00007-Johanne Katrine Nielsen

Johanne Katrine Nielsen (7)
Slægtshistorie
Anni, Johanne’s yngste datter, har skrevet om, hvad hun huskede, Johanne har fortalt om sin barndom:
”Ved Johanne’s fødsel havde forældrene Andrea og Niels købt en fin barnevogn (bånvogn, som de kaldte den) til at køre Johanne i. Den var
meget fin med metalhjul med tynde gummiringe. Der var en flettet kurv på og kalechen var af fint læder - så Andrea og Niels var meget stolte
af barnevognen. Desværre var Johanne ikke så begejstret, for når de lagde hende i vognen for at gå en tur med hende, skreg hun i vilden sky,
så de måtte tage hende op og bære hende. Det blev således aldrig til ture med barnevognen, men da vejene på den tid var grusveje, havde
det nok også været meget bumlet og skrumlet og slet ikke rart at ligge i barnevognen.
Der var et tæt sammenhold mellem naboerne Under Bakken (Underbakkevej) - skulle der være gilde, lånte de service og bestik hos hinanden.
De gik over med mad, hvis der var nogen, som var syge eller havde født. Det fortælles, at barselspotten også blev anvendt til andet end det,
den opringelig var bestemt for, da den blev anvendt til at transportere suppe og/eller andet mad, som der kunne hjælpes med.
Der var også mange børn Under Bakken, og Johanne havde særligt to veninder, Magda og Ruth, som hun legede meget sammen med. De
fandt på mange sjove lege, og Johanne har fortalt om nogle røverhistorier. En af dem handlede om, at de klippede hinanden og gemte
hårlokkerne i brændestablen for ikke at blive opdaget, det var hvad de ihvertfald troede. Johanne mente dog ikke, at hun var så meget med
til dette.
Johanne, ca. 1 år, sammen med deres hund Niels, Johanne og veninden Ruth Johanne med hund
Kærholm gårdsplads, 1926 - Privat foto 2 Kærholm, Skelund, 1938 - Privat foto 2 Haven på Kærhom, ca. 1948
Privat foto 2
På Kærholm har de altid haft en hund, så Johanne er vokset op med at have hund.
En dag inden Johanne skulle i skole, og hvor hun havde en fin nyvasket kjole på, skulle hun lige forbi urtehaven og smage på de dejlige modne
tomater, inden hun gik. Da hun bed i tomaten, spruttede den desværre ud over hendes pæne kjole. Hun blev ikke særlig populær, og måtte
ind og hurtigt få skiftet tøj.
Johanne var meget bange i tordenvejr, og da hun boede hjemme, skulle familien op om natten, når tordenvejret var særligt slemt. På den tid
hændte det, at lynet kunne slå ned i de stråtægte tage (lynafledning var åbenbart ikke så sikre dengang), så den frygt sad altid i hende hele livet,
selvom hun prøvede at skjule det.
Ligeledes var Johanne bange for rotter. Engang da hun ikke var så gammel, havde hun set, at en hel række rotter var løbet mellem husene, og
det havde gjort et stort og væmmeligt indtryk på hende.
På Kærholm havde de i Johanne’s barndom ikke toilet, men de havde et rigtigt gammeldags lokum ude i udhuset, og det var med det hårde
toiletpapir. Om natten havde de en såkaldt natpotte, så de ikke skulle ud på lokummet om natten.
Kærholm var en gård/husmandsted med heste, køer og grise mv., og Johanne hjalp selvfølgelig til med, hvad hun kunne, alderen taget i
betragtning, men hun huskede altid høsten, hvor hun var i marken for at binde neg og stable dem. Hun huskede også vaskedagene, hvor der
blev tændt op i den store gruekedel. Så sejlede hele gulvet med varmt vand i bryggerset. Vasketøjet blev kørt igennem en vridemaskine,
inden det blev hængt op. Johannes mor, Andrea, havde træsko på, det var den gamle slags med hælekappe og spids næse.
Lokum - Fra pikist.com 9 Natpotte - Fra dba.dk 10 Gamle træsko - Fra arkiv.dk 11
Hjemmeslagtning var på den tid ganske almindeligt, det var dog mest grise. Når den var slagtet og havde hængt til afkøling, kom den ind på
bordet, hvor den blev pateret. Kødet blev først pakket i hvidt madpapir og derefter brunt papir med brun snor. Der blev sat et manillamærke
på, hvor der stod ejerens navn, og hvad for noget, kød der var i pakken. Pakkerne blev derefter afleveret i Skelunds Frysehus, hvor familien så
hen ad vejen kunne hente, hvad de havde brug for de forskellige dage. Flæsket blev lagt i et saltkar, så det kunne holde sig. Når det skulle
bruges, tog de et stykke, der så skulle skylles grundigt og lægges i vand, så salten kunne trække ud - ellers var det ”hvinende” (alt for salt).
På Kærholm var der mange frugttræer og -buske, særligt var der mange kirsebærtræer, og der blev hvert år plukket mange bær, som de så
solgte. De puttede dem i en stor zinkbalje, hvor de var opbevaret, indtil køberne kom og hentede deres bær.....”
Leif Christensen
1. udgave redigeret og udgivet 30-09-2004 - 2. udgave redigeret og udgivet 02-05-2022
6