Uddrag af romanen Ødipus-perplekset - Ny version April 2024

3
6
9
12
15
18
21
24
27
30
33
36
39
Grundteksten er desværre kun en afskrift af det oprindelige teaterstykke. Den
indeholder en del fejl og uautoriserede tilføjelser. Oversættere er derfor nødt
til at være skeptiske. Hvis det giver bedre mening, at Kong Laios irettesatte
Ødipus med et piskeslag, er det en acceptabel afvigelse. Det forudsætter dog,
at Ødipus var en galning, som gik amok i en blodrus, når nogen irettesatte
ham. Det strider imod det overordnede billede af Ødipus. Han undlod således
at straffe profeten Teiresias, selvom han beskyldte Ødipus for det værste.
Noget sådant ville kritikere af Putin næppe slippe godt fra. Ødipus ofrede
tilmed sig selv for at redde sit folk. Noget sådant kunne Putin heller ikke
drømme om.
Græsk-kyndige ved selvfølgelig godt, at ”κέντροισί” [kɛd̪ɾisi] skal oversættes
med ”pigstav”. Når nogle alligevel bruger ordet ”pisk”, kan det skyldes, at de
støtter Freuds påstand om, at Kong Laios blot ville irettesætte sin uvorne søn
med et piskeslag. Ødipus skulle derimod være en voldspsykopat, som var
parat til at dræbe sin egen far for at overtage hans plads i ægtesengen. Men
hvis Ødipus var en voldspsykopat, ville vi ikke knibe en tåre i sidste akt. Vi
græder af medfølelse, når alt går galt for den sympatiske hovedperson. Denne
følelsesmæssige reaktion kaldes for katarsis. Korrekt udført mente grækerne,
at den havde en terapeutisk effekt.
Aristoteles beskriver grundtanken i en græsk tragedie således:
”En tragisk helt skulle hverken være helt god eller helt dårlig, men et
almindeligt menneske, publikum let kunne identificere sig med; en person
med mange gode egenskaber kombineret med nogle mangler, fx hidsighed
eller overmod eller ren ubetænksomhed. Så skulle vedkommende gøre et
fejltrin, ikke ud fra et ondt motiv, men blot hamartia, dvs. et fejltrin, et
øjebliks blindhed, en svipser, som så resulterer i en frygtelig peripeteia, et
omslag i skæbnen med et sådant forløb, at helten mister alt, hvad der er ham
kært, og temmelig sikkert selv må bøde med livet. Aristoteles' indsigt består
i, at den medynk vi føler ved andres fiasko, som regel har sit ophav i fornemmelsen
af, at vi selv under visse omstændigheder lige så nemt kunne være
havnet i en misère som deres. Tragedierne skulle opdrage publikum til beskedenhed
overfor deres evne til at undgå ulykker, og samtidig vække medynk
med den, der faktisk er ramt. Vi skal forlade teatret mere forsigtige med at
se ned på vore medmennesker, om de er faldne eller fallerede.”
https://da.wikipedia.org/wiki/Tragedie
Uddrag til fri kopiering – 4. udgave 165 Ødipus perplekset – Niels Flyger