Uddrag af romanen Ødipus-perplekset - Ny version April 2024

UDDRAG TIL
FRI KOPIERING
ROMAN
ØDIPUS
PERPLEKSET
TITLEN GIVER INGEN MENING, MEN DET
GØR ØDIPUS-KOMPLEKSET HELLER IKKE

FORORD
3
6
9
12
15
Da Freud udtænkte ødipuskomplekset, overså han grundtanken i græske
tragedier. Hovedpersonen skal være en sympatisk helt, der kommer ud for
noget uretfærdigt/ begår et lille fejltrin (hamartia), som starter en lavine af
ulykker. Hvis Ødipus var en massemorder og incestforbryder, så ville hans
landsforvisning ikke være nogen tragedie, men teaterstykket er netop en
tragedie.
Datidens publikum var naturligvis klar over, at Ødipus var uskyldig i manddrab.
At han dræbte Kong Laios i nødværge. De har også været klar over, at
Ødipus var uskyldig i incest. At en nyudnævnt konge i antikken havde pligt
til at gifte sig med enkedronningen, således at magten i kongehuset kunne
gå i arv. Ødipus giftede sig altså ikke af kærlighed.
Formålet med dette uddrag er at rense Ødipus for alle anklager, således at
han fremstår som en sympatisk helt, der led en tragisk skæbne.
18
God læselyst..!
21
OBS: NY VERSION – APRIL 2024
KAPITEL 34 OG 35 UDGÅR
(De er omskrevet til bilag 6)
Uddrag til fri kopiering – 4. udgave
Ødipus-perplekset – Niels Flyger

KAPITEL 32
24
27
30
33
36
39
42
45
48
51
54
Martins eksamen skulle være begyndt klokken ni, men lektor Ravlund var forsinket.
Hun var kendt for at være morgensur hele dagen, og det gjorde ikke
sagen bedre, at kæden på hendes cykel sprang af midt i et vejkryds. Da hun
dukkede op, var det med sorte plamager på kjolen og hænderne smurt ind
i olie.
”Da jeg var ung, stod mændene i kø for at hjælpe,” vrissede hun.
”Sådan er det ikke længere. Nu råber de: »Flyt røven..! Smatso.«
Mage til flabethed skal man lede længe efter.
Samfundsmoralen er i frit fald.
Alting bliver sovset ind i pladderhumanisme og tolerance.
Hvis ikke vi sætter hælene i, ender det i rent anarki.”
”Vil du have en kop kaffe at falde ned på..?” spurgte Victor medfølende.
”Ja tak.”
”Hvad med dig, Martin..?”
”Bare fyld op.”
”Så kan vi godt starte eksaminationen,” sagde Victor.
”Emnet for dit speciale er ødipus-komplekset.
Hvad går din kritik ud på..?”
”Freud tog udgangspunkt i sagnet om Ødipus og drog den fejlagtige
slutning, at alle drenge fantaserer om sex med deres mødre. Det må være
en af psykologiens mest verdensfjerne påstande. Jeg har aldrig hørt om
nogen, der ville bolle deres forældre. Det modsatte er derimod evigt aktuelt.
Pædofile beskylder deres ofre for at lægge op til sex, men det gør børn
aldrig.”
”Men nogle af verdens højst respekterede psykologer bakker op om ødipuskomplekset,”
indvendte Ravlund.
”Hvis disse psykologer var blevet misbrugt som børn, ville de stemple Freuds
teori som pædofil ønsketænkning,” svarede Martin.
”Det er ikke Freud, som har fejltolket Ødipus-sagnet, men dig,” udbrød Ravlund.
”Han er en højt respekteret psykolog – og du er kun en studerende.”
Galden sprøjtede ud af hende i en grad, så Martin var tæt på at opgive.
Efter at have sundet sig lidt bed han tænderne sammen og spurgte:
Uddrag til fri kopiering – 4. udgave 80 Ødipus-perplekset – Niels Flyger

57
60
63
66
69
72
75
78
81
84
87
90
”Vil det være lettere for jer at tage stilling til mit speciale, hvis jeg starter
med en kritisk gennemgang af Ødipus-sagnet..?”
”Fyr løs..!” vrissede Ravlund.
”Forhistorien er, at Thebens kongepar ventede barn. Den glædelige
begivenhed blev dog overskygget af en uhyggelig spådom. Barnet ville som
voksen myrde sin far og gifte sig med sin mor. Kong Laios frygtede følgelig
for sit liv og besluttede at dræbe sin lille søn. Umiddelbart en smal sag for
en psykopat, men frygten for Jokastes vrede har fået ham til at tøve – og
årene går.”
”Dér må jeg korrigere dig,” indskød Ravlund. ”Jokaste fortæller, at Ødipus
endnu ikke var tre dage gammel, da en hyrde fik til opgave at skaffe ham af
vejen.”
”Fortælleteknisk er det oplagt at lade adoptionen ske på et tidspunkt, hvor
Ødipus var spæd,” forklarede Martin. ”Så er det selvforklarende, hvorfor Ødipus
ikke kunne huske sine biologiske forældre. Ulempen ved at lade udsættelsen
ske så tidligt er, at gennemhulningen af babyens hæle ikke giver
nogen mening. En baby løber ingen vegne. Sådan forholder det sig ikke med
et tre-årigt barn. En oplagt løsning er at binde barnets fødder sammen, men
hvis det vrister sig fri af snoren, vil det løbe efter hyrden. De skar derfor
huller i akilleshælene og trak en snor igennem dem.”
”Hvis du har ret i din analyse, så har Sofokles lavet en bommert,” snerrede
Ravlund. ”Det har han naturligvis ikke. Jeg må bede dig om at respektere
ordlyden i hans mesterværk. Alt andet er tidsspilde.”
”Det originale manuskript er for længst forsvundet,” indvendte Martin. ”Vi
har kun en afskrift tilbage – og den er fyldt med fejl og mangler. Der er
heldigvis en detalje i afskriften, som afslører, at en amatør har været på spil.
Jeg tænker her på formuleringen »endnu ikke tre dage gammelt«. Gåturen
fra Theben til Kithairon tager mindst seks timer. En næsten tre dage gammel
baby ville blive tre dage gammel i løbet af gåturen. Det giver derfor ingen
mening, at beskrive babyen som næsten tre dage gammel. Sådan forholder
det sig ikke, hvis Ødipus var næsten tre år gammel. Et tre-årigt barn udvikler
sig meget – og det er derfor naturligt at præcisere dets alder. Min påstand er,
at en amatør har ændret ordet »år« til »dage« under afskrivningen.”
Uddrag til fri kopiering – 4. udgave 81 Ødipus perplekset – Niels Flyger

93
96
99
102
105
108
111
114
117
120
123
126
”Kan det tænkes, at Kong Laios udsatte barnemordet, i håb om at datidens
høje børnedødelighed ville løse hans dilemma..?” spurgte Victor.
”Ja. Det er en oplagt forklaring,” sagde Martin. ”Til sidst har han ikke turdet
udsætte drabet længere og har overladt det beskidte arbejde til en hyrde.”
”Jeg forstår ikke, at en mor kan bifalde noget så grusomt,” udbrød Ravlund.
(bilag 3)
”Udsættelsen blev formodentlig sat i værk uden hendes vidende,”
antog Martin. ”Kong Laios har efterfølgende spillet uskyldig, men er blevet
afsløret. Jokaste fik dog ikke opsnappet hele sandheden og troede fejlagtigt,
at hendes lille søn var blevet ædt af rovdyrene. Hun vidste ikke, at hyrden
havde foræret Ødipus til en anden hyrde, som heller ikke nænnede at gøre
den lille purk fortræd. Barnemordet mislykkedes derfor – og Ødipus endte
med at blive adopteret af Korinths barnløse kongepar.”
”Hvis Ødipus var gammel nok til at løbe efter hyrden, så har han også været
gammel nok til at huske sine biologiske forældre,” indvendte Ravlund.
”Et tre-årigt barn kan godt have krudt i røven, men glemmer hurtigt sin
tidligste barndom,” forklarede Martin. ”Skæbnen ville, at Ødipus som ung
hørte profetien og fejlagtigt troede, at den handlede om hans adoptivforældre.
For at narre skæbnen vendte han sit barndomshjem ryggen og drog
mod Theben – uvidende om, at byens kongepar var hans biologiske forældre.
Ved en korsvej kommer han op at slås med en majestætisk udseende herre
og dræber ham i nødværge. Ødipus påstod sidenhen, at han ikke vidste, hvem
den dræbte var, men kan det passe..?”
”Hvorfor skulle han lyve om det..?” spurgte Ravlund vrissent.
”For at redde sit eget skind,” foreslog Martin.
”Hvilket forudsætter, at han var klar over, hvem han havde myrdet,” påpegede
Ravlund.
”Kongemordet må have været det store samtaleemne, da Ødipus kom til
Theben. Drabsstedet, tidspunktet og antallet af døde har været fakta, som
ingen kunne undgå at høre. Sammenhængen må være gået op for ham.”
”Hvis sammenhængen var gået op for Ødipus, og drabet var et hændeligt
uheld, hvorfor indrømmede han det så ikke efter ankomsten til Theben..?”
spurgte Victor.
Uddrag til fri kopiering – 4. udgave 82 Ødipus perplekset – Niels Flyger

129
132
135
138
141
144
147
150
153
”På den ene side har han frygtet at blive henrettet uden nogen rettergang.
På den anden side har han klamret sig til et halmstrå. Nemlig den gamle
hyrdes vidneudsagn. Han overlevede blodbadet – og fortalte efterfølgende,
at Kong Laios blev dræbt af en flok røvere. Hvis det var tilfældet, skete der
to forskellige overfald ved det samme vejkryds, den samme dag og med det
samme antal dræbte. De fleste vil påpege det utænkelige i et sådant
sammentræf, men for Ødipus var det hans eneste håb. Det første blodbad
skulle han i så fald have medvirket til. Det andet blodbad skulle være sket
på et senere tidspunkt samme dag, men med Kong Laios som offer.”
”Uanset hvad, så burde Ødipus have indviet Jokaste i det skete,” sagde
Ravlund.
”Der har næppe været den fortrolighed i ægteskabet, som kendetegner et
velfungerende parforhold. Ødipus giftede sig kun med Jokaste, fordi det
forventedes af ham – og det kan have lagt et låg på følelserne.”
”Men Ødipus virkede oprigtigt overrasket, da det flere årtier senere gik op
for ham, at han havde dræbt Kong Laios,” udbrød Ravlund.
”Hvis Ødipus tilstod kongemordet efter flere års tavshed, ville Jokaste
bebrejde ham for at have fortiet sandheden. Han spurgte derfor ind til nogle
detaljer, som allerede var ham bekendt. Da der var tilstrækkeligt med
kendsgerninger på bordet, foregav han at få en aha-oplevelse.”
”Dine aha-oplevelser kan du godt holde for dig selv,” vrissede Ravlund.
”Hvis du ikke straks retter ind, kan du betragte dig selv som dumpet.”
Martin begyndte tøvende at pakke sine ting.
Han forventede ikke, at Victor ville gribe ind, men …
Uddrag til fri kopiering – 4. udgave 83 Ødipus perplekset – Niels Flyger

156
KAPITEL 33 (Ny – ikke før offentliggjort – tolkning af Ødipus-sagnet)
159
162
165
168
171
174
177
180
183
186
189
”Nu er det ikke lektor Ravlund alene, der bestemmer her i firmaet,” sagde
Victor. ”Som professor har jeg også lidt at skulle have sagt. Der er stadig en
del spørgsmål, som du mangler at besvare. Mit første spørgsmål angår
Freuds påstand om, at alle drenge ønsker at dræbe deres fædre. Er der
belæg for det i sagnet..?”
”Der er intet, som tyder på, at Ødipus ønskede at lægge sin far i graven,”
påstod Martin. ”Faderen prøvede derimod at dræbe Ødipus i to omgange.
Det første mordforsøg mislykkedes, fordi hyrden ikke nænnede at fuldføre
ordren. Det andet mordforsøg skete adskillige år senere, da den voksne Ødipus
var på vej til Theben på gå-ben. Hans biologiske far var samtidig på vej
væk fra Theben i sin ekvipage. Da de mødtes ved en korsvej, nægtede Ødipus
at udvise den fornødne ærbødighed for kongen.”
”Selvfølgelig undlod han det.
Han var jo selv kongelig,” udbrød Victor.
”Det vidste kusken ikke – og han skubbede vredt til Ødipus, der spontant
gengældte skubbet. Optrinet var sikkert gået i glemmebogen, hvis ikke
Kong Laios havde udfordret skæbnen. På kujonagtig vis angreb han Ødipus
bagfra med en dobbeltpigget stav. Selvom piggene er små, kan et slag i
hovedet være dræbende. (Bilag 4) Ødipus overlevede dog og forsvarede sig
instinktivt ved at hamre sin vandrekæp ind i siden på overfaldsmanden. Et
sådant slag er normalt ikke dødbringende, men Laios stod på en kærre og
faldt så uheldigt, at han brækkede nakken og døde.”
”Men Freud påstod, at Ødipus dræbte sin far for at overtage hans plads i
ægtesengen,” indvendte Ravlund.
”Freud overså, at græske tragedier er bygget op om et begreb, som hedder
hamartia. Hovedpersonen må hverken være alt for god eller alt for ond.
Han skal være en person, som alle kan identificere sig med. Så skal han forårsage
en ulykke, som lægger hans liv i ruiner. Resultatet er, at vi føler med
vedkommende – og når han mister alt i sidste akt, kniber vi en tåre. Hvis Ødipus
var en massemorder, ville publikum juble, når han fik sin straf.”
”Men Ødipus var netop en massemorder,” indvendte Victor.
”Drabene på kongens to livvagter og kusken var ikke et hændeligt uheld.”
Uddrag til fri kopiering – 4. udgave 84 Ødipus perplekset – Niels Flyger

192
195
198
201
204
207
210
213
216
219
222
”Ødipus kan sammenlignes med en westernhelt, som en fej bandit forsøger
at snigmyrde. Overfaldet mislykkes, hvorefter helten dræber skurken i et lynhurtigt
modangreb. Skurkens håndlangere kaster sig derefter ind i kampen,
men bliver også sat ud af spillet. Ødipus uskadeliggjorde ligeledes alle i
kongens følge, på nær en ubevæbnet slave. Episoden har uretmæssigt
stemplet Ødipus som en blodtørstig massemorder, men drabene skete i
nødværge.”
”Selvom Ødipus handlede i selvforsvar, kan han godt have følt en sadistisk
fryd ved at udradere sine modstandere,” indvendte Ravlund.
”Fortællingens videre forløb giver et andet indtryk,” påstod Martin. ”Først
befrier Ødipus kongeriget for sfinksens ondskab, men da forbandelsen
vender tilbage, ofrer han sig selv for at redde sit folk. Det vil en blodtørstig
sadist aldrig gøre.”
”Freud beskyldte Ødipus for både mord og incest,” påpegede Victor. ”Det
er således et faktum, at Ødipus giftede sig med sin mor og fik fire børn med
hende. Men det var han måske også uskyldig i..?”
”Det er ekstremt sjældent, at en kvinde gifter sig med en mand, der er så
ung, at han kan være hendes søn,” indvendte Martin. ”Jokaste burde derfor
have gættet, at et ægteskab med en fremmed yngling på hendes søns alder
kunne fuldbyrde spådommen. Alarmklokkerne må have bimlet om kap,
men hvis hun begærede sin søn seksuelt, var ægteskabet et drømmescenarie.
Ikke et skrækscenarie.”
”Hvis Jokaste kunne gætte slægtskabet, så kunne Ødipus også gætte det.
De var altså lige gode om skandalen,” indvendte Victor.
”Ikke nødvendigvis,” påstod Martin. ”Slagsmålet ved korsvejen sendte fire
mænd i døden. Måske var én af dem hans far. Måske ikke. I værste fald,
ventede der endnu et dødeligt opgør forude.”
”Men aldersforskellen mellem ham og Jokaste burde have vakt hans mistanke,”
pointerede Ravlund.
”Aldersforskellen har ikke været iøjefaldende. Jokaste arvede nemlig en
halskæde, som gør kvinder evig unge og smukke. Halskæden blev smedet
Uddrag til fri kopiering – 4. udgave 85 Ødipus perplekset – Niels Flyger

225
228
231
234
237
240
243
246
249
252
255
258
af guden Hefaistos, som en bryllupsgave til Afrodites datter Harmonia.
Dronning Jokaste var Harmonias tipoldebarn, og Kong Laios var Harmonias
oldebarn. Hvis Jokaste konstant bar halskæden og tilmed løj om sin alder,
så havde Ødipus ingen chance for at gætte, at hun var hans biologiske mor.”
”Handlingen foregår på en tid, hvor konger kunne tvinge hvem som helst til
seksuelt samkvem. Den magt havde dronninger ikke,” indvendte Ravlund.
”Jokaste var en gave fra Thebens folk. Ødipus havde ikke lyst til at gifte sig
med hende, men brylluppet var svært at afslå. Det forklarer han i skuespillet
»Ødipus i Kolonos«. Han nævner dog ikke, hvorfor han tog imod gaven.
Frygtede han at miste folkets opbakning, hvis han takkede nej..?”
”Her er det os, som stiller spørgsmålene. Ikke dig,” vrissede Ravlund.
”Mener du, at Jokaste handlede i ond tro..?”
”Selvom Jokaste skulle have overset sammenhængen mellem spådommen
og drabet på Kong Laios, burde hendes mistanke være vakt, da en ung mand
efterfølgende kom til Theben. Han var på hendes søns alder og havde huller
i begge sine akilleshæle,” svarede Martin.
”Hvilket forudsætter, at hullerne stadig var synlige,” indvendte Victor.
”Et hul i øreflippen og et hul i akilleshælen har én ting tilfælles,” fortalte
Martin. ”Hullerne vokser ikke sammen, hvis der går betændelse i dem.
Navnet Ødipus betyder »Svullen-fod« og antyder en sådan betændelse.
Man gik ikke med sokker dengang. Hullerne var derfor synlige for alle. Ødipus
har ikke været klar over, at Jokaste var hans biologiske mor, men hun
må have gættet, at han var hendes søn.”
”Og du burde have gættet, at den slags tankespind ikke hører hjemme på et
universitet,” snerrede Ravlund. ”Sagnet efterlader ingen tvivl. Slægtskabet
gik først op for Jokaste, da Ødipus vedkendte sig drabet på Kong Laios. Hun
begik således selvmord af skam over det incestuøse forhold.”
”Hvorfor skulle Jokaste begå selvmord, hvis hun var uskyldig..?
Giver det ikke bedre mening, hvis hun var skyldig..?”
Martin lod spørgsmålet hænge lidt i luften, inden han fortsatte:
”Måske skal motivet til hendes selvmord findes i de karaktertræk, som
Uddrag til fri kopiering – 4. udgave 86 Ødipus perplekset – Niels Flyger

261
264
267
270
273
276
279
282
285
288
291
294
kendetegner tyranner: en sprængfarlig cocktail af kynisme og ekstrem forfængelighed.
Den forestående degradering fra dronning til incestforbryder
kan være gået hendes ære så nær, at hun valgte at hænge sig selv.”
”Nu må det være nok med al den udenomssnak," vrissede Ravlund. ”I skuespillet
»Ødipus i Kolonos« fralægger Ødipus sig ethvert ansvar for tragedien.
Sådan er det ikke i skuespillet »Kong Ødipus«. Her skammer han sig
over det skete – og da koret spørger ham, hvorfor han har stukket sine øjne
ud, vedgår han både drab og incest:
»For jeg ved ikke, med hvilke øjne
jeg skulle kunne se på min far,
når jeg kommer til Hades,
eller på min stakkels mor,
når jeg mod de to har forvoldt ting,
der fortjener mere end hængning.«
(Marcel Lysgaard Lech / 2017 – side 91 – linje 1371-1374)
Findes der et bedre bevis på hans egen skyld og forældrenes uskyld..?”
”Det er en almindelig reaktion hos incestofre, at de ikke magter at se sandheden
om deres forældre i øjnene. De påtager sig derfor al skyld,” sagde
Martin. ”Denne absurde skyldfølelse fordufter dog, når ofret kommer på
afstand af det skete. Så bliver forgudelse til skuffelse. Det er den samme
mekanisme, man ser i skilsmissesager. Børn har det med at påtage sig
ansvaret for bruddet. Alt andet vil ødelægge glansbilledet af forældrene.”
”Du kan ikke bevise noget ved at henvise til en teori,” påpegede Ravlund.
”Der er tale om en almen psykologisk mekanisme, som Sofokles kløgtigt har
observeret og indarbejdet i sin trilogi. Først ofrer Ødipus sig selv for at
redde forældrenes omdømme, men med alderen accepterer han sandheden
om sit biologiske ophav og holder op med at påtage sig skylden.”
”Uanset hvad du siger, har Freud fat i den lange ende,” fastholdt Ravlund.
”Ødipus var stærk som en okse og kunne slå Jokaste i gulvet med et enkelt
slag. Han havde altså ingen grund til at frygte et seksuelt samkvem med
(Bilag 5)
hende. Medmindre han kæmpede med nogle forbudte følelser.”
Martin kiggede desperat ud i luften, mens Ravlund triumferede.
Uddrag til fri kopiering – 4. udgave 87 Ødipus perplekset – Niels Flyger

297
300
303
306
309
312
315
318
321
324
327
330
Pludselig gik en prås op for ham – og han sagde:
”Ødipus har lidt af en fobi. Altså en angst for, at spådomme går i opfyldelse.
Fobier er meget udbredte og kan lamme selv den største kriger. På slagmarken
er han frygtløs, men hvis der sidder en edderkop på hans skjold, så
skriger han af angst. Lidelsen kaldes for araknofobi.”
”Og hvad er det videnskabelige navn for den fobi, som Ødipus kæmpede
med..?” spurgte Ravlund spydigt.
”Det har jeg glemt,” løj Martin.
”Lidelsen kaldes for dommedags-fobi,” forklarede Victor. ”Navnet er lidt
misvisende, idet fobien betegner en generel angst for, at profetier skal gå i
opfyldelse – ikke kun dem, som er nævnt i Biblen.”
Ravlund kiggede beundrende på Victor og sagde så:
”Og som enhver anden god moder trøster Jokaste sin søn og fortæller, at
profetier ingen gang har på jord. Eller som hun siger:
»Men du skal ikke frygte at ægte din mor.
Nok har mange mennesker
i deres drømme været i seng med
deres mødre, men den, der er ligeglad
med det, kommer lettest gennem livet.«
(Marcel Lysgaard Lech / 2017 – side 65 – linje 980-983)
Det er altså ganske normalt at fantasere om sex med sin mor.”
Men den påstand købte Martin ikke – og han sagde:
”Grundtanken i Freuds drømmetydning er, at drømme er metaforer. Jeg
har ofte mareridt om en flagermus, som bider mig i halsen. Det er et
urealistisk scenarie – medmindre flagermusen symboliserer en person, der
lænser mig for livsglæde. Når Jokaste siger, at mange mennesker i deres
drømme har sex med deres mødre, skal det ikke tolkes bogstaveligt.”
”Ødipus må have begæret sin mor seksuelt,” indvendte Victor.
”De fik fire børn sammen. Det kan ikke bortforklares.
Hvis Ødipus havde følt en afsky for hende, ville han ikke kunne få erektion.”
”I et fornuftsægteskab kan man være nødt til at fantasere om andre for at få
rejsning,” svarede Martin.
Uddrag til fri kopiering – 4. udgave 88 Ødipus perplekset – Niels Flyger

333
336
339
342
345
348
351
354
357
360
”Du har stadig ikke overbevist mig om Ødipus’ uskyld,” fastholdt Ravlund.
”Der er en besynderlig detalje, som indikerer hans uskyld,” svarede Martin.
”Da det gik op for ham, at Jokaste var hans biologiske mor, greb han ud
efter sit sværd, men hvorfor..?”
”Jokaste havde barrikaderet sig på soveværelset – og sværdet skulle bruges
til at bryde døren op,” foreslog Victor.
”Et sværd er ikke meget bevendt, når der er sat en slå for døren. Det er en
bred skulder derimod. Det har næppe været afsløringen af slægtskabet,
som gjorde ham rasende, men derimod at Jokaste på intet tidspunkt
advarede ham om risikoen for incest. Freud tog fejl, da han påstod, at Ødipus
ønskede sin far død og borte. Det var ikke faderen, men moderen som
Ødipus ville dræbe.”
Ravlund blev kortvarigt mundlam, men vrissede så:
”Din tolkning er alt for fantasifuld til, at jeg kan tage den seriøst..!”
”Virkelighedens verden overgår nogle gange vores vildeste fantasi,” sagde
Martin. ”Det er Josef Fritzl et godt eksempel på. Der var ingen af hans nærmeste,
som fattede mistanke om, hvad der foregik i hans beskyttelsesrum.
På samme vis er det svært at fatte, hvad Jokaste har udsat sin egen søn for.
Josef Fritzl er kun en primitiv hulemand sammenlignet med Jokaste. Hun
var langt mere udspekuleret.”
”Du anklager Jokaste for det værste, men hvor er den rygende pistol..?”
snerrede Ravlund.
”Sagnet indeholder ingen konkrete beviser for hendes skyld, men bliver
handlingen ikke mere troværdig, hvis hun var incestforbryder..?” spurgte
Martin.
”Jo. Men du kommer til at tale for døve øren,” advarede Victor. ”En underholdende
tolkning fænger ofte mere end en realistisk. Det gælder især for
religion. Nogle troende foretrækker forvrøvlet mystik fremfor jordnære
forklaringer. Gyset i Ødipus-sagnet bliver langt større, hvis Jokaste var uvidende
om deres slægtskab. Din tolkning vil derfor aldrig vinde fodfæste.”
”Victor har ret,” indskød Ravlund. ”Der er ikke brug for dit vrøvl.”
Uddrag til fri kopiering – 4. udgave 89 Ødipus perplekset – Niels Flyger

363
366
369
372
375
”Min tolkning er ikke noget vrøvl, men en opsang til de pædofile, som tvinger
børn til sex under henvisning til ødipus-komplekset.”
”Findes der eksempler på det..?” spurgte Ravlund.
”Ja. Jeg bor til leje hos professor Piildorfs eks-kæreste, Mona Mira, og hun …”
Victor kogte pludselig over og råbte:
”Ja tak. Så har vi ikke flere spørgsmål..!
Vil du gå udenfor, mens vi voterer..?”
Martin gik mismodig ud på gangen.
”Jeg skulle aldrig have nævnt Mona Mira,” bebrejdede han sig selv.
”Victor var mig venligt stemt – indtil jeg ribbede op i hans gamle sår.”
Ventetiden føltes uendelig lang.
Uddrag til fri kopiering – 4. udgave 90 Ødipus perplekset – Niels Flyger

KAPITEL 34
378
381
384
387
390
393
396
399
402
405
408
Lektor Ravlund var berygtet for at slagte sine afgangsstuderende.
Victor kunne derfor ikke nære sig for at drille hende:
”Så var der alligevel en studerende, du ikke kunne få skovlen under.”
”Det var en spændende kamp – og jeg nød hvert et sekund,” medgav
Ravlund. ”Uanset hvor meget jeg snerrede ad ham, bevarede han roen og
udviste integritet. Hans forskning er banebrydende og kan sætte vores
institut på verdenskortet. Gid vi havde flere af hans kaliber.”
”Der kan ikke være nogen tvivl.
Han har fortjent en topkarakter,” foreslog Victor.
Ravlund kaldte Martin ind og sagde: ”Til lykke. Det blev et flot 12-tal.”
”Et stort til lykke fra mig også,” supplerede Victor. ”Lektor Ravlund og jeg
er enige om, at dit speciale er genialt. Hvis du skriver en kronik på engelsk,
vil jeg gøre mit til, at den bliver trykt i de udenlandske fagblade.”
”Der bliver slået en stilling op som undervisningsassistent til efteråret.
Kunne det være noget for dig..?” spurgte Ravlund.
”Det vil være et drømmejob,” svarede Martin lettere befippet.
”Vi kan dog ikke love noget,” præciserede Victor. ”Som du sikkert ved, har
Amstelfeld og Ivarsson opfordret Sandra til at søge selvsamme stilling.”
”Hvis Sandra søger, har jeg ikke en chance,” sukkede Martin.
”Sandra er en meget kvalificeret kandidat,” medgav Ravlund. ”Hun har en
sjælden evne til at skabe begejstring og sammenhold, men du har noget,
der vejer tungere. Du har integritet.”
”INTEGRITET..?” spurgte Martin forbløffet.
”Ja,” svarede lektor Ravlund. ”Kan du holde på en hemmelighed..?”
Det lovede Martin – og hun forklarede:
”Der er alt for mange studerende, som tror, at udenadslære er vejen frem.
Jeg ynder at provokere dem for at se, hvor meget substans der er i deres
speciale. De fleste er desværre så opslugte af karakterræset, at de giver køb
på deres principper. Den slags er du hævet over. Du vil hellere dumpe end
Uddrag til fri kopiering – 4. udgave 91 Ødipus perplekset – Niels Flyger

411
414
417
420
423
426
429
acceptere noget vrøvl. Vi har brug for en undervisningsassistent, der kan
tænke selv – i modsætning til papegøjerne, som snakker mig efter munden.
Det er altså ikke tom snak, når jeg foreslår dig at søge.”
”Den opfordring kan jeg kun bakke op om,” istemte Victor.
”Det vil tage mig et par uger at lave en oversættelse af mit speciale.
Når det er færdigt, sender jeg det til jer,” lovede Martin.
”Det glæder vi os til at læse,” svarede Ravlund.
Martin forlod derefter universitetet, strålende af stolthed. Ikke alene havde
han fået samme karakter som Sandra. Han var også blevet opfordret til at
søge stillingen som undervisningsassistent. Det kunne ikke gå hurtigt nok
med at komme hjem og fortælle hende den gode nyhed. Vejret var tilmed
perfekt til at fejre den veloverståede eksamen med en storslået brunch på
en fortovscafé.
Bussen kørte uendelig langsomt, og da den holdt stille på grund af vejarbejde,
løb han det sidste stykke. Hoveddøren til hendes lejlighed stod vidt
åben – og entréen flød med tomme flasker.
”Endnu en god fest, jeg gik glip af..!” sukkede han og åbnede døren ind til
soveværelset.
FORTSÆTTES …
Uddrag til fri kopiering – 4. udgave 92 Ødipus perplekset – Niels Flyger

BILAG 1
ØDIPUS I KOLONOS
3
6
9
12
Ødipus fortæller i skuespillet ”Ødipus i Kolonos”, at ægteskabet med moderen
skete imod hans vilje og imod hans lyst, men hvorfor denne modvilje..? Var
han kræsen – eller fornemmede han, at noget var galt..?
En baby kan altid genkende moderens stemme. Når hun er i nærheden, er alt
trygt. En mors stemme forsvinder ikke i glemslen. Da den voksne Ødipus atter
møder sin mor, kan han have tænkt: ”Hvor har jeg hørt den stemme før..?”
Hans barndomsminder har dog været så vage, at han ikke kunne sætte navn
på stemmen, men hans underbevidsthed har forsøgt at råbe ham op. Den
har fået ham til at væmmes seksuelt – og han har ikke forstået hvorfor.
Adspurgt om baggrunden for giftermålet, kommer han med to forklaringer:
15
18
21
24
27
30
33
36
Når Ødipus føler sig truet på sin ære, giver han guderne skylden:
Ødipus:
”Jeg handled ikke selv, mig blev der handlet med.”
(Ødipus i Kolonos – Henrik Haarløv - linje 266)
Ødipus: ”Helt uden viden, uden vilje blev jeg gift.”
. . . . .
”Det var, hvad jeg kom ud for – guderne stod bag!”
(Ødipus i Kolonos – Henrik Haarløv, linje 987 + 997)
Når Ødipus ikke føler sig truet, vedgår han, at skylden var hans egen:
Ødipus: ”Jeg vandt en pris, ulykkens pris
- det vide gud - mod egen vilje, egen lyst.”
Korfører: ”Hvordan?”
Ødipus: ”Med ulyksalig ægteseng lænked Thebe-by en mand, som intet
anede, til forbrydelse og straf.”
Korfører: ”Så delte du, som rygtet går det skændselsleje med din mor?”
Ødipus: ”Åh, fremmede! Du jager mig til døde med de ord.”
. . . . .
Korfører: ”Du satte ting i værk.”
Ødipus: ”Nej, nej.”
Korfører: ”Hvordan?”
Ødipus: ”Jeg tog imod byens »gave« som tak for hjælp.
Gid dog, jeg arme, havde afvist den!”
(Ødipus i Kolonos – Henrik Haarløv, linje 523-542)
Uddrag til fri kopiering – 4. udgave 157 Ødipus-perplekset – Niels Flyger

BILAG 2
DET OPRINDELIGE SAGN OM ØDIPUS
3
6
Det oprindelige sagn om Ødipus er for længst gået tabt, men hans skæbne
nævnes i en del værker, som er ældre end Sofokles’ skuespil. Den ældste
bevarede omtale findes i Odysséen:
9
12
15
18
21
”Derefter så jeg en kvinde, Oidipus' mor, Epikaste,
hun, som synded så slemt, da hun uden at ane det valgte
sønnen til husbond. Han fælded sin far og ægted hans hustru.
Straks lod de evige guder hans dåd blive kendt (for alle (note 1) ),
og siden hersked han over kadmeiernes folk i det herlige Teben,
pint af sin sorg, og hans skæbne blev tung efter gudernes vilje.
Hun måtte vandre til Hades, hin vogter ved dødsrigets porte,
da hun til bjælken i loft havde fæstet den hængende strikke,
pint af ulidelig kval. Ham levned hun talløse sorger, alt,
hvad den skændede moders erinnyer evned at volde.”
(P. Østbye/ M. Boisen – 1962 – Odysseen: 11. sang – linje 271-275)
Note 1:
“He that had slain his own father wedded her, and
straightway the gods made these things known to men.”
(S. H. Butcher and Andrew Lang – 1906/ www.literaturepage.com/read/theodyssey-164.html)
24
27
30
33
Det fremgår ikke entydigt af Odysséen, om Ødipus havde sex med sin mor.
Der er dog to ord, som antyder, at han slap med skrækken.
”Han dræbte sin far og giftede sig med sin mor.
Straks lod de evige guder denne viden blive kendt for alle.”
Den første antydning er ordet: ”straks”.
Dette ord bruges ofte, når man griber ind i sidste øjeblik.
Den anden antydning er ordet: ”alle”.
Dette ord indikerer, at bryllupsgæsterne stadig var til stede.
Hvis analysen er korrekt, så skete gudernes indgriben under bryllupsfesten,
men før bryllupsnatten. Guderne skånede derved Ødipus for incest.
Uddrag til fri kopiering – 4. udgave 158 Ødipus perplekset – Niels Flyger

BILAG 3
HVEM BEORDREDE BARNEMORDET..?
3
6
9
12
15
18
21
24
27
30
33
36
Den gamle hyrde spiller en central rolle i skuespillet. Det var ham, der fik til
opgave at efterlade Ødipus i ødemarken – og som ikke nænnede det. Og det
var også ham, der sidenhen overlevede blodbadet, som kostede Kong Laios
livet. Men hvorfor slap han med livet i behold..?
Det findes der to oplagte forklaringer på. Den ene er, at han flygtede over
stok og sten. Den anden er, at Ødipus handlede i selvforsvar – og da hyrden
var ubevæbnet, gav det ingen mening at dræbe ham.
Tankerne må være fløjet gennem hyrdens hoved under løbeturen hjem til
Theben. Hvad ville der ske, hvis Dronning Jokaste hørte, at Kong Laios var
blevet dræbt af en yngling på hendes søns alder..? Ville hun fatte mistanke
om, at hyrden ikke havde fuldført den ordre, som hun i sin tid gav ham..?
I desperation har hyrden bildt Jokaste ind, at Kong Laios blev myrdet af en
flok røvere. Hans problemer sluttede dog ikke her. Skrækken må have stået
malet i hans øjne, da Ødipus pludselig dukkede op i Theben. Ville Ødipus
gøre ham tavs..? Eller ville sandheden om det mislykkede barnemord komme
frem i lyset, når Jokaste fik øje på hullerne i Ødipus’ hæle..?
Jorden brændte under ham – og han bad derfor Dronning Jokaste om at blive
forflyttet til den fjerneste egn af kongeriget. Hun efterkom hans ønske – og
han levede afsondret i bjergene, indtil Ødipus sendte bud efter ham. Det må
have været med tunge skridt, han mødte op i Theben. Forude ventede et
forhør, som kunne resultere i en dødsstraf. Tænk, hvis det blev afsløret, at
han i sin tid trodsede Jokastes befaling og derved kunne bebrejdes for kongemordet..?
Presset af omstændighederne fortæller han til sidst sin version af forløbet:
Ødipus: ”Hvor fik du barnet fra..? Hjemmefra eller fra en anden..?”
Hyrden: ”Nej, det var ikke mit barn. Jeg fik det af én.”
Ødipus: ”En af disse borgere..? Fra hvilket hus..?”
Hyrden: ”Det var et barn af Laïos hus.”
Ødipus: ”En slavefødt unge eller et barn af hans slægt..?”
Hyrden: ”Ja, man kaldte altså barnet hans, men din hustru derinde kan nok
bedst fortælle, hvad der skete.”
Ødipus: ”Så det var hende, der gav det til dig..?”
Hyrden: ”Ja, min herre..!”
Uddrag til fri kopiering – 4. udgave 159 Ødipus perplekset – Niels Flyger

3
6
9
12
15
18
21
24
27
30
33
36
Ødipus: ”Hvorfor gjorde hun det..?”
Hyrden: ”Så jeg kunne dræbe det.”
Ødipus: ”Men staklen var dets mor..?”
Hyrden: ”Hun frygtede onde varsler.”
Ødipus: ”Hvilke..?”
Hyrden: ”At barnet ville dræbe sine forældre.”
(Marcel Lysgaard Lech/ 2017 – side 80-81 – linje 1162-1177)
Forhøret forløb bestemt ikke, som Ødipus havde håbet. Han havde sendt
bud efter hyrden for at få bekræftet, at Kong Laios blev dræbt af en flok
røvere. Hvis det var tilfældet, så skete der to forskellige overfald ved det
samme vejkryds, den samme dag og med det samme antal dræbte. De fleste
vil påpege det utænkelige i et sådant sammentræf, men for Ødipus var det
hans eneste håb.
Det første blodbad skulle han i så fald have medvirket til. Det andet blodbad
skulle være sket på et senere tidspunkt samme dag, men med Kong Laios
som offer. Hyrden når dog aldrig at indrømme sin løgn, idet en budbringer
fra Korinth er dukket op i mellemtiden. De to er gamle venner – og samtalen
kommer hurtigt til at handle om det drengebarn, som hyrden i sin tid blev
beordret til at dræbe. Budbringeren har sikkert forventet at blive belønnet,
fordi han i sin tid reddede Ødipus, men han var for chokeret til udvise taknemmelighed.
I de græske tragedier anvendes et begreb, som hedder anagnorisis. Det beskriver
tidspunktet, hvor sandheden går op for hovedpersonen. I Sofokles’
skuespil sker det, da hyrden modvilligt fortæller, at Ødipus er søn af Kong
Laios og Dronning Jokaste. Da Ødipus hører det, indser han, at profetien er
gået i opfyldelse. Han kunne have hæftet sig ved to besynderligheder i
hyrdens vidneforklaring, men det ville ikke have ændret noget.
Dels påstår hyrden, at Ødipus ville dræbe begge forældre. Ikke kun sin far.
Og dels påstår han, at Jokaste beordrede børneudsættelsen.
Den anklage står i skærende kontrast til Jokastes forklaring:
Jocasta: ”As for the child, it was but three days old,”
Storrs korrekte oversættelse kan læses på:
http://www.gutenberg.org/files/31/31-h/31-h.htm
Uddrag til fri kopiering – 4. udgave 160 Ødipus perplekset – Niels Flyger

3
6
9
12
15
18
21
24
27
30
33
Jokaste: ”Spædbarnet (παιδὸς = barnet) var dog endnu ikke tre dage
gammelt, da han (Kong Laïos) bandt dets fodled sammen og
ved andres hænder fik sat barnet ud ved et uvejsomt bjerg.”
(Marcel Lysgaard Lech/ 2017 – side 51 – linje 717-719)
Udsagnene udelukker hinanden – eller gør de..?
Der findes en tredje mulighed. Hvis Kong Laios løj om, hvem der tog initiativet
til barnemordet, så har hyrden blot genfortalt løgnen.
Forbrydelsen kan være sket på følgende vis:
Hyrden er kommet ned fra bjergene med konsumvarer til slottet. Da han
skulle retur til bjergene, beordrede Kong Laios ham til at tage Ødipus med. I
Sofokles’ gendigtning blev udsættelsen iværksat, da Ødipus var tre dage
gammel, men er det realistisk..?
I teorien kan forbrydelsen være foregået, mens Jokaste tog sig en middagslur,
men nybagte mødre har det med at vågne, blot de hører det mindste klynk
fra babyen. Så er det mere sandsynligt, at Ødipus var så gammel, at Jokaste
kunne overlade pasningen til en anden, mens hun var ude i byen. Det har
givet Kong Laios tid nok til at arrangere barnemordet.
Som en anden kujon har han bundet hyrden en løgn på ærmet:
”Jeg kunne ikke drømme om at slå min egen søn ihjel, men det er et ønske
fra min hustrus side. Hun frygter en spådom. Det er blevet os spået, at barnet
som voksen vil dræbe begge sine forældre. Som det mandfolk jeg er, har jeg
intet at frygte, men min hustru er chanceløs over for en morder – og hun
har derfor bedt mig skaffe barnet af vejen, mens hun er i byen.”
Kong Laios og hyrden har derefter gennemboret barnets akilleshæle og
trukket en snor igennem hullerne. Da Jokaste kom hjem, har Kong Laios
muligvis anklaget en uskyldig for at stå bag bortførelsen. Han har derefter
sendt et eftersøgningshold af sted i en forkert retning. De kom derfor tomhændede
tilbage.
Umiddelbart den perfekte forbrydelse, men …
Desværre er det oprindelige sagn gået tabt. Vi ved derfor ikke med sikkerhed,
om det var Dronning Jokaste eller Kong Laios, som satte børneudsættelsen
i værk.
36
Uddrag til fri kopiering – 4. udgave 161 Ødipus perplekset – Niels Flyger

BILAG 4
SELVFORSVAR ELLER OVERREAKTION..?
3
6
9
12
15
18
21
24
27
30
33
36
Der er uenighed blandt oversættere, om hvorvidt Kong Laios ramte Ødipus i
hovedet med en pisk eller en pigstav, men grundteksten efterlader ingen tvivl.
Det græske ord ”κέντροισί” [kɛd̪ɾisi] skal oversættes med pigstav (se screendump,
side 164). Desværre er den oprindelige tekst gået tabt, og afskriften
indeholder en del fejl/ mangler. Man kan derfor påstå, at der burde have stået
”pisk” og ikke ”pigstav”. Hvis Kong Laios irettesatte Ødipus med et piskeslag,
så var kongemordet en overreaktion, men hvis Kong Laios angreb Ødipus
bagfra med en pigstav, så skete kongemordet i nødværge.
DOBBELTE PISK:
I Marcel Lysgaard Lechs oversættelse anvendes ordet ”pisk”:
”Men ham, kusken, der forsøgte at få mig væk,
slog jeg i vrede. Den gamle så, hvad der skete,
og ventede, til jeg kom om bag vognen, og slog
mig så lige i hovedet med sin dobbelte pisk.”
(Marcel Lysgaard Lech/ Ødipus (2017): side 55/ linje 804-809)
Begrundelsen for denne oversættelse findes hos P. J. Finglass:
“Laius, by contrast, waits for his moment, thus acting
in cold blood. Moreover, he uses a whip, an intolerable
insult, since 'to be struck, and struck with an implement
designed for animals, was to be marked as a slave.”
(P. J. Finglass/ Sophocles: Oedipus the King (2018) – side 417)
Der er dog en hage ved dette argument. Ødipus havde intet problem med at
være slavefødt – eller som han siger til Jokaste:
Ødipus: ”Rolig..! For selv hvis jeg viser mig at være slave i tredje led fra en
slavemor, går du jo fri.”
Kor: ”Sikke en voldsom sorg, din hustru forlod os med, Ødipus!
Hun stormede jo bort! Hvorfor?
Jeg frygter, at noget ondt vil bryde frem af hendes tavshed!”
Ødipus: ”Så lad det bryde frem! Mit ophav, hvor ringe det end måtte være,
vil jeg altså se. Hun er jo så stolt, som kvinder kan være, så måske
hun skammer sig over mit ringe ophav. Men jeg regner mig selv for
søn af Lykken, min velgører, og vil derfor aldrig miste min ære!”
(Marcel Lysgaard Lech/ Ødipus (2017): side 72+73/ linje 1062-1063 + 1074-1082)
Uddrag til fri kopiering – 4. udgave 162 Ødipus perplekset – Niels Flyger

3
6
9
12
15
18
21
24
27
30
33
36
PIGGET STAV:
Hvis Kong Laios slog Ødipus i hovedet med en pigget stav, så var kongemordet
resultatet af en kamp på liv eller død.
”Da nu kusken kom og gav mig nogle skub,
så slog jeg vredt til ham, men da den gamle
mand i vognen ser det, venter han, til
jeg når hen forbi hans plads, og rammer
så en pigget stav imod mit hoved.”
(Alex Garff og Leo Hjortsø/ 1969 – side 53 – linje 804-809)
I skuespillet ”Ødipus i Kolonos” antyder Ødipus, at drabet skete i nødværge:
”Hvis nu en fyr sprang frem og ville myrde dig
– den pæne mand! – mon du så ville spørge løs
om slægtskabsforhold, eller prompte slå igen?”
(Ødipus i Kolonos – Henrik Haarløv – side 70 – linje 992-995)
Rejsen fra Theben til Delfi var fyldt med farer. Rovmordere lå på lur overalt.
Som en ekstra sikkerhedsforanstaltning skulle alle, der mødte kongen, kaste
sig i støvet. Kongen kunne derved passere uden frygt for sit liv. Skulle en
undersåt komme for tæt på kongen, gjaldt det om at jage ham væk. Det kunne
ske ved at skubbe til vedkommende, men en rovmorder kunne hurtigt
komme på benene og angribe kongen. I så fald var en pisk ikke meget
bevendt – i modsætning til en pigget stav. Og da kusken allerede havde en
pisk, giver det bedre mening, hvis kongen og hans livvagter var bevæbnet
med pigstave og sværd.
Ødipus var kongelig – og det har været unaturligt for ham at vige for Kong
Laios. Han holdt derfor ikke den fornødne afstand. En sådan manglende ærbødighed
var strafbar. Kusken var i sin gode ret, da han skubbede til Ødipus.
Han burde have taget irettesættelsen med oprejst pande, men kom spontant
til at gengælde skubbet. Det udløste en endnu strengere straf. Adskillige
piskeslag ville være på sin plads, men kongen takserede overtrædelsen til
dødsstraf. Ødipus blev vred over straffens størrelse og reagerede udadvendt:
”Straffen var måske for meget, men kort fortalt
så blev han ramt af stokken fra denne hånd og
trimlede straks ud af vognen og landede på ryggen.”
(Marcel Lysgaard Lech/ Ødipus (2017): side 55/ linje 810-813)
Uddrag til fri kopiering – 4. udgave 163 Ødipus perplekset – Niels Flyger

P.J. Finglass: Oedipus the King, side 417:
(Forkortelsen S. OT809 betyder Sophocles – Oedipus Tyrannus – linje 809)
logeion.uchicago.edu/κέντρον
”After him was Shamgar the son of Anath, who killed 600 of the
Philistines with an oxgoad.” (Biblen – Judges, kap. 3 v31 - ESV)
Uddrag til fri kopiering – 4. udgave 164 Ødipus perplekset – Niels Flyger

3
6
9
12
15
18
21
24
27
30
33
36
39
Grundteksten er desværre kun en afskrift af det oprindelige teaterstykke. Den
indeholder en del fejl og uautoriserede tilføjelser. Oversættere er derfor nødt
til at være skeptiske. Hvis det giver bedre mening, at Kong Laios irettesatte
Ødipus med et piskeslag, så er det en acceptabel afvigelse. Det forudsætter
dog, at Ødipus var en galning, som gik amok i en blodrus, når nogen irettesatte
ham. Den påstand strider imod det overordnede billede af Ødipus. Han undlod
således at straffe profeten Teiresias, selvom han beskyldte Ødipus for det
værste. Noget sådant ville kritikere af Putin næppe slippe godt fra. Ødipus
ofrede tilmed sig selv for at redde sit folk. Noget sådant kunne Putin heller
ikke drømme om.
Græsk-kyndige ved selvfølgelig godt, at ”κέντροισί” [kɛd̪ɾisi] skal oversættes
med ”pigstav”. Når nogle alligevel bruger ordet ”pisk”, kan det skyldes, at de
støtter Freuds påstand om, at Kong Laios blot ville irettesætte sin uvorne søn
med et piskeslag. Ødipus skulle derimod være en voldspsykopat, som var
parat til at dræbe sin egen far for at overtage hans plads i ægtesengen. Men
hvis Ødipus var en voldspsykopat, ville vi ikke knibe en tåre i sidste akt. Vi
græder af medfølelse, når alt går galt for den sympatiske hovedperson. Denne
følelsesmæssige rutsjebane kaldes for katarsis. Korrekt udført mente grækerne,
at den havde en terapeutisk effekt.
Aristoteles beskriver grundtanken i en græsk tragedie således:
”En tragisk helt skulle hverken være helt god eller helt dårlig, men et
almindeligt menneske, publikum let kunne identificere sig med; en person
med mange gode egenskaber kombineret med nogle mangler, fx hidsighed
eller overmod eller ren ubetænksomhed. Så skulle vedkommende gøre et
fejltrin, ikke ud fra et ondt motiv, men blot hamartia, dvs. et fejltrin, et
øjebliks blindhed, en svipser, som så resulterer i en frygtelig peripeteia, et
omslag i skæbnen med et sådant forløb, at helten mister alt, hvad der er ham
kært, og temmelig sikkert selv må bøde med livet. Aristoteles' indsigt består
i, at den medynk vi føler ved andres fiasko, som regel har sit ophav i fornemmelsen
af, at vi selv under visse omstændigheder lige så nemt kunne være
havnet i en misère som deres. Tragedierne skulle opdrage publikum til beskedenhed
overfor deres evne til at undgå ulykker, og samtidig vække medynk
med den, der faktisk er ramt. Vi skal forlade teatret mere forsigtige med at
se ned på vore medmennesker, om de er faldne eller fallerede.”
https://da.wikipedia.org/wiki/Tragedie
Uddrag til fri kopiering – 4. udgave 165 Ødipus perplekset – Niels Flyger

Oversættelser, hvor ”κέντροισί” bliver oversat med ”pigstav”:
Alex Garff og Leo Hjortsø/ 1969: og rammer så en pigget stav imod mit hoved.
Otto Foss/ 1977: og drev sin dobbelte-pigkæp mod mit hoved.
N. V. Dorph/ 1878: og ramte mig med Pigkjæps Dobbeltbraade midt på hovedet.
BookCaps/ 2012: hit me over the head with his spiked stick.
George Theodoridis/ 2005: he picked up the double goad and hit me.
Oliver Evans/ 1994: to strike me smack in the head with two blows from his stick.
Timberlake Wertenbaker/ 1991: he struck med with a double goad.
Robert Fagles/ 1982: he brings down his prod, two prongs straight at my head!
S. Berg and Diskin Clay/ 1978: and caught me on the head with an ugly goad.
Bernard Knox/ 1959: he aimed at my head with a two-pronged goad, and hit me.
D. Fitz and R. Fitzgerald/ 1949: and brought his double goad down on my head.
David Grene/ 1942: he struck me, full on the head with his two pointed goad.
Richard Jebb/ 1917: brought his goad with two teeth down full upon my head.
Francis Storr/ 1912: brought down full on my head the double-pointed goad.
Gilbert Murray / 1911: down on my head his iron-branchèd goad Stabbed.
George Young/ 1906: with his goad's fork smote me upon the head.
E. F. Warling/ 1893: the driver's two-pronged goad, struck me on the head.
E. H. Plumptre/ 1865: he struck my forehead with a double-pointed goad.
Jean Bollack/ 2015: traf mich mit seinem Zweizack (da: fork) auf den Kopf.
Jürgen Beck/ 2021: nahm er den Stachelstock auf und schlug mir damit auf den Kopf.
Kurt Steinmann/ 2015: er nieder mir mit dem Doppelstachel mitten übers Haupt.
K. W. F. Solger/ 1958: und trifft Mit dopplem Stachelstabe gleich den Scheitel mir.
Oversættelser, hvor ”κέντροισί” bliver oversat med ”pisk”:
Marcel Lysgaard Lech/ 2017: og slog mig så lige i hovedet med sin dobbelte pisk.
P. J. Finglass/ 2018: and struck me right on the head with a double whip.
J. Donner/ 1838-1875: Und schwang die Geißel mitten mir aufs Haupt herab.
I. Johnston/ 2004: with his double whip struck me on my head, right here on top.
Uddrag til fri kopiering – 4. udgave 166 Ødipus perplekset – Niels Flyger

3
6
9
12
15
18
21
24
27
30
33
36
BILAG 5
HVORFOR ER ØDIPUS BLEVET MISFORSTÅET..?
Der er tre replikker i Kong Ødipus, som kan misforstås, så man får det fejlagtige
indtryk, at Ødipus begærede sin mor seksuelt. Man kan indvende, at
Ødipus burde have gættet, at Jokaste var hans biologiske mor, men hvis hun
løj sig yngre, end hun var, så har han ikke anet uråd.
1. REPLIK
Ødipus: ”Men hvordan kan jeg undgå at frygte min mors seng..?”
(Marcel Lysgaard Lech/ 2017 – side 65 – linje 973)
Hvis man læser replikken ude af kontekst, kan man komme i tvivl om, hvad
det er, Ødipus frygter. Er det, at guderne vil få ham til at gøre noget, som er
imod hans vilje, eller er det, at hans indre sexdjævel skal få ham til at springe
på moderen, som en liderlig hanhund springer på en tæve..?
Konteksten efterlader dog ingen tvivl. Ødipus har lige fået at vide, at hans
adoptivfar er død af naturlige årsager. Dødsfaldet er både en sorg og en
lettelse for ham. Han er lettet, fordi den første del af profetien ikke er gået
i opfyldelse, men hvad med den anden del..? Samlejet med moderen. Hans
frygt for incest skyldes en fobi, som er beslægtet med apokalypse-fobien.
Altså en ubegrundet frygt for, at profetier går i opfyldelse.
Ødipus: ”Hvorfor, min hustru, skulle man så være opmærksom på
pythiske spådomme og de fugle, der højt til vejrs skræpper
op om, at jeg ville dræbe min far? Han er død og ligger nu
under jorden. Og her står jeg, lige her, uden at have rørt
lansen, medmindre han døde af længsel efter mig. I så fald
er skylden min. Så de varsler, der før verserede her, tog
Polybos med sig til Hades – de er intet værd..!”
Jokaste: ”Sagde jeg ikke det til dig for lang tid siden..?”
Ødipus: ”Jo, men jeg blev ledt på afveje af min frygt.”
Jokaste: ”Så lad være med at lægge dig de ting på sinde..!”
Ødipus: ”Men hvordan kan jeg undgå at frygte min mors seng..?”
Ville Freud have udtænkt en lignende teori, hvis dialogen mellem en mor og
hendes søn havde lydt således:
Mor:
Søn:
”Nu behøver du ikke leve i frygt længere. Krigen er slut.”
”Men hvordan kan jeg undgå at frygte edderkopper.”
Uddrag til fri kopiering – 4. udgave 167 Ødipus perplekset – Niels Flyger

3
6
9
12
15
18
21
24
27
30
33
36
39
2. REPLIK
Jokaste:
»Men du skal ikke frygte at ægte din mor.
Nok har mange mennesker i deres drømme
været i seng med deres mødre, men den,
der er ligeglad med det,
kommer lettest gennem livet.«
(Marcel Lysgaard Lech/ 2017 – side 65 – linje 980-983)
Grundtanken i Freuds drømmetydning er, at drømme er metaforer. Hvis man
har mareridt om en vampyr, der bider én i halsen, kan vampyren symbolisere
en person, som lænser én for livsglæde. Når Jokaste siger, at mange mennesker
i deres drømme har sex med deres mødre, skal det ikke tolkes bogstaveligt.
Alligevel tolker Freud replikken som en almenmenneskelig fantasi om sex
med ens egen mor. Misforståelsen opstår, hvis man læser replikken ude af
kontekst og med nutidige briller. I vore dage bruger vi ofte ordet »drømme«
om noget, vi inderligt ønsker. Vi drømmer om at vinde en million etc., men i
antikken blev drømme opfattet som et varsel. Et eksempel på dette er
fortællingen om Polykrates:
»Herodot hævder, at Polykrates' datter advarede ham om ikke at
tage til Magnesia, idet hun berettede om en profetisk drøm, hun
havde haft om, at han hang i luften, blev vasket af Zeus og salvet
af solguden Helios. Hans død opfyldte denne profeti, da han, da det
regnede, blev 'vasket af Zeus', og da solen skinnede, blev han
'salvet af Helios', da fugten blev svedt fra ham.«
(www.wikipredia.net/da/Polycrates)
Diskussionen mellem Ødipus og Jokaste handler om, hvorvidt han skal frygte
spådomme generelt. Sofokles’ samtidige har næppe været i tvivl om, at Jokaste
prøver at overbevise Ødipus om, at enhver form for forudsigelser, herunder
drømmevarsler, er noget vås. I vore dage er det ikke indlysende, at
der er tale om drømmevarsler. Jeg foreslår derfor en mindre tilføjelse:
Jokaste:
»Men du skal ikke frygte at ægte din mor.
Nok har mange mennesker i deres drømme
været i seng med deres mødre, men den,
der er ligeglad med profetier,
kommer lettest gennem livet.«
Uddrag til fri kopiering – 4. udgave 168 Ødipus perplekset – Niels Flyger

3
6
9
12
15
18
21
24
27
30
33
3. REPLIK
Nogle vil sikkert påstå, at Ødipus tilstår overgrebet på sin mor, under henvisning
til Garff og Hjortsøs oversættelse, men det er en udlægning, som
makkerparret tilsyneladende står alene med (se skema på næste side):
Ødipus:
»Mon I husker mer, at I var vidner
til min ryggesløse dåd og den jeg
gjorde her: med bryllupsfest og brud.«
(Alex Garff og Leo Hjortsø/ 1969 – side 88-89 – linje 1402-1404)
Oversættelsen står i skærende kontrast til Marcel Lysgaard Lechs:
»Husker I mig mon endnu og alle
de handlinger, jeg bedrev hos jer,
og hvad jeg siden gjorde, da jeg kom hertil..?
Ægteskab, ægteskab, du gav mig liv.«
(Marcel Lysgaard Lech/ 2017 – side 92 – linje 1402-1404)
Ødipus frygter for sit eftermæle. Han spørger derfor koret, om hans heltegerninger
samt hans efterfølgende arbejde som konge vil blive overskygget af
den tragedie, som hans navn vil blive associeret med. Mange store ledere må
have stillet sig selvsamme spørgsmål, når de blev ramt af en skandale. Bill
Clinton har sikkert spurgt sig selv, om hans affære med Monica Levinsky ville
overskygge de positive ting, han fik udrettet som præsident.
I verset henviser Ødipus til den heltegerning, han gjorde, før han kom til
Theben – og dernæst om det arbejde, han udførte som konge. Der er en
logisk grund til denne opdeling mellem heltedåd og arbejde. Ødipus’ heltedåd
var sejren over sfinksen, som sad på en klippe udenfor Theben. Den skulle
nedkæmpes, før han kunne komme ind i byen. I min tolkning er sejren over
sfinksen en allegori for sejren over faderen.
Garff og Hjortsø beretter i linje 1403 om en ryggesløs dåd, men en dåd er ikke
noget ryggesløst. Tværtimod. En dåd er noget heltemodigt. Den korrekte
oversættelse er enten en ryggesløs udåd eller en uegennyttig dåd. Der er
næppe tale om en trykfejl, idet formuleringen findes i fjerde udgave.
Uddrag til fri kopiering – 4. udgave 169 Ødipus perplekset – Niels Flyger

Forfatters fri oversættelse BookCaps (2012) Francis Storr (1912)
Vil I stadig huske Do you remember perhaps Do ye call to mind perchance,
heltedåden, jeg udførte, og the deeds those deeds
som I kan bevidne er sket..? of mine you saw of mine ye witnessed
Og det arbejde and the things and the work
jeg gjorde (som jeres konge) I did afterwards I wrought thereafter
da jeg kom til Theben. when I came to Thebes..? when I came to Thebes..?
Skæbnesvangre ægteskab..! You fatal marriage, O fatal wedlock,
Du gav liv til mig, you gave birth to me, thou didst give me birth,
Storrs oversættelse kan læses på: www.gutenberg.org/files/31/31-h/31-h.htm
Garff og Hjortsø (1969) Otto Foss (1977) Marcel Lysgaard Lech (2017)
Mon I husker mer, (linje 1402) – min udåd – Husker I mig mon endnu
at I var vidner til (linje 1403) Husker I den..? og alle de handlinger,
min ryggesløse dåd
(linje 1403)
jeg
bedrev hos jer,
og den Og hvad og hvad
jeg gjorde jeg siden har gjort ..? jeg siden gjorde,
her:
da jeg kom hertil..?
med bryllupsfest Åh brudeleje, brudeleje! Ægteskab, ægteskab,
og brud. (linje 1404) Du avled mig, du gav mig liv,
(linje 1404)
Oliver Evans (1994) Ian Johnston (2007) Kurt Steinmann (2015)
Do you still remember me do you remember me, erinnert ihr euch meiner noch
and what I did there what I did there welche Taten
in front of you
ich euch getan
and then again and then what else und dann,
what I did I did hierhergekommen,
when I came here when I came to Thebes? welche weiter ich verübt?
Oh marriage, pitiable Ah, you marriage rites O Ehen! Ehen!
marriage that gave me life, – you gave birth to me, Ihr brachtet uns hervor,
3
Uddrag til fri kopiering – 4. udgave 170 Ødipus perplekset – Niels Flyger

BILAG 6
HVIS ØDIPUS VAR USKYLDIG, HVEM VAR SÅ SKYLDIG..?
3
6
9
12
15
18
21
24
27
Theben blomstrede op, da Ødipus blev konge – og det til trods for, at han
havde faderens blod på hænderne. Pesten vendte uheldigvis tilbage efter
nogen tid – og Theben kunne kun slippe fri for modgangen, hvis Ødipus gik i
eksil. Sofokles nævner dog intet om, hvorfor den sidste hungersnød opstod.
Det er nærliggende at give Ødipus skylden, men årsag og kur er ikke nødvendigvis
det samme. Hvis man får kræft i et ben – og benet bliver amputeret, er
det så benet eller kræftsvulsten, som var problemet..?
Kong Laios og Dronning Jokaste kan sammenlignes med to kræftsvulster. Da
Ødipus dræbte Kong Laios, uskadeliggjorde han den ene af de to. Jokaste udgjorde
den anden svulst – og hun overlevede, omend svækket. I al ubemærkethed
planlagde hun et kup, som var så snedigt, at Ødipus var nødt til at ofre
sig selv, hvis han skulle standse hendes udplyndring af befolkningen. Theben
nåede dog at blomstre op i den mellemliggende periode.
I begyndelsen af stykket beskriver en præst de problemer, som byen slås med.
Beskrivelsen indeholder en besynderlighed. På den ene side påpeger
præsten, at et retfærdigt samfund er kendetegnet ved frugtbare afgrøder,
dyr og kvinder. På den anden side fortæller han, at markerne bugner med
korn. Hvis pesten var en straf fra guderne, så burde markerne ligge golde hen.
Det gjorde de ikke, og det er derfor oplagt at tro, at der er en fejl i grundteksten.
De fleste oversættere udelader derfor flg. sætning:
“Fertile crops, animals, and women distinguish
a just society and a virtuous ruler.”
(P. J. Finglass/ Sophocles: Oedipus the King (2018) – side 175)
Eller oversat til dansk:
”Frugtbare afgrøder, dyr og kvinder kendetegner et
retfærdigt samfund og en regent med en høj moral.”
30
33
I stedet for at udelade linje 27 kan man påstå, at linje 25 er fejlbehæftet. Man
kan derved oversætte linje 25 på en måde, så besynderligheden forsvinder.
Den korrekte oversættelse af linjen lyder:
Uddrag til fri kopiering – 4. udgave 171 Ødipus perplekset – Niels Flyger

3
6
9
12
15
18
21
24
27
30
33
36
Og ikke:
”denne by … visner bort i sine markers modne korn.”
(Alex Garff og Leo Hjortsø/ 1969 – side 8 – linje 22 + 25)
”denne by … er ramt af en pest på markers modne korn.”
Nedsat fertilitet blandt mennesker og dyr er ofte et udslag af hungersnød.
Måske har pesten mindet om den hungersnød, som Stalin påførte Ukraines
befolkning i 1930’erne – også kaldet holodomor. Markerne bugnede med korn
og alligevel sultede millioner af bønder ihjel. Skurken var Kommunistpartiet,
som beslaglagde alle fødevarer. Kan det tænkes, at Kong Laios og Dronning
Jokaste på lignende vis flåede maden ud af munden på undersåtterne for at
kunne leve et liv i sus og dus..?
En oplagt indvending er, Thebens modgang skyldes sfinksen, men hvis man kan
kalde en pantelåner for en grib, kan man vel også kalde et grisk kongepar for en
sfinks. Det er kun naturligt at give øgenavne til personer, man frygter. Skulle
pågældende overhøre en samtale, så aner vedkommende ikke uråd.
Ordet »sfinks« er et oplagt øgenavn på Kong Laios og Dronning Jokaste. Det
er ikke svært at gætte symbolikken. Den græske sfinks er en løvekrop med en
kvindes ansigt og bryster. Ansigtet og brysterne symboliserer Dronning Jokaste.
Hun var hjernen i ægteskabet. Løvekroppen symboliserer Kong Laios. Han
var den tomhjernede dræbermaskine i ægteskabet.
Hvis det kun var Kong Laius, der udsultede Theben, kunne man have kaldt ham
en ildsprudlende drage. Det er et oplagt øgenavn for en enlig tyran med en
reptilhjerne. Ordet »sfinks« er et oplagt øgenavn for et tyrannisk ægtepar. To
sjæle. En tanke. Og deres fælles tanke var at ribbe folket for rub og stub.
Sfinksen er en universel figur, som også findes i vor tid. Et godt eksempel er
Serbiens tidligere præsidentpar Slobodan og Mira Milošević. Det fortælles, at
Slobodan ustandseligt måtte ringe til sin hustru under fredsforhandlingerne i
Dayton for at få hendes accept af udkastet. Jeg forestiller mig, at der var en
lignende arbejdsfordeling mellem Kong Laios og Dronning Jokaste.
De var begge nogle griske despoter, men Jokaste har muligvis ladet Kong Laios
sidde med aben, mens hun selv spillede uskyldig. Tilsammen udgjorde de en
sfinks. Den virkede uovervindelig. Og dog. Under de rette omstændigheder kan
en empatisk lederskikkelse fremprovokere et folkeligt oprør. Det er den
mekanisme, som ligger skjult i sfinksens gåde:
Uddrag til fri kopiering – 4. udgave 172 Ødipus perplekset – Niels Flyger

3
6
9
12
15
18
21
24
27
30
33
36
»Hvad går på fire ben om morgenen,
på to ben om middagen og på tre ben om aftenen.
Jo flere ben det har, des svagere er det..?«
Løsningen på gåden er: »et menneske«.
Det var dog ikke gåden, der fik sfinksen til at styrte fra magtens tinde, men det
livssyn, som lå skjult i gåden. Ødipus vidste, at han havde været hjælpeløs som
spæd – og han havde selverkendelse nok til at forestille sig, at han kunne blive
hjælpeløs som gammel. Han hjalp derfor samfundets svage. Det må have
givet ham en høj stjerne blandt alle, som led nød.
Måske har Sofokles kombineret to sagn. Sagnet om Kong Ødipus var det ene.
Sagnet om en gådesyngende sfinks var det andet. I det sidste sagn har folket
dræbt deres tyranniske regent, fordi de ønskede en empatisk helt, som deres
nye konge.
Skuespillet minder om en kriminalroman, men Sofokles udpensler ikke hvem
skurken er. I virkelighedens verden vil en retsmediciner og en drabsefterforsker
prøve at løse mysteriet i fællesskab. Retsmedicineren skal være den
objektive. Han må ikke lege detektiv og farve sin rapport. Drabsefterforskeren
skal derimod leve sig ind i det skete – og bide mærke i alt mistænkeligt.
Sådan bør der også være et samarbejde mellem en forfatter og en græsk filolog.
Den sprogkyndige skal være objektiv. Forfatteren skal derimod leve sig ind i
handlingen og bide mærke i alt, der virker mistænkeligt. Han behøver ikke at
være uddannet filolog, men han skal kunne læse og forstå fagbøger, som er
udgivet om emnet. Et godt eksempel på en mistænkelig replik findes i begyndelsen
af skuespillet. Præsten takker Ødipus for, at han i sin tid reddede Theben
fra den onde sangerske og hendes ublu skatteopkrævning:
”Du kom jo til Kadmos’ by og indfriede
den gæld, (δασμόν) som vi dengang
skyldte den skræmmende sangerske.”
(Marcel Lysgaard Lech / 2017 – side 12 – linje 35-36)
Det græske ord: ”δασμόν” skal oversættes med ”en skat som regeringen opkræver”.
Det virker absurd, at en sfinks opkræver skat. Hvad skal en sfinks med
penge..? Man oversætter derfor ordet ”δασμόν” med ”gæld”, men hvorfor
stod indbyggerne i gæld til den ondsindede sfinks..? Og hvorfor bliver sfinksen
pludselig kaldt en sangerske..?
Uddrag til fri kopiering – 4. udgave 173 Ødipus perplekset – Niels Flyger

3
6
9
12
15
18
21
24
27
30
33
36
Hvis sfinksen er et øgenavn for et grisk kongepar – og kongen dør, må man
udtænke et nyt øgenavn for den overlevende halvdel af sfinksen. Min påstand
er, at Jokaste gik under øgenavnet Sangersken. Skatteopkrævningen var altså
reel.
En oplagt indvending mod min tese er, at sfinksen burde være genopstået, da
Ødipus blev gift med sin mor. Det skete ikke. Årsagen er enkel. En sfinks er
karakteriseret ved, at kongeparret taler med en tunge. Sådan forholdt det sig
ikke med Ødipus og Jokaste. De havde hver deres dagsorden. Ødipus
bekymrede sig om folkets ve og vel. Det kan man ikke sige om Jokaste. Hun
udsultede befolkningen.
Politisk set befandt Ødipus og Jokaste sig i hver deres ende af spektret.
Forholdet mellem dem må have været anspændt. Min påstand er, at Theben
blomstrede op, fordi Ødipus satte en stopper for hendes magtmisbrug. Da de
blev gift, krævede hun, at han genoptog udplyndringen af befolkningen. Det
nægtede han – og hun allierede sig med nogle gorillaer. Sammen lavede de et
statskup, hvor Ødipus blev sat i husarrest. Fra da af var han kun konge af titel,
men det hemmeligholdt hoffet. Jokaste kunne følgelig rulle hans reformer tilbage
og påstå, at det skete efter ordre fra ham.
Skeptikere vil sikkert påstå, at det scenario er urealistisk, men der findes et
eksempel fra virkelighedens verden, som understøtter min teori. I slutningen af
1800 tallet var der en kejser i Kina, som hed Guangxu. Han forsøgte at indføre
demokrati og sætte en stopper for hoffets ødsle pengeforbrug. Det passede
ikke den forlystelsessyge enkekejserinde Cixi og hendes griske embedsmænd.
Hun rottede sig derfor sammen med en general, der rådede over 10.000 soldater.
Resultatet blev et statskup, hvor Kejser Guangxu blev sat i husarrest.
Enkekejserinden generobrede derved tronen og fortsatte sin udplyndring af
befolkningen. Kejser Guangxu fik aldrig indført demokrati i Kina, idet han blev
forgiftet med arsenik, dagen før enkekejserinden døde.
Nogle vil sikkert påpege, at Ødipus umuligt kunne sidde i husarrest, idet han
henvender sig til Thebens indbyggere i starten af skuespillet, men hans løsladelse
kan være resultatet af et folkeligt ultimatum. Borgerne har utvivlsomt
krævet at se deres folkekære konge. Hvis kravet ikke blev imødekommet, ville
de gå ud fra, at han var død – og udnævne en ny. Jokaste holdt stand i årevis,
men måtte til sidst løslade Ødipus.
Uddrag til fri kopiering – 4. udgave 174 Ødipus perplekset – Niels Flyger

3
6
9
12
15
18
21
24
27
30
33
36
Han gik derefter ud til sit elskede folk og spurgte, hvad der plagede dem. Det
er kun et naturligt spørgsmål fra en konge, som har været tvangsisoleret fra
omverdenen i årevis. Der var altså en logisk grund til, at Ødipus ventede flere
år med at sende sin svoger til Delfi for at rådspørge oraklet.
Oraklets svar giver det fejlagtige indtryk, at Ødipus var en ulykkesfugl. At
gudernes vrede hang over ham som en mørk sky. Det gav altså god mening,
at Theben ville slippe fri af pesten, når Ødipus forlod byen. Den mørke sky,
som hans gudsforagt forårsagede, ville følge med ham. Forklaringen er dog
mere jordnær. Manipulerende mennesker kan man ikke vinde over. Flugt er
den eneste mulighed – og når Ødipus flygtede, ville Jokaste miste sin magtbase.
Kreon ville derefter blive udnævnt til konge. Jokaste havde før giftet sig
til magten, men denne gang måtte hun give fortabt. Kreon var hendes bror.
Han var på dette tidspunkt et empatisk menneske, som ikke misbrugte sin
position i hoffet til egen fordel. Oraklets råd gav altså god mening.
Der findes andre besynderligheder i Sofokles’ gendigtning.
F.eks. Kreons forklaring på, hvorfor man undlod at efterforske kongemordet:
»Den gådesyngende Sfinks
tvang os til at se på det,
der lå for vores fødder,
og lade resten ligge.«
(Marcel Lysgaard Lech / 2017 – side 17 – linje 130-131)
Det lyder som en dårlig undskyldning. For det første skyldes Thebens modgang
sfinksens forbandelse. Hvis sfinksen oprigtigt bekymrede sig for indbyggernes
ve og vel, kunne den have ophævet forbandelsen. For det andet
døde sfinksen kort tid efter, at Kong Laios var lagt i graven. Befolkningen havde
altså intet at frygte.
Kreons forklaring giver umiddelbart ingen mening, men hvis en sfinks er et øgenavn,
kommer løsningen af sig selv. Da Ødipus dræbte Kong Laios, så styrtede
sfinksen fra magtens tinde og ned i afgrunden. Kong Laios udgjorde dog kun
den ene halvdel af sfinksen. Dronning Jokaste udgjorde den anden. Sfinksen
overlevede altså styrtet, men var stækket. Min påstand er, at nyheden om
kongemordet udløste et spinkelt håb hos Jokaste.
Tænk, hvis drabsmanden var hendes søn..?
Så var han stadig i live. Hun fik derfor standset efterforskningen.
Uddrag til fri kopiering – 4. udgave 175 Ødipus perplekset – Niels Flyger

BILAG 7
FIK ØDIPUS EN RETFÆRDIG STRAF..?
3
6
9
12
15
18
21
24
27
30
33
36
FORMÅLET MED SOFOKLES’ TEATERSTYKKE:
I antikken mente man, at modgang var et udslag af gudernes vrede. Man
ofrede derfor til guderne. Grækerne gik tilmed et skridt videre og opførte
teaterstykker, som hyldede guderne og belærte publikum om, at blasfemi
udløser en kollektiv straf fra de højere magter. Den slags belærende teaterstykker
skrev man også i Sovjetunionen. Det var dog ikke de græske guder,
men Kommunistpartiet man hyldede. Moralen var imidlertid den samme:
Hvis du ikke underkaster dig magthaverne, gør de din medgang til modgang.
Hovedpersonen bliver sendt til Sibirien. Illoyalitet har altid været ildeset.
SKYLDSPØRGSMÅL:
Wikipedia definerer hybris således:
”Hybris er hovmod.
Dvs. frygtløshed til at udfordre eller trodse skæbnen.”
Athens velstand afhang af gudernes støtte – og hvis en indbygger begik hybris,
satte han sine medborgeres eksistens på spil. Det var den tankegang, som lå
bag henrettelsen af Sokrates. Athen havde tabt Den Peloponnesiske Krig, og
Sokrates fik skylden for gudernes manglende støtte. Set med nutidens øjne
var dødsstraffen uretfærdig, men sådan så samtiden ikke på det.
Kan det tænkes, at profetien i ”Kong Ødipus” i virkeligheden var en straf fra
guderne, fordi Ødipus havde begået hybris under sin opvækst i Korinth..?
Det nævner Sofokles intet om.
Vi ved, at Ødipus prøvede at trodse skæbnen, da han hørte profetien.
Og vi ved, at Kreon anklagede ham for gudløshed:
Kreon: »Ja, og nu kan du nok i det mindste stole på gud!«
(Marcel Lysgaard Lech/ 2017 – side 94 – linje 1445)
Ødipus rejste til oraklet i Delfi for at få afklaret, om han var adopteret.
Hvad ville oraklet have svaret, hvis Ødipus havde været uskyldig i hybris..?
Havde oraklet sagt: ”Rejs hjem til Korinth – og betvivl aldrig dit ophav.” ?
I stedet for en afklaring, fik Ødipus en selvopfyldende profeti.
Det er svært at forestille sig, at han ville reagere anderledes, end tilfældet var,
da han vendte sit barndomshjem ryggen og drog til nabobyen Theben – og
dog. Der er en lille detalje i profetien, som indirekte bekræfter, at Ødipus var
adopteret. Da Ødipus genfortæller profetien, siger han:
Uddrag til fri kopiering – 4. udgave 176 Ødipus perplekset – Niels Flyger

3
6
9
12
15
»Og myrde min egen far, som gav mig livet.«
(Marcel Lysgaard Lech/ 2017 – side 55 – linje 793)
Orakelsvar er meget ordknappe, så hvorfor tilføjelsen:
”Som gav mig livet.”?
Kunne det skyldes, at Ødipus havde to forskellige fædre – og det derfor var
nødvendigt for oraklet at præcisere, hvilken af de to fædre Ødipus risikerede
at dræbe..?
Hvis Ødipus havde bidt mærke i denne lille detalje, kunne han med sindsro
tage båden tilbage til Korinth. Han ville derved ikke have mødt Kong Laius,
og kongemordet var ikke sket. Dronning Jokaste var ikke blevet enke – og
tragedien ville være undgået.
18
21
24
27
30
33
36
STRAFUDMÅLING:
Kreon leverer følgende belæring til Ødipus (og publikum) i sin slutreplik:
»Tro ikke,
at du kan bestemme alt.
Den magt, du før forvaltede,
fulgte ikke dit videre liv.«
(Marcel Lysgaard Lech/ 2017 – side 98 – linje 1522)
Guderne sendte Ødipus i landflygtighed, men var det en retfærdig straf..?
Måske er straffens størrelse lettere at tage stilling til, hvis handlingen flyttes
til filmbranchen. Ødipus er en talentfuld skuespiller, som modtager en pris
som årets debutant. Han hader de kedelige takketaler og nøjes med at takke
for prisen. Reaktionen fra filmproduceren og instruktøren er forudsigelig. De
er fornærmede over, at Ødipus tager al æren. Han får derfor ingen rolle i deres
næste film. Det er han overrasket over, men produceren siger til ham:
»Tro ikke,
at du kan bestemme alt.
Den velvilje, du før levede højt på,
fulgte ikke dit videre liv.«
Kong Ødipus levede højt på gudernes velvilje – og skuespilleren Ødipus levede
højt på filmmogulernes velvilje. Begge mistede alt. Er det retfærdigt..?
Uddrag til fri kopiering – 4. udgave 177 Ødipus perplekset – Niels Flyger