svedt ved tanken) og holdt stadig vores pauser efter hver ca. 30 min. ridning og som altid kastede jeg mig over den smule mad, der måtte være at finde i skovbunden – jeg er evigt sulten. Da vi havde redet et par timer kom vi tilbage til Verner og Jytte, og jeg forkyndte højlydt, at nu kom vi altså tilbage. Vi var rigtig heldige i frokostpausen – vi fik lov til at komme på fold. Det gik ikke stille for sig, der var lige et par stykker, der rigtig skulle blære sig. Jeg løb også lidt rundt… indtil jeg opdagede, at der var nogen, der havde smidt hø ind til os, så var det kun kæbemusklerne, jeg motionerede. Der var ikke rigtig nogen af os, der gad komme hen til vores ryttere, da de mente, at pausen var forbi – men vi blev da indfanget alle sammen og sadlet op til anden runde på ca 1½ time. Der var 7 heste, der valgte at hoppe fra efter frokost, så vi var en lidt mindre flok, der red ud på anden sløjfe rundt. Ingen af os var specielt trætte, så der var pænt med tempo på og jeg endte med at måtte tage den korte galop et par gange for at kunne følge med (jeg var nok egentlig lidt træt alligevel, men det får du mig ikke til at indrømme). Vi holdt også et par pauser på denne tur rundt, hvor jeg igen overfaldt den smule mad, der måtte være. Tror nok min ejer følte sig lettere pinligt berørt over at jeg sådan kaster mig over mad, når der er en chance, men tænk nu, hvis jeg aldrig fik mad igen?! Man er nødt til at benytte enhver chance. I en af de sidste pauser måtte min ejer fortælle, hvorfor hun havde en snor om halsen på mig – om det var for at kunne holde balancen? Men nej – det er for at stoppe mig i stedet for at have fat i min mund, og det er jeg glad for – jeg kan nemlig ikke fordrage, når jeg bliver taget i munden. Jeg er ikke så god til at stoppe via cordeo’en (som snoren kaldes) når vi er på tur, men den kan man bedre 8 hive i, end i tøjlerne uden at jeg går i panik – og jeg bliver bedre og bedre til at lystre den, selv i flok. Jeg tror, der var mange, der fik lyst til at prøve sådan en dims efter den tur. Jeg kunne i hvert fald forstå, at det med en hest, der koger op, når der tages i tøjlerne ikke var et ukendt fænomen for nogle af de andre ryttere. Da vi kom tilbage til Verner og Jytte måtte jeg lige igen (højlydt) gøre opmærksom på, at vi kom – for det tilfælde, at de andre heste ikke havde opdaget det – så jeg vrinskede op til flere gang (tænk nu, hvis de ikke hørte mig første gang) Da vi skulle hjem, havde min ejer sine betænkeligheder, for det var jo første gang, hun skulle læsse mig alene (hun havde, allerede da vi kom, sagt til alle de andre ryttere, at hun muligvis skulle have noget hjælp til at læsse mig, fordi hun ikke vidste, hvordan jeg var, når hun var alene), men jeg var da selvfølgelig mit eget søde jeg og gik – næsten – lige op og begyndte at spise mit hø. Selv da der var lidt problemer med en anden hest stod jeg lige så stille og man kunne slet ikke se jeg stod i traileren. Vi kørte stille og roligt hjem helt uden problemer, og jeg tror nok, at hun nu er mere rolig, når/hvis hun skal køre med mig alene en anden gang. Jeg gjorde også mit bedste for at stå pænt – og det var ikke, fordi jeg var træt eller måske lidt derfor… Alt i alt var det en super tur – nok den bedste min ejer og jeg endnu har haft, og i tilgift fik vi se en ældgammel eg og de 4 første Douglas graner plantet i Danmark – de var flotte og høje (synes min ejer – jeg var mere interesseret i det græs, der groede under dem) og når man kom imod dem, kunne man faktisk kun se et træ – man skal ret tæt på for at se, at der egentlig er 4. Så på min ejers vegne vil jeg gerne sige tak for rundvisningen i skoven, Jens – vi vil begge gerne med en anden gang.
HRAUNAR FRA HORSKILDE DK 2002105048 Bedækning 5.500,- inkl. alt (- scanning) 9