LYDKUNST Store ambitioner på et besynderligt sted... Bunkerne ved Oddesund er blevet centrum for lydkunst på internationalt niveau 20
De råkolde, mørke og klamme bunkere ved Oddesund er pludselig blevet en helt ny unik international kunstscene, som ikke findes andre steder i Europa. En gruppe lokale frivillige ildsjæle har skabt kunsthallen ’Regelbau 411’, der inviterer international samtidskunst indenfor lyd, lys og videokunst ind i bunkerne og med ét er stedet forvandlet til en ny turistattraktion. Mikkel Elming - Vi drømte om at bruge bunkerne til noget særligt, der både kunne udvikle stedet og kunne tiltrække folk og skabe oplevelser. Det var min datter, Katja Bjørn, der er videokunstner i Århus, som foreslog, at vi arbejdede med lyd, lys og videokunst, og det synes vi, var en fed ide og passede perfekt ind i bunkernes mærkelige rum – og Struer som Lydens By, fortæller Ole B. Petersen, der er formand for foreningen Regelbau 411. Da ideen var formet i 2017, samlede han og et par andre lokale ildsjæle en stærk gruppe omkring sig, og så startede diskussionerne. For kan man tillade sig at bruge bunkerne til kunst eller skal man også fortælle krigshistorien? Ole B. Petersen - Jeg ville gerne opløse ånden fra krigen med kunsten. Bunkerne er jo et meget bastant udtryk fra den tid, og derfor vil jeg gerne bruge bunkerne til noget mere opløftende – til noget, der sætter tanker i gang, forklarer Ole B. Petersen. Holdningerne var delte, fordi andre mente, at det var krigshistorien, der skulle fortælles, men der blev enighed om, at lade kunsten udfolde sig. Igennem Oles datter fik de kontakt med kurator og kunsthistoriker Mikkel Elming fra Århus som kunstfaglig leder. Han havde aldrig været i Oddesund. Stedsspecifik kunst - Jeg er meget fascineret af projektet og ideen om at lave kunst her. Omgivelserne er jo besynderlige: Vand, enge, søer, hovedvej med lastbiler og en modernistisk bro… et vildt spændende sted, siger Mikkel Elming begejstret. Bunkerne er for kunstnerne en udfordring og ideen er, at kunsten skal være stedsspecifik og altså designes særligt til bunkermiljøet. - Det er jo en oplevelse at træde ind i den her specielle verden. Det er nogle stærke rum, og rummene aktiveres af kunsten, så man kan gå på opdagelse i et lydlandskab, forklarer Mikkel Elming. Han har også fundet ud af, at akustikken er ganske god. Til den første udstilling af Kim Grønborg lavede kunstneren alt på stedet og brugte en uge op til udstillingen, så alt var designet præcist til det, bunkerne kunne. Den finske kunstner Artor Jesus Inkerö, som kan opleves indtil midt i juni, har lavet videoer i Japan og Finland, som får premiere her. Vil være kendte Omkring 6000 gæster har været forbi i bunkerne, siden de åbnede sidste år i maj. Og Ole og Mikkel har svært ved at få armene ned. “Vi drømte om at bruge bunkerne til noget særligt, der både kunne udvikle stedet og kunne tiltrække folk og skabe oplevelser.” 21