toppurnyt april 2008

svedt ved tanken) og holdt stadig vores pauser
efter hver ca. 30 min. ridning og som altid
kastede jeg mig over den smule mad, der
måtte være at finde i skovbunden – jeg er
evigt sulten.
Da vi havde redet et par timer kom vi tilbage
til Verner og Jytte, og jeg forkyndte højlydt,
at nu kom vi altså tilbage. Vi var rigtig heldige
i frokostpausen – vi fik lov til at komme
på fold. Det gik ikke stille for sig, der var lige
et par stykker, der rigtig skulle blære sig. Jeg
løb også lidt rundt… indtil jeg opdagede, at
der var nogen, der havde smidt hø ind til os,
så var det kun kæbemusklerne, jeg motionerede.
Der var ikke rigtig nogen af os, der gad komme
hen til vores ryttere, da de mente, at pausen
var forbi – men vi blev da indfanget alle
sammen og sadlet op til anden runde på ca
1½ time. Der var 7 heste, der valgte at hoppe
fra efter frokost, så vi var en lidt mindre flok,
der red ud på anden sløjfe rundt.
Ingen af os var specielt trætte, så der var pænt
med tempo på og jeg endte med at måtte tage
den korte galop et par gange for at kunne
følge med (jeg var nok egentlig lidt træt alligevel,
men det får du mig ikke til at indrømme).
Vi holdt også et par pauser på denne tur
rundt, hvor jeg igen overfaldt den smule mad,
der måtte være. Tror nok min ejer følte sig
lettere pinligt berørt over at jeg sådan kaster
mig over mad, når der er en chance, men
tænk nu, hvis jeg aldrig fik mad igen?! Man
er nødt til at benytte enhver chance.
I en af de sidste pauser måtte min ejer fortælle,
hvorfor hun havde en snor om halsen på
mig – om det var for at kunne holde balancen?
Men nej – det er for at stoppe mig i stedet
for at have fat i min mund, og det er jeg
glad for – jeg kan nemlig ikke fordrage, når
jeg bliver taget i munden. Jeg er ikke så god
til at stoppe via cordeo’en (som snoren kaldes)
når vi er på tur, men den kan man bedre
8
hive i, end i tøjlerne uden at jeg går i panik –
og jeg bliver bedre og bedre til at lystre den,
selv i flok.
Jeg tror, der var mange, der fik lyst til at prøve
sådan en dims efter den tur. Jeg kunne i
hvert fald forstå, at det med en hest, der koger
op, når der tages i tøjlerne ikke var et ukendt
fænomen for nogle af de andre ryttere.
Da vi kom tilbage til Verner og Jytte måtte
jeg lige igen (højlydt) gøre opmærksom på, at
vi kom – for det tilfælde, at de andre heste
ikke havde opdaget det – så jeg vrinskede op
til flere gang (tænk nu, hvis de ikke hørte mig
første gang)
Da vi skulle hjem, havde min ejer sine betænkeligheder,
for det var jo første gang, hun
skulle læsse mig alene (hun havde, allerede
da vi kom, sagt til alle de andre ryttere, at hun
muligvis skulle have noget hjælp til at læsse
mig, fordi hun ikke vidste, hvordan jeg var,
når hun var alene), men jeg var da selvfølgelig
mit eget søde jeg og gik – næsten – lige op
og begyndte at spise mit hø. Selv da der var
lidt problemer med en anden hest stod jeg
lige så stille og man kunne slet ikke se jeg
stod i traileren.
Vi kørte stille og roligt hjem helt uden problemer,
og jeg tror nok, at hun nu er mere
rolig, når/hvis hun skal køre med mig alene
en anden gang. Jeg gjorde også mit bedste for
at stå pænt – og det var ikke, fordi jeg var
træt eller måske lidt derfor…
Alt i alt var det en super tur – nok den bedste
min ejer og jeg endnu har haft, og i tilgift fik
vi se en ældgammel eg og de 4 første Douglas
graner plantet i Danmark – de var flotte
og høje (synes min ejer – jeg var mere interesseret
i det græs, der groede under dem) og
når man kom imod dem, kunne man faktisk
kun se et træ – man skal ret tæt på for at se, at
der egentlig er 4. Så på min ejers vegne vil
jeg gerne sige tak for rundvisningen i skoven,
Jens – vi vil begge gerne med en anden gang.