00007-Johanne Katrine Nielsen

Johanne Katrine Nielsen (7)
Slægtshistorie
Kære alle fire!
Hadsund 11-11-83
Jeg vil nu prøve at se tilbage på ugen, der gik og fortælle lidt om, hvad jeg går og laver.
Mandag var det hviledag efter alle gæsterne søndag.
Tirsdag var jeg med rutebilen til Hobro. Jeg havde forskellige ting, der skulle ordnes i Sparekassen.
Onsdag var jeg i haven og rive blade, dække roser og tage forskelligt ind, der kan fryse. Ved aftenstid kom min nabokone på visit, hun er
børnehavepædagog, og hendes mand er murer. Hun ville spørge, om jeg kunne tænke mig at passe deres børn, en dreng på 2 år og en
pige på 5 år fra kl 6 30 om morgenen og til 15 30 om eftermiddagen hver dag mod god betaling, hun er ansat på Skørping børnehjem, hun
er der også lørdag/søndag. Det skulle vare til 1. januar. Jeg sagde naturligvis nej, det vil jeg ikke være bunden af, og jeg er just ikke i
pengenød. Hun snakkede i mindst en time, hun er ualmindelig sød, hedder Marianne.
Torsdag (mortensaften) var det meningen, jeg skulle på Nørrevang, Kirsten skulle hente mig efter arbejdstid, men hun ringede om
formiddagen og fortalte, hun havde huset fuld af syge mennesker. Niels Jon har været meget forkølet i nogle dage, men nu pludselig
kastede Karl, Henrik og Niels Jon op. Jeg betakkede mig, jeg skulle ikke derop og smittes.
I dag fredag var jeg til formiddagskaffe hos Marianne og se deres hus indvendig, det var meget huggeligt. Hun har rengøringskone en
gang om ugen, hun er selv allergisk overfor husstøv.
Da jeg kom hjem, blev der ringet fra ”Skovgården”, at Bedste havde fået en hjerneblødning, så jeg måtte i hast bevæge mig over broen.
Hun havde læge, men ville ikke blive i sengen. Hun er nu lammet i venstre arm og ben og kan slet ikke gå, men ikke særlig meget
talebesvær, der sad jeg så ved hende hele eftermiddagen, hun græd, for hun skulle have været på udflugt i dag. Jeg købte tre blomster
til hendes vinduskarm, der trængte til fornyelse. Lægen sagde, at der er ikke noget at gøre ved det, hun skulle tage det med ro og hvile
sig meget. Så nu må vi se, hvordan, det går.
Så blev det lørdag, Anni kom hjem, og vi tog igen turen over broen til Hadsund og var ved Bedste end tre timer, det er skidt med hende,
jeg tror ikke, hun kommer til at gå mere. Det er fuldstændig, som al vilje har forladt hende, hun har ikke kontrol over hverken afføring
eller vand, så det går i sengen, men appetitten fejler ikke noget.
I dag søndag gik jeg til ”Skovgården” igen. Bedste er kun oppe ca. 1 time hver gang, der skal spises, men hun bliver ”madet” - kan ikke
selv klare det, så det arbejde overtog jeg i aften, de er jo ikke så mange hjælpere om søndagen, hus spiste en rigtig stor portion
abrikosgrød og tog sine piller uden et kny, men bagefter var hun også meget træt og skulle i seng. Jeg sagde til hende, at jeg skulle
hjem og skrive til jer, og hun bad mig hilse mange gange. Hun græd, da jeg gik, men jeg lovede at komme i morgen til
eftermiddagskaffe og tage flødeskumskager med, så fik jeg hendes ansigt til at klar op igen. Jeg har så ondt af hende, hun ligger så
stille, så stille.
Hvornår vender i tilbage til Danmark? Hvornår er det sidste frist for at sende brev til jer? Vi har det koldt minus 10 o , men ingen sne
endnu.
Tak til Mette og Thomas fordi I er flinke til at tegne og skrive breve til mig, jeg er spændt på at se jer til jul. I er jo nok vokset meget.
Nu skal I ikke spekulere på Bedstes sygdom, vi kan ikke gøre hverken fra eller til, det går jo nok som det skal gå.
Mange kærlige hilsner
Fra mormor
20-11-83
Kære alle fire !
Tak for jeres brev, hvor I skriver, I skal til New Delhi, det lyder vel nok spændende, det glæder mig, at I får oplevet en masse. I
fotograferer og smalfilmer vel en del, så jeg kan få det at se engang.
Her hos mig går alt sin jævne gang, med knap så mange gæster mere, den værste nysgerrighed er jo nok stillet. Jeg sidder længe oppe
om aftenen i en god varme, læser bøger i massevis, sover til kl. 8 - 8 ½ står op, laver kaffe, kigger i postkassen og ordner, hvad der er i
huset. Det er hurtigt gjort, her bliver end ikke støvet, når jeg går alene. Jeg vander blomster, snakker lidt med dem og laver varm
middagsmad hver dag.
De sidste ti eftermiddage har jeg siddet ved Bedste, hun har det ikke så godt. Lægen gav hende lov til at være oppe, men hun bliver for
træt, hun bliver nu løftet fra sengen og over i rullestolen, hun skal have hjælp til alt - ikke engang lidt at drikke, kan hun tage selv - det
er ligesom alt vilje har forladt hende, hun falder helt sammen i rullestolen, hun har slet ikke kræfter til at holde sig oppe.
Hver gang jeg går, siger hun: ”Du kommer vel i morgen igen” og det gør jeg så. Men hun snakker ellers ikke meget, hun sover en del, jeg
sidder så i stolen og læser, bare jeg er der, er det godt.
Jeg skulle have været barnepige for Niels Jon i aften, men jeg sagde nej, jeg kører træt om aftenen, så fik de Anni til det, hun er nu på
Nørrevang. Karl og Kirsten skulle til balfaldera på Mou Hotel.
Leif Christensen
1. udgave redigeret og udgivet 30-09-2004 - 2. udgave redigeret og udgivet 02-05-2022
46