drabet længere og har overladt det beskidte arbejde til en hyrde.
Men hvis Kong Laius var en koldblodig barnemorder, hvorfor ventede
han næsten tre år med at dræbe sin lille søn..?
Forklaringen kan være, at han frygtede Jokastes vrede.
2

Udsættelsen blev formodentlig sat i værk uden hendes vidende. Kong Laios
har efterfølgende spillet uskyldig, men er blevet afsløret. Jokaste fik
dog ikke opsnappet hele sandheden og troede fejlagtigt, at hendes lille
søn var blevet ædt af rovdyrene. Hun vidste ikke, at hyrden havde foræret
Ødipus til en anden hyrde, som heller ikke nænnede at gøre den lille
purk fortræd. Barnemordet mislykkedes derfor – og Ødipus endte med at
blive adopteret af Korinths barnløse kongepar.
Man kan indvende, at hvis Ødipus var gammel nok til at løbe efter hyrden,
så har han også været gammel nok til at huske sine biologiske
forældre. Det er rigtigt, at tre-årige børn ofte er fulde af energi, men de
glemmer hurtigt deres tidligste barndom.
Da Jokaste fortæller om bortførslen af hendes barn, siger hun:
Jocasta: ”As for the child, it was but three days old,”
Storrs oversættelse kan læses på: http://www.gutenberg.org/files/31/31-h/31-h.htm
Jokaste: ”Spædbarnet (παιδὸς = barnet) var dog endnu ikke tre dage
gammelt, da han (Kong Laïos) bandt dets fodled sammen og
ved andres hænder fik sat barnet ud ved et uvejsomt bjerg.”
(Marcel Lysgaard Lech/ 2017 – side 51 – linje 717-719)
Vidneudsagnet står i skærende kontrast til den gamle hyrdes:
Ødipus: ”Hvor fik du barnet fra..? Hjemmefra eller fra en anden..?”
Hyrden: ”Nej, det var ikke mit barn. Jeg fik det af én.”
Ødipus: ”En af disse borgere..? Fra hvilket hus..?”
Hyrden: ”Det var et barn af Laïos hus.”
Ødipus: ”En slavefødt unge eller et barn af hans slægt..?”
Hyrden: ”Ja, man kaldte altså barnet hans, men din hustru derinde kan
nok bedst fortælle, hvad der skete.”
Ødipus: ”Så det var hende, der gav det til dig..?”
Hyrden: ”Ja, min herre..!”
Ødipus: ”Hvorfor gjorde hun det..?”
Hyrden: ”Så jeg kunne dræbe det.”
Ødipus: ”Men staklen var dets mor..?”
Hyrden: ”Hun frygtede onde varsler.”
Ødipus: ”Hvilke..?”
Hyrden: ”At barnet ville dræbe sine forældre.”
(Marcel Lysgaard Lech/ 2017 – side 80-81 – linje 1162-1177)
For det første påstår hyrden, at Ødipus ville dræbe begge sine forældre,
ikke kun sin far. Og for det andet påstår hyrden, at Jokaste beordrede
barnemordet.
3

Udsagnene udelukker hinanden – eller gør de..?
Der findes en tredje mulighed. Hvis Kong Laios løj om, hvem der tog initiativet
til barnemordet, så har hyrden blot genfortalt løgnen.
Forbrydelsen kan være sket på følgende vis:
Hyrden er kommet ned fra bjergene med konsumvarer til slottet. Da han
skulle retur til bjergene, beordrede Kong Laios ham til at tage Ødipus
med. Hvis Ødipus var tre dage gammel kan forbrydelsen være foregået,
mens Jokaste tog sig en middagslur. Nybagte mødre har det dog med at
vågne, blot de hører det mindste klynk fra babyen. Så er det mere sandsynligt,
at Ødipus var så gammel, at Jokaste kunne overlade pasningen til
en anden, mens hun var ude i byen. Det har givet Kong Laios tid nok til at
arrangere barnemordet.
Som en anden kujon har han bundet hyrden en løgn på ærmet:
”Jeg kunne ikke drømme om at slå min egen søn ihjel, men det er et ønske
fra min hustrus side. Hun frygter en spådom. Det er blevet os spået,
at barnet som voksen vil dræbe begge sine forældre. Som det mandfolk,
jeg er, har jeg intet at frygte, men min hustru er chanceløs over for en
morder – og hun har derfor bedt mig skaffe barnet af vejen, mens hun er
i byen.”
Kong Laios og hyrden har derefter gennemboret barnets akilleshæle og
trukket en snor igennem hullerne. Da Jokaste kom hjem, har Kong Laios
muligvis anklaget en uskyldig for at stå bag bortførelsen. Han har derefter
sendt et eftersøgningshold af sted i en forkert retning. De kom derfor
tomhændede tilbage.
Umiddelbart den perfekte forbrydelse, men …
HVORNÅR OPDAGEDE ØDIPUS, HVEM DEN DRÆBTE VAR..?
Skæbnen ville, at Ødipus som ung hørte profetien og fejlagtigt troede, at
den handlede om hans adoptivforældre. For at narre skæbnen vendte
han sit barndomshjem ryggen og drog mod Theben – uvidende om, at byens
kongepar var hans biologiske forældre. Ved en korsvej kommer han
op at slås med en majestætisk udseende herre og dræber ham i nødværge.
Ødipus påstod sidenhen, at han ikke vidste, hvem den dræbte var,
men kan det passe..?
4

Kongemordet må have været det helt store samtaleemne, da Ødipus
kom til Theben. Drabsstedet, tidspunktet og antallet af døde har været
fakta, som ingen kunne undgå at høre. Sammenhængen må være gået op
for ham. I desperation har han klamret sig til et halmstrå. Nemlig den
gamle hyrdes vidneudsagn. Det var selvsamme hyrde, der i sin tid fik til
opgave at efterlade Ødipus i ødemarken – og som ikke nænnede det. Og
det var også ham, der sidenhen overlevede blodbadet, som kostede
Kong Laios livet. Men hvorfor slap han med livet i behold..?
Det findes der to oplagte forklaringer på. Den ene er, at han flygtede
over stok og sten. Den anden er, at Ødipus handlede i selvforsvar – og da
hyrden var ubevæbnet, gav det ingen mening at dræbe ham. Tankerne
må være fløjet gennem hyrdens hoved under løbeturen hjem til Theben.
Hvad ville der ske, hvis Dronning Jokaste hørte, at Kong Laios var blevet
dræbt af en yngling på hendes søns alder..? Ville hun fatte mistanke om,
at hyrden ikke havde fuldført den ordre, som hun i sin tid gav ham..?
I desperation har hyrden bildt Jokaste ind, at Kong Laios blev myrdet af
en flok røvere. Hans problemer sluttede dog ikke her. Skrækken må have
stået malet i hans øjne, da Ødipus pludselig dukkede op i Theben. Ville
Ødipus gøre ham tavs..? Eller ville sandheden om det mislykkede barnemord
komme frem i lyset, når Jokaste fik øje på hullerne i Ødipus’
hæle..?
Jorden brændte under ham – og han bad Jokaste om at blive forflyttet til
den fjerneste egn af kongeriget. Hun efterkom hans ønske – og han levede
afsondret i bjergene, indtil Ødipus sendte bud efter ham. Det må have
været med tunge skridt, han mødte op i Theben. Forude ventede et forhør,
som kunne resultere i en dødsstraf. Tænk, hvis det blev afsløret, at
han i sin tid trodsede Jokastes befaling og derved kunne bebrejdes for
kongemordet..?
Ødipus havde sendt bud efter hyrden for at få bekræftet, at Kong Laios
blev dræbt af en flok røvere. Hvis det var tilfældet, skete der to forskellige
overfald ved det samme vejkryds, den samme dag og med det samme
antal dræbte. De fleste vil påpege det utænkelige i et sådant sammentræf,
men for Ødipus var det hans eneste håb.
Det første blodbad skulle han i så fald have medvirket til. Det andet blodbad
skulle være sket på et senere tidspunkt samme dag, men med Kong Laios
som offer. Hyrden når dog aldrig at indrømme sin løgn, idet en budbringer
fra Korinth dukker op i mellemtiden. De to er gamle venner – og samtalen
kommer hurtigt til at handle om det drengebarn, som hyrden i sin tid blev
5

eordret til at dræbe. Budbringeren har sikkert forventet at blive belønnet,
fordi han i sin tid reddede Ødipus fra døden, men Ødipus var for chokeret til
at udvise taknemmelighed.
I de græske tragedier anvendes et begreb, som hedder anagnorisis. Det beskriver
tidspunktet, hvor sandheden går op for hovedpersonen. I Sofokles’
skuespil sker det, da hyrden modvilligt fortæller, at Ødipus er søn af Kong
Laios og Dronning Jokaste. Da Ødipus hører det, indser han, at profetien
er gået i opfyldelse. Han havde til det sidste håbet, at Kong Laios var blevet
dræbt af en flok røvere. Det håb brast – og fordi oraklet havde dikteret
en landsforvisning af Kong Laios’ drabsmand, så tog Ødipus konsekvensen
og abdicerede. Han kunne have fortiet sandheden, men befolkningens ve
og vel lå ham så meget på sinde, at oraklet ikke gav ham noget valg.
VAR ØDIPUS EN MASSEMORDER ELLER KLASSISK HELT..?
Freud påstod, at alle drenge ønsker at dræbe deres fædre, men der findes
intet belæg for den påstand i sagnet. Kong Laius prøvede derimod at dræbe
Ødipus i to omgange. Det første mordforsøg mislykkedes, fordi hyrden
ikke nænnede at fuldføre ordren. Det andet mordforsøg skete adskillige år
senere, da den voksne Ødipus var på vej til Theben på gå-ben. Hans biologiske
far var samtidig på vej væk fra Theben i sin ekvipage. Da de mødtes
ved en korsvej, nægtede Ødipus at udvise den fornødne ærbødighed for
kongen. Muligvis fordi han selv var kongelig. Det vidste kusken ikke og
skubbede vredt til Ødipus, der spontant gengældte skubbet.
Optrinet var sikkert gået i glemmebogen, hvis ikke Kong Laios havde udfordret
skæbnen. På kujonagtig vis angreb han Ødipus bagfra med en
dobbeltpigget stav. Selvom piggene er små, kan et slag i hovedet være
dræbende. Ødipus overlevede dog og forsvarede sig instinktivt ved at
hamre sin vandrekæp ind i siden på overfaldsmanden. Et sådant skub er
normalt ikke dødbringende, men Laios stod på en kærre og faldt så uheldigt,
at han brækkede nakken og døde.
Der er uenighed blandt oversættere, om hvorvidt Kong Laios ramte Ødipus
i hovedet med en pisk eller en pigstav, men grundteksten efterlader
ingen tvivl. Det græske ord ”κέντροισί” [kɛd̪ɾisi] skal oversættes med
pigstav. Desværre er den oprindelige tekst gået tabt, og afskriften indeholder
en del fejl/ mangler. Man kan derfor påstå, at der burde have stået
”pisk” og ikke ”pigstav”. Hvis Kong Laios irettesatte Ødipus med et piske-
6

slag, var kongemordet en overreaktion, men hvis Kong Laios angreb Ødipus
bagfra med en pigstav, skete kongemordet i nødværge.
DOBBELTE PISK:
I Marcel Lysgaard Lechs oversættelse anvendes ordet ”pisk”:
”Men ham, kusken, der forsøgte at få mig væk,
slog jeg i vrede. Den gamle så, hvad der skete,
og ventede, til jeg kom om bag vognen, og slog
mig så lige i hovedet med sin dobbelte pisk.”
(Marcel Lysgaard Lech/ Ødipus (2017): side 55/ linje 804-809)
Begrundelsen for denne oversættelse findes hos P. J. Finglass:
“Laius, by contrast, waits for his
moment, thus acting in cold blood.
Moreover, he uses a whip, an intolerable
insult, since 'to be struck, and struck
with an implement designed for animals,
was to be marked as a slave.”
(P. J. Finglass/ Sophocles: Oedipus the King (2018) – side 417)
Der er dog en hage ved dette argument. Ødipus havde intet problem med
at være slavefødt – eller som han siger til Jokaste:
Ødipus: ”Rolig..! For selv hvis jeg viser mig at være slave i tredje led fra
en slavemor, går du jo fri.”
Kor:
”Sikke en voldsom sorg, din hustru forlod os med, Ødipus!
Hun stormede jo bort! Hvorfor?
Jeg frygter, at noget ondt vil bryde frem af hendes tavshed!”
Ødipus: ”Så lad det bryde frem! Mit ophav, hvor ringe det end måtte
være, vil jeg altså se. Hun er jo så stolt, som kvinder kan være,
så måske hun skammer sig over mit ringe ophav. Men jeg regner
mig selv for søn af Lykken, min velgører, og vil derfor aldrig miste
min ære!”
(Marcel Lysgaard Lech/ Ødipus (2017): side 72+73/ linje 1062-1063 + 1074-1082)
7

PIGGET STAV:
Hvis Kong Laios slog Ødipus i hovedet med en pigget stav, så var kongemordet
resultatet af en kamp på liv eller død.
”Da nu kusken kom og gav mig nogle skub,
så slog jeg vredt til ham, men da den gamle
mand i vognen ser det, venter han, til
jeg når hen forbi hans plads, og rammer
så en pigget stav imod mit hoved.”
(Alex Garff og Leo Hjortsø/ 1969 – side 53 – linje 804-809)
I skuespillet ”Ødipus i Kolonos” antyder Ødipus, at drabet skete i nødværge:
”Hvis nu en fyr sprang frem og ville myrde dig
– den pæne mand! – mon du så ville spørge løs
om slægtskabsforhold, eller prompte slå igen?”
(Ødipus i Kolonos – Henrik Haarløv – side 70 – linje 992-995)
Rejsen fra Theben til Delfi var fyldt med farer. Rovmordere lå på lur overalt.
Som en ekstra sikkerhedsforanstaltning skulle alle, der mødte kongen,
kaste sig i støvet. Kongen kunne derved passere uden frygt for sit liv. Skulle
en undersåt komme for tæt på kongen, gjaldt det om at jage ham
væk. Det kunne ske ved at skubbe til vedkommende, men en rovmorder
kunne hurtigt komme på benene og angribe kongen. I så fald var en pisk
ikke meget bevendt – i modsætning til en pigget stav. Og da kusken allerede
havde en pisk, giver det bedre mening, hvis kongen og hans livvagter
var bevæbnet med pigstave og sværd.
Det har været unaturligt for Ødipus at vige for Kong Laios, idet han selv
var kongelig. Han holdt derfor ikke den fornødne afstand. En sådan manglende
ærbødighed var strafbar. Kusken var altså i sin gode ret, da han
skubbede til Ødipus. Han burde have taget irettesættelsen med oprejst
pande, men kom spontant til at gengælde skubbet. En sådan foragt for
kongehuset udløste naturligvis en endnu strengere straf. Adskillige piskeslag
ville være på sin plads, men kongen takserede overtrædelsen til dødsstraf.
Ødipus blev vred over straffens størrelse og reagerede udadvendt:
”Straffen var måske for meget,
men kort fortalt så blev han ramt
af stokken fra denne hånd og trimlede
straks ud af vognen og landede på ryggen.”
(Marcel Lysgaard Lech/ Ødipus (2017): side 55/ linje 810-813)
8

Grundteksten er desværre kun en afskrift af det oprindelige teaterstykke.
Den indeholder en del fejl og uautoriserede tilføjelser. Oversættere er
derfor nødt til at være skeptiske. Hvis det giver bedre mening, at Kong
Laios irettesatte Ødipus med et piskeslag, er det en acceptabel afvigelse.
Det forudsætter dog, at Ødipus var en galning, som gik amok i en blodrus,
når nogen irettesatte ham. Det strider imod det overordnede billede af
Ødipus. Han undlod således at straffe profeten Teiresias, selvom han beskyldte
Ødipus for det værste. Noget sådant ville kritikere af Putin næppe
slippe godt fra. Ødipus ofrede tilmed sig selv for at redde sit folk. Noget
sådant kunne Putin heller ikke drømme om.
Græsk-kyndige ved selvfølgelig godt, at ”κέντροισί” [kɛd̪ɾisi] skal oversættes
med ”pigstav”. Når nogle alligevel bruger ordet ”pisk”, kan det
skyldes, at de støtter Freuds påstand om, at Kong Laios blot ville irettesætte
sin uvorne søn med et piskeslag. Ødipus skulle derimod være en
voldspsykopat, som var parat til at dræbe sin egen far for at overtage hans
plads i ægtesengen.
Freud overså, at græske tragedier er bygget op om et begreb, som hedder
hamartia. Hovedpersonen må hverken være alt for god eller alt for
ond. Han skal være en person, som alle kan identificere sig med. Så skal
han forårsage en ulykke, som lægger hans liv i ruiner. Resultatet er, at vi
føler med vedkommende – og når han mister alt i sidste akt, kniber vi en
tåre. Vi græder af medfølelse, når alt går galt for den sympatiske hovedperson.
Denne følelsesmæssige reaktion kaldes for katarsis. Korrekt udført
mente grækerne, at den havde en terapeutisk effekt. Hvis Ødipus
var en massemorder, ville publikum juble, når han fik sin straf.
Ødipus kan sammenlignes med en westernhelt, som en fej bandit forsøger
at snigmyrde. Overfaldet mislykkes, hvorefter helten dræber skurken
i et lynhurtigt modangreb. Skurkens håndlangere kaster sig derefter ind i
kampen, men bliver også sat ud af spillet. Ødipus uskadeliggjorde ligeledes
alle i kongens følge. På nær en ubevæbnet slave. Episoden har
uretmæssigt stemplet Ødipus som en blodtørstig massemorder, men
drabene skete i nødværge.
Ødipus var en empatisk helt. Først befrier han Theben for sfinksens ondskab,
men da forbandelsen vender tilbage, ofrer han sig selv for at redde
sit folk. Det ville Putin eller Hitler aldrig gøre.
9

P.J. Finglass: Oedipus the King, side 417:
(Forkortelsen S. OT809 betyder Sophocles – Oedipus Tyrannus – linje 809)
https://logeion.uchicago.edu/κέντρον
”After him was Shamgar the son of Anath, who killed 600 of the
Philistines with an oxgoad.” (Biblen – Judges, kap. 3 v31 - ESV)
10

Oversættelser, hvor ”κέντροισί” er oversat med ”pigstav”
Alex Garff og Leo Hjortsø/ 1969: og rammer så en pigget stav imod mit hoved.
Otto Foss/ 1977: og drev sin dobbelte-pigkæp mod mit hoved.
N. V. Dorph/ 1878: og ramte mig med Pigkjæps Dobbeltbraade midt på hovedet.
BookCaps/ 2012: hit me over the head with his spiked stick.
George Theodoridis/ 2005: he picked up the double goad and hit me.
Oliver Evans/ 1994: to strike me smack in the head with two blows from his stick.
Timberlake Wertenbaker/ 1991: he struck med with a double goad.
Robert Fagles/ 1982: he brings down his prod, two prongs straight at my head!
Bernard Knox/ 1959: he aimed at my head with a two-pronged goad, and hit me.
D. Fitz and R. Fitzgerald/ 1949: and brought his double goad down on my head.
David Grene/ 1942: he struck me, full on the head with his two pointed goad.
Richard Jebb/ 1917: brought his goad with two teeth down full upon my head.
Francis Storr/ 1912: brought down full on my head the double-pointed goad.
Gilbert Murray / 1911: down on my head his iron-branchèd goad Stabbed.
George Young/ 1906: with his goad's fork smote me upon the head.
E. F. Warling/ 1893: the driver's two-pronged goad, struck me on the head.
E. H. Plumptre/ 1865: he struck my forehead with a double-pointed goad.
Jürgen Beck/ 2021: nahm er den Stachelstock auf und schlug mir damit auf den Kopf.
Kurt Steinmann/ 2015: er nieder mir mit dem Doppelstachel mitten übers Haupt.
K. W. F. Solger/ 1958: und trifft Mit dopplem Stachelstabe gleich den Scheitel mir.
Oversættelser, hvor ”κέντροισί” er oversat med ”pisk”
Marcel Lysgaard Lech/ 2017: og slog mig så lige i hovedet med sin dobbelte pisk.
P. J. Finglass/ 2018: and struck me right on the head with a double whip.
J. Donner/ 1838-1875: Und schwang die Geißel mitten mir aufs Haupt herab.
I. Johnston/ 2004: with his double whip struck me on my head, right here on top.
11

HVIS ØDIPUS VAR USKYLDIG, HVEM VAR SÅ SKYLDIG..?
Theben blomstrede op, da Ødipus blev konge – og det til trods for, at han
havde faderens blod på hænderne. Pesten vendte uheldigvis tilbage efter
nogen tid – og Theben kunne kun blive fri for pinslerne, hvis Ødipus gik i eksil.
Sofokles nævner dog intet om, hvorfor den sidste hungersnød opstod. Det
er nærliggende at give Ødipus skylden, men årsag og kur er ikke nødvendigvis
det samme. Hvis man får kræft i et ben – og benet bliver amputeret, er det så
benet eller kræftsvulsten, som var problemet..?
Kong Laios og Dronning Jokaste kan sammenlignes med to kræftsvulster. Da
Ødipus dræbte Kong Laios, uskadeliggjorde han den ene af de to. Jokaste
udgjorde den anden svulst – og hun overlevede, omend svækket. I al ubemærkethed
planlagde hun et kup, som var så snedigt, at Ødipus var nødt til
at ofre sig selv, hvis han skulle standse hendes udplyndring af befolkningen.
Theben nåede dog at blomstre op i den mellemliggende periode.
I begyndelsen af stykket beskriver en præst de problemer, som byen slås
med. Beskrivelsen indeholder en besynderlighed. På den ene side påpeger
præsten, at et retfærdigt samfund er kendetegnet ved frugtbare afgrøder,
dyr og kvinder. På den anden side fortæller han, at markerne bugner af korn.
Hvis pesten var en straf fra guderne, så burde markerne ligge golde hen.
Det gjorde de ikke, og det er derfor oplagt at tro, at der er en fejl i grundteksten.
De fleste oversættere udelader derfor flg. sætning:
Eller oversat til dansk:
“Fertile crops, animals, and women
distinguish a just society
and a virtuous ruler.”
(P. J. Finglass/ Sophocles: Oedipus the King (2018) – side 175)
”Frugtbare afgrøder, dyr og kvinder
kendetegner et retfærdigt samfund
og en regent med en høj moral.”
12

I stedet for at udelade linje 27 kan man påstå, at linje 25 er fejlbehæftet. Man
kan derved oversætte linje 25 på en måde, så besynderligheden forsvinder.
Den korrekte oversættelse af linjen lyder:
Og ikke:
”denne by … visner bort i sine markers modne korn.”
(Alex Garff og Leo Hjortsø/ 1969 – side 8 – linje 22 + 25)
”denne by … er ramt af en pest på markers modne korn.”
Nedsat fertilitet blandt mennesker og dyr er ofte et udslag af hungersnød.
Måske har pesten mindet om den hungersnød, som Stalin påførte Ukraines
befolkning i 1930’erne – også kaldet holodomor. Markerne bugnede af korn
og alligevel sultede millioner af bønder ihjel. Skurken var Kommunistpartiet,
som beslaglagde alle fødevarer. Kan det tænkes, at Kong Laios og Dronning
Jokaste på lignende vis flåede maden ud af munden på undersåtterne for at
kunne leve et liv i sus og dus..?
En oplagt indvending er, at pesten skyldtes sfinksen, men hvis man kan kalde
en pantelåner for en grib, kan man vel også kalde et grisk kongepar for en
sfinks. Det er kun naturligt at give øgenavne til personer, man frygter. Skulle
pågældende overhøre en samtale, så aner vedkommende ikke uråd.
Ordet »sfinks« er et oplagt øgenavn for kongeparret Kong Laios og Dronning
Jokaste. Det er ikke svært at forstå symbolikken. Den græske sfinks er en løvekrop
med en kvindes ansigt og bryster. Ansigtet og brysterne symboliserer
Dronning Jokaste. Hun var hjernen i ægteskabet. Løvekroppen symboliserer
Kong Laios. Han var den tomhjernede dræbermaskine i ægteskabet.
Hvis det kun var Kong Laius, der udsultede Theben, kunne man have kaldt
ham en ildsprudlende drage. Det er et oplagt øgenavn for en enlig tyran med
en reptilhjerne. Ordet »sfinks« er et oplagt øgenavn for et tyrannisk ægtepar.
To sjæle. En tanke. Og deres fælles tanke var at ribbe folket for rub og stub.
Sfinksen er en universel figur, som også findes i vor tid. Et godt eksempel er
Serbiens tidligere præsidentpar Slobodan og Mira Milošević. Det fortælles,
at Slobodan ustandseligt måtte ringe til sin hustru under fredsforhandlingerne
i Dayton for at få hendes accept af udkastet. Jeg forestiller mig, at der var
en lignende arbejdsfordeling mellem Kong Laios og Dronning Jokaste.
De var begge nogle griske despoter, men Jokaste har muligvis ladet Kong
Laios sidde med aben, mens hun selv spillede uskyldig. Tilsammen udgjorde
de en sfinks. Den virkede uovervindelig. Og dog. Under de rette omstændigheder
kan en empatisk lederskikkelse fremprovokere et folkeligt oprør. Det
er den mekanisme, som ligger skjult i sfinksens gåde:
13

»Hvad går på fire ben om morgenen,
på to ben om middagen
og på tre ben om aftenen.
Jo flere ben det har, des svagere er det..?«
Løsningen på gåden er: »et menneske«.
Det var dog ikke gåden, der fik sfinksen til at styrte fra magtens tinde, men det
livssyn, som lå skjult i gåden. Ødipus vidste, at han havde været hjælpeløs som
spæd – og han havde selverkendelse nok til at forestille sig, at han kunne blive
hjælpeløs som gammel. Han hjalp derfor samfundets svage. Det må have
givet ham en høj stjerne blandt alle, som led nød.
Måske har Sofokles kombineret to sagn. Sagnet om Kong Ødipus var det ene.
Sagnet om en gådesyngende sfinks var det andet. I det sidste sagn har folket
gjort oprør og dræbt deres tyranniske regent, fordi de ønskede en empatisk
helt, som deres nye konge.
Skuespillet minder om en kriminalroman, men Sofokles udpensler ikke hvem
skurken er. I virkelighedens verden vil en retsmediciner og en drabsefterforsker
prøve at løse mysteriet i fællesskab. Retsmedicineren skal være den
objektive. Han må ikke lege detektiv og farve sin rapport. Drabsefterforskeren
skal derimod leve sig ind i det skete – og bide mærke i alt mistænkeligt.
Sådan bør der også være et samarbejde mellem en forfatter og en græsk filolog.
Den sprogkyndige skal være objektiv. Forfatteren skal derimod leve sig
ind i handlingen og bide mærke i alt, hvad der virker mistænkeligt. Han behøver
ikke at være uddannet filolog, men han skal kunne læse og forstå fagbøger,
som er udgivet om emnet. Et godt eksempel på en mistænkelig replik
findes i begyndelsen af skuespillet. Præsten takker Ødipus for, at han i sin tid
reddede Theben fra den onde sangerske og hendes ublu skatteopkrævning:
”Du kom jo til Kadmos’ by
og indfriede den gæld, (δασμόν)
som vi dengang skyldte
den skræmmende sangerske.”
(Marcel Lysgaard Lech / 2017 – side 12 – linje 35-36)
Det græske ord: ”δασμόν” skal oversættes til ”en skat som regeringen opkræver”.
Det virker absurd, at en sfinks opkræver skat. Hvad skal en sfinks
med penge..?
Man oversætter derfor ordet ”δασμόν” med ”gæld”, men hvorfor stod indbyggerne
i gæld til den ondsindede sfinks..?
14

Og hvorfor bliver sfinksen pludselig kaldt en sangerske..?
Hvis sfinksen er et øgenavn for et grisk kongepar, må man udtænke et nyt,
hvis den ene halvdel af sfinksen dør. Min påstand er, at Jokaste fik øgenavnet
Sangersken, da Kong Laios døde.
Skatteopkrævningen var altså reel.
En oplagt indvending mod min tese er, at sfinksen burde være genopstået,
da Ødipus blev gift med sin mor. Det skete ikke. Årsagen er enkel. En sfinks er
karakteriseret ved, at kongeparret taler med én tunge. Sådan forholdt det
sig ikke med Ødipus og Jokaste. De havde hver deres dagsorden. Ødipus
bekymrede sig om folkets ve og vel. Det kan man ikke sige om Jokaste. Hun
udsultede befolkningen.
HVORFOR BLEV KONGEMORDET IKKE EFTERFORSKET..?
Der findes andre besynderligheder i Sofokles’ gendigtning.
F.eks. Kreons forklaring på, hvorfor man undlod at efterforske kongemordet:
»Den gådesyngende Sfinks
tvang os til at se på det,
der lå for vores fødder,
og lade resten ligge.«
(Marcel Lysgaard Lech / 2017 – side 17 – linje 130-131)
Det lyder som en dårlig undskyldning. For det første skyldes Thebens modgang
sfinksens forbandelse. Hvis sfinksen oprigtigt bekymrede sig for indbyggernes
ve og vel, så kunne den have ophævet forbandelsen. For det
andet døde sfinksen kort tid efter, at Kong Laios var lagt i graven.
Befolkningen havde altså intet at frygte.
Kreons forklaring giver umiddelbart ingen mening, men hvis ordet ”sfinks”
blot er et andet navn for et tyrannisk kongepar, følger løsningen af sig selv.
Da Ødipus dræbte Kong Laios, styrtede sfinksen fra magtens tinde og ned i
afgrunden. Kong Laios udgjorde dog kun den ene halvdel af sfinksen. Dronning
Jokaste udgjorde den anden. Sfinksen overlevede altså styrtet, men var
stækket. Min påstand er, at nyheden om kongemordet udløste et spinkelt
håb hos Jokaste.
Tænk, hvis drabsmanden var hendes søn..?
Så var han stadig i live. Hun fik derfor standset efterforskningen.
15

HVORFOR GIFTEDE ØDIPUS SIG MED SIN MOR..?
Hvis Freud havde læst hele Ødipus-trilogien, ville han have opdaget, at Ødipus
ikke giftede sig af lyst. Det fremgår af skuespillet »Ødipus i Kolonos«.
Her fortæller Ødipus, at Jokaste var en gave fra Thebens befolkning. Han
giftede sig kun med hende, fordi det forventedes af ham. Den slags kongelige
fornuftsægteskaber var almindelige i antikken. Hvis en konge døde uden at
efterlade sig en søn, udnævnte man en ny fra en anden slægt. Og da magten
skulle gå i arv, havde den nye konge pligt til at gifte sig med enkedronningen.
Men hvis Ødipus var den lille mands beskytter, hvorfor giftede han sig så
med en tyran, som tvang ham til at udplyndre befolkningen..?
Han havde intet motiv. Det havde hans mor derimod. Hvis hun skulle genvinde
sin magtbase, måtte hun gifte sig med sin søn. Uanset om han havde
lyst eller ej. Men vidste hun, at han var hendes søn..?
Det er ekstremt sjældent, at en kvinde gifter sig med en mand, der er så
ung, at han kan være hendes søn. Jokaste burde derfor have gættet, at et
ægteskab med en fremmed yngling på hendes søns alder kunne fuldbyrde
spådommen. Alarmklokkerne må have bimlet om kap, men hvis hun begærede
sin søn seksuelt, var ægteskabet et drømmescenarie. Ikke et skrækscenarie.
Selvom Jokaste skulle have overset sammenhængen mellem spådommen
og drabet på Kong Laios, burde hendes mistanke være vakt, da en ung
mand efterfølgende kom til Theben. Han var på hendes søns alder og havde
huller i begge sine akilleshæle. Nogle vil sikkert hævde, at hullerne var vokset
sammen, men et hul i øreflippen og et hul i akilleshælen har én ting
tilfælles. Hullerne vokser ikke sammen, hvis der går betændelse i dem. Navnet
Ødipus betyder »Svullen-fod« og antyder en sådan betændelse. Man gik
ikke med sokker dengang. Hullerne var derfor synlige for alle. Jokaste må
have gættet sammenhængen, men havde Ødipus også gættet den..?
Han havde to pejlemærker. Første pejlemærke var fadermordet, men slagsmålet
ved korsvejen sendte fire mænd i døden. Kunne én af dem være hans
far – eller ventede der endnu et dødeligt opgør forude..?
Det andet pejlemærke var aldersforskellen mellem ham og hans mor. Den har
dog ikke været iøjefaldende. Jokaste havde nemlig arvet en halskæde, som gør
kvinder evigt unge og smukke. Halskæden blev smedet af guden Hefaistos,
som en bryllupsgave til Afrodites datter Harmonia. Dronning Jokaste var
Harmonias tipoldebarn, og Kong Laios var Harmonias oldebarn. Hvis Jokaste
16

konstant bar halskæden og tilmed løj om sin alder, havde Ødipus ingen chance
for at gætte, at hun var hans biologiske mor – og dog.
Ødipus fortæller i skuespillet ”Ødipus i Kolonos”, at ægteskabet med moderen
skete imod hans vilje og imod hans lyst, men hvorfor denne modvilje..? Var han
kræsen – eller fornemmede han, at noget var galt..?
En baby kan altid genkende moderens stemme. Når hun er i nærheden, er alt
trygt. En mors stemme forsvinder ikke i glemslen. Da den voksne Ødipus atter
møder sin mor, kan han have tænkt: ”Hvor har jeg hørt den stemme før..?”
Hans barndomsminder har dog været så vage, at han ikke kunne sætte navn
på stemmen, men hans underbevidsthed har forsøgt at råbe ham op. Den har
fået ham til at væmmes seksuelt – og han har ikke forstået hvorfor. Adspurgt
om baggrunden for giftermålet, kommer han med to forklaringer:
Når Ødipus føler sig truet på sin ære, giver han guderne skylden:
Ødipus:
”Jeg handled ikke selv, mig blev der handlet med.”
(Ødipus i Kolonos – Henrik Haarløv - linje 266)
Ødipus:
”Helt uden viden, uden vilje blev jeg gift.”
. . . . .
”Det var, hvad jeg kom ud for – guderne stod bag!”
(Ødipus i Kolonos – Henrik Haarløv, linje 987 + 997)
Når Ødipus ikke føler sig truet, vedgår han, at skylden var hans egen:
Ødipus:
”Jeg vandt en pris, ulykkens pris
- det vide gud - mod egen vilje, egen lyst.”
Korfører: ”Hvordan?”
Ødipus:
”Med ulyksalig ægteseng lænked Thebe-by en mand, som intet
anede, til forbrydelse og straf.”
Korfører: ”Så delte du, som rygtet går det skændselsleje med din mor?”
Ødipus:
”Åh, fremmede! Du jager mig til døde med de ord.”
. . . . .
Korfører: ”Du satte ting i værk.”
Ødipus: ”Nej, nej.”
Korfører: ”Hvordan?”
Ødipus:
”Jeg tog imod byens »gave« som tak for hjælp.
Gid dog, jeg arme, havde afvist den!”
(Ødipus i Kolonos – Henrik Haarløv, linje 523-542)
Ødipus nævner dog ikke, hvorfor han tog imod gaven.
Frygtede han at miste folkets opbakning, hvis han takkede nej..?
Ville royalisterne vende ham ryggen og udnævne Kreon til konge..?
Kreon var trods alt tipoldebarn af Thebens grundlægger, Cadmus.
17

HAVDE ØDIPUS SEX MED JOKASTE I DET ÆLDSTE SAGN..?
Det oprindelige sagn om Ødipus er for længst gået tabt, men hans skæbne
nævnes i en del værker, som er ældre end Sofokles’ skuespil. Den ældste
bevarede omtale findes i Odysséen. I den version af sagnet greb guderne
ind og skånede Ødipus for incest ved at afsløre slægtskabet umiddelbart før
bryllupsnatten. Jokaste begik derefter selvmord. Hun nåede derved ikke at
få børn med Ødipus. Han giftede sig sidenhen med en kvinde, som hed Euryganea
– og de fik fire børn. Sofokles ændrede dog heltesagnet, så det blev
en tragedie.
”Derefter så jeg en kvinde, Oidipus' mor, Epikaste,
hun, som synded så slemt, da hun uden at ane det valgte
sønnen til husbond. Han fælded sin far og ægted hans hustru.
Straks lod de evige guder hans dåd blive kendt (for alle (note 1) ),
og siden hersked han over kadmeiernes folk i det herlige Teben,
pint af sin sorg, og hans skæbne blev tung efter gudernes vilje.
Hun måtte vandre til Hades, hin vogter ved dødsrigets porte,
da hun til bjælken i loft havde fæstet den hængende strikke,
pint af ulidelig kval. Ham levned hun talløse sorger, alt,
hvad den skændede moders erinnyer evned at volde.”
(P. Østbye/ M. Boisen – 1962 – Odysseen: 11. sang – linje 271-275)
Note 1:
“He that had slain his own father wedded her, and
straightway the gods made these things known to men.”
(S. H. Butcher and Andrew Lang – 1906/ www.literaturepage.com/read/theodyssey-164.html)
Det fremgår ikke entydigt af Odysséen, om Ødipus havde sex med sin mor.
Der er dog to ord, som antyder, at han slap med skrækken.
”Han dræbte sin far og giftede sig med sin mor.
Straks lod de evige guder denne viden blive kendt for alle.”
Den første antydning er ordet: ”straks”.
Dette ord bruges ofte, når man griber ind i sidste øjeblik.
Den anden antydning er ordet: ”alle”.
Dette ord indikerer, at bryllupsgæsterne stadig var til stede.
Hvis analysen er korrekt, så skete gudernes indgriben under bryllupsfesten,
men før bryllupsnatten. Guderne skånede derved Ødipus for incest.
18

BEGÆREDE ØDIPUS SIN MOR SEKSUELT..?
Kong Ødipus og Dronning Jokaste satte fire børn i verden. Det er derfor
nærliggende at beskylde Ødipus for at have begæret sin mor seksuelt. Der
er tilmed tre replikker i skuespillet, som kan misforstås, så man får dette
fejlagtige indtryk. Man kan indvende, at Ødipus burde have gættet, at Jokaste
var hans biologiske mor, men hvis hun løj sig yngre, end hun var, har han
ikke anet uråd.
1. REPLIK
Ødipus: ”Men hvordan kan jeg undgåat frygte min mors seng..?”
(Marcel Lysgaard Lech/ 2017 – side 65 – linje 973)
Hvis man læser replikken ude af kontekst, kan man komme i tvivl om, hvad
det er, Ødipus frygter. Er det, at guderne vil få ham til at gøre noget, som er
imod hans vilje, eller er det, at hans indre sexdjævel skal få ham til at springe
på moderen, som en liderlig hanhund springer på en tæve..?
Ødipus var stærk som en okse og kunne slå Jokaste i gulvet med et enkelt
slag. Han havde altså ingen grund til at frygte et seksuelt samkvem med
hende. Freud tolker det, som at han kæmpede med nogle forbudte følelser.
Den diagnose giver kun mening, hvis man læser skuespillet ude af kontekst.
Ødipus har lige fået at vide, at hans adoptivfar er død af naturlige årsager.
Dødsfaldet er både en sorg og en lettelse for ham. Han er lettet, fordi den
første del af profetien ikke er gået i opfyldelse, men hvad med den anden
del..? Samlejet med moderen.
Ødipus frygtede at ende i seng med sin mor, men det skyldes en angst for,
at profetien ville gå i opfyldelse. Der er altså tale om en fobi. Fobier er meget
udbredte og kan lamme selv den største kriger. På slagmarken er han
frygtløs, men hvis der sidder en edderkop på hans skjold, så skriger han af
angst. Lidelsen kaldes for araknofobi. Ødipus har kæmpet med en fobi, som
kaldes for apokalypse-fobi. Den har fået sit navn efter den fobi, som martrer
visse kristne. Profetierne i Biblen indgyder dem en angst for verdens undergang,
der er så intens, at det kan invalidere dem.
Ville Freud have udtænkt en lignende teori, hvis dialogen mellem en mor og
hendes søn havde lydt således:
Mor:
Søn:
”Nu behøver du ikke leve i frygt længere. Krigen er slut.”
”Men hvordan kan jeg undgå at frygte edderkopper.”
19

2. REPLIK
Jokaste:
»Men du skal ikke frygte at ægte din mor.
Nok har mange mennesker i deres drømme
været i seng med deres mødre, men den, der er
ligeglad med det,
kommer lettest gennem livet.«
(Marcel Lysgaard Lech/ 2017 – side 65 – linje 980-983)
Grundtanken i Freuds drømmetydning er, at drømme er metaforer. Hvis
man har mareridt om en flagermus, der bider én i halsen, kan flagermusen
symbolisere en person, som lænser én for livsglæde. Når Jokaste siger, at
mange mennesker i deres drømme har sex med deres mødre, skal det ikke
tolkes bogstaveligt. Alligevel tolker Freud replikken som en almenmenneskelig
fantasi om sex med ens egen mor.
Misforståelsen opstår, hvis man læser replikken ude af kontekst og med nutidige
briller. I vore dage bruger vi ofte ordet »drømme« om noget, vi
inderligt ønsker. Vi drømmer om at vinde en million etc., men i antikken
blev drømme ofte opfattet som et varsel. Et eksempel på dette er fortællingen
om Polykrates:
»Herodot hævder, at Polykrates' datter advarede ham
om ikke at tage til Magnesia, idet hun berettede om en
profetisk drøm, hun havde haft om, at han hang i luften,
blev vasket af Zeus og salvet af solguden Helios.«
(da.wikipedia.org/wiki/Polykrates)
Diskussionen mellem Ødipus og Jokaste handler om, hvorvidt han skal frygte
spådomme generelt. Sofokles’ samtidige har næppe været i tvivl om, at
Jokaste prøver at overbevise Ødipus om, at enhver form for forudsigelser,
herunder drømmevarsler, er noget vås. I vore dage er det ikke indlysende,
at der er tale om drømmevarsler. Jeg foreslår derfor følgende præcisering:
Jokaste:
»Men du skal ikke frygte at ægte din mor.
Nok har mange mennesker i deres drømme
været i seng med deres mødre, men den, der er
ligeglad med profetier,
kommer lettest gennem livet.«
20

3. REPLIK
Nogle vil sikkert påstå, at Ødipus tilstår overgrebet på sin mor, under henvisning
til Garff og Hjortsøs oversættelse, men det er en udlægning, som
makkerparret tilsyneladende står alene med (se skema på næste side):
Ødipus:
»Mon I husker mer, at I var vidner
til min ryggesløse dåd
og den jeg gjorde her:
med bryllupsfest og brud.«
(Alex Garff og Leo Hjortsø/ 1969 – side 88-89 / linje 1402-1404)
Oversættelsen står i skærende kontrast til Marcel Lysgaard Lechs:
»Husker I mig mon endnu og alle
de handlinger, jeg bedrev hos jer,
og hvad jeg siden gjorde,
da jeg kom hertil..?
Ægteskab, ægteskab, du gav mig liv.«
(Marcel Lysgaard Lech/ 2017 – side 92 / linje 1402-1404)
Ødipus frygter for sit eftermæle. Han spørger derfor koret, om hans heltegerninger
samt hans efterfølgende arbejde som konge vil blive overskygget af
den tragedie, som hans navn vil blive associeret med. Mange store ledere må
have stillet sig selvsamme spørgsmål, når de blev ramt af en skandale. Bill
Clinton har sikkert spurgt sig selv, om hans affære med Monica Levinsky ville
overskygge de positive ting, han fik udrettet som præsident.
I verset henviser Ødipus til den heltegerning, han gjorde, før han kom til
Theben – og dernæst om det arbejde, han udførte som konge. Der er en logisk
grund til denne opdeling mellem heltedåd og arbejde. Ødipus’ heltedåd
var sejren over sfinksen, som sad på en klippe udenfor Theben. Den skulle
nedkæmpes, før han kunne komme ind i byen. I min tolkning er sejren over
sfinksen en allegori for sejren over faderen.
Garff og Hjortsø beretter i linje 1403 om en ryggesløs dåd, men en dåd er ikke
noget ryggesløst. Tværtimod. En dåd er noget heltemodigt. Den korrekte
oversættelse er enten en ryggesløs udåd eller en uegennyttig dåd. Der er
næppe tale om en trykfejl, idet formuleringen findes i fjerde udgave.
21

Forfatters fri oversættelse BookCaps (2012) Francis Storr (1912)
Vil I stadig huske Do you remember perhaps Do ye call to mind perchance,
heltedåden, jeg udførte, og the deeds those deeds
som I kan bevidne er sket..? of mine you saw of mine ye witnessed
Og det arbejde and the things and the work
jeg gjorde (som jeres konge) I did afterwards I wrought thereafter
da jeg kom til Theben. when I came to Thebes..? when I came to Thebes..?
Skæbnesvangre ægteskab..! You fatal marriage, O fatal wedlock,
Du gav liv til mig, you gave birth to me, thou didst give me birth,
Storrs oversættelse kan læses på: http://www.gutenberg.org/files/31/31-h/31-h.htm
Garff og Hjortsø (1969) Otto Foss (1977) Marcel Lysgaard Lech (2017)
Mon I husker mer, (linje 1402) – min udåd – Husker I mig mon endnu
at I var vidner til (linje 1403) Husker I den..? og alle de handlinger,
min ryggesløse dåd
(linje 1403)
jeg
bedrev hos jer,
og den Og hvad og hvad
jeg gjorde jeg siden har gjort..? jeg siden gjorde,
her:
da jeg kom hertil..?
med bryllupsfest Åh brudeleje, brudeleje! Ægteskab, ægteskab,
og brud, (linje 1404) Du avled mig, du gav mig liv,
(linje 1404)
Oliver Evans (1994) Ian Johnston (2007) Kurt Steinmann (2015)
Do you still remember me do you remember me, erinnert ihr euch meiner noch
and what I did there what I did there welche Taten
in front of you
ich euch getan
and then again and then what else und dann,
what I did I did hierhergekommen,
when I came here. when I came to Thebes? welche weiter ich verübt?
Oh marriage, pitiable Ah, you marriage rites O Ehen! Ehen!
marriage that gave me life, – you gave birth to me, Ihr brachtet uns hervor,
22

HVORFOR VENDTE PESTEN TILBAGE..?
Politisk set befandt Kong Ødipus og Dronning Jokaste sig i hver sin ende
af spektret. Forholdet mellem dem må have været anspændt. Min påstand
er, at Theben blomstrede op, fordi Ødipus satte en stopper for
moderens magtmisbrug. Da de blev gift, krævede hun, at han genoptog
udplyndringen af befolkningen. Det nægtede han – og hun allierede sig
derfor med nogle gorillaer. Sammen lavede de et statskup, hvor Ødipus
blev sat i husarrest. Fra da af var han kun konge af titel, men det hemmeligholdt
hoffet. Jokaste kunne følgelig rulle hans reformer tilbage og
påstå, at det skete efter ordre fra ham.
Skeptikere vil sikkert påstå, at dette scenario er urealistisk, men der findes
et eksempel fra virkelighedens verden, som understøtter min teori. I
slutningen af 1800-tallet var der en kejser i Kina, som hed Guangxu. Han
forsøgte at indføre demokrati og sætte en stopper for hoffets ødsle pengeforbrug.
Det passede ikke den forlystelsessyge enkekejserinde Cixi og
hendes griske embedsmænd. Hun rottede sig derfor sammen med en general,
der rådede over 10.000 soldater. Resultatet blev et statskup, hvor
Kejser Guangxu blev sat i husarrest. Enkekejserinden generobrede derved
tronen og fortsatte sin udplyndring af befolkningen. Kejser Guangxu
fik aldrig indført demokrati i Kina, idet han blev forgiftet med arsenik, dagen
før enkekejserinden døde.
VAR ØDIPUS EN ULYKKESFUGL..?
Skeptikere vil påpege, at Ødipus umuligt kunne sidde i husarrest, idet
han henvender sig til Thebens indbyggere i starten af skuespillet, men
hans løsladelse kan være resultatet af et folkeligt ultimatum. Borgerne har
utvivlsomt krævet at se deres folkekære konge. Hvis kravet ikke blev imødekommet,
ville de gå ud fra, at han var død – og udnævne en ny. Jokaste
holdt stand i årevis, men måtte til sidst løslade Ødipus. Han gik derefter
ud til sit elskede folk og spurgte, hvad der plagede dem. Det er kun
et naturligt spørgsmål fra en konge, som har været tvangsisoleret fra
omverdenen i årevis. Der var altså en logisk grund til, at Ødipus ventede
flere år med at sende sin svoger til Delfi for at rådspørge oraklet.
23

Oraklets svar giver det fejlagtige indtryk, at Ødipus var en ulykkesfugl. At
gudernes vrede hang over ham som en mørk sky. Hvis det var tilfældet, giver
det god mening, at Theben ville slippe fri af pesten, når Ødipus forlod
byen. Den mørke sky, som hans gudsforagt forårsagede, ville følge med
ham. Forklaringen er dog mere jordnær.
Manipulerende mennesker kan man ikke vinde over. Flugt var den eneste
mulighed – og når Ødipus flygtede, ville Jokaste miste sin magtbase. Kreon
ville derefter blive udnævnt til konge. Jokaste havde før giftet sig til magten,
men denne gang måtte hun give fortabt. Kreon var nemlig hendes bror.
Han var på dette tidspunkt et empatisk menneske, som ikke misbrugte sin
position i hoffet til egen fordel. Oraklets råd gav altså god mening.
HVORFOR FIK ØDIPUS FIRE BØRN MED SIN MOR..?
Ødipus var en ung, succesfuld og maskulin konge. Kvinderne må have stået i
kø for at have sex med ham, så hvorfor havde han sex med sin mor..?
For det første, vidste Ødipus ikke, at han var adopteret. For det andet, var
han spærret inde. Hvis Jokaste tilmed holdt ham lænket, så kunne hun
voldtage ham. Seksuelt endte Ødipus i den samme ulykkelige situation som
Joseph Fritzls datter. Ødipus higede ikke seksuelt efter den ondsindede
Jokaste – ligesom Joseph Fritzls datter heller ikke higede seksuelt efter sin
ondsindede far. De higede begge efter friheden.
Hvis Ødipus havde ønsket at bolle sin mor, så ville han have glædet sig til,
at den sidste del af profetien gik i opfyldelse, men bare tanken om sex
med hende fyldte ham med afsky.
Skeptikere vil indvende, at mænd kun kan få rejsning, hvis de er seksuelt
ophidsede. Impotens er sikkert et udbredt problem i fornuftsægteskaber.
En oplagt løsning er at lukke øjnene og fantasere om en anden. Væmmelsen
kan dog være så stor, at det intet nytter – og dog. En tyr kan godt få
erektion uden at være opstemt. Det kræver blot lidt håndarbejde fra inseminøren.
Tyrens rejsning skyldes en refleks, som er uden for dens
kontrol. Sådan kan det også have været med Ødipus.
24

HVORFOR GREB ØDIPUS EFTER SIT SVÆRD..?
Der er en besynderlig detalje, som indikerer Ødipus’ uskyld. Da det gik op
for ham, at Jokaste var hans biologiske mor, greb han efter sit sværd, men
hvorfor..?
Det har næppe været afsløringen af slægtskabet, som gjorde ham rasende,
men derimod at Jokaste på intet tidspunkt advarede ham om risikoen for
incest. Freud tog fejl, da han påstod, at Ødipus ønskede sin far død. Det var
ikke faderen, men moderen og hendes udsultning af befolkningen, som
Ødipus ville sætte en stopper for.
Fodnote:
Sendebud: ”Men så vendte han sig om, og vi så, hvor desperat han var.
Han bad os bringe ham et sværd og spurgte, hvor hun var – ikke hans hustru,
men hans mor . . . . . . Med et frygteligt skrig, som blev han skubbet
fremad, kastede han sig mod dobbeltdøren, pressede den indad i sine
hængsler, og sprang ind i kammeret.”
(Kong Ødipus oversat af Marcel Lysgaard Lech (2017) – side 86 – linje 1254 til 1262)
HVORFOR BEGIK JOKASTE SELVMORD..?
Det er en udbredt opfattelse, at Jokaste begik selvmord af skam over det
incestuøse forhold, men hvorfor skulle hun begå selvmord, hvis hun var
uskyldig..? Giver det ikke bedre mening, hvis hun var skyldig..?
Måske skal hendes bevæggrund findes i de karaktertræk, som kendetegner
tyranner: en sprængfarlig cocktail af kynisme og ekstrem forfængelighed.
Den forestående degradering fra dronning til incestforbryder kan være gået
hendes ære så nær, at hun valgte at hænge sig selv.
FØLTE ØDIPUS SIG SKYLDEN I FAMILIETRAGEDIEN..?
Enhver læser af kriminalromaner ved, at hvis en roman er i flere dele – og
den hovedmistænkte påtager sig skylden i slutningen af det første bind, så
dukker der noget op i de efterfølgende bind, som frikender den hovedmistænkte.
I skuespillet »Ødipus i Kolonos« møder vi den aldrende og
døende Ødipus. Han forklarer, at kongemordet skete i nødværge:
25

”Hvis nu en fyr sprang frem og ville myrde dig
– den pæne mand! –
mon du så ville spørge løs
om slægtskabsforhold,
eller prompte slå igen?”
(Ødipus i Kolonos – Henrik Haarløv – side 70 – linje 992-995)
Og han fortæller også om den egentlige årsag til giftermålet:
”Jeg tog imod byens »gave« som tak for hjælp.
Gid dog, jeg arme, havde afvist den!”
(Ødipus i Kolonos – Henrik Haarløv, linje 523-542)
I første del af trilogien skammer den unge Ødipus sig over det skete – og
da koret spørger ham, hvorfor han har stukket sine øjne ud, vedgår han
både drab og incest:
»For jeg ved ikke, med hvilke øjne
jeg skulle kunne se på min far,
når jeg kommer til Hades,
eller på min stakkels mor,
når jeg mod de to har forvoldt ting,
der fortjener mere end hængning.«
(Marcel Lysgaard Lech / 2017 – side 91 – linje 1371-1374)
Det er en almindelig reaktion hos incestofre, at de ikke magter at se sandheden
om deres forældre i øjnene. De påtager sig derfor al skyld. Denne
absurde skyldfølelse fordufter dog, når ofret kommer på afstand af det skete.
Så bliver forgudelse til skuffelse. Det er den samme mekanisme, man ser
i skilsmissesager. Børn har det med at påtage sig ansvaret for bruddet. Alt
andet vil ødelægge glansbilledet af forældrene.
Der er tale om en almen psykologisk mekanisme, som Sofokles kløgtigt har
observeret og indarbejdet i sin trilogi. Først ofrer Ødipus sig selv for at
redde forældrenes omdømme, men med alderen accepterer han sandheden
om sit biologiske ophav og holder op med at påtage sig skylden.
Ødipus begrundede sin selvblinding med, at han ikke turde se sine forældre
i øjnene, når han mødte dem i dødsriget, men måske var det den grufulde
sandhed om forældrene, han lukkede øjnene for. Det er først som
gammel og blind, at han kan se, hvad han ikke magtede at se i sin ungdom.
Nemlig at hans biologiske forældre var så griske, at de med fuldt overlæg
forårsagede en sultkatastrofe.
26

FORMÅLET MED SOFOKLES’ TEATERSTYKKE:
I antikken troede man, at modgang var et udslag af gudernes vrede. Man
ofrede derfor til guderne. Grækerne gik tilmed et skridt videre og opførte
teaterstykker, som hyldede guderne og belærte publikum om, at blasfemi
udløser en kollektiv straf fra de højere magter.
Den slags belærende teaterstykker skrev man også i Sovjetunionen. Det var
dog ikke de græske guder, men Kommunistpartiet man hyldede. Moralen
var imidlertid den samme: Hvis du ikke underkaster dig magthaverne, gør
de din medgang til modgang. Hovedpersonen bliver sendt til Sibirien. Illoyalitet
har altid været ildeset.
SKYLDSPØRGSMÅL:
Wikipedia definerer hybris således:
”Hybris er hovmod.
Dvs. frygtløshed til at udfordre
eller trodse skæbnen.”
Athens velstand afhang af gudernes velvilje – og hvis en indbygger begik
hybris, satte han sine medborgeres eksistens på spil. Det var den tankegang,
som lå bag henrettelsen af Sokrates. Athen havde tabt Den Peloponnesiske
Krig – og Sokrates fik skylden for gudernes manglende støtte. Set med nutidens
øjne var dødsstraffen uretfærdig, men sådan så samtiden ikke på det.
Kan det tænkes, at profetien i ”Kong Ødipus” i virkeligheden var en straf fra
guderne, fordi Ødipus havde begået hybris under sin opvækst i Korinth..?
Det nævner Sofokles intet om.
Vi ved, at Ødipus prøvede at trodse skæbnen, da han hørte profetien.
Og vi ved, at Kreon anklagede ham for gudløshed:
Kreon:
»Ja, og nu kan du nok i
det mindste stole på gud!«
(Marcel Lysgaard Lech/ 2017 – side 94 – linje 1445)
Ødipus rejste til oraklet i Delfi for at få afklaret, om han var adopteret.
Hvad ville oraklet have svaret, hvis Ødipus havde været uskyldig i hybris..?
Havde oraklet sagt: ”Rejs hjem til Korinth – og betvivl aldrig dit ophav.” ?
I stedet for en afklaring, fik Ødipus en selvopfyldende profeti.
27

Det er svært at forestille sig, at han kunne reagere anderledes, end han
gjorde, da han vendte sit barndomshjem ryggen og drog til Theben – og
dog. Der er en lille detalje i profetien, som indirekte bekræfter, at Ødipus
var adopteret. Da Ødipus genfortæller profetien, siger han:
»Og myrde min egen far, som gav mig livet.«
(Marcel Lysgaard Lech/ 2017 – side 55 – linje 793)
Orakelsvar er meget ordknappe, så hvorfor tilføjelsen:
”Som gav mig livet.”?
Kunne det skyldes, at Ødipus havde to forskellige fædre – og det derfor var
nødvendigt for oraklet at præcisere, hvilken af de to fædre, Ødipus risikerede
at dræbe..?
Hvis Ødipus havde bidt mærke i denne lille detalje, kunne han med sindsro
tage båden tilbage til Korinth. Han ville derved ikke have mødt Kong Laios,
og kongemordet var ikke sket. Dronning Jokaste var ikke blevet enke – og
tragedien ville være undgået.
STRAFUDMÅLING:
Kreon leverer følgende belæring til Ødipus (og publikum) i sin slutreplik:
»Tro ikke, at du kan bestemme alt.
Den magt, du før forvaltede,
fulgte ikke dit videre liv.«
(Marcel Lysgaard Lech/ 2017 – side 98 – linje 1522)
Guderne sendte Ødipus i landflygtighed, men var det en retfærdig straf..?
Måske er straffens størrelse lettere at tage stilling til, hvis handlingen flyttes
til filmbranchen. Ødipus er en talentfuld skuespiller, som modtager en pris
som årets debutant. Han hader de kedelige takketaler og nøjes med at takke
for prisen. Reaktionen fra filmproduceren og instruktøren er forudsigelig.
De er fornærmede over, at Ødipus tager al æren. Han får derfor ingen rolle i
deres næste film. Det er han overrasket over, men produceren siger til ham:
»Tro ikke, at du kan bestemme alt.
Den velvilje, du før levede højt på,
fulgte ikke dit videre liv.«
Kong Ødipus levede højt på gudernes velvilje.
Og skuespilleren Ødipus levede højt på filmmogulernes velvilje.
Begge mistede deres status i samfundet. Er det retfærdigt..?
28