Uddrag af romanen Ødipus-perplekset - Ny version April 2024

KAPITEL 33 (Ny – ikke før offentliggjort – tolkning af Ødipus-sagnet)
156
159
162
165
168
171
174
177
180
183
186
189
”Nu er det ikke lektor Ravlund alene, der bestemmer her i firmaet,” sagde
Victor. ”Som professor har jeg også lidt at skulle have sagt. Der er stadig en
del spørgsmål, som du mangler at besvare. Mit første spørgsmål angår
Freuds påstand om, at alle drenge ønsker at dræbe deres fædre. Er der
belæg for det i sagnet..?”
”Der er intet, som tyder på, at Ødipus ønskede at lægge sin far i graven,”
påstod Martin. ”Faderen prøvede derimod at dræbe Ødipus i to omgange.
Det første mordforsøg mislykkedes, fordi hyrden ikke nænnede at fuldføre
ordren. Det andet mordforsøg skete adskillige år senere, da den voksne Ødipus
var på vej til Theben på gå-ben. Hans biologiske far var samtidig på vej
væk fra Theben i sin ekvipage. Da de mødtes ved en korsvej, nægtede Ødipus
at udvise den fornødne ærbødighed for kongen.”
”Selvfølgelig undlod han det.
Han var jo selv kongelig,” udbrød Victor.
”Det vidste kusken ikke – og han skubbede vredt til Ødipus, der spontant
gengældte skubbet. Optrinet var sikkert gået i glemmebogen, hvis ikke
Kong Laios havde udfordret skæbnen. På kujonagtig vis angreb han Ødipus
bagfra med en dobbeltpigget stav. Selvom piggene er små, kan et slag i
hovedet være dræbende. (Bilag 4) Ødipus overlevede dog og forsvarede sig
instinktivt ved at hamre sin vandrekæp ind i siden på overfaldsmanden. Et
sådant slag er normalt ikke dødbringende, men Laios stod på en kærre og
faldt så uheldigt, at han brækkede nakken og døde.”
”Men Freud påstod, at Ødipus dræbte sin far for at overtage hans plads i
ægtesengen,” indvendte Ravlund.
”Freud overså, at græske tragedier er bygget op om et begreb, som hedder
hamartia. Hovedpersonen må hverken være alt for god eller alt for ond.
Han skal være en person, som alle kan identificere sig med. Så skal han forårsage
en ulykke, som lægger hans liv i ruiner. Resultatet er, at vi føler med
vedkommende – og når han mister alt i sidste akt, kniber vi en tåre. Hvis Ødipus
var en massemorder, ville publikum juble, når han fik sin straf.”
”Men Ødipus var netop en massemorder,” indvendte Victor.
”Drabene på kongens to livvagter og kusken var ikke et hændeligt uheld.”
Uddrag til fri kopiering – 4. udgave 84 Ødipus perplekset – Niels Flyger